Half of me; for growth - the other, for decay [Lyle]

T: omkring kl. 16.30
V: skybrud udenfor, køligt og blæsende
O: diverse gæster der søger ly for regnen eller bare nyder caféens atmosfære
S: Gågadens café; Juice Stop

Regnen slog hårdt mod den rude Cassandra sad op ad, mens hun havde fingrene flettet om et stort krus lunken kaffe. På bordet foran hende lå der en masse notater, skrevet på pergament der let kunne være flere hundrede år gammelt, og med en sådan håndskrift at det var tydeligt at hvem end der havde skrevet det havde været vant til at anvende fjerpenne fremfor blyant eller kuglepen. Hendes hår var blevet klippet kortere - til lige omkring hendes skuldre, og halvdelen af det var samlet i nakken, mens den anden halvdel hang løst sammen med de små tjavser af pandehår som ikke ville enes med resten. Hendes sædvanlige varme glød i hendes hud var blevet mere askelignende, og hendes kinder en smule mere indsunkne; som havde hun ikke spist ordentlig i flere måneder. Hun førte kruset op til sine læber, og en tog uden egentlig at tænke over det. Den lunkne og bitre væske landede på hendes tunge, og i et kort øjeblik kunne hun fornemme bitterheden, inden det gled ned i svælget og bitterheden forsvandt. Hun tog en dyb vejrtrækning, mens hendes blik forblev fastlåst på gågadens brosten hvor regnen slog hårdt ned som projektiler mod træningsmål.

Sommeren havde i en lang periode været venlig med vejret, og havde givet dem solskin og varme dagtimer; men nu var regnen endnu engang prominent og insisterende, mens en kølig vind sivede ind under hendes tøj og gnavede sig fast i knoglerne på hende. Hendes tøj havde skiftet fra værende let, luftigt og naturligt inspireret, til at være tætsiddende og isolerende; der var ikke én tomme hud at se på hele hendes torso. Hendes trøje var sort, tætsiddende og med ærmer der gik ud til midten af hendes håndryg, mens dens halsudskæring stoppede skåret over skuldrene og afslørede hendes kraveben. Hendes leggins var koksgrå og hendes støvler nåede hende til midten af læggen, og var med tyk skridsikker sål. Om livet havde hun en skovmandsskjorte i rød og sort bundet, og om halsen hang en enkel lædersnor ned en et pendul i; håndlavet, skåret af et materiale som de færreste ville have lethed ved at skelne mellem værende knogle eller hjortetak. Pendulet var formet i en ulo; en klolignende kniv de grønlandske jægere anvendte til at skille fedt fra skind på deres bytte. På hendes venstre kraveben - hvor der normalvis ville være et magemærke - var der nu sort sportstape påsat, så hun ikke selv behøvede se på et navn på en fremmed og vide at skæbnen endnu engang var ude på at gøre hende skade.

De lange spinkle fingre slap kruset som det blev placeret på bordet ved de gamle notater, hvorefter hun samlede ét af de mange stykker pergament op. Hun lod den sortlakerede lange pegefingernegl glide over skriften på siden, mens hun fornemmede magien der emmede ud fra den. En del af hende kunne mærke vreden og hadet der havde sivet ned i skriften fra dens skaber, og ganske glubsk sugede Cassandra følelserne til sig. Skriften afslørede at det var beskrivelser af gamle ritualer, forbandelser og besværgelser som var blevet anvendt af en frygtet heks; Caroll Cunningham. Flere af siderne beskrev forbandelser anvendt i forbindelse med tortur, mens andre beskrev besværgelser der kunne anvendes til at indplante mareridt, frygt og rædsel i sindet på et individ. Hun lagde siden ned igen, og kiggede igen kort ud i regnen, mens hun rakte ud efter sin kaffe og lod de lange fingre med deres sortlakerede negle vikle sig om kruset, som var de slyngplanter.

Den sidste tid havde ikke været meget nemmere end sædvanlig. Godt nok tænkte han ikke på Arumia hver evig eneste dag længere, men en tanke strejfede hende nu stadig i ny og næ, og hver gang var det som var der en der stak en kniv ind i hans hjerte igen og drejede endnu en omgang. Alle de ting han fortrød i henhold til hende, og til ikke at have været der for den datte rhan ikke havde kendt til førend lige før Arumia's død.

Men alligevel så var hans humør en smule opadgående, for om ikke andet så gik det stadig godt på arbejdet, og hvad var vigtigere - han vidst enu at han ikke var den eneste dragonoid der har nået til denne verden! Og af alle det havde kunnet være, så havde det været den storebror han havde fået historier om, da han selv var lille - hvordan han på mystisk vis var forsvundet en nat, formodet kidnappet, førend Lyle selv overhovedet var blevet født. De havde kun set hinanden én gang, men det var stadig utroligt betryggende at videat han ikke var helt så alene som han havde troet han var.

For tiden havde han så ferie, nu eksamenerne var overstået, og eleverne også selv nød lidt af deres ferier. Det var så en af de bedste ting ved lærer gerningen - du vidste skam altid hvornår du havde fri, og du havde en længere sommerferie end de fleste, også selvom han skulle forberede ting til næste skoleår, så kunne han slappe en del mere af end de fleste.

