The good life - Livia

@Livia <333

---

Det var mærkeligt, som tiden virkede til at passere forbi dem. Næsten som havde de været fanget i et kapitel i et eventyr, som havde efterladt dem i en stille stund. En vidunderlig virkelighed, med ro og fred. Det fortjente de. Nathan havde været rundt omkring i Gaia - generelt for at se til sin søster. Jessalyn og Veronica havde deres egen familie kørende, og han nød at se sin søster glad. Nathan og Livia boede ikke i Gaia til hverdag, og hvis de ønskede at besøge - var det blot et slag med tryllestaven også var de der. Nathan nød at have en hverdag væk fra Gaia. Det var morgen. Nathan havde hentet eksotisk morgen buffet fra Fiji, med friske frugter samt bær. Et glas af Italiens bedste champagne. En stor hvid buket af hvide roser, som duftede så dejligt i stuen. Livet udenfor storbyen.
”Goodmorgning beautiful,” smilede han som han fik øje på Livia.

De stille stunder var blevet nydt i fuldt drag, af dem begge. Hvis ikke Livia havde været sammen med Nathan, havde hun brugt tiden på at lærer nye besværgelse og læse gamle skrifter, nogle af dem havde hun endda lært old nordisk for at kunne læse.

Hun var vågnet uden Nathan ved hendes side den morgen, men det smil hun havde på læben, forsvandt ikke. Hun vidste at han som regel havde fundet på noget. Det var noget hun nok aldrig vænnede sig til, alle hans romantiske gestusser, nej, det ville altid få hendes mave til at slå kolbøtter, men påd en bedste måde muligt.
Hun greb sin plyssede morgenkåbe og stod op, da hun trådte ind i stuen, så hun ham og havde han havde fundet på. Hun kunne ikke stoppe med at smile, nej, hendes smil voksede blot og hun trådte tættere på ham og som hun sagde "Morning my love." kyssede hun ham på kinden og spurgte drillende, mens hun lod sine arme hvile på hans skuldre "So.. What's the occasion this time? We made it another week without major drama in our lives? Or are you gonna use the sunrise as an excuse again?".

Måden hun smilede, fik hele universet omkring ham til at lyse med varmere farver. Han var sikker på, at han havde fundet den kærlighed han havde længdes efter hele sit liv. Livia kyssede ham på kinden, hvilket fik et smørret halv drillende grin til at vokse henover læben på ham.
"Celebrating our drama free life is a fine occasion I would say," påpegede han med et kækt lille fnøs. Der var sket så meget, at han nød at blive her. Det var på nogle punkter som om tiden var gået i stå her, og de havde fået lov til at leve deres liv. "But the sunrise, it does look extra beautiful when it lights up your skin," hviskede han tilføjende. Nathan vidste Jess havde inviteret ham og Livia til noget julefest af en ting i Gaia, men han prøvede at undgå så meget tid i Gaia - den by syntes ikke at trække andet end problemer til sig. Han havde ikke hørt fra Roy i noget tid, men han fik udfra at han ville kontakte ham en eller anden dag. De ville trods alt nok ses, nu når deres søstre var blevet gift.
"How long do you honestly think we can avoid reality?" Spurgte han nysgerrigt og kyssede blidt hendes hånd. Det var ikke noget han ønskede skulle stoppe, deres virkelighed var vidunderligt. "Okay enough with the deep questions, that is what happens after ten cups of coffee - i start to see colors. Lets eat."

Hun kunne ikke lade være med at grine, da han svarede hende, dog stoppede grinet, da han komplimenterede hende og hun smilede smørret til ham, inden hun blidt kyssede ham igen, denne gang på munden.
Hun havde ikke haft kontakt med nogen siden de forlod Gaia, og hun kunne ikke lade være med at føle at hun havde svigtet dem alle, både Calla, Jess, Roy; ja, alle dem hun holdte af. Det var en af de andre grunde til at hun havde fordybet sig i bøger, især de æld gamle skrifter. For at ignorer den voksende følelse af at have svigtet. Ikke at hun ikke nødt at være alene sammen med Nathan, nej det elskede hun i fulde drag, den længe ventede fred og ro de havde haft brug for.
Hun glædede sig naturligvis også til at se Jess og Veronica igen. Selvom tanken om Gaia, byen der havde været opstanden for så meget drama, gjorde hende ængstlig.

