Guess its time to face reality - Alessio

Det var tidelig morgen og Joy var egentlig kun lige mødt ind. Hvad var klokken 7, men for Joy var det ikke ret tideligt. Som hybrid var hun både varulv og vampyr, det vil sige hun jagetede om natten og hun derfor ikke altid var træt fordi hun netop havde fri igår. Men nu var hun her altså,og her stod han. Hun havde håbet at hun aldrig ville se ham igen, men her stod han. Alessio. Der var altid to der skulle åbne op, og tjekke om tingene var klar til en ny dag. Mandag morgen kunne ikke blive meget værre.
Alessio.. mumlede hun lidt. Det var ikke fordi, at hun ikke havde set ham på gangene. For det havde hun, men Joy havde bevidst ignoreret ham. Fortiden var ikke en hun gik så meget op i igen, den var fortid og der var sket nok til hun ikke ønskede at grave mere i den. Faktisk fortrak hun nu navnet Joy i stedet for Alissa. Lets get started.. we can check the kitchen first, forslog hun og gik så forbi ham ud af læreværelset. De var tvunget til at tjekke tingene igennem sammen for begges sikkerhed. Sommetider var der folk der sneg sig ind på skolen for at lave ting der kunne ramme eleverne, og de var som undervisere tvunget til at sørge for det ikke skete. Eleverne var deres første mål at beskytte. Joy prøvede at undgå at kigge på Alessio, men hvordan kunne hun blive ved med det? Alle de ting der sneg sig op på hende. Måske hvis hun nu ikke bare havde smuttet, men faktisk forklaret ham hvem og hvad hun var da han havde fundet ud af det. Det var længe siden nu, og Joy havde ikke engang kunne nå at komme tilbage og snakke med ham om det hvis hun ønskede. At være blive sultet og derved lagt i en dyb søvn i mange år - var smertefuldt og endnu mere smertefuldt aldrig at have kunne vende tilbage til sit gamle liv. De folk hun faktisk havde elsket. Selvfølgelig var det kun hendes side af historien, og han kendte den ikke.

// @Alessio <3

Han gabte kort og havde sin morgenkaffe i et krus, som var placeret og havde en fast plads i hans højre hånd, mens han skrev med venstre, han havde ikke haft megen tid til at forberede sig aften før, da han havde haft andre planer om søndagen, det var måske mærkeligt at høre fra en læres side, men nogen gange var der ting der var vigtigere.
Han kiggede op fra sit papir og tog en slurk af sin kaffe, da han lige pludselig så Alissa. Han skulle selvfølgelig åbne op med hende... Han havde set hende mange gange på skolen, det var normalt, men det blev aldrig normalt for ham, at skulle se hende hver dag og aldrig nogensinde nævne fortiden, som om det aldrig skete.
Han kunne ikke lege den leg i al for lang tid, hvis de skulle arbejde sammen så lang tid de levede, ville det blive ufatteligt lang tid, og han kunne ikke leve med bare at gå forbi hende og lade som ingenting. Sådan var han ikke, han kunne bedst lide at face sandheden, konfrontere problemet. Det havde naget ham lige siden hun bare forsvandt.
Han sukkede tungt og tog en slurk af sin kaffe igen, inden han nikkede til hende. Alissa sagde han bare tilbage. Alissa var altid det han kaldte hende, han vidste at andre kaldte hende Joy og det var det hun helst ville kaldes, men alligevel holdt han sig til det, fordi han kendte hende som Alissa, den første gang de mødtes.
Han rejste sig op og stod foran hende. Det burde nok komme igang med at tjekke de forskellige værelser. Det ville være ærgerligt hvis noget skulle ske for eleverne.
Han nikkede bare med et stone face. Han kunne ikke rigtig få sig selv til at give hende et smil eller bare en form for følelse. Han vidste ikke hvordan han skulle føle omkring hende. Efter alle de år, uden at høre noget fra hende, og så denne skole, de kendte hinanden, de så hinanden, men de talte aldrig til hinanden, fortiden havde sat sine mærker, det var helt klart.
Let's do that svarede han bare og gik efter hende. Da de kom til køkkenet gik Alessio bare og kiggede de forskellige skabe igennem, under borde, alle steder hvor der kunne være noget der ikke skulle være der, eller hvis der var noget som ikke var sat ordentligt på plads, så ville han også rette det hurtigt.
Han tog sig selv i at kigge meget i Alissas retning, for at se hvad hun lavede, for at se om hun måske kiggede på ham. Det var mærkeligt, hvordan de to bare kunne gå omkring, som om intet var sket, han hade det, han ville vide hvorfor hun ikke havde kontaktet ham, havde han ikke fortjent det? Havde hun ikke kunne lide ham, eller var hun blevet sur på ham, bange for ham? Han ville vide hvad der var sket, men alligevel kunne han ikke få sig selv til at gå hen og spørge hende, han var på en måde bange for hendes svar, bange for hvad hun ville sige, om hun måske slet ikke ville sige noget og bare afvise ham? Han vidste ikke hvordan han skulle håndtere det, hvis det skete, så han valgte at blive hvor han var, da han godt vidste hvordan han skulle håndtere den situation.