Og denne dag var så en han havde haft planlagt skulle have været brugt, ligesom dagen igår, på at solbade - men det lod til at vejret havde andre planer end hvad vejrudsigten havde sagt, så istedet blev han, modvilligt, nødt til at pakke sig godt ind i en af sine lange uldfrakker, før han gik udenfor. Han vidste nærmest intet værre end kulde,så sløv og udmattet som det gjorde ham, så hellere potentielt blive for varm - hvilket han dog aldrig havde oplevet - end for kold.

Men alligevel trængte den kølige vind til sidst igennem uldfrakken som han gik afsted langs gågaden - så det var et kærkomment syn, da han fik øje på Juice Stop baren, og gik derind. En kop kaffe ville virkelig gøre underværker lige nu!

Så uden den mindste tøven gik han med det samme hen og stillede sig i den lille kø ved kassen. Det tog heldigvis ikke særlig længe, før han var fremme ved fronten - og bad om en tredobbelt espresso. Baristaen kiggede lidt overrasket på ham, og spurgte om han var sikker, til hvilket han blot smilede og nikkede. Han havd ei den grad brug for både varmen og koffeinen til at kvikke ham op igen efter den friske, kølige vind udenfor. Efter lidt tid fik han så sin bestilling, og gav sig da til at se sig om efter et sted at sidde ned - med al den vind udenfor, var stedet godt besøgt idag.

// Outfit

Skikkelsen der passerede hende ude på den anden side af ruden fik hende til at rynke brynene lidt. Havde hendes far virkelig bevæget sig ud i dette vejr? I det mindste havde han taget fornuftigt tøj på, så han ikke ville blive alt for kølig, håbede hun. Hun tog endnu en tår af sin kaffe, mens hendes øjne fulgte ham. Hver en bevægelse studerede hun, mens han trådte op til køen og bestilte sin kaffe. Espresso, uden tvivl. Det kom ikke bag på hende, at hendes far havde søgt tilflugt for regnen, lige som hun selv havde. Spørgsmålet var mere hvordan han overhovedet havde begivet sig ud i regnen til at starte med?

Hun stillede sin kop fra sig, som hun så Lyle modtage sin. Hun samlede pergamenterne sammen, men pakkede dem ikke væk. Hvis han kunne genkende dem eller deres indhold, så ville det vel bare give anledning til at snakke om det også. Hun lod sin ene hånd vandre tankeløst op til hendes ulo om halsen, mens hendes blik atter landede på hendes far. Hun strakte benet ud, og med snuden på hendes støvle skubbede hun en stol ud fra bordet så han bare kunne sætte sig hvis han fik lysten. Det lod jo til at de fleste andre pladser var mere eller mindre optaget, og hun regnede med at han trængte til at få noget varme i kroppen inden han ville begive sig ud i regning endnu en gang.

Hendes øjne, normalvis brune, dybe og varme, hvilede på hendes fars ansigt med en dyb glød; en gylden glød blandet med noget dybt og rødt, som havde man blandet blod i flydende guld og det nu kæmpede en kamp om hvilken del der skulle være den mest prominente. Sådan havde de været lige siden hun havde forbandet Jasper Technique da han havde myrdet den eneste person Cassandra ikke kunne leve uden. Heldigvis var han kommet tilbage som dæmon, men det gjorde ikke mafialederens bedrag mindre svigefuldt. Hendes mundvige blev trukket op i et mindre skævt smil, som hun kom i tanke om Tidus’ reaktion da han havde hørt om hendes forbandelse. Smilet forsvandt dog hurtigt igen, som hun blev mindet om at Tidus kendte til hans fars misbrug og mishandling af hende gennem det sidste lange stykke tid. Hendes kæbe strammedes mens hun tog endnu en tår af sin lunkne kaffe, stadig uden at fjerne blikket fra hendes far.

Det gjorde virkelig god bare at komme indenfor, i ly for den kølige vind og lette regn. Som han fik sin kaffe havde han også ladet hætten falde, før han tog fat om koppen, trods advarsel fra baristaen om at koppen var ekstremt varm- for ham var det en utroligt behagelig varme, trods alt, men han kunne også tåle en del flammer før han tog skade, trods alt. Sådan var detnår man nu engang kunne blive til lidt af en ildspyende skabning. Så var man også automatisk bedre beskyttet og bygget til at tåle og kunne lide varme.

Som han fik set sig omkring, faldt hans blik ganske rigtigt på hans datter efter lidt tid, og et svagt smil spredtes på hans læber, som han så hvordan stolen blev skubbet ud i en lydløs invitation, da hun helt tydeligt også havde set over i hans retning. Roligt begav han sig derhen, og spurgte ikke før han satte sig, nu det havde været så tydelig en invitation.

Som han satte sig og så på hende, ville hun så også nemt kunne se effekten kulden havde på ham - nemlig at det var endnu sværere at forblive komplet menneskelig i udseende. Hans øjne var præcis de samme gyldne med den aflange pupil som de var i hans dragonoide form, og der var også svage spor af de sorte skæl der omrammede hans ansigt, og komplet dækkede hans håndrygge, samt neglene der var et sted midt mellem negle og klør. Han kunne tåle en lille bitte smule mere kulde i sin anden form, så det var derfor, at den blev sværere og sværere at holde helt væk, jo køligere han var... Så lidt effekt havde vejret alligevel nået at få på den gåtur.

