Run, hide and pray that you won't become the prey tonight - Tidus

T: omkring kl. 03.15
S: Midnight Street
O: Se nedenfor
V: stjerneklar nat, med svag kølig brise
P: et par sorte støvler der stopper ved knæet, leggings med præcise flænger som efterligner klør der har flået tøjet, en grøn skjorte der går til midten af låret på hende og en sort kort læderjakke.
Håret er samlet i en fletning der hænder ned over venstre skulder, og hendes makeup er simple og elegant.

De store bygninger – palæer og villaer – var ikke ligefrem Cassandras smag. De var tomme at se på, uden personlighed og interesse. Deres historier var ideforladte og de manglede i bedste fald karakter. Så man på dem i gadelysets skær, kunne man ane de spøgelser der uden tvivl måtte hjemsøge disse ensomme rigmandsboliger, hvilket nok var det eneste der var med til at give en form for karakter til bygningerne.

Aftenen havde været fuld af latter, smil og varme tanker, som der var blevet skænket den ene efter den anden drink. Regningen havde ikke været lille – og det havde som altid ikke været et problem. Som resultat af deres udskejelser, var Cassandra mere eller mindre beruset nok til at kunne tro at Jorden var flad og at magi kun eksisterede i hendes hoved. Hvorfor havde alkohol spillet så stor en rolle hos hende har til aften? Hvad havde hun prøvet at fortrænge? – Det havde været knap to uger siden de havde været i Brighton, hvor både Tidus og Cassandra havde mødt hele Oakley-slægten. Den slægt hun inden længe ville være en del af, hvis fremtiden ville forløbe som planlagt.

Ved sin side havde hun Tidus, den blonde banshee som hun på en eller anden måde misundende for hans lettere barndom og hans til tider barnlige sind – en tilstand hun var blevet frarøvet i en tidlig alder. Den blonde banshee havde hun på alle måder holdt af, fra første gang hun mødte ham, på hendes arbejdsplads. Som en bror, elskede hun Tidus mere end noget andet. Noget hun aldrig ville fortælle nogen, hvis det kunne bruges mod nogen af dem senere hen.

Hvor længe havde de gået, og talt om alt og intet? Om bryllup, påskeferie og svigerfamilie? Hun anede det ikke. Hun vidste bare, at lige pludselig stod de under en defekt gadelampe og lo af en latterlig joke om deres kommende svigerfar. Gispende efter vejret af ren latter stod hun lænet op ad den blonde banshee, og lænede hovedet mod hans skulder. Hun havde ikke haft en ven som ham i flere år, og det var på en måde skræmmende at holde så meget af en person igen, på denne måde.

Lyset fra de forskellige gadelamper oplyste dem fra siderne, men den defekte gadelampe de stod under gav i sporadiske glimt anledning til at hun kunne se ham i øjnene med et lille skævt smil. Den kølige natteluft hjalp på hendes berusede tilstand, og inden for kort tid ville hun igen være tilbage i en tilstand hvor hun ville have mulighed for at holde sig selv oprejst.

Påklædning + udseende

Han kunne ikke tro at det allerede var ved at være... hvad... godt 2 uger siden de havde mødt hele familien Oakley! det havde været noget af en tur. Og nu... nu havde han ingen anelse om hvad han gjorde med livet. Han svansede lidt rundt, snakkede med forskellige personer og nu havde han aftalt at mødes med Cassandra. Aldrig i sit liv havde han troet at han skulle føle sig så knyttet til en svigerinde. Men her var han, på vej hjem sammen med Cassandra, fulde og slingrende. De plabrede løs om alt og kort stod de begge og overvejede kraftigt om jorden egentlig var flad. Tidus kom med en masse latterlige facts om hvordan det kunne lade sig gøre. Alt imens han slingende, pegede på hende og grinte efter hvert et fact. Han følte virkelig at han kunne være sig selv omkring Cassandra, helt uden hun ville dømme ham eller stille spørgsmål. Imens hun nu stod og hev efter vejret efter en lille joke om svigerfar, forsøgte Tidus selv at finde sin ro og stemme, der i stedet bare kom ud i underlig gryntende lyde. Hvilket bare fik ham til at grine endnu mere.
Pludselig stoppede han da. Han spærrede øjnene op og tog sig en smule til hovedet. Monsteret inde i ham grinte. Det burde ikke være til stedet... Tidus var glad... han var ikke frustreret... hvad i alverden skete der?! Han trådte en smule væk fra Cassandra imens han så ned i jorden.
"Sorry Cass," mumlede han. "Headache..."
"You are drunk... it´s sooooo easy to take over the body now... plus... even tho you seem happy... you have a lot of darks thought deep inside of you." lød monsterets stemme inde i hans hoved. Pludselig blev stemmen til en latter... en latter så dyb og ondskabsfuld at det løb ham koldt ned af ryggen.

Frustreret faldt Tidus ned på sine knæ. Han skreg pludselig højt og smertefuldt. Ud af hans ryg ville der komme nogle sorte spikes. De ødelagde hans jakke og langsomt ville resten af tøjet også blive ødelagt. Inden længe ville Tidus ikke være til at genkende... alt det menneskelige var væk, som der nu stod en humanoid ligende væsen foran Cassandra, sort som ravnefjer og hæslig som helvede. Den vendte langsomt sin front imod Cassandra og hvæste herpå af hende. Langsomt ville den begynde at gå hen imod hende. Den defekte gadelampe de begge havde stået indenunder gik nu for alvor i stykker. Lyset gik ud på et sekund. Der var nu mørkt omkring hende og Tidus.

monsteret

Det faktum at de var tossede sammen havde ikke rigtig kommet bag på hende, efter deres første møde. Han havde set hende både true og myrde en mand knap tre gange så stor som hende, og han havde set hendes magi i fuld flor. Derfor var der ingen grund til at holde noget hemmeligt for ham – hun stolede på ham. En tillid som muligvis ville blive brudt, men hvad der var ved at ske.

Hovedpinen var helt naturlig, når man havde drukket. Men da han kollapsede og landede på sine knæ stoppede Cassandras latter, og hun stirrede på Tidus mens han skreg i smerte. Hun havde trådt tættere på ham mens hun rakte ud efter ham, men som hans tøj blev ødelagt, og hans menneskelige skikkelse blev skiftet ud med hvad hun ikke rigtig havde set før, måtte hun erkende at hun var nervøs. Sidste gang hun havde set nogen skifte til noget andet for øjnene af hende, havde Elliot truet med at myrde Levitivus for næsen af hende. Hun trådte væk, til hvad hun mente var en sikker afstand. Der gik dog ikke længe inden hun måtte indse at den sikre afstand hun havde bedømt måske ikke ville være nok.

Et hvæsende væsen stod nu foran hende, på vej hen mod hende med lange og lette skridt.

Gadelampen der havde givet dem sporadiske glimt af lyst gik ud med et knald og efterlod hende i mørket sammen med hvad end Tidus var blevet til. Var hun bange? Ja – rædselsslagen. Ligesom Tidus måtte være lige nu. Det væsen der stod foran hende var uden tvivl en jæger – og en overlegen én af slagsen. Hun ville ikke kunne løbe fra ham, og med de tænder ville hun næppe kunne slås mod den uden at komme til at ende ret så ilde tilredt.
’’Are you shitting me!?’’ sukkede Cassandra med et mere eller mindre frustreret og sammenbidt udtryk. Sådan som væsenet nærmede sig hende, kunne hun jo regne ud at det ikke ligefrem var en hyggesnak der var på menuen.