Da han stillede det dybe spørgsmål, faldt hendes ansigt en smule, for hvor længe kunne de undgå dramaet? Hvor længe kunne de nyde det at være alene? Tjo, det ville tiden vise. Én ting hun var sikker på var at dramaet kom, uanset om man ville have det eller ej, og som regel når man mindst ventede det. Men da han selv slog det hen igen, smilede hun igen op til ham og svarede ham "Yeah, let's eat, you need seem to really need it.". Hun tog hans hånd og ledte ham hen til bordet, hvor hun satte sig og nuppede en håndfuld bær, inden hun spurgte "So.. 10 hours, huh? Did I really sleep that long? It's been a while since that happened last.. Like three or four months ago, was it?".

"I always need food, you can never eat too much food. That is the law," smilede han påpegende og lagde hovedet en smule kækt på skrå. Det var ingen hemmelighed at Nathan næsten var en skraldespand, han åbnede munden og spiste alt der blev serveret. Han fulgte hende uden problemer, og satte sig ned. "It's been a few months. But in your defense its much easier to get sleep out here, where nothing happens," pointerede han og hældte endnu en kop kaffe op. Nathan rakte derefter ud efter et par pandekager og lagde dem på sin tallerken. Han spurgte sin magi til at løfte siruppen over til sig, hvorefter han lod det søde masse henover. Han så noget så tilpas ud.
"My sleep hasn't been this good since we got here, and that says a few things," måtte han pointede igen med det sædvanlige kække smil. Nathan kløede sig let i nakken, derefter greb han om pandekagerne og begyndte at spise som om han ikke havde fået mad hele ugen.
"Maybe we can invite people over? We can ask, Ronnie, Roy, Jess and Calla if they want to come over and hang for a little while.. if they say no its a no.. if they want.. it would be great," forslog han så. Han vidste Jess og Ronnie havde travlt i deres dagligdag. Men han savnede at snakke med Roy og han vidste Livia savnede sin bedste veninde også.

Mens Livia lyttede til Nathan, lænede hun sig tilbage i sin stol, mens hun nød bærene, der var perfekt balanceret i forhold til sødmen og det syrlige.
Hun smilede til Nathan, da hun hørte hans svar og hendes smil voksede kun da han forslog at de kunne inviterer dem de holdte af og savnede inderligt. "That sounds like a wonderful idea. How do you wanna ask them? Just send a message in our old group chat on our phones or?" hun greb glaset foran hende og tog en lille tår af den lettere syrlige boblende drik og tilføjede "You know the one you and Roy usually ignored, when ever you were out doing something mischevious.".
Hun lænede sig herefter lidt frem og tog også selv nogle af pandekagerne, den sidste hun tog lod hun aldrig ramme sin tallerken, da hun blot begyndte at hive den fra hinanden og spise stykkerne med fingrene. Sådan havde hun ikke gjort i mange år, før hun havde mødt Nathan. Nej, de 'dårlige' manerer var hun begyndt på efter han var kommet ind i billedet, men det havde hun nu intet imod. Nej, tværtimod.
"If they say no, we should visit them though, don't you think? I don't think a one day trip to Gaia would do us any harm, and even if it did, we will and have survived." spurgte hun som en eftertanke.

Han rynkede kort undrende med panden, som hun nævnte den gamle gruppechat. Nathan havde en mobil, men han skrev aldrig rigtig i nogle chats med den. Hvad han brugte den på, var til at kommentere ærligt og brutalt på folks noglegange åndsvage posts på de sociale medier. "That does sound like us, it also explains how I completely forgot about it," tilføjede han en smule kækt. Han var ikke sikker på om de alle stadigvæk var inde på den gruppechat. Måske han nogle gange burde være mere opmærksom på den front. "Oh yes, for sure. I just have a feeling we might be the bridge they need to cross to meet up again," pointerede han tilføjende og kort tøvende. Han vidste der havde været mange problemer med Calla i forhold til alting, og hun var blevet afskåret fra gruppen mere end nogen anden. "I'm gonna text them separately.. and then we will see," besluttede han lidt eftertænksomt og tog sin moil frem. "Thanks to social media I know Calla is closer to London.. Apparently she just spend a few weeks in Amsterdam," det var ingen hemmelighed at Nathan var en verdensklasse stalker på de sociale medier.  "So, I've texted them... let's see how long they take to reply," smilede han og så hen på Livia. Det var også en rar tanke, at kunne vise deres hjem til deres venner. Han lagde mobillen på bordet for at afvente beskeder. Det overraskede ham at der var hurtig respons.
"Okay, looks like Calla is gonna come by.. Veronica and Jess hopes they will have time, but aren't sure they can make it... and Roy is coming," han nikkede bekræftende. Det gode ved Nathan og Livia begge havde evner indenfor magi var, at på ingen tid var husstanden ryddet op - og de sad stadigvæk der i deres nattøj og lod magien gøre arbejdet for dem. Timerne gik alligevel, før den første gæst ankom. Nathan gik hen og åbnede døren op.

