I have to tell her (Fortids emne)

S Gaia Parken
V Solen skinner svagt
Tid 12,30
O Folk der bare passe sig selv
P en løs skjorte og et par jeans.
@Melody
Daniel var endelig klar til og mødes melody igen, han kunne ikke anet nd og være glad når hun var der. Han var vilt gode venner med hende, men han følte dog os noget for hene. Han ville dog ikke gøre deres dage sammen, mere mystiske end de, behøvede og være han, ville bare ikke ødelægge deres venskab, hvilket var grunden til han, havde lade det ligge måske en dag, ville han kunne fortælle hende, hvad han virkelig følte. Som han bevægede sig gennem parken for at mødes ved mel ude foran hendes sted, prøvede han og finde på grunden han kunne bruge til ikke og falde i staver var forkert. Daniel bevægede sig derfor hurtigt hen til hende, han kunne huske, hvor hun boede som ingen anden, men han måtte bare få sig taget sammen.

Hans sorte hår var som altid et kendetegn ved ham det og hans lyst til og være ved mel og beskytte hende. Han stoppet til sidste op ude foran hendes dør, hvor han så banket på. Måske var hun ikke hjemme, hvilket der gjorde ham helt nervøs, men så snart han så hende fandt han hans egen stemme igen.

”Hello mel, i am here what did you want to talk about.” lød det en smule kækt fra ham, hvorefter man kunne høre han lavet lidt sjovt med et eller var det sjovt.

Påklædning

Melody sad ved hendes computer. Ved hendes side, lå der et væld af papirer og billeder. Hvad end det var hendes forældre havde gang i, så var det noget dybt. Det havde varet årevis, så det ud til. Hun rullede stolen hen til hendes printer og snuppede et stykke papir, før hun rullede tilbage igen. Hun rodede igennem papirerne for at finde kuglepennen. Melody omkredsede da nogle navne og datoer. Hun skulle nok komme til bunds i det her. Men først havde hun brug for at få det lettet fra hjertet. Det var her Danny kom ind i billedet. Hun havde brug for, nogen fortalte hende, hun ikke var blevet sindssyg, og det faktisk gav mening for andre end hende.

Det bankede på døren. Melody samlede hurtigt hendes papirer i en mappe og gik til døren. Hendes hår hang om hendes skuldre i bløde krøller. ”Hey,” sagde hun med et smil. ”Not here.” Hun så sig over skulderen og spottede sin mor. ”Mom?” Den mørkhårede kvinde så tilbage på hende. ”I’m going out with Daniel.” Moderen nikkede bare. Melody greb Daniels hånd og trak ham væk fra boligen. ”Okay. I need to tell you something. You’re the only one I trust enough.” Hun slap hans hånd, og kiggede papirene igennem. ”My parents is doing something weird. I don’t excatly know what yet. But this thing is big.” Melody stoppede ved et billede af en mand. Hun ser da over på den anden side af parken. Han står lige der. Han må vide noget mere om hvad der foregår.

”It’s him,” Hun så tilbage på Daniel. ”I have to talk with him.” Hun rækker ham mappen. ”Hold this, please?”

Daniel vendte kort efter på hun ville åbene døren, hvorefter han ikke regnet med hun så hurtigt ville trække ham med. Da hun fik trækket ham væk og begynde og tale, lyttet han, men så snart hun sagde det lignet manden tog han imod hends papir. ” I dont think its a good idea mel, we dont know anything about that person.” Kom det fra ham, men mel var på vej derud.

Han satte derefter af, efter hende, men inden han nået og komme der hen forlod manden mel, hvorefter han så noget blod falde. Han tabte papiret og derefter løb han hen til hende, og greb hende, ”mel stay with me you gonna be okay, just stay with me.” Mens han holde fr hendes sår ringet han til hospitalet,

”dont leave mel i love you.” Tænke at der skulle så meget til for at han personligt kunne sige, hvad han følte. ”Just hang on the cops and the ambulance is coming just a bit longer mel.” Tårerne begynde og falde ned fra ham, mens han prøvede og holde hende i live.

Melody så på ham, da han ikke virkede sikker på hun skulle gå. ”It’s fine, Danny. I’ll be fine.” Hun gik over til manden, og konfronterede ham. Hun forsøgte at fremstå rolig, så han ikke blev ophidset. Det ændrede dog ikke noget. Han trak en kniv, og før Melody havde en chance for at stikke af, sad den i maven på hende. Hun lagde sine hænder imod det åbne sår, og var ved at falde, men så i stedet op i Dannys brune øjne.

”Danny,” sagde hun med en svækket stemme. ”Don’t lie to me. We don’t lie.” Hun lagde hendes fingerspidser mod hans kind. ”Don’t blame yourself, okay? Don’t ever do that.” Hun tog en hvæsende indånding. Hendes vejrtrækning var usikker og raspende. ”Just remember…. I love you. I always have.” Hun tørrede en af hans tårer væk, før hendes hånd faldt mod jorden. Lyset i hendes øjne gik ud. Hendes vejrtrækning stoppede. Hun var væk. Den Melody Daniel kendte, ville ikke komme tilbage igen. Hun ville ikke huske ham, men huske en hun holdt af, elskede. Hans ansigt ville være sløret, hans navn glemt.

//I guess this is out then? xD

//yeahout, new one, when you fell for it agian xD < 3///