It's been a while - Leviticus

Emne dedikeret til @Leviticus
T: omkring kl. 13.30
S: Akademiet, biblioteket
V: udenfor skinner solen men blæsten gør det forsat en smule køligt
O: elever der læser lektier for det meste
P: klik her

Tiden var gået hurtigt. Fra hun havde fortalt Josiah at hun var droppet ud af akademiet, til de var forlovede og boede sammen. Det var som om hun stadig rendte rundt i en døs, med alle de ting der for rundt i hendes tanker havde hun glemt alt om egentlig at aflevere de sidste bøger inden fristen som biblioteket havde stillet, og nu stod hun så med en regning og et par bøger som hun egentlig ikke havde behov for mere. Derfor havde hun taget dem under armen - da hun alligevel trængte til et par timer væk fra sin forlovede for at trække vejret lidt mere frit for en stund - og var taget tilbage til akademiet for at aflevere bøgerne og lukke den regning der nu engang var kommet.
Hun stod med bøgerne - de samme bøger hun havde siddet og nærstuderet på caféen dengang hun havde mødt Josiah for første gang, og smilede skævt. Der var jo trods alt en smule sentimental værdi i dem nu, men de tilhørte ikke hende, så alt hun kunne gøre var at give afkald på dem så andre kunne læse dem og opnå den viden hun nu selv gav afkald på.
Henne ved skranken havde hun betalt regningen kontant inden hun var gået hen til afleveringsreolen.
Hun log en hånd glide over den øverste bogs omslag med et skævt smil, mens hun tænkte på den generte unge mand hun havde siddet over for og snakket om wikka - havde han dog bare vidst dengang hvad verden havde af planer for ham... Hun sukkede let og lagde bogen på plads ved afleveringsreolen, inden hun tog sin telefon op og kiggede på den. Beskederne fra Jonathan var væltet ind efter den morgen han var dukket op i lejligheden - og hun havde ikke svaret på en eneste. Ikke før nu; ''You need to stop texting me. You screwed up - deal with it.''
Hun gned sin pande lidt, inden hun så rundt for at sikre sig at der ikke stod nogen og prøvede at komme i kontakt med hende, inden hun stak telefonen i lommen og ellers trak sin taske op over skulderen inden hun begyndte at gå med bibliotekets udgang. Måske skulle hun snart fortælle Jonathan og Elizabeth hvad der var sket - forlovelsen, aftalen med Queenie... Hun bed lidt sammen, mens hun overvejede det. Nej, Jonathan var selv uden om det. Han vidste bedre end at angribe en andens mage - gjorde han ikke? Mobilen vibrerede i hendes lomme, og hun tog den op. Den tiggende besked om at tilgive ham brændte sig ind på hendes nethinde og hun sukkede. Hvad regnede han egentlig med? Hvad ville der være ved at tilgive ham? Udover en ordenlig hovedpine næste gang de to var i samme rum?  Hun sparkede opgivende til et stykke sammenkrøllet papir på gulvet, og gik hen til det for at samle det op kort efter.

Cassandra havde bestemt ikke regnet med at se en bekendt stå foran hende med et drilsk smil. Derfor kunne man med al tydelighed se overraskelsen i hendes øjne da hun først bemærkede Levi's drilske smil og de velkendte øjne. Hun havde ærlig talt glemt alt om at han skulle undervise på akademiet - og at hun faktisk skulle have haft ham som underviser. Hvor var det egentlig pinligt - typisk hende at vælge de mest belastende tidspunkter at klare sine gøremål.

''Well, sir, it's nice to see you again.'' sagde hun med et skævt smil, da hun endelig var kommet sig over sin momentære overraskelse. Hun tog papiret og stak i lommen, på trods af at det ikke var hendes eget. Nogen havde efterladt det, og eftersom der var en fælles pligt til at holde områderne rene så slog det jo ikke skår af hende at samle et enkelt stykke papir op i ny og næ. ''I do believe that the classes are for the students, sir. As I'm no longer a student at the academy, I am no longer to attend the classes.'' sagde hun roligt, med sit skæve smil, selvom hun godt vidste at det ville virke mærkeligt. Før ferien havde hun endda snakket med ham om studierne og hvad han skulle undervise i. Nu viste det sig så at hun slet ikke var en studerende mere, hvilket måtte virke.... Underligt.

