No More Places To Hide | (xxx)

Vandet var køligt, brisen var blid og solen skindet klart mellem de få grå skyer, der viste sig i ny og næ.
Chione havde flyttet nær havet, for altid at kunne tage en morgen dukkert i det, så hun kunne føle sig frisk og komme i kontakt med det der nu engang var en del af hende. Hendes krop var fugtig og funklende, over den gylden brune hud og hendes grønne øjne, stirrede ud mod de blide bølger som skvulpede blidt mod strandens kant. Der var ikke andre at se i nærheden så tidligt, samt vejret var heller ikke direkte baderigt, andet end for folk der elskede kulde som vinter badning, eller andre sirener. Hun sad iført sin sorte bikini og et stort tæppe omkring sig, samt et håndklæde under sig og det våde hår læggende ned af hendes skuldre. Hun elskede at sidde der hver morgen, spise lidt mad og drikke noget ice tea, som hun havde taget med sig i en lille taske. Hun følte engang imellem at hele verden pressede på hendes skuldre, samt den konstante paranoia hun havde, gjorde at hun havde besøgt stranden mere og mere lige for tiden.

Hun lukkede svagt sine øjne i, før hun blev sendt tilbage i sine egne tanker, til den aften hvor hun havde stukket af fra ham. Hun huskede det store skænderi, hvordan han havde taget fat om hendes håndled, hvad der havde fulgt efter.. før de var gået tilbage til deres sæder, som om intet var sket, hvilket hun var blevet ret så god til.. at lade som om intet var hendt, vis selv vis der var sket noget. Hun sukkede svagt og fugtede kort sine læber med sin jordbær røde tunge, inden hun fandt sin mobil frem og satte blid violin musik igang. Hun lukkede sine øjne for en stund og lod blot musikken fylde hende. " I would never let this go ". Hun smilede for sig selv ved ordene, tanken om at være fri, at alle muligheder var åbne for hende, skønt hun altid følte en byrde på sin hånd, fra ringen hun havde haft på tidligere, men ikke gik med mere, dog havde hun gået med den i nogle år, men ligeså stille.. var den blevet placeret ved hendes natbord, indtil hun havde puttet den i skuffen, dog havde hun ikke kunnet få sig selv til at smide den ud, fordi alt havde ikke været slemt.. alt havde ikke været en prøvelse.

P: https://images-na.ssl-images-amazon.com/images/I/71v6e%2BGSmgL._SX466_.jpg



Han forstod ikke hvorfor han absolut skulle torturere sig selv hver eneste gang. Men der var noget over bølgerne som gjorde at han slappede af når han havde brug for at tænke. Hans tanker kørte rundt psykotisk og kaotisk i hans sind. Som om de var i konstant kamp. Hans hoved flyttede sig med meget hurtige men små bevægelser som om noget indeni ham skubbede det rundt.

Hvad var han overhovedet iført. Han vendte blikket ned og så sine føder bar. Hans ben var dækket af nogle shorts der kun lige gik under knæene og blæste med vinden. En helt hvid skjorte der var åben hele vejen så den fulgte med vinden da den blæste. Og et par aviator solbriller med sort glas man kunne spejle sig i. Dog alligevel kunne han mærke hvordan hans hud sitrede af solens bagende lys og hvordan hans øjne hele tiden slørede så han var nød til at blinke oftere end normalt. Det hele var ubehageligt. Han løftede hånden og luften hvirvlede sig til hans håndflade som om det var ved at skabe en tornado. Men i stedet formede det sig efter en fedora. Stille og roligt begyndte luften at blive fast i stedet og forme sig til en fedora hat han kunne putte på hovedet for så at beskytte sig lidt mere imod den bagende sol. Samt han begyndte at bevæge sig med solen i ryggen.

Hans hoved var rettet imod sandet ved hans fødder så han lagde slet ikke mærke til hvor han bevægede sig hen. Han var for fokuseret på at holde blikket væk fra solen samt lytte til bølgernes synkroniseret kaos når de ramte ind i hinanden eller ramte stranden. Hans små ticks med hovedet var stoppet. Tankerne brølede dog stadig i fuld maner.

Pludselig greb han sig til hovedet og faldt ned på sine knæ. Hans stemme brølede frem i en hæs ugenkendelig lyd der bare skreg. ”SHUT THE FUCK UP!!!” Han skreg imod sit hoved der bare nægtede at stoppe. Han havde muligvis nogle mentale problemer. Det ville han ikke benægte. Men lige nu var hans hoved kombineret med ubehaget af solen og de nye ændringer af hans liv som eksempelvis en meget gammel ekskæreste der pludselig var dukket op i hans klasse. En kone han havde fået fortalt var i nærheden af hans hjem. Og han ville slet ikke begynde med Helia. Det var for meget for hans hoved lige nu.

Hun var helt fordybet af sine tanker og havde slet ikke skænket omgivelserne det mindste tanke, ikke før en bekendt lyd brød hendes tanker og ligeså også stilheden fra hendes mobil. Hun åbnede øjnene med et sæt og for et kort sekund, følte hun sig næsten fuld, i det hun greb fat i sin mobil og slukkede den med det samme, før et syn et godt stykke væk fra hende, ramte hende. Hun kunne ikke tro sine øjne til at begynde med. * No it cant be.. its impossible.. *. Hun studerede figuren, men han var alt for langt væk, til at hun kunne være sikker. Hun tog sit til hjertet og prøvede at få sin krop til at gear ned igen, prøvede at berolige sig selv, omkring at det ikke var hvem hun troede det var. * Relax its not him, it cant be.. besides its ages ago, what if he dont want me anymore?.. i could have found another person to torture or love or something like that.. its not like he is obsessed with me *. Hun sad og prøvede at rationaliserer hendes egen tilstedeværelse og det faktum af at hun ikke havde begyndt at pakke sammen og løbe så hurtigt hun overhovedet kunne. Hun trak tæppet højere op omkring hendes ansigt, så hun var mere skjult, før hun sad der og små kiggede engang imellem mod personen, dog vis personen trådte tættere og tættere på, ville hun skjule sig mere og mere.

Hun tog solbriller på fra tasken af og satte sit hår, så det dækkede det meste af hendes ansigt. Hun anede ikke om det var ham, men vis det var, så ville han ikke kunne genkende hende, eftersom tæppede dækket hele hendes krop, helt op til nakken af hende, samt hun skjulte sit ansigt til siden, med knæene op mod sit bryst og hendes arme hen over, så hun kunne lægge sit hoved mod det, til siden væk fra ham. Hele hendes krop var et nervevrag, men hun prøvede at fortælle sig selv, at det nok skulle gå. * its okay.. So what if it is him.. he.. he could have found someone new?.. yeah.. maybe he wants a divorce as much as me.. *. Hun tænkte dog at det var næppe sådan han havde det, inderst inde.. men hun kunne ikke gør så meget andet end at vente. Vis personen kom for tæt på, ville hun blot rykke sig en smule mere, så hun sad mere med ryggen til den fremmede og ikke give en lyd fra sig, andet end at nikke eller ryste på hovedet.

Han trak vejret let og prøvede at få styr på sine tanker. Før det hele kort svømmede for ham og hans tanker så faldt på plads. Et kort øjeblik var han som helt forladt fra sin egen krop. Da den så faldt på plads igen. Og han fik sin førlighed tilbage. Han drejede hovedet langsomt indtil et knæk kom fra hans nakke. Et svagt suk gled over hans læber før han langsomt rejste sig op igen. Solen brændte stadig men det var til at overleve nu hvor han havde fået sit fokus tilbage. Hans bevægelser blev mere rolige og fokuseret.

Med et gik noget op for ham. Han havde en følelse mere. En han havde ikke følt længe. Han vendte blikket ind imod land. En følelse af et specielt materiale. Han så imod et sort og hvidt hus ud til vandet. Derfra… Det var han sikker på. Men kunne det virkelig være? Eller havde hun endelig fået sig selv til at sælge det.

