Over a 100.000 years.... and here you are again - Julian XXX

Tid: 13:15
Sted: gangende på akademiet, næsten lige ud for Filips kontor.
Omgivelser: Massere af elever, unge væsner af alle slags.
Påklædning: Her
Partner: @Julian


Athena akademiet! Han havde hørt meget om dette sted, historier om akademiet her gik langt rundt, i andre lande endda! Mange unge væsner stræbede efter at kommer her til! At lære noget, møde andre væsner som dem selv og ikke mindst få styr på deres kræfter. Filip havde aldrig været her, men havde hørt om det. Og i denne tid hvor skyggevæsner var en trussel, var han blevet spurgt om han ikke havde lyst til at starte på skolen som lære og vejleder! Han var trods alt ærkeengel, og derfor meget stærk, og det var en af grundende til at han var god at have på en skole, hvor væsner der var overfølsomme overfor engle magi, ville angribe.
Det var hans første dag på akademiet, og kun hans anden uge her i området. Han havde købt sig et dejligt hus i bjergende ved Gaia! Et dejligt idyllisk sted hvor han kunne have sine heste, hvor han kunne slappe af, og gå en dejlig forfriskende tur hver morgen, uden en masse larm fra biler og andre ting, bare… fred og ro!

Fred og ro var nu engang ikke det han havde på skolen, han underviste i 2 fag, ridning, samt dyr og deres pasning og pleje. 2 fag han elskede. Samtidig med det var han vejleder på skolen, for alle, men nok mest for de engle der var på akademiet. Både de fuldblods, almindlige engle og faldne. Hans opgave var at hjælpe og guide dem, og for ham var det ligemeget om det var en falden eller ikke falden! De var stadig engle.
Han var netop på vej til sit konter, efter at have været i stalden hele formiddagen, og haft formiddagshold. Akademiet var stort, så han var faktisk faret lidt vild, men var heldigvis kommet på rette kurs igen.

Outfit

Det havde været en fredelig morgen og middag ind til videre. Han havde haft dobbelt op på matematik ind til videre, hvilket passede ham ganske godt. Desuden havde han sportsgrene senere hen af eftermiddagen hvor han, lige så meget som eleverne, kunne få lov til at brænde noget energi af. Det trængte man også til efter så mange timer med tal!
Han havde talt med læren tidligere på ugen, og de skulle spille fodbold, en sportsgren, som Julian virkelig elskede. Faktisk så elskede han de fleste sportsgrene, så længe han fik lov til at bruge sin krop, så var han faktisk glad. Så var der jo selvfølgelig det plus, at man fik lov til at se eleverne i deres stramme idrætstøj, i hvert fald tøserne, de der helt tætsiddende leggings! Det var virkelig lækkert! Sport var som regel også en kontakt sport, og nogen gange fik han, helt uskyldigt, lov til at gøre mere ved eleverne end bare at se på.

Lige nu havde han været til frokost pause, og forbi læreværelset hvor han havde snakket lidt med en anden lærer. Hun havde spurgt om han havde fået hilst på den nyankomne, englens ansvarsperson, og så var han også lærer i nogen fag der omhandlede dyr. Næh, ham havde han ikke mødt endnu, men det kunne da være det så var på tide.
Han fandt nemt frem til kontoret og bankede let på døren, som han stod og ventede til en gav ham tilladelse til at komme ind, så åbnede han døren og trådte ind, han nåede dog ikke rigtig længere end det, før han frøs midt i det hele. Med åben mund stirrede han bare på manden foran sig, fuldstændig paralyseret ved synet af Filip! Hvordan er det overhovedet muligt? Hvad laver han her? Hvad, hvorfor, hvor, hva???!!! - "Filip?" spurgte han så bare, det gav absolut ingen mening, var det overhovedet virkeligt?!

Han var i fuld gang med at få styr på hvordan hans skema for den kommende uge, og se næste skulle se ud. Han kunne seævføselvfø aldrig vide hvornår der kom nogle unge med problemer, men han kunne tydeligt planlægge i hvilke tidsrum han havde tid til at se bare kunne dumpe ind! Ikke at han ville afvise en elev der havde akut brug for at snakke med ham! Det ville han aldrig kunne gøre! 
Han sad midt i alt papir arbejdet da der blev banget på "kom ind!" Råbte han stadig med hovedet nede i papirerne. Hans skriver rig stoppede dog da han hørte en velkendt stemme sige han navn. En ALT for velkendt stemme! Han vende blikket op, og ganske rigtigt! Der stod han! "Julian?..." Hans blik hvilede mod englen han ikke havde set i flere 1000 år... Faktisk omkring 100.000 hvis man skulle være mere præcis. Han stivnede og annede overhoved ikke hvad han skulle sige eller gøre! Af alle løb han ind i Julian, og af alle steder.. på Athena? 
Han lagde roligt blyanten fra sig. "Hva... Hva laver du her?" Spurgte han noget paf over at se Julian her. Sidst de havde set hinanden, havde Julian ikke været den samme! Slet ikke.. og takket være det, var de skiltes.. særligt efter at Filip havde erklæret sin kærlighed til et menneske. Men det betød ikke at Filip nogle sinde havde glemt de følelser der havde været mellem ham og Julian.

Han rystede strengt på hovedet, gad virkelig ikke, kunne det ikke bare forsvinde! Han ville ikke!!
Filip så op og gentog også hans navn, og så blev det lidt sværere at benægte, at det var virkeligt. Selv om han virkelig ville ønske det bare være en ond drøm, han kunne virkelig ikke håndtere det, slet ikke lige nu jo. Han slog blikket ned, han var ikke den samme person som Filip havde forladt, men nu han stod foran ham sådan her, også selv om det var så mange år siden, så blussede vreden alligevel op i ham, den samme vrede - på ny.

Hans vrede øjne gled op og så på Filip, som spurgte ham hvad han lavede her! Hvilket fuldstændigt ligegyldigt sprøgsmål! Det var det dummest han havde hørt hele dagen. Han fnøs lidt af ham, som han opfangede nogen af Filips tanker - hvilket bare bragte en smule af sorgen fra den gang tilbage, Filip skulle selvfølgelig lige minde ham om hvorfor han havde forladt ham.
"Det er ligemeget.." sagde han kort og sukkede lidt, prøvede at få følelserne under kontrol, han var så sur, så vred, så såret! "Eller.. Jeg underviser her vel.. Kom bare for at byde den nye velkommen, jeg vidste ikke det var dig.. Jeg går bare igen" sagde han og bredte sine arme opgivende ud foran sig, som han prøvede at undskylde sig selv, han var næsten før ør i hovedet til at gøre noget som helst. Han vendte sig om og skulle til at forlagde kontoret, men døren var gledet lidt i igen, og så tog han selvfølgelig bare et skridt direkte ind i den og slog sig hovedet mod den. Han gav et højt gisp fra sig som han automatisk gik et skridt tilbage og tog sig til hovedet, der nu bankede smerteligt, fuck!

