Take me back to the night we met ~ Katherine [Fortids-ish emne]

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har turkis top på, med en sort over og hun har sorte bukser på Link. Hun har højhælede sko på,  som gør hende 8 cm højere (fra 1,70 til 1,78) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, med enkelte punkter, som er sat op. Det går hende til omkring numsen Link. Hun har en neutral læbestift og en smule fokus på sine øjne Link.  Hun har sin dagslysring på Link
- Andet På baggrund af hendes evne, bær hun en overnaturlig skønhed. Hun har en taske med sig Link

Det var endnu en smuk aften, dog var torvet ikke direkte fyldt op, der var enkelte her og der, blandt dem som var ude var Katherine. Hun havde fundet en vis forkærlighed, for det 21. århundrede, noget hun for ellers et par år siden, ikke kunne andet end hade, dog som hun blev vant til det, så hun flere goder ved det. Det var langt nemmere, at kunne finde mulige ofre eller donorer, nu om dage var de unge så vilde med vampyrer, at man næsten kunne finde en person, som var villig til at give blod på hvert gadehjørne. Det var dog specielt de unge, der var tildækket af sort, som var helt ekstatiske med det, det var egentlig ret mærkeligt, og dog havde hun valgt at leve med det, da det trods alt var en måde at få blod på, uden at få alt for meget opmærksomhed imod sig. Hun gav et smil til kvinden, som rakte hende kjolen og hun gav sit sidste tak fra sig, før hun forlod butikken, nu med kjolen i sin taske.
Netop som hun forlod butikken, fangede hun duften af en velkendt fært, og det var en der fik et smil frem på hendes læber. Ganske vist havde det været mange mange år siden, at de to sidst havde set hinanden, og deres forhold endte ikke just på de bedste måder, men ikke desto mindre var der mange gode minder. Hun så ham, før han fik vendt sit ansigt imod hende, som hun så på ham kom der adskillige minder op, hun blev mindet om deres første kys, da de blev gift og alle de gange, hvor hun ville vågne op i hans arme. Dog var der også kaoset, da hun mistede sin datter, og måden hun havde reageret. Hun kastede dog minderne væk, da han kom løbende imod hende. Hun vidste ikke hvordan hun ville reagere, og hun forsøgte stærk at holde sine følelser i tjek, dog som han rakte hånden frem imod hende, og lod sine fingre røre hendes krøller, fandt hun sig selv lade sin kind glide imod hånden, før hun mødte hans blik "Me either, but I guess one can never see the future" hun trak på skulderne "But it's good to see you" der formede sig et mindre smil på hendes læber.

Det var som at blive flået åben, skællet fra det hårde ydre der ønskede ikke at lokke faren til sig - men ikke kunne modstå det. Hvordan kunne han dog modstå hende? Han havde altid elsket hende. Naturligvis var han kommet videre igennem årerne, men noget fik ham altid til at vende tilbage til hende. Ikke sådan fysisk, for han havde ikke set hende i øjnene siden hun fortalte ham - at hun ikke elskede ham. Alligevel stod han her og så på hende. Archie kendte til sorgen der havde fået hende til at slå det hele fra. Fået hende til at skubbe ham væk, og han havde aldrig ønsket at presse hende til at elske ham til at overgive sig til hans arme. Men i sidste ende ville det altid være det han drømmede om, at de kunne gå tilbage. Tage tilbage i tiden og stoppe hende i at slå følelserne væk, få hende til at blive ved ham.  Hånden imod hans kind fik føltes som at få hjertet til at skippe en takt. Han følte sig tilbage i tiden, skuret tilbage til en uskyldig verden - inden alt kaos og ødelæggelse havde tvunget de to sjæle fra hinanden. Efterladt dem begge i skyld og smerte. Lyden af hendes stemme gentog sig i hans hoved, i en endeløs klang som aldrig kunne glemmes.
"I can only say the same thing to you my dear," indrømmede han og sank en klump. Pludselig føltes det som om at han havde glemt alt omkring sig, og hvad han egentlig havde fortaget sig inden han kom herhen. Det tog ham endda tid for at huske sig selv på, at han faktisk skulle træde tilbage i virkeligheden igen.
"What are you doing here, Katherine?" Spurgte han kort tid efter, ganske nysgerrigt. Måden han sagde hendes navn på var ganske flydened og på denne her måde, som ingen andre kunne sige det.

