Run, hide and pray that you won't become the prey tonight - Tidus

I stedet for at svare ham, endte Cass med hovedet ned i toilettet, hvor hun brækkede de sidste rester af gårsdagens alkohol op. Som den perfekte veninde at have i byen, holdte Tidus Cass hår oppe, samt aede hende blidt over ryggen. Tidus var ikke sart. Han havde set værre ting og derfor var opkast intet problem. I det hun rettede sig op, gav han slip på hendes hår og rakte hende herpå noget toiletpapir så hun kunne tørre sig om munden.
Hun huskede mere end hvad hun ønskede. Det gav ham en smule skyldfølelse. Hvis bare han havde lært at styre den skide forbandelse, så ville dette ikke være et problem. Det var noget han måtte tage op i fremtiden. ”I´m sorry… I know it must have been terrifying.”
Som hun sagde at han ikke skulle bekymre sig om arene, smilte han blidt til hende og nikkede herpå. Før hun overhovedet havde fortalt ham at hun ville have et bad, var han allerede i gang med at række hende et håndklæde. Her klikkede han med tungen. ”I knew you couldn´t resist the thought of a shower. Come on… stand up from my toilet and go in under my waterfall.” han nikkede imod sit bad.
”Don´t worry… we agreed last night on not telling them anything,” sagde han lavt. Her klappede han hænderne sammen. ”I will let you and my shower enjoy yourself.” Han smilte en sidste gang til hende, før han begav sig ud igen og gik ind på sit værelse, for at lede efter noget tøj at iføre sig.

''I wouldn't exactly describe it as terrifying...'' mumlede hun, en smule omtåget, mens hun tog imod det håndklæde han rakte hende. I det hele taget var Tidus alt for godt et væsen, og hun havde på ingen måde fortjent hans venlighed. Havde hun?
''You're sure it's a good idea to put something made of fire underneath a waterfall?'' mumlede hun så med et skævt smil, men hendes skæve smil blev hurtigt erstattet af noget der lignede skyldfølelse, som han nævnte at de havde aftalt ikke at fortælle brødrene noget som helst. Så hun havde altså tænkt tanken i går, at det ikke havde været godt for brødrene at vide, og alligevel var de forsat? Eller... Var de? Hendes hoved gjorde forsat ondt, som hun rejste sig fra det sorte flisegulv og så til da Tidus efterlod hende på badeværelset. Hun sukkede, og slæbte sig selv hen til bruseren, hvor hun skruede helt op for varmen inden hun tændte for vandet. Uden at tænke over om døren egentlig var lukket eller ej fik hun smidt tøjet og slæbt sig selv ind under det næsten kogende vand. Hun stønnede højlydt at ren nydelse, som det varme vand skoldede hendes krop mens hun bare stod der og lod vandet sile ned over hende som piskeslag.
''Since when did I become such a freaking idiot?'' sukkede hun frustreret mens hun hvilede en arm mod glasset og sin pande mod armen. Hun vidste ikke om Tidus overhovedet fortrød noget - hvis han gjorde, hvorfor virkede det så som om han bare prøvede at joke med det?... Hun elskede ham for hans letsindighed og humor, men lige nu var skyldfølelsen enorm, og hun anede ikke om den var berettiget.
Hun lod vandet løbe ned i hovedet på hende, mens hun bare stod der, og efter lidt tid slukkede hun for vandet, og vred det værste vand ud af hendes hår, inden hun trådte ud af badet og viklede håndklædet om sig.
Hun kørte fingrene igennem sit hår, og prøvede ellers at se en smule mere menneskelig ud, men hendes øjne ulmede gyldent bag hendes lange mørke øjenvipper. Hun var nødt til at slappe af - der var sikkert ikke sket noget, og hun overtænkte det hele. Men, hvorfor ville Tidus så give hende ret i at brødrene intet skulle vide, hvis der intet var sket?
Hun sukkede og gned sig i ansigtet. Hun overtænkte det hele. Hun hoppede i sit undertøj efter at have tørret sin krop af, og trak håndklædet om sig igen, inden hun gik ud af badeværelset og bankede på døren indtil Tidus værelse.
''Hey, do you have any idea where my clothes are? I doubt that I would go out to drinks in my underwear.'' sagde hun med en lettere nervøs latter i stemmen. Det sidste han skulle gøre var at sige noget der ledte hende til at tro at de havde været så vilde at han havde været nødt til at vaske hendes tøj også. Det ville nok gøre hende endnu mere nervøs.