Det var ikke svært at mærke Julians negativitet. Så han var altså stadig sur på Filip? Over at han valgte et menneske den gang? Måske kunne han også godt forstå ham.. for en engel var 100.000 år jo egentlig ikke ret meget.. For dem ville det være det samme som hvis der blot var gået et par år eller 10 for en dødelig.. Han sukkede en smule ved Julians svar om at det var ligemeget hvorfor han var her på akademiet. Tja.. det var det vel egnelig også?. Puha... denne tid på Athena blev nok ikke lige så rar som han havde ragnet med.. Julian virkede både arm og irriteret over at se Filip. Hun hørte ham sige at han var lære, men før han vidste af det snakkede han om at gå. Han rejste sig fra sin stol. "Nej.. Julian vent.." mere nåede han ikke at sige før der lød et brag, som Julian gik ind i døren.
Filip skynde sig over til ham. "kom du til skade?" spurgte han roligt, og så lidt mod hans pande. Der var heldigvis ikke sket det store, ud over et ordenligt slag. Hvilet sikker gav en dunken i hovedet i et øjeblik. Filip sukkede en smule. Han tog fat i dørens håndtag, og i stedet for at åbne den for Julian, lukkede han døren. Han vende blikket mod Julian. Han havde virkelig savnet ham! Savnet det de havde! Ikke kun de følelser de delte for hinanden, men også bare det bånd de havde knyttet gennem alle de år! Han stod lidt, inden han dog trådte helt hen til Julian, slog armene om ham i et kram og trak ham ind til sig. "jeg har savnet dig Julian" sagde han roligt, men tydeligt oprigtigt.

Han kneb irriteret øjnene sammen, rystede let på hovedet, som om det var muligt at ryste det af sig eller noget i den stil. Desværre dunkede det stadig irriterende meget, det var virkelig det dummeste! Han fjernede hænderne lidt igen, mest forbi Filip var kommet tættere på ham, og duften af ham, hans duft, sneg sig ind under huden på ham, og han kunne føle sig selv blive en smule blød i knæene. Shit, stop the madness!
Han betragtede ham helt stille, sagde ikke et ord, betragtede bare døren der bar blevet lukket i, vendte sine mørke grønne øjne mod Fillip, stadig knebet en smule sammen. Hvad skulle det betyde? "Nej.." sukkede han stille. Det bankede dog stadig en smule, men han ignorerede det, Filip stjal alt hans opmærksomhed, lukkede alt andet ude bare. Tankerne ramte ham som en kniv i ryggen, savnet ham? Stop.. Du forlod mig.. Dig! Ikke mig, men dig!!
Vreden gnistede op i hans øjne, øjnene blev knebet endnu mere sammen, et hårdt blik på Filip, Ikke tab ansigt - ikke nu.
"Filip, stop.." sagde han stille, advarende endda, han ville ikke ham for tæt på, var ikke sikker på han så kunne holde facaden.
Alligevel stoppede Filip ikke, men lagde bare sine arme om Julian, og så stod han bare der, helt frossen, ture nærmest ikke bevæge sig faktisk, ture ikke gengælde krammet, stod der bare. Verden åd ham op indvendig, følelserne krøb op i øjnene gjorde dem blanke, hans muskler spændte op, gjorde alt for at undertrykke det, det hele.
"Slip mig Filip.."

Det var ikke ligefrem det samme savn som han selv havde, han kunne mærke fra Julian. I virkeligheden undrede det ham måske ikke. Julian havde altid været meget følsom, og han tilgav ikke så nemt. Filip havde dog håbet på at krammet ville gøre ham en kende mere mildt stemt. Men det var desværre ikke tilfældet, i stedet blev han bedt om at slippe Julian.
Han sukkede lidt og trak sig fra Julian. "så efter 100.000 år, har du altså stadig ikke tilgivet mig?" spurgte han blot, og så på Julian.
Han Valgte at give Julian lidt plads, og gik derfor tilbage mod hans bord, og lænede sig op af det. "jeg troede jeg havde forklaret dig mange gange at det ikke var min hensigt aldrig at tale med dig igen... Men nu var det jo ikke mig der begynde at slå løs på dig den dag vel?" konstaterede han, og så på Julian med et spørgende blik. Han satte hænderne mod bordet bag ham. "Du reagerede så voldsomt den dag, at jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle forholde mig til det vi havde.. " erkende han. Han sukkede stille. "men et ændre ikke på at jeg har savnet dig lige siden" sagde han med et næsten undskyldende blik.
Han vidste godt at det var ham der var gået. Og at det aldrig kunne være rart for en der holde af en, at høre at vedkommende havde fået følelser for en anden. Og han ville også ønske at han kunne gøre det om. Og så alligevel ikke... Han ville ikke have været for uden at have mødt Merry! Hun havde ændret hans liv på så mange måder, lært ham nye ting, lært ham at se Jorden som et andet helt andet sted. En måde han aldrig havde set den på før!

"Hvorfor fanden skulle jeg det?" mumlede han bare i en meget irriteret tone. Han gned sig hårdt i tændingerne, prøvede at få den summende følelse til at gå væk igen. Hans sanser var blevet helt forstyrret nu, Filips duft havde sat sig fast i hans næse, han kunne ikke få den væk igen, stod bare og indåndede ham. "Hold kæft" sagde han bare hårdt, nu med blikket på Filip igen, som fyren havde taget et par skridt tilbage - ikke at det hjalp særlig meget. Han var blevet helt rundtosset og ør nu, og han var ret sikker på det ikke var fordi han var gået ind i døren - dumme engel! "Hvordan skulle jeg ellers have reageret?! Du ved hvad jeg er, hvem jeg er - du driver mig til vanvid Filip" sagde han i en høj streng tone, han kunne mærke hvordan det begyndte at boble i hans åre. Han knyttede begge hænder anstrengt, pressede neglene lidt ind i huden, prøvede at fokusere. "Hold nu kæft!! Lad være med at sige den slags!" råbte han så nu, kunne ikke holde styr på sig selv faktisk, ikke selv om han prøvede.
"Så hvor er hun så henne? Pigen? Død formoder jeg? Så meget for den romance hva - håber du hyggede dig! At hun var det værd.." sukkede han så, nu lød han nok mere såret end vred igen - men hvad skulle han gøre? Han havde lyst til bare at knalde Filip en - men på samme tid havde han også lyst til bare at kysse ham, ligge sine arme omkring ham, og aldrig slippe ham igen.
Ingen af delene var en mulighed - han burde bare gå - glemme.

