Hi dad! - By the way, I'm getting married.... - Lyle

Lyle rystede let på hovedet som for at få følelserne lidt på afstand, lige inden han havde rejst sig og deklareret det med at have brug for frisk luft - han var derfor også rimelig meget lige i hælene af hende til at komme ud af caféen, og standsede med vilje op i solen, lukkede øjnene og lagde hovedet tilbage så han virkelig kunne mærke hvordan solens stråler varmede ham op, samtidig som han også kunne mærke en svag brise. Han koncentrerede sig simpelthen bare om den følelse, lod varmen vaske det hele væk som han mærkede hvordan han fik energien igen af det.

Det kunne godt være at det var over tyve år siden han reelt havde været sammen med Arumia, men med en alder som hans var det nærmestkun et øjeblik siden... Han huskede hele deres forhold som havde det været igår. Og det var bare så umådeligt svært at give slip på selvom han godt vidste at hun var passeret fra denne verden nu... Det gjorde ikke smerten mindre virkelig. Han følte stadig noget hen mod fantom smerter fra kravebenet hvor magemærket havde siddet, hvis han kom til at tænke for meget på hende...

Han tog endelig en dyb indånding, som han åbnede øjnene igen, og atter så på Cassandra, nu med et svagt smil tilbage på læberne igen. Han sagde ikke noget, men lavede et lille, svagt kast med hovedet, som for at sige hun skulle følge med, før han begyndte at gå hen af vejen der ville føre dem ind i udkanten af skoven der omgav byerne. Ingen ord, for han vidste ikke helt hvad han skulle sige lige nu, om han stolede nok på sin stemme - for ja, han havde fået nogenlunde styr på følelserne, men det føltes alligevel som om at hans stemme nok ikke helt ville være med ham igen, endnu.

Lyles kortvarige nydelse af solen fik hende til at smile oprigtigt og varmt. Hun kendte det fra sig selv, men hun lagde aldrig særlig meget i det faktum at hun nok mest af alt havde været mere til ørken og over 35 grader i skyggen til enhver tid. Hun var meget kuldeskær, til et punkt hvor hun knap nok fungerede hvis hun ikke var varm nok. Jo, sådan var det vel med alle væsner - men hun kunne knap nok gå udenfor en vinterdag uden at hun ville bruge evigheder under et tæppe for at få varmen igen.

Hun fulgte med ham, som han gav tegn til at de skulle bevæge sig mod kanten af skoven. En del af hende vidste godt at tanken om Arumia måtte gøre umådeligt ondt på ham, men hun kunne stadig ikke give slip på tanken om at hvis man elskede en så højt som han havde givet udtryk for at han havde elsket hende, hvorfor ville man så nogensinde forlade dem? Måske en dag ville hun forstå ham, men i dette øjeblik måtte hun give fortabt.

Efter de havde gået i et par minutter i stilhed lagde hun armene lidt om sig selv, som en form for kram. Tanken om hendes mor sad dybt i hende, og hun vidste at den også sad dybt i ham.
''Jeg ved godt at du ikke kan lide at tale om det...'' sagde hun så, tøvende. Hun kunne ikke selv lide at tale om hendes mors sidste stund. Den havde været uværdig på alle måder.
''Jeg tror aldrig hun bebrejdede dig... For at være ærlig, så tror jeg slet ikke hun vidste hvordan hun skulle være vred på dig.'' sagde hun med et lille skævt smil. Det lod sig være usagt at når Arumia ikke havde bebrejdet Lyle, så var det fordi hun havde bebrejdet deres fælles datter i stedet. ''Jeg vidste ikke at jeg kunne savne hende, for at være helt ærlig... Jeg havde altid troet, at når hun var væk, så ville det være en byrde der ville forlade mig, men... Jeg kan nikke undgå at føle at jeg svigtede hende, dengang jeg bare stak af fra det hele.'' hendes ord skælvede svagt, men det var nødvendigt at hun fik talt med ham om det. Han var hendes far, og den eneste anden der havde kendt Arumia og hendes urimelige temperament.
Hun tav, og lod dem ellers foresætte deres vandren mod skoven, uden at sige yderligere.

Solen var utroligt dejlig efter vinteren - ja, Englands vinter var langt fra en af de værste, men Lyle havde stadig gået rundt i den tykkeste dynejakke han kunne, tykke handsker, hue, alt sammen - og fået lidt godmodig mobning af sine kolleger der havde kaldt ham for en eskimo i den periode, men med hvor meget styrke og energi kulden tog fraham, kunne man så virkelig bebrejde ham? Nej, vel? Der var en grund til at regnskovene og ørkenerne i verdenen var hans yndlings steder at opholde sig, når han havde sine ferier. Han havde da også boet på de varmere egne af jorden i nogle gode århundreder, førhen...

Som de gik stille og roligt afsted, gled hans øjne rundt over landskabet omkring dem. Han ignorerede de blikke han fik hist og her som de gik forbi folk - efter så mange år med den stil her, så blev man vandt til at folk kiggede når de så en med så forholdsvist mange tattoos, piercinger, og goth stilen som han trods alt havde rimelig godt kørende for sig. Men nej, hans fokus var absolut ikke på de blikke, derimod var det tit draget mod himlen når småfugle fløj hen over hovederne på dem, eller hen mod trætoppe som egern legede i, nu foråret virkelig havde gjort sin entré.