Han nikkede let til hende i både en hilsen og en tak, før han hurtigt tog en tår af den skoldhede espresso, og nød hvordan han kunne mærke en smule varme sprede sig som han sank det. "Længe siden," sagde han så roligt, stadig med et let smil på læberne. "Hvordan går det?" var så det næste rimeligt naturlige spørgsmål han kom frem til,efter et lille, skævt blik over mod papirerne på bordet.

Da Lyle satte sig ned hos hende trak hun lidt i den ene mundvige, og smilede skævt til ham. På en eller anden måde, så var det svært at være mut, når hun så på de øjne; de så velkendte øjne, nærmest magen til dem hun havde set i spejlet tusindvis af gange. Hun beundrede hans udseende, som han tog en tår af sin skoldhede kaffe. De sorte skæl som prydede ham flere steder mindede hende om sidst hun havde set sin far. Det var længe siden efterhånden, og så mange ting var sket i hendes liv. De lange klolignende negle matchede hendes egne i farve og form. På dette tidspunkt kunne de fleste med rette antage at de var beslægtede, ud fra deres udseende.

Som han ytrede at det var længe siden nikkede hun roligt til ham, for at tilkendegive at han havde ret. Hun tog en tår mere af sin kaffe, som efterhånden var ved at være koldere end hvad godt var. Normalvis ville hun selv varme den, men hun havde undveget magiens brug ude i det offentlige, specielt efter det der var sket tilbage i Oakley-brødrenes lejlighed. Hun gøs ved tanken.
Hun bemærkede hans blik lande på papirerne på bordet, efter hunhavde spurgt hende hvordan det gik. Skulle hun sige sandheden, og bede om sin fars forståelse, eller skulle hun lade som om det hele egentlig var fint? Hun trak på skulderen, inden hun satte sig til rette.
“Jeg Er blevet single, arbejdsløs og jeg har kan ikke længere manipulerer ild,” svarede hun så, inden hun lod sit blik vandre lidt over hans ansigtstræk. Det var bedre at være ærlig overfor han, for hankønnet på ingen måde yde nogen form for støtte eller råd hvis han ikke anede hvad der foregik.
Hendes øjne søgte kort hans, inden hun slog blikket ned; ikke i skam, men i frustration. Naturligvis var hendes ord kun den halve sandhed. Hun har myrdet Josiah, forbandet Jasper og mistet evnen til at kontrollere ild i processen. Det var en pris hun ikke havde kendt til, og som hun bittert havde betalt.
“Hvad med dig? Hvad bringer dig udenfor i det her vejr?” Spurgte hun så, inden hun så tilbage på ham, ensmule afventende. Hun ville med glæde uddybe hendes færden siden sidst, men hun havde ikke i sinde at gøre det uden at han selv havde spurgt ind til det først.

Han nåede lige et øjeblik at nyde den smule varme han fik fra den første mundfuld af den skoldhede espresso,inden hun fik svaret ham på hans spørgsmål - og hendes svar fik ham til at rynke brynene let, hvorpå hans blik blev en smule mere bekymret. Det var godt nok en hel del der var sket på så kort tid - hvad i alverden var der dog sket? Men han vidste ikke helt om det var noget der skulle tales om så åbent et sted som dette. Det var vel noget der var bedst holdt i det private. Så han besluttede sig for at ville snakke med hende om det senere, under fire øjne - men han rakte stadig en hånd ud for blidt atlægge den på hendes ene,og give den et let klem mens han så hende direkte ind i øjnene - for lydløst at fortælle hende at det gjorde ham ondt at høre, at han var her hvis hun skulle have brug for at snakke om det. Men lige her, ja, nok ikke det bedste sted. Så så snart han havde fået gjort dette, trak han atter hånden til sig, og tog endnu en tår af kaffen.

"Noget så kedeligt som at jeg har udskudt at handle alt for længe, er hvad der bringer mig herud." sagde han med et let skuldertræk. "Nogle ting til det nye skoleår, blandt andet. Men en anden ting er der dog sket - det at jeg nu ved at jeg... Vi... Måske ikke er så alene som man kunne have troet." sagde han så med et svagt, skævt smil, som han tænkte tilbage på Rhaegal - det var så utroligt betryggende at vide han endelig ikke var den eneste dragonoid der var nået frem til denne verden. Så mens hun havde mistet nogen, havd ehan fået nogen... Hvor kunne verden dog være underlig, til tider. Men på en måde betød det vel også at hun havde fået nogen? Han vidste ikke om cassandra havde mødt Rhaegal endnu, selvfølgelig... Men hvis hun ikke havde, så var der jo så en onkel hun ikke havde mødt, i ham.

Hun nikkede kort ved hans blide klem på hendes hånd. Hun vidste at de skulle tale om det, bare ikke her. Hun forstod ham godt, på det punkt. Nogle ting var bare bedre at gemme til privaten, hvor man kunne få lov til st reagere uden at skulle tænke på socialkonstruktivistiske sammenhænge om hvilke følelser der var acceptable at udvise offentligt.
Sidst de havde set hinanden var lige før påske, så vidt hun huskede. Det var i hvert fald før hun havde været taget til Brighton med Josiah, Elijah og Tidus. Den tur havde i sidste ende kostet tre ud af fire af deltagerne livet, på den ene eller den anden måde. Tilbage sad Cassandra, og en genoplivet Tidus. Brødrene Oakley var ikke længere blandt dem.