Hun kunne ikke tage øjnene fra ham, manden hun for så mange år siden havde elsket, og måske et sted stadigvæk gjorde, hun havde aldrig helt forstået sine følelser for ham, specielt efter de var gået fra hinanden, men man glemte aldrig helt sin første store kærlighed, som han trods alt var for hende. Dog var det også dilemmaet i hendes tabte datter, en smerte hun til tider endnu stadigvæk følte, det havde gjort så ondt at miste hendes første fødte barn, hendes elskede lille pige. I sidste ende kunne man trods alt altid være bagklog, og på mange måder havde hendes reaktion ikke været den bedste i hele verden. Et mindre smil fandt sin vej frem på hendes læber, da han sagde at han ligesom hende, fandt det godt at se den anden part. Dog da han spurgte ind til, hvad hun helt præcist lavede, hævede hun let øjenbrynet. Ja hvad var det helt præcist hun lavede her? Der var så mange svar til det spørgsmål, der var løgnene, men der var også sandhederne "When I got out of the Tomb, I found myself in a different century than what I was used to and it was scary" det var første gang, at hun havde indrømmet, hvordan det havde føltes at komme ud til en verden, som hun på ingen måde kendte, dog var der ikke meget fortælling i det, da hun trods alt hadet at føle sig svag.
"After getting used to this era, I heard of your name and one may say I missed you dearly" hun trak på skulderne "And as I heard your name more, I tried looking for you, I however, did not intend on meeting with you, I thought I would let you live your life in peace" Hun kiggede kort væk, vidste ikke helt om hun faktisk skulle fortælle ham det, eller om hun skulle forholde det til sig selv "I had intended on leaving, I just had to see you once, and I did, but after leaving I found myself unable to...so I came back for you" igen lod hun sit mørke blik mødes med hans smukke lyse. Hun vidste ikke meget til hvad han levede af liv, hun havde trods alt forsøgt at holde sig væk fra ham, hendes plan havde været at forlade byen, efter at havde set ham den ene gang, dog ude af stand til at gøre lige netop dette, havde hun besluttet sig for at tage tilbage "You know I do regret what I did, back when I turned it all of" hun trådte et skridt tilbage, med tanken om enten at træde væk, og lade ham gå videre med sit liv, eller blive for faktisk tale med ham, men hvad skulle hun dog sige. Igen så hun væk fra ham, hendes blik sænkede svagt og hendes ansigt svagt vendt til siden.

Hun lod noget af sit hår glide om bag sit øre, af en eller anden grund, gjorde det hende glad, at han var glad for at hun var ude, og hvis hun havde et velfungerende hjerte, ville det sikkert banke afsted "I hope so, but I have been lucky, I found a woman, who has been helping me" i virkeligheden var det nok ikke så meget hjælp, mere at hun brugte sin evne på hende, og denne vej igennem, fik hende til at gøre alt hvad hun ønskede. Så hvor det måske ville havde taget hende lang tid, at lære helt alene, have hun denne kære kvinde, som havde lært hende det hele, over en periode af et par uger. Derudover fik hun også en god mængde, blod fra denne kære kvinde og nogle af hendes veninder, hvis de skulle komme på besøg. Det var som at have sin helt egen dukke eller minion, dog uden at hun faktisk skulle forvandle kvinden. Om ikke andet kunne hun ikke tænke på dette, da hendes tanker udelukkende var rettet imod ham, og det var som om hun endelig var en smule menneskelig, så menneskelig som hun kunne være i hans selskab.
Hun havde altid været ærlig, når det kom til Archie, alle andre rullede hun om sin finger, eller behandlede værre end noget andet, men når det kom til Archie, kunne hun ikke andet end fortælle sandheden. Hvilket nok også forklarede hvorfor hun fortalte ham, at hun var taget tilbage for ham. I virkeligheden havde hun planlagt, at se ham en enkel gang, også smutte væk, lade ham leve sit eget liv, men hun kunne virkelig ikke få sig selv til det, da hun så ham. Hendes blik var rettet imod ham, som han fortalte hvordan, at det var en version af hende, den version som havde gjort alle de slemme ting imod ham, at det vel i sig selv, var en måde at håndtere sorg på, hvilket det også var. Vampyrer reagerede ofte ikke på samme måde til ting, som mennesker i sidste ende gjorde. Men det gjorde det hele bedre, da han sagde han ikke dømte hende for det mere. Hun trådte et skridt frem imod ham igen, og hendes øjne syntes ikke at kunne forlade hans "I have also seen a couple of yours, yet no one can compare to you" hun havde set omkring 4-5 af hans dobbeltgængere, og i starten havde det været hårdt, men hun kunne hurtigt se, hvis det ikke var ham, de ville jo aldrig nå op til hans standart.
Hun var så opmærksom på ham, at selv med en overnaturlig hørelse, hørte hun heller ikke hans mobil der gav lyd fra sig. Måske gad hun det heller ikke, hun var der med ham, og i det øjeblik var det som om, at der ikke var nogen der betød noget. Blidt lagde hun sin hånd imod hans kind "I don't want to leave either, I don't think I can get myself to it" hun strøg ham blidt over kinden, og det var sandheden, hun kunne ikke for sig selv til at forlade ham, ikke nu hvor hun faktisk havde set ham ansigt til ansigt. Det var som om der var en tråd mellem dem, som forhindrede hende i at gå for langt væk fra ham, og i sandheden havde hun heller ikke lyst. Selv efter alle disse mange mange år, elskede hun ham stadigvæk mere end noget andet, og det ville hun nok også altid gøre.