Filip sukkede lidt over den vrede han kunne se blusse op hos Julian, og som tyder på ikke lige sådan at gå væk af noget som helst Filip kunne sige. Han så hen mod ham da Julian spurgte højt hvordan han elldrs skulle have reageret, og at han jo vidste hvad Julian var og hvordan han var. 
"Jeg har aldrig været vred på dig fordi du gjorde det... Det var forståeligt nok" sagde han med et træk på skulderen. Han havde aldrig bebrejdet Julian at han havde reageret som han gjorde! Derimod havde han bebrejdet sig selv at han ikke havde valgt at blive. At han havde valgt at såre Julian så meget. 
Det næste der kom ud af Julian, stak dog hårdt i Filips bryst. Virkelig? Var det sådan han ville have tingene var mellem dem?. Filips ellers så blide og milde udtryk ændrede sig, og hans blik blev skabt. "Bare lige så vi får en ting på det rene!.. jeg valgte dig ikke fra fordi jeg ikke holde af dig... Men fordi jeg ikke kunne klare at se hvad du var ved at blive til!" Sagde han bestemt. 
Han rettede sig op fra bordet. "Og ja! Hun er død!.. hun døde alt for ung, og af pesten!... Og Ja! Hun var det værd.. jeg har ikke et eneste sekundt fortrudt at jeg valgte at leve med hende! Og havde det ikke været fordi jeg vidste du ville afvise mig i samme øjeblik du så mig, så var jeg kommet tilbage til dig i gennem de 100.000 år!" Han var ikke længere så blid og rolig i sin stemme. 

Han så på Julian "du var ikke den eneste der blev såret den dag Julian.. min mening med at fortælle dig om Marry var faktisk en helt anden.. jeg fortalte dig at jeg var blevet forelsket i et menneske, og at jeg overvejede at leve sammen med hende... Jeg nåede aldrig at sige mere inden du reagede.. så hvad skulle jeg have gjort? Havde du troet det ville få mig til at blive?" Spurgte han uforstående men dog var hans tonefaldet blevet blidere igen. Han havde aldrig fortrudt sin tid sammen med Marry! Han havde lært så meget af hende, af at se verden på en anden måde!

Han skulede irriteret til ham, som Filip bare gav ham ret, eller hvad man kunne kalde det. Han var altid sådan, var han ikke? Så underdanig? Så ydmyg og naiv! Det var næsten mere irriterende, at han ikke bare kunne svare lidt igen, eller råbe tilbage, han ville ikke skændes, ville bare overgive sig, altid! Han himlede med øjnene som Filips tanker udpenslede hans følelser, så han bebrejdede sig selv? Hvilket chok! Selvfølgelig gjorde han det! Søde lille engel, kunne aldrig se det onde i andre, ikke om de så ramte ham hårdt i ansigtet!
Var det bare ham eller trak Filip nu igen det onde ud i Julian? En del af ham, som han havde valgt at forlade mange år tilbage - med et løfte om aldrig at vende tilbage. Han var en anden nu, ikke den han havde været med Filip, ikke den han havde været til sidst i alt fald. Ville Filip overhovedet genkende den her side af ham? "Jaja.." sagde han bare surt og slog blikket ned - stadig virkelig frustreret - men han forsøgte virkelig ikke at miste kontrollen, og bare sparke og slå, som han plejede.

Hans øjne gled op og han så hen på Filip, som englen hævede stemmen - så havde han alligevel ramt et ømt punkt, hallelujah! Ja kom så - bliv vred Filip - vis mig hvad du føler!
"Kommet tilbage til mig? Ja den er god, men du har ret! Jeg ville have afvist dig, præcist som du afviste mig! Hvorfor skulle jeg tage dig tilbage? Du valgte en anden, lev med det.." sagde han surt. Jeg er ikke bare et 2. valg, jeg er et 1. valg!
Han sukkede da Filips tone blev blid igen - selvfølgelig. Kunne man ikke bare ruske ham i en time? Så ville han måske forstå det?
"Sige mere? Hvad mere ville du sige? Du havde allerede knust mit hjerte Filip, hvad var der mere at sige, mere at gøre? Det var ovre, det var forbi! Jeg kunne jo ikke få dig til at blive vel, du havde allerede valgt hende, valgt mig fra, lige meget hvad jeg havde gjort, så havde det ikke ændret noget som helst alligevel - så kan det ikke bare være lige meget? Det er vel som det er.." udbrød han bare, ikke så sur mere, men nu var han mere bare såret - han brød sig ikke om at snakke om sine følelser. Han havde det bedst når de bare var gemt væk, langt, langt væk - men så var der sådan nogen som Filip, som bare.. Smilede og så krævede at han skulle finde dem frem! Men han kunne jo ikke holde til det vel! Det var for meget! Nogen gange føltes det som om han følte alt hvad andre følte bare tusinde gange mere intenst!! Bare lad mig være.. Please..

Det var tydeligt at Julian hverkan kunne eller ville forstå hvad Filip prøvede at forklare ham. Han sukkede bare lidt som Julian atter hævede stemmen, og talte om at Filip havde knust hans hjerte. Han vidste at lige meget hvad han sagde, så ville det her bare ende ud i at de blev mere uvenner. Han kunne dog mærke at noget prikke, en irritation, en frustration og noget der mindede om vrede der boblede op i ham. Han var en engel der stort set ALDRIG blev sur eller vred, men Julian havde altid haft en fantastisk evne til at forvirre Filip helt vildt, og få nogle følelser frem han normalt ikke havde overhoved! Men det her var for meget! Han vidste at det var ham der var gået fra Julian, men igen.. skulle han bare være blevet, set til mens Julian faldt længere og længere væk?
Og til sidst blev Julians attitude for meget. Hans hånd blev knyttet, og derefter banket hårdt ned i det stakkels bord bag. Han rettede sig op.
"så det er alt sammen min skyld?... jeg er den eneste der er skyld i de ting der skete den gang? Så jeg skulle bare været blevet og set til mens du blev mere og mere mørk? Hvis du havde hørt mig ud den gang, ville jeg have forslået dig hjælp, mens jeg var væk!" Han trådte et par skridt tættere på Julian. "Jeg ved sammen med Marry i 8 år! Og for væsner som os to, er det nærmest kun et blink med øjet... jeg valgte dig ikke fra fordi jeg ikke elskede dig Julian!... for det gjorde jeg! Jeg elskede dig højere end noget andet!... Men jeg kunne ikke længere bare se til mens du gled fra mig!" Det kunne tydeligt ses at Filip var vred, og ikke bare lidt irrateret, men virkelig vred.
Han var såret over at Julian gav Filip hele skylden, at han mente at det kun var Filip der var skyld i det der var sket, og at det kun var Julian der havde fået sit hjerte knust!