“Indkøb?” Klukkede hun med et lille skævt smil. Det var noget hun sjældent skænkede en tanke. TiVo var god til at sørge for at der var handlet ind, og det faktum at hun ikke rigtig spiste i den tid Tidus havde været indlagt, havde påvirket hendes behov for mad betydeligt. Kaffe, smøger og i ny og næ noget fast føde; hun kunne ikke overskue andet. Hvor hun engang havde været vegansk, og levet et meget sundt og overskudsagtigt liv, var hun sygnet hen til en skygge af sig selv. Hun lagde dog hovedet på skrå, ganske som en nysgerrig hund, da han nævnte at han - eller, rettere sagt, de - ikke var så alene som man skulle have troet. Sidst de havde snakket sammen var det ellers blevet gjort ganske klart at sandsynligheden for at der var andre som ham var ganske lille. Havde chancerne alligevel været så gode, at han havde mødt en som ham selv? “Det lyder interessant,” sagde hun med et lille tøvende smil, eftersom hun ikke ville trænge sig på med en masse spørgsmål.

Lyle smilede let, og trak en smule på skuldrene. Det lød måske lige en anelse mundænt for en fyr som ham selv, der var så langt fra at være 'normal' som man nærmest kunne være, men sådan var det nu engang. Der skulle en del ting til, til det nye skoleår, og han var skam også løbet tør for nogle dagligdagsvarer hist og pist, og han havde ikke nænnet at bruge dagen igår på at handle ind når der nu havde været så godt vejr der...Så det var blevet idag, så han istedet havde brugt dagen idag på at nyde godt af solens varme. Når den endelig var der, så skulle den skam også udnyttes... Her i England vidste man nærmest aldrig hvornår man ville få lov til at se den igen, og det skete da også ofte at han savnede Indien og Australien, med den intense hede de havde der, men lige for tiden havd ehan en del ting der fastholdt ham her i England, inklusive broderen han nu endelig havde fundet.

Han forstod godt nysgerrigheden der var tydelig idet hun lagde hovedet på skrå. For ja, indtil nu havde han heller ikke troet at det nogensinde ville ske, at en anden af deres art ville være dukke top her, og at det så også lige præcis var den storebror han aldrig havde mødt, men kun hørt historier om, det var endnu længere ude end noget han havde turdet håbe på.

"Mildest talt. Jeg havde ikke troet det en mulighed... Og det virker næsten skæbnebestemt, også. Jeg nægter at tro på det kun er en tilfældighed - for personen jeg har fundet? Det er min storebror, Rhaegal. Som jeg aldrig nåede at møde tilbage i vores verden. Han forsvandt flere år før jeg blev født. Men alligevel er han her - i England - lyslevende. Jeg mødte ham for velnok en måned siden... Det var... Ja, surrealistisk, for at sige det mildt." han vidste ikke rigtig hvordan han ellers skulle beskrive det, når han hele tiden havde haft lyst til at knibe sig selv i armen for at være sikker på det havde været ægte.

Hun lyttede med interesse malet i hele ansigtet. Hendes hånd, som han tidligere havde givet et klem, begyndte nu at pille ved den tynde hud på hendes anden hånds fingre. Et nervøst tik hun havde erhvervet sig efter alle de gange hun havde fået tæsk af sin tidligere chef. “Det må jeg nok sige!” Sagde hun så, med et lille skævt smil på læben. I denne stund var hun dog i tvivl; betød det at han havde en bror, at han ikke behøvede hende som sin familie mere? Hun kunne ikke bebrejde ham for st fravælge hende, hvis valget opstod; hun var trods alt langt mindre som hendes far og onkel, så hun ville aldrig passe ind.

“Fortæl mig om ham! Den fortabte slægtning,” bad hun inden hun tømte sin kaffekop for den sidste slag nærmest iskolde kaffe. For hende var det hip som hap om hun havde mere familie. Hun havde ingen udsigter til at skabe sin egen længere, og hendes far var kun hendes far af blod. Måske, en dag, ville tingene se anderledes ud, men som det stod til nu, kunne hun ikke undgå at føle sig fuldkommen isoleret og ensom, på trods af at hun boede hos Tivo, og at Tidus var i live. Ingen af dem forstod hende, og hun kunne ikke bebrejde dem det - hun var et misfoster..

Det undrede ham ikke at hun udviste så megen interesse for dette - hun havd ejo udmærket godt vidst at han ikke havde forventet dette nogensinde skulle ske, og, tja, alt efter hvordan Rhaegal havde det med det, kunne det være at hun også ville få muligheden for at få en onkel ind i sit liv? Hvem vidste. Lyle havde i alt fald ikke fortalt ham om hende endnu, det måtte vente til de havde lært hinanden lidt bedre at kende.

"Tja..Jeg ved egentligt ikke hvor meget der er at fortælle om ham, for at være ærlig. Andet end at vores forældre altid lagde tryk på at han havde været en smule anderledes fra alle os andre... Som i at hans anden form ikkelignede vores. Hvor vi, som du har set, normalt bliver til en mellemting mellem denne form," hen hentydede kort til den mere menneskelige form han var i lig enu, "... og vores drage forfædre, så... Ja, så bliver han rent ud sagt bare til en drage. Mener far engang fortalte mig at han vist dengang nåedeop på omtrent de tyve meter fra snude til halespids, men det er meget muligt at han kan blive endnu større nu, siden han kun var omtrent 10 år dengang. Jeg spurgt eham ikke lige... Jeg havde lidt mere fokus på at få skabt kontakt med ham, siden han ikke lige er den bedste til de mere moderne sprog." sagde han roligt, med et lille smil. Det havde været et behageligt, omend meget forvirrende møde.