Med et forsvandt han fra der han var. Og et par millisekunder senere stod han foran hoveddøren til huset. Han løftede hånden op og tog fat i håndtaget til fordøren. Men den ville ikke rykke sig. Låst. Han smilede let. Før han slap håndtaget og lagde håndfladen imod der hvor selve stemplet til låsen var. Der begyndte at dryppe vand ned fra indersiden af døren. Og døren gik pludselig op. Som der ikke længere var noget der holdte døren lukket. Hvilket også var det der var sket. Stemplerne var blevet lavet om til vand så de flød bare væk. Han åbnede døren helt og trådte indenfor.

Et stort snus ind i sine lunger og så var der ingen tvivl. Det var hendes hjem. Men kunne hun virkelig være så nem at finde? Hun måtte være blevet mere uforsigtig igennem tiden. Han vendte kroppen imod døren han lige var gået ind af. Og holdte den lukket mens stemplerne formede sig igen. Og han vendte blikket indad igen. Hans krop førte ham videre ind igennem huset og videre til hendes soveværelse.

Da han åbnede døren til soveværelset ramte duften fra hende ham som var det en bølge. Han lukkede øjnene og duftede bare. Før han smilede let. Han så imod hendes natbords skuffe. Så hun havde taget den af… Ærgerligt. Men så måtte han bare vente på hende. Han lukkede døren til soveværelset og bevægede sig imod et klædeskab som han bevægede sig ind i. Og satte sig ned. Hans plan var at holde sig skjult indtil natten faldt på. Det vidste han godt var om flere timer. Men han havde en ekstrem stor disciplin og selvkontrol til at det ikke burde være svært for ham. Specielt ikke når han først gjorde det her. Han tog sin mobil frem og rullede høretelefonerne ud fra den som han satte i hvert øre. Skruede så langt ned han kunne høre hvis der var bevægelse og folk ville ikke kunne høre musikken der kørte i hans øre.

Nu måtte han bare vente og håbe han ikke blev opdaget før nattens fald.

Han huskede dog at slukke lyden på sin telefon.

Da hun endelig tog sig tid og mod til at kigge mod skikkelsen igen, kunne hun dog ikke se den nogle steder. Hun anede ikke om det gjorde hende mere tryg eller utryg. Hun sukkede svagt, mens hun så forvirret rundt, med hendes paranoia, så var det et under, at hun ikke var blevet sindssyg endnu. Efter at ha sat i nogle minutter, besluttede hun sig for at tag et sidste dyk i det brusende hav, inden hun kom op til lang igen, efter at ha lagt og fået udtørret sin hale, til den forsvandt. Hun vred blidt sit hår, så det overskydende vand dryppede væk fra det, før hun samlede sine ting op og gik op mod huset. Hun bar ikke kontakt linser, kun de solbriller hun havde, så da hun endelig kom hjem, tog hun dem af og lagde på bordet, ved indgangen. Hun tændte blidt for lyset med et klik, før hun satte tingene i gangen ved døren og låste de 3 låse der var på indersiden, inden hun gik hen af mod køkkenet og åbnede det, iført sin sorte bikini. Hun tog en tår af noget iskaffe, før hun tog glasset med sig hen til badeværelset. Hun stillede det ved vasken og begyndte blidt at skylle sit ansigt, før hun gik hen til bruseren og tændte for vandet, så det gled ud af hendes vandfalds brusehoved. Hun så en smule rundt med de grønne øjne, eftersom hun begyndte at få en ubehagelig følelse.. men den forsvandt dog ligeså stille, da det var hun gik hen til væggen og satte sin mobil til højtalerne i huset, med blid musik.

Hun tog sig et bad, drak sin kaffe færdig, før hun gik ud til stuen og satte sig foran tvet og begyndte at se nogle serier. Hun brugte det meste af sin dag på at sidde og se tv, høre musik, læse eller tegne nogle ting, samt lave aftens mad til sig selv, der endte med at dufte hele køkkenet til, med en spicy duft, der spredte sig så småt i hele huset. Efter at ha spist for hende selv, tog hun en hurtig tur ned til stranden for at træne og løbe lidt i sandet, inden hun kom tilbage og tog sit et hurtigt bad igen, for at blive fri for sveden. Da hun havde taget sit bad, tørrede hun sit hår, før hun flettede det, inden hun gik nøgen hen til sin seng og samlede en stor tshirt op. Hun iførte sig den og kiggede derefter mod glasvæggene, hvor man kunne se solnedgangen. Hun åbnede derefter sin nat skuffe og betragtede ringen der lå i den for en stund, inden hun tog den op og blidt påførte den på sin finger, betragtede den skinde, inden hun skulle til at tag den af igen og lægge den i skuffen, dog stoppede hun sine bevægelser, da hun så noget i spejlbilledet. * Mit.. klædeskab *. Hun var næsten sikker på at hun havde set en bevægelse fra det. Hun stivnede af frygt, sad blot der med ringen på sin finger og kunne ikke rør sig ud af flækken. Hun vidste at Gaia og Moonlightfalls, indeholde mange skræmmende væsner.

Lyden af hun kom hjem fik ham til at løfte ansigtet og kigge ud af døren der let stod på klem. Han kunne høre bevægelse i hele huset men lukkede øjnene igen og lyttede til sin musik. Det var stadig lyst. Han måtte vente lidt endnu. Men tålmodighed og tid var også de 2 ting han havde masser af. Han havde bare brug for noget musik for at holde sit hoved i ro. Så kunne han vente mange timer endnu.

Han duftede let til maden der fyldte rummet. Men virkede ikke videre interesseret. Ikke fordi han ikke var det. Men fordi han ikke ville lade sig friste for meget. Der ville komme masser af madlavning når han havde fået hende tilbage. Som han var sikker på han ville denne gang. For denne gang ville han være tålmodig. Meget tålmodig. Med håbet om hun ville lægge sig til at sove. Så hun slet ikke ville se det komme før det var for sent.

Dog som aftenen kom på gik det op for han sad ubehageligt. Så han var nød til at bevæge sig. Men da han lige skulle til det kom hun ind på værelset helt nøgen. Den perfekte hud og smukke former. Det fik ham til at stivne i en akavet position. Han var nød til at komme ud af den. Og meget langsomt fik han viklet sig ud af den og sat sig lidt mere behageligt. Dog da han ville rette en smule på sig selv fik han tappet på lågen let så den sagde et næsten lydløst bump. Han så godt hvordan hun hævede blikket i spejlbilledet og kiggede hen imod ham. Han sad helt stille og håbede på hun ikke ville undersøge det. Men hvis hun gjorde så måtte det bare være sådan. Han var klar til begge scenarier. Hans musik og høretelefoner var også blevet fjernet og slukket. Så han havde helt fokus på hende.

Hun løb ud fra soveværelset og skyndte sig ned i køkkenet, før hun fik åbnet skuffen og grebet en af knivene, inden hun gik målrettet op mod hendes soveværelse. Hun så nervøst rundt, da hun endelig kom op igen, før hun gik med blide skridt hen af mod klædeskabet, de grønne øjne uden beskyttelse over sig, direkte mod skabet. Dog da hun kom tættere på, så hun mod åbningen. Hun så på trøjen der lå halvt i åbningen, inden hun stirrede undersøgende der ind, før hun tog sig til hovedet. " I must be going insane ". Hun havde glemt alt om at ha ringen på, da det var hun begav sig hen til sengen og lagde kniven fra sig på natbordet ved sin side, inden hun så rundt en smule. " I feel like i´m losing my mind.. all because i think i saw him.. ". Hun sukkede svagt og lagde sig ned i sengen, inden hun gav et klap fra sig, så lyset slukkede. Hun lyttede svagt til omgivelserne, inden hun lukkede sine øjne og strøg sin pande med frustration.

