I guess the light is the answer - Alessio

S: Gangene
T: Tæt op af midagspausen
O: Elever der løber frem og tilbage
V: Ligegyldigt.
P: Klik
Emne til: Den dejlige @Alessio <3 <3

---

Det havde været en travl tid, julen var om hjørnet! Selvfølgelig havde hendes forældre ringet og spurgt om hun ikke snart kom hjem, for hun havde haft så travlt de seneste år at hun havde glemt julen sidste år. Nu var hun endelig kommet til det punkt, hvor hun faktisk var nød til at finde ud af, hvad fanden hun skulle lave? Hun havde nået det mål hun havde sat. Dog mærkede hun pludselig en underlig ting, det var en følelse hun aldrig havde oplevet før. Den var varm og behagelig, som om at lyset der skinnede ind fra vinduet havde en effekt på hende. Det var næsten som om, at hun følte sig guidet imod noget. Som om at lyset dannede en bane hun skulle følge, og nysgerrig som hunvar - kunne hun intet andet end at lade sig selv drage af lyset. Det var her hun måtte kæmpe sig igennem af sultene folk som var på vej til kantinen. Måske skulle hun have ventet til at hun ikke skulle kæmpe imod folk for at komme igennem, men hvor intet vover intet vinder. Til sidst blev hun næsten slynget omkuld og måtte tage fra for ikke at falde. Det ente med at blive i en af underviserne som blev offeret. Veronica havde godt fast i hans ene jakkeærme for ikke at vælte, og fik hurtigt rejst sig op. Der var et lys omkring ham. Et stort lys, og hun ville sværge at hun havde mærket kræften fra det i det sekund hun havde grebet fat i ham. Veronica blinkede et par gange for at få lyset om ham til at forsvinde, men det ville ikke forsvinde helt.
"I'm sorry about that.. people must be starving around here," lo hun lidt for at undgå det lettere akavede møde. Hun havde set ham før på gangene, men haft så travlt med sit find-Roy-drama til at se noget andet end sit mål. "Sorry to ask.. but is it weird.. I just followed somekind of light all the way to you? Not saying it to charm or anything, it was just weird," spurgte hun undrende.
"I can sense you have a strong calming aura.. I like to think I'm a quick study.. my guess is.. Angel.. am I right?" Lo hun let af sig selv.

Alessio var lige kommet ud fra sit klasseværelse, hvor han havde lært eleverne om englenes historie. Det var ret nemt, siden han havde været levende fra første dag. Han elskede det fag, fordi det bare kom ham naturligt. Det var som at fortælle om sit eget liv, når det kom til englenes historie. Og så geografi, det var også meget let for ham, fordi han havde været over det hele, han havde også set det hele ovenfra før. Han havde nogen meget nemme fag, som han slet ikke havde behov for at studere, han vidste det bare. Sådan var det at havde været levende i så lang tid, at havde været rundt omkring, aldrig holde pause.
Dette var hans første rigtige pause, denne skole, at være lærer, første gang han havde købt et hus og slået sig ned. Hvis han skulle være ærlig, var han ved at blive træt, han følte sig gammel efterhånden, det blev man også efter 300.000 år, men han burde ikke føle sig gammel, han kunne ikke blive gammel som mennesker kunne. Han fik ikke dårlige hofter, hans hjerne blev ikke dårligere, han fik ikke rynker, han ville altid være sig selv, men alligevel var han begyndt at føle sig træt. Han var klar til at finde en familie, en familie han kunne have resten af sit liv, han havde aldrig været mere klar til at opfylde sin drøm, end han var nu.
Han var lidt i sin egen verden, da en pige som han ikke rigtig havde set før, pludselig hev fat i ham, da hun var ved at falde. Alessio hev hurtigt fat i hende så han kunne støtte hende.
Han smilede roligt til hende. It's all fine sagde han og gav så slip på hende, da det så ud til at hun kunne stå selv nu.
Han hævede et bryn, da hun begyndte at fable om et lys hun havde fulgt, som ledte til ham. Hvorfor pokker ville hun blive ledt til ham, de kendte ikke hinanden, han havde aldrig set hende i hele sit lange liv.. Yeah, that is weird, I don't even know.. you sagde han bare undrende. Et skævt smil kom frem, da hun spurgte om han var en engel. Han nikkede. Yeah, I'm an angel. Sorry, I'm Alessio. You are? spurgte han. Han havde gode maner, så ikke at præsentere sig selv, gik imod hans natur. Han holdt en hånd frem mod hende, for at give hende hånden, som et tegn på venlighed og åbenhed. Han var ikke spor sur, fornærmet eller noget, over at hun havde ramlet ind i ham, det kunne ske for alle, han var bare et uheldigt offer.

