You're part of nature, too? - Imera

Tid: Tidlig formiddag, lidt i 10, midt på ugen.
Sted: Skoven udenfor Gaia og Moonlight Falls.
Omgivelser: En lille lysning lidti skoven, op og ned af en å der løber gennem det meste af skoven.
Vejr: Skyfrit, solrigt, og med en mild brise - perfekt forårsvejr.
Outfit: Link her, omend med bukserne lidt løsere.
@Imera
__________________________________________________

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en lilla kjole, som går hende til knæende Link. Hun har sandaler på Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, og det går hende til numsen. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Britisk med en kant af noget ukendt Stemme
- Andet Hun er 1,66 meter høj. Hun har en aura af noget urgammelt over hende

Hun var en kvinde, som havde levet i mange tusinde år, oplevet og set ting, som de fleste næppe kom til at se, eller for den sags skyld komme i nærheden af. Det gjorde det til tider også svært at relatere til andre, specielt fordi hendes alder var så høj, at hun måske havde mødt en håndfuld, som var tæt på hvad hun selv var i eksistens. Men med så høj en alder, kunne der til tider også komme en distance, i forhold til ens menneskelighed, og muligheden for at kunne relatere til de problemer, som folk var der var flere millioner år yngre end hende selv havde. Dog var der en ting hun var sikker på, og det var hendes kærlighed for naturen ikke havde ændret sig og at hun altid ville være på siden af de, som enten var skabt af naturen, eller havde brug for hendes hjælp. Som ethvert andet form for guddommeligt væsen, skulle hun være der for de, som bedte til hende, for de som skulle have brug for hendes hjælp.
Hun gav et suk af behag fra sig, som hun skød tankerne væk, omkring den pligt hun havde for sit folk, for de som hun skyldte alt til, eller de som havde brug for hendes støtte og hjælp, i stedet fokuserede hun på sine omgivelser. Hun fokuserede på duften af blomsterne og græsset, der nærmest omfavnede hende, i takt med at hun bevægede sig gennem skoven, følelsen af den hårde bark imod hendes håndflade, når hun lod sine hænder glide hen over træernes overfladede, og ikke mindst lyden af fulgenes sang, der så melodisk kunne høres gennem alle punkter af den store skov. Hvad var der i sidste ende ikke at elske? Hun forstod virkelig ikke menneskets behov, for at ødelægge denne skønhed, blot så de kunne have mere plads. Nok havde hun ikke direkte et had for mennesket, men det var nu heller ikke fordi, at de var blandt hendes favoritter, hvilket nok også igen forklarede hendes forkærlighed, for de væsner, som var skabt af naturen, på den ene eller anden måde.
Efter at havde vandret rundt i noget tid, fandt hun en ung dreng, som syntes at studere noget, hun dog ikke kunne se hvad var. Dog var hans fært ganske unik, og mindede hende om naturen og skoven. Et blidt smil formede sig på hendes læber, og hun trådte nærmere imod ham "You are one with the nature I see, where you made by it?" spurgte hun med et hævede øjenbryn, og dog et udtryk, som ikke just gav hende noget truende, men snarer det af blidhed og venlighed. Alle væsner af naturen, var nogle hun holdte af, hun var trods alt som naturen samlet i en person. Alt ved hende skreg dette faktum, at hun var som livet og naturen samlet i en anden form for levende form.

Hendes øjne var rettet imod ham, og dog var det med et blik, som en moder ville kunne give til sit barn, et af blidhed og kærlighed, og dog var det en kærlighed hun følte imod alle væsner, som havde naturen med sig "I do sense it with you, like I senses it every being in the forest, and every plant around me" hun smilede for sig selv, og i et øjeblik nød hun blot følelsen hun havde omkring sig, følelsen af naturen og livet hun kunne fornemme. Hun så imod ham dog, som han trådte tættere imod hende, ikke fordi hun frygtede hvad han ville gøre imod hende, faktisk var det nok det sidste hun gjorde, men det var nok snarer en fascination. Han mindede hende om væsner, som hun selv havde skabt, selv havde set vokse op og blive til af flere. Det var noget andet, end det når hun gav fødsel til sine børn.
"I am more than just with nature, I am in some sense a part of nature" hun lagde sin hånd imod et træ, som havde set sine bedre dage, og som hun lukkede øjnene, gav hun igen det gamle træ liv, og blomster skød frem fra grenene, såvel som det af utallige blade "I feel it everywhere, that is how I was made, to be the emodiment of life and nature itself" hun vendte sig blik imod ham, som for at se hans reaktion på hvad hun sagde. Nok havde hun ikke direkte sagt, at hun var en godinde af naturen og livet, men det kunne læses mellem linjerne. Hun fjernede sin hånd fra træet, og bevægede sig hen imod ham, hvor hun blidt lagde sin hånd imod hans kind. Her ville han nok kunne fornemme, præcis hvor meget af naturen, hun egentlig var i levende udgave "You remind me of what I've created myself, creatures meant to protect nature" hun strøg ham blidt over kinden.