''Before you ask, I just didn't find the Academy a good fit for me. I do believe we actually talked about that last we spoke, did we not?'' spurgte hun så, med et løftet øjenbryn der mimikerede hans eget, dog forsat smilende. Hun ville nødig virke afvisende over for en ven - på trods af at han stadig var både ældre og højere i alle former for hierarki end hende.

''How do you find the Academy, and the act of teaching?'' spurgte hun så, inden hun rettede på en lok vildfaren hår der dinglede foran øjnene på hende. Hun fik gemt lokken bag øret, med et forsat skævt smil. Afvisende var én ting hun ikke ønskede at være, overhovedet.

''As long as we're not alone, I prefer to call you just that. Students always seems to get the wrong - and more perverted - understandings of informalities. I don't want you to be put in a bad standing just because I neglect to call you by your title, sir.'' sagde hun roligt, men gengældte hans drillende smil, og nikkede lidt, da han forklarede at de fleste studerende var mere interesserede i at flirte end egentlig at blive undervist. Det kom ikke det mindste bag på hende, men sådan var livet nu engang.
''Well, I can't say that I don't understand them - the students. You are a handsome man, after all, sir.'' sagde hun så, og blinkede drilsk til ham med et skævt smil, inden hun nikkede roligt til ham som svar til at hans forespørgsel om en gåtur på akademiet. Hun havde alligevel selv brug for den friske luft, så det gjorde hende på ingen måde noget.

Da han var kommet tilbage, og holdte døren åben for hende, gik hun blot med. Stilheden mellem dem var egentlig behagelig, mest af alt fordi hun ikke frygtede hvad han ville sige når de atter ville udveklse ord - han havde ingen grund til at skælde hende ud. Havde han?
Som han satte sig på bænken satte hun sig bare ved siden af ham, lidt skrådt, så hun kunne se på ham uden at dreje nakken hele tiden.
''I don't need to find my own way. It's more or less laid before me by a greater force.'' sagde hun så, med et lettere opgivende smil. ''My path is with my mate, and my new employment. Turns out that I could make a lot of trouble just by being daughter of a maniac. Who knew?'' sagde hun så, med et lille skuldertræk. Hun kunne vel lige så godt lette sit hjerte over for Levi - han var trods alt det nærmeste hun havde en bror, når man så på deres evner og lignende familiehistorie. Eller - sådan huskede hun det i hvert fald. Måske huskede hun helt forkert, og Levi var fra en mønster familie. Hun slog tanken fra sig. Levi var uden tvivl den eneste ven hun havde som ikke var på vej til at blive en del af hendes familie.

''How's things going for you? Besides the teaching of horny students, that is?'' spurgte hun så med et lille drillende smil, for at komme uden om at skulle snakke mere om sig selv og hendes til tider mærkelige valg here i livet.

Som hun så hans ring smilede hun lidt for sig selv - så meget var sket på så kort tid for dem begge. Hvem skulle have troet det?

''Well...'' sagde hun med et skævt smil, som han kommenterede på at hun måske ikke lød så glad som hun burde. ''My mate is human, and... Well, mortality's a bitch - let's just say that. At the moment I live with him and his brother, untill my flat is ready. It's quite nice, actually. It finally feels like I have some sort of family.'' sagde hun med et skævt smil. Der gik dog ikke længe før hendes skæve smil blev så stort og varmt som det kunne; Levi skulle være far! Varmen flød gennem hende, glæden på hans vegne, og... Misundelsen. Hun kunne ikke tillade sig at være misundelig, kunne hun? Nej, det kunne hun ikke - og alligevel, så var den svigende fornemmelse af at være jaloux som et sidestik. Hun ignorerede det dog, og gav ham et blidt puf.
''Of course you don't have time for horny students - you've been having your own fun, you rascal!'' sagde hun med et lille grin, inden hun lagde en hånd på hans skulder.
''Congratulations! Maybe we should have a double-wedding!'' lo hun blidt, mens hun rettede sig igen, fremfor at hænge over mod ham.

''Well, I mean... I'm engaged, so... Yeah - there's that.'' sagde hun så med et lettere flovt smil, mest af alt fordi de fleste nok ville mene at det var gået for hurtigt, hvis man ikke kendte til magebåndet mellem dem.
''Turns out my mate is a romantic man, who would have thought?'' lo hun så, inden hun kløede sig lidt i nakken.