Alissa, bare det navn fik det til at krybe henover hendes ryg. Dog lod hun som om det ingen effekt havde på hende, som sådan. Et navn var ikke noget en mægtig hybrid skulle gyse ved. Specielt ikke sit eget. Det stone face game de havde var ekstremt, og inderst inde gjorde det vel ondt. Bare minderne bragte hende tilbage til varmen før kulden havde ramt så brutalt. Alessio ønskede vel ikke en forklaring, det var så længe siden. Alt for længe siden. Han blev enig om at gå med hende, så der gik de. I stilhed. Stilheden og hun fangede sig selv til at lytte til hans hjerte rytme som alt andet bare var øde. Joy havde alle sine sanser fremme, de pokkers skyggevæsner skulle ikke have æren af at overraske dem. Joy åbnede døren til køkkenet og så rundt. Hun kunne mærke skyggevæsnerne. De bragte denne her ekstreme følelse af sorg, tristhed... tomhed med sig.
There is one in here, close the door, sagde hun så. At tænde lyset ville ikke være smart, men måske lidt. Den ville fordufte i lyset, derfor var det jo egentlig godt at hun havde Alessio med sig. Dog kunne Joy se om natten og derfor var hun også den der faktisk fik øje på den store skygge form der susede rundt i køkkenet - kom nærmere dem. En berøring fra den og man vil få sendt stød af dårlige minder igennem sig. Please tell me you see it too? spurgte hun og sank en klump da væsnet stod helt oppe foran hende. Joy tøvede dog ikke med at affyre en energi kugle imod væsnet så snart hun kunne - rent instinkt af frygt måske? Angrebet virkede til at have bare lidt effekt og væsnet trak sig lidt væk fra hende. Så vendte det opmærksomheden over imod Alessio.

Alessio kunne mærke den mørke energi der kom fra et sted i rummet og da Alissa nævnte at hun så et skyggevæsen, vidste Alessio hvor den mørke energi han kunne mærke, kom fra.
Han gik hen ved siden af Alissa, så de ikke stod spredt og kunne beskytte hinanden fra skyggevæsnet.
Han nikkede til hende, han kunne sagtens se væsnet der kom nærmere dem, og til sidst stod helt tæt på Alissa. Det gav et sæt i Alessio, da Alissa fyrede en energi kugle af imod væsnet og det trak sig væk. Den gik så hen mod Alessio, hvilket nok ikke var alt for en god ide for skyggevæsnet. Den første fuldblodsengel var ikke en man ville ligge sig ud med. Alessio fik en gave fra sin far, da han blev skabt. En gave som kun han fik, da han var den første, han skulle bruge den til at udryde alt mørkt fra verdenen og dette monster, dette væsen, var en af de mørkeste han havde set, udover dæmoner.
Han vidste ikke selv hvad for et væsen dette var, de kaldte dem skyggevæsner, men var det det som de kaldte sig selv.
Da væsnet var helt tæt på, begyndte Alessios øjne at lyse helt lyseblå, han placerede sin arm foran sig, sin håndfalde fladt mod væsnet og en kugle af lys blev større og større, indtil den oplyste hele rummet, det var et skjold af lys, men det var ikke nært så stort som det kunne blive, men det var nok til at skade væsnet, til det skreg af smerte og forsvandt i den blå luft. Det døde ikke, men det var tæt på, det var skadet af hans lys og flygtede inden den døde helt. It's not dead, but it's hurt, it couldn't have gotten far, it must be around on the school sagde han og kiggede hen på Alissa.
De blev nød til at finde den, inden den kom til eleverne og fik ramt på dem. De kunne ikke lade dem komme noget tid.