Foolish to walk around alone

Gæst

Regnen slog ned i hurtige slag, ramte hendes hud. Hver dråbe føltes som syre mod hendes kind, brændte i håb om det var nok til at hun kunne trække vejret. Hendes evne gav hende indblik i hvor tæt hun var på det endelige drømmeland, og hvor hun egentlig bare ønskede at lukke øjnene i. Lade det være overstået. Tiana var ikke som sine ældre søskende, hun havde ikke ligeså hård hud. Måske hun ikke skulle have ladet dem passe sådan på hende og gemt sig indenfor. Tiana kunne føle hvordan hendes hjerte kæmpede kampen om at slå. Hun lå bare ved siden af et træ, som var hun kastet til siden så snart de var færdige med deres måltid. Tiana vidste hun ville dø her alene. Hun gispede stille i kampen mod at blive ved med at trække vejret, men hendes krop var allerede ved at gå i chok.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Han har en sort sort skjorte på på, og et par mørke bukser. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Sort kort stylet hår. Han har intet skæg
- Accent Britisk Stemme
- Andet Han er 1,96 meter høj. Han har sin Dagslysring på

Han havde været ude på en af sine nattelige gåture, efter at havde været på besøg hos en af hans mange donorer. Modsat mange andre vampyrer, var han ikke en fan af hele ideen om at skulle drikke direkte fra åren, faktisk var han bekymret for, at han ikke ville kunne kontrollere sig selv, og derved skabe mere farer for vedkomne han drak fra, end hvis han blot drak fra en simpel pose. En pose havde ikke følelser, den havde ikke et langt liv, og derved var der ikke noget han potentielt kunne slå ihjel, eller gøre skade på. Dog som han vandrede gennem gaderne, blev hans tanker fjernet fra det af blodet, til færten af en der var tæt på at forlade denne verden, og meget imod sin egen logik, skyndte han sig imod færten, hvor han fandt en ung pige, der ikke kunne havde været meget mere end 15-16 år gammel. Han faldt på hug ved siden af hende, og lagde en hånd imod hendes kind "You're going to die, but I can help you, do you want me to help you?" spurgte han, han havde det ikke i forvejen super godt med, at forvandle folk, så han spurgte gerne altid først.

Gæst

Nogle kom. Hun håbede kort på det var en af hendes søskende, men det var en fremmed som faldt ned på hug ved siden af hende. Tiana så bedende op på ham, hun ønskede ikke at dø. Hun ønskede ikke at forlade verden. Panikken spredte sig i hendes system, og rystelserne i hendes svage krop syntes at blive mere konstante. Der var ikke meget tid tilbage. Han sagde han kunne hjælpe, men hans ord var som døende ekko i hendes sind. "Help.. me," var det sidste ord hun gispede for at sige før hun ikke længere syntes at kunne trække vejret. Panikken spredte sig til hendes grønne øjne og hun så op på den fremmede med frygten skrigende derfra. Hvad betød det for hende at han ville hjælpe? Hvem var han? Hvad var han? Kunne han overhovedet redde hende?

Gæst

Han vidste at hans hjælp næppe ville være hvad hun havde forventet, og han vidste dog ikke om det faktisk var hvad hun i virkeligheden ville have, specielt som hun bad ham om at hjælpe hende. Man kunne næsten sige, at det var med hendes døende ord, at hun bad ham om at gøre det umulige, redde hende fra den død, som hun langsomt og højst tænkelig smertefuldt var på vej imod, og havde han været enhver anden ville han næppe havde kunne hjælpe hende. Han gav et nik fra sig, og bed ned i sit håndled, hvor han bragte den blodige hånd op til hendes mund "Drink" beordrede han hende. For at skabe en vampyr, skulle en god del af vedkomnes blød drikkes, og dette skulle så erstattes med blodet fra en vampyr, hvortil nakken skulle brækkes. Hvis hun ville begynde at drikke fra hans blod, ville han efter noget tid stoppe hende, og her ret pludseligt brække hendes nakke. Han ville så her, løfte hendes livløse krop op, og bringe hende til sit hjem, hvor han ville få hende ud af det blodige og våde tøj, og give hende en af sine egne sweatre, også ligge hende på sin seng, hvor han ville sidde ved hendes side, og vente på hun ville vågne op.