''When's she due, the mrs.?'' spurgte hun så, med et lille nysgerrigt smil. ''You know, so I know when to pop by with a huuuuuuuuuge gift for ya'll.'' sagde hun så med et lille drilsk glimt i øjet.

‘’She sounds wonderful, Levi.’’ Sagde Cassandra med et lille varmt smil, mens hun så ud over det grønne græs. På en eller anden måde var det så fantastisk rart bare at sidde og snakke med en der forstod at racerne havde en betydning, mere end bare hvad deres levealder og deres magiske egenskaber var. ‘’I don’t doubt for one second that you’ll be a perfect dad!’’ Sagde hun så, med et skævt smil som hun så ud for sig. Ville det samme kunne siges om Josiah og Cassandra når tiden kom?

Som han spurgte ind til om Josiah flippede ud kunne Cassandra ikke holde sin latter tilbage. En varm, opgivende latter. Det var egentlig synd for Josiah, for mennesket i ham havde sikkert bare skreget efter at løbe så langt væk som muligt, så hurtigt som muligt. Det var ikke fair at han var bundet til hende som han var, uden at han havde haft valget selv.
‘’Well, he did loose some color on his face. But I showed him my magic before I told him about being my mate. I figured, better have him running off because of the magic than the thought of me and him forever.’’ Sagde hun med et lille skuldertræk. ‘’I feel like a freak, when I’m with them... I can’t use magic as long as his brother is home, and... To be honest, some times I would just wish that I was human in stead of this concoction of races..’’ sukkede hun og gned sit ansigt lidt. ‘’I love him, but if it wasn’t for me he wouldn’t be terning himself into a witch... he has too good of a heart - giving up his own mortality to keep me alive... Foolish...’’ sukkede hun mumlende ned i sine hænder mens hun gned sit ansigt for at klare sine tanker lidt.

Hun vidste godt at det var urimeligt, at hun var så utaknemmelig lige nu, over at han ofrede sig så meget fo hende. Hun var vel nok bare ked af at have tvunget ham ud i lige præcis denne situation. Hun bed sig i læben.
‘’Sorry.. Teenage-novel level of drama in my life at the moment..’’ sukkede hun med et undskyldende smil inden hun så hen på ham med sine dybe brune øjne.

Det var tydeligt at Levi besad store mængder empati. Dette kunne muligvis have noget st gøre med hans kammerater i hans sind, men det var ikke noget hun tænkte så meget over. Hun vidste godt at han havde ret, når han sagde at det var en del af hybriderne at føle sig mærkelige og udenfor... men hun var ikke en hybrid - var hun? Hun var opvokset som en renracet heks, og for ganske få måneder siden havde hun opdaget at hendes far slet ikke var fra denne verden... hun sukkede frustreret.
Som han tilbudte at hjælpe hende ud med den ophobede energi lukkede hun øjnene for en kort stund. Hun var så vant til ikke at bruge sine evner udover med Calsifer, at det var nærmest fremmed for hende nu. En sørgelig tanke egentlig, Når nu hendes mage ville blive heks for hendes skyld, og hun stadig holdte sig tilbage. Hun var jo på ingen måder en svag heks, men stadig...
hun så på flammen der slikkede sig om hans fingre og ganske roligt skiftede hendes dybe brune øjne til deres gyldne okkergule farve. Kendte man ikke årsagen, kunne det sagtens have lignet at hendes øjne selv blev til ild.
Hun åbnede sin ene hånd - den tættest på Levi, og lod den blide flamme glide over til hende. Hun smilede skævt som flammen nu slikkede sig om hendes fingre i stedet, ganske ømt og forsigtigt. Hun stirrede på flammen med nærmest døsige øjne, inden hendes tanker atter begyndte at vandre. Queenie, Josiah, Elijah... Jonathan, Elizabeth, Lyle... jo mere hendes tanker drev frit, jo større blev flammen, jo mere agressiv. Da flammen nåede til et punkt hvor den var en bold af agressiv ild der gned sig om sig selv stirrede Cassandra bare på den, en smule tomt. Magi var ikke bare energi, det var følelser der strømmede ud gennem hendes hænder, og det havde hun for længst lært var farligt.
“I shouldn’t be playing.” Sagde hun så bare, lavmælt. En del af hende havde lyst til st kyle ilden hen mod den nærmeste person som kiggede forkert på hende - men i stedet begyndte hendes hånd at lukke stille i, og man kunne se hvordan ilden blev mindre og svagere, som den stille blev kvalt. Hun så nu på Levi igen. De okkergule øjne rasede som var der ild i hendes blik, og hendes normalvis varme og sommergyldne hud var blevet bleg og ru, som skæl. Der var ingen vrede at spore i hendes blik, mere en form for ensomhed - fortabelse. Selv sammen med Levi følte hun sig så alene, så... forkert. Ville den følelse nogensinde gå væk igen? Hvorfor manglede hun sådan en del af sig selv, efter hendes mor døde? Hun bed sammen.
“Sorry... I just feel like playing is for the ones that actually enjoy their magic.” Sukkede hun, inden hun så ud over græsset igen. Det var svært at nyde en magi man ville ønske ikke eksisterede. Godtnok var Josiah forelsket i hendesmagi, og de smukke ting hun kunne udrette, men... hun var godt nok ved at være træt af at holde tilbage. Gav hun slip på hele hendes facade, hendes tilbageholdenhed, så kunne hun sikkert brænde hele byer ned, forbande folkeslag og være så frygtindgydende at ingen turde røre hende... men, det var ikke den type kvinde Josiah kunne elske, så hellere holde sig på måtten. For pokker, hvor hun lød som sin mor!
“If you want it, my number should still be in the schools files. But I bet that you’re to be very busy soon, so me texting you all the time would be inappropriate.” Sagde hun så, med et lille undskyldende smil, inden hun så på ham igen, mens hendes øjne atter lod til st falde til ro. Det gyldne skær døde ud som den ild hun for kort tid siden havde kvalt, og den okkergule farve fortrak sig til fordel fra den dybe brune.