hun lyttede som han fortalte om det faktum at hendes onkel var anderledes; han var ikke bare komplet fremmed, han var teknisk set også langt mere lig en drage end hendes far. Det virkede helt uoverskueligt at tænke på. Hun tog sig selv i at stirre, som han talte om det, og nikkede kort mens hun slog blikket ned. Det var egentlig ret så interessant. Hvis der var flere som hendes far i deres verden, måske var der også flere som hende? Ikke at hun nogensinde havde set sig selv som en blanding; hun havde aldrig været en heks, med en far der ikke var det. Hun havde ikke tænkt sig at ændre på det nu.
Som han dog nævnte at hendes onkel ikke rigtig talte de mere morderne sprog kiggede hun undrende på sin far, mens hun prøvede at dechifrerer hvad dælan det betød. Enten havde han ikke haft nogen form for menneskelig eller civiliseret kontakt siden oprindelsen af det latinske alfabet, eller også var han slet ikke fra denne verden, og var kommet hertil for nylig.
''Så,'' hun så op på sin far igen, med et skævt smil. ''Taler i overhovedet det samme sprog nu? Hvis han var omkring ti da han forsvandt, så har han vel lært det samme modersmål som du?'' gættede hun og lagde hovedet lidt på skrå mens hun forestillede sig Lyle's naturlige skikkelse, bare langt større. Det virkede som noget af en mundfuld..

Lyle kunne ikke helt holde den svage latter tilbage som han lagde mærke til måden Cassandra stirrede på. Men når man ikke selv havde set de majestætiske drager med egne øjne, så var det vel også lidt af en mundfuld at forestille sig, et så kæmpe væsen der kunne flyve og hvis ånde var som en raserende skovbrand, hvert vingeslag som en lille orkan, klør så store som sværd?

Han tog endnu en tår af sin espresso, begge hænder stadig foldet om koppen i et forsøg på at få varmen fra kroppen ind i hans system så hurtigt som muligt, og ikke kun ved at indtage den varme væske.

"Han kan ikke huske det hele... Men nok af det til at vi kan forstå hinanden, så længe jeg taler drakonsk, ja." sagde han med et lille smil. Et sprog der for de fleste andre nok ville lyde som en gang volapyk iblandet en masse knurren og andre mere animalistiske lyde - nok det de fleste ville forvente at høre fra en normal reptil der forsøgte at snakke som et menneske. Men det var vel også logisk nok, når deres kroppe nærmest var en blanding af menneske og reptil.

Som han lo af hende vidste hun godt at det ikke var i en ond mening. Hun havde en tendens til at stirre, når hun tænkte. Han havde uden tvivl regnet ud lige præcis hvad hun havde tænkt.
''Åh guder,'' lo hun for sig selv, som han forklarede at drakonsk var det eneste de kunne bruge til at kommunikerer. Hun kunne ordet som hendes mor havde lært hende; ordet som Lyle havde kaldt hende gang på gang. Men det var også enden til hendes kunster med det nærmest animalistiske sprog. Hun kunne tale en del sprog, flere af dem uddøde, men hun kunne ikke drakonsk. Godtnok var hun datter af en dragonoid, men hun havde aldrig lært sproget.
''Jeg kan lige se det for mig, to voksne mænd der står og knurrer af hinanden,'' kluklo hun med et skævt smil, inden hun begyndte at samle papirerne sammen. Hun havde studeret det af dem hun kunne overskue for en dag, i hvert fald mens hun snakkede med sin far. Han havde en evne til at få hende til at glemme de dumheder livet ellers havde bragt hende. Hun lagde papirerne ned i sin taske; en ganske almindelige skuldertaske med plads til hendes laptop, notesbog, grimoire of hendes diverse samlinger af krystaller og eliksirer.
''Jeg går ikke ud fra at du har fortalt ham om mig,'' sagde hun så, med et lille skævt smil. ''Ikke at der er så meget at fortælle, for at være helt ærlig. Det er jo ikke ligefrem fordi han er gået glip af mere end du selv er,'' sagde hun så, inden hun fandt en flaske vand frem fra tasken og tog en tår. Flasken var lavet af glas, og i en indsats i bunden af flasken sad en sort obsidian krystal som vandet dansede rundt om og kælede for ved hver bevægelse. Ganske få troede på krystallers effekt mere, men hun stolede fuldt og fast på at den sorte obsidian ville gøre underværker for hendes drænede magi.

Han kunne nu godt forstå at hun fandt det komisk, sådan at forestille sig ham og Rhaegal stå og tale drakonsk til hinanden. Igen, bare fordi... Tja... De lyde var jo nok ikke lige hvad man forventede af to fuldvoksnes mænds ellers stille og rolige samtale. For den havde skam været meget rolig og civil, ingen af de følelser de fleste ville associere med al den knurren der havde været indblandet.

"Nej, det har jeg ikke..." sagde han så, helt ærligt. For, altså... Hvorfor lyve for hende? "Jeg tænkte det var bedst ikke atbombardere ham med alt muligt nu det var første gang vi nogensinde så hinanden. Resten kan altid komme senere... Når vi kender lidt mere til hinanden end vi gør lige nu. Men når det når så langt, engang, og hvis han er villig til at møde dig - så er du selvfølgelig velkommen til at komme med en af gangene, og møde ham." sagde han derpå, med et lille smil, før han tog endnu en tår af sin espresso, denne større end den sidste.

