It doesn’t have to be like this, but I need it - Leviticus

Udseende og påklædning (minus solbriller)


Leviticus var ikke typen der ofte tog ud for at drikke selv, men denne uge havde været en stor tornado i hans liv. Først havde han fået tilbudt arbejde på akademiet efter vinterferien, og dernæst havde Elliot taget kontrol og raseret hele hans lejlighed. Han følte sig så underligt til mode, og det var vel derfor han var endt her på pubben. Folkene omkring ham gav ham en underlig ro, ikke fordi de var stille, men fordi de hver gang beviste at livet gik videre, uanset hvor mange ting man kom igennem. Det tog ham ikke længe før han spottede en ung kvinde ved et bord for sig selv, og i baren bestilte han to øl og bevægede sig nu over til det lille runde bord. Måden hun manipulerede med flammen på fik ham til at smile. Der var skønhed i naturen, og det var nok derfor han havde brugt så meget af hans liv på at få kontrol over sine egne evner. Da hun skulle til at rejse sig op satte han øllen foran hende på bordet og satte sig overfor hende. Han sad lidt i stilhed og betragtede hvordan hun legede med flammen.

”Impressive,” sagde Leviticus med et smil og tog en mundfuld af øl. Måden som flammen slikkede hendes hud gjorde ham en smule fascineret, men han tog roligt hendes hånd og fjernede den fra flammen. Hendes hånd var rød, men med et let bevægelse med hans hånd kom et lille lag af kølig rim på hendes hånd. ”But getting too close to the flame can be dangerous at times,” sagde han med en høflig tone. Han slap let hendes hånd og så på hvordan rimen smeltede på hendes håndflade. Derpå tog han sin øl og holdt den let op som en form for skål, og tog endnu en slurk af flasken. Hans grønne øjne hvilede let på hendes ansigt som han kort ventede på hun kom ud af sin fantasiverden.

”My name’s Leviticus, but Levi for short,” sagde han med et varmt smil på sine læber. ”What’s your name?”

Leviticus smilede ved at hun faktisk reagerede på hans tilstedeværelse. Det var sjældent han tog på pub, og endnu sjældnere at han opsøgte fremmede, men den måde hun havde manipuleret med ilden på havde hans fulde opmærksomhed. Og en ung kvinde alene med en flamme foran sig var ikke noget han havde set før, så kunne hun virkelig bebrejde ham? Hendes udseende gav Leviticus en fornemmelse af at hun måske havde været igennem en hård tid, og han kunne ikke lade være med at spejle sig selv en smule i hende. Som hun introducerede sig selv var det klart at hun også fandt dette møde interessant. Han var altid meget bevidst omkring hvad han sagde og gjorde i disse situationer. Han ville nødig afgive de forkerte signaler, men han var normalt ret så åben overfor andre. Det var vel i bund og grund det folk fandt attraktivt ved ham når de mødte ham.

”The bar’s weirdo?” sagde Leviticus og smagte nærmest på ordet. Han fandt hende nu ikke for underlig, langt fra faktisk. Han kunne nok udpege andre der var langt mere uattraktive at snakke med i denne pub. Måske var det hende der var ved at være fuld, eller måske var det ham der ikke kunne vurdere andre ordentligt. ”To be honest I think I might be the weirdest one here,” sagde han og kunne ikke lade være med at udstøde et mindre grin. Han ville nok altid føle sig som den skabning der aldrig var blevet ment til at blive skabt. *Why are we in this place anyways, are you still mad about what I did to your stupid apartment?* lød Elliots stemme i hans sind. Leviticus forsøgte at ignorere hans stemme, for han havde stadig ikke tilgivet hvad Elliot havde foretaget sig den dag. *Come on, let Leviticus have his moment with this girl, she seems rather cute and interesting,* lød det glad fra Freddie der pludselig mente han skulle deltage i samtalen. Som Leviticus forsøgte at ignorere stemmerne fokuserede han nu sit eget blik på Cassandra.