‘’I love magic...’’ sukkede hun stille, som han puffede til hende med sin skulder. Hvordan forklarede man at ens magi muligvis var skyld i et andet væsens lidelse, uden at lyde totalt pladder empatisk?
‘’But it feels like a power battle inside of me. Every second, every thing I used to use magic feels like centuries without it. But he’s a human, and magic isn’t in his blood. I’m scared that I might hurt someone... And I’m scared that I would want to hurt someone... I feel the power, the essence of the fire raging insight me... and still - what if I hurt them? Any of them? You?’’ Sukkede hun og hvilede nu hovedet mod hans skulder. Levi var på alle måder den eneste hun følte hun kunne tale med. Josiah ville føle at det var hans skyld, Elijah vidste ikke at magi fandtes og hendes far havde hun ikke set siden sin mors død for over et halvt år siden.
Hun lyttede til hans fortælling, mens hendes blik hvilede på hans små jordmænd - som et lille barn fortryllet af et eventyr.
‘’Your father was an angel?’’ Spurgte hun undrende. Levi havde aldrig fortalt hvad han egentlig var, udover at han var hybrid. Havde han? Hun kunne faktisk ikke huske det længere - selvom det ikke var så længe siden de havde snakket sammen sidst. Som han fandt notesblokken frem og noterede sit nummer for derefter at give hende papiret nikkede hun stille.
‘’You want to teach a partial dragon about fire? And then what? The fish about water?’’ Sagde hun med et let smil, selvom smilet ikke nåede hendes øjne. Hun flyttede sit hoved fra hans skulder igen, og så på ham med sine dybe brune øjne.
‘’I don’t distance myself from magic... I refrain from using it, so I won’t harm anyone with it... i’ve had nightmares that felt more like predictions, and somehow, my fire and someones death always follow.. I’m scared that somehow.... I don’t know - I kill on purpose? I’ve told Josiah that I hunt to satisfy the more predatory part of me - the dragon - but... I never told him what I hunt, or the fact that I’m not me when I’m hunting... I hate it.’’ Sukkede hun så, med et lille opgivende smil - endnu et smil der ikke nåede øjnene.

‘’Sometimes, I would wish that my mother just... Haven’t falled in love with my father. That she just had found a witch like she was supposed to...’’ hun rystede lidt på hovedet.
‘’I’m sorry that I’m such a downer today... I promise, I’m more fun normally!’’ Hun gned sin pande lidt og fik hun fremtvinger et oprigtigt smil som hun så på ham igen. Skulle hun fortælle ham at det var de samme mareridtsagtige visioner der havde drevet hendes mor til at prøve at slå hende ihjel? Nej, Levi vidste allerede mere end rigeligt om Cassandra og hendes ustabile familie.

