Hi dad! - By the way, I'm getting married.... - Lyle

T: omkring kl. 16
S: Brewed, café
O: studerende der sidder i deres studiegrupper og arbejder med lektier, blandt andet.
V: udenfor blæser det lidt, men intet voldsomt. Lettere køligt, grundet blæsten.
P: En sort tanktop med en grå oversized cardigan udover, sorte leggins og et par converse basketstøvler i klassisk sort.

Kom det bag på nogen at Cassandra sad og drak kaffe, nu når hun alligevel trængte til at komme lidt væk fra sin forlovede? Nej, vel? - Snakken havde gået alt for meget på det faktum at hun var træt af at skjule sin magi for sin kommende familie, og hun var blevet godt og grundigt frustreret. I stedet for at sige dumme ting de begge ville fortryde, så havde hun valgt at hoppe i et par sko og tage sin taske for derefter at bevæge sig ned til Brewed - den café hun havde mødt Josiah på allerførste gang. Stedet bragte varme minder til hende, og et smil på hendes læbe hver gang hun var der.

Hun sad for sig selv, ved det samme lille tomandsbord som hun havde siddet ved hver gang hun besøgte caféen. Foran hende stod en relativt stor kop - eller måske nærmere betegnet en skål? - med hvad der enten måtte være en cappucino, en café latte eller en latte machiatto. Kaffe med mælk - basalt set. Et magasin med brudekjoler lå ved siden af kaffekoppen, sammen med en kuglepen og en lille notesblok fra et eller andet advokatfirma. Det tog ikke lang tid at regne ud hvad hun egentlig sad og lavede - men hun kunne jo ikke rigtig gøre det sammen med Josiah, han måtte jo ikke se lige præcis dén del af planlægningen.

Hun tog en tår af sin kaffe, inden hun atter begyndte at lade kuglepennen glide over blokken, mens hun skitserede et design til noget blonde-mønster hun ville kigge efter - et mønster der havde været en del af hendes kjole ved hendes mørke dåb; et ritual Dumor-slægten havde praktiseret i generationer. Blonden havde været lavet af Cassandras bedstemor til en kjole hendes mor havde båret ved sin egen mørke dåb, og som Cassandra også havde båret til sin. Det var udelukket at kontakte bedstemoren om metoden, hun nægtede at se Cassandra som kød og blod... Racerenhed og så videre.

Efter endnu en dag på akademiet, med endnu fler elektioner at undervise i, syntes Lyle at han havde fortjent en god kop kaffe på sin vej hjem, og det var så sådan, at han var endt op her i Brewed. Han rettede lidt på sin knold - med så langt hår som hans, så var det i al blæst bare nemmere athave det oppe i knolden - og gik hen til disken hvor han hurtigt fik bestilt sig en god, stor kop kaffe. Sort - han havde hverken brug for sukkeret eller for mælken, især siden mælken kun ville gøre kaffen koldere og han fortrak den så skoldende hed som han overhovedet kunne få den. Nok en bivirkning af at han trods alt kunne spy ild i sin dragonoid form. Ekstrem varme rørte ham slet ikke på samme måde som det gjorde mennesker og de fleste andre.

Da han havde fået sin kaffe, og tog en tår med det samme - til en smule forundring fra baristaen da hun prøvede at advare ham om at den var meget varm - smilede han blot til hende, før hans øjne gled ud over caféen. Det tog ikke længe før hans øjne faldt på en skikkelse han med det samme genkendte. han havde ikke talt meget med hende siden alt det med Arumia's død... Men dog kunne han stadig ikke undgå at genkende sin datter på stedet.

Han gik stille og roligt derhen, og smilede blidt til hende. "Længe siden," sagde han først, stadig med det blide, venlige smil på læberne. Et man sjældent så fraham, men det privilegie havde hun jo så. "Vil du helst bare sidde alene, eller må jeg gøre dig selskab?"

Tankerne havde vandret som hun skitserede, og da en velkendt stemme pludselig talte til hende gled kuglepennen i en forskrækket reaktion tværs over papiret og efterlod en stor fed blå streg over hele designet. Hun havde mest af alt lyst til at kaste det hele i skraldespanden - hidsighed lå til familien - men i stedet så hun op og stirrede på manden der havde talt til hende.
‘’Hej!’’ Sagde hun så, med det samme blide smil som han selv stod med - som et spejl mellem de to. ‘’Sæt dig bare, jeg bider kun hvis du prøver at tage min kaffe.’’ Sagde hun med en mild latter i stemmen, inden hun fjernede både blokken, kuglepennen og magasinet med brudekjoler og lagde det ned i tasken ved siden af hende for at gøre plads til ham ved det relativt lille tomandsbord.
‘’Jeg går ud fra at du er færdig med undervisningen for i dag?’’ Spurgte hun roligt, inden hun tog en tår af sin kaffe. Hun stillede den fra sig og så på ham med hovedet lagt ganske let på skrå, som en nysgerrig hund.
Hun havde i bund og grund en rimelig stor omgang forklaring foran sig - det skyldte hun ham - men kun hvis han selv spurgte hende. Hun havde trods alt undgået hans undervisning, været væk fra akademiet i flere måneder inden hun var kommet tilbage for en enkelt uge inden hun havde mødt Josiah og nu var droppet ud for at leve et liv blandt mennesker fremfor magiske væsner. Magien kløede i hende, fik hendes blodårer til at brænde som ild hver gang hun tænkte på at bruge magi - hvor ville det blive skønt når hun engang kunne bruge magi derhjemme igen!

Lyle lavede en let grimasse dahan så hvor forskrækket hun blev - det havde ikke lige været hans intention, men hun havde vidst også været rimelig dybt fokuseret på hendes skitsering. Han var dog glad for at se at det var et smil han blev mødt af, især efter ikke at have set hende i en rum tid. Han havde ikke helt vidst hva dhan skulle tænke, om hun rent faktisk gad at han var omkring hende og overhovedet gad snakke med ham, men for lige nu kunne han da høre at hun ikke havde det helt store imod det, så han satte sig ned, stadig med et smil på læberne. "Der er alligevel for meget mælk i den til at jeg ville overveje det. Jeg holder mig bare til min egen." sagde han, med et lidt skævere smil end før.