Nok mumlede hun, men Tidus kunne sagtens høre at hun ikke ligefrem ville kalde nattens hændelser for skræmmende. Hvad i alverden kunne man så kalde et væsen skabt af Raynas mørkeste magi? dog valgte han ikke at kommentere på det. I stedet lod han den hænge og overlod den til sine tanker i stedet.
”yeah, maybe the waterfall can cool the fire down a bit,” svarede han med et skævt smil til hendes ild kommentar. Efter dette lod han hende være alene. Han smuttede ind på sit såkaldte værelse og ledte sm sagt efter noget at iføre sig. Siden der var varmt udenfor, vil det være selvmord at iføre sig en sweater. Derfor iførte han sig blot en t-shirt og et par cowboybukser. Han gik derefter hen og så sig i spejlet. Tømmermændene var ikke det tydeligste af se på ham… og dog. Hans blå øjne virkede en smule mere tunge og det blonde hår sad ud til alle sider. Kort klukkede han over sit udseende, før han forsøgte at få håret til at side, men gav op til sidst og satte sig blot på sengen.
Det varede ikke længe før Cass kom ind i undertøj og spurgte efter sit tøj. ”Oh uhm… I threw in the washing machine… it was covered in blood and i used your shirt to cover up my…” her rømmede han ned i sin hånd. ”My business.” han rejste sig her fra sengen. ”I will put in the dryer… in the mean time… just, look in my closet and find something you would like to wear.” kort forlod han hende igen for at begive sig nedenunder og kigge til vasketøjet. Da det lå til at være færdigt, smed han det op i tørretumbleren, imens han nynnede en lille melodi.
Herefter gik han op på værelset igen. ”Hey Cass… what is your cure against hangovers?? Some people drinks eggs smoothies… you think that´ll work?”

En del af hende havde lyst til at råbe af ham. Bare fordi det hele virkede så satans absurd! Blod!? Og han havde brugt hendes skjorte til hvad!?... En smule opgivende satte hun sig på hans seng, hvor hun begravede sit ansigt i sine hænder. ''Josiah's going to kill me.'' mumlede hun inden hun gled need og ligge på hans seng med hendes ben ud over sengekanten. Hun burde nok finde noget tøj, men tilsyneladende var hendes krop ikke noget han ikke var vant til at se på, så hvorfor overhovedet forsøge? Hendes tøj var vel også snart tørt?

''I have no cure for my hangover right now. Cures are for the physical part - the mental hangover is much worse...'' sagde hun med et lidt falsk skævt smil som hun satte sig op. Tankerne drev kort på hvad der var sket i Brighton. Det meste af påsken havde været fyldt med hygge og glæde. Lige indtil Joe og Cass havde været alene på værelset, og Joe havde fundet konvolutten. Brevet der meget tydeligt gjorde Cassandra både arveløs, irrelevant og uden navn. Skænderiet der havde fundet sted, og hvordan Cassandra bare havde sagt at de kunne tale om det når de kom hjem - for derefter at undgå emnet så længe som muligt. Desværre ville det nok blive snart at hun måtte tage sig sammen og få talt ud med ham om hvad der var sket.

''Tidus... I need to ask you a favor. It's a big one, and.. Not a pleasant one.'' sagde hun så, inden hun rejste sig og gik hen til klædeskabet hvor hun hurtigt fandt en random t-shirt og trak over hovedet så hun ikke så totalt latterlig ud mens hun snakkede med ham om hvad der var ved at ske i hendes liv.
Hun vendte sig mod ham igen, og stod under en meter fra ham, som hun lagde armene over kors.

''I might need to disappear. I don't know for how long, and I don't know why. You guys can not go looking for me, okay? Not you, not the Oakleys. If I disappear, I don't want to be found.'' sagde hun så, og så direkte på ham, på hans øjne. Der var ikke et sekund fortrydelse eller nervøsitet i hendes blik mere. Hvad end der var sket i nattens løb måtte hun ligge bag sig for nu, for følelsen af at noget snart gik galt væltede over hende som et vandfald. Samme følelse, som havde plaget hende dagen inden hun har myrdet sin stedfar, og igen dagen før hendes mor døde for øjnene af hende.