Hun lyttede til hans ord, forsat. Hun vidste godt at hendes bekymringer var... tossede. Hun skulle tage sig sammen og holde op med at have ondt af sig selv hele tiden. Det var bare svært når man til tider følte sig alene. Hun smilede skævt da han kommenterede på det faktum at hans far var sjovere end ham, og at hun ville kunne lide ham. Måske, kun måske, var der en mulighed for at hun kunne lade være med at være så bitter over livet hun var blevet tildelt? Hvis Levi kunne, med hvad han havde at slås med, hvorfor skulle hun så ikke kunne?
Hans hånd på hendes hår som han undskyldte sig og derefter efterlod hende for at gå til hans undervisning fik hende til at stirre lidt tomt ud for sig - tavs. Hun havde lyst til at skrige lidt, bare få det hele ud. Hvorfor følte hun, at på trods af forlovelse og forestående ægteskab, at hun var helt alene? Hun følte sig så ensom, så træt og så... forkert. Hun sukkede. Måske skulle hun besøge sin mor - bare en enkelt gang? Åndemaneri var ikke noget hun havde arbejdet med før, men... hun sukkede og rejste sig fra bænken da Levi var ude af syne, og begyndte ellers at gå stille og roligt tilbage mod Akademiets porte, så hun kunne forlade akademiet en sidste gang.

Da hun atter stod ude på gaden fandt hun sin telefon frem, og ganske nemt fik indtastet nummeret fra den lap papir Levi havde givet hende.
Da hun havde sendt beskeden stak hun telefonen i lommen igen, og derefter begyndte hun ellers at gå igen, hjem mod gågaden og lejligheden for at få noget luft i hovedet inden hun muligvis skulle ses med Levi igen senere.

Cassandra havde ikke rigtig brugt tid på noget af betydning. Hun havde siddet og kigget gennem journaler, rapporter og dvd'er fra mappen hun havde gemt godt væk i sin taske normalt. Fortiden var en hård realitet for hende, og hun hadede at blive mindet om lige præcis hvor farlig både hekse og magebåndet kunne være. Hun havde mest af alt lyst til at pakke sine ting og forsvinde fra jordens overflade, da det ville være bedre for dem alle. Josiah var endnu menneske, og hvis hun forlod ham inden magebåndet ville gå begge veje når han blev heks, så ville det kun være hans hjerte der blev knust... Hun sukkede af sig selv over tanken, som hun så på telefonen og smilede svagt over beskeden om at mødes med ham på en given adresse. Levi var alle dage en både herlig og mystisk person - noget hun til tider savnede lidt i sit liv.
Tankerne om at forsvinde igen havde ulmet i hendes sind i et par dage, men hun havde ikke delt dem med andre end Levi. Frygten for at miste kontrol og skade nogen - at være fanget i sin egen krop uden kontrol og uden muligheden for at sikre at andre ikke blev gjort ondt af hende... Hun gøs ved tanken. Derpå rejste hun sig fra sofaen, inden hun rettede sit tøj og tog sine sko på. Tasken blev svunget over skulderen, og ud af døren gik det.

Hun var iført det samme tøj som tidligere, da hun endelig stod ved husets hoveddør og bankede forsigtigt på. Hun havde ikke tænkt synderligt over det faktum at Levi vistnok havde snakket om at finde deres eget sted, så huset her var næppe hans eget. Måske hans fars? Hun fandt hurtigt telefonen frem, og smed en besked på Josiah, som ikke havde været hjemme da hun atter havde forladt lejligheden for at se Levi igen. Beskeden var kortfattet, men som altid forsikrede hun ham om at hun var okay, og at hun mødtes med en god ven for at snakke om alt mellem himmel og jord. Kendte Josiah og Levi egentlig hinanden? Måske - hun anede det faktisk ikke.