"Long time no see," smilede Calla stille og foldede læberne kort sammen. Det var længe siden hun havde set Livia og Nathan. Nogle af de andre. Lucifer havde holdt hende fra dem og fået dem til at tro det værste om hende, og værst af alt - fået hende til at tro det værste om sig selv. Men hun var noget til et form for state of mind, hvor hun faktisk havde accepteret sig selv mere eller mindre - det var hun nød til. Nathan lod hende komme ind og lukkede døren. Blev stående i opgangen og ventede på at Roy ville møde op. Calla forsatte ind i stuen og så sig stille omkring. "Liv," smilede hun en anelse mere og var oprigtig glad for at se Livia igen. "The place is lovely," indrømmede hun og så sig lidt omkring. En bekendt fært synes at fange sig ind, og få det til at løbe koldt henover ryggen på hende. Hun rynkede kort på brynene før hun så sig tilbage som Nathan åbnede døren igen.

Livia vidste at Nathan ikke var den bedste til at holde styr på sine chats, og at han stort set aldrig brugte dem. Han så dem ikke engang. Derfor var det klart pigerne der havde dominereret chatten, med undtagelse for Roy der nogle gange gik ind og havde væretr sukkersød eller cheesy og erklæret sin kærlighed til Calla, eller blot for at give hende ret. Med lidt for mange hjerter måske. Og kyssesmileyer. Mindet fik Livia til at komme med et lille fnis, inden hun smilede til Nathan, selvfølgelig havde han ret, det vcar nemt at glemme alt ting, når man var så langt fra det, så han havde ret i at der skulle skrivces til dem indivinduelt. Det var som han sagde, de var broen der kunne før dem til fælles grund igen. Håbede Livia i hvert fald.

Ventetiden var lang, og Livia var netop begyndt at overveje at hive en bog frem, da hun hørte dørklokken og hun så på Nathan, der rejse sig og åbnede. Da hun hørte Callas stemme, rejse hun sig også selv, hendes lange kjole faldt blidt ned omkring hendes ankler og hun vendte sig imod døren, som hun ville træde igennem for at komme ind i lokalet. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle sige hej, hvad hun skulle sige, nej, hun ville ikke overtænke dette. Først efter den tanke, lod hun sine hænder løsne sig, de små måner i hendes håndflader, helt hvide af blodmangel, men de ville snart få farve igen.
Da hun så Calla, kom reaktionen helt naturligt og hun kunne ikke lade være med at smile, nej, hendes smil var bredt og hun trådte et skridt tættere på Calla og sagde "Hey Cal.". Hun så sig kort omkring, efter at Calla havde komplimenteret stedet hun kaldte for hjem og sagde "Thanks, it's very cosy. Do you want some tea or something?", hun hviftede kort med hånden imod køkkenet og et lille klik lød derude fra og komfuret var tændt og varmede vand i kedlen.

