It has been hundreds of years since everything was taken from me [Fortidsemne]

Tid Det er eftermiddag
Sted Den forbudte skov i en grotte
Omgivelser Grotten er stor, og man vil finde en stenplade, hvorpå en sovende Rhaegal kan blive fundet. I skoven kan man fornemme farer, men ikke se den
Dato Omkring den 16. maj
Vejr Det er lettere køligt, men ellers er det okay vejr
Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført et par løse bukser. Han har ingen sko på
- Hår + Skæg Hans hår går ham til midten af ryggen. Han har skægstubbe
- Accent Ukendt
- Andet Han er 1,98 meter høj. Han bær en ukendt og krydret fært om sig, næsten som færten af ild

Emnet er tilegnet @Will

Den forbudte skov inbød ikke just med besøgende, alene ud fra navnet, men også de historier som man hørte om stedet. Dog i en grotte, et stykke inde i skoven, hvis indgang var dækket til med smukke blade, ville man finde en sovende mand. Hvis man så bort fra hans skæg, og det lange hår, der hang ned langs hans bryst, og det faktum hans tøj ikke just virkede som taget ud fra det 21. århundrede, lignede han enhver anden mand. Han var af fysikken ung, og dog var der noget over ham, som gav en ide om, at han nok ikke var som alle andre fra denne verden. Han var oprindeligt fra en anden dimension, hvor han for et ukendt antal år siden, men noget over de 600, var blevet fanget, og herefter lagt under en soveforbandelse, hvor hans krop så for 340 år siden, var bragt til Jorden, og herefter anlagt i denne store grotte, hvor han lige siden havde været. Det var fortalt, at hvis nogen skulle finde ham, røre ham eller komme tæt på ham, at hans forbandelse ville hæves, og han endnu engang ville vågne op, dog nu i en ukendt dimension, med racer han aldrig havde set, sprog han aldrig havde hørt før, og teknologi han aldrig havde oplevet.
Der som havde bragt ham til denne verden, denne ukendte dimension, havde ikke antaget af nogle ville komme ind i en skov, som de kaldte den forbudte skov, og derfor var det antaget, at han forevigt ville være fanget af denne soveforbandelse, fordømt til at være fanget i sin drømmeverden, aldrig i stand til virkelig at leve blandt andre folk. Men selvfølgelig gik tingene ikke altid, som folk havde antaget, og uforudsigeligheder kunne nogle gange opstå.

Som den unge mand trådte ind, og mere specifikt faktisk kom tæt på ham, var han begyndt at vågne op, og dog ikke på den måde, som man ville anse for helt normalt, snarer at soveforbandelsen langsomt begyndte at svækkes. Det var specielt da den fremmede mand bøjede sig ned imod ham, her for at kysse ham, at han så faktisk helt vågnede op. Han tog et greb om mandens nakke, og så forvirret på ham, og dog derefter vred. Han var lige vågnet op, efter en flere hundrede år lang dvale, så at han ikke helt forstod hvad der skete, og troede at denne fremmede mand, havde noget med det hele at gøre, var vel ikke så underligt igen. Han satte sig op, endnu med taget om den fremmedes hals "qilōni issi ao se skoriot iksin nyke?" (who are you and where am I) sagde han, ubevidst om at denne fremmede mand, nok ikke kendte til det sprog, som han nu engang talte. Det havde trods alt ikke slået ham ind, at han ville være et andet sted, end det af hans hjemdimension, det ville være utænkeligt at han ville være andre steder henne.

Han rynkede brynet, som manden syntes at falde bagud, og til sidst falde direkte ned på sin numse. Let satte han sig op, hvor han holdte sin ene hånd op, som for at se om hans krop havde lavet nogle forandringer, siden han var faldet i søvn, og der var ingen han sådan direkte kunne ane. Han forstod dog stadigvæk ikke de ord, som kom ud fra den fremmede mands mund, men hvordan skulle han dog også det? Han kom ikke fra denne verden, og havde aldrig hørt dette sprog før. Dog som manden pegede på sig selv, og sagde et ord, han her gik ud fra var hans navn, hævede han øjenbrynet "Will?" sagde han hæst, og med en stærk accent, der fik navnet til at lyde mere som Well. Dog som der blerv peget imod ham, og han her regnede med at denne Will nu spurgte til hvad hans navn var, vendte han sig imod ham, så hans ben nu dinglede ned over den store murblok "Rhaegal" var hvad han svarede tilbage, som han samtidig også rejste sig helt op, og lod sine fødder ramme imod jorden. Dog havde han ikke bevæget sine ben i over 500 år, så han vaklede lidt til at starte med.