"Jeg kan også prøve at lære dig sproget på et tidspunkt, hvis du er interesseret. Intet pres herfra, dog - der er trods alt ikke mange du kan bruge det sprog med." sagde han så med en let latter, for det var trods alt rimelig mildt sagt, nu det kun var ham og Rhaegal der talte det... I alt fald af folk i denne verden.

Hun kunne på ingen måde bebrejde ham for ikke at have fortalt hans bror om hende. Hun var på alle måder forstående over for denne tilbagevendte brors situation, og som hendes far rigtigt nok sagde; hvis han engang ville være villig til at møde hende, så ville det ikke blive et problem. Hun nikkede roligt til ham. ’’Jeg undrer mig stadig over hvordan du og jeg kan dele nogen form for gener, taget i betragtning at jeg ikke ville kunne holde min bøtte hvis jeg fandt en søskende jeg troede var fortabt.’’ Sagde hun med et skævt smil. Ærligt, så havde hun stadig svært ved at tro på at Lyle virkelig var hendes far. Han virkede på alle måder så anderledes fra hende; hendes lunte var så kort at hun var tæt på at myrde nogen hver gang hun blev vred… Eller, det havde hun allerede gjort.

Som han tilbød hende at lære hende at tale drakonsk kunne han sikkert se hendes kamp med at forholde sig rolig. Sprogets anvendelse var ikke af relevans; hun elskede at lære nye sprog - det var som nye verdener der åbnede sig for hvert ord hun kunne. ’’Jeg vil meget gerne lære det,’’ indrømmede hun så, med et skævt smil, og sagt så roligt som hun kunne præstere når hele hendes iver alligevel strålede ud af hendes øjne. Udenfor var regnen ved at stilne en smule af, men det var stadig køligt. Havde hun stadig kunne manipulere ild så ville hun havde varmet ham op for længst. Som det så ud lige nu, dog, måtte hun erkende at det ikke var muligt. Hun var selv koldere end en istap, og hun var godt træt af det. Hun savnede sin varme, men det var prisen for at bruge den slags magi. Skyggerne, og blodet, var ikke gavmilde mestre.

"Det er vel sagtens noget tillært i de mange år jeg har været her i denne verden," sagd ehan med et svagt smil, og en lille trækken på skuldrene. Tilbage i hans egen dimension havde der ingen grund været til at skjule noget som helst - mens her havde han så hurtigt opdaget at magi og væsner som ham absolut ikke var hverdag overalt, som det havde været hvor han var blevet født... Folks havde altid gloet mærkeligt på ham når han talte om det her, eller flygtet, dengang han endnu ikke havde indset, at denne form var bedre at gå rundt i her, end dragonoid formen. "Der er trods alt en del ting at skjule her, i modsætning til hvad der var for mig før i tiden." forklarede han også lige hurtigt.

Men han kunne dog ikke holde smilet tilbage som han så tydeligt kunne se hendes iver så snart han foreslog at han kunne undervise hende i sproget. Okay - det var så måske endnu en ting hun havde arvet fra ham? Han havd ei alt fald altid været meget videbegærlig, og så snart han havde lært præcis hvor mange sprog de rva ri denne verden... Ja, så havde han også gået igang med at lære så meget han kunne, dog mest i det omfang det var nyttigt. "Glimrende... Kan være vi kan finde ud af noget med nogle faste dage til det fremover. Bliver jo lidt nødt til at planlægge det udenom mit arbejde." idet mindste var han da vandt til at lære fra sig, om end ikke lige sprog.

Hun smilede som han fortalte at han havde tillært hans mådeholdenhed. Så var der måske også håb for hende; selvom hun ikke satte næsen op efter det. ''Der er desværre en del af skjule i denne verden,'' indrømmede hun roligt, velvidende at langt de fleste ikke frygtede en heks så meget som det hun nu engang var blevet; en heks draget af skyggen. Hun havde givet efter for den trang, velvidende at det var hendes egen skyld. Hun skulle nok fortælle ham om det, når det var alene. Hun havde brug for at tale med en der havde gennemgået noget nær det samme; og hans fortid med hendes mor var det tætteste hun kunne komme på det. Hun kunne sågar vise ham det, med hvad end det var der havde gjort det muligt for hende at dele oplevelser og minder med Tidus. Hun forstod det ikke, og måske var det heller ikke meningen. Måske forstod Lyle det, hvis hun forklarede ham det - men det måtte vente.

Hans smil over hendes iver fik hende til at se en smule forlegen ned på sine hænder, da hun hadede at fremstå alt for ivrig. Hun var tidligere blevet beskrevet som en hund der blev lokket med en godbid. Hun ville gøre alt, så længe belønningen var noget hun var interesseret i. ''Altså, jeg har ikke ligefrem noget arbejde at planlægge ud fra,'' sagde hun så, inden hun så på ham igen. ''Så det handler hundrede procent om hvornår du har tid,'' sagde hun så, med et skævt smil; det smil hun havde arvet fra sin mor. Skævt, med et enkelt smilehul.
''Jeg har forresten noget jeg havde tænkt mig at spørge dig om,'' sagde hun så, inden hun så lidt ned på sine hænder igen. Det virkede latterligt, at bede sin far om at forklare noget så intimt. ''Kunne du eventuelt fortælle mig lidt om dine tatoveringer på et tidspunkt?'' spurgte hun så, inden hun så på ham igen. Hun genkendte få motiver, og siden hun havde set ham med ganske lidt tøj på sidst de sås, så havde hun fået set en god del af dem. Nysgerrigheden tog altid over. Hun kunne ikke gøre for det.