”So, what can you do with fire, besides burning yourself?” spurgte han og hentydede til hendes evner.



Leviticus
Elliot
Freddie

Leviticus kunne ikke lade være med at grine en smule af hendes kommentar. Jovist var det vel et privat spørgsmål, men hun fik det til at lyde som om han havde bedt om hendes vægt. Nok var Leviticus ordentlig opdraget – man havde ikke en ærkeengel som far uden at blive påvirket til at være høflig. Der var noget anderledes over denne unge kvinde foran sig, og han var glad for at han havde sat sig her hos hende. Et så forunderligt væsen han sad overfor, og her sad han selv og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hendes spørgsmål overraskede ham vel egentlig ikke. Det var vel kun retfærdigt at han fortalte om sig selv inden hun selv åbnede sig op for en fremmed. Måske havde Leviticus bare nemt ved at åbne sig op, men han sad ret så afslappet i stolen overfor hende. Han rakte hans hånd frem mod hende med håndfladen opad. En efter en dukkede et element op ved siden af hinanden. En lille dråbe vand fløj i hans håndflade, ved siden af den dukkede en lille flamme op der gladelig dansede til musikken der var i pubben. Dernæst dannede en mini tornado sig ved siden af dråben og til sidst en lille klump jord der konstant dannede sig selv til en kugle og gik i stykker, for igen at danne sig til en kugle.

”I have this funny gift to create and manipulate the elements,” sagde Leviticus og kiggede på de fire små elementer der dansede i hans hånd. Han smilede let for sig selv, men valgte derpå at føre tornadoen over i ilden så den blussede op. Derpå manipulerede han vanddråben til at slukke for ilden, og det resterende vand blandede han med jorden, til det var opløst. Derefter tog han hånden til sig og så nu med sine grønne øjne på hende. ”Your turn, it seems,” sagde han med et let smil. Hendes spørgsmål fik ham til at smile. Det var rigtigt at han sjældent begav sig i byen alene – specielt når han havde et tæt netværk af venner og folk han betragtede som familie. Men denne aften kunne han ikke tænke på en grund til at han havde valgt denne pub fremfor en anden.

”Well, I am not usually the type of guy to go out and drink alone,” sagde Leviticus med et smil. Han tog den sidste tår af sin øl og satte den tomme flaske fra sig på bordet. Kvinden foran ham virkede ikke til at være nær så gammel som ham selv, men det var svært at vide nu om stunder. Dog ville han argumentere for at det var de færreste der var så gammel som han var. ”I guess I wanted to try my luck, and here I am – but what about you?”

Som ilden dansede langs hendes hud så hans grønne øjne gladelig på. Det var en vidunderlig måde hun håndterede flammerne på, og han fandt det en ren fornøjelse at se på. Måske var det fordi han ikke var vant til at andre viste deres evner frem, men han sad helt fortryllet og blev først bragt tilbage til den virkelige verden som flammerne blev slukket. Noget i ham gjorde at han stille klappede for hendes forestilling. Som hun forklarede hendes evne kunne han ikke lade være med at grine en smule. Det var nu mest den sidste del der fik ham til at grine en smule, i og med det betød hun havde flere ting oppe i sit ærme. Ikke at det gjorde noget, men det holdt hans opmærksomhed på hende. Som hun snakkede var det klart at høre hun havde været igennem en del, og Leviticus smilede en smule forstående til hende.

”Well, take it from one who spent atleast a few thousand years doing that; It doesn’t work in the long run,” sagde Leviticus med et trist smil på sine læber. Hvor ofte havde han ikke selv forsøgt at begrave sine smerter og sin fortid i alkohol? Han havde ikke tal på det, men det var flere gange end han havde forsøgt at tage livet af sig selv. Egentlig var hans anden evne egentlig ret så komisk når han tænkte over det. En skabning aldrig ment at blive skabt af Gud, og han kunne ikke engang dø. Han bed sig let i læben som han betragtede Cassandra foran sig. Hun havde mere at gemme på, det var han sikker på, men han ville ikke gå i detalje med det endnu.