Cass virkede meget anderledes. Eller hun virkede meget trist. Mon hun hadede ham efter angrebet på hende? Han gjorde en lille skæv grimasse. Han kunne sagtens fornemme det falske smil på hendes læber. ”Cass… is everything alright?” lød det tøvende fra ham. Hun virkede så tom… ked af det. Som om hun vidste at der var noget helt galt på færre. Mere nåede han egentlig ikke at spørge ind til hende før hun selv begyndte at snakke om en tjeneste.
Uden at afbryde hende, stod han nu bare og så på hende, forvirret og ret så bekymret. Forsvinde… hvis hun skulle gå hen og forsvinde. Hele hans mave vendte sig ved lyden af den kommentar. Hvorfor skulle hun forsvinde? Hvad var der sket? Var det pga. monsteret? Nej… der lå noget meget mere dybt bag dette. Han havde lyst til at afbryde hende, men han gjorde det ikke, han lod hende snakke ud.
”Disappear?” mumlede han. Her gik han hen til hende og så ned på hende. De blå øjne skreg af bekymring og forvirring. ”Why would you disappear? What happened? Cass, are you okay?” forsigtigt lagde han hænderne på hendes skuldre. ”Tell me… please.”

Hun kunne mærke på det kære væsen foran sig at tanken skræmte ham. Ikke at hun bebrejdede ham det, eftersom tanken i sig selv var ret ubehagelig. Måske burde hun fortælle ham hvad der egentlig var sket i hendes opvækst?
''I'm fine, Tidus.'' sukkede hun så og gned sit ansigt kort, med en opgivende brummen. Ikke over ham, men over tanken om at han næppe ville lade det ligge nu.

''Sit down, and let Mama Cass tell you a story.'' sagde hun så, og trak ham med over til hans seng, hvorefter hun satte sig på sengen i skrædderstilling, så hun kunne se ham i øjnene mens hun snakkede.
Hun sukkede, og uanset om han ville sætte sig eller ej, så ville hun begynde at fortælle:
''My mother and my father were mates. Like me and Josiah. My father is a dragonoid - or, a half-dragon, if you want to call it that.'' sagde hun roligt, inden hun kørte en hånd gennem hendes fugtige hår, ganske afslappet. ''My father had a temper, a bad one. One day he lost his shit, and fried my mother. She ended up in emergency care, and he left so he could never hurt her again.'' hun fjernede ikke blikket fra Tidus, som hun fortalte ham om det. Måske ville han forstå hvad hun mente, hvis det nogensinde kom så vidt.
''Eight months later, my mother had me. My father, her mate, was gone. Since my mother and father never told my mothers family about anything, the family didn't accept me at all. I was a bastard for them, and being one of the oldest bloodlines in England, they were really pissed at my mother.'' hun himlede med øjnene over hendes slægs latterlige opførsel. Hun så derefter undskyldende på ham og forsatte.
''My mother went crazy after that. Her mate rejected her, her family rejected her.. It would be a slow demise for her. And she blaimed me, for all of it. She first tried to kill me, when I was about five. Then seven. Then ten. She dated endless number of men, to replaced my father, but... She couldn't even sleep with them without being forced - and when they were done with her, they had their way with me too.'' sagde hun så, stadig uden at fjerne blikket fra Tidus. Hun hadede at fortælle dette perfekte væsen om så grusom en opvækst, men.. Det var måske vigtigt for at han forstod hende.

''They would beat me. Both my mother and her boyfriends. One dag, I had a horribel feeling in my chest. Like, when you know something bad are going to happen... The next day, when my stepfather decided to have his way with me while I was sleeping, I... I snapped.'' hendes øjne flakkede lidt væk fra hans blik, mens man kunne skimte hvordan den gyldne farve pulserede under overfladen.
''I turned him inside out, and ripped him to shreds. Everything was drenched in his blood, and what did my mother do? She tried to kill me, for murdering her boyfriend.'' det sidste blev sagt sammenbidt, og hårdt. Fortørnet og bittert, som hun var over sin mors svigt. Hendes blik mødte igen hans, mens den pulserende gyldne farve forsat rumsterede i hendes øjne.