I en hurtig bevægelse fik hun tændt sin lighter og Calsifer placerede sig mellem hende og hvad end Tidus var blevet til. Hun kunne endda se ilden spejle sig i væsenets ravnesorte overflade. Ganske kort tid efter Calsifer havde blokeret for Tidus, havde Cassandra valgt den bedste ide for dem begge, og havde ellers sat i løb væk fra både Tidus og Calsifer. Med et knap 10 meter forspring besluttede hun for at kalde Calsifer til sig, inden hun forsatte videre. Måske kunne hun nå at finde på noget, med det lille forspring? Havde Tidus nogensinde nævnt noget? Svagheder? Styrker?... Nej. Hvorfor fanden havde knægten ikke fortalt hende at han var en eller anden sindssygt skræmmende psykopat!?

Hun drejede ned af en sidegade til Midnight Street, inden hun stoppede op og prøvede at få vejret. Det var Josiah der var militærmanden med den gode fysik. Cassandra var en doven halvdrage med en forkærlighed for kage! For pokker… Hun bed sig i læben mens hun gned sit dog-tag fra Josiah mellem sin højre tommel- og pegefinger. Hvor lang tid havde hun, inden Tidus ville finde hende? Calsifer var blevet sendt tilbage i lighteren, så han ikke afslørede hende med hans varme lys – men det resulterede bare i at hun stod i mørket fra sidegaden, siden der ikke var gadelygter på sidegaden.

Monsteret hvæste af Calsifer. Dets flamme slikkede sig op af hans hårde ud. Men det gjorde ikke ondt på ham. Tvært imod, generede det ham blot, hvilket var derfor han trådte nogle skridt tilbage. Han var som en kat på spring. Hans bevægelser var flydende som et rovdyrs. Calsifer foran ham var smuk ved siden af det monster Tidus var blevet til. Monsteret lænede sig tilbage, ligesom en slange, gjorde han sig klar til at lange ud efter Calsifer. I det milisekund han gjorde, forsvandt dragen, hvilket kort kom til monsterets overraskelse. Han så rundt og kom her med et højt hvæs. Et hvæs der spredte sig igennem den tomme gade. Ivrigt så det kolde væsen nu rundt efter, indsnuste hendes duft og havde nu kun i sinde om at finde hende. Noget inde i Tidus ønskede at finde hende og dette gjorde at monsteret ønskede det samme. Han satte i løb imod vejen hun var løbet. Hendes fært var kraftig for ham. Dette gjorde at han desværre var svær at skjule sig for. Lydløst forsvandt han ned af midnight streets gader, blev et med mørket og undgik hvert et lys fra gadelamperne.
Da hendes fært var stærkest, stoppede han op og så sig omkring. Den lange hale sno sig rundt om ham som en kats. For hvert et åndedrag, var det et lavt lille hvæs, men så snart han kunne høre Cass, blev han som sat på lydløs. Han gjorde sig så lille som mulig, ved at presse sig mod jorden og kravle hen af den. Dog kravlede han til sidst op ad muren. Den mur Cassandra muligvis stod og lænede sig op ad.
Han snoede sin hale omkring hendes ben og i det sekund hun ville kigge op, ville han bruge den til at få hende til at snuble. Før hun kunne nå at stoppe ham, ville han springe ned på hende og stille sig over hende. Her trak han hovedet tilbage og lod savl glide ned i ansigtet på hende. De lange kløer blev sat på hendes bryst og boret sig langsomt ind i hendes kraveben.
”Bye bye… little witch!” hvæste den højt. Når han snakket var det som om man kun hørte det i ens hoved. Monsteret mund bevægede sig ikke. Han gjorde klar til at sætte tænderne i hendes hals.

Hun lænede hovedet tilbage mod den kølige mur, og prøvede forsat at få styr på sin vejrtrækning. Efter hvad der føltes som en evighed, kunne hun pludselig mærke noget om hendes ben. Som en slange der snoede sig op af hendes læg, hvilket sendte isninger ned af hendes ryg. Hendes instinkter fortalte hende at hun skulle løbe – men hun vidste allerede nu at det ikke ville virke. Skælvende lod hun hovedet dreje sig op mod den lydløse tilstedeværelse der befandt sig på muren, og splitsekunder efter mærkede hun det kolde fortov mod siden af hendes hoved, som hendes ben blev fejet væk under hende.

Hun nåede knap at gispe af forskrækkelse eller smerte, før Tidus var ind over hende og borede sine lange klør ned i hendes brystkasse, ved kravebenet. Hun spændte kæben, og stirrede direkte op på væsenet, mens savl dryppede ned i ansigtet på hende. Allerede nu kunne hun mærke hvordan sårene på hendes brystkasse ville give hende problemer senere.

Hendes dybe brune øjne skiftede til deres gyldne skikkelse, mens hun tog en behersket og dyb vejrtrækning. Hun vidste godt at hun ikke have den største chance for at komme fri – men uanset hvad ville hun ikke lade væsenet over sig komme helskindet videre. I en relativt hurtig bevægelse havde hun grebet fat i læben på væsenet, i det bløde stykke der koblede over- og underlæberne sammen. Mundvigen borede hun sine negle igennem, og rev ellers til, indtil hun havde en god portion af væsenets mundvige i sin knyttede næve.

Hun trykkede sig op mod væsenet – hvilket resulterede i at dets klør bare borede sig længere ind i hende. Jo dybere de sad i hende, desto mere tid og energi skulle væsenet bruge på at få dem ud igen for at komme væk. ’’Tidus, I swear, I’ll kick your freaking arse for this!’’ knurrede hun lavt, med en underliggende smerte i hendes stemme. Hendes hjerte bankede hårdt, så det gjorde ondt, og hun vidste at der ikke ville gå mere end et par minutter før hun ville besvime i en kombination af smerte og blodtab. Alligevel blev hun ved, mens hendes lange negle nu borede sig ind i væsenets hals i stedet. Alle de bløde områder hun kunne komme til blev flænset op, indtil væsenet ville trække sig tilbage.

Tidus var ikke sig selv. Langt fra. Det var sjælen fra dæmonen der havde taget over. Dog ville Tidus sagtens kunne huske hvad der ville have været sket. Hvilket han nok skulle ende med at føle skyld over senere.
I det Cass satte sine negle i hans under og overlæbe, forsøgte han ivrigt nu at vride sig fri, hvilket ville komme ud i skingrende skrig. Hendes lille knurren fik Tidus til at vende sig af skam, men tvært imod gjorde det bare monsteret endnu mere vred. Så snart Cass begyndte at sætte neglene i halsen, skreg væsnet nu endnu højere og trak sig fra hende. Det resultat at det grønne blod nu rendte ned ad halsen på ham. Han sprang her op på muren og så ned på hende. For et monster uden øjne, var det ikke til at forstå, hvordan man følte dets blik kunne bore sig ind under huden på en.
”Tidus ain´t here!” knurrede han i hendes hoved. ”And I´m gonna kill you…” en lav ondskabsfuld latter ville her give genlyd i hendes hoved. ”And he´s gonna be filled with sorrow forever!” Igen snoede halen rundt om monsterets krop.
Han sprang han ned foran hende. På størrelse med to tiger i en, kunne han nemt virke en smule truende, som han bare stod der, klar til at lange ud efter folk. ”run little witch… let us have a chase!”
Halen gjorde sig igen klar til at sno sig om hende. Denne gang om hendes liv.