Hans blik røg dog tilbage på hende som hun talte igen, og han lyttede stille efter. Det første undrede ham ikke - Arumia havde haft et temperament der næsten havde matchet hans eget når det virkelig var oppe at køre, men det var utroligt sjældent a thun havde ment noget som helst af det hun sagde i sin vrede. I virkeligheden havde hun aldrig været en til at bære nag, i alt fald ikke som han havde kendt hende - modsat hvad mange havde forventet med det temperament. "Det sker ofte man først finder ud af præcis hvor meget folk betyder for en, når man har mistet dem..." sagde han så stille, til det med at hun ikke lige havde forventet at hun ville savne hende. Lyle selv havde haft mange folk han havde ment han rent faktisk havde hadet dengang han stadig var i sin hjem dimension, men efter at være blevet smidt væk derfra, uden nogen måde at kunne kontaktedem og vide hvordan de havde det, hvor de var - ja, så havde han fundet ud af at selv dem han virkelig ikke havde kunnet lide, savnede han. Om ikke andet så fordi de havde været en del af hans hjem, også.

"Men lad være med at bebrejde dig selv. Man kan ikke altid sætte andre først - hvis du ikke sætter dig selvførst indimellem, og gør hvad der er bedst for dig, så kan man heller ikke være der for andre. Med den måde jeg kan fornemme at tingene har udspillet sig på... Ville du have skullet bruge al din energi på hende hvis du barevar blevet. Og så ville du have gået i stykker, istedet. Du skal ikke bebrejde dig selv på noget som helst punkt. Du gjorde hvad der var bedst for dig selvpå det tidspunkt. Det skal der også være plads til." sagd ehan roligt - før han sukkede, og rystede let på hovedet. "Det blev vist lige lovligt pædagogisk... Undskyld, men... Det er nok bare lidt en arbejdsskade." sagde han så, med et lille, skævt smil, som de fortsatte deres tur og snart var nået indenfor skovens grænser.

Som han nævnte hvordan man oftest først kendte folks betydning for en når de var væk, måtte hun se direkte ned i jorden for ikke at afsløre hvor hårdt hans ord egentlig ramte hende. Hun havde brugt det meste af sit liv på at flygte fra sin mor, uden et sted at søge tilflugt. Hvor var det urimeligt at hun først havde fundet sin far så tæt på hendes mors bortgang. Hun kunne for alvor mærke den manglende støtte igennem hendes opvækst, som han uden tvivl prøvede at rette op på nu.

Hun kunne ikke lide hans måde at tale om det på. Om at hun ville være gået i stykker, fremfor hendes mor. Hendes mor var gået i stykker, fordi ingen af de to havde været der for hende når hun havde haft brug for dem. De havde begge været egoistiske, urimelige. Hun spændte i kæben, forsat uden at se på ham. ''Jeg er vant til pædagogiske snakke om min tid med mor. Du ved, socialforsorgen og alt det der.'' sagde hun så, med et skuldertræk, men hun kunne nok ikke skjule i hendes stemme hvor meget det egentlig havde påvirket hende. De lange eftermiddage siddende hos en eller anden pædagogsnude hos den lokale socialforsorgen, mens der blev talt om hendes problemer derhjemme, og om hvornår hun var nødt til at tage hjemme igen. Hvordan hun var gået fra grædende barn, til ligeglad teenager - et klassisk tabt tilfælde, havde de kaldt hende.

''Jeg elsker dig, men lige præcis når det kommer til hvornår man må sætte sig selv først, der tror jeg ikke der er nogen decideret facitliste. Jeg ved godt at jeg ikke havde gjort tingene så meget bedre for hende ved at blive, men jeg kunne måske have forhindret bare en smule af alt det der gik galt..'' sukkede hun med et lille ryst på hovedet inden hun så op mod himlen. Burde hun fortælle ham om hvordan Arumia hjemsøgte hende i hendes drømme? - nej, det ville han næppe finde behageligt eller betryggende.

Hun fulgte med ham, som de forsatte ind i skoven, ganske roligt. Hendes humørsvingninger var en del af hendes ophav - typisk nok. Når det kom til at håndtere sine følelser, så havde hun ikke haft det bedste forbillede i sin mor. Desværre.
''Jeg beklager at jeg bliver ved med at tale om det. Du er bare den eneste anden der kendte hende. Ingen andre forstår noget som helst... Ikke engang Josiah.'' sagde hun så, med et opgivende smil, inden hun lænede sig lidt op af en træstamme, da de endelig stoppede op.

"... Ah. Ja, selvfølgelig..." mumlede han stille, sukekde, og rystede let på hovedet. "I så fald, undskyld hvis jeg lyder lidt for meget som dem indimellem." hvilket han vidste at han sagtens kunne have en tendens til... Som sagtfør, så havde arbejdet som underviser nok påvirket måden han snakkede på i sådanne situationer, her. Også fordi det var en nemmere måde at relatere til det uden at lade følelserne komme helt vildt op at køre, nu han godt vidste hvordan det kunne ende... Det var aldrig helt rart når de kom ud af kontrol og bare overtog alt... Som et instinkt der bare gik amok.

Og godt nok var han hendes far, ja... Men med hvor kort tid hun reelt havde kendt til ham i, så blev han dog stadig lettere overrasket over at høre hende sige hun elskede ham - selvfølgelig på den familiære facon, naturligvis, men derfor var det stadig ikke lige noge than havde forventet så tidligt. Helt generelt havd ehan slet ikke forventet at blive lukket ind i hendes liv så sent her, så han var fuldt ud taknemmelig for at have fået chancen til at lære hende ordentligt at kende.