"Ja, den sidste time sluttede for omtrent en time siden, nu. Geografi. Det er utroligt hvor meget folk kan rode rundt i det til tider..." han rystede let på hovedet, men nu havde han jo også fordelen af at have rejst langt det meste af verden rundt. Men igen, når man kunne få vinger, og kunne flyve okay hurtigt, så var det jo også meget nemt at komme rundt og se det hele. Og det var så meget nemmere at huske det sådan end kun ved at se på kort. "Men nok om det - hvad har du fået tiden til at gå med? Jeg har jo ikke rigtig kunnet undgå at lægge mærke til hvor fraværende du har været fra mange timer." det blev sagt i en blid og rolig tone - intet bebrejdende, han var bare helt almindeligt nysgerrig, og tog stille og roligt en tår af sin skoldhede kaffe.

Det kom ikke rigtig bag på hende at hendes far var til sort kaffe - det var trods alt både sundere og lettere at holde varmt. Bitterheden var dog noget hun foretrak at undgå hvis hun kunne. Hun havde en alt for stor sød tand - deraf drillerierne fra hendes gamle roomie omkring at hun måtte være en sukker-fe fremfor en heks.
''Det kommer ikke bag på mig at geografi er et besværligt emne efterhånden. De fleste bruger jo bare deres telefoner og internet til at finde hvad de skal bruge. At rejse og se verdenen er blevet noget for eventyrlystne teenagere. En skam, egentlig.'' sagde hun med et lille smil som hun lænede sig tilbage i stolen og krydsede hendes ben mens hun så undersøgende på ham - dog uden at være påtrængende, forhåbenlig.

''Well, siden sidst vi sås er der godt nok sket en god del. Jeg ved ikke helt hvor jeg skal begynde, og hvor meget du egentlig vil høre.'' sagde hun med et lille opgivende smil inden hun tog en tår kaffe mere.
Hun bed sig lidt i læben, inden hun lagde hovedet lidt på skrå.
''Jeg kom ikke tilbage efter du satte mig af i byen. Jeg tror jeg havde brug for at tænke, og i stedet for faktisk at tænke så endte jeg med at drikke mig i hegnet.'' sukkede hun med et lille skuldertræk. Det kunne vel ikke kom bag på ham at hun var præcis som sin mor; impulsstyret.
Hun tog en dyb indånding og rystede på hovedet.
''Jeg boede ved en ven i et stykke tid. Et par måneder. Så da han smed mig ud kom jeg endelig tilbage til akademiet.'' sagde hun så, inden hun så over på ham igen, med et lille skævt smil for at understrege at hun ikke havde nogle problemer med at fortælle om det.

''Akademiet rummer for mange minder. Jeg kan ikke holde ud at være der, og da jeg fandt ud af at Leviticus også skulle undervise der besluttede jeg mig for at stoppe mens legen var god. Jeg kan jo ikke have både min ven og min far til at undervise mig.'' sagde hun så, en smule ironisk. Hun var selv relativt belæst, så hun manglede ikke uddannelsen, udover dokumentet der beviste at hun havde gennemført den.

''Jeg bor nu sammen med Josiah og Elijah Oakly, indtil vores lejlighed er klar til maj. Nåej ja, og så begynder både Josiah og jeg at arbejde for Queenie når den nye bar åbner ovre på Southside.'' sagde hun med et lille skuldertræk. Hun burde nok fortælle ham at hun var forlovet, men det virkede som en bombe at smide når nu det hele var så nyt - også mellem Cassandra og manden foran hende; hendes far. Kød og blod - selvom det ikke føltes sådan. En del af ham virkede så fremmed at hun ikke turde fortælle det hele - ikke fordi han var skræmmende, men fordi at dele informationer som var mere end almen viden ville være alt for risikabelt for hende. Hun måtte jo også passe på Josiah indtil han havde gennemgået sin forvandling.

''Nå! Nok om mig, hvordan går det med dig?'' spurgte hun med et oprigtigt interesseret smil, inden hun tog endnu en tår af sin kaffe, og smilede til ham, afventende.

"Ja... Det er nu rimelig trist." sukkede han stille, og strakte sig en smule. "Det er langt mere underholdende at tage ud og opleve tingene end blot at søge informationerne online. Måske er det også bare derfor jeg kan huske det hele så meget nemmere... Jeg har trods alt været alle de steder jeg underviser om." sagd ehan med et skævt smil. "Det er praktisk at bare kunne flyve afsted når man vil." han havde jo godt fortalt hende hvad han var... Så selvom hun ikke lig ehavde set dragonoid formen, havde hun vel også godt tænkt sig til at han netop havde vinger i dén form.

"Jeg vil høre så meget som du er villig til at dele. Intet pres. Bare hvad end du har lyst til at fortælle." sagde han roligt, og tog endnu en tår af sin kaffe som hun begyndte at forklare. Tja, impulsiviteten var det skam ikke kun hendes mor hun havde fra, det var skam en kombination af dem begge. Lyle havde ligeledes været impulsiv så længe han overhovedet kunne huske. Men han mente også at kunne huske, at det havde været en ting alle dragonoiderne havde haft til fælles... Impulsiviteten fra drage instinkterne der var blevet båret ned gennem generationerne. Han løftede kort det ene øjenbryn, men kommenterede ikke videre på det. Alle kunne have brug for at bo hos en ven i noget tid, have noget ekstra støtte indtil man var klar til at klare sig selv igen.

"Tja, det er mere end grund nok til at holde sig væk, ville jeg mene." sagde han så med et skævt smil, og trak let på skuldrene. Han havde bare været nysgerrig, og nu havde han forklaringen, hvilket var mere end rigeligt. Han sukkede dog let, da snakken røg over på ham. For ja... Hvordan forklarede man alt det her? Mens han studsede over det, tog han stille og roligt sin hårelastik ud, og lod sit lange hår falde løst ned, strøg lige en enkelt gang en hånd igennem det for at holde det væk fra ansigtet. "Tja... Jeg har lidt været plaget af en følelse jeg ikke har haft i årevis." startede han stille og roligt, og kiggede kort ned i sin kaffe. "Efter Arumia... Har der været et tomrum der ikke var der selv i alle de år jeg var væk. Hun... Tja, jeg kan vel sige det bedst med at sige at jeg følt ehun forankrede mig i denne verden. Jeg føler mig atter som en fremmed her. Jeg ved udmærket godt at jeg ikke hører til her... Det rammer mig bare lidt hårdere end det har gjort længe." nok især fordi hun havde været noget han rent faktisk kunne kalde familie. Ja, Cassandra var hans datter, men deres forhold var der jo ikke engang rigtigt, så alt dette... Fik ham bare til at savne den dimension, den verden han var blevet født ind i.

