What was Dormant now Awakens - Imera

Tid: Første morgensol
Sted: Foden af The Enchanted Lake
Vejr: Klar himmel, vindstille, solopgang.
@Imera

Mørket var ikke helt mørkt. Det havde det aldrig været. Hun var trods alt bange for mørke. Rigtig mørke. Mørket, der havde omgivet hende så længe, glitrede en smule, som om stjernerne prøvede at trænge igennem, og fortælle hende, at verden stadig var der ude et sted, og ventede på hende, men hun ville hellere sove. Det var ikke tid endnu. Alt var roligt. Der var ingen grund til at vågne fra hendes trygge søvn.
The Nature needs you.
Sludder.
Varmen skyllede ind mørket, og fyldte hende op med en kortvarig bølge af lykke og glæde. Duften af grækenland. Latteren fra hendes søskende. Lyden af kildevand.
The Nature needs you.
Følelsen var mere insisterende denne gang. Elysia havde lyst til at råbe af den. Kunne naturen ikke bare lade hende være lidt længere? Hun var træt og havde ikke lyst til at føle alle de følelser dét krævede at være en del af en fysisk krop i stedet for bare at være et træ. Så hun lukkede det hele ude igen, og vendte tilbage til det glitrende mørke, og den rolige stilhed, som hun havde været en del af i tusinde år.


Det var fugtigt under Elysias krop. Duften af vådt græs var så overvældende, at hun var lige ved at nyse. Vinden var næsten uhørlig i trætoppene, men den var der. Hun kunne føle den.
Vent.
Hun kunne føle den?
Elysia slog forbavset øjnene op. Morgensolens stråler skar i hendes sensitive øjne, og hun lukkede dem panisk i igen. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, og den eneste grund til, at hun ikke gav sig til at græde, var muligvis fordi luften var så... så frisk. Og lun. Og smagte af morgendug.
Da hun åbnede øjnene igen, havde en gren fyldt med friske, røde egeblade, foldet sig ned foran hendes ansigt, så den skyggede for det skarpe morgenlys. Hun befandt sig ved rødderne af en smuk rød eg, der stod i stærk kontrast til de grønne bøgetræer, der ellers dominerede området omkring hende. Hun havde kun svage billeder af en mand, der havde plantet et lille skud fra en eg ved foden af en smuk sø. Nu var træet gammelt, højt og majestætisk.
Elysia vendte sig åndeløst om og rørte forsigtigt ved den lyse bark, bange for at træet ville smuldre under hendes fingre. I stedet mærkede hun energien. Hendes energi. Naturens energi. Selvom hun var fyldt med glæde og stolthed, og ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst, så løb der små lydløse tårer ned af kinderne på den smukke Nymfe; og da de ramte jorden spirede små, lyserøde liljer frem imellem den røde egs rødder.

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en lilla kjole, som går hende til knæende Link. Hun har sandaler på Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, og det går hende til numsen. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Britisk med en kant af noget ukendt Stemme
- Andet Hun er 1,66 meter høj. Hun har en aura af noget urgammelt over hende

Det var ofte, at hun kom og besøgte Elysia, også selvom det ikke var meget af en samtale hun kunne have, og dog havde de en forbindelse til hinanden, selvom den kære Ely egentlig var mere et træ end noget andet. Dog ville hun oftest bare ligge sine hænder imod barkens hårde overflade, også føle energien der strømmede gennem rødderne, og den energi hun så nemt kunne identificere som det af Elysia's. Hvis hun også følte, at der kunne være potentiel farer for hendes kære datter, lod hun sin egen energi strømme gennem træet, og denne vej igennem give det mere styrke, og samtidig også det af liv til Elysia. Dog som hun vandrede imod det så velkendte træ, kunne hun fornemme noget lidt anderledes i omgivelserne, og en energi der ville føre hende imod et andet sted kom op.
Med et rynket bryn, og en nysgerrighed som blomstrede i hende, vandrede hun imod, hvor hun kunne føle den velkendte energi komme fra, og hendes tanker begyndte straks at danne teorier. Mon denne forandring i luften, og det faktum at der var noget anderledes ved energien omkring hende betød, at Elysia måske havde forladt sit hi, og nu var en del af verden igen? En del af hende håbede at dette var sandt, for hun havde savnet at se Elysia, og ikke mindst holde sin datter i sine arme, eller de tider hvor de ville sidde ved vandet, og hun selv ville flette Ely's hår, mens de snakkede om hvad end der var dagens emne.
Det tog hende ikke lang tid, fra hun var nået til Ely's træ, før hun til sidst var nået op til der, hvor hun havde fornemmet hendes datter befandt sig, og da hun faktisk så hende stå der i levende live, kunne hun ikke holde det blide smil fra sine læber, som hun bevægede sig imod hende. Som en kvinde, der nærmest var naturen i levende live, skreg alt fra hendes aura, til luften omkring hende, om de aspekter hun stod for, netop livet selv og det af naturen "Ely?" kaldte hun, i håbet om at kunne få hendes opmærksomhed.