”What would you say to a walk?” sagde han med et skævt smil som han rejste sig fra bordet.

Leviticus så hvordan hendes ansigt skiftede fra glæde til medlidenhed, og det havde lagt fra været hans mening. Han tog dog det som et godt signal, at hun var varmhjertet, under det hårde ydre. Som hun sagde ja til at gå ud smilede Leviticus og rejste sig galant op. Han tog let sin jakke på og rakte sin arm til hende – han var vel en gentleman på et eller andet punkt. Stormen udenfor ville skræmme de normale mennesker til at blive inden døre, men det var tider som disse hvor de andre racer havde mulighed for at være mere frie. Som de gik mod døren sendte han hende et varmt smil og åbnede døren for hende.

”Out to play in the storm, where else?” sagde Leviticus med et smil på sine læber. Vinden udenfor var kraftig, men ikke nok til at de ikke kunne snakke, dog tog Leviticus sin hånd ud fra sin lomme og begyndte at manipulere vinden omkring dem, så det blot ville føles som en brise ment de gik. Han sendte hende et drilsk smil, nærmest som et barn der vidste at han gjorde noget, han normalt ikke måtte. ”Storms are excellent moments to work on our gifts,” sagde han med sit barnlige smil på læben. Hans grønne øjne så omkring dem som vinden greb træerne og rystede hvad end der var tilbage af sne ned fra deres grene. Normalt ville Leviticus skjule sine evner, men der var ingen personer på gaden. Fra hans anden hånd dannede han en flamme til Cassandra.

”Play along,” sagde han med en glad stemme.

Levitcus kunne ikke lade være med at grine en smule. Det var så sjældent at der var en rigtig storm hvor han kunne bruge sine evner på denne måde. Det krævede knap nok nogen energi at manipulere hvad der allerede var omkring ham, dog kunne han mærke at han var ved at nå grænsen for hvor meget han kunne skabe. Han så dog hvordan hun holdt sig tilbage, men smilede til hende med en ubeskrivelig ro bag de grønne øjne. Et blik der signalerede at han ikke ville lade hende komme noget til, og at han nok skulle tage over hvis det blev for meget. Som hun begyndte at manipulere med flammen kom en glad latter fra hans mund. Dog føltes det kun som få sekunder at hun legede med før hun var nød til at stoppe. Det havde været så længe siden han havde brugt sine evner, så i stedet for at hun skulle bruge alle sine kræfter på at manipulere med ilden fik han en lille ide. Han slap roligt hendes arm og trådte et par skridt væk før han sendte hende et glimt med øjet. Derpå satte han sig ned på knæ og jorden blev synlig under sneen.

”Well, recharge is one thing, but I want to show you something first,” sagde han med sit varme smil på hans læber. Som han lukkede luften ud af sine lunger så han sin ånde foran sig. Molekulerne begyndte hurtigt at fryse ved hans lille håndbevægelse, og han fik dem sat sammen til en personlig snefnug med hendes lille drage i is. ”Maybe a small step back?” sagde Leviticus og kunne ikke lade være med at grine. Åh hvor havde det været lang tid siden han bare havde haft det sjovt med sine evner, og snart skulle han undervise – så der ville blive mindre tid til det. Han placerede snefnuggen med dragen i hans hånd uden at den smeltede. Detpå skød han sin håndflade mod jorden han sad på knæ ved. Jorden rystede svagt som hans håndflade ramte jorden og fra jorden og sneen blev dannet en lille drage som nu stod foran dem. Inde i dragens is sad små vinterblomster og dekorerede, og Leviticus åndede gladelig ud. Som han rejste sig fra jorden fløj dragen med op og Leviticus manipulerede vinden så det lignede at den fløj rundt om Cassandra. Hendes spørgsmål om hans andre evner fik ham til at sukke en smule, men de skulle vel starte et sted.