Som døren blev åbnet, og Levi inviterede hende indenfor smilede en roligt. Hun ikkede som tak, og trådte ind i det lyse hyggelige hus. Hans kald fra køkkenet fik hende til at klukle kort, inden hun svarede ham;
''Wine is a-O-K.'' sagde hun med et skævt smil, inden hun af ren høflighed tog sine støvler af og på strømpetæer luntede hun efter ham ind i stuen hvor varmen ramte hende med det samme. Hun sukkede fornøjet ved den lune atmosfære, og trak jakken af så hun stod i en åben hættetrøje med en tanktop indenunder.
Hun havde placeret sig i det nærmeste ledige siddemøbel, og som han skænkede vinen tog hun taknemmeligt imod det glas som ikke havde omridset af hans læber på sig. Ikke at dele spyt ville skræmme hende - hun havde trods alt gjort værre med folk hun kendte mindre.

Hans ord fik hende til at se en smule tøvende på ham. Hun fortrød lidt at hun havde plapret sådan løs om hvordan hun følte omkring hele situationen, for nu ville Levi sikkert lege storebror og prøve at tale om det med hende på et niveau hvor hun ikke ville føle sig tilpas. Måske var det meget godt at hun ikke havde nogle søskende...
Hendes ensomhed var pinlig - hun havde været ensom hele hendes liv, og nu hvor hun havde mødt manden i hendes liv så var hun pludselig endnu mere ensom? Hun burde skamme sig over den utaknemmelige følelse hun bar rundt på...
Levi's blide blik fik hende til at tage en tår af den vin han havde skænket hende, inden hun så ind i ilden som legede i pejsen. Ild - det eneste hun kunne kontrollere. Det eneste hun var bange for at miste kontrollen over.
''It's not the mark that makes me feel lonely, I'm afraid. If it was, that could be resolved quickly...'' mumlede hun mens hun stirrede på flammerne. Hun så former, dansende væsner, bebrejdende blikke. Var det kun hende der så det? Hun rystede lidt på hovedet.
''I don't have any family. My father is a stranger and... Now, all of a sudden, I'm going to be a part of this huge family of humans... They know nothing of magic. Now, he's going to abandon his mortality to keep my immortality, and... It's not loneliness - it's guilt. I'm taking everything he knows and ruins it. I feel like I'm breaking his heart everytime he sees something from my past.'' sukkede hun og så på ham med sine dybe brune øjne. Den gyldne varme glødede blidt under den brune iris, og afslørede at hendes magi kæmpede for at komme ud og lege.

''I would trade my magic away for his life to go back to normal with a second thought. But he would hate me for it.'' sukkede hun så, og gned sit ansigt lidt.

Som Levi fortalte om hans møde med Ali, og deres kærlighed, kunne Cassandra ikke lade være med at føle sig en smule utilpas. Mest af alt fordi det var helt underligt at se ham så fortabt i kærlighed - hun havde ikke kendt meget til kærligheden selv, så at se den hos andre virkede abnormalt.
Hun havde lyst til at stirre på ham, men hun tog endnu en tår af sin vin og blikket flakkede mellem ilden i pejsen og Levi mens han talte. Det var utrolig sødt som han talte om Ali, men hun blev slået lidt ud af sin tankestrøm om Levi som en forelsket skoledreng, da han lige pludselig snakkede om at deres elskede havde haft et liv før dem - et liv hvor de overlevede. Josiah havde været i militæret, så hun tvivlede ikke på hans evne til overlevelse og selvpræsevertion, så men hun var bange for at den nye trussel - magi - ikke var noget Josiah kunne bekæmpe. Hans sidste sætning, hans helt klare overbevisning og ytring om at hun bare måtte acceptere det fik hende til at nikke mens hendes øjne var rettet stift mod pejsens ild igen.
Hun ville modsige ham, sige at han tog fejl og at han ikke forstod, men i og for sig gennemgik han det samme. Ali var i denne stund gravid, og uanset hvor stærk hun var så var det skræmmende for dem begge med den ændring de stod overfor.
‘’You’re right, and I hate admitting it.’’ Sagde hun så med et skævt smil. Hun ville ikke være mere sur og tvær, hun ville ikke være muggen. Det gav ingen værdi at sidde over for hende når hun var en nedtrykt lille mus.
‘’So.. What’re you hoping for - off the record. Boy or girl?’’ Spurgte hun med et lille skævt og varmt smil inden hun tog endnu en tår af sin vin. Den lunede godt, og dulmede de nerver der ellers var helt flossede efter de sidste par uger. Hvornår havde hun sidst slappet rigtigt af? Sådan, rigtigt, helt reelt, slappet af? Nej, hun kunne faktisk ikke huske det.
‘’I get the feeling that Josiah would love to have kids right away.’’ Kluklo hun så stille, med det samme smil som før. Hun lænede sig lidt tilbage i møblet frem for at sidde foroverbøjet og stirre ind i ilden. Hendes blik hvilede på Levi, men der var ingen reel følelse at spørge i blikket - som sten. Desværre en tendens hun havde når hun var psykisk drænet.