Det grønne blod kom bag på hende, men ikke nok til at få hende til at stoppe. Selvom Tidus ikke var der fysisk, så vidste hun at hvis dette bare var en smule som dengang med Leviticus, så ville han se og høre alt hvad der skete. Det knuste hendes hjerte, tanken om at det var Tidus hun stod over for – men som enhver anden sikkert ville have gjort i denne situation, så valgte hun at hendes overlevelse var vigtigst.

Væsenets skingre skrig, efterfulgt af dets knurrende kommentarer fik hende til at smile skævt – om end en anelse psykotisk. Troede dette væsen virkelig at det kunne skræmme hende nok til at hun ville løbe endnu engang? Som det sprang væk fra hende fik hun rejst sig op, hurtigt. Hun var svimmel, og ikke i tvivl om at hun blødte mere end hvad godt var. Men det gjorde væsenet også. Hun blottede tænder, og stirrede på væsenet som det trådte hen foran hende igen og gav hende besked på at løbe.

’’I’m no rabbit, you freakshow. Go fuck a mountain.’’ Snerrede hun inden hun i en bevægelse der mest af alt mindede om en dårlig efterligning på en besværgelse fra Harry Potter fik begge hendes håndflader til at gløde. Varmen emmede ud af hende, mens hun trådte tættere på væsenet.
’’Bring Tidus back. You have no business being here, whatever you are.’’ Sagde hun så. Hun rykkede sig ikke, og med hovedet holdt højt var det sikkert tydeligt for enhver at hun ikke havde tænkt sig at bakke ud.

’’Great, you’ve ruined my shirt…’’ sukkede hun frustreret, da hun så den grønne skjorte smurt ind i blod og med huller fra kløerne. På den anden side, hun havde lige taget en god del af væsenets mundvige, så mon ikke de stod lige der?
Hun skiftede balancen over på det andet ben, da hun mærkede hvordan hun blev svimmel af blodtabet. Blod dryppede ned af hendes tøj, og lavede en ubehagelig lyd når det ramte den pøl af blod hun stod i. I det mindste var det ikke kun hendes blod…

Desværre til monsterets underholdning, havde Cass ikke i sinde om at stikke af igen, hvilket fik den til at sætte hovedet på skrå. Han lagde sig næsten ned og så nu op på hende. Halen havde som sagt sneget sig om hendes hofter. Den kørte dog nu fra hendes hofte, op til hendes ansigt, hvor han kniven for enden af halen prikkede hende blidt på kinden. ”Awh… no more fun I see?”
Her trak han halen til sig og rettede sig en smule mere op, stillede sig op på bagbenene, så han nu blev mere end 2 meter høj. ”Well… then I guess I just have to kill you here… which is gonna be just as fun!” Han sprang her op på muren og kravlede op, nu kun for at forsvinde i mørkets dystre greb. Som var han igen sat på lydløs, var han ikke længere til at finde og en dyster stemning spredte sig nu over gaden.
Ud af det blå, sprang han nu ned fra muren og angreb hende endnu engang. Denne gang bagfra. Halen sno sig om hendes hofter, i et forsøg at trække hende tættere ind til sig og hvis det lykkedes, ville han nu forsøge at sætte tænderne i hendes hals endnu engang. Denne gang kom der dog nogle forbi gaden som så det hele. De spærrede her øjnene op og gik modigt derhen imod.
”OMG!” lød pigens skingre stemme. ”We gotta help her!”
Fyren gik truende imod scenen, pustede sig op og forsøgte at være helten. ”Don´t worry, we are gonna help you lady!”
Monsteret sprang her væk fra Cass og op på muren igen. Kun for at snige igennem mørket og gøre klar til at springe på parret.

Havde man nogensinde set en stolt kvinde truet, så vidste man hvordan Cassandra så ud, som spidsen af bæstets hale prikkede mod hendes kind. ’’I doubt it’s fun killing the prey, if the prey doesn’t want to play a little first.’’ Svarede hun bæstets hånefulde kommentar. Hun havde ikke ligefrem behovet for at lege ta-fat med et monster, for at overleve. Hun holdte trods alt tilbage, for ikke at skade hendes svoger.

’’Size doesn’t matter, dearie.’’ Sagde hun til bæstet, som det rettede sig op og blev en god del højere end hende. Det var kært – og alligevel en smule intimiderende. Pludselig forsvandt bæstet dog i mørket, blot for at springe på hende bagfra. Halen der snoede sig om hendes liv mindede hende atter om en slange – ironisk nok, når man tænkte på dengang Tidus så hende myrde en mand på lignende måde. Hun kunne mærke spidsen af tænderne fra bæstet mod sin hud, men nåede ikke at reagerer før hun hørte en kvinde skrige et eller andet og en ung mand der prøvede at lege helt.

Hendes frustration over parrets involvering kunne ikke ses – men den var der. Fra al fokus lå på hende, til at Tidus nu var splitsekunder fra at myrde en fremmed, fik hende til at reagere med lige præcis det hun ikke havde lyst til. I en hurtig bevægelse slog hun armen ud, og et hårdt vindslag ramte langs muren, til det ramte bæstet. Hele muren skælvede, og kollapsede oven på bæstet, få meter fra både Cass og parret. ’’Get the fuck out, you idiots!’’ snerrede hun højlydt af parret, inden hun bevægede sig hen mod dem mens hun støttede sig op af muren. Hun kunne ikke lade Tidus skade andre – det ville hun ikke kunne klare.

Hendes gyldne øjne falmede svagt – et tegn på at hun snart havde opbrugt sin energi og magi fuldkommen. Hun gled ned på knæ, og man kunne høre hvordan hendes hud skrabede mod muren. ’’Here, kitty… kitty… kitty…’’ mumlede hun døsigt, velvidende at det sikkert ikke var nok. Bæstet ville have en jagt, og det kunne hun ikke give det. Hun kunne mærke pulsen i hendes øre, hårdt som en stortromme. Hun lænede sit hoved op mod muren, inden hun prøvede at fokusere på at få bæstets opmærksomhed. ’’Over here, you overgrown lizard…’’ mumlede hun.