Roy havde været travlt optaget, da beskeden fra Nathan bimlede ind, men det stoppede ham ikke fra at svare så hurtigt han kunne. Han færdiggjorde sin løbetur og hade skyndt sig i bad. Han havde været meget igennem, siden han sidst havde set dem, eller i hvert fald Livia. Han havde stadig ingen idé om at der kom andre.
Han var også på det første tog, da turen alligevel ville tage noget tid.
Imens han sad i toget imod Nathan og Livia, kørte tankerne rundt i hovedet på ham. Var det mon alvorligt? Var det mon.. Nej, de ville ikke være så uforsigtige, ingen af dem var klar til det ansvar endnu.. Og med det slog han tanken til side og tænkte i stedet på alt han selv havde oplevet, både romancer, ingen der kunne overgå hans følelser for Calla, men til gengæld havde de heller ikke været til at sammenligne.
Hans tanker flittede også kort til hans egen kamp med hans eget mørke, som til tider stadig kom til overfladen.
Da han ankom og skulle til at ringe på, var han nervøs, men glædede sig også til at se dem begge to igen. Og til at se deres sted.
Han mødte Nathan i opgangen, "Hey man, good to see you!" han krammede Nathan og tilføjede derefter "Sorry, the train was delayed and.. Whatever, I'm not gonna make excuses, I'm here now, so shall we?" og han gestigulerede imod døren.

Det burde have været mere naturligt for hende at være omkring smilende folk, sandheden var uden dem i sit liv. Havde Calla kun været omringet i et mærke, og det havde taget umådelig lang tid ikke at gå tilbage til de dystre stier hun ellers ville have fundet sig selv på. Det var ikke fordi, at hun havde holdt sig helt fra dem. Men hun havde mødt folk som havde hjulpet hende mod lysere dage. "N- sure why not," rettede hun så hurtigt og kløede sig stille i nakken. Hun kunne ikke undgå at se tilbage igen og igen. Det var alligevel noget tid siden hun havde set eller været tæt på Roy, dog var hans fært ikke just en hun blot glemte. Hvordan glemte man den person, som havde vist hende lyset for første gang? Det var ikke just noget man bare glemte eller skubbede væk. Calla tog en dyb indånding, hun havde drukket noget blod inden hun var taget herhen - eller faktisk var hun endelig kommet i kontakt med sin monsteriske form og var løbet en del af vejen. Hun fulgte stille trop ud i køkkenet. "It feels so peaceful out here.. I get why you stayed here for so long," smilede hun en smule skævt til Livia.


Nathan åndede lettet ud da Roy mødte op. Måske burde han havde informeret både Roy og Calla om det kun var dem der kom? Nej det var alligevel på tide at de to var i samme lokale. Nathan gav Roy et kram da han trådte ind, og et klap på skulderen. "Next time you just tell me to come for you. I am the fastes public transport in the universe," blinkede han kort drillende. "But yes. Let's," han trådte til siden og lod Roy komme indenfor. "I think they are in the kitchen.. you want anything? Tea? Coffee? A burger?" tilbød han. Calla hørte dem snakke i forgangen og tog en dyb indånding.
"You didn't tell me that he was going to be here," hviskede hun og bed sig stille i underlæben. Ikke fordi hun havde noget imod han var her, hun var bange for at han havde noget imod hun var her. Calla tog stille sin kop da vandet var hældt op og gik ud i stuen. Sjovt nok, kunne hun alligevel ikke komme hurtig nok afsted for at se hans ansigt igen. Calla stoppede op det sekund hun så ham, næsten åndeløst. Hun sank en klump og måtte huske på hun skulle hive vejret ind. "I will come and help you," undskyldede Nathan for at gå ud i køkkenet og lade dem være alene i stuen.
"Hey," sagde hun næsten åndeløst.

Livia ledte Calla ud i køkkenet og efter at have hørt hvad Calla sagde, smilede hun og sagde "Yeah, it's been good, healing. After.." Hun tog en dyb indånding og åndede ud som hun forsatte "..Everything. You're welcome here any time too, you know that right?". Hun så ud af køkken vinduet kort og derefter på Calla, mens hun selv samlede sin kop med te op og kølede den kun lige akurat nok til at den kunne drikkes med det samme. Hendes evne var rimelig god at have nogle gange.