''I ran away. The police brought me back home, like nothing happened, and left me at her doorstep. She tried to strangle me, hang me, stab me... Jonathan took me away from all of that. And years later, last september, I watched my mother die. In the asylum where she had been rotting since I ran off. And the only reason she got peace, that bitch, was because I brought my father to let her have her goodbye.'' sukkede hun og gned sig i ansigtet. ''The day before she died, I had the same horrible feeling in my chest, as I did the day before I killed my stepfather. And it's the same feeling I've had since we came back from Brighton - and I don't know why!'' det var først nu man kunne se hvordan hendes hænder skælvede svagt, mens hun fugtede sine læber med sin tunge.

''I'm scared I might hurt someone again. That I might lose my shit, like my dad, and really hurt someone. And then... I'll have to disappear.'' sukkede hun inden hun gned sit ansigt igen, frustreret. Hvad tænkte han ikke om hende nu? Hvor svag og latterlig hun var? Hvor tosset det hele lød, hvor indbilsk...

Hun sagde hun var okay. Den sætning kendte Tidus dog alt for godt. Man sagde at man havde det fint, at man var okay, men inderst inde skreg ens indre for at fortælle sandheden. Men før han kunne nå at sige noget, bad hun ham om at sætte sig ned og omtalte sig selv som Mama Cass. Dette fik ham til at klukke en smule. Han kunne ikke lade være.
Mama Cass.
Men, lige nu, skulle han fokusere på det alvorlige i moder Cass tone. Og alvorlig blev det skam. Han lyttede til hvert et ord der blev sagt. Slugte det råt og kunne mærke hvordan de satte sig på hans hoved. For ikke sige det føltes som pigtråd omkring hans hjerte. Ikke nok med at hun havde fået tæsk af sin familie… hun var også blevet voldtaget af sin stedfædre. For ham virkede det ikke voldsomt eller for meget at hun havde slået manden ihjel. Denne stedfar… Han havde fortjent det. Om det så var sket på en meget voldsom måde eller ej. Det rørte ikke rigtig Tidus… eller, jo, det lød voldsomt, men alt han så var en Cass der havde forsvaret sig selv. Han var en smule forskruet på den måde. Og som om det ikke var nok, havde hendes egen mor også forsøgt at slå hende ihjel. Mere end en gang.
De store blå øjne så på hende. Skræmte og fyldt med sorg. Kun for hende. Han havde ikke lyst til at hun skulle gå igennem det igen… det fortjente hun ikke. Hende og Josiah skulle have det perfekte lille familieliv! Det fortjente det begge!
Før Cass kunne nå at sige Tidus imod, trak han hende ind i et kram og knugede hende nærmest ind til sig, som ville han beskytte hende imod alt. Intet skulle gøre hende ondt. Ikke mere. Hvilket var en dum tanke siden han sidste nat havde forsøgt at slå hende ihjel. Eller… monsteret havde. Ikke ham… LIGEMEGET!
Han forsøgte at gemme hende væk i sin kraveben. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende. For hvad kunne man sige? Forhåbentlig sagde krammet mere end tusind ord.