Parret forstod hurtigt hentydningen så snart de så muren falde sammen. De spærrede øjnene op og stak halen imellem benene. Som fornuftige personer havde gjort. De havde ikke i sinde om at blande sig i dette alligevel.
Hvad angik Tidus, lå han nu utilfreds nede under nogle murerbrokker og hvæste højlydt. Som vejede de ingenting, rejste han sig op på fire ben og rystede murbrokkerne af sig. Støv samlede sig omkring ham. Hans glatte sorte overflade, var nu beskidt og støvede, som han kravlede hen imod Cass. Parret havde han valgt at ignorer. Specielt siden de var væk og Cass var svag lige nu. Hendes lille forsøg på at logge ham derhen fandt monsteret ganske underholdende. Han grinte endnu engang ondskabsfuldt inde i hendes hoved. ”So weak… such an easy kill right now.” Hans bevægelser var smidige og lydløse som han bevægede sig tættere på hende. ”This is gonna be…” monsteret blev afbrudt af at den pludselig faldt sammen. Den hvæste og vred sig på jorden. Dets skarpe hale kørte rundt som en propel. Langsomt ville det sorte armor blive til den måneblege hud endnu engang. Tidus var igen tilbage i sin menneskeskikkelse. Han hostede voldsomt og tog sig til maven. Den kolde jord føltes nu så hård imod hans nøgne krop. Sårene Cass havde givet ham i sin monsterform var ikke synlig på ham. I stedet var straffen bare at han hostede blod op et par gange. Han kom med en lille irriteret knurren, før han drejede hovedet hen imod Cass, et bekymret blik spredt sig i den blå farve.
”Cass…” sagde han lavt og rejste sig her en smule rystende op. Så snart han var henne ved hende, kiggede han hende op og ned efter sår. Sår der var tydelige på hendes kraveben. ”I´m so sorry…” heldigvis lå det ikke til at hun var døden nær! Udmattet… uden tvivl.
”And… I´m sorry but…” her klukkede han en smule. ”Size doesn´t matter?” han hentydede drillende til hendes kommentar fra tidligere. ”Sorry… not the time for jokes… are you gonna be okay?” bekymret så han hende nu ind i øjnene.

Murbrokkerne havde kun stoppet bæstet for en kort stund, det vidste hun. Men parret var kommet væk, så deres liv ville ikke ligge på hans samvittighed når han engang kom til sig selv… Hvis det da nogensinde skete. Hun kunne høre hvordan bæstet nu atter bevægede sig hen mod hende, og med døsige øjne så hun hen mod det. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i hurtigt tempo, mens hun gispede efter vejret. Var hun bange? Nej. Døden havde hun set i øjnene før, og den så ikke ud som en forvokset gekko.

Da bæstet faldt sammen i et smertefuldt udbrud kunne Cassandra kun håbe på at det var slut. Hvordan, og hvorfor, anede hun ikke – men hun ønskede bare så inderligt at det hele ville slutte nu. Hendes øjne gled i, mens hun sad på knæ med siden presset op mod resterne af den mur hun lige havde væltet. Hun kunne genkende hans stemme, men den virkede fjern. Hosten, efterfulgt af en knurren. I et kort øjeblik frygtede hun at den knurren betød at hun ikke havde længe igen. Lige indtil hendes navn blev sagt lavmælt, og hun mærkede nogen bevæge sig hen mod hende igen.

Hun kunne mærke hans øjne på hende, og hun forstod ham godt. Han kiggede efter om han havde slået hende ihjel – logisk nok. Sårene på hendes brystkasse var voldsomme, men ikke nok til at dræbe hende med det samme. Blodtabet gjorde hende døsig, og uden energi kunne hun ikke hele sig selv. Hun kunne teknisk set meget vel dø af sine sår, blev der intet gjort ved det. Det var først efter at Tidus havde den frækhed at le af hendes tidligere kommentarer, at hun reagerede ved at åbne øjnene en lille smule for at se på ham. Hendes blik var tomt og humorforladt, og kunne man bebrejde hende?

Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, da han spurgte om hun ville være okay. Faktisk, så tvivlede hun på at hun overhovedet kunne sige noget, som det så ud lige nu. Alligevel rykkede hun på sig, langsomt og forsigtigt. Først så det bare ud som om hun snoede sig uden grund, men efter få sekunder gled hendes jakke ned. Derefter begyndte hun med skælvende hænder af knappe sin skjorte op. Under skjorten havde hun en sort almindelig bh på. Man kunne se hvordan blodet stadig løb blidt ned over hendes krop, men hun sagde stadig intet. I stedet rakte hun ham skjorten, inden hun igen lænede sig op af muren. Hellere at hun sad i bh end at han sad helt nøgen, offentligt.
Hun smilede skævt til ham, for at vise at hun ikke var vred på ham. Men hun var ikke helt i humøret til at snakke. Mest af alt havde hun lyst til at sove. Hun var så træt, og det var så nemt bare at døse hen, som hun sad der uden megen energi.

Hun sagde ikke noget til ham. Hun var nok for skadet til det. Det fik det til at vende sig inde i Tidus ved tanken om at han var skyld i det. Eller, monsteret var skyld i det, men desværre var den en del af ham. Som hun så på ham efter hans kommentar, smilte han kort undskyldende og skulle nu her til at sige noget mere, til hun begyndte at fjerne sit tøj. Han så nu overrasket ned på hende, til det først efter flere sekunder gik op for ham, at hun ville dække ham til. Først nu gik det op for ham at han var nøgen.
”You are hurt but you´re still concerned about me being naked,” sagde han lavt og kærligt. Hun var en af de mest uselviske personer han havde mødt. ”I will make sure you get help.” han snoede her skjorten om sine hofter, sørgede for at den største del gemte de nedre regioner, imens han snoede jakken omkring så den skjulte numse. ”Yeah… this has to be fine until we reach my home.”
Så godt han kunne, rejste han sig op og uden at blinke, samlede han nu Cass op i brudestilen. Til deres held boede han på denne gade. Der var ikke så langt hjem. Så kunne han tage sig af Cass sår. På hendes kraveben… lige over de smukke bogstaver der skrev Josiah. Skønt. Hvordan skulle hun lige forklare den såkaldte forlovede dette?

Han endte med at bære hende hele vejen hjem, hvor han her forsigtigt satte hende på sofaen og bad sin lille hund Queen, om at gå hen i sin kurv. Den lille beagle adlød gerne og puffede kun enkle gange til Tidus før hun forsvandt hen i kurven.
Alkoholen havde heldigvis forladt Tidus en smule som han havde været i sin monsterform… men alligevel havde han en hård trykken bagerst i sit hoved.
Han fandt førstehjælpskassen og begyndte nu at rense hendes sår. Han havde ikke tal på hvor mange gange han var kommet til skade og havde været nødt til at sørge for sig selv. Derfor havde han alt grejet klar.
Imens han sad og rensede hendes sår, smilte han skævt til hende og forsøgte lidt at undgå øjenkontakt. ”Normally…” sagde han lavt. ”That monster only appears when I´m… a depressed little motherfucker…” her så han ind i hendes øjne. Stadig imens han rensede såret. ”I´ve no idea what happened.”

Heldigvis forstod han hendes hensigt, og dækkede sig selv lidt til. Hun havde intet imod at han var nøgen – han var en flot ung mand trods alt – en hun havde kun ved enkelte lejligheder set ham som naturen havde tiltænkt det, og oftest var en pinlig tavshed ved middagsbordet resultatet. Hans løfte om at sørge for at hun fik hjælp ville hun have svaret på. Hun ville ikke have at han rørte ved hende, ikke fordi hun ikke stolede på ham men fordi hun ikke stolede på sig selv. Alligevel, som han rejste sig op og løftede hende op i sine arme, måtte hun erkende at hun ikke kunne forsvare sig selv lige nu. Hun hvilede hovedet mod hans skulder, i tavshed.