''I just hope that my new family won't be running away with their arms in the air, screaming. Other than that, I'm good.'' sagde hun så, og smilede lidt over sin egen selverkendelse. Det var Levis dystre hvisken der fik hende til at så en smule forvirret på ham. ''Of course they will! You've just told me how amazing, strong and wonderful Ali is! It sounds like if someone can do it, it'll be her!'' sagde hun så, og så hen på ham med et lille skævt og opmuntrende smil. De skiftedes oftest til at trøste hinanden, sådan var livet for folk der ikke var uden magi.
''I was born in this time, okay? Trust me, it's nothing to pray for. Even though, stepfathers forcing themselves upon their stepdaughters seems to be a general problem in all ages of mankind. I doubt it would have been any different for me. Who knows?'' sagde hun så, inden hun tog imod hans tilbud om mere vin.
''Oh, it defines you a bit. You know, as the one punching an historical figure called 'The Great'. Big move.'' lo hun med et lille drillende smil, dog kærligt ment. Hun forstod ham egentlig godt - at låse dele af sig selv væk var tiltrækkende. At glemme.

''Hey, Levi... You know we talked about your 'friends' last time... Any chance they would want to meet me? - I would like to see for myself what to be aware of. - Of course, I understand if that's out of bounce.'' sagde hun forsigtigt, velvidende at bede en mand om at slippe sin indre dæmon løs ville være det samme som at bede hende lade hendes instinkter tage over, og det ville bare resulterer i det samme som dengang med Tidus og hans 'ven'. Noget hun ikke var alt for stolt af, men hun håbede inderlige at Tidus ville holde det for sig selv, og ikke sladre til Elijah om hvad han havde set.

''Atleast someone thinks I have a heart. Could you please go tell my ex about your discovery? - I think he has a real good argument against my supposed heart.'' sagde hun med et lille drilsk smil og et skuldertræk. Jonathan havde mere end en gang sagt at hendes hjerte blev begravet med deres søn - en holdning hun ikke kunne bebrejde ham for. Hun havde ikke kunnet elske ham efter hvad der var sket - han var ikke andet end et minde om en fortid hun ikke ønskede at huske. Af samme grund kunne hun ikke bebrejde Levi for ikke at ville tale om hans fortid - det var helt igennem fair. Hun skulle ikke blande sig.

Leviticus reaktion på hendes spørgsmål omkring hans 'venner' fik hende til at se en smule undrende på ham. Hun kendte ikke til den evige krig han havde med dem, men hun vidste at hvis de skulle kunne forsætte med at være åbne over for hinanden så var de også nødt til at kende hinandens knap så gode sider. Hvem vidste, måske ville det være Leviticus der stod og forhindrede Cassandra i at brænde alt hun elskede til grunden?

''I know they aren't you. And I'm sorry to ask it of you - I can see how just talking about them starts a small riot in your head...'' sagde hun med et lille undskyldende smil, inden hun tog en tår mere af sin vin. På et eller andet punkt vidste hun godt at det ikke var helt fair - specielt fordi det ikke var hende selv det ville gå ud over mest af alt. Sårende ord var hun jo ligeglad med, i et stort omfang. Men hvilken effekt ville det have på Levi hvis der skete noget?
''You know I would never blame you for anything that either of them say og do, right? They aren't you, after all.'' sagde hun og bed sig i læben, inden hun sukkede og himlede med øjnene af sig selv.
''I'm sorry. I shouldn't have asked. It's none of my business anyways.'' sagde hun så, inden hun tog resten af sit glas indhold - omkring et halvt glas rødvin - i et enkelt åndedrag. Hun så sig derefter lidt rundt, inden hun atter så på Leviticus. Hvad skulle hun sige, eller gøre? Hun havde lyst til at rejse sig og gå hen og gemme sig i hans arme og bare glemme, bare for en stund. Men hun havde aldrig følt tryghed i nogens arme - ikke udover Josiahs, og hun anede ikke om det var magebåndet eller en ægte følelse af sikkerhed og tryghed.