"Det er der i dén grad. Du skulle bare vide hvor meget jeg savner at ingen kiggede efter mig i min anden form, på den måde som de gør her..." sukkede han, men smilede dog let bagefter. Selvom han havde mistet meget da han var blevet smidt ud af den verden, havde han dog også opnået en hel del i denne verden, og kunne muligvis opnå endnu mere. Selvom det stadig føltes som om han absolut ikke havde noget sted i denne verden, men igen, han var jo heller ikke bygget til denne verden, og det var Rhaegal heller ikke... Rhaegal var lige så forvirret som Lyle havde været dengang han selv var dukke top her, men Rhaegal havde så også al teknologien at skulle vænne sig til meget pludseligt, hvor Lyle trods alt havde kunnet se den komme til stille og roligt, og på den måde få vænnet sig nogenlunde til den. Så heldig va rhans storebror ikke... men mon ikke han skulle kunne få hjulpe tham både med det, og med at få lært engelsk.

"Perfekt... Så hvordan lyder onsdage for dig? Det er umiddelbart den eneste hverdag jeg ikke har nogen klasser at undervise, og det er ikke fordi jeg forberedervoldsomt meget til hver lektion, når alt hvad jeg lærer fra mig er ting jeg har set med egne øjne, alligevel. Minder er meget nemmere at undervise fra end nogen som helst undervisnings plan." foreslog og uddybede han så, med et lille smil på læberne, før det allersidste i hans kop blev drukket, og han da nu også endelig kunne begynde at mærke energien fra koffeinen komme ud i hans system, så han ikke følte sig helt så dvask som kulden ellers havde fået ham til, før. Smilet blev også en tak større, skævere, da han hørte hendes næste spørgsmål. Det var langt fra første gang nogen spurgte ham om hans tatoveringer, trods alt, så det var ikke et totalt uventet spørgsmål. "Når vi er alene, ja. Måske mens vi alligevel har gang i det andet."

''Onsdage lyder helt fint,'' sagde hun og nikkede roligt. Ja, på trods af at hun havde svært ved at se sig selv lære drakonsk, så kunne det være interessant at prøve. Et sprog som ikke bare var mere eller mindre ukendt for de fleste - hvis ikke alle andre end de tre. Hun følte det lidt som en klub, kun for indviede. Hvem vidste, måske havde hendes sprogøre også en gyldighed når det kom til hendes fars modersmål? Hun kunne jo være heldig!
''På et tidspunkt vil jeg gerne vise dig noget,'' sagde hun med et lille skævt smil. Han havde ret i det med minderne, uden tvivl. Hun var bare så heldig at hun kunne vise ham det, fremfor blot at fortælle ham om det. Mindet om hendes mor og en lille Cassandra, ved en strand i den bagende sol, mens Cassandra lærte at svømme. Et af de eneste minder hun havde fra sin tidlige barndom, inden hun begyndte at udvise tegn på hendes kontrollering af ild - noget der havde været med til at skubbe hendes mor ud over kanten af hendes sindssygdom.

Som han sagde at han gerne ville fortælle hende om hans tatoveringer når de var alene nikkede hun med et smil. Det var rart ikke at føle sig helt til grin over et spørgsmål som egentlig var ganske simpelt. Hendes egne tatoveringer, herunder hendes magemærke, var jo ikke ligefrem personlige tatoveringer. Hun havde overvejet at få lavet et citat, men hun følte at det ville risikerer at minde hende for meget om Josiah i længden, og det ville hun ikke kunne bære. Hun kunne stadig ikke lukke øjnene uden at se ham ligge foran hende, med snesevis af dybe rifter fra noget der lignede klør, bevidstløs og døende. Hun sank den klump der voksede i hendes hals, for at forhindre at den stjal hendes stemme. Hun tog en dyb vejrtrækning, inden hun så udenfor ganske kort.
''Jeg tror der er ophold i den pokkers regn, hvis du vil nå at få handlet ind inden næste skybrud,'' foreslog hun med et skævt smil, inden hun så tilbage på ham.

Lyle smilede og nikkede let. "Jamen, så bliver det jo nok onsdage fremover... Tænker det måske er nemmest bare at gøre hjemme hos mig..." sagde han så med en lettere tænksom mine, før smilet vendte tilbage. "Jen Road nr. 7 ovre i Moonlight Falls, for at være mere præcis," siden hun trods alt ikke havde set hvor han boede endnu, var det jo nok godt lige at tilføje adressen, for hendes skyld.

"Hmm? Lyder interessant." sagde han derpå til det med at hun gerne ville vis eham noget på et tidspunkt - det måtte vel bare værenår de atter var alene, så måskeførste gang hun kom hjem til ham, også? Der var da lidt muligheder der, i alt fald. Det ville nokogså være der han ville fortælle hende lidt om de forskellige tatoveringer, trods alt. Der var meget der kunne blive ordnet mens de var hjemme hos ham.

Hans blik fulgte hendes udenfor, og ganske rigtigt, så så det ud som om at regnen - for nu - var stoppet. Så hun havde jo nok ret i at det var nu det ville være godt at gå ordnet det sidste han skulle for idag, og få slæbt tingene hjem, hvor han kunne få tændt om i kaminen og sidde lige op og ned af den for at blive varmet helt igennem, igen.