Han så på Julian "men lad os få EN ting klart her! Jeg er ALDRIG stoppet med at elske dig!, selv ikke Efter vores afsted!.. Jeg har aldrig valgt dig fra fordi jeg ikke elskede dig, men fordi jeg ikke længere kunne se på hvad du var ved at blive til!... Så blot så der ikke er nogle misforståelser mellem os, så var du ikke den ENESTE der fik knust sit hjerte!" lød det hårdt fra ham. Og på trods af at han nu havde fået luft, så var det bare som om han ikke kunne gear ned. En alt for underlig trang kom op i ham, noget han aldrig havde. Men han havde virkelig lyst til bare at tage fat i ham og ruske i ham. Og samtidig havde han bare lyst til at trække Julian ind til sig, kysse ham, kramme ham, og bare glemme at det her had der var mellem dem.

Han slog trist øjnene ned og rystede let hovedet, ja det var hans skyld! Kunne han ikke bare forstå det, bare acceptere det - så kunne de måske endelig komme videre! Julian gad ikke skændes, han var træt af at skændes! Det var derfor han ikke havde gjort sig i forhold, i virkelig virkelig lang tid, one-night-stands var bedre, bare ind og ud igen, ingen følelse, ingen blev såret, det var nemt, det var rart! Det her var forfærdeligt! Han hadet det, kunne ikke!! Bare stop! Vil du ikke nok stoppe!
"Jamen hvad skal jeg sige? Du bringer det åbenbart frem i mig.. Alt det værste" vrissede han bare, lidt chokeret over hvordan Fillip faktisk endte med at reagere. Han rettede derfor også sit blik mod ham, læste ham igen - prøvede at forstå. "Vil du ikke godt stoppe!! Stop med at snakke om hende! Jeg gider ikke høre på det, gider ikke høre om hende!" sukkede han opgivende - himlede kort med øjnene, før han bare lukkede dem i. Prøvede at få det ud af hovedet, få Fillip ud af hovedet.

Han vendte ansigtet væk, stirrede udtrykløst ned i gulvet, mærkede hvordan øjnene blev mere og mere blanke, til han næsten ikke kunne se ud af dem længere - men blinke ville han ikke! Hvis han først begyndte at græde nu, hvordan skulle han så stoppe igen?! Desuden, Filip måtte ikke se at det faktisk havde en effekt på ham, han havde ikke lyst til at udstille sig sårbar foran ham.
Han vendte let ryggen til ham og lagde en hånd mod væggen, som han lænede sig lidt op mod den. Filips tanker summede rundt i hans hovede, han ville også - ville også kysse, kramme, holde om, glemme! Please - gør det - bare gør det - jeg lover jeg ikke skubber dig væk - bare gør det tænkte han, tanker han aldrig ture sige højt alligevel.. Men hvad så nu?
Han brude gå, bare gå - lige nu kunne han ikke finde ord alligevel - bare gå.. men.. så alligevel.. "Måske.. Hvis du var blevet.. Var det ikke endt så galt.. Du kunne have reddet mig - men du valgte hende i stedet.." hviskede han stille, før han endelig blinkede og lod tårerne løbe langsomt ned over de varme kinder.

Det var som om alt den varme luft gik af ballonen da han hørte hvad Julian sagde. At Filip åbenbart bragte alt det værste frem i Julian. Det gjorde ondt. Det var som at få en kniv lige gennem hjertet, få den boret ind, og derefter dejet langsomt og pinefuld rundt. Hvordan kunne Julian overhoved sige sådan noget? Hvordan kunne han anklage Filip for det! Selv hvis det var sandheden, hvordan kunne han så få sig selv til at sige det. Han bed sig hårdt i indersiden af læben, og fik svært ved at trække vejret. Det gjorde ondt! Mere ondt end den gang Julian havde besluttet sig for at bange Filip til ukendelighed. Det her... det var 1000 gange så slemt!
Han var stille som Julian bad ham lade vær med at tale mere om Marry. Tænk at et menneske og Filips kærlighed til dem begge kunne føre det helt her ud.. Han vende blikket væk fra Julian, så ud af vinduerne på det triste kedelige vejr. Og han som troede at Athena ville blive begyndelsen på noget nyt, begyndelsen på en tilværelse hvor han måske atter, efter næsten 100.000 år, ikke længere skulle være alene. Men han havde aldrig følt sig mere ensom end nu, hvor han stod i dette rum sammen med hans livs kærlighed, og tidligere elsker.

Hans blik sank som han hørte hvad Julian sagde. Han kunne tydeligt høre Julians kamp, kampen for ikke at virke sårbar og ødelagt. Og hvis det var sådan han gerne ville fremstå... så skulle Filip nok hjælpe ham. Han resttede sig op, og gik over til vinduet, og så ud af det, med ryggen til Julian.
"Hvis jeg var blevet havde det ikke ændret noget..... som du selv sagde... jeg ville blot have fremkaldt det værste i dig..." man kunne tydeligt høre på ham, at han var såret, men han formådet at holde sig i ro.
Han blev stående på denne måde, med hænderne bag sig, og prøvede på at finde et punkt at fokusere på uden for, selvom det blev mere og mere svært jo mere blanke hans øjne blev.
"Jeg skal nok holde mig fra dig, så meget jeg kan... men da vi begge er lære her, så håber jeg blot at vi kan samarbejde... alt andet end arbejde.. der skal jeg nok holde mig fra dig" lovede han. Han kæmpede for ikke bare at vende sig rundt, løbe over og kramme Julian ind til sig. Han havde bestemt ikke lyst til at holde sig fra Julian. Men hvis det var ham der var skyld i den udvikling Julian havde været i, så ville han ikke udsætte ham for det igen.
En tårre forrådte ham, og trillede ned af hans kind, som han hurtigt fjernede med sin håndryg. "Hvis der ikke er andet... så skal jeg nok lade dig gå" hans stemme rystede, og var på vej ti at knække.
*han er nød til at gå... ellers vil jeg ikke kunne holde mig fra ham..!*