Hun rystede stadig svagt og kniven lå direkte ved hendes side. Hun drejede rundt, så hun lå med ryggen til skabet, før hun blidt faldt hen i en ustabil søvn. Hver gang hun syntes at høre den mindste lyd, kom hun stille til sig selv igen, men faldt langsomt hen, indtil hun faldt i søvn, med dynen halvt læggende over hendes krop, iført tshirten fra tidligere.

Tiden gik. Og hvert sekund der gik fik ham til at føle sig tættere på sit mål. Han så imod åbningen. Så hvordan hun løb ud af soveværelset. Noget sagde ham at han måtte finde et nyt sted. Han bevægede sig nærmest lydløst ud af skabet og i stedet gled uden besvær ind under hendes seng i stedet.

Hun lagde sig kunne han høre. Han kunne ikke rigtig se noget på grund af de lange lagner som dækkede langs kanten af sengen. Han lod sin hånd lukke sig som om han holdt fast i noget. Støv og vind samlede sig i hans hånd og formede sig efter en m1911 pistol. Før det fæstnede sig og langsomt blev til en ægte pistol. Hans anden hånd formede sig til endnu et greb. Men i stedet for en pistol formede sig der et magasin med kugler. Som der så også fæstnede sig. Processen var næsten helt lydløs og han satte det på pause hver gang han kunne høre lyde eller bevægelser.

Da begge ting endelig var færdig smilede han kort. Det var tid. Mørket var faldet helt på. Hun var helt alene. Og så ikke ud til at vente nogen. Han bevægede sig langsomt ud af sengen. Og førte magasinet stille og roligt ind i våbnet. Han trak toppen af pistolen tilbage så en kugle gik i kammeret. Før han vendte den imod hende. Bare for en ekstra sikkerheds skyld.

Hvis hun ikke vågnede af det bevægede han sig hen til hende. Og placerede en hånd et par centimeter over hendes hals. Langsomt begyndte lagnerne fra hendes pude at gå op fra deres egen binding og lagde sig om hendes hals. Stille og roligt begyndte det at forme et form for halsbånd. Langsomt begyndte stoffet at ændre sig til stål i stedet. En snor formede sig i stoffet fra hendes dyne der førte sig op til hver pæl ved hovedenden af sengen og begyndte at sno sig rundt om dem. Før det begyndte at forme sig om til stålkæder i stedet.

Hvis han blev afbrudt under udviklingen af halsbåndet ville det falde fra hinanden men hvis det blev færdigt og han i stedet blev afbrudt under formningen af kæderne ville de falde fra hinanden i stedet. Dog når han først var færdig ville det være ægte. Hvilket ville betyde hun ville være fanget. Og han vil kunne snakke med hende… Eller hvad han nu havde tænkt sig.

- Hvis det lykkes for ham -

Han rejste sig fra sengen og gik roligt hen til hendes dør ud af rummet. Som han åbnede og gik ud og hentede en stol som han bare trak hen af gulvet forventende at hun ville vågne af det. Hun ville ha mulighed for at bevæge sig. Men ikke mere end maks en halv meter til hver side efter hun havde sat sig op. Da han kom ind i rummet tændte han lyset i hendes soveværelse så hun ville blive en smule desorienteret. Han stillede stolen foran sengen og satte sig på den med pistolen i hans hånd. Han lagde mundingen af pistolen imod sit eget lår og lænede sin hånd imod den så man kunne se mundingen satte sig lidt ned imod hans hud i låret og skabte en let fordybning. Et smil gled over hans læber. Mens han kort rettede på sine solbriller igen. ”Laurie. Baby. I’ve missed you hun.” Hans blik så fast imod hende fortsat med solbrillerne på. Han måtte jo helst ikke tage nogle chancer.

//Halsbåndet: http://kashclick.me/wp-content/uploads/2019/04/stainless-steel-locking-collars-collar-cuffs-anklets-set-handcuff-magnetic-wire-slave.jpg

Da lyde begynde omkring hende, åbnede hun svagt sine øjne, før hun satte sig lettere hurtigt op og skulle til at bevæge sig ud af sengen, før hun mærkede et hårdt ryk i sin hals og blev trukket tilbage af smældet derfra. " Gha! ". Hun gispede svagt, før hun tog sig til halsen og fribilsk hev i halsbåndet, inden hun hev i kæderne, før lyset blev tændt og hun vendte sit blik mod døren og skikkelsen der kom gående. Hun stivnede i sine bevægelser og gnubbede sine øjne svagt, da det begyndte at gå op for hende, hvem der var foran hende. " Release me! ". Hun hev og sled i kæderne og prøvede at rive halsbåndet af men kunne ikke.

Hun stoppede brat i sine bevægelser, da det var hun fik øje på pistolen der lå mod hans lår, før hun i trods begyndte at bevæge sig endnu mere uregerligt. " i didnt miss you at ALL, you psycho! ". Hendes ord var hårde og hendes tone kold, mens hun prøvede desperat at hive sig fri fra lænkerne, dog vis han gjorde noget som at rette pistolen eller andet i den stil, så ville hun dog stoppe med det samme med at bevæge sig, før hun vredt ville se mod ham. " How dare you!. You have no right to cuff me like this!.. or come uninvited to my home!.. ". Hun mærkede frygten indeni, men samtidig så var hun også i indre strid med sig selv. Han var hendes mand, af en grund.. at hun havde været så forelsket i ham, og nu.. var der kun hadet tilbage.

Hans blik var fastlagt imod hende med et glimt i øjet. Han havde prøvet så mange gange at fange hende. Men hver gang havde hun flygtet. Denne gang havde hun ikke muligheden. Hans tålmodighed og disciplin havde gjort det de var udøvet til. At sørge for han udførte det rigtigt denne gang. Nu skulle han bare få hende til at forstå hvorfor hun ikke skulle være flygtet. Hendes ord der blev hårdt sagt imod ham fik ham til let at grine. Før han løftede pistolen dog ikke for at sigte imod hende. Han løftede den og kløede sig på sin tinding med den. Han så kort imod vinduet. Hendes ord blev som baggrundsstøj. Det var som om han blev opslugt af sine egne tanker. Dog kun kort før han vendte blikket imod hende. Pistolen blev sænket fra hans egen tinding. Og vendt imod hende. ”Don’t you think it’s not the best time to start screaming up about rights? Besides. All that you own i own. That’s what it means to be married. So i’m not uninvited.” Han rejste sig op og gik hen til vinduet for at kigge ud af det. ”And one more thing. HOW DARE YOU LEAVING ME!” Hans ord blev råbt ud i takt med hans stemme ændrede sig til at lyde som var det tre mænd der snakkede samtidig. En mærkelig form for røg gled fra hans krop som om han var ved at fordampe mens han vendte sig imod hende og begge hans øjne var blevet kulsorte. Han lukkede dem kort efter og rømmede sig. Han løftede hånden om på sit baghoved og lod den glide lidt rundt der. ”Sorry about that. I’m trying to change...” Han åbnede øjnene igen og hans normale himmelblå øjne var tilbage. Kort efter var fordampningen væk igen og hans læber bredte sig i et smil.Stilheden voksede sig et kort sekund før han slog sig selv imod panden med et grin. ”Where’s my manner?” Han fjernede hånden fra ansigtet igen og vendte blikket imod hende. ”Are you thirsty? Do you want a beer? Or maybe some of that rosé wine you are so glad for. I bet you have some in the kitchen.” Han gik roligt hen imod døren ud af værelset. Før han stoppede op og vendte blikket imod hende. ”I’m really happy were back together again.” Sagde han før han bevægede sig ud af værelset og gik imod køkkenet.

Efter at ha taget hvad han kunne finde der var så tæt på øl og rosé vin som muligt bevægede han sig imod soveværelset igen. I forventning hun stadig var der.