"Det ser ud til at du har ret," sagde han så med det svage smil stadig på læberne, før han strakte sig en smule, og derpå rejste sig op. "Jeg er hjemme fra omkring frokost tid af her på onsdag... Du kommer bare forbi når du har lyst." sagde han derpå, med et skævt smil og blink til hende. "Lad være med at rode dig ud i flere problemer indtil da, okay?" sagde han så, halvt i joke, men også halvt alvorligt, taget i betragtning med hvor meget han kunne høre der nu var sket siden de sidst sås.

Hun nikkede, da han sagde at det nok blev hjemme hos ham at de ville foretage undervisningen. Hun smilede skævt, og da han remsede sin adresse op for hende lavede hun en mental note af den for at sikre sig at hun ikke glemte den. ’’Uha, jeg får lov til at få privatundervisning hjemme hos læren!’’ kluklo hun med et skævt smil. Det var en kliche, men hun synes det var sjovt alligevel. Godt nok var han hendes far, og hun kunne ikke drømme om at se ham på nogen anden måde, men det var sjovt at tænke på hvor mange der kunne misforstå det. De så jo ud til at være jævnaldrende.

’’Jeg ved ikke om det er interessant, men jeg synes du burde set det,’’ sagde hun med et skævt smil. Han strakte sig, efter at have konstateret at hendes kommentar om vejret var korrekt. Da han rejste sig op. Hans lille stikpille om at hun skulle lade være med at rode sig ud i problemer fik hende til at trække let på skuldrene. ’’Jeg lover intet,’’ sagde hun med et skævt og drilsk smil. Naturligvis ville hun passe på; men hun havde også planer med Tidus om at gøre noget ved det problem Jasper udgjorde. Hun anede ikke hvordan, men det var nok ikke den mindst blodige løsning.

’’Jeg kommer forbi onsdag så,’’ sagde hun med et smil, inden hun selv rejste sig. Hun burde også selv se at komme videre, mens vejret ikke var helt forræderisk. ’’Vi ses,’’ sagde hun med et oprindeligt smil, inden hun ganske forsigtigt gav hans skulder et lille klem. ’’Det var rart at snakke med dig,’’ sagde hun, inden hun slap ham og rakte ud efter sin taske. Hun anede stadig ikke hvad der var passende mellem dem; var det nået til et punkt hvor de krammede hinanden? Hun anede det ikke.

Et skævt smil tonede frem på hans læber ved hendes kommentar, og han rystede let på hovedet - ja, det var virkelig cliché, men han kunne nu også godt se hvordan folk der ikke kendte til deres forhold til hinanden, kunne forstå den. "Måske bare godt hvis der ikke er nogen der finder ud af det. Det vil være utroligt trættende at skulle forklare det for så mange."

Efter han havde rejst sig, og hørt hendes svar, blev smilet også en smule bredere, men samtidig blot en tak melankolsk - da hendes svar mindede ham lidt om de mange gange han før i tiden havde bedt Arumia om at være forsigtig, og hun bare havde skubbet det til siden. Det var altid ham der havde haft mest temperament af de to - hvilket ikke sagde så lidt endda, og ham der egentligt rodede sig ud i flest ting, men det havde på samme tid også altid været ham der havde været mest forsigtig. Det var virkelig et under at ting ikke var gået galt for Arumia førend de gjorde.

"Lyder godt. Og ja - det gør vi. Så kan vi også bestille et eller andet hjem. Ingen grund til at bekymre sig om madlavning når du alligevel skal til at lære et helt nyt sprog, vel?" sagde han så med et let grin, og gav også hendes skulder et blidt klem med på vejen - før han trak sin hætte op, vendte sig om, og stille og roligt gik ud af caféen, og ned af gaden, ivrig efter at få overstået hans gøremål inden vejret blev trodsigt igen.

//Out?

“Lige præcis.” Sagde hun, som han beskrev at det kunne være utroligt trættende at skulle forklare deres situation. Hun kunne sagtens forstå ham; for hende var der ikke nogle deciderede konsekvenser ved sådan et rygte, men det kunne nemt koste ham hans læregerning.
Hun genkendte det melankolske smil, og vidste at hun havde lydt præcis som sin mor. Hun bed sig i indersiden af sin kind, mens hun ventede på en reaktion fra ham. Hun var uheldigvis ikke selv i stand til st vurderer hvornår det gjorde for ondt på ham at tænke på hende.

“Det lyder som en plan,” sagde hun med er skævt smil, og kiggede kort på hans hånd som han gengældte det lille klem på hendes skulder. Derefter trak han sin hætte op, og forsvandt udenfor og ud af hendes synsfelt.
Hun tog sin taske, og sukkede kort inden hun trak sin jakke over hendes skuldre og forsvandt udenfor. På vejen hjem til TiVo gik hun mest af alt og mumlede for sig selv; alt fra det faktum at hun havde mere familie, til gentagelse af det ord hun havde hørt den veksle på drakonsk mere end en gang. Det ord hendes mor havde lært hende. Hun forstod det ikke, men hun gentog det ofte når hun var alene. Det lød fremmed, og slet ikke som noget hun kunne beskrive. Måske ville undervisningen hos Lyle hjælpe? Hun håbede det i hvert fald.

//out