Han gav et mildt suk fra sig - Filip hjalp ikke, han gjorde det værre. Havde det altid været sådan? Ja det var vel det han lige havde sagt? Kunne Filip havde hjulpet ham? Måske? Hjalp det overhovedet noget at stå her og diskutere det frem og tilbage - det var vel som det var! Man kunne alligevel ikke gå tilbage. Han vendte sig langsomt om igen og kiggede lidt over mod ham, de skulle bare holde sig fra hinanden - easy peasy! "Ja.." erkende gav han bare og trak let på skulderen. Han tog et skridt mod døren, gnubbede sig lidt i panden, ikke fordi det gjorde ondt mere - men nok bare tanken om at få den i hovedet igen? Det ville ligne ham - var han virkelig så klodset? Naaah.
"Jaja" mumlede han så bare, og trak let på skulderen - det var svært at koncentere sig om hvad han sagde, når hans tanker var et helt, helt andet sted.
Han betragtede let den tåre der trillede ned over Filips ansigt, og bed selv ned i sin læbe, hårdt, for ikke at følge Filips eksempel - og også begyndte at græde. Han ville ikke være svag, ville bare ikke! "Filip.." sukkede han bare stille, han kunne godt høre hans stemme, hvordan den forrådte ham, hans tanke lige så.
Han rakte så sine arme frem mod ham, inviterede ham ind i sin omfavnelse - han sagde ikke noget - kom ikke nærmere - lod bare Filip vælge om han ville komme hen til Julian, om han ville modtage krammet, om han ville have det? Nu tilbød han det i hvert fald - lidt imod sin vilje - men resten måtte være op til Filip.

Hans krop og tanker kæmpede imod ham. Han ønskede inderligt at Julian blot ville gå. At han ville gå og ikke komme tilbage. Så Filip ikke skulle stå her og kæmpe for at holde sig i skindet. Og det hjalp ingen ting at hans øjne besluttede sig for at løbe i vand, og ikke mindst begynde at tude. Fanden tage alle de her følelser! Han ville ønske de aldrig havde været der. Ikke når nu han skulle stå her og prøve på at holde bare en smule sans og samling på sig selv.. Han stod kun og ventede på at han døren blev åbnet og derefter smækket i igen.
Hvis det var ham der var skyld i det hele, så burde de ikke bruge tid sammen. Måske var denne rejse til Akademiet den dårligste ide han havde fået nogle sinde! *gå!... gå nu!... Du er nød til at gå… Jeg kan ikke holde ud meget længere hvis ikke du går* Han bed sig i læben kun for at prøve på ikke bare at vende sig og gribe ud efter Julian og holde ham her.
Han hørte dog Julians stemme der sagde hans navn. Med modvilje fik han vendt blikket mod Julian. Han så tydeligt hvordan Julian stod med armene ud til siden, og tydeligt inviterede Filip til at kaste sig i armene på ham. Han kunne ligefrem mærke hvordan blodet brusede og han fik sværere og sværere ved at styre sig.
Og det ende da også med han vende rundt, og med bestemte og faste skridt fjernede den afstand der var mellem dem. Hans arme gled om Julian som han klemte fast ind til sig.
Duften af Julian ramte ham som en lussing, og han ende med ligefrem med at begrave ansigtet mod hans skulder og hals. Der var så mange minder der strømmede op i ham, om en tid hvor de 2 havde det fantastisk! Hvor de elskede hinanden, og knapt kunne holde fingerne fra hinanden. ”jeg har savnet dig sådan!” sukkede han mod hans hals.

Med alle disse minder, følelserne der kom tilbage, og ikke mindst duften af Julian, fik ham til at kræve mere! Pludselig var det ikke nok blot at være i Julians armen igen. Hans hænder flyttede sig fra Julians krop, og derimod op og lagde sig mod hans kæber, inden han lænede sig frem og krævede et kys, et længselsfuldt et. Et der tydeligt fortalte hvor meget han havde tænkt på netop dette siden han havde kastet blikket på Julian. Hvor ofte havde han ikke drømt og at få lov til at mærke Julians læber mod sine egne endnu en gang.
Han trådte tættere mod ham, til han havde presset Julian helt op af døren bag ham. Og et kort øjenøje åbende hans øjne og så mod Julian midt i dette kys. *Du må ikke gå!..*hans øjne gled i igen.

Det tog heller ikke mange sekunder for Filip at bestemme sig, så fløj han ind i armene på Julian. Han sukkede let mod hans øre, og så snart han kunne, strammede han også sine arme rundt om ham, i en tæt omfavnelse. "Jeg har også savnet dig" hviskede han stille mod toppen af hans øre, som Filip gemte sig ved hans hals. De var egentlig lige høje, så havde Filip ikke bukkede hovedet, havde han ikke haft mulighed for at nappe ham kærligt i øreflippen nu! Kunne bare ikke lade være, ikke når den var lige der, så dejlig indbydende.
Han blev suget lidt ind i Filips tanker og minder, og snart kunne han selv mærke følelserne hvirvle rundt i sin egen krop, lige som i Filips. Han stoppede det derfor ikke, selv om han vidste - at det ville blive katastrofalt senere - virkelig, virkelig meget. Han gengældte i stedet bare kysset der blev trykket mod hans læber, med lige så meget længsels som det blev modtaget med.

Han mærkede så hårdt døren bag sig, og følte straks i egen krop, det begær der også var skudt op i Filip - han sukkede stille. Det var nu han skulle stikke af, før det gik helt glat jo! Men han kunne bare ikke, kunne ikke få sig selv til at trække sig væk, eller skubbe Filip fra sig - han ønskede det lige så meget som ham. "Jeg går ingen steder.." svarede han så bare, som han havde trukket sine læber fri fra kysset, men kun et par få sekunder, før han pressede sine læber mod Filips igen - lukkede sine øjne, og håbede bare det aldrig ville ende.