Lyset var uforklarlig, og hun ville sværge på at det nærmest brændte inden i hende. Hvilket ikke ligefrem var en normal følelse for hende. Veronica havde halskæden på som skjulte hendes sirene evner, også selvom alle på akademiet havde sagt hun skulle stoppe med at have den på - så havde hun aldrig accepteret helt at hun ikke blot var et menneske. Et lille fnøs forlod hendes læber da han påmindede det at det var mærkeligt. Veronica var egentlig en meget selvsikker pige når det kom til stykket, hvis man tog i betragtning af hvad der havde forgået dagene før det. Hun nikkede da han sagde, at han var en engel og gav sit navn.
"I'm Veronica," svarede hun og tog hans hånd. Mannere havde hun, ingen tvivl om det - det var bare ikke altid man var så heldig at se dem på samme måde mere. Der var så meget der havde ændret sig for hende. Lyset skar igennem til hende igen ved kontakten, og det føltes nærmest som om at hun kunne trække det ud af ham. Derfor slog det hende at der var noget mere magisk i spil, og det sikkert kun var hendes halskæde som blokerede sandheden om det. Det var derfor hun tog sin hånd til sig lidt efter håndtrykket og holdt let forvirret om sin hals kæde. Alessio måtte være van til elever som kæmpede for at finde ud af hvem de var, eller blot for at acceptere det. Og Veronica var alene med det. Hun kunne ikke ligefrem fortælle sine forældre at hey hun var en sirene nu. Roy kunne måske holde til det lidt, men han havde sit helt nye look som falden engel på skuldrene. Det var måske også først her hun faktisk havde givet sine biologiske forældre en tanke - men selvom Veronica var ret god til at finde hvad hun søgte for - vidste hun ikke om hun var klar til faktisk at møde dem.
"I'm sorry.." Undskyldte hun og tog et skridt til siden - som i hun ikke havde det virkelig godt. Faktisk kunne hun mærke halskæden blokere noget for at bryde løs, og det gjorde hende mere og mere utilpas.

Lyset der ville bryde om kamp med hende spejlede sig advarende i de mørke øjne, gjorde dem nærmest gyldne - måske i virkeligheden for at advare Alessio om det kunne gå galt. Nok ikke ligefrem for ham, fordi han var af så ren en blodlinje af lys - men for andre der gik rundt - specielt vampyrer. Lysets kilde var ikke umuligt at mærke, og det begyndte pludselig at få halskæden til at revne. Veronica greb fat om den kort med en rystende hånd, for hun var i halv panik - hvad skete der lige nu?

Han hævede et bryn af hendes fnys og rystede bare på hovedet af hende. Hvor gammel var hun overhovedet, hun så ikke gammel ud, men hvad vidste han, han så måske ikke så gammel ud heller, men han var nok det ældste denne skole havde gående, som faktisk trak vejret.
Han tog sin hånd til sig igen, med et venligt smil.
Veronica? Nej, det navn havde han aldrig hørt før, så der var ingen chance for at han havde mødt hende før, hvilket gjorde det endnu mere mærkeligt, at et freaking LYS skulle føre hende hen til ham? Havde de en form for connection som han ikke kendte noget til? Han havde jo levet i så mange år nu... Men han plejede aldrig at glemme noget. Han stod og så meget tænkende på hende, han prøvede at placere hende et sted, men han blev bare mere og mere sikker på at lyset bare var et tilfælde...
Pigen så ud til at have det svært, det så ud til at hun havde rigtig meget at tænke over, noget som så ud til at hun ikke kunne tale med nogen om, siden hun stadig tænkte over det.
Han så undrende på hende, da hun trådte til siden og sagde undskyld. Han kunne se hvordan hun begyndte at blive mere og mere utilpas, hvilket gjorde ham en anelse nervøs. Han vidste ikke hvad han lige skulle gøre, Alessio var ikke den mest sympatiske fyr, han var ikke så god til at... umm.. tage sig af folk, når det virkelig kom til stykket, kun dem som han virkelig holdt af.
Han havde ingen anelse om hvad der skete, men han vidste at han blev nød til at få hende væk fra gangen, væk fra andre, så hun kunne få lov til at puste ud. Det kunne være en god ide.
Uden tøven greb han fast og hendes håndled og trak hende afsted. Follow me sagde han bare, som han gik hen mod et tomt klasseværelse og lukkede dem ind der, så hun kunne få lov til at komme væk fra alt det udenfor.
Han slap hendes håndled og kiggede undrende på hende. Tell me what is happening, you are clearly not feeling well, are you ill? Do you want me to follow you to the infirmary? spurgte han en anelse bekymret.