//Virkelig shitty svar, sorry

Elysia havde lyst til at røre hver lille kvist, hvert lille blad på det majestætiske træ, af ren ærefrygtig beundring over synet foran sig. Det største hun havde set sit træ vokse i bjergene i Grækenland var omkring 3 meter. Nu var den godt over de 20, og bladende lignede en milliard små røde sommerfugle, der blaffede deres vinger i vinden. Træet dansede for hende, og det lignede næsten at det strakte sig mod himlen i stolthed over at vise hvordan det havde groet i løbet af hendes hvile. Hendes øjne glimtede som hun tog det hele ind - det gjorde hun muligvis også selv, som strålerne fra den opgående sol, ramte hendes røde krøller, der syntes at reflektere varmen og energien fra den unge pige.
Elysia rørte ved det hele omkring sig. Græsset ved hendes bare tæer. Barken på træet. Blomsterne ved hendes fødder. Kornet der kildede hendes knæ. Hvor end de bare fødder trådte, efterlod hun sig et virvar af spirende blomster i alle regnbuens farver, og inden længe lignede det, at der var drysset grafitti ud over græsset. Hun endte med at blive helt forpustet, og satte sig for foden af træet med et stolt smil om de fine læber, og en gylden glød om hende.

Ely?
Elysia rettede sig op med et sæt. Hendes øjne søgte fanatisk rundt i lysningen og ned til vandkanten. Pludselig blev hun meget opmærksom på at hun var nøgen. Hvad hvis det var et menneske? Med et lille gisp lod hun planter skyde op af jorden og vikle sig om sin krop, for at dække de mest intime steder, men nåede ikke langt, før hun stoppede og stivnede. Ely. Ely var det kælenavn hendes familie havde givet hende. Hun vendte sig om, og blev mødt af en velkendt følelse af livlig varme.
"Mama?"
Hun mærkede et uvilkårligt hulk presse sig ud af sine læber, og stablede sig selv en smule usikkert på benene. En lilla blomsterkjole svævede ikke langt fra hende, og de smukke ansigt der betragtede hende, var så velkendt og så savnet, og Elysia slet ikke kunne holde det ud. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, og endte med at sætte i løb mod sin mor. Hulkende kastede hun sig ind i de velkendte arme og lod sig indhylde i duften og følelsen af kvinden, der havde skabt hende.
"Mama," snøftede hun. "I thought I'd never see you again."

Hun vidste ikke hvad hun ville forvente af Elysia, og dog som den unge pige vendte sig imod hende, og kaldte hende mor, blot for så at lade tårerne dominere, skar i hendes hjerte og mindede hende om det moderlige bånd hun delte med Elysia. Så da den unge nymfe kom løbende imod hende, rakte hun straks armene ud, og omfavnede kærligt sin datter. Hun lod sin ene hånd kærligt stryge hende hen over håret, som for at understrege at hun virkelig var der "I'm always going to be here for you my dear" fastlåste hun, for det ville hun da selvfølgelig. Ikke nok med at hendes udødelighed gjorde, at hun var meget svær at dræbe, men som enhver anden mor, ville hun gøre alt for at beskytte sine børn, om det så var naturen, hendes biologiske afkom, hendes skabninger eller de som hun havde taget til sig, som det af sine egne.
Hun trak sig en smule væk, og holdte her sine hænder kærligt imod Elysia's kinder, som får at se hende an, og enkelte tårer kunne anes ved hendes øjne "I've missed you so much. I visited your three as often as I could, sending my energy through it, so that you would know you were never alone" forklarede hun, som hun blidt og kærligt strøg hende over kinden med sin tommelfinger.

//Sorry for et ekstremt sent svar!