Hun sad og kiggede skiftevis på ham og på hans kop, mens han snakkede. Hun havde det faktisk lidt svært ved at det var hendes far og ikke hendes professor hun sad over for. Måske, på et eller andet punkt, var det meget sundt at de sås uden for skolens grund, så det blev mere naturligt for hende at se ham i en familiær sammenhæng?
Da snakken faldt på hendes afdøde mor - Lyles afdøde mage - så Cassandra lidt ned, og begyndte at pille ved den kæde hun havde om halsen; et par dogtags med Josiahs informationer på, fra hans tid i militæret. En del af hende havde lyst til at rejse sig og gå - hun ville ikke tale om hendes mor, for ligemeget hvor lang tid der ville gå, og hvor meget Arumia havde behandlet hende som skrald, så var det stadig hendes mor. Hendes afdøde mor.
Hun vidste ikke hvordan hun kunne forklare hvordan hun havde det med sin mors død, for hun havde så blandede følelser. Hvor mange gange havde hun ikke siddet i et hjørne af lejligheden og grædt sine øjne ud når drengene ikke havde været hjemme?
‘’Det ser ud til at vi begge er fanget i denne verden uden noget vi genkender som familie, huh?’’ sukkede hun inden hun gned sine tindinger lidt og så på ham igen, med et lille undskyldende smil.
‘’Det er hårdt at savne hende.... Hun hjemsøger mig i mine drømme. Altid det samme; luk hende ind... Lad hende overtage...’’ sagde hun så, og så ganske kort direkte ind i øjnene på hendes far. Et spor af frygt kunne nemt genkendes i hendes blik, men hun valgte hurtigt bare at se ned på sin kop.

‘’Anyway! Har du prøvet at planlægge et bryllup før?’’ Spurgte hun så, og prøvede at præstere et skævt smil. Hun ville så gerne skifte emne, hurtigt. Hendes mor, trods hendes død, skræmte virkelig Cassandra ud af sit gode skind.

Lyle sukkede let efter hans mindre tale, sank en klump der var opstået i hans hals, og tog endnu en god tår af den rygende varme kaffe - stadig for varm til at de fleste ville tage så store tåre, men igen, det var jolangt fra alle der havde samme varme tolerance som ham selv. Han kunne knap vente på at sommeren kom igen, og håbede som altid på en hedebølge... bare for at de måske kort kunne isge hej til minimum 30 grader. Det ville være dejligt... Ellers så endte han nok med at tage en ferie i Spanien eller noget lignende, bare pakke en taske og så selv flyve derned. Hvorfor betale penge til et flyselskab når han kunne nyde rejsen bedre ved selv at flyve?

Et svagt, men lettere melankolsk smil dukkede dernæst op på hans læber. "Det kan du have ret i." sagde han stille, og så over på hende igen. Så lidt som de havde set hinanden havde de jo ikke knyttet det familiære bånd overhovedet, og det ville nok også tage en rum tid, hvis hun da overhovedet gad at have det. han ville skam også have det fint med bare at være en 'ven' for hende... Eller helt at holde sig væk, hvis det var det hun ønskede at han gjorde. Men siden hun havde ladet ham sidde her og nu snakkede med ham, så lod den sidste mulighed ikke til at være den rigtige, i al fald. Han rynkede let brynene som hun snakked eom sine drømme, og skulle til at kommentere - men hun kom ham i forkøbet, og skiftede emne til noget han ikke ligefrem havde regnet med... Så for nu, lod han det ligge. "Et bryllup? Intet udover det jeg havde med Arumia. Og det var... Meget lille, meget privat. Der var ikke det store at planlægge... Hvorfor?"

''På en eller anden måde, så er jeg glad for at have en far. Ikke mange er heldige nok til at leve med den luksus.'' sagde hun med et lille skævt smil, inden hun tog endnu en tår af sin kaffe, mens hun hørte hans forklaring om brylluppet med hendes mor. Noget hun egentlig aldrig havde hørt om før, så det kom lidt bag på hende. Måske havde hendes mor valgt bare at fortrænge det for at slippe minderne?
Men hans spørgsmål derefter fik hende til at bide sig lidt i læben. Hun vidste egentlig ikke hvordan han ville håndtere at hans datter skulle giftes, men han havde i og for sig ikke noget at skulle have sagt.
''Jeg skal giftes, og... Jeg ville jo gerne have at min egen far kunne give mig væk.'' sagde hun med en stemme der virkede som om hun var klar til at få en ordenlig skideballe - mest af alt fordi hun vidste lige præcis hvor meget hendes egen mor ville have været imod ægteskab med et menneske.
Hun tog hurtigt en tår mere af sin kaffe, mens hun ventede på hans reaktion. En del af hende var så lettet over at hun endelig havde fået sagt det til ham - det var jo et par uger siden det var blevet en realitet at de ville giftes. En anden del af hende frygtede dog fordømmelsen han ville kunne komme med, netop fordi han var hendes far. Hans velsignelse betød en stor del for hende, mest af alt fordi han var hendes eneste familie, som det så ud lige nu.
Hun kunne lige se det for sig; hendes bedstemors fordømmende tonefald over at Cassandra havde gjort præcis som sin mor, bare for at spytte på familiens rene slægt. Men så igen, hendes bedstemor havde aldrig anerkendt Cassandra som en del af slægten, netop fordi hun ikke var raceren.

Lyle smilede let, og nikkede til hendes ord. De var jo sande nok - han vidste ikke engang selv om hans forældre overhovedet var i live, eller hvilke dimensioner, verdener, de var blevet sendt til... Siden hele deres race var blevet bandlyst fra det plan, de ellers havde boet på og blevet til i.