Han vidste at godt dey her var dumt! At han burde ha vist Julian ud af døren i samme øjeblik han så at han inviterede ham ind i sine arme. Eller i det mindste ha holdt det på et venskabligt kram og så videre. Det var dog ikke hvad der var sket... Tværtimod havde Filip kastet sig i armene på Julian, trykket ham ind til sig, og ikke blot længselsfuldt, men han havde sågar valgt at presse sig mod Julians hals. Nappet i hans øreflip Julian valgte at give hjalp det bestemt heller ikke på det. Og for lige at toppe de dårlige beslutninger, så valgte han da også lige at kysse Julian. Kysset blev mere end gengældt. Han hørte Julian sige at han ikke gik nogle steder, og pludselig kom hukommelsen i gang. Julian kunne læse tanker?.. hvordan havde han kunne glemme det? 
Selvom han var klar over de burde stoppe, burde lade vær, og tænke over hvilke konsekvenser der ville komme ud af det her! Så var det ikke en mulighed i Filip havde lide nu. Hans læber fjernede sig dog fra Julians, men så han igen kunne gemme ansigtet mod Julians hals, denne gang blev der dog også placeret nogle fugtige men lette kys mod hans hals. Hånden der havde lægget mod Julians ene kæbe sandt døren bag ham, hvor han lænede sig mod, den anden gled mere om mod hans nakke, hvor fingren filtrede sig ind i de lyse lokker. Der efter gik hans læber tilbage til Julians. Som kunne de slet ikke finde ud af hvor de skulle være, fordi de gerne ville have lov til at være over det hele. 
Det lykkedes dog Filip at fjerne sine læber helt fra Julian. Han hev næsten allerede efter vejret, forpustet over hvor overgearet hans krop pludselig varm han lod sin pande hvile lidt mod Julians. "Vi.... Vi burde nok stoppe..." Sagde han forpustet, og vende blikket mod Julian. Det burde de! De burde slippe hinanden, filtre sig fri har hinandens kroppe, og stoppe mens legen var god, og bare være glad for at de i det mindste ikke længere var uvenner!.. burde de ikke?.. 

Han bed sig lidt i læben, smagen fra Julians læber var der stadog, og et enkelt blik ned mod den fik kun pulsen til at stige igen. Han havde ventet i 100.000 år på at få lov til at holde Julian i sine arme igen, til at få lov til at mærke hans læber mod sine egne! Han havde ikke lyst til at det skulle stoppe. Han havde ikke lyst til at se allerede skulle trække sig fra hinanden igen. Hvilket sikkert også var grunden til at han droppede klogskaben og visdommen i at stoppe. I stedet pressede han atter sine læber mod Julians, lod hans tunge bane sig vej ind mellem Julians læber, og starte en leg med Julians, hvis han tillod det. Han pressede sig helt mod Julian. Lod sin hånd glide ned af døren bag ham. Et genkendeligt klik lød, og døren blev låst. I en fast, beslutsom og stærk bevægelse greb Filip fat om Julians lår, og løftede ham op med et ben på hver side af Filip. Siden de var skiltes, var Filip ikke blevet mindre. Han var ikke en bodybuilder, men trænet og markeret var han, og set vardet var kun blevet tydeligere nu. Det kunne dog være svært at se i det tøj han bar.

Stoppe? Ja de burde nok stoppe, at stoppe var en god ide. Bare ikke en mulighed, for han kunne altså ikke - ikke nu - ikke aldrig. Han kunne mærke hvordan følelserne pressede begæret frem - noget der havde været sat på pause i så mange, mange år. Nu føltes det blot som få sekunder - få sekunder siden sidst han havde trængte så meget til Filip, som han trængte til ham nu - han kunne ikke stoppe det, stoppe sig selv - han blev nød til at have ham - nu! "Nej.." hviskede han så bare helt stille, han ville ikke! "Jeg har brug for det, dig - please!" hviskede han nærmest i en jamre, som han gav et par næsten ynkelige klynk fra sig - Please ikke slip mig, jeg trænger sådan til dig!

Hans vejrtrækning blev nu meget dybere, hurtigere, pulsen steg og hjertet bankede hårdere, truede med at banke direkte ud af brystet på ham. Han knugede Filip hårdere ind til sig, ville bare have ham tættere på, have mere af ham - have ham!
Han kyssede ham nærmest desperat igen, sukkede stille og lod bare begæret overtage, kunne bogstaveligtalt ikke andet. Gengældte bare det våde kys, lige så meget som Filip, trak sine fingre lidt til sig, blot for at gribe fat om kanten af Filips skjorte, hans fingre fumlede lidt med at åbne knapperne, men til sidst fik han dem op. Tidsnok til at mærke hvordan Filips stærke arme løftede ham op, og uden at give det mange tanker, slog han bare sine ben omkring hans hofter og klemte ham ind mod sig, pressede sig selv imod ham. Hans fingre fik endelig kontakt til den veltrænede mave, og et tilfreds støn slap over hans læber, Hvordan kan en mand være så guddommelige lækker, han er perfekt jo, lige til at spise, shit!
Hans fingre dansede op af det nøgne bryst, kørte ind under stoffet ved kraveben og skudrene, før han trak skjorte ned over ham, over hans skulderblade, fik den trukket helt af ham. Så forsvandt hans fingre ind mellem dem igen, neglene gled over de tydelige mavemuskler og han stønnede igen hårdt mod hans læber. "Fuck.." gispede han, i et forsøg på at udtrykke hvor fuldkommen fantastisk Filips krop var, endnu mere end før, var han blevet mere trænet, mere lækker med tiden? Julian kunne i hvert fald overhovedet ikke sige nej nu, han var helt væk i ham jo. Ville bare have mere - mere, mere mere!
Hans fingre gled derfor lidt ned og fik fat i hans bælte, som han fumlede lidt med før han fik det åbnet, og så lynede han langsomt hans bukser ned.

Julians nærmest klynkende gjorde det ikke nemmere at mande sig op til at stoppe. Han vidst ehan burde! Burde lade vær med at udsætte den begge for noget der senere kunne skabe alt for mange problemer og misforståelser for dem senere hen!. Men det kunne hans hjerne altså virkelige ikke fokusere på lige nu. Han måtte nok erkende at det var en anden del af ham, en der sad langt længere nede der styrtede showet lige nu. Den, og så alle de forbandede minder der roterede rundt i hans hoved! Han havde elsket Julian, og han ville lyve hvis han sagde at han ikke stadig gjorde det! Hvordan kunne han have stoppet? Julian var den første! Den første til overhoved at vinde englens hjerte! På trods af at han var faldet, og at mange andre engle ville undgå en sådan engel, og han selv var noget af det kendte man kunne blive, nemmelig ærkeengel, så formålet han alligevel og feje benene væk under Filip. Og en del at hans hjerte ville nok altid tilhøre denne mand, hvor langt de så end ville være fra hinansenh om de fandt andre, eller om de blev forelskede i en anden, så ville hans hjerte sikkert stadig tilhøre Julian en smule. 