Da han begyndte så småt at grine af hendes ord, stoppede hun i at rive og slide i kæderne, mens hun så hans vej med et hævet bryn, undrende over hans pludselig grin. " So you think this is funny, you asshole! ". Da det var han vendte pistolen mod hende i stedet for hans egen tinding, stivnede hun med det samme i sin bevægelse og tog langsomt sine arme op foran sig, med et næsten desperat blik. " E-Evan.. i.. ". Hun stoppede dog ret så hurtigt med at ytre et ord, da det var at han begyndte at tale, før hun så ned og skælvede over sine skuldre, da det var han begyndte at råbe af hende. " Y-You left me no choice!, you became mad!. You ARE even MAD right NOW! ". Hun så desperat på ham, som prøvede hun at bede ham om tilgivelse, men ligeså også at han ville slippe hende fri, at han ville lade hende gå og ikke vende sig mod hende. Hun vidste hvad han var i stand til, eller det meste af det i hvert fald. Hun så røgen rundt om ham, mens hun krøb bagud i sengen, op til puderne og med ryggen mod senge gavlen. " Evan please.. calm down, please! ".

Hun skælvede og hendes stemme var ved at knække, dog holde hun den i ro, samtidig med at hun så på ham med et bedende blik, der tiggede om nåde. Hun lyttede til hans ord, da det var det lignede at han var igang med at gå tilbage til sit normale jeg, den gode side. Hun nikkede forsigtigt og sagde beroligende " I-I know.. and you are doing a great job ". Hun vidste at hun skulle være forsigtig med ordene og at hun ikke mere kunne slynge omkring sig med dem, eftersom han allerede havde vist den side af ham, blot for et sekund, men det var skam rigeligt for hende. Hun så dog stadig skrækslagen ud, som hun var krøbet bagud, ventende på hvad det næste ville være. Da det var han spurgte om hun ville ha noget, rystede hun svagt på hovedet, men endte dog med at himle med øjnene svagt, da det var han sagde at hun sikkert havde noget róse vin i hendes køkken. Hun undrede sig over, at han overhovedet stadig kunne huske det, at det var hendes ynglings drik, med boblerne der kildrede, altid sparkly róse wine, med en sødmende duft og ligeså sødmende smag, frugt fyldt og mild. Hun sukkede svagt, da det var han var på vej til at forlade rummet, før hun spærrede sine øjne op, da det var han sagde at han var glad for at de var sammen igen. * You got to be fucking KIDDING ME!? *. Hun begyndte så småt at række ud efter hendes skuffe, for at se om hun kunne nå sin mobil i den. Langsomt fik hun rakt sin fod elegant og smidigt frem, før hun fik fat i det lille runde knob, inden hun trak skuffen forsigtigt ud, mens hun mærkede presset om sin hals, før hun hørte lyden af hans fodtrin nærme sig.

Hurtigt skubbede hun blidt skuffen ind, inden hun satte sig tilbage, som var hun en artig kone, der blot havde ventet på at han kom tilbage. Hun smilede falsk til ham og kunne mærke sit hjerte banke der ud af, før hun forsigtigt spurgte ham. " I´m kinda.. hungry. Could you maybe go fetch us some carrot sticks?. There should be some in the fridge.. ". Hun prøvede at opretholde sit smil, men hendes hjerte bankede næsten i halsen af hende, af ren adrenalin, samt hendes krop rystede svagt. " S-So.. you havent found someone.. new? ". Hun prøvede at holde ham beskæftiget med ord, så det kunne være hun kunne tyde hvor hans state of mind, var henne af.

Bevægelserne ud imod køkkenet blev lange og stærke. Det var en underlig følelse. Som om hvert skridt fra hende gjorde tiden gik i stå. Som om han forventede hun forsvandt. Alle hans sanser var på en ting. En ting der gjorde han kunne fornemme hvis hun prøvede at stikke af. Han nægtede at lade sig blive gjort til grin igen. Hun var gift med ham. Han ejede hende. Det var det det betød at være gift for ham i hvert fald. Så hun var hans og sådan var det. Det var hans tanker.

Han nåede køkkenet og så kort rundt. Hans blik gled hen af alle skabene i forventning at se noget der gav en hentydning af hvor tingene var. Ledte efter et vinskab eller lignende. Kiggede i køleskabet for at se om der var nogle øl. Han tog det han kunne finde og tog et vinglas før han bevægede sig imod soveværelset igen. Han hørte noget rasle fra værelset og skyndte sig lidt imod soveværelset. Øl flasken blev kastet rundt så han tog fat i halsen af den med bunden i vejret som om han var klar til at kaste den. Hvilket han også var. Men da han kom ind på værelset sad hun stille og så afventende ud på ham. Han nåede dog at tage flasken om på ryggen og flippe den rundt forhåbentlig inden hun så det så hun ikke troede han var ved at blive voldelig. Igen…

Han gik roligt ind og førte sig hen til natbordet. Hvor han stillede rosé vinen og glasset. Et kort klik efter og flasken var blevet åbnet. Da han bukkede sig ned imod hendes glas gled skaftet på pistolen frem på hans lænd hvor han havde fastsat pistolen i bæltet. Udenfor hendes rækkevidde men fristende tæt på til at gøre forsøget. Dog forventede han ikke hun ville prøve. Men var forberedt.

Han løftede glasset og vendte sig imod hende for at række hende glasset. Før hendes ord ramte hende som en kærlig berøring. Blid og underdanig stemme der spurgte ham om han kunne gøre noget for hende. Han smilede let og lod hende tage glasset før han rettede sig op. ”Ofcause. Can’t say no to you when you ask.” Sagde han let før han vendte sig imod døren. Dog inden hun nåede døren stoppede han op over hendes næste spørgsmål. Han så kort blankt ud af døren som han var stoppet ved dørkarmen. ”No… No one who’s like you. Who loves me for who i am and not what i can do.” Han refererede til sit speciale i sin egentlige branche til at kunne finde folk der ikke vil findes. Og dræbe dem. Tankerne gled kort på Helia. Hendes far som ville have ham til at dræbe hende. Hende der prøvede at bestikke ham til at undgå at dræbe hende bare ved at prøve og finde den egentlige kvinde han var efter. Han lagde hånden nær sit hjerte hvor et stort bredt ar var. Et han havde haft de sidste snart 75 år. Han var rimelig sikker på at han aldrig havde fortalt Laurie omkring arret i detaljer. Andet end det var efterladt af en kvinde der næsten bogstavelig talt knuste hans hjerte i 2. Og som havde været det sidste skub til at skubbe ham ud over kanten. Hende der var grunden til Evan var delt imellem 2 personer. Hans normale og hans vrede side. Evan og Magistar.

Han sukkede kort før han vendte blikket imod hende og smilede så tæt på et oprigtigt smil han kunne. ”I’ll find the carrots.” Sagde han og bevægede sig ud af værelset for at bevæge sig imod køkkenet igen så han kunne finde gulerødder og skære dem i stilke.

De safir grønne øjne fulgte svagt hans bevægelse, da han lænede sig frem for at hælde vinen op for hende. Hun kunne mærke fristelsen, da pistol skaftet gled frem, hvor let det ville være at række ud og tage fat i det, men så igen.. hun kendte til hans evner, hvordan han hurtigt ville få det vendt til hans fordel. Hun havde prøvet så mange ting i deres tid, været udsat for så meget, at hun næsten allerede vidste at denne kamp var tabt, før den overhovedet havde været begyndt, især efter hans ord. Hun havde ikke troet, at han ville se sådan på hende, efter alle de år. Hun holde sine hænder op samlet, da det var han rakte glasset mod hende, før hun blidt og forsigtigt tog om stilken af krystal glasset og dets bund med den anden hånd, inden hun så ned på det lyserøde skær. Hun sukkede svagt, inden hun tog en lille tår. Hendes øjne føltes stadig sarte og tunge, samt hun kunne mærke sit hoved dunke en smule, fra den pludselig belysning det havde været udsat for tidligere.