Han tog endnu en god mundfuld af sin kaffe,og løftede dernæst øjenbrynet som han hørte hendes begrundelse for at spørge ind til hans erfaring med at planlægge bryllupper... Hun skulle selv giftes. Jamen dog... Men på den anden side vidste han jo også godt at hun var heks, så sådan noget kunne gå utroligt hurtigt, især hvis dt var hendes mage hun havde fundet. Så var det jo logisk at planlægge et bryllup nærmest så hurtigt som man kunne, og med så få måneder der var gået siden de sidst havde set hinanden, var det måske dét, der var i værkerne. Og hvis det var? Så var han bare glad på hendes vegne, for at hun havde fundet den der var forudbestemt til hende. Det måtte være en vidunderlig følelse.

"... Forståeligt nok." sagde han så med et let smil, og kørteen hånd gennem sit hår. "Men først af alt vil jeg da gerne vide lidt om hvordan han er? Selvom altså, hvis du jo gerne vil giftes med ham, så må han jo have en god evne til at gøre dig glad. Hvilket virkelig er alt jeg ønsker for dig."

Hans reaktion kom ikke bag på hende. De fleste, uanset baggrund, ville måske synes at det var utroligt hurtigt at de havde besluttet sig for egentlig at blive gift. Det var heller ikke noget hun så ske i den nærmeste fremtid - Queenie havde givet dem et år inden Josiah skulle forvandles, at the max. Og ingen sagde at de absolut skulle være gift inden da..

Da han spurgte ind til hvordan Josiah var, smilede Cassandra straks en smule for sig selv. Hvordan beskrev hun den mand uden at lyde helt og aldeles som et latterligt forelsket fjollehoved?
Hun rømmede sig lidt inden hun atter så på sin far, med et skævt smil.
''Han er fantastisk. Det er som om at alt hvad jeg er - hver en fiber af min krop - skriger efter at være sammen med ham hele tiden. Jeg har det som en puslespilsbrik der endelig er ved at blive en del af noget større.'' sagde hun så, inden hun bed sig lidt i læben.
''Jeg har ikke lyst til at se en fremtid uden ham. Han har sine særheder - han drikker ikke kaffe, men te - og kun hvis den er så sød at tænderne falder ud af munden på en.'' sagde hun og kunne ikke holde en mild klukkende latter tilbage. ''Han er indbegrebet af alt det jeg har savnet. Manglet.'' sagde hun, inden hun tog endnu en tår af sin nu ret så kølige kaffe. Kold kaffe gjorde hende intet lige nu.

''Men han er ret ny i det magiske felt. Han er menneske, og før jeg mødte ham tror jeg ikke han anede at magi var virkeligt. Ikke at jeg bebrejder ham eller hans bror for det.'' sagde hun med et lille skuldertræk. ''Jeg tror - på en måde - han ville være dybt intimideret af dig. Ikke nok med at du er min far, du er også langt mere magisk end jeg nogensinde har været.'' sagde hun så, med et lille drillende smil.

''Men jeg er glad. Virkelig. Glad, og... Skræmt. Men det er vel normalt? Frygten for fremtiden... En fremtid som egentlig afhænger helt og aldeles af det næste års tid.'' sukkede hun med et lille opgivende smil. Det var ikke løgn - det var mere om hvilken følelse der vejede mest den pågældende dag. Hun var lyksalig over at have fundet Josiah, men så rædselsslagen for hvad det næste års tid ville bringe dem.

Allerede bare ved at se hendes lille smil da han spurgte ind til fyren, sagde ham mere end ord nogensinde kunne. For hvis blot tanken om ham fik hende til at smile sådan, så måtte han jo være helt igennem vidunderlig for hende. Og det var virkelig alt hvad der skulle til for at han mente at et bryllup kunne være på sin plads, så længe hun ønskede det - og det var der vist ingen tvivl om lige i dette øjeblik, at hun gjorde.

Et lille, blidt, varmt smil dukkede op på Lyle's piercede læber som hun talte om ham, og hvordan han tilsyneladende fuldendte hende, fik hende til at føle sig som en del af noget større. Alt sammen kun gode tegn. Han løftede dog et øjenbryn da han hørte at det var et menneske, men smilet forsvandt skam heller ikke. han havde absolut intet imod en eventuel 'blanding af racerne'... Hans egen race var trods alt resultatet af en blanding af to andre, så hvordan kunne han nogensinde være imod at blande racer? Når han ikke selv ville have været der til at starte med,havde det ikke været for at blandinger eksisterede.

"Jeg ville ikke bebrejde ham," sagde han så blot, med et skævt smil. "Selv varulve har været bange for mig førhen. Og det i deres ulveform." sagde han så, og trak let på skuldrene før han drak det sidste af sin kaffe. Nårhan var i sin anden form var der kun få ting der kunne gå igennem hans skæl, trods alt... Og så havde han en formidabel styrke, plus sin ild ånde. Virkelig ikke noget man skulle spøge med. Udover at han selvfølgelig også kunne flyve sådan.

"Og man skal gerne være lidt skræmt, lidt nervøs. Lidt ligesom man er før en eksamen, velnok... Det plejer at være et godt tegn. Men i alt fald - du har skam min velsignelse. Med den måde du taler om ham på, så må han være helt perfekt for dig."