Han mærkede tydeligt Julians iver da kysset blev genoptaget! Og hans egen fulgte da hun trop. Hans læber krævede Julians længselsfuldt og hungrende. Hans hænder bevægede sig rundt på den lækre krop Julian besad. Nu hvor han havde han siddende med benene om sig, og presset mod døren, var det ikke.meget han behøvede til at holde ham oppe, og den stilling gav ham fri mulighed for at massere mandens alt for dejlige baller. 
Han var faktisk imponereret over at Julian overhoved formået at knappe Filips skjorte op, når han var så ivrig. Men før Filip vidste af det var den åben, og han mærkede de dejlige hænder der rørte hans nøgne hud, hvilket kun fyrede mere op for varmen, og nogle tunge og næsten knurrende suk forlod ham. Han hjalp selv til med at få skjorten det sidste stykke af og afslørede den trænede overkrop. Og før han vidste af det, var selv hans bukser blevet åbne. Han slap kort Julians læber, og da hans blik konstaterede at Julian nu var den med alt for meget tøj på, måtte noget af det af. Filip, der ellers var en meget tålmodig og rolig mand, havde slet ikke samme tålmodighed og fingernemhed som Julian. I stedet krummede han hænderne om Julians skjorte, og i en voldsom og bestemt bevægelse flåede han den op. Lyden af snore der knækkede og knapper der sprang til højre og venstre lød for et kort sekundt, og tilbage var en oprevet skjorte, og en bar mave. Filip havde virkelig ikke tid til at tænke på om dette mon var Julians mulige ynlingsskjorte, den skulle bare af. Han kyssede Julian et par gange, inden hans læber fik log til at bevæge sig ned mod Julians hals og skulder. En enkelt bevægelse. Et hurtigt løft på Julian, gav ham mulighed for at få Julian højere op, og derimod muligheden for at kysse hans kraveben og bryst. Hans hænder bevægede sig op af hans siger, hans ryg, bryst og mave, ned til hans baller hvor de klemte til en gang imellem og i Julians hår. Som skulle de nå at røre det hele!

Fillips tanker fik ham for en kort stund til at læne sig lidt væk, forvirret måske - over de stærke følelse der gik gennem Filip. Forvirret over om han selv, stadig følte det samme? Elskede han Filip? Ville han altid elske ham, lige meget hvad? Han havde elsket ham, men det var så længe siden nu. Han blinkede et par gange med øjnene, men sagde ikke noget - han behøvede ikke svare på det jo, det var heller ikke vigtigt lige nu, var det? Lige nu handlede det bare om begær, om hvor meget han trængte til hans krop, han trængte så meget til ham - så, så meget! Han lænede sig bare ind igen, lige som Filip fik ham hejst længere op, så han ikke længere havde så nemt ved at nå de åbne bukser, han sukkede stille, og lod bare sine fingre glide tilbage rundt om hans overkrop - på opdagelse.

Et gisp forlod hans læber som skjorten blev revet op, og så et letter blødt grin, Filip var ikke helt lige så tålmodig som Julian, selv om Julian allerede følte han var ved at miste forstanden over at vente! Ville bare flå hans tøj af, nu!!
Han fik selv revet sin skjorte helt af, og kastede den bare til siden, før han lagde sine arme tæt omkring Filip igen, gav endnu et støn fra sig, som han mærkede Filips fingre over alt på sin krop. Han sukkede højt, fingerne om hans bagdel, læberne mod hans hals - det brændte helt, brændte ham op.
"Mer!" gispede han utålmodigt, kunne slet ikke styre sig mere - mere please!!!

Det var egentlig ligegyldigt om Julian havde det på samme måde som Filip. Julians vigen var da også noget Filip opfangede. Men han valgte ikke at spørge ind til det! Dette var virkelig ikke hverken tiden eller stedet hvor han havde lyst til at diskutere deres "forhold" til hinanden. Nej! Han havde en helt anden lyst!.. en helt anden! 
Julians hænder der hamrede over hans overkrop fik det til at sitre over det hele. En kilde de og samtidig brændende fornemmelse dannede et spor efter Julians hænder. 
Hans blik gled lidt op, og ramte Julian da han hørte engel bede om mere. Og præcis som hvis Julians ord var lov, gled Filips arme ned og tog et fast greb i Julians bagdel. Inden Filip flyttede ham fra væggen. Han vende sig rundt, og bar Julian hen til skriveborde, satte ham op kamten, og med den ene arm, blev alt på bordet bag Julian fejet ned med nogle brag. Han skubbede Julian længere ind op bordet, inden han igen krævede hans læber. Hans hænder fandt vej ned over Julians mave, til han nåede bukserne, hvor hans finger dog havde tålmodoghed til den ene knap. Han placerede en fast hånd mod Julians nakke, kyssede ham grådigere og langt mere hungrende, holde hans hoved der, som om han frygtede at det ville blive fjernet. Han skubbede Julians ben mere til siden, og pressede sig opmmod ham med underlivet. Hvilket hurtigt ville afsløre at en helt bestemt del af ham var alt andet end tålmodig.

Julian lod endnu et gisp forlade sine læber, som Filip fik fat i hans bagdel og så bar ham hen til bordet. Han fik kortvarigt fat i hans bælte igen, og forsøgte sig med at skubbe bukserne ned over hans hofter. Dog nåede han ikke så langt, før han blev skubbet ned på ryggen på bordet, efter alt andet var blevet fejet til gulvet altså. "Sshhh" grinede han, som det havde givet et højt brag fra sig, han ville nu helst ikke opdages, han vidste ikke om man kunne blive bortvist for den slags? Men han ville helst ikke miste sit job, virkelig ikke, han havde arbejdet der så længe nu - det var en del af ham, en del af hans liv. Han ville ikke give det op, ikke for noget som helst, han elskede det jo!