”Well, I kinda cannot die,” sagde Leviticus med et lidt genert smil. ”And I have some fellas in my head – believe it or not.” Som han hentydede til Freddie og Elliot mærkede han dem tydeligt i sit sind. De var altid til stede, men sådan som de pressede sig fremad fik det til at gøre ondt. Så ondt at han lod dragen falde til jorden hvor den ville gå i tusinde stykker. Han tog sig let til sin tinding før han sendte hende et undskyldende smil.

Leviticus holdt sig til hovedet som han rejste sig op igen. Den hurtige reaktion fra Cassandra gjorde ham dog glad at hun faktisk ikke var så ligeglad som hun kunne fremstå. Han følte stadig hvordan Freddie og Elliot var til stede, men de havde trådt mere i baggrunden. Dog ville han have svært ved at ryste dette undskyldende smil af sine læber. Det var ikke fordi han havde skadet hende eller noget, men han havde mistet sit fokus i kort tid, og det var nok til at de to fragmenter var begyndt at røre på sig. Let rettede han ryggen og forsøgte at mærke hver sin del af sin krop. Fra tæerne og op til toppen af hovedet mærkede han alt efter – egentlig tog det kun få sekunder, men det var vigtigt for ham at vide at han havde den fulde kontrol. Som han følte sig klar til at tale åbnede han munden og besvarede hendes spørgsmål.

”Yeah, I’m fine, just think I might need something different than alcohol,” sagde Leviticus og kunne ikke lade være med at grine lidt. Han kunne fornemme at hun ligeså måske havde behov for et sted at sidde ned, og måske noget varmt at drikke. Gaia var efterhånden blevet lidt af en storby, så det ville ikke være så underligt at finde en kaffe shop der stadig havde åben. Dog blev hans tanker afbrudt da hun tog sin mobil – han ville normalt ikke blande sig i det, men han hørte tydeligt hendes opgivende stemme. Måske det var noget de kunne snakke om på et senere tidspunkt. Dog kunne han ikke lade være med at sende hende et forstående smil.

”Problems?” spurgte han og holdt sig stadig en smule til tindingen. ”How about we go grab a coffee or something? I would love to sit down right about now,” sagde han med et smil og tog hende i armen igen, som de bevægede sig ned langs gaderne. De få personer der var ude var tydeligvis af overnaturlige racer, og han fandt en del ro i det. Ikke fordi menneskene gjorde ham nervøs, tværtimod, men der var noget ved at være sammen med folk der på den ene eller anden måde også forstod glæden i en storm. Han åbnede døren ind til en varm kaffe shop og duften af friske bønner ramte hans sanser. Der var knap nok nogle personer derinde, så derfor kunne de nemt stå først i køen. Leviticus bestilte en simpel sort kaffe og betalte for dem begge, før han satte sig ved et af bordene ved vinduerne.

Leviticus smilede ved hans bemærkning. Det var tydeligvis en stærk ung kvinde han var i selvskab af, men han ville være der hvis hun havde behov for at sige noget. Han følte sig allerede så underligt bekendt med hende, og han vidste ikke lige helt hvad han skulle sige. Måske var det en underlig del af at være overnaturlig der bandt dem sammen, men han ville nødig kalde det skæbnen. Han forstod dog godt det blik hun havde, da han selv havde haft det sådan før. Ikke at han kunne læse tanker og kende til hendes problemer, men der var noget så familiært ved det blik at det bragte ham tilbage til en tid langt før denne. En tid hvor han knap nok selv kunne finde ud af sit liv og hvad han skulle gøre med de følelser han havde indeni. Hun fik det til at lyde som en kæreste, men det var ikke sådan Leviticus forstod det. Kærester var én ting – de havde en anden påvirkning på øjnene end familie havde. Familie problemer var ikke ukendt for Leviticus, selvom han dog synes han havde haft en relativ god opvækst. Måske havde det hele bare været så forvirrende fordi han ikke kunne styre sig selv og de fragmenter der levede i hans sind.