Hun lo let for sig selv, da han kommenterede på faktummet at selv varulve førhen havde været bange for ham. Men dette var noget andet, dette var en mand der stod over for sin kommende svigerfar - en skræmmende tanke i sig selv, uden at man tænkte over at Lyle var langt mere end det menneske som Josiah egentlig var.
''Du kan nu også være ret så intimiderende.'' sagde hun så, med et lille skævt smil, inden hun fyldte sine lunger med luft mens hun lyttede til hans ord. Hans velsignelse - hendes fars velsignelse. Hun havde ærlig talt aldrig overvejet at det kunne ske en dag - hun havde aldrig haft en far, så hvorfor skulle hun have drømt om det?
''Tak..'' sagde hun, men hun følte lidt hendes taknemmelighed rungede hult. Som om der manglede noget i tilkendegivelsen af hendes taknemmelighed, men var hun selv klar til at sige det for alvor? Var han klar på faktisk at have en datter - eller var hun blot den byrde som Arumia havde efterladt ham?
''Der er noget jeg ikke helt forstår..'' sagde hun så, og så direkte på ham. Spørgsmålet brændte på hendes læber, men hun havde svært ved at sige det. Hun havde svært ved at spørge ind til noget så brandfarligt som fortiden.
Alligevel tog hun mod til sig, og rettede sig lidt på stolen, utilpas, på et eller andet punkt.
''Jeg ved at jeg har spurgt dig før... Men, hvorfor kom du aldrig tilbage? - båndet mellem mager har uden tvivl gjort dig i stand til at mærke hvad der foregik. Hvorfor blev du væk, når hun havde brug for dig?'' spurgte hun så. Hendes spørgsmål var ufuldendt - for det var ikke hvad hun ville vide. Hun ville vide hvorfor han ikke var kommet tilbage til sin datter - hun var ligeglad med sin mor. Arumia havde ikke meget tilbage af plads i Cassandras hjerte, desværre. Det var sørgeligt egentlig, men hun ville ikke tale om det med andre - det had hun følte for hendes mor var hendes egen forbandelse.
''Hvorfor lod du os lide?'' spurgte hun så, og ganske kort skammede hun sig over spørgsmålet. Han kunne ikke rode bod på fortiden - det kunne ingen - men hun kunne ikke forstå hvordan han kunne være blevet væk fra det hele. Som var han stukket af fra alt, bare for at slippe for dem begge...
Hun rystede på hovedet af sig selv, opgivende. ''Undskyld... Det var ikke fair. Jeg beklager.'' sagde hun så, og så nu direkte på ham igen, med et undskyldende blik. Hun var splittet, som altid. En del af hende var vred over den tid hun havde levet med hendes mor, og en anden bebrejdede hendes far for lidelserne. En anden del vidste godt at det hele var ude af hans hænder, og stadig kunne hun ikke give slip. Ville hun nogensinde kunne det?

"Det kan du så have ret i... Der er vist mange der finder bare mit almindelige udseende intimiderende." sagde han med et lille smil, men også med et let suk i stemmen. Det var lidt irriterende at folk havde så mange fordomme om en blot ud fra ens personlige stil og udseende, trods alt. Han kunne fuldt ud forstå det hvis man så ham i hans dragonoid form, men her, i den mere 'menneskelige' form? Der var da ikke så meget at være bange for, var der? Hvorfor syntes så mange at tatoveringer og piercinger var så skræmmende? Det ville han aldrig helt forstå. Men han var glad for, at hun om ikke andet havde søgt hans velsignelse til dette, også selv med så lidt de egentligt kendte hinanden i forhold til normale fædre og døtre.

Da det næste spørgsmål kom, sank han dog en klump, og så ned i sin kop, på defåpletter kaffe der var tilbage efter han lige havde tømt det, og ønsked enu pludselig at der lige kunne være mere tilbage, men tja, så nemt var det jo ikke, så han sukkede, og strøg en hånd gennem sit hår, før han så over på hende - hans datter - igen.

"Det... Er lidt komplekst. Men i sidste ende var det fordi jeg mente det ville beskytte hende langt mere end hvis jeg blev." han vidste godt at han havde sagt det før, og rystede derfor let på hovedet, før han så hend eind i øjnene, som han uddybede. "Jeg var utroligt tæt på at slå Arumia ihjel engang. Jeg elskede hende så utroligt højt, men... Jeg har til tider ingen kontrol over mit temperament. Det er som om der bare er noget andet der tager over." og han vidste udmærket godt hvad det var - hele hans race havde arvet temperamentet fra dragerne, der sagtens kunne få blackouts og blive opslugt af deres raseri. Det var ikke helt lige så slemt som deres, men tæt på.

"Jeg kan ikke engang huske hvad vi skændtes om. Jeg ved bare, at kort efter, da jeg kom til mig selv igen... Var hun slemt forbrændt og havde en brækket ryg." han sank en klump og lukkede øjnene, i tydelig emotionel smerte ved mindet. "Jeg blev ved hendes side hele tiden inde på hospitalet. Men det var også der jeg besluttede mig for at det ikke kunne blive ved sådan. Jeg ville ikke være skyld i at hun atter blev skadet på en sådan måde, eller døde, på grund af mig. Og havde jeg vidst noget som helst om dig på det tidspunkt - så havde det kun gjort beslutningen lettere. Jeg tør ikke tænke på hvad jeg kunne have gjort af skade på et barn." han sukkede, og lænede sig tilbage i stolen. "Intet at undskylde for. Jeg har nok ikke ligefrem været en far man kan være stolt af."

Det var ikke let for Cassandra at virke upåvirket af hendes fars forklaring. På et eller andet punkt, så var det jo ikke rart at vide at han ville have forladt dem uanset om han havde kendt til hende eller ej - men hun forstod ham på en måde godt. Hendes mor kunne ikke have været særlig nem at have som mage, og i det hele taget så virkede det som om at Cassandras fødsel ikke ville have ændret på den realitet at ingen af de to kunne styre deres temperament. Hun bed sig i læben, som hendes far forklarede hende at han havde været farlig og havde været skyld i hendes mors skader dengang. Det var på en måde ligemeget, for hun vidste at hendes mor til tider havde fortjent et lag tæsk, så provokerende som hun havde været. Ikke at Cassandra nogensinde ville sige det højt - man skulle ikke skænde de døde trods alt.
Hun tog en dyb vejrtrækning, mens hun så lidt ned.
''Der er rigeligt at undskylde for. I et helt liv har jeg bebrejdet dig for at tage et valg der i sidste ende ikke var et valg.'' sagde hun så, og så hen på ham med et tøvende smil der ikke nåede hendes øjne.
''Jeg ved godt at det er skammeligt, men en del af mig har stadig lyst til at skrige af dig i flere timer for det... En anden del af mig har bare lyst til at bede dig holde om mig og sige at det hele nok skal gå.'' sagde hun mens hun rystede ganske svagt på hovedet.
''Og en kæmpe del af mig har lyst til at rejse fra det hele... Men det ligger måske til familien?'' sukkede hun med en ironisk undertone. ''Jeg er så bange for hvad der skal ske med Josiah... Han er et vidunderligt menneske, men... Magebåndet betyder langt mere for ham end hvad godt er. Jeg er bange for at han ikke aner hvad han går ind til - hvad han udsætter sig selv for...'' sagde hun så mens hun så hen på sin far. Hun havde lyst til bare at flygte fra alt og aldrig vende hjem igen.
''Måske er det et gentagende mønster med os? At vi efterlader vores mager af frygt for at skade dem?'' sukkede hun, inden hun gned sit ansigt og sukkede lavt men frustreret.