Gæst

Hendes hjerne kunne ikke placere hans ord, men som han placerede sit håndled for hendes mund indså hun stille hvad der forgik. Tiana var desperat for ikke at gå i sit møde med døden. Hun ønskede ikke at efterlade nogle. Hun mærkede væsken der gled ned igennem hendes tørre halsrør. Det gav en form for varm sensuel følelse i hendes system, til det pludselig gik i sort.
Det var en mærkelig følelse der strømmede igennem hendes nerve system, den lille stemme der tiggede hende om at vågne op og en anden der undertrykkede at hun skulle blive liggende lidt endnu. Den brændende følelse i hendes hals var dog nok til at få hende til at åbne øjnene i et sæt. Tiana satte sig op i en fart og tog sig til halsen. Hendes vejrtrækning var voldsom, og hendes øjne flakkede rundt til alle sider. Til de til sidst landede på den fremmede som havde hjulpet hende.
"What happened?" Tiana var ikke sikker på om det var virkelighed eller en drøm. Det var normalt ikke noget hun havde problemer med, men lige nu var hun så ude af den - at intet gav mening. Tiana tog en dyb indånding og gjorde grimasse af den ubehagelige følelse fra hendes hals - tørst. Hun bemærkede det rene tøj, og så tilbage op på ham. Det havde været virkelighed.

Gæst

Han vidste at hun nok ville blive meget tørstig, når hun først vågnede op fra sin "søvn", så han havde klargjort et par varme poser med blod for hende, således at hun kunne få noget at drikke, og den ubehagelige følelse i hendes hals ville forsvinde. Mens hun var væk, sad han ved en stol ved siden af sengen, for ikke at krydse for mange grænser, men han kunne også fornemme forbindelsen der blev skabt mellem dem, netop det af sirebåndet. Dette ville være et bånd, som gjorde dem meget tætte, og han derfor altid ville vide hvor hun var, såvel som hvordan hun havde det, båndet der jo var så tæt, var måske også derfor at han ikke havde skabt så forfærdelig mange vampyrer, fordi han ikke ønskede at have for mange så tæt på sig.
Da hun endelig vågnede op, hvilket skete meget ala et pludselig skud af energi brød igennem hende, og hun satte sig op, overraskede det ham ikke, at hun straks spurgte hvad der var sket. Let rejste han sig fra sin siddende plads, og gik hen til sengen, hvor han satte sig på sengen ved hendes ben "You were attacked by either one or more vampires, and they had left you for dead. In order to save you, I had to turn you" forklarede han med et trist udtrykke i sine blå øjne "I took you to my home, in order to help you. You're not going to go through this alone, that much I can promise you" han lagde sin hånd oven på hendes, selvfølgelig gav hun udtryk for ikke at ville røres, ville han fjerne sin hånd igen "I take it you're hungry" han gav hende den ene pose med blod, hvor han vidste hvordan den skulle åbnes, så hun kunne drikke fra den.

Gæst

Som han fortalte hvad der var sket, fik scenarioerne igang med at spille i hendes hoved. Minder satte ind og hun kunne sætte brikkerne på plads. Hun huskede nu klart hvad der var sket. Hendes øjne flakkede rundt som hun indså alting. I had to turn you, den sætning gav genklang i hendes hoved. Tiana så let til siden, som han sagde at han havde taget hende med hjem - så hun ikke skulle gå igennem dette alene. Tiana's grønne øjne faldt tilbage på vampyrens som han lagde sin hånd henover hendes. Var hun sulten? Var det den følelse som hun ikke forstod? Hun tog en dyb indånding som hun så posten med blod. Det var ikke fordi, at hun ikke havde set lignende før. Tiana levede med fuldblodsvampyrer, og havde set dem drikke blod før. Men hun havde aldrig troet at hun selv skulle mærke denne her trang til at flå alt indholdet i sig. Det var som om det kaldte på hende, og de vampyriske træk kom til syne på den ellers fine blege hud. Tiana tog imod posen med væsken i og så ned på den. Hun pustede langsomt ud som hun førte den op imod sine læber. Så tog hun en lille sip, lod det indvendige af læberne blive farvet mørke. Sulten slog ind, og hun lukkede øjnene i håb om at indtage resterende af væsken ville være tilfredsstillende nok. Hun klemte hver eneste lille dråbe ud af posen og åndede tilfredsstillet ud derefter. Den brændende fornemmelse i hendes hals var væk. Noget andet der var væk var hendes forbindelse til magi, den magiske energi hun havde haft hele sit liv var væk. Den kildende følelse i hendes fingre var forsvundet, og det var der hun indså at hun ikke længere ville kunne bruge magi.
"My magic is gone," hviskede hun stille og så ned på sine hænder. "I was a witch.. before," hun kneb øjnene lidt og så tilbage op på vampyren. Det var mærkeligt, hun følte at hun kunne stole på ham. Hun kendte ikke engang hans navn.
"My name is Tiana."