Roy fornæmmede at Nathan virkede lettere nervøs eller i hvert fald lettere hemmelighedsfuld. En ting han kunne huske fra deres tid som kollegie kammerater. Han fik dog aldrig spurgt ind til det for Nathan distraherede ham, ved at begynde at snakke om at han var den hurtigeste form for offentlig transport og han kunne ikke lade vcære med at komme med et lille grin og sagde "I wouldn't say public. Also you know I like riding the train, and I kinda feel dizzy every time you whoosh me somewhere.".
Han fulgte Nathan indenfor og hængte sin jakke op på en af knagerne i gangen, mens han svarede på om han havde lyst til noget "Just some water, thanks.".
Livia så undskyldende på Calla, da det blev klart at hun vidste at Roy var der. "Sorry, didn't really get to that yet. But..". Hun stoppede sin sætning og rystede let på hoved, Calla var allerede halvvejs inde i stuen. Hvor en overrasket Roy stod, med en fod over dørtærsklen til stuen, næsten frosset i sin handling, og han holdt helt klart vejret, det var åbenlyst for alle og ikke kun overnaturlige væsner.
"H-hey." sagde han og trådte helt ind i stuen, han vidste ikke hvordan han skulle reagerer, hun var overvældende, som altid. Gamle følelser brød frem igen. Både på godt og ondt; men det endte alt sammen stadig ud i at han havde savnet hende. Så utrolig meget. Han tænkte sig ikke om og han kunne slet ikke nå at stoppe sin krop, selv hvis han havde været i stand til at tænke; men han tog nogle hurtige skridt hen imod hende, og skulle til at ligge en hånd på hendes kind, inden han frøst igen. Nu virkede hans hoved igen og han kløede sig let i nakken og kom med et kort akavet host, inden han spurgte, som var han et hjælpeløst barn "How have you been?".

De sidste par år havde hun stået i tåge. En voldsom tyk tåge, men det var først nu at hun for alvor følte at hun så klart igen. Callas hjerte slog igen, som om, at hun havde haft det placeret hos ham i sikkerhed i al den tid. Han trådte tættere imod hende, og hun følte, hvordan han stadigvæk havde evnen til simpelt at gøre hende åndeløs. Måden han næsten rakte ud for blot at berører kinden, men trak i land lige før. Calla åndede stille ud, men tog ikke sine øjne fra ham. Hun følte hvordan vandet af følelser steg omkring hende, og der var ingen måde at undslippe dem på. Der var sket meget, men de samme tanker var altid faldet på plads i sidste ende; ham. Roy havde altid lagt i baghovedet på hende, både på gode dage og regnvejrsdage. Det var ikke mange måneder siden at hun havde mistet sin bedste ven i en ulykke. Hun snakkede ikke rigtig med sine forældre mere, selvom hun havde overvejet at finde sin far igen - hvilket hun havde stoppet sig selv i. Det var bare så let at gå i de dårlige veje når man i forvejen følte sig alene og ikke havde nogen at trække sig i land når man var ved at drukne. "Uhm.. I.. been better, but I'm getting by," svarede hun så ærligt. En ting hun havde fået lært var at være mere ærlig omkring sine følelser. "I've been thinking about you. You look good," sagde hun ganske stille og smilede en smule. "Are you? Good?" Spurgte hun stille og lagde hovedet på skrå. Nervøsiteten syntes at finde en vej igennem hele Callas system, men forskellen på dengang og nu var, at hun kunne rumme de følelser hun ejede meget bedre. Måske, fordi hun havde accepteret de ting hun gjorde og hvem hun var. Der var ikke meget tilovers for om andre egentlig var okay med det, men på den anden side var hun og burde være ligeglad.
"I mean..this year has been quite crazy," hun slog blikket lidt ned. Hvis man startede fra en ende af, var der en som havde bevennet hende, for blot at sjæle hendes krop til sin søster.. for så at komme tilbage til ingen havde virket til at ville hende. Så havde hun fundet bare lidt glæde, men bagefter havde hendes far fundet en måde at røve det fra hende også. Nu var der flere hun kendte som var døde, og havde det ikke været for denne her invitation, så havde hun også været alene lige nu.

Nathan så stille på Livia og fandt et par glas. "I hope they don't feel like this is planned, because.. damn it looks like a master plan," skar han en kort grimasse. "But then again, at least they get a chance to talk," han satte glassene på bordet og gav Livia et kram bagfra. Han gav hendes tinding et blidt kys. "Are you okay?" Spurgte han i et mere lavt toneleje. Nathan var altid meget upbeat og glemte nogengange at folk ikke fløj ligeså højt over jorden som han gjorde, eller i ligeså hurtig tempo.