Men han måtte også indrømme at hun jo nok havde ret i at der ikke var en decideret facitliste - det var en mærkelig balancegang, sådan noget. Hvornår gav man for lidt, og hvornår gav man så meget af en selv at man alligevel ikke rigtig var der, længere? Men så igen, så gavnede det heller ingen af dem at spekulere så meget over fortiden - der var trods alt intet der kunne ændr eved det der var sket. Alt de kunne gøre var at lære af deres fejl fremover.

"Det er fuldt ud forståeligt... Selvom jeres forhold ikke ligefrem var det bedste...Var hun stadig en stor del af dit liv. Det er klart du har brug for at snakke om hende. Det har jeg nok også, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg ved bare ikke hvor jeg skal starte henne." sagde han så med et let suk i stemmen, som de nåede til en mindre lysning. Der satte han sig ned på kanten af et træ der var væltet omkuld under en storm for en måneds tid siden, og strøg roligt en hånd igennem sit lange, glatte hår.

Hun fulgte med ham, som han førte dem hen til en mindre lysning. Godtnok havde han sat sig på kanten af et væltet træ, men Cassandra forblev stående. Ikke fordi hun ikke ville sidde ned ved siden af ham, men fordi hun ikke følte det rigtigt bare at sætte sig uden en invitation - hun var trods alt relativt tilrettet når det kom til hendes manere.
Hvordan skulle hun forklare ham hendes liv? Hvad der var sket, og hvordan hun havde levet det meste af sit liv i frygt, og resten af det vred og forvirret? Ville han overhovedet kunne forstå hvordan det var at være på flugt fra det eneste man kendte til hele sit liv?... Måske?

''Må jeg spørge dig om noget?..'' spurgte hun så, en smule tøvende. Hun skiftede vægten fra den ene til den anden fod, en smule rastløs, inden hun bed sig i læben mens hun prøvede at overveje hvordan hun skulle spørge ham.
''Alle der kendte hende siger at jeg ligner hende... Jeg ved ikke, måske er det fordi jeg er bange for at ligne hende for meget... Men... Hvad synes du?'' spurgte hun, inden hun kløede sig selv på næsen. Hun vidste at hendes øjne umuligt kunne være fra hendes mor - men de kunne heller ikke stamme fra hendes far. Cassandra havde dybe brune øjne med en underliggende nuance af flydende guld. Når hun brugte magi skiftede hendes øjne til den samme gullige farve som hendes mors havde gjort - det eneste advarselssignal der havde været dengang.

Hun sukkede stille, inden hun trak sin taske lidt højere op på hendes skulder så den ikke risikerede at glide ned. Derefter så hun på ham igen, med et svagt håb om at han måske genkendte bare en smule af ham selv i hende. Hun kunne godt forstå hvis det ikke var tilfældet - hun var solbrun i huden, med brune øjne og mørkebrunt hår. Hun havde fregner i hele ansigtet, og hendes tøjsmag afspejlede hendes mors ophav mere end noget andet. Der var ikke meget der talte for at hun var beslægtet med en dragonoid, med undtagelse af hendes nyden af solens stråler og hendes evne til at manipulere med ild. En evne hun tydeligvis mestrede mere og mere hver gang hun anvendte den. Evnen havde dog sine bivirkninger efterhånden, hvilket skræmte hende. Hun havde sværere og sværere ved at falde til ro, og hendes negle ændrede sig til længere dragelignende klør så snart hun begyndte at røre ved ilden. Derfor var hun også tøvende ved at bruge andet end sin almindelige magi - magi som hun ikke havde trænet så meget siden hun havde forladt akademiet for nogle måneder siden.

Som Lyle sad der lod han øjnene glide lidt rundt i lysningen, lagde mærke til de mange dyr der var der... Dyr, som pludselig holdt lidt mere øje med dem, mere end de ville holde øje med et normalt menneske... De kunne højst sandsynligt godt fornemme at han var af en race der meget nemt var i toppen af fødekæden... Og derfor noget de virkelig skulle holdeøje med, ifølge deres overlevelsesinstinkter.

"Hmm?" sagde han så, og drejede hovedet for at se på hende igen, tålmodigt afventende det spørgsmål der skulle komme. Da hun så fik det over læberne, rynked ehan først brynene let, men smilede så svagt som hans øjne atter en gang gled over hende. Ja, ganske rigtigt, hun var næsten som snydt ud af næsen på Arumia... Fra dengang hun havde været yngre, dengang Lyle først havde mødt hende.

"... Jeg kan godt se hvad de mener. Det kan i alt fald godt ses hun er din mor... Med hvordan hun så ud da hun var yngre." startede han stille ud, førhan lænede sig en smule tilbage igen, støttende på sine arme, der var rakt bagud mod bagsiden af det væltede træ han sad på. "Men jeg kan godt se hvis det er at du undrer dig over... Ja, ikke at se mere af mig i dig end du gør. Nu ved jeg heller ikke præcis hvordan det fungerer når min race krydses med dem her på jorden... Inklusive hekse. Det er nok lidt anderledes end det var derhjemme... Men så igen, det var som regel inden for racen at folk fandt sammen... Måske er mine gener bare mere recessive, hvem ved." sagde han så, og trak let på skuldrene. Det var i alt fald den mest oplagte forklaring.