Hun så lettere chokeret mod ham, da det var at han sagde at han ikke kunne sige nej til hende, samt da han stoppede op i døren, det var nok det punkt der chokerede hende allermest. Hun kunne mærke en kortvarig smerte i sit bryst ved hans ord, hvordan hun nærmest følte skyld over at ha forladt ham, stukket af og prøvet at undgå ham i alle de år, men så igen.. hun skylde ham ikke at blive, efter de episoder han havde haft, efter den måde han havde behandlet hende på. Hun rødmede svagt ved tanken om ham, den måde han havde taget hende på engang imellem men også den måde han stadig så hende på. Hun kneb sine øjne en smule som han stadig stod efter at ha sagt ordene. * I really have a hard time believing him.. *. Evan havde altid været lidt af en skørtejæger i hendes øjne, samt hans sex drive var umætteligt, vis man spurgte hende.. så hun havde rigtig svært ved at se Evan som en der ikke havde allerede fundet en erstatning, men det vedkom heller ikke hende mere.

Hun nikkede forsigtigt, da han endelig gik, før hun så mod skuffen og blidt stillede glasset fra sig, inden hun rakte hen mod skuffen igen, nok til liiiige at kunne åbne skuffen på klem. Forsigtigt og næsten lydløst, lod hun sin fod glide ned i skuffen, før hun mærkede mobilen og prøvede at tag den op med begge sine fødder. Da hun endelig havde fået mobilen lagt blidt i sengen, skubbede hun den mod sig selv, inden hun lyttede efter om han stadig skar gulerødderne. Hun følte sit hjerte banke hurtigere end det havde gjort i lang tid, samt hun kunne mærke sig selv fumle. Hun kunne ikke ringe til nogen, så i stedet for, ville hun skrive en besked, men da hun trykkede på mobilen, hørte hun til sin frygt, en lyd hun havde håbet ikke at høre. Højtalerne var stadig sluttet til hendes mobil og gav et højt klik fra sig, da hun begyndte at taste. Hun skyndte sig at lægge mobilen halv tastende under sig, før hun så med skræk mod døren, for at se om han var på vej. * Fuck!.. *.

Gulerødderne blev taget ud af køleskabet. Før han fandt et skærebræt og smilede kort. Måske skulle han tage sig lidt ekstra tid? Han vendte blikket imod soveværelset. Og nikkede kort med et smil. Før han vendte sig imod køleskabet og ledte efter hvad han kunne ellers bruge. Lidt urter af miks samt en olie og lidt creme fraiche. Et kort efter fandt han en skål frem og en stor skarp kniv. Han lagde den ved siden af skærebrættet. Han så kort imod værelset igen. Før han vendte blikket imod skærebrættet. Han greb fat i kniven og kastede den rundt om ryggen så den fløj hen over hans hoved og han greb den foran sig. Et kort sekund gik der før han begyndte at skrælle gulerødderne med kniven så fint han kunne før han begyndte at skære dem i strimler. Han skubbede dem til siden før han tog urterne og begyndte at hakke dem i en hurtig fart. Kniven fløj rundt i hans hånd som en eller anden mesterkok. Han var så fokuseret i at udføre det foran sig. Han tog skålen og creme fraichen hen til sig. Efter at cremen var hældt i skålen hældte han et lille skvat olie i og blandede det godt sammen. Det gjorde at den delte sig lidt og nemmere kunne dyppes i. Før han tog fat i urterne. Et klik lød i rummet og han løftede blikket. Han var så fokuseret i hvad han var gang med at han slet ikke lagde mærke til hvad eller hvor lyden kom fra. Han så kort rundt. Før han trak på skulderen og sukkede. Han fokuserede på sit skærebræt igen. En kort tur hen til køleskabet og så fandt han måde agurker frem og peberfrugt. Han tog det over og begyndte også at skære det i strimler.

Kort efter havde han lagt det hele på en rund tallerken med skålen i midten. Og en enkel dild gren på toppen af cremefraiche dippen han havde lavet. Der var ikke en eneste gulerød der lå forkert. Ikke en agurk og ikke en peberfrugt. Alt lå i fine linjer hele vejen rundt om skålen på tallerkenen. Han løftede den før han bevægede sig imod soveværelset. Og smilede svagt. ”I know you only said carrots but i couldn’t hold back of the temptation.” Sagde han mens han gik op af gangen før han gik ind i soveværelset og så imod sengen.

Hun havde gemt mobilen under sig i sin panik, så den ikke havde låst sig selv, før efter et lille stykke tid. Da hun hørte ham komme gående op, skubbede hun svagt skuffen ind, lige i tide til at den lukkede sig, som han kom ind og hun sad artigt i sengen på sine knæ, mens hun så afventende på ham. De grønne øjne fulgte ham med et blidt blik, før hun kiggede på tallerken og kunne mærke sulten melde sig i hendes mave. En ting hun dog havde savnet, var at se ham lave mad, hvordan han altid førte kniven med sådan en præcision og sådan en kunst nærmest. Hun kunne ikke lade vær med at beundre maden for en stund, før hun mærkede en skuffelse inde i sig. * if only he wasnt so violent and brutal.. maybe.. it actually could have worked *. Hun fulgte tallerken med sine øjne, før hun gjorde plads til at han kunne lægge det i sengen, uden at gør dynen beskidt. " So.. you never stopped looking for me, since that night? ". Hun så tøvende på ham. Hun var nysgerrig omkring hvad han havde lavet i alt den tid, samt hun vidste at den eneste måde at slippe fra ham, var ved langsomt at gør så han stolede på hende igen, men noget indeni hende, sagde at vis dette først begyndte så ville det aldrig stoppe.. at han ville aldrig lade hende gå, ikke før en af dem lå død for fødderne af den anden.

" So.. do you live here.. in Moonlight Falls? or Gaia maybe.. or have you only come to look for me? ". Hun var oprigtigt nysgerrig, men også omkring hvor hun skulle passe på. Hun havde folk kørende igennem sit hoved, folk hun kunne ringe til og spørge om hjælp fra, men hun vidste også at Evan var farlig, at den voldelige side af ham, den anden del.. var det sande helvede og at vis folk skulle ende med at dø for hende, det var en byrde hun ikke var klar til at leve med. Hun så tøvende på ham, som hun begyndte at tag af madden, vis den stod tæt nok på hende. Det smagte vidunderligt som altid.. hvilket blot gjorde hende trist til mode. Hun havde elsket ham, virkelig højt.. men de konstante skiftninger i ham, de ting han havde gjort. Hun sukkede svagt, før hun så tøvende på ham. " Evan.. we need to talk.. without all of this ". Hun berørte forsigtigt halsbåndet, inden hun så uskyldigt på ham. " I.. i want to be divorced.. its the only right thing to do.. ". Hun så håbefuldt på ham.. på at måske alle årene fra hinanden, at det havde ændret noget i ham, at han også havde nået frem til, at det var det bedste.. men så igen, hans ord fra tidligere.. havde gjort hende nervøs, men han havde sagt at han prøvede at ændre sig, så det gav hende mod til at spørge ham.

Han bevægede sig hen til sengen og stillede tallerkenen hvor hun gjorde klar. Før han satte sig på kanten af sengen og så på hende. Hendes ord fik ham til at tænke kort. Han kunne ikke stoppe. Nogle gange vågnede han midt om natten og kunne ikke tænke på andet end at lede efter hende. Han var nød til at finde hende. Det var det eneste han tænkte på nogle gange. Han sænkede blikket. Og følte sig ilde til mode. En svag damp gled fra hans skuldre. Når Evan følte sig ubehag så begyndte Magistar at komme frem. Men dampen forsvandt hurtigt igen. Og han løftede blikket igen imod hende. ”Why would i stop looking for the most beautiful woman i have ever laid my eyes on?” Spurgte han kort før han smilede svagt og løftede sit ben op på sengen så han sad med fronten imod hende stadig med det ene ben ud over sengen. Han greb fat i pistolen på sin lænd og løftede den med to fingre. Så hun kunne se han ikke var i nærheden af aftrækkeren. Langsomt begyndte pistolen at gå i opløsning før den var ikke andet end støv. ”I just had to see you again. Talk to you. Apologize...” Det sidste var ikke mere end en hvisken. Men tydeligt nok til hun kunne høre det.