Som hun blev placeret i sofaen sad hun bare og så tomt frem for sig. Hun havde aldrig været hjemme hos Tidus, og hun havde derfor aldrig mødt hans hund. Havde situationen været anderledes, så havde hun ligget på gulvet med den og råhygget sig, men lige nu handlede det vist bare om ikke at besvime på hans sofa. Tidus begyndte at rense hendes sår, og det gjorde naturligvis fandens ondt. Hun skar tænder, og en enkelt gang var hun klar til at slå ud efter ham i ren frustration, men hun nøjedes med at knurre lavt. ’’That beast killed your mate, didn’t it?’’ spurgte hun så, men spørgsmålet var tomt for empati. Det var nærmest bare ord, uden mening og betydning.

Hun havde ingen ret til at spørge om den slags. Tidus havde aldrig nævnt at han havde haft en mage – men sådan som han kendte til mage-båndet, så måtte han have oplevet det selv. Hun huskede hvordan han havde undveget emnet en smule dengang, selvom han tydeligvis vidste mere end hvad han ville have at hun kendte til.
’’I’m sorry, I shouldn’t have asked that…’’ sagde hun så, og rystede let på hovedet, hvilket fik hende til at skære en grimasse. Efter første gang hendes hoved ramte fortovet havde hun fået et godt slag, hvor blod havde samlet sig i hendes hår. Hun ville dog ikke nævne det, så Tidus ikke fik mere dårlig samvittighed.
’’And don’t be sorry…’’ Sagde hun så, hendes stemme stadig døsig og groggy. Hun så lidt på ham, endelig direkte på ham. Han var ikke kommet noget til, heldigvis.

Det pludselig spørgsmål fik ham til at stivne. Han blev nu kastet tilbage til januar måned… han så heksen Lonan igen… han så hvordan han langsomt hev efter vejret, som Tidus pressede det ud af ham ved et kvælertag. Noget tydede på i Cass stemme at hun kunne se det for sig. Tidus der slog sin mage ihjel som monsteret. Sikkert i hvad der havde været et blodbad. Pludselig føltes det som om at der var pigtråd omkring hans hjerte. Minderne gjorde ondt. Stadigvæk.
Før han kunne nå at svare hende, undskyldte hun og fik ham til at se spørgende på hende. Et forvirret lille hundehvalpeblik. Det var nu hans tur til at smile kærligt og ellers fortsætte med at tage sig af såret. ”Don´t say sorry… I think I´m comfortable talking about it now with you.” han stoppede med at rense hendes sår og lagde grejet fra sig. Nu skulle han så bare forsøge at ”forbinde” det ind. ”I… I… Back in January… I met a witch who unfortunatly had my name on his collarbone… he deserved so much better… but yeah… back then… I had another curse on me. A curse there could make people take control over me by one command… You just had to say my full name and I would do whatever you told me…” her rømmede han ned i sin hånd. ”Well… all in all, this freak show called Dexter, ordered me to kill this witch… so I… I strangled him.” Flovt så han nu ind i hendes øjne. ”That was a lot… I know…” da hendes sår var blevet taget sig af, rejste han sig op og gik nu hen for at finde et glas vand og nogle smertestillende.
Her stillede han det på sofabordet ved siden af hendes hoved. ”Here… it should ease the pain a little.” sagde han blidt til hende. Her kiggede han ned af sig selv og kløede sin nakke. ”I will find some clothes… so I´m not walking around like Tarzan anymore.” flovt grinte han af sig selv og forsvandt ellers kort ovenpå.
Han iførte sig blot nogle boxershorts og en t-shirt. Her smed han Cassandras tøj i vaskemaskinen og tog en stor T-shirt med ned til hende. Da han var nede igen, rakte han hende T-shirten, som hun kunne iføre sig. ”here.” lød det blidt fra ham. Her satte han sig i lænestolen ved siden af sofaen hun sad på. ”Do you need anything else?”

Det var på en måde underligt, at de talte så frit på trods af hvad der lige var sket. Men så igen, det havde ikke været nogens skyld, havde det? Så var der heller ingen grund til at gøre det mere akavet end det allerede var. Derfor, da Tidus begyndte at forklare hende hvad der var sket med hans mage, nikkede hun blot stille, stadig sammenbidt, da han jo forsat ordnede hendes sår.
’’So, that freakshow of a being – Dexter – needs to bleed a little bit.’’ Sagde hun, uden rigtig at se på Tidus. Det var først da han hentede vand og smertestillende hun kom lidt til sig selv igen, inden hun så hen på ham. Hun var stadig døsig, og man skulle sikkert lytte godt efter for at kunne forstå hvad hun sagde. Alligevel, tøvede hun ikke med at smile skævt til ham.

’’I rather like you like Tarzan. It’s sexy!’’ mumlede hun drilsk, inden hun tog en tår vand. Hun lod ham gøre hvad han skulle, og da han kom nedenunder igen, med en t-shirt til hende, tog hun taknemmeligt imod den. I en let bevægelse – uden at tænke meget over det – åbnede hun sin bh og krængede den af, inden hun tog t-shirten på. Hun havde intet problem med at Tidus så hende uden tøj på – mest af alt fordi han jo var primært til mænd. Han var jo som hendes bror, så hvorfor skulle det være forkert? Desuden, hun kunne altid give udmattelsen skylden for hendes dovenskab.

’’First of all, we aren’t going to tell anyone about this. Any of this. Second of all, I honestly just need to sleep for a bit. The pain could be worse, and to heal I need my energy restored… Can I crash here tonight? I don’t really feel like going home and having for explain to Joe what has happened..’’ sagde hun, men hun var ikke helt sandfærdig. Hendes smerter i brystkassen var værre end hvad hun hidtil havde været vant til. Hendes mor og stedfædre havde flere gange givet hende tæsk, men aldrig noget så slemt. Hun trak benene op under sig, og så hen på ham, med et udmattet smil.

’’Just so you know it… I don’t blame you for any of what has happened tonight.’’ Sagde hun så, og så hen på hunden, som utroligt nok stadig var i sin kurv. ’’What’s it’s name?’’ spurgte hun så, med et lille glimt i øjnene, for første gang siden de begge var kommet til sig selv igen.