//Beklager ventetiden (det er helt urimeligt af mig!) - min kæreste har haft et sammenbrud som har krævet ret meget af mit overskud at hjælpe ham med, og oveni det så planlægger vi et bryllup (ironisk nok)//

Han kunne skam sagtens forstå hvis det var en svær ting at høre - det med at han var gået alligevel selv hvis han havde kendt til hende. Men sådan var det - han turde ikke tænke på hvordan det kunne være gået med al den ild og råstyrke omkring et lille barn,havd ehan mistet sit temperament fuldkommen igen... Han havde jo blackoutet under det med Arumia. Han kunne slet ikke huske hvad der var sket... Kun at hun havde været så voldsomt skadet bagefter. Og det havde kun været det værre med et barn.

"Det kan godt være at du mener derer meget at undskylde for med det... Men jeg forstår skam også godt hvor du kommer fra. Tro mig, jeg har selvprøvet at bære et lignende had til nogen... I over et årtusind... Dog nogen jeg kendte dengang, men... Det er en anden historie. Til en anden gang. Hvis det nogensinde er noget vi kommer ind på igen." sagde han så, og sukkede let som han tog endnu en tår af sin skoldhede kaffe.

"Det er det måske... Men jeg ville stadig mene, at med den måde du taler om ham på, så burde du nok give det en chance først. Ellers ender du med at fortryde at du aldrig gjorde noget ved det. Jeg taler af erfaring - der er utroligt mange ting jeg fortryder at jeg aldrig gjorde. Så... Jeg ville ikke ønske at dette skulle være en af tingene du ende rmed at fortryde. Selvfølgelig, hvis det går galt vil det så også gøre utroligt ondt - men så har du idet mindste givet det en chance for at kunne blive noget storslået istedet."

Had? Hvor kunne han dog tro at hun kunne hade ham? Hun bed sig lidt i læben, mens hun lod ham tale uforstyrret. På en måde kunne hun godt forstå hvad det var han mente, men samtidig var der også en del af hende der prøvede at fortælle ham at lige præcis at give det et forsøg kunne koste dem begge livet, hvis det gik galt. Hun rystede på hovedet af sig selv.
''Jeg ved godt at jeg lyder som en uvidende teenager. Det er jeg måske også, på nogle punkter.'' sagde hun så, og så på ham. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare det, så hun lod være. Hun havde ikke lyst til at træde mere ud i det end hun havde.

''Forresten, så er det ikke et had jeg nærer, når det kommer til dig. Det har det nok aldrig været. Når jeg tænker over det, så er det nok mere en følelse af aldrig at have forstået det. Ikke før nu, altså. Det kan måske tolkes som had, men... I min optik så indebærer had et behov eller et ønske om at skade nogen...'' sagde hun så, relativt rolig. Hun havde ingen grund til at hade ham for hans valg, både dengang og nu. Han havde selv lige uddybet at hans valg havde været uændret, havde han kendt til hende. Hvorfor skulle hun så hade ham, og ønske ham ondt? Hvad ville det gavne?

''Nå! For at tale om noget andet!'' sagde hun så, med et lille undskyldende smil.
''Jeg tænker at du på et tidspunkt skal møde Josiah... Måske skræmme ham lidt for mig?'' sagde hun mens hun rettede lidt på sig selv, så hun kunne sidde en smule mere behageligt. Hun var blevet helt stiv i kroppen efter den lille... Konfrontation.

"Jeg... Gik nok heller ikke ud fra at det ligefrem var et had du ville nære. Men jeg ville heller ikke have bebrejdet dig, hvis det var." sagde han stille, med et lille suk, som han trak på skuldrene. Det var nok heller ikke et desideret had han nærede til de andre af hans race der havde fået hele hans race forvist fra deres hjem dimension - han havde ikke lyst til at skade dem, det havde han gjort nok af før i tiden... Men han håbede alligevel virkelig at hvad end for et sted de var endt henne, at de virkelig fortrød alt det lort de havde lavet dengang for omtrent halvandet årtusinde siden.

Hans hænder havde atter samlet sig om hans kaffekop, inden han så op på hende som hun fik skiftet emne, og et lille, skævt smil tonede frem på hans fyldige, piercede læber. "Skræmme ham? Det er nu ikke noget jeg aktivt går efter at gøre..." selvom det alligevel var tit at han så nogen gå i en lille bue udenom ham. Selv hvis det ikke var for hans race, så var hans mere alternative stil vel også en af grundende til at nogle folk netop undgik ham. "... Selvom der nu også er en del folk det lader til jeg ikke behøver at gøre nogen bevidst indsats for at skræmme... Men mon ikke det alligevel giver nok nervøsitet for ham bare at møde din far... De fleste er vel nervøse før man møder en kommende svigerforælder," sagde han derpå med en lille, let latter, der omend havde en svag antydning af noget nær en knurren i sig, men det var så heller ikke helt noget han kunne gøre for - sådan var hans latter nu engang bare.

Hun forstod ham godt, at det var besværligt at tale om hvad der var sket uden at få det til at lyde alt for negativt.
Men da hans lille skæve smil atter tonede frem som hun havde nævnt at skræmme hendes forlovede en smule, blødte hun selv lidt op. Hun smilede selv lidt nu, inden hun ganske kort så ned på hans kop med kaffe. Han kommenterede nu på hans tendens til at skræmme folk uden den hensigt, og hun nikkede roligt.
Hans varme og lette latter smillede ret hurtigt af på hende, og hun klukkede selv lidt.