"Omend det lader til at du har mindst ligeså store problemer, helt generelt, med dine følelser som jeg har. Så måske er det bare gået mere igennem på det mentale... Skal jeg ikke kunne udtale mig om." og nu snakken halvt var gået lidt tilbage på noget af det med hans race, kom han jo i tanke om hvad han havde lovet hende før, at hun kunne få den anden form at se... Så i første omgang smed han jakken, og derefter skoene... Siden transformationen ellers ville smadre alt han havde på, blev han lidt nødt til at gøre det her...

Hun kendte alt for godt til den flygtige tankegang der lå bag hendes ord. Hendes tendenser til ikke at ville forsætte en ubehagelig samtale og derfor skiftede tanker og samtaleemne så snart det hele gik for nært. Gjorde hendes far mon det samme? - Hendes mor havde altid været typen der holdte fast i det ubehagelige, indtil hun havde opbygget en resistens. Noget Cassandra aldrig havde mestret.
Hun så på sin far, og lyttede til hans ord som han forklarede at hun lignede sin mor som ung. Hun havde ikke rigtig lyst til at høre den bekræftelse, men hun forstod den godt. Hun havde selv set billederne, så hun kunne ikke nægte det. Snakken om de recessive gener fik hende til at rynke på næsen. Så hun havde arvet sin mors udseende, hendes tendens til sindssygdom, og hendes far konflikterende temperament.
Havde hendes far lige påpeget at hun havde humørsyge?.. Måske.
Hun nikkede stille, mens hun så åndsfraværende op mod himlen. Hun hørte godt hvordan han fjernede sin jakke, og rettede blikket kort mod ham.
Hun havde lyst til at skælde ham ud for hans arv. Følelser der var så overvældende at det var tæt på at bryde ud af hende hele tiden. Men det var ikke hans skyld - han havde sikkert aldrig ønsket at videregive noget som helst til afkom. I hvert fald ikke til hende.
''Jeg beklager, hvis min manglende selvkontrol har lidt dig til last.'' sagde hun så, ganske roligt. Havde hun lydt vred, sur eller fortørnet havde det ikke været hendes mening - tværtimod. Hun var nysgerrig efter at se hvordan han egentlig så ud. Noget hun havde ønsket at se siden hun havde mødt ham første gang - men som hun samtidig frygtede lidt. Kunne hun genkende noget, eller ville det fremmedgøre ham yderligere for hende? Ingen vidste at de var i familie, med undtagelse af de to - så vidt hun vidste. Måske var det også bedst sådan, for ham? Hvordan ville det ikke se ud, at han havde en datter han ikke havde været i kontakt med hele hendes liv, og som på ingen måder kunne forbindes til ham? Kunne hun ses som en snylter? En der bare prøvede at få noget ud af hans velvilje?
''Jeg fik et brev, da hun døde.'' sagde hun, mens hun så på ham. Stille og roligt rakte hun ned i tasken hun havde over sin skulder, og trak en konvolut med en smuk skønskrift op. Konvolutten havde ikke nogen adresse, kun hendes navn skrevet på forsiden.
Hun trak på skuldrene. ''Jeg troede, efter mors død, at jeg ikke havde andre familiemedlemmer tilbage, udover dig. Og på det tidspunkt der vidste jeg ikke engang om du overhovedet ville have noget med mig at gøre, når nu mor... Du ved.'' sagde hun ganske roligt.
''Det er fra Morrigan.'' sagde hun så, med en smule bitterhed i stemmen. En bitterhed rettet mod hendes bedstemor, som havde afskrevet hende og Arumia efter Arumia havde fået et barn med Lyle. ''Hun forlanger alle mors ejendele udleveret, og at jeg frasiger mig retten til enhver arv der måtte forefindes i min mors navn.'' sagde hun så, med et lille skuldertræk. Hun vidste godt at det næppe betød meget for hendes far - udover at han muligvis ville have ønsket andet for hende.
''Det eneste jeg har fra mor - det eneste mor nogensinde ejede - var den her.'' sagde hun roligt, inden hun fiskede sin mors halskede frem fra en lille lomme i tasken. Den var pakket ind i en lille gennemsigtig stofpose. ''Og den skal Morrigan ikke have. Den har aldrig været tiltænkt andre end mor og dig.'' med et skævt smil lod hun posen ned halskæden lande i skødet på hendes far.
''Mors arv kan jeg ikke frasige mig - for den eksisterer ikke længere. Ikke på papiret i hvert fald.'' sagde hun med et skævt smil, inden hun satte sig ved siden af ham på den faldne træstamme.
''Åh, ja, og jeg er ikke længere en Dumor, hvis det er nogen trøst. Hun har krævet at jeg skifter navn - de vil ikke have en bastard under deres navn, tilsyneladende.'' sagde hun så bare, med et skuldertræk. Hendes mors navn havde aldrig betydet noget for hende - derfor gjorde det hende intet at frasige sig den arv. Desuden, inden længe ville hun være Fru Josiah Oakley. Dumor ville være fortid, heller nu end senere. Dumor-slægten ville uddø, på den ene eller den anden måde. Hun ville aldrig selv videreføre den - ikke efter det der skete med Calsifer.
''Nå! Må jeg så se hvilket fantastisk væsen du egentlig er, kære far!'' sagde hun, mens hun slog hænderne sammen, for at vise at hun ikke dvælede ved hvad der muligvis ville have været tragisk for nogen; tab af sin medfødte identitet.