Spørgsmålet om Dexter skulle bløde, fik ham til at nikke og bide sig hårdt i læben. Ja, han drømte stadig om den dag, han kunne tæske livet ud af Dexter. Drømte om den dag han så den faldne engel ligge blodig på jorden. Hurtigt rystede han de billeder væk og smilte skævt til hende. ”Yes. He needs to bleed and never get up again,” svarede han koldt. Ligesom hende, så han ikke op i hendes øjne, i stedet kiggede han på hendes kraveben.
Den drilske lille kommentar om ham der var sexet som Tarzan, fik ham til at grine højlydt, men herpå fortsatte han ellers ovenpå.
Præcis som hun havde tænkt, så generede det ham egentlig ikke at hun bare smed BH-en. Det kom bag på ham, men det var ikke fordi at han havde noget imod det. I stedet gav han hende lidt privatliv og så den anden vej. Hun var en rigtig smuk kvinde. Det var ikke det. Som hun havde fået iført sig T-shirten og begyndte at snakke om de ikke skulle fortælle dette til nogle, kunne han ikke have været mere enig! Det var en smule hårdt for Tidus at se hvor udmattet hun var. Specielt eftersom de bare skulle have haft en hyggelig aften sammen! ”Of course you can crash here, and nope… this is another secret between you and me…” her lod han opgivende hovedet hvile i sine hænder. ”Why do I have so many secrets for him!?” det kom ud som en opgivende lille mumlen. Tydeligvis hentydede han til Elijah. Der var mange ting det uskyldige menneske stadig ikke vidste om Tidus… monsteret var bare en af dem. Her løftede han hovedet igen og pustede ud. Kort kørte han en hånd igennem sit hår. ”I will find you a blanket and a pillow.” han rejste sig fra lænestolen og skulle til at gå, i det hun nævnte noget med at hun ikke bebrejdede ham. Med et varmt og ømt smil, så han ned på hende og bemærkede her at hun så hen på Queen. ”Thanks… But I´m still sorry for what happened… even if you do not blame me… but I guess it helps a lot that you don´t.”
Da hun spurgte om Queens navn, så han selv hen på den søde lille beagle og smilte stort. ”Her name is Queen.” så snart han sagde hendes navn, løftede beaglen nysgerrigt og så nu hen på dem med en logrende hale.
Tidus klukkede kærligt og gik nu ellers endnu engang ovenpå. Denne gang kom han ned med en dyne og pude til hende. Før hun kunne nå at sige ham imod, lagde han puden bag hende og smed forsigtigt dynen over hende, som ville han putte hende ind som en taco. "Welcome to hotel Borgia. You will be recieved by kisses in the morning and breakfast in the bed!" han blinkede her drilsk til hende. "And by kisses I mean by the lovely Queen herself." her gjorde han et nik hen imod den søde beagle.

Hun kunne mærke hans blik på sin krop igen, og på en eller anden måde havde hun intet imod det. Der var ikke noget at skjule for Tidus. Han kendte til denne verden, til magien og til hvilke problemer den medførte. Josiah, derimod, var endnu grøn på området, og derfor havde hun ikke fortalt ham om alle de grå sider der var til magi. Hun skammede sig over det, over at have hemmeligheder for sin kommende mand, men det var bedre på den måde. Var det ikke?

Da Tidus gik med til at lade hende overnatte ved ham nikkede hun taknemmeligt, men skar kort en grimasse da bevægelserne med hovedet sendte små stikkende smerter ned i sårene. ''We try to protect them, I guess.'' sagde hun med et lille opgivende smil, inden Tidus rejste sig for at hente sengetøj til hende. Hun så igen hen på hunden som Tidus fortalte at den hed Queen. Hun smilede for sig selv. ''Then we've got a thing in common, my dear Queen.'' mumlede hun så, mens hun så Tidus forsvinde et sted hen for at hente sengetøjet.

Som Tidus kom tilbage sad Cassandra med en hånd på sit kraveben, mens hun prøvede at hele bare en smule af det så hun kunne få sovet. Hendes magi ville dog ikke samarbejde, til hendes store frustration. Hun var ikke så stærk som hun lod andre tro - hun kunne lave et stort show, men at forsvare sig selv var åbenbart mere end hvad hun var i stand til. Opgivende og frustreret slog hun hovedet tilbage i en dyb knurren - som en såret drage. ''I meant it by the way...'' sagde hun så, inden hun så på Tidus med et lidt drilsk blik. ''Size really doesn't matter.''

Som han puttede hende kunne hun ikke lade være med bare at lukke øjnene og nyde det øjeblik. Den ro og stilhed der var om dem lige nu, på trods af at hvad der lige var sket.
''Oh, and I will kick your freaking arse, when I'm better. But you don't have to go fuck a mountain. That one was for whatever that thing was.'' sagde hun med et skævt lille smil, som var det en joke som kun hun forstod.

''Awh, why couldn't it be cuddles and kisses from both of ya' instead? It would be so cozy!'' sagde hun drilsk, velvidende at Tidus næppe kunne finde på at kysse hende - dels fordi han datede hendes svoger, og dels fordi hun var forlovet. Der var en kønsdifference der gjorde hende langt mere tryg ved at drille med det over for Tidus. Hun havde aldrig sagt sådan til andre, i tilfældet af at de misforstod hende.

De beskyttede dem... ja... det gjorde de vel på sin vis. Men alligevel... at de havde så mange hemmeligheder for tvillingerne, var begyndt at være en smule trættende. Hvis Tidus turde, så havde han sagt dem alle til Eli. Lad en tsunami af ord flyde ud! Men... han frygtede at han ville miste mennesket hvis han gjorde dette. Derfor holdt han munden lukket... indtil nu.
Hendes kommentar om navnet på hans hund, fik ham til at klukke kærligt og ellers rejse sig. Her Strakte han sig og vred sig lidt rundt. Lige nu var han mere end klar på bare at putte puden og aldrig stå op igen! Tidus bemærkede godt arret på hendes kraveben... og lige nu var hun ikke stærk nok til at heale det. Det fik ham til at sukke svagt. Og ligesom han skulle til at lade tankerne vandre et mørkt sted hen, kom hun med sin drilske kommentar, hvilket tydeligvis overraskede Tidus. Han så med store øjne ned på hende, før han grinte og tog sig til maven.
“Haha! Phew, now I feel so much better!” Lød det selv drilsk fra ham.
Som hun snakkede om at tæske ham, i det hun blev bedre, nikkede han forståeligt. “Do feel free to do that!” Han blinkede til hende og var ellers på vej ovenpå, i det hun nævnte noget med morgen kysset. Han rakte tunge af hende og rystede på hovedet. “Let’s see about that in the morning! Goodnight!” Han smilte en sidste gang varmt til hende, før han smuttede op i sin egen seng.

Den næste morgen... eller, snarer omkring formiddag, stod Tidus op og begyndte som lovet at lave morgenmad til Cass. En dejlig duft af røræg ville sprede sig igennem huset.

Som Cassandra døsede hen, og smerterne ved hendes kraveben lod til at fortage sig, gled hun stille
og roligt ind i hvad udelukkende kunne beskrives som en alt for realistisk drøm.