Han greb hendes håndled og trak hende med. Veronica var ikke et sted i sig selv, hvor hun faktisk tænkte over om det var rigtig eller forkert - hun fulgte bare med. Mærkelig nok flte hun at hun kunne stole på ham. Det var vel ikke kun engle auraen. De kom i hvert fald ind i et tomt lokale og hun følte faktisk hun bedre kunne få luft der. Øjnene skiftede farve til en gylden farve..
"I would love to tell you.. sadly I don't know.. its just so much power.. Like.. I can't describe it.." svarede hun og i frustration tog hun fat om halskæden og rev den af. I samme sekund gik den i tu og Veronicas øjne blev større.

For det var der et lys ligeså stærkt som solen slog ind og omfavnede hendes hud. Blev hendes hud. Veronica stod nu midt i lokalet og var en menneskelig udgave af lyset selv.
"What is happening?" udbrød hun næsten i panik og så henover sine arme. Hjertet rasede afsted. Selvfølgleig var hun i panik, næsten ligeså meget panik som dengang hun havde tabt halskæden første gang og fundet ud af hunvar en sirene. Dette? Dette havde hun aldrig oplevet før.
"How do I make it stop?" Spurgte hun som om at han burde vide det, men ærligtalt ville hun bare gerne have det til at forsvinde. "What is this?" Spurgte hun igen og stemmen rystede næsten af den panik der var bragt over hende.

Alessio følte sig en smule akavet, med hende og ham i et rum alene, men samtidig var han også bekymret, fordi hun så ud til at opføre sig ret mærkeligt og så ikke ud til at have det godt. Som lærer var det også en del af hans job, at sikre sig at eleverne havde det godt og ikke var dårlige.
Han kiggede undrende på hende, hvad pokker skete der med hende, som hun ikke engang selv kunne forklare. En stærk kraft? Han vidste ikke hvad han skulle gøre, han vidste ikke hvodan han skulle lærer en at få styr på sine krafter. Han var ikke den slags lærer, også selvom han havde levet så mange år... Han havde dog kontrol over sine krafter, kort tid efter han fik dem.
Han betragtede halskæden som hun blev ved med at tage om, og til sidst smed væk, og gik itu da den ramte gulvet.
Alessio kunne ikke tro sine egne øjne, da et lys så kraftigt, at det kunne slå alverdens mærke væsner ihjel, smeltede sammen med Veronica foran sig. Hvad skete der lige, hvad pokker var hun? Hun var ingen engel, han ville kunne føle det, han ville vide det hvis hun var, men hvor pokker havde hun så fået den enorme kraft fra?! Det var jo sindssygt.
Han kunne høre at hun var gået fuldstændig i panik, det ville han nok også havde gjort, hvis han havde stået alene med det, som hun på en måde gjorde.
Ugh, han var jo ubrulig nærmest, hun skulle bruge en rigtig lære der kunne hjælpe hende, men lige nu var han den eneste der kunne få hende til at styre sin evne bare en smule.
Veronica, I need you to relax and not panic, I know that must be a lot to ask right now, but it is almost always how you get control over your power. forklarede han. Hun blev virkelig nød til at slappe af, det gjorde det ikke bedre for hende at panikke på den måde, det gjorde ikke at hun fik kontrol over sin evne. Tsk, hvad pokker var denne kvinde? Han tvivlede på hun var en race der var stærk nok til at kunne kontrollere denne evne, hun havde virkelig brug for hjælp til det.