Han trak let på skulderen. ”I live in Gaia so i can be close to my teacher job at the academy. I’m teacher in close hand combat and psychology.” Han grinte let. Det virkede måske lidt dumt at han var psykologi lære i hans tilstand men det var åbenbart noget han var ’ekspert’ i. Han så hvordan hun spiste det og smilede svagt. Men lagde godt mærke til hendes kropsposition ændrede sig. Hendes bevægelser mere sløve. Hun var trist. Hendes ord begyndte at få hans ar til at smerte. Det var et tydeligt tegn på hun ville såre ham. Han tog sig til brystet og hørte hendes næste ord. Før han rejste sig fra sengen. Og begyndte at gå baglæns indtil væggen ramte hans ryg. ”Why? We were happy once? I know you were.” Han vendte blikket imod hende. ”I can change? Yeah i can be the same as that time. Yeah. And then you will love me again.” Han vendte ryggen imod hende og lagde hovedet imod væggen med sin frie arm imellem. ”I can change… I know i can…” Stilheden faldt over rummet. Lige nu var der ingen damp. Men det var tydeligt at der ikke skulle meget til. Han prøvede virkelig at kontrollere det.

Hun så lettere panisk på ham, da dampen begyndte at vise sig igen, før den stille aftog og hun igen følte en form for sjæle fred, for nu. Hun så nervøst på ham, som han sad på sengen med sin front mod hende. Hun vidste at vis han så mobilen under hende, så var det ikke Evan hun ville stå ansigt til ansigt med, men den dårlige side af ham, Magistar.. Hun forstod stadig ikke helt hvordan de hang sammen, men hun vidste at dampen kun varslede dårlige ting med sig. Hun var ret så overrasket over, at han faktisk fik kontrol over sig selv lettere hurtigt igen, før hun nikkede forsigtigt da han sagde at han ville undskylde overfor hende, med en svag hvisken. " I.. thanks ". Hun så en smule skamfuldt ned, før hun berørte sin arm en smule, mens hun prøvede at finde ord på den situation de var i, indtil han brød den, ved at forklare at han var blevet lære. " Really?. But what about the children.. isnt it rather risky for them.. to have you as a.. teacher ". Hun vidste det kunne lyde hårdt, men der var også en gram sandhed i hendes ord.

Hun tog endnu en lille stick af mad og dyppede i dippen, før hun tog en lille bid og så op mod ham, inden hun opdagede hans hånd mod hans bryst, før han rejste sig fra sengen og gik baglænds. Hun vidste med det samme, at det måske ikke havde været alt for sikkert at nævne det, at hun måske burde ha ventet. " B-Because Evan, we.. i.. its not gonna work.. your other side.. its just too.. ". Hun stoppede dog sine ord, da det var han vendte blikket mod hende, begyndte at snakke om forandring. Hun fik helt ondt ind i hjertet af hans ord, som stak de hende.. hun huskede sine tåre i bilen, da hun var stukket af fra ham, dengang ved opera´en og hvor ensom han måtte ha været, da det var han opdagede hun ikke var der.. havde han ventet længe på hun kom ud fra toilettet... havde han været nervøs.. var han gået amok på folk?. Hun lagde pludselig mærke til stilheden og at han havde vendt ryggen til hende, før hun forsigtigt rakte ud efter ham, skønt hun ikke kunne nå ham overhovedet. " Evan.. i´m sorry lets.. lets talk about it tomorrow.. come over to me, please.. ". Hendes stemme var blød og hendes øjne bedende. Hun kunne mærke nervøsiteten i maven, hvordan hun ligeså stille kunne mærke frygten boble op i sig.

Han valgte specifikt at ignorere hendes spørgsmål angående hans lære arbejde. Mest fordi han ikke vidste hvad han skulle sige til det. Selvfølgelig var der elever der var frustrerende. Men han havde andre måder at sørge for de rettede ind.

Hendes ord skar mere i ham. Det føltes som om han begyndte at bløde igen. Han fjernede sin arm fra sin pande så et svagt bump kom da panden ramte væggen. Dampen begyndte at glide fra hans skuldre. Den gled ned af hans krop og jo tættere på jorden den kom desto mørkere blev den. Dampen spredte sig rundt i rummet og dækkede gulvet i mørk røg. ”You think that you just can tell someone you are gonna leave them.” Han lukkede øjnene og mærkede hvordan hans øjne begyndte at forsvinde og hvordan mørket tiltrak ham. Hvordan hans sind ønskede at falde i søvn. Hvordan han blev træt. ”Tomorrow?” Han rettede sig op og vendte sig rundt. Hans øjne var helt sorte og en lille lysene hvid prik var i midten af dem. Han var stadig sig selv men der var ikke meget tid tilbage. Specielt fordi dampen begyndte at glide fra hans skuldre op om hans hoved og var ved at danne en hue. Hans ændring var færdig når hans ansigt forsvandt i huen. Og der var ikke meget der kunne stoppe ham nu. ”Tomorrow? Yeah when you are gone again. Do you think i’m stupid? The shelf in the night table is not completely in but it was after you took the ring out. The klik from when i was in the kitchen. Your sudden change of personality. You are trying to leave me again.” Røgen begyndte falme igen. ”Please tell me i’m wrong. That you are not hiding your phone to try to call for help. Tell me you are not trying to disappear in the night.” Som hans udvikling nærmede sig sit fulde stadie steg hans kræfter også. Og luften rundt om hendes hænder og ankler begyndte at spinde og samle støv og stof for at danne lænker ligesom den om hendes hals. Så hun snart ville have et matchende sæt.

Hun så nervøst på Evan, dog var det først da han begyndte at snakke igen, at hun kunne høre hvor påvirket han virkelig var og hvor langt han var kommet. " Evan no.. ". Hun så bedende på ham, før hun hørte ham forklare hvad han havde lagt mærke til. Hun følte sig magtesløs.. selvfølgelig havde han opdaget det, hvordan kunne hun nogensinde være så dum at tro, at han ikke ville opdage det. " Evan i´m sorry i.. you scare me OKAY! ". Hun lukkede sine øjne og mærkede tårerne glide frem, før hun åbnede dem igen og så med frygt på ham. Hun mærkede så småt sine hænder og ankler, hvordan partikler gled rundt om, før hun prøvede at vifte det væk, mens hun så tiggende på ham. " Please Evan, dont do this!. I beg of you... you said you could change, then SHOW ME.. ". Hendes første indskydelse var at blive ved med at prøve at vifte med armene og sine ben, prøve at fjerne partiklerne, undgå at blive lænket, men hun følte at alt indtil videre kun var gået den modsatte vej. Hun stoppede med at stritte imod, før hun sagde med en skælvende stemme. " You are right.. i tried to get help, but i stopped.. here ". Hun tog rystende sin mobil frem, hvor der ikke var skrevet andet end et H på beskeden over et offentligt medie. " I wont run.. but you got to let me go, you cant keep me locked up in here, or like this ". Hun tog sig til halsen. " I still love you... ". Hun så på ham med tåre i sine øjne, før hun så afventende på ham. Vis det ikke virkede, så ville hun sidde og vente, vente på at hans dårlige side ville vise sig.

* i can never escape him.. how i was such a fool.. *. Hun var begyndt at tænke i andre baner, at måske ville han blive træt af hende, finde hende kedelig en dag.. måske kunne hun holde det ud, skuespillet, prøve at virke normal nær ham, ikke bange for hans berøringer, hans nærvær. Hun så kort ned på ringen, før hun sagde " Look.. would i be wearing this, if i wasnt still in love with you... Evan you mean the world to me.. but if i am to ever stay with you, you gotta show me trust too.. you got to stop these games.. stop this.. or else, you havent changed at all.. ".