Alkoholen havde haft sit tag på hende, som hun havde siddet og pjattet med den blonde unge mand foran hende. På trods af deres påvirkede tilstand havde de gentagende gange gjort det
tydeligt at der ikke var et gram alvor i deres joke; en joke som Cassandra på en eller anden måde måske tog lidt mere seriøst en den blonde mand foran hende. Som natten udviklede sig var de blevet enige om at hun bare skulle crashe hos ham, da hendes forlovede næppe ville finde det særlig praktisk at hun var kommet hjem godt beruset sent om natten/tidligt om morgenen, hvis han skulle på arbejde henad formiddagen.
Hans hjem var nydeligt indrettet – men hvad havde hun forventet, med de løse håndled og den gavmilde indkomst det var at være mafia-arving? Som om de ikke havde fået nok på deres lille bytur, blev der linet den ene efter den anden øl op mens de sad i hans sofa og forsatte deres joke – mens de uddybede den mere og mere. Grafiske kommentarer om hvordan og hvorledes, efterfulgt af en mere og mere akavet latter som understregelse af at det var sagt i sjov og fuldskab. Måske var det alkoholen der tog over, da hun atter kiggede på den blonde unge mand, og måtte erkende at han blev mere og mere tiltrækkende for hver gang en af dem uddybede deres joke – indtil Cassandra måtte stoppe med at spille med på legen, og bare drikke af sin øl i en pinlig tavshed mens hun mærkede sommerfuglene i maven og hendes kinder blive helt skarlagensrøde.
Der gik ikke længe med den akavede stilhed, før han afbrød den ved at tage den halvtomme ølflaske ud af hånden på hende, for at få hendes opmærksomhed. Hun så forvirret på ham, men i
det sekund hun havde drejet hovedet mod ham havde deres læber ramt hinanden. Først havde hun stirret på ham, en smule forskrækket. Blikket var gengældt, og en akavet mumlen om at det havde været for at give et godnat-kys på kinden at han havde været lige dér, fik hende til at nikke og ellers bare stirre på hans læber. Kysset havde ikke været ringe, på trods af dets overraskende og knap så planlagte natur. Forsigtigt lænede hun sig hen mod ham, med et tøvende men skævt smil. Udfordrende, ville nogen mene.
’’You don’t dare do that again, blondie.’’ Sagde hun, drilsk, udfordrende. Først virkede det til at han ikke forstod hvad hun mente, hvad hun udfordrede ham til, men efter et par sekunder placerede hun et lille tantekys på hans læber. Som hun skulle til at trække sig væk igen, med et ’told you so’-grin, væltede hun bagover og greb fat om nakken på ham for ikke at falde ned af sofaen. Nu, med ham ind over sig, kunne hun udmærket godt mærke hvad hendes krop skreg efter. Spørgende så hun på ham, men da han ikke trak sig væk fra hende, men derimod begravede sig ansigt i hendes hår, tog hun det som grønt lys for at forsætte. Som tøjet så småt blev smidt på gulvet, og de to overnaturlige væsner ellers blev mere og mere intime med kys, kærtegn og små boblende støn, var det som om det var det mest ømme øjeblik de nogensinde havde delt.

Solen stod direkte ind på Cassandra, som hun vågnede ved at der ved siden af sofaen stod en beagle og snusede hende direkte op i ansigtet. Hun smilede skævt mens hun strakte sig og ellers kløede den søde beagle bag øret. Hun satte sig op i sofaen, lettere øm i skulderen omkring kravebenet, og så sig omkring
Var hun hjemme ved Tidus?... Hun rejste sig fra sofaen, og begyndte ellers at gå rundt og
kigge i stuen, nysgerrigt. Med beaglen i hælene stod hun og så ud af vinduet, indtil hun så sin egen
genspejling. Hendes makeup var tværet ud, og den skjorte hun havde haft på i byen var erstattet af en t-shirt hun ikke kunne genkende.
Hun lagde hovedet på skrå, indtil hun hørte trin fra trappen og vendte hovedet for at se hvem der ellers befandt sig i hvad hun måtte antage var Tidus’ hjem.

Det havde været en stille og rolig nat. Han havde sovet ud. Men sad nu med en masse rester af alkohol i blodet, hvilket var skylden til den konstante følelse af kvalme han havde. Han gabte imens han gik ned af trappen og som han havde fået øje på Cass, vinkede han til hende og mumlede godmorgen. Var der noget Tidus ikke var, så var det en morgen person. Men det lykkedes ham alligevel at sende hende et smil. Her lukkede han Queen ud i haven så hun kunne komme ud og gøre sit business.
Herefter var han ellers begyndt at lave den såkaldte morgenmad der blot bestod af nogle røræg. Hans hus var designet sådan at man kunne se vedkommende inde i stuen fra køkkenet af. Derfor kunne han nu snakke til Cass som hun sad der i sofaen.
”You slept well?” spurgte han hende og så enkle gange op fra panden. ”I know what happened last night might have… yeah… hurted a little, but I promise you, that it will not happen again.” Eftersom det blot var Cass, gik han kun rundt i sine boxershorts, da det var en lun formiddag og solen havde stået på ind igennem hans værelsesvindue hele morgenen.
I det røræggen var færdig, gik han hen og rakte Cass en tallerken samt en gaffel. Roligt satte han sig ellers ved siden af hende og spiste af sin egen portion. ”I hope the eggs are fine… if you´re still hungry after eating that, I will go make some more… maybe some toast. That is called english breakfeast right?” de blå øjne lå sig nu spørgende på hende. Alt imens en kækt lille smil lå i mundvigen.

En mild form for lettelse strømmede gennem hende, som hun fandt ud af at det var korrekt antaget at det var Tidus' hjem hun befandt sig i, og ikke en eller anden fremmeds. Alligevel måtte hun hurtigt synke ret hårdt, som hun så den blonde og ret så veltrænede unge mand stå ude i køkkenet.

''Well, it's been rather... Hot. But yeah, I slept fine.'' sagde hun mens hun tvang sig selv til at se på hans ansigt fremfor resten af hans krop. Hun stivnede, som han sagde det næste. Havde hun ikke allerede været en smule svimmel og utilpas efter den mængde alkohol der havde været involveret i går, og den drænende anvendelse af magi, så blev hun det da helt klart nu! Hun spærrede øjnene op, og stirrede på ham i et par sekunder, inden hun tvang sig selv til at se væk fra ham for ikke at virke totalt forbavset.
En del af hende havde lyst til at sige at hun ikke havde noget imod smerten. En anden del af hende havde behov for at han afklarede det hele lidt mere, men hun lod det ligge. Hun rømmede sig selv lidt, og håbede at han ikke så hvor tomatrød hun var i ansigtet.

Da han rakte hende en tallerken med æg måtte hun anstrenge sig voldsomt for ikke at stirre direkte på ham igen. Billeder flakkede for hendes indre blik, af ham så tæt op af hende, duften af ham sad i hende så klar og tydelig som han sad tæt på hende nu. En kuldegysning skar igennem hende og fik hende til at skælve kort.
''The eggs are perfect. And to be fair, I wouldn't know what an english breakfast would be, to save my own life. I'm not used to breakfast at all.'' sagde hun så, med et lille smil og et skuldertræk, dog uden at se ham i øjnene. Hun kunne mærke hans blik på sig, og hun kunne fornæmme det kække smil hun var så vant til fra ham.

''So, how did you sleep?'' spurgte hun, velvidende at hun egentlig ikke var så voldsomt interesseret i svaret. Spørgsmålet lå nok mere på 'what did we do last night, and why the heck would it hurt!?', men hun kunne ikke få sig selv til at spørge om det. Det virkede til at det på en eller anden måde var en blanding af hendes alt for livlige fantasi og det faktum at hun havde fået for meget at drikke i går.