"Tro mig, det har den ikke." sagd ehan blot roligt, med et svagt smil. Hvis hun blot kendte til de udbrud der havde ført til at han og de andre var blevet smidt væk fra deres dimension, ja, så ville hun nok aldrig have undskyldt, for hendes manglende selvkontrol var vand i forhold til hvad nogle af hans artsfæller havde gjort... Og ham selv. Han skammede sig stadig noget så voldsomt over den ene gang han virkelig havde ladet det hele komme ud af kontrol... Alle de uskyldige liv der var gået tabt... Det var også derfor han ikke havde kunnet udholde tanken om at han havde haft skadet Arumia, det havde revet op i de ubehagelige minder og følelser og gjort at han havde frygtet at komme til at dræbe hende, også... At han så nok aligevel indirekte havde været skyld i hendes død med det han gjorde... Ja, det var så en helt anden side af sagen.

Han sad blot stille og lyttede som hun forklarede tingene med brevet, mens han også fik pillet t-shirten af sig selv, så den blege, slanke overkrop med de mange tatoveringer nu var fuldt synlig. Som hun fik snakket om de krav der var blevet stillet af hende, sukkede han let. Det undrede ham ikke... Han havde aldrig nogensinde fået mødt andre i Arumia's del af familien, men han havde godt hørt fra hende at de ikke havdeværet glade for at hun var sammen med en som ham... Så det undrede ham ikke at de heller ikke havde kunnet lige 'resultatet' af den forening, som der lige nu sad ved siden af ham her på den faldne træstamme. Han havde i realiteten en del ondt af hende - ikke lige den bedste familie at blive født ind i, og så også uden en far fordi han ikke havde anet at hun havde eksisteret... Hendes liv havde så absolut ikke været nemt, men han syntes nu hun havd eklaret det flot på trods af alle de mange forhindringer. Hun kunne sagtens allerede selv være endt inde på hospitalet på nuværende tidspunkt, hvis hun ikke havde været stærk nok.

"... Tak," sagde han stille som han løftede den lille pose op med halskæden i, rimelig glad for selve posen så guldkæden ikke rørte ham direkte, og derfor heller ikke skadede ham. Han lagde den stille og roligt ind i jakkelommen på jakken han allerede havde lagt ved siden af sig, og et smil dukkede op på hans læber som hun prompte skiftede emne tilbage til det han trods alt så småt var igang med at skulle vise hende. Ja, måske ville nogle se det som kujonagtigt at hun med det samme skiftede emne når det blev for meget, men han fornemmede godt at det blot varen overlevelsesteknik - og en der i alt fald virkede nogenlunde for hende, så han ville ikke kommentere på det.

Istedet, så rejste han sig op, som han stille og roligt tog bukserne af, også, så han nu kun stod i sine underbukser. Det var trods alt dem der var det billigste af alt tøjet,og derfor dét, han var mindre bekymret med gik i stykker. Plus, han havde ikke lyst til at strippe helt og aldeles nøgen lige foran øjnene på sin datter, det ville mildest talt føles mærkeligt. Så istedet stod han nu der foran hende, og tog en dyb indånding. "Som du ønsker," sagde han så med et skævt smil, før han lod forvandlingen tage sted. Sorte skæl der hurtigt voksede ind over hele hans hud som han voksede i højden... Omtrent en meter, så han endte ud med at være tremeter høj... Hænderne groede klør... Store vinger voksede frem bag på hans ryg, samtidig som halen også dukkede op... Benene der ændrede form en smule, til at lige bagbenene fra de fleste dyr istedet... Og endelig, hornene og snuden... Og da han kiggede på hende igen, transformationen fuldendt, var det med de klare, gyldne reptil øjne der hørte til denne form.

Hans reaktion til det hele gjorde hende blot endnu mere sikker i hvad der var sket i tidernes løb. Han forstod lige så vel som hun, at der ikke var meget at gøre når Morrigan Dumor havde besluttet sig for noget. Hans smil som hun skiftede emne var kærkomment. Hun havde ikke ønsket at holde brevets eksistens og indhold hemmeligt for hele verdenen - specielt ikke hendes far. Josiah derimod, ville ikke kunne forstå hvorfor hun ville gå med til at give slip på hvad der havde været hendes eneste tryghed i så mange år; hendes identitet. Sandheden var jo bare, at hendes identitet ikke lå i hendes navn, og aldrig i navnet Dumor. Jovist var det en ældre slægt med gode forbindelser og gamle traditioner, men hun havde aldrig været andet end skidt for dem, som en uønsket husalf man ikke orkede sætte fri.
Nej, Cassandra havde skam ikke givet slip på sin identitet. Men hadet der engang havde været rettet mod hendes mor manglede et hjem, og hvem bedre til at overtale så hæslig en følelse i hendes hjerte, end den bedstemor der aldrig så meget som forsøgte at hjælpe hende, på trods af kød og blod? Tankerne delte hun ikke med nogen - det var hendes eget lille spind af had og foragt, som med tiden sikkert ville gøre hende mere eller mindre så sindssyg som hendes mor havde været. Men indtil da, var der trøst i hendes had. Der var sikkerhed, velvilje. Ingen afvisning.
Hun så på sin far, som han nu stod tilnærmelsesvis nøgen, og ellers startede med at vokse. Det tre meter høje væsen foran hende var noget hun havde drømt om mange gange som barn - men hun havde aldrig troet at det ville være virkeligt. Hun rejste sig roligt op, som han stod foran hende og så på hende med de klare øjne. Øjne hun genkendte alt for tydeligt, som hendes øjne skiftede til deres gyldne farve og aflange pupiller.
At sige at hun var forelsket, var muligvis en fejlfortolkning. Fortryllet, ville nok passe bedre til situationen. Havde hun på nogen måde vidst at hun delte bare en smule gener med sådanne et majestætisk væsen, så havde hun uden tvivl nok følt sig en del mere magtfuld end hvad hun havde gjort i sin opvækst.
Hun havde lyst til at sige noget, men hun var tom for ord. Var dette ikke bare endnu en af hendes livlige drømme? Hvornår ville mareridtet indhente hende igen? Hun stod der bare, mundlam, og lod det gyldne blik danse over hans skæl, med et forbløffet smil.