Han mærkede hvordan hans hånd foldede sig sammen imod hans vilje. Næven samlede sig i en hård næve. Han mærkede hvordan hans arm prøvede direkte at kæmpe imod ham for at hæve sig og slå hende. Hendes tiggende ord var en lille trøst. Hun havde såret ham på en måde der gjorde Magistar vred. Han mærkede hvordan hans tanker blev sløret og forvirrende. Hvordan hans krop kæmpede imod ham. Hans ansigt begyndte at blive foldet ind i den tykke mørke røg Blåt lys begyndte at lyse ud fra hans ærmer og hans hals. En le begyndte at forme sig af røgen ved siden af ham. Hans højre hånd begyndte langsomt at løfte sig op for at gribe fat i håndtaget. Dog de sidste ord hun sagde. ’I still love you...’ Ordene kørte rundt i hans hoved igen og igen. Imens hans krop kæmpede imod. Hans blik ændrede sig. ’i still love you...’ Ordene kom igen og igen. Før han til sidst tog fat i leen ved siden af ham. Han løftede den op som om han skulle til at bore den ned i kraniet på hende. ”I won’t let you win.” Hviskede han kort på en måde det var umuligt for nogen at vide hvem han snakkede om. Han svang leen…

Leen gled igennem luften fra bag hans hoved og ramte loftet på vejen og gled sig igennem loftet som var det halvsmeltet smør. Og fortsatte igennem luften. Sidste øjeblik ændrede leen retning. Og i stedet for at ramme hende. Skar den den ene af de 2 kæder til hendes halsbånd af. Før den borede sig ind i væggen ved siden af sengen. Igen som var væggen smør gled den ind og satte sig fast i den. Han åndede tungt som om han var virkelig afkræftet. Røgen løsnede sig fra hans ansigt og han vendte blikket imod hende. Solbrillerne sad der stadig men de havde mistet farven og var gullige nu så hans sorte øjne tydeligt kunne ses. De begyndte at ændre sig fra ydre kanten mod midten som om de var sort vand hvor du blandede hvid farve ind fra alle sider. Indtil de ramte midten hvor hans himmelblå pupiller dukkede frem igen. Stadig hårdt åndende begyndte røgen at falme fra hans krop og forsvandt som damp igen. Sveden gled ned af hans pande i takt med han faldt ned på sit ene knæ. Den kæde han havde skåret gjorde hun havde mere bevægelse men i den modsatte retning af ham så hun kunne flytte sig fra ham hvis det var det hun ville. Men ikke længere væk end den anden kæde ville lade hende. ”I am trying to change.” Hviskede han let før han lod sig falde bagover og ramte væggen med ryggen imens han satte sig helt ned på gulvet. Han åndede forpustet ud. ”I am trying to change...” Han lukkede kort øjnene og i det der føltes som et split sekund faldt han i søvn af sin træthed. Uvidende om hvor længe han var væk.

Hun så undrende på ham, mens hun afventede sin skæbne, dog jo mere han syntes at forandre sig, jo mere panisk kunne hun mærke at hun blev. Hun havde ellers loved sig selv ikke at gør mere modstand, for at undgå at høste for sin utålmodighed, men hun kunne ikke mere sidde stille, da det var hun så leen komme til side. Hun så skræmt på ham og begyndte at hive i kæderne fabrilsk, som kunne hun ikke mere holde frygten i skak. Hun hørte hans ord og de gjorde hende skam ikke mere rolig. Hun så pludselig frem for sig, da det var leen kom mod hende, før hun lukkede sine øjne og gav et skrig fra sig, inden hun mærkede hvordan det nærmest sprang i den ene side, så hun gled til siden hvor den anden kæde stadig sad fast.

Hun så lamslået mod Evan, mens hun prøvede at få sin krop til at rør på sig, men hun var lammet af ren rædsel fra hvad der var sket for øjnene af hende. Hun kunne se de sorte øjne og pressede sig svagt bagud, mens hun rystede over hele kroppen. " P-Please Evan.. Please.. ". Hun tiggede og bedte til ham, prøvede at få ham til at lytte. " Please just.. just stop.. i´m not gonna leave you, i promise.. i promise.. both you and Magistar.. i promise to be yours ". Hun vidste at de ikke helt var den samme og så alligevel var de på en måde. Hun havde altid hadet Magistar til det inderste af sin core, sådan helt helt inde.

Hun så håbefuldt på ham, før hun prøvede at nærme sig ham, men da hun ikke kunne, fandt hun ud af, at det eneste hun kunne gøre, var at sidde tilbage og kigge mod ham. Hun hev noget mere i kæden der sad fast, så hårdt hun overhovedet kunne, men lortet ville stadig ikke slippe. " RELEASE ME! ". Hun følte at hun var ved at blive sindssyg af kæden, af at være lænket og hun var panisk over tanken om, at måske var det Magistar der ville vågne og IKKE Evan. " Please Evan, dont sleep.. dont! ". Hun mærkede tårerne i sine øjne, før hun stoppede med at kæmpe.. hun sad fast.. magtesløs.. Hun snøftede svagt, før hun lagde sig mod ryg gæret fra sengen af, inden hun så mod ham, afventende. Vis det var Magistar der kom frem nu.. ville hun blot lade ham, hun kunne ikke klare at kæmpe længere.

Blikket faldt tungt i som om hele verdenen slukkede lyset for ham. Han mærkede hvordan hans kræfter ophørte og var som om de ikke eksisterede længere. Hvordan hver muskel i hans krop gjorde ondt. Hvordan hans hoved dunkede hvilket holdte ham halvvågen. Selvom han var ved at falde i søvn var det kun i sekunder før han vågnede igen. Hovedet faldt bagover og ramte væggen med et let bump. Hver gang han vågnede var det skiftende hvem der snakkede som om hans 2 ’sider’ havde en diskussion med sig selv.

Han åbnede øjnene og vendte blikket imod Lauren. Et smil gled over hans læber og han løftede sit ene knæ så han kunne læne albuen imod den hvorefter han lænede sit hoved imod sin hånd. ”What was your genius idea? I thought you knew Evan. That he can find everyone everywhere. You’ve seen his work. So what was the big plan?” Spurgte han let og grinte svagt før han lukkede øjnene igen og faldt hen i et sekund.

Han åbnede øjnene igen da hans arm gled af hans knæ og han vågnede i et spjæt. En grimasse gled over hans krop fordi hans muskler gjorde ondt. Før han vendte blikket imod Lauren igen. ”I’m so tired. Can you call in at my work and say i’m sick?” Det var tydeligt han talte forvirret som om det var en tidligere dag. Det var det også. Det var den morgen han så i hendes øjne uden ’beskyttelse’. Den morgen hvor han mærkede sit hjerte klikke på plads på en måde han aldrig havde oplevet før. Den dag Magistar der indtil da havde været i symfoni med Evan brød sig løs for ikke at blive fortryllet. Den dag han for første gang slog hende. Det startede så dejlig en morgen.

~ 5 years ago ~

Solen gled igennem vinduerne på deres lille lejlighed. Simpel men deres. Kasserne stod i hjørnet fra flytningen flere af dem stadig fyldte. Han hørte sit vækkeur ringe i afstanden. Han mærkede hvordan han prøvede at tvinge sig ud af søvnen for at stoppe den. Han mærkede hvordan en vægt på hans brystkasse holdte ham nede. Og vendte blikket imod en blond håret bold på hans brystkasse. Han smilede let og kyssede bolden før han greb fat i sin telefon for at slukke alarmen. Han lagde så telefonen på natbordet igen og lagde sig til rette og bare lå og slappede af. Nydende at skulle ligge her med denne skønhed. Der var gået en måned nu siden de var flyttet sammen. Lejligheden var stadig rodet fra at flytte alle tingene til stedet. Og de havde pludselig ikke så meget plads når det var 2 lejligheder der skulle pakkes ned i en. Han lukkede øjnene igen stadig med et smil på læberne. ”I’m so tired. Can you call in at my work and say i’m sick?” Hviskede han let og nussede hende op og ned af ryggen hvor hans arm var rundt om hende for at holde hende tæt. Han arbejdede stadig på et indhentnings selvskab der specialiserede sig på at hente folk måde indlandsk og udenlandsk som var stukket af fra deres kaution. Selvom hans arbejde egentlig var ’ulovligt’. Men det var et godt arbejde der betalte godt.