Hun kunne se på ham hvordan hendes fortælling vakte både frygt og sorg i den blonde banshees øjne. Hun havde lyst til at bede ham tage sig sammen - hun havde trods alt overlevet det, og sad foran ham nu, ikke sandt? Alligevel nåede hun ikke at gøre noget før han havde trukket hende ind i sine arme og nærmest klemte livet ud af hende i noget der kunne minde om et forsøg på at gemme hende fra omverdenen. Hun lod ham holde om hende i få sekunder, mens blandede billeder kørte for hendes indre blik; ham over hende, som i hendes drøm, intimt og kærligt. Billedet skiftede dog hurtigt til et sort væsen uden øjne og centimeter lange klør som var inde over hende mens hun bed hvad end det monster var i halsen. Hun trak sig hurtigt ud af Tidus omfavnelse og så direkte på ham med et blik der var en kombination af panik tvivl. Havde hun begået en fejl ved at dele sin historie med ham?
''I don't need your pity. Neither do I want it, okay? I'm fine, as I said. I just don't want you to think bad of me if I have to go away for a while - okay?'' sagde hun med en stemme der understregede at hvad end hun lige havde set for sig virkede havde afskrækket hende. Hun havde for længst lært at hendes minder og flashbacks var... Tydeligere, end for de fleste andre. Pludselig kunne hun høre hendes telefon ringe inde fra stuen. Hun spjættede kort inden hun så undskyldende på ham for derefter at skynde sig ind i stuen og finde sin telefon. Som hun tog telefonen op til øret stillede hun sig med den ene hånd på hoften.
''It's Avalynn... I thought we agreed that I had the weekends to myself unless Jasper decides otherwise?... He did what, how many? Jeez, I wonder who pissed him off this time... Yes, I'll be there. Give me an hour... No, I can't. I'm with someone... Bye.
Hun sukkede og gned sit ansigt lidt i frustration, mens hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sank en smule ved tanken om hvad hun lige havde set for få sekunder siden... Var Tidus det monster hun havde set, eller var der en anden sammenhæng i det hele? - Hun var i tvivl, og så var det bedre at tige stille end at såre ham ved faktisk at spørge.
''Hey, Tidus... I need to be somewhere in an hour, so... I would really appreciate if you didn't tell the Oakleys about me going away for a while... It's not set in stone or anything, and I don't want to make them nervous.'' sagde hun med en lidt opgivende tone, inden hun gik hen til ham igen. Hun lagde armene over kors, afventende. Hun kunne alligevel ikke gå nogen steder før hendes tøj var tørt nok til at hun kunne tage det på.

Ligeså hurtigt som han havde trukket hende ind i krammet, ligeså hurtigt havde hun trukket sig ud af det og så nu på ham, så var han igen et monster foran hende. Det fik ham til at trække en smule væk fra hende og ellers se undskyldende på hende. Igen føltes hun som en mor, som hun understregede at hun ikke ville have hans medfølelse. Hvilket var nemmere sagt end gjort med Tidus der let følte medfølelse med folk. Men, hvis hun ikke ønskede det, skulle han nok holde det tilbage. Eller, han skulle nok gøre et forsøg i hvert fald.
”Okay.” lykkedes det alligevel at komme ud imellem hans læber. Et okay til at hun ikke ville have medfølelse og et okay til at hun var nødt til at rejse væk. Hvilket han virkelig ikke forstod. Man kunne da ikke rejse væk, bare fordi man havde en dårlig fornemmelse, kunne man? Men han havde heller ikke i sinde om at tænke dårligt om hende.
Da mobilen ringede, spjættede han en smule, præcis ligesom hun gjorde. I det hun så undskyldende på ham, viftede han med en hånd, imens han smilte og rystede på hovedet. Som hun forlod værelset, sad han kort stille og legede med sine fingre. Takket være sin gode banshee hørelse… Jasper… hørte han lige hende sige navnet Jasper? Hvorfor forfulgte det navn ham? Han gned sine tindinger. Det var sikkert ikke hans far. Det kunne det ikke være. For hvorfor i alverden skulle Cassandra have noget at gøre med hans far?
Som hun kom ind til ham igen, så han op på hende og satte hovedet på skrå. Igen nævnte hun noget med at han ikke skulle sige noget til tvillingerne. Burde Josiah ikke vide at hun forsvandt i lidt tid? Han forstod det ikke… han forstod det langt fra.
”Sure… I wont tell them anything,” svarede han til sidst. Det kom ud roligt imellem hans læber. ”Your clothes will be dry soon…” Han faldte bagover i sengen og lå nu og stirrede op i loftet. ”It´s funny… how thing changes… don´t ya think?”

Hun kunne fornemme han utilfredshed på kilometers afstand. Det søde, blide væsen som han var kunne sikkert ikke forstå at det var bedre at forsvinde end at risikere at skade dem man holdte mest af. Hvordan kunne hun forklare ham det, så det ikke virkede som om hun bare efterlod dem alle på grund af en eller anden mavefornemmelse?.. Men var det ikke lige præcis hvad hun gjorde?
Som Tidus havde lagt sig i sengen, og egentlig virkede mere eller mindre som en mobset teenager, gik hun roligt hen til ham og satte sig på sengekanten.