Ja... Morrigan havde aldrig væreten der havde været til at diskutere med, hun gav sig aldrig... Især ikke efter hun havde haft set, ja... Ikke engang hele formen her, men bare de øjne han fik når hans temperament kom op at køre, det var som om det kun havde gjort hendes beslutning om at blande de to racer ikke var noget der hørte til, stærkere end den havde været før. Dengang havde det rent faktisk været Arumia der havde fået holdt ham lidt tilbage, før de så intet havde haft med Morrigan at gøre igen, men blot levet deres liv så godt som de nu kunne... Altså, indtil Lyle havde taget beslutningen om at forlade hende for at beskytte hende fra sig selv. Han var ikke i tvivl om at Morrigan nok havde strøet en del salt i såret for Arumia efter det var sket...

Han drog et nærmest lettet åndedrag som han atter var i sin dragonianske form... Som der, som oftest, føltes såmeget mere naturligt for ham at være i, end den tilnærmelsesvist menneskelige form han normalt gik rundt i. Tilbage i hans hjem dimension havde han nærmest aldrig været ude af denne form... Så det føltes næsten som en snert af hjem, når han endelig kunne være i denne form igen. Så som han stod der, nu atter vendt mod sin datter, kunne hun nok også sagtens se på hans kropssprog, at han følte sig langt mere afslappet sådan her. Ikke at han ikke normalt også virkede rimelig afslappet, men det var stadig noget andet end den type afslappethed.

Roligt satte han sig ned på noget der nærmede sig hug - hans ben i benne form en del stærkere og perfekt bygget til at holde en sådan position længe. Det bragte ham næsten ned på hans normale højde - der jo så stadig var de ca. 2 meter. Halen, der ikke lige nu var brug for til at holde balancen så meget med, blev snoet løst rundt om hans 'fødder', som han lod sine arme hvile på sine knæ, vingerne trukket ind langs ryggen som han sad der, og gav Cassandra det tætteste på et smil, han kunne i denne form. "Now... Is it anything like what you imagined?" hans stemme var også blevet en tak dybere, lidt mere ru i det end før, men det var vel at forvente.

Cassandra hans stået der i nogle sekunder, og havde egentlig bare suget det hele til sig. Forvandlingen fra hvad hun engang havde antaget var en almen menneskemand til det mytologiske væsen hun altid havde fået at vide ikke var andet en fantasi, var helt klart noget hun havde troet ikke ville kunne finde sted. Alligevel stod der hvad hun ville beskrive som et majestætisk væsen foran hende, og nu satte sig på hug for at komme ned i hendes øjenhøjde igen; godt det samme, for der var forsat mellem 30 og 40 centimeters forskel. Hun var ikke ligefrem lav selv, men naturligvis ville hun være lavere end en dragonoid på knap tre meter!
Hans stemme kom bag på hende, mere end hans udseende. Den var mere ru, og en smule dybere i tonelejet - men mest af alt var den behagelig, som noget der kaldte på hende i fjerne minder. Minder, som på ingen måde kunne eksistere.
''I never imagined anything, other than a man that never wanted anything to do with me, so... No, it's nothing like what I imagined..'' sagde hun, mens hun bare stod og lod sit blik vandre over ham. Hun følte sig en smule uforskammet over egentlig bare at stirre på ham, men det ville vel være endnu mere grænseoverskridende at røre ved ham - ville det ikke?
''You look... Magnificent! I can't belive that I somehow is related to such a being!'' sagde hun så, med et skævt smil, inden hun satte sig ned på træstammen igen, for ikke at virke alt for akavet. Hun kunne næsten forestille sig hvor behageligt det måtte være at kunne bevæge sig frit i sin egen krop igen, uden en hud der strammede. Personligt var det en pine at tvinge hendes øjne til at være deres dybe brune farve hele tiden - hvilket også kom til udtryk når hun havde travlt med alt muligt andet og hendes naturlige øjenfarve kiggede frem fra undergrunden.
''I guess it's more comfortable as well?'' spurgte hun så, med et blidt skuldertræk, om ikke andet for at have en form for small talk kørende med ham - selvom, væsnet foran hende lignede bestemt ikke typen der var interesseret i small talk, tværtimod.

Lyle havdeskam ikke noget imod måden der blev kigget på ham. Det var jo fuldt ud forståeligt at der blev kigget ekstra - især siden det han var slet ikke eksisterede her ellers, intet havde til fælles med de mange overnaturlige racer der allerede eksisterede her... Der var en god grund til at han var blevet den der var ansvarlig for de andre specialracer på skolen, nu han godt vidste en hel del om mange af de ting de kunne blive udsat for, især følelsen af ensomhed der ofte fulgte med til at være en ekstremt sjælden race... At man aldrig helt følte at man hørte til. Sådan havd ehan trods alt haft det i mange århundreder...