Hun så nervøst mod ham, men hun følte sig ligeså også magtesløs, som om der var intet hun kunne gøre i denne verden, hverken for hende selv eller for Evan i dette øjeblik. Hun anede ikke hvorfor det var at Magistar altid havde beholdt hende, hver gang han havde vist sig. Da han åbnede øjnene, så hun nervøst mod ham, før hun så hvordan han pludselig virkede selvsikker og der nærmest kom en dominerende aura omkring ham, hvilket kun kunne betyde en ting. Hun sukkede tungt, før hun så væk fra ham, inden hun hørte den ændrede tone i hans stemme, stadig samme stemme og udseende.. men en komplet anden person. " If you dislike me so much, why dont you take over his body and then move out of my house, long away from me.. as if me being in his life, dont make it harder for you to fuck around ". Hun kunne mærke vreden boble inden under huden af hende, samt hun havde mest af alt blot lyst til at kaste noget efter ham, men eftersom hun kun var omgivet af bløde ting, samt at det var Evan´s krop, så holde hun sig tilbage for nu.

Hun så dog lettere chokeret mod ham, da det var hun hørte Evan´s toneleje bryde igennem kort efter, før hun havde hørt hvad han havde sagt.. de selv samme ord som for nogle år siden. Hun havde ikke tal mere på hvor mange, men det var rigelig tid for hende. Hun huskede dog også så tydeligt ordene.. netop fordi det var første gang Evan havde slået hende, eller hun troede i hvert fald det var ham, men hun havde aldrig rigtig været sikker.

- 5 years ago -

Hun lå på hans bryst og sov fredfyldt, før hun hørte en alarm gå af. " MMh, not now.. Evan please turn it off.. ". Hun sukkede svagt, inden hun kravlede ind til ham, før hun tog hans dyne ligeså over sig og gabte svagt, før hun lukkede sine øjne igen, efter kort at ha kigget mod ham, dog uden at få øjenkontakt, eftersom hun ikke havde fået sine kontakt linser i endnu eller havde briller nær sengen. Hun kunne ikke styre sin evne, men hun havde dog fortalt omkring den, samt at hun ville gør sit bedste for ikke at påvirke ham. Hun vidste at på længere sigt, kunne den ende med næsten at blive en permanent følelse for en person. Hun mærkede hans dejlige arm rundt om sig, samt havde hørt hans ord og mærket kysset imod hendes afblegede hår. Hun sukkede svagt, inden hun gabte en lille smule og mumlede. " Evan.. noooh, you cant skip, just because we fucked all night ". Hun grinte svagt, før hun lænede sig hen over ham, inden hun tog telefonen og begyndte at taste nummeret ind til hans arbejde, før hun satte sig hen over ham og holde en arm mod hans bryst. " Hello. Yes its Laurentia. Yeah, i´m just calling to call in sick for Evan, yeah.. he´s dead tired from fucking me all night soooooo ". Hun havde dog ikke ringet nummeret op, blot trykket det ind og lod som om at hun havde ringet dem op. Vis han reagerede på det og skubbede hende ned på sengen eller tog mobilen fra hende, ville hun blot grine, mens hun ville smile over hele ansigtet og prøve at se væk fra ham, så godt hun kunne.

Han blinkede et par gange som om han lige prøvede at få sit fokus tilbage. Hans krop gjorde ondt. Hans hoved var forvirret og smertefuldt. Han tog sig til hovedet let. ”What happened?” Amnesia. Igen? Hvad havde han nu gjort… Hver gang han kæmpede imod udsendte hans krop en overdreven mængde af adrenalin. Hvilket gjorde hans hoved udsendte dopamin for at stoppe ham fra at kæmpe imod. En overdosis af dopamin gjorde at han fik et tilfælde af midlertidig hukommelsestab. Hvilket var situationen denne gang. Han vendte blikket imod hende kort og så hvordan hun var bundet fast. Dog kun i den ene side. Nårh ja. Det var det han havde gjort. I dette øjeblik var der intet andet i hans hoved end klare og enkle tanker. Tanker der fortalte ham at det han gjorde nu var forkert. Han sukkede kort og løftede blikket op imod loftet. ”My head...” Hviskede han kort og tog sig til sin pande. Han rejste sig langsomt op mens han støttede sig imod væggen. Før han bevægede sig hen imod sengen. Som han nærmest lod sig falde ned i. Dog i håb om ikke at ramme hende. ”I’ll let you go. I just need my head to stop pounding like it’s an eighty disco song.” Hviskede han let og lukkede øjnene igen svagt og langsomt. Han skulle bare lige bruge 5 minutter. Bare 5 minu…

~ 5 Years ago. ~

Han grinte svagt over hendes kommentar før hun rakte ud efter hans telefon. Han mærkede hvordan hun satte sig op ovenpå ham. Han mærkede hvordan hendes hånd blev presset imod hans bryst. Han lagde en hånd på hver af hendes lår. Og lod dem glide op og ned med små blide bevægelser. Før han hørte hendes ord. Han grinte svagt og svang dem begge rundt så han var ovenpå hende med hans mellemgulv presset ned imellem hendes ben. ”Hey. That’s not nice. What if my boss gets jealous.” Sagde han svagt med en charmerende og drillende stemme. Før han lod sin ene hånd glide op af hendes arm som hun havde telefonen i for at få fat på den. Han placerede sin pande imod hendes. Og lod spidsen af deres næse røre hinanden kort. ”We both know he allways need some since he’s allways mad.” Han grinte svagt før han sænkede hovedet ned til hendes øre. ”Besides. Who says that i’m done fucking you. Maybe i don’t have time for work.” Hviskede han med et blidt nap i hendes øre og pressede sit skridt imod hendes underliv. Han var ikke iført andet end et par sorte boxer briefs og en guldkæde.

Hun så chokeret på ham, som han syntes at glide ud og ind af sit eget sind, før hun begyndte at se på ham med et bekymret udtryk, der oprigtigt viste at hun var nervøs for ham. Da han faldt ned over hende, så hun blot på ham med store øjne, før hun forsigtigt berørte hans ansigt med sin hånd, prøvede at klappe ham tilbage til virkeligheden. " Evan please dont.. please stay with me ". Hun så forvirret rundt, anede ikke om hun skulle ringe efter en ambulance eller om hun blot skulle være ved hans side og være der for ham, eller om det var hendes chance for at stikke af nu, men.. hun havde lovet han at blive, samt han ville sikkert finde hende igen, vis hun ikke gjorde ham træt af hende.

- Flashback -

Hun grinte svagt, da det var han drejede dem begge rundt, før hun lå under ham og ham over hende. Hun så flovt væk fra ham, med et drilsk smil over læberne, inden hun svarede " Aww, you are so right. Maybe he would like to have fucked you all night ". Hun vidste at det var ikke det han mente, men hun elskede at lave sjov med ham, at prikke til ham hvor end hun nu kunne, fordi hun også vidste at han kunne tag det. Hun sitrede næsten i kroppen, som hun mærkede ham presse mod hendes underliv med hans skridt, mens han tirrede hende med berøringer og hviskede i hendes øre, samt nappede til det. Hun glemte helt alt om telefonen og svarede " Hey thats not fair ". Hun glemte ligeså også alt om ikke at se på ham, før hun åbnede sine øjne og kiggede direkte mod ham, dog fjernede hun lettere hurtigt sit blik igen. " Evan, watch out okay.. ". Hun smilede blidt, dog kunne man høre alvoren i hendes stemme.