''You'll have to excuse me,'' sagde hun så, som hun satte tallerkenen fra sig uden egentlig at have spist noget. Hun forsvandt ud på badeværelset, hvor hun først og fremmest stirrede på sig selv i spejlet. Hendes makeup var tværet ud, hendes hår lignede på alle måder bollehår, og t-shirten begyndte så småt at give mening for hende. Lige indtil hun opdagede hvad der manglende.
''Where. The. Fuck. Is. My. Bra!? Tidus!?'' nærmest råbte hun, mens hun tændte for vandhanen og fik skyldet sit ansigt med iskoldt vand for at fjerne makeupresterne og gøre sig selv mere klar i hovedet.

Tidus bemærkede godt at hun var rød i hovedet. Til ham virkede det dog bare til at hun havde det varmt. Lidt ligesom ham selv. ”Oh uhm… I heard that english breakfast should be toast, eggs… sausages and uhm… juice? I think?” her sad han med gaflen i munden og så noget så tænksom ud. Han løftede på skuldrene og tog igen en ny gaffelfuld æg. Pga. tømmermænd og søvn, bemærkede han langt fra hvordan hun forsøgte at undgå hans øjne. ”Yeah, I slept well. No nightmares or anything.” han stillede kort tallerken fra sig og så nu hen på hende. Først nu bemærkede han den manglende øjenkontakt. Han rystede det dog af sig. ”You had any nightmares? After all… I am kinda scary in that form.” her blinkede han til hende. Det var vel ikke for tidligt at lave sjov med det. Det havde de trods alt gjort i går.
Som hun undskyldte sig, nikkede han og samlede ellers sin tallerken op fra bordet og begyndte at spise videre. Der sad han ellers fredfyldt og spiste, zonede ud og lod tankerne køre rundt i hovedet.
I det hun råbte til ham, spærrede han øjnene op og havde nær tabt tallerken med æg. Hendes BH? Her så de store øjne rundt, søgte efter denne såkaldte berømte BH og fandt den for enden af sofaen.
”It´s out here!” råbte han tilbage til hende. ”want me to bring it to you?” han samlede her BH-en op og gik ud til hende på badeværelset for at række hende den.

Hun havde uden tvivl hørt ham, som han kommenterede på sin ''anden form''. Var det en syg joke, eller et klap på sin egen skulder for hans præstation? Under alle omstændigheder forstærkede det bare hendes forvirring om hvad der var sket i nattens løb. Hovedpinen overtog hurtigt, som hun bevægede sig ud på badeværelset.

Cassandra stod og stirrede på sig selv i spejlet. De kunne ikke- de havde da ikke- havde de?... Hun rystede tanken af sig, som hun hørte ham sige noget med at hendes bh var ude i stuen, og om han skulle komme ud med den. Hun nåede knap nok at forstå hvad han spurgte om, inden hendes tanker vandrede på hendes drøm fra i nat. For, det var da en drøm... Ikke?!
Hun følte sig underligt skyldig for det hele, og det gjorde det bare endnu værre. Tidus var Elijahs mancandy, Elijah var Josiahs bror, hun var Josiahs forlovede... Argh for noget rod!
Og så alligevel... Det var latterligt, men hvad hvis hun faktisk kunne lide hvad der var sket? Nej - nej - nej. Forkert, slut, bum og basta.

Døren til badeværelset var åben, og afslørede hurtigt en Cassandra der nærmest hang ind over vasken og bare stirrede på sit eget spejlbillede. Hun følte sig beskidt, på mere end en måde. Hvad havde hun gjort? Hvad havde de gjort? Ville hun lyde totalt forfærdelig over for Tidus hvis hun spurgte ham?

Hun tog imod hendes bh, som Tidus rakte hende den, og smed ellers den t-shirt hun havde på ved kanten af vasken, mens hun tog sin bh på. Som hun stod i bh og trusser stirrede hun endnu engang på sig selv, men hendes fokus var skiftet fra hendes paniske ansigt, til de tre friske ar over hendes magemærke.
''Tidus...? How wild did we get last night?...'' spurgte hun, en smule skræmt over hvad hun så. Det havde bestemt ikke været en del af hendes drøm - tre gennemborende sår der ville give varige mén. Hvad havde de lavet?

Måske det var en Cass ting at være en smule panisk når hun havde tømmermænd. Eller, måske det bare var ham der endnu engang overtænkte en situation. Der var garanteret ingen problemer. Ikke andet end dem han dannede i sit hoved. Det var derfor med et roligt sind, at han begav sig ud til Cass på badeværelset og rakte hende bh-en. Med et smil, tændte han for vandet og tog sin tandbørste.
”You can take a shower if you want to,” sagde han til hende før han begyndte at børste tænderne. Nu bemærkede han dog godt det paniske ansigt hun afspejlede. Havde hun glemt hvad der var sket i går? Havde hun glemt alt om monsteret? Godt nok havde de været fulde, men alligevel, det burde vel have været traumatisk nok til at man huskede det ikke? På den anden side, var det vel kun en god ting hvis hun havde glemt det. Han skyndte sig derfor hurtigt med at blive færdig med at børste tænder. ”How wild?? Well uhm… pretty wild I guess?? I did chase you around and stuff.” han sprøjtede her vand op i sit hoved. ”You need me to call someone who can heal your wound?” her så han spørgende på hende. ”You… you can´t remember what happened?”

Som Cassandra stod og stirrede, nævnte Tidus noget med et bad. Hun rynkede brynene lidt, men hun lod ham børste tænder inden han forsatte med at snakke. I mellemtiden stod hun bare og studerede sine friske ar, mens hun prøvede at tænke sig frem til hvad de kunne have lavet der ville give sådanne sår. Hans kommentar omkring at han havde jagtet hende rundt fik hende dog til at stivne brat, mens hun kunne mærke hvordan hendes mave vendte sig. Måske var det tømmermænd, måske var det dårlig samvittighed - i alt fald nåede hun knap at høre ham spørge om han skulle ringe efter nogen til at se på hendes kraveben, inden hun hang ind over toilettet med hovedet og ellers fik kastet hvad end der havde været tilbage i hendes mave op.
Det var aldrig et kønt syn, at se andre kaste op. Det var pinligt, at hun nu var mere eller mindre totalt uden stolthed over for Tidus, som hun satte sig pladask på gulvet mens hun med stramt greb holdte fast i toilettet. Hun gned en smule galde væk fra sin mundvige, mens hun kunne mærke koldsveden pible frem på hendes pande. Hold kæft, hvor var hun ynkelig.
''I'm afraid that I might remember more than what I would care for..'' mumlede hun frustreret, mens hun så på ham. Hun havde ikke behov for at høre ham gentage noget af hvad der kunne være sket, hvis der var en risiko for at hun huskede korrekt.
''And don't you worry about those,'' sagde hun inden hun nikkede ned mod sit kraveben, med et opgivende smil. ''They'll just be scars soon enough.'' sagde hun så, inden hun hvilede panden mod toilettet - ganske vist ikke det mest hygiejniske, men bedre end at slå hovedet ned i fliserne hvis hun fik det skidt igen.
''I think I might take that offer - a shower - when I trust my legs again.'' sagde hun så, med et skævt smil, mens hendes pande hvilede mod toilettet.
''And please... Don't tell Josiah about all of this... He would both of us if he could, for sure.'' sukkede hun opgivende og gned sit ansigt lidt med sin frie hånd.