Men så havde Arumia været der og ændret på det, i alt fald indtil alt det andet begyndte at brase sammen og han atter var alene, af egen fri vilje. Men han følte sig om ikke andet mindre ensom efter hans tid som lærer på akademiet, nu han var omringet af andre han vidste også potentielt kunne leve mange år endnu. Hvis han ikke huskede helt galt var han da vist også selv kun omtrent halvvejs af den alder hans egen race kunne opnå... Så derfor var det godt at omringe sig selv med folk der også ville være her en god, rum tid endnu.

'Smilet' forblev på de smalle, skællede læber, fremviste endnu flere af de rimelig drabelige tænder end ellers - det var jo nok rimelig tydeligt at han var bygget til at være et rovdyr af den bedste kaliber. "It is," sagde han roligt. "Which is also why I've gotten into the habit of taking a late night flight ever so often. It's always good to get to stretch the wings... And, well, in the night sky, I'm pretty much invisible." sagde han så, og trak let på skuldrene - for selvfølgelig var det utroligt svært at få øje på ham mod den mørke nattehimmel når hans skæl var kulsorte. "That, and, of course, I'm much harder to injure like this. And much stronger." men det gav vel også sig selv, bare med udseendet... Hans skæl beskyttede mod alt på nær ædelmetaller, og hans styrke... Ja, han havde før været oppe at kæmpe med pureblood vampyrer, og fundet ud af at de var omtrent lige stærke.

Cassandra smilede blot, som henes far fortalte hende om hvordan han ville være nærmest usynlig på nattehimlen. Hun kunne lige forestille sig det, hvor befriende det måtte være at kunne være usynlig.
''Strenght was never something to doubt in our family, I guess.'' sagde hun så med et skuldertræk selv. Arumia havde været utroligt stærk inden hun begyndte at falde fra hinanden, og Cassandra var ikke i tvivl om at hun på mange måder havde arvet både styrker og svagheder fra begge sine forældre - en tanke der til tider var skræmmende som bare pokker.

En del af hende var så fascineret over hans naturlige form - specielt hans øjne, klør og tænder. Måske var det hende, som var bizar og morbid, men hun kunne livligt se for sig hvordan det måtte være at lade livet til hans tænder, låst fast og det sidste man vil se var hans fantastiske øjne. Ja, hun var helt klart morbid - men det var trods alt også hende der jagtede mennesker for sjov, sammen med to renblodsvampyrer. Hun var ikke ligefrem en menneskeven, og nu stod hun til at skulle giftes med et menneske selv. Skæbnen havde en syg form for humor til tider.

''So, is everyone from back home like this?...'' spurgte hun så, ganske roligt, men samtidig en smule tøvende. Hvis han ikke ville tale om hans tidligere hjem, så ville hun ikke tvinge ham - langtfra. Hun var jo ikke selv tryg ved at tale om hendes barndomshjem - på trods af at lejligheden sikkert ikke eksisterede mere, takket være Jonathan da han redede hende.
''Now I'll just want to be more like you than her. It's not really fair.'' lo hun blidt, velvidende at han sikkert ville forstå det bedre end så mange andre.

"I guess not. At the very least, I see much of the strength has passed on in you." sagde han så, som 'smilet' blev en smule blidere i det. Der var ikke mange der ville have kunnet klare hvad hun var gået igennem og stadig være nogenlunde dem selv bagefter... De fleste var nok for længst brudt helt og aldeles sammen over det.

"... Not everybody." sagde han en smule tænksomt,og tog en dybere indånding som han tænkte tilbage. Førhen havde det udelukkende væretmed trist mine han havde tænkt tilbage, menhan var efterhånden gået hen til mere at huske de gode stunder og blot være glad for at han havde fået lov til at opleve dem, også selvom han ingen mulighed havde for nogensinde at komme tilbage til den dimension, i alt fald ikke hva dhan vidste af. Og hvis det alligevel skulle lykkes, ville guderne så ikke bare smide ham ud igen? Så bedr ehelt at opgive tanken om at komme tilbage og blot nyde minderne om den tid han trods alt havde haft der.

"As a race, i guess we're pretty young. At least compared to the dragons and elfins who eventually created us by joining the races together." sagde han så, tænksomt. Han vidste selvfølgelig ikke de helt store detaljer, men der havde været mange historier om racens ophav, delt omkring bålene efter hver jagt på skyggevæsnerne der sådan havde plaget deres verden før de kom til. "All sorts of magical creatures exist there. I dont think I ever saw anything as mundane as most humans and animals are here, to be fair... Everything seemed to be touched by magic, there. Maybe that was why the shadow creatures were there in the first place... They fed off of magic, and we were, in short, created to help combat them, as they live din caves too small for the true dragons to enter, and they were too strong for the elfins to fight."

Cassandra nikkede mens hun lyttede til hans fortælling om hans races oprindelse og hans hjemland. Hun vidste godt at hans blide kommentar om styrken hun selv udviste måtte være mere eller mindre baseret på medlidenhed, mere end det var sandfærdigt.
Alligevel lyttede hun blot som han fortalte, for det var som at høre en fortælling fra et land langt væk, og det var trods alt ikke så langt fra. Det var dog mere eller mindre det eneste det nogensinde ville blive for hende. Hun ville aldrig se hvad han talte om, hun ville aldrig opleve det - og det tyngede hendes hjerte bare at tænke på det.

''It sounds just as magical as I would have guessed.'' sukkede hun med et skævt smil, inden hun ganske kort så ned på sine fødder. Hun følte sig forkælet og urimelig, når hun sad og ønskede at bo i en verden hun aldrig ville se. Hun vidste også godt, at det ikke ville ske. Hun ville ikke miste noget ved at drømme om det - hun havde trods alt et liv, et hjem og en familie.