Gæst

Det havde gjort ham ondt, at den eneste måde at redde hende på, havde været via at forvandle hende, hvilket oftest var hans allersidste løsning, da han ikke ønskede at ændre en andens liv på så drastisk et plan, som det at forvandle en anden. Det var altid forskelligt fra person til person, hvordan de reagerede på at blive forvandlet, nogle blev til værre personer end de var før, andre blev til en bedre udgave af dem selv, og enkelte havde svært ved sulten, problemerne med solen og alle de ting som de før ikke længere bare kunne gøre. Så da hun fortalte, at hun havde mistet sin magi, og at hun førhen havde været en heks, kom der et trist udtrykke frem i hans øjne "I know, I wish there had been another way, truly if I could have done something else, I would have done it" udtrykkede han, som om at det kunne gøre den mindste smule forskel, det var trods alt for sent nu "Pleasure meeting you Tiana, my name is Sebastien"

Gæst

Hun tog det stille og roligt. Men Tiana havde altid været en meget rolig person på trods af hendes ekstreme skud af energi. Hun var van til at håndtere ting på egen hånd, for folk havde ofte travlt. "Yeah, me too," hviskede hun i en svag mumlen. "But, I'm still here. That most count for something," tilføjede hun en anelse optimistisk. Det ville kræve tilvendelse og hun vidste at om nogle timer vil virkeligheden give hende en lammer og få hende til at tænke over tingene.
"But thank you... Sebastien," hun tog en dyb indånding også selvom hun ikke havde behov for at trække vejret længere. "How about the sun?" Spurgte hun så og så hen imod vinduet. Lige nu gjorde vinteren det blev hurtigere mørkt, til hendes fordel. Hun vidste at hun ville få behov for en daglysring for at gå rundt udenfor som før. "My sister is married to a vampire, and her best friend is also one.. and my best friend. I guess, fitting in shouldn't be a problem," sukkede hun stille og tog en endnu en dyb indånding. Tiana rejste sig op bare for at få strukket musklerne ud. Alle lydene udefra fik hende til at rynke lidt på sine bryn og vende blikket mod bilerne som kørte rundt ude på vejene. Regnen som slog mod ruden lød som knytnæve slag mod det skrøbelige glas.

Gæst

Han hævede øjenbrynet, som hun med et syntes at blive mere optimistisk, og en del af ham håbede på, at dette ville varer ved, specielt når sulten ville komme igen. Mange havde oplevet sult før, men for en vampyr uagtet om vedkomne var født som det eller skabt gennem en forvandling, så var sulten meget anderledes. Den sad ikke kun i maven, men bevægede sig gennem hver enkel årer i deres krop, der kom til at føles som sandpapir der skar gennem huden, halsen ville føles øm og ør hver gang hun trak vejret. Det værste ved at være en vampyr var, at alle potentielt nu var føde, men det var set ned på at spise af andre, for så var man et monster, hvilket ikke just var det bedste at have på sig "Of course, and you won't have to go through this alone. I'm maker and there's bond between us made by that fact, and I won't just throw you away" han havde enkelte andre vampyrer, som han havde skabt, og ingen af dem havde han kastet fra sig, han havde oplært dem alle i hvad han vidste.
Da hun med et nævnte solen, efter at havde været gået ud af sengen, og hen mod vinduet, gik han hen til en kommode, hvor han fandt en boks frem "I always have spare daylight rings in case on an emergency, so I suppose you can pick which one you like the most" han gik hen til hende med boksen, hvor han åbnede den op, og inden i var der en fin blanding af 40 ringe, alle med evnen til at lade en vampyr gå beskyttet i solens lys. Det var en fin blanding af mandlige og kvindelige ringe, alle indsamlet gennem hans nu over 700 år gamle liv "You will get used to the heightens senses, but it will take some time" indrømmede han med et skuldertræk.