Han lod sig blive skubbet tilbage på bordet, som han stødte ned på sine albuer, og kiggede så op på Filip, nu han havde bedre udsyn til den smukke mand foran sig. Hurtigt blev han dog distraheret af Filips læber igen, noget han ikke havde det store imod, faktisk slet ikke. Han kørte sine hænder om i hans hår og tog lettere hårdt fat for at holde ham der, så han kunne kysse ham lidt mere, lidt grådigere, lidt vådere. Han kunne mærke Filip gjorde præcis det samme, og lod sig bare rive lidt med i kysset, gengældte det med lige så meget passion som Filip lagde i det - kunne slet ikke få nok.
Han stønnede lavt som hans ben blev spredt mere og så Filip der pressede sig selv ind mod ham, han kunne selvfølgelig sagtens mærke ham, lige der, og stønnede bare lavt igen, før han slap kysset.
"Tag det af, tag det hele af, før jeg mister forstanden!" lød det en smule dominerende fra ham, som han skubbede Filip lidt fra sig, for at få plads til selv at flå resten af tøjet af, sko, strømper, bukser - han var ligeglad med at ligne en komplet idiot - lige nu var det begæret for Filip der talte! Jo hurtigere han fik tøjet af, jo hurtigere kunne han få Filip, og han trængte sådan til at få ham - så uendeligt meget jo.

Okay han havde måske ikke helt tænkt over hvor meget det ville larme når alle tingene bragede ned op gulvet, og han ende da også med at lave en lille grimasse over det, og han kunne ikke helt lade vær med at små grine særligt da Julian tyssede på ham. "Hvad med dig bare selv koncentrere dig om at være stille om lidt?" Sagde han drillende med et skævt og næsten udfordrende blik. 
Kysset mellem den var fantastisk, han kunne blive ved, han havde slet ikke lyst til at slippe de læber! Aldrig igen! Julians hu under hans hænder var dejlig blød, varm og lækker. Tænk at han nogle sinde havde givet slip på den engel?! 
Han hørte dog hvad Julian sagde, og mærkede hvordan han ligefrem blev skubbet væk fra ham. Han kunne ikke undgå at smile lidt, han havde knapt nok rykket sig før Julian var i fuld gang med at smide alt tøjet. Og før han vidste af det sad Julian helt nøgen foran ham. Han smilede bare skævt, som han fik åbnet sine bukser helt og trak dem af, sammen med sko og strømper, og bokseshortsne. Indtil han til sidst stod nøgen foran Julian. Ud over han var blevet mere markeret, og trænet siden sidst, havde han også fået en tattoo lige ved lysken, lige omkring buksekanten. Det var en rose hvor der rundt om stilken var snoret en halskæde med et kors for enden. 

Han trådte hen til Julian igen. Placerede et par lys mod Julians læber, inden hans læber begynde at vandre ned over Julians krop.

Julian slog endnu en charmerende latter op, hans kendetegn vel egentlig - det bløde charmernede smil og grinet dertil. Hans tunge gled let hen over læben, som han barnligt rakte tunge af Filip - før han sørgede for at få resten af tøjet af! Af af af! Det skulle bare af! Han sukkede stille som Filip lod til at være lidt bag ud. Han kravlede hen til bordkanten og satte sig med benene ud over kanten, som han rakte frem for at hjælpe Filip af med tøjet - slet ikke tålmodig nok til bare at sidde og vente da. Hans fingre strejfede let hen over tatoveringen, den havde ikke været der sidst. Han kneb kort øjnene lidt sammen i en tænksom mine, men sagde så ikke noget. Hans blik forlod tatoveringen og gled over til noget han meget hellere ville kigge på, Filips imponerende rejsning - lige til at spise! Bogstavelig talt - han ville bare have ham i munden, og det kunne ikke gå hurtigt nok!

Ind til Filip distraherede ham med flere kys, han sukkede stille lidt drømmende, som hans hænder gled ned over Filips krop og tog så lettere hårdt fat om hans lem, førte sine fingre lidt rundt om og hen over, kærtegnede ham, udforskede ham, se det var da en ting der ikke havde ændret sig. En ting han kendte ud og ind! Han skubbede Filips læber væk, næh nej! Nu var det hans tur! Han kravlede lidt længere ud på kanten, og stødte så sine læber mod Filips mave, fulgte de alt for sexede mavemuskler ned, efterlod et varmt spor hvor hans tunge cirklede længere og længere ned. Til han endelig nåede hans lem. Med lidt bukkede hovede fik han ham ind mellem sine læber, sugede hårdt til som han begyndte at køre frem og tilbage over ham, et nydelesfuldt støn forlod hans læber, shit - lige hvad han havde haft brug for!!

Det var i virkeligheden en meget blandet følelse det her. Alt var så velkendt! Følelsen af Julians krop og læber, dugen af ham, og følelserne der blussese op i Filips krop på ny. Men alligevel var der også noget helt enormt anderledes ved det! Som om det slet ikke var hans Julian han var sammen med! Men.. det var det jo heller ikke hvis det var rigtigt. Julian var ikke længere hans engel!.. han var hans elspartner, en mand han havde elsket mere end noget andet. En mand han stadig elskede! En mand der lige nu sad og var i fuld gang med at hjælpe ham tøjet af, han bemærkede Julians blik der hvilede mod Filips tattoo. Burde han forklare om den? Han nåede det dog ikke før Julians blik opfangede noget helt andet. 
Han valgte at smide tankerne ud, derimod blot nyde følelsen af Julians hænder der nu bevægede sig over hans krop. Et tungt og nydende suk slap fra ham da Julian valgte at give fat om Filips lem. Han sukkede dybt da Julians hånd lige nu var hårdt strammet om hans ellers så stolte dele. 
Kyssende både brænde og kildede på en gang! Og efterlod et spor af nydelse hele vejen ned mod det sted der ligefrem begynde at skrige efter Julians læber. Så da Julian valgte at tage ham i munden. Var det et længselsfuldt og dybt støn der kom fra ham. 

Hans ene hånd søgte ned til Julians baghoved, hvor den blot hvilede og hans fingre filtrede sig ind i det bløde hår. Han lagde hovedet bag over. "Åh.. fuck Julian.." stønnede han ud. Hans anden hånd fik lov til at glide ned over Julians ryg, undersøge den, kærtegne den og i det hele taget bare røre den. 

Det var sådan en rar og velkendt følelse! Julians læber og tunge om hans lem, ham havde virkelig ikke mødt nogle der kunne få ham sådan op i varme og Gear som Julian altid havde kunne!