''Do you have any family, besides this little accident?'' spurgte hun så, forsat med sit skæve smil, inden hun så op på ham igen. Hun havde intet problem med at omtale sig selv som et uheld, for det var hvad hun var, i alle sammenhænge. Hun var ikke planlagt, ønsket eller påskønnet i familien hun var vokset op i. Hun anede ikke hvor hendes far stod, for måske følte han sig blot forpligtet til at være sammen med hende - endnu en tanke der strammede om hendes hjerte.

Han vidste godt at det nok for mange der var født he rpå jorden, ville være vanskeligt helt at forestille sig præcist hvordan hans hjem dimension havde været... Og han måtte også indrømme, at han havde problemer ved at finde ord værdige nok til at beskrive det ordentligt. Men det vigtigste var vel også bare at hun fik en fornemmelse af det - chancen for at hun kunne komme derhen var nok ligeså lille som den var for at han selv kunne komme derhen igen.

"It was. Very much. And probably still is, unless things have changed drastically while I've been here. I spent almost half my life there..." han sukkede en smule med den gnist af hjemve der atter blev tændt i ham ved tanken, men han havde også for længst affundet sig med at virkeligheden jo nok var at han aldrig kom tilbage dertil, og at han nok aldrig ville komme til at se resten af sin familie og sine gamle venner igen.

"I don't know," sagde han så ærligt, som svar på hendes spørgsmål, før han så tilbage på hende igen. "At the very least, I used to. I don't know what dimensions they've been sent to... If they're evn alive, any longer. The sentence over our race was pretty clear from our gods, at the very least. Spread out across the dimensions so that...." han sukkede igen, tog sig lige et par sekunder mere til at indrømme det, "... So that we wouldn't wreak havoc the way we wound up doing back home. But I had my parents back then. Lots of cousins, too. And, apparently, a big brother, too... But he was taken before I was even born."

Som han snakkede videre om hvor magisk hans tidligere hjem havde været, lyttede hun forsat med et varmt smil. Det var fascinerende, og samtidig hjerteskærende. Han var skabt til én bestemt ting - og hans skabere havde forvist ham, og resten af hans race; deres race. Jo, det strammede lidt i hendes bryst, som hun tænkte på følelsen af at blive forvist fra sit hjem.

Samtalen styrede nu over i familier - slægtninge. Som hun forstod det, så var chancen for at hun havde slægtninge udover Dumor-slægten og Lyle ret så lille efterhånden. Det var en trist tanke, at Lyle måske var helt alene, med undtagelse af Cassandra. Med Arumia væk, ville han have alle muligheder for at finde kærligheden igen - ville han ikke? Cassandra ville i hvert fald aldrig stå i vejen for det. Alle fortjente nogen i deres liv der elskede dem.

''Well, your gods seems like they've got some issues...'' sagde hun roligt, inden hun drejede nakken lidt, så den knækkede højlydt. Hun kunne ikke lide at tale om guder generelt - en omnipotent kraft som ingen kunne matche. Nej, det var ikke rigtigt - det virkede forkert.
''You don't seem like the type to wreak havoc. Maybe you just passed that trait to me.'' sagde hun så, med et lille drilsk smil, og et glimt i øjet. ''And if you ever ere to wreak havoc, please let me know. I would love to see just some of it.'' sagde hun så, fuldkommen seriøs. Hun var ikke bange for Lyle og hans evner, tværtimod. Hun var vokset op med en sindssyg mor - hendes far kunne på ingen måder skræmme hende.

''Maybe you and I should go on a vacation soon. Somewhere so hot that humans doesn't want to be near us.'' lo hun roligt, inden hun strakte sig lidt. Hun elskede varmen og solen. Hun havde flere gange overvejet at flytte sydpå, men nu med Josiah i billedet, ville det ikke være muligt. Han ville - forvandlet eller ej - næppe kunne leve i en ørken eller i en jungle i mere end et årti inden han ville få nok.

På trods af hans hjemve, der nu engang stadig var der selvom det var godt og vel halvandet årtusind siden han havde været i sin hjem dimension, så var det nu også meget godt endelig at have en at tale om det med. En der rent faktisk også var interesseret i det, især da det nu også var en der kun beundrede hans oprindelige form her, og ikke lod til at have et gram af frygt i sig ved at seden, som så mange andre havde. At hun oven i det var hans datter, og derfor det eneste familie han vidste han havde, der stadig vari live, ja, det var så blot som et kirsebær på toppen af det hele. Det var meget rart at få snakket om det.

"I guess they do... Or did. Anyway, I don't blame them with what we did to that world." sukkede han, som han tænkte tilbage på de landsbyer der var blevet brændt ned i raseri anfald... Ikke kun fra de andre, men også fra ham selv. Han var dog en af de få der havde indset problemet og stoppet med at feste med de andre... Men én ud af flere tusind ændrede ikke meget på det generelle problem.

"Maybe not now... But I had no control whatsoever over my temper back then. You said one wrong thing to me and the immediate area might get bathed in flames almost instantly..." indrømmede han, da hun kommenterede på det med at han ikke virkede som typen til det. "But sure, if I ever get the urge again, I'll give you a call." sagde han så, omend smilet godt viste at det nok var mest i joke at han mente det. "But a vacation does sound nice... Maybe this summer could be nice... I sort of miss India and Australia..." sagde han så, mens han kiggede en smule op mod himlen, som han tænkte tilbage på den tid han havde brugt i hvert af de områder.

//Out, efter aftale