Gæst

Det var rart at nogle tog ansvar for hende. På trods af hun kom fra en kernefamilie med forældre og søskende der elskede hende højt, så havde hendes storebror alligevel valgt at forlade hende. Hendes søster havde nok ting at se til, så Tiana havde stille isoleret sig selv så meget at hun praktisktalt var blevet en omvandrende mester Jacob. Han sagde der var et bånd mellem dem nu, var det hvad hun kunne mærke? Hun følte hun kunne stole på ham. Ville Mariella se det når hun så dem? Som hun så alle de andre bånd folk havde til hinanden.
"This bond, what does that mean?" Spurgte hun forsigtigt og nysgerigt som hun vendte blikket tilbage på ham. Hverken Reginald, Anastasia, Karmena eller Jamie havde forvandlet nogle til vampyrer - af hvad hun vidste, så hun havde aldrig hørt begrebet sire bond før.
Sebastien rejste sig fra sengen og gik hen for at hente noget. Han kom tilbage til hende med en boks med forskellige ringe. Der var næsten for mange til at tage den rigtige beslutning. Kommentaren om sanserne fik hende til at knibe øjnene en anelse, måske hun i sidste ende havde en fordel der. "I have the ability to decrease the senses, I mostly use it on others.. but it works on myself as well. Maybe it can make it easier," sagde hun lidt mere til sig selv. Hun lod sine fingre glide henover alle de forskellige ringe. Hun var trods alt prinsesse også selvom hun først blev født i fremtiden, så kendte hun stadigvæk en smule til hvad der ville klæde hende bedst.
"It's almost impossible to choose," indrømmede hun næsten åndeløst. She had always liked how Anastasia switched between wearing the stone as a ring or bracelet. "I think this one," she took one up and placed it on her finger. The ring reminded her of the magic she had lost, but it was to embrace that this was a second chance of life - not something that had ended. If Sebastien hadn't showed up, she would have been dead. Would she have ended in heaven or hell? She had never killed anyone in her life, but her sister had been used as a toy for the devil more than once - and she didn't want to end up in the claws of Lucifer.

Gæst

Han forventede at hun nok havde en del spørgsmål, for selvom de fleste kendte til vampyrracen, så var det ikke altid til at vide, hvad der var myte og hvad der faktisk var virkelighed. Så da hun begyndte at stille spørgsmål, var han ikke spor overrasket, og han havde faktisk forventet at det ville komme tidligere "It's called a sirebond, it means I'll always know where you are, if you're in danger, how you're feeling, and I can call you to me. You will know when I'm near, and if I'm in danger or where I am" forklarede han med et blidt smil. Båndet mellem en vampyr og vedkomne de havde skabt var altid anset for meget tæt, og derfor var det et bånd meget få faktisk nogensinde ville kunne forstå til sin fulde længde. Han hævede overrasket det ene øjenbryn, da hun indrømmede at hun havde evnen til at kunne mindske sanser, og at hun derfor kunne bruge den på sig selv "I suppose that's something" det var ganske brugbart, og det havde hun vel sine fordelle, kontra det af andre vampyrer "it looks beautiful on you" sagde han med et stort smil på læberne, som han betragtede ringen på hendes finger.