''Tro mig, godt nok er han fra militæret, men han er rædselslagen for at gøre dig utilfreds.'' sasgde hun med et skævt smil. Hans latter påvirkede hende på en eller anden måde - hans knurren der ulmede i latteren var på en måde tiltrækkende, og hun skammede sig lidt over den følelse.
''Du er nu ikke så skræmmende som mange giver udtryk for. Måske er det fordi du ikke har prøvet at futte mig af endnu, meeeeeeen...'' sagde hun med et skævt smil inden hun så på ham igen, med et varmt og blidt blik.

''Hvordan går det ellers på Akademiet?'' spurgte hun inden hun bed sig selv lidt i læben. Havde hun egentlig fortalt ham at hun var droppet ud? Han havde nok regnet det ud, men hun var på en måde i tvivl om hvor vidt hun havde nævnt det.

Det var nu meget rart at se det smil der tonede frem på hendes ansigt igen, netop som der også dukkede et op på hans eget. Det var nu dejligt at han trods alt kunne gøre hende en smule gladere igen, end hun måske havde været før... Eller mindre stresset på nogle punkter, om ikke andet. Give hende et lille afbrk fra den stressende proces, han vidste det var at planlægge et bryllup. Så utroligt mange ting at holde styr på i hele den store proces det var, trods alt.

"Det er vel meget normalt for de fleste mænd der skal møde deres kommende svigerfar, tror jeg..." sagde han så med det lille, venlige smil på læberne. "... Måske endnu mere når han ved at jeg trods alt er mindst lige så overnaturlig som du er," tilføjede han så, og drak det sidste af sin kaffe.

"Det er muligvis derfor, ja. Og fordi du aldrig har set den anden side af mig. Min anden... Ja, min anden form, for at sige det ligeud." sagde han så, og trak let på skuldrene som han lænede sig tilbage i stolen. "Og det går skam fint derude. Timerne går som de plejer, med de sædvanlige ting der foregår... De latterligste undskyldninger fra de dovne elever, fantastiske rapporter fra stræberne... Alt hvad der burde foregå på et akademi."

Cassandra vidste godt at det ikke var noget at spørge om - hun havde ingen ret til at bede om tjenester af sin egen far. Hun havde trods alt prøvet at undgå ham det meste af den tid hun havde kendt til ham; hvilken dårlig datter var det ikke lige?!
Hun nikkede, som han forklarede at hans tro lå på at de fleste mænd nok var en smule nervøse omkring deres svigerfar, og hun ville aldrig bebrejde ham det, eftersom Lyle trods alt var en del mere overnaturlig end hun selv var. Hun kunne kun give ham ret.
''Hvordan ser din anden form ud, hvis jeg må spørge? Jeg har altid forestillet mig forskellige ting, men... Jeg tvivler på om jeg nogensinde har ramt rigtigt.'' sagde hun så, med et skævt smil. Hun så lidt rundt, som om hun kiggede efter nogen, men hurtigt vendte hendes opmærksomhed sig tilbage på hendes far, som han begyndte at fortælle at alt sådan set er som det plejede på akademiet. Hun smilede skævt, ved den manglende stikpille om at hun forsat ikke var der.
''Det glæder mig at høre at det trods alt ikke er gået ned af bakke med de dårlige undskyldninger. Jeg husker selv at jeg har serveret en god del af dem til tider.'' sagde hun så, inden hun så ham direkte i øjnene. Den gyldne farve ulmede under den varme brune overflade, som om den tiggede om at blive sluppet fri.
Hun brugte oftest meget energi på at tilbageholde hendes mere instinktive side. Hun anede ikke om hun havde den fra hverken sin far eller sin mor, men hun vidste at hun elskede at jage, og at føle sig som et rovdyr. Måske var hun bare... Forkert skruet sammen oppe i hovedet? Hun anede det ikke helt....

Hans blik havde gledet lidt ud over resten af caféen igen som deres samtale var fortsat,blot fordi han nu engang godt kunne lide at holde øje med så meget af det der foregik omkring ham, som muligt. Hans blik blev dog hevet tilbage til Cassandra af hendes spørgsmål, og et svagt smil dukkede op på hans læber. Det var trods alt kun naturligt at hun undrede sig over det... Det syntes han i alt fald. I hendes sted ville han da også undre sig. Især hvis der måske var nogle ting hun var usikke rpå omkring sig selv og ikke helt vidste hvor stammede fra, så kunne det måske også være noget der hjalp i hendes personlige puslespil? Det var selvfølgelig kun spekulationer, men man vidste jo aldrig.

"Normalt ville jeg sige at det nok er en lidt mere menneskelig udgave af drager som I kender dem herfra, men igen... Det kan jo så også tage mange former. Det indsnævrer nok ikke mulighederne så forfærdeligt meget. Men hvis du gerne vil se det, har jeg intet imod at vise dig det. Så skal vi bare... Hen et lidt mere privat sted." sagde han så,med et skævt smil. Et var størrelsen han havde i den anden form, og noget andet var også de mange chokerede blikke der nok ville komme hvis der pludselig sad en der lignede mere en drage end noget andet, i midten af caféen.

"Og tro mig, dine undskyldninger har været mile vidt fra at være de dårligste jeg har hørt indtil videre." sagde han så med et svagt grin.

Det var rart at vide at han ikke afviste hendes nysgerrighed. Muligvis havde han allerede forstået hendes hensigt korrekt; at identificere sig selv mere eller mindre med ham. Hendes egen slægt havde ikke ligefrem været familiær med hendes mors side af familien; Dumor-slægten.
Hans smil over hendes spørgsmål fik hende til at ånde lettet ud, en anelse diskret. Havde han afvist hendes ønske om at vide mere om sin herkomst, så ville hun naturligvis respektere det - men hun var stadig glad for at han ikke bare blankt nægtede at dele den del af deres fælles historie med hende. Jovist var det ikke per sé hendes historie, da hun de første 23 år af sit liv ikke anede at hendes far overhovedet eksisterede.
Hun nikkede som han sagde at de nok skulle et lidt mere privat sted hen, for at han kunne vise hende lige præcis hvad hun havde spurgt om.