''Sometimes, it's not things that change, love. It's the people.'' sagde hun med sin ellers så velkendte varme og bløde stemme. På mange måder forstod hun ham godt. Det var sikkert ikke nemt at stå som lusen mellem to negle; at vide noget uden at måtte dele det med andre.
''I hate to ask, but...'' startede hun, men hun stoppede sig selv igen, inden hun så hen på ham, som han lå på sengen og stirrede op i loftet. ''Are you and I okay after last night? I mean, most friends would maybe, you know... Act a bit differently around each other after something like that. I don't want you to think lesser of me, you know, because of all this.'' sukkede hun inden hun lagde en hånd på sit kraveben, hvor hendes magemærke og nu tre friske ar pyntede.

Hun lagde sig ned ved siden af ham, med hovedet på hans brystkasse. Ikke intimt, men mere... Tryghedssøgende. Hendes konflikterende følelser var urimelige, og de gik ud over Tidus - hvilket langtfra var i orden.
''You know that I wouldn't leave you for anything in the world, right? You are, and will always be, one of the most important people in my life. mumlede hun mens hun med sin ene hånd nussede ham blidt på maven - uden på hans trøje naturligvis. Hun ville ikke forlade ham, eller efterlade ham, men alligevel var det lige præcis hvad hun havde i sinde at gøre hvis tingene fik galt. Hun følte sig ussel, for ikke bare at fortælle ham hvor han kunne finde hende hvis hun tog afsted, men han ville uden tvivl enten nævne det for Elijah eller Josiah, og uanset hvad ville de to være de sidste hun havde behov for at se hvis hun tog væk.

Igen var Cassandra en vis lille dame. Det var ikke altid situationen der ændrede sig, men snarer menneske involveret i situationen. Ved den tanke bed han sig tænkende i læben. Lidt efter slap han den og sukkede. Efterfulgt kom der et ømt lille smil fra ham. “Once again you’re right... but sometimes... I wish some things would stay the same... and never chance... the time should just... stay still.” Han så hen på hendes. Hans aura var ligeså rolige som hans ord.
Til hendes næste spørgsmål, ændrede hans grimasse sig en smule. Hvad mente hun? Hentydede hun til angrebet på hende? “Of course we’re okay! I mean... I thought you would think lesser of me... after all, I’m the reason it all happened.” Han så nu undskyldende på hende. “Could you ever forgive me for that?”

I det hun lagde sig ved siden af ham og med hovedet på hans bryst, tillod han sig at nusse hendes ryg i omfavnende manere. Hendes ord var varme, men alligevel også som små stik... for han havde en fornemmelse af at hun snart ville forsvinde. “I would go to hell to get you Back... just remember that.” Mumlede han og så fortsat op i loftet. Et ømt lille øjeblik... igen... hvis bare tiden kunne stå stille.
Så snart hendes tøj var tørt, kunne hun tage af sted og Tidus havde en dårlig fornemmelse... der ville snart gå noget helt galt.

// out <3

Som hun lå op af ham måtte hun erkende at ligemeget hvad der ville ske, så ville det sikkert gøre ondt på den kære blonde mand. Hun vidste, at hvis hun blev væk fra mødet ville hendes mulige kommende chef nok blive ret så vred, og det ville hun ikke risikere. Hun var trods alt ikke uundværlig endnu - en vred chef var en farlig chef.
Hun svarede ikke Tidus, da han spurgte hende om hun nogensinde kunne tilgive ham. For at være ærlig, så anede hun ikke hvad hun skulle tilgive ham for - så der var intet at tilgive. Var der?
Hans kommentar om at han ville gå mod Helvedet for at få hende tilbage fik hende til at bide sig lidt i læben. Hun havde ikke fortjent en ven som ham, specielt ikke sådan som hun havde tænkt om ham de sidste par timer.
''Remember a wintercoat then - Hell is about to freeze over.'' sukkede hun så, inden hun bare puttede sig ind til ham og blev liggende i et par minutter, inden hun kyssede ham på kinden - ganske uskyldigt - og kravlede ud af hans favn. Hun sukkede lydløst, og skyndte sig ellers ud for at få sit tøj fra maskinen, så hun kunne komme afsted til sit møde.
Hvis bare de begge to vidste hvad der ventede - så kunne de forhindre bare en smule af det. Men skæbnen var sin egen hersker, og hvem var hun at tvivle på intentionerne?
Hun tog sit tøj på, uden at sige mere til Tidus, inden hun hoppede i sko og tog sin taske over skulderen. Hun forsvandt ud af hans dør, lydløst, og ud i den rare eftermiddagssol.

//Out