Gæst

Tiana lyttede. Det var interessant. Reginald havde ofte læst historier op for hende, men det var for det meste poesi eller gamle legender. Nu voksede lysten til at lære omkring vampyrer. Tiana ønskede at lærer omkring hvad hun var nu. Det var allerede mærkeligt nok at være den eneste heks i sin familie. Med en mor og to søskende som var sirener, sin anden mor som banshee og sin far som varulv. Hvordan var hun overhovedet i stand til at blende sig selv ind denne her gang? Ville hendes far være okay med dette? Det faktum at hun ikke længere var en heks, men nu en vampyr? hun frystede svaret lidt. I hendes tid elskede han hende trods alt og kendte til hende. I denne her tid gjorde han ikke, eller hun vidste ikke om han elskede hende - han havde ingen relation til hende endnu. "But I suppose it's nice, always having someone. Maybe it's less lonely," indrømmede hun i en lav hvisken.
Tiana vidste hun havde nogle talenter, og folk ofte undervurderet hende. Et bredt smil lyste op på hendes læber, som han sagde ringen klædte hende.
"Really? Thank you. I like it," nikkede hun stolt og stakte hånden ud for at se på den blå sten.

Gæst

Han smilede blidt til hende "Loneliness can be a horrible thing, I've been lonely for many hundreds of years, so I know what you mean" han trådte hen imod hende, han havde været ensom siden hans skaber Jaice havde forladt hende. Hun havde været hans første store kærlighed, og havde det ikke været for den fremmede mand, så ville han havde erklæret sin kærlighed til hende, og de var måske endt op sammen, selvfølgelig hvis hun havde følt det samme for ham, som han havde følt for hende. Selvom han ikke prøvede at holde fast i fortiden, så var det nogle gange svært, ikke at tænke tilbage på de tider, som han vandrede denne verden rundt alene. Han lagde let sin hånd imod hendes kind, med fingerspidserne der blidt strøg hende over kinden "But no matter what happened, you're not alone anymore, and you're always welcome at my place, or if you need anything you can call me forth to you" forklarede han med det blide smil endnu på hans læber. Han lod sin hånd falde ned igen, og gav et nik fra sig, da hun kommenterede ringen "Yes, I do mean it" farven gik godt til hendes kulør, og den passede generelt perfekt til hende.

Gæst

"I'm sorry you have been lonely," indrømmede hun uden at tænke meget over sine ord valg. Hun mente det dog. Ensomhed var en grufuld ting, men at føle det i flere hundrede år - hun kunne kun forstille sig hvor smertefuldt det måtte være. Hvert eneste ord som forlod hans læber, var som smurt ind i en varme der blev sendt direkte til hvor hendes hjerte for ikke så længe siden havde banket. Hånden mod hendes hud var som om at hun stadigvæk var i live. En varme spredte sig i hendes system, til han fjernede den igen. "That makes me very glad," indrømmede hun og tog en dyb indånding.
"Thank you for taking care of me.. I should go.. I don't want to worry anyone back home. Let's see if they even noticed that I haven't been home," sukkede hun stille og gav Sebastien et hurtigt kys på kinden. Tiana vendte sig mod døren og begyndte at gå.
"And.. if you ever feel lonely.. Just reach out, I will be there," sagde hun troværdig, før hun bevægede sig hjem ad.

//Out <3

Gæst

Han smilede blidt til hende "it's okay" han havde lært at leve med, at når man var udødelig, så kom det også med en vis mængde ensomhed, og det var derfor ikke unormalt for ham, at han havde følt det. Faktisk var han måske så vant til det, at når han endelig ikke havde denne tomme følelse i sig mere, så blev han måske en smule mistænksom for hvad der var sket, eller hvad der ville ske "I'm glad to hear that" han ville ikke have hun skulle opleve samme ensomhed, som han selv havde oplevet. Hun virkede som sådan en lys og vidunderlig ung pige, så selvfølgelig fortjente hun alt godt med sig "Well I suppose I'll see you then" han blev lettere overrasket over kysset imod hans kind, men ikke desto mindre fik det et smil til hans læber, som han vendte sig om, og betragtede hende gå imod døren "I shall remember that" og selvfølgelig ville han huske det.

//Out

» Don´t steal from me little foolish girl (Annabell)
» Cause if I don’t walk then I get caught up
» Walk through fire
» A walk to remember
» A Christmas Walk