''Hvis du virkelig ikke har noget imod det, så ville jeg elske at se det!'' sagde hun med et smil der uden tvivl viste hendes ivrighed i hendes blik. Hun elskede tanken om at have mere til fælles med hendes far end blot at hun kunne manipulerer ild, og hendes øjnes tendens til at skifte form.
Hans latter omkring hendes undskyldninger på akademiet fik hende til at trække på skuldrene med et svagt smil.
''Jeg var nu engang også rimelig stædig når det kom til at afleverer mine opgaver til tiden. Eller, det var jeg. Indtil mor blev indlagt igen.'' sagde hun, men hun undgik stille og roligt at se ham direkte i øjnene som hun nævnte sin mor.

Hendes mor havde plaget hende meget siden hun mødte Josiah. Mest af alt havde det været i hendes drømme; minder om dengang hendes mor begyndte at blive mere og mere syg, og til tider minder om hvordan hendes mor endelig havde talt kærligt og ømt til hende, da Lyle var i rummet sammen med dem... Få minutter før hun døde. Svagt spændtes Cassandras kæbe, som hun tænkte på hendes mor. Mange havde desværre sagt at Cassandra lignede sin mor, Arumia. Ældre par, der havde kendt Arumia i hendes unge dage, havde forvekslet mor og datter med hinanden, og gjorde det forsat til tider.
Hun så på ham igen, en smule undskyldende.
''Beklager, nogle gange rammer det lidt hårdt.'' sagde hun så, med et beklagende smil, inden hun nikkede for sig selv.

Lyle kunne skam sagtens forstå nysgerrigheden med at ville vide lidt mere om hendes ophav, i form af hans race - han havde da også selv før i tiden studeret dragerne noget så indgående for at se præcis hvor den anden form, al den styrke var kommet fra... Og deres andre forfædre for at se hvor den blidere del af dem havde stammet fra, netop det folk der nok var tættere på feerne end menneskene i denne verden.

"Det er så absolut intet problem. Det gør ikke ondt eller er ubehageligt for mig at gøre... Som det er for nogle andre racer.. Tværtimod." han følte sig ofte blot friere i den anden form, som om han egentligt var mere ment til at være i den form, end denne mere 'menneskelige' form. Ikke noget han ville sige lige her og nu, ude blandt så mange andre folk... Men hvem vidste,måske han endte med at nævne det senere. Lige nu var det i alt fald ikke særlig vigtigt.

Som hun måske godt havde forudset, forsvandt hans smil prompte, i alt fald for en stund, som hun kort fik nævnt Arumia. Han var lige ved at tage sig til kravebenet i ren refleks, men knyttede istedet hånden på halvvejen og lagde den ned på bordet igen, mens han så væk, og tog et par dybe indåndinger for at få styr på følelserne igen - det var skam ikke kun temperamentet der var problemer med at holde styr på, det var langt de fleste følelser der nemt kunne røres op i hos ham.

Han sank en klump, og nikkede så endelig stille. Det var skam ikke kun hende det ramte hårdt, men han vidste også at det nok på nogle punkter stadig var værre for hende... Ligesom han nok havde det værre på andre punkter, nu Arunia havde haft så forskellig indflydelse på deres liv som hun havde haft. Men med dette, og følelserne der stadig lurede lige under overfladen, kunne han også godt mærke at han skam havde brug for noget frisk luft - det hjalp altid til at skubbe tingene lidt på afstand... Og de skulle alligevel udenfor hvis hun ville se den anden 'del' af ham, så at sige.

Så stille og roligt rejste han sig op, og kørteen hånd igennem sit hår. "Nå... Men lad os komme udenfor. Jeg tror lidt frisk luft kan gavne os begge..." i alt fald hvis hun havde det på samme måde som ham med den slags, at en lille gåtur ude i det fri klarede mange af tankerne.

Cassanra så lidt ned i bordet, som hun kunne mærke på sin far at han blev påvirket af hendes ord om hendes mor. Hun vidste godt at det måtte være et ømt punkt for ham - de havde været mager - men... Så mange år væk fra hinanden, ville hans følelser ikke være mere fjerne nu? Måske var det hendes død, eller det faktum at hun havde lidt siden han forlod hende - noget i ham virkede i hvert fald som om han havde lige så store følelsesmæssige kvaler ved at Arumia ikke længere var blandt dem. Det gjorde det ikke lettere at Lyle rent instinktivt rakte op mod hvad der engang havde været hans magemærke... Hun kunne nærmest mærke hendes hjerte trække sig sammen og klynke.

Som Cassandra så på sin far, kunne hun se Josiah for sig. Hvad ville der ske, hvis hun valgte at forlade Josiah? Det stakkels menneske ville muligvis blive knust... Nej, ikke muligvis. Helt bestemt. Hun bed sig i læben, som hun svagt forestillede sig den samme smerte hendes mor havde levet i, for Josiah. Hun rystede det hurtigt af sig, ved tanken om Josiah i en hospitalsseng fordi Cassandra ikke kunne styre sig.
Lyles bevægelse som han rejste sig trak hende ud af sin tankestrøm. Hun nikkede, som han nævnte frisk luft kunne gavne dem begge lidt. Han skulle bare vide. ''Jeg tror det er en meget god idé.'' sagde hun så, og tvang et lille smil frem, inden hun tog sin taske over skulderen og ellers bevægede sig hen mod døren, uden egentlig at sikre sig at Lyle fulgte efter.

Som hun stod udenfor trak hun vejret dybt ind. Den lettere kølige blæst kærtegnede hendes kinder og trak den varme følelse af frustration og angst ud af hende, og efterlod hende nærmest tom. Følelser havde hun altid levet med, specielt når de tog over og efterlod hende kølig og opgivende. Det var noget andet, når hun var sammen med sin far. Det var som om hendes krop faldt mere til ro, for derefter at blusse op i et flammehav af følelser hun slet ikke anede eksisterede. Det var ikke hans skyld - hendes følelser var uden tvivl hendes eget rod. Hun lod et par fingre glide over de dog-tags hun havde om halsen, som en påmindelse på hende og Josiahs forlovelse. Hun sukkede lavt, så vendte sig derefter for at se på Lyle, som han kom ud af caféen.