Som de satte sig ved bordet lagde Leviticus mærke til hendes sukker og smilede lidt for sig selv som han så ud af vinduet. Sneen på jorden var mere eller mindre blæst væk og dansede i stedet i vinden. Han tog en mundfuld af den glohede kaffe der brændte ham en smule på tungen. Sådan sad de lidt i stilhed før hun brød stilheden med sit spørgsmål. Før i tiden havde han set det evige liv som en latterlig forbandelse. Et ironisk træk fra Guds side der gjorde at han aldrig ville kunne forlade Jorden. Han tog en mundfuld kaffe mere før han svarede på hendes spørgsmål. Den varme bryg hjalp hurtigt på energien, og han følte sig ret så godt til mode. På trods af alt det der var sket inden for de seneste par uger. Han følte sig selv døse lidt væk i tankerne, men vendte pludselig sit blik mod Cassandra. Det triste blik bag øjnene var der som han talte.

”Yeah, nice,” svarede han og så ned i koppen hvor den varme bryg afgav damp fra sig. Hendes spørgmål havde ikke fornærmet ham – tværtimod var han glad for hendes nysgerrighed. Dog var den evne forbundet med en mørk tid i hans liv, og for at være ærlig havde han ikke lyst til at ødelægge humøret de havde haft indtil nu. Hendes næste spørgsmål kom som en lettelse for ham og hans øjne lyste en smule op igen. ”I’m what you call a hybrid – by todays standards anyways. My mother is the first created demon by Lucifer and my father is an archangel,” han vidste at i hver anden samtale ville dette lyde som en sindssyg historie, men han håbede dog ikke at han tabte Cassandra over dette. Han følte det bedst at være ærlig overfor hende, for så kunne hun føle at hun kunne være ærlig over for ham. Da hun åbnede op og fortale om sin egen race kunne han ikke lade være med at smile. Han vidste at racer ofte var personligt og ikke noget man gav ud i daglig tale. Men som hun talte om sig selv sendte han hende et smil. Han var ikke sikker på om han turde kalde hende hybrid, men der var tydeligvis nogle af hendes fars gener i hende, siden hun kunne kontrollere ilden på den måde. Ved hendes kommentar om hendes evner kunne han ikke lade være med at grine over sarkasmen. Den var så tydelig at den kunne have ramt ham i hovedet hvis han ikke havde forstået det.

”Well, I usually just say I’m a Levi – One of a kind offer,” sagde Leviticus med et lille grin på læben.

Leviticus kunne ikke holde smilet tilbage som hun blev ved med at hælde sukker i kaffen. Måske havde en varm kakao været mere hendes smag, men det var vel lidt for sent at spørge om nu. I stedet tog han en mundfuld mere at sin kaffe, der efterhånden var blevet kold nok at han ikke brændte sig. Hvor hun måske havde en dårlig vane omkring sukker, havde han en dårlig vane med ikke at vente på at noget blev koldt. Nogle gange så han det lidt som et kapløb med tiden, for det var ikke længe en kaffe havde den rigtige temperatur, og så snart den blev kold var det som beskidt vand i munden. Han smilede let ved hendes reaktion, men han vidste ikke om han ville kalde sig selv unik eller interessant for den sags skyld. Nok var han den første af sin slags, men siden dengang var der kommet flere til. Havde hun mødt ham for knap 190.000 år siden havde han nok givet hende ret i at han var unik, men ikke i den tid de levede i nu. Hybrider, eller blandingsracer som de også blev kaldt, var blevet mere naturligt og det tog en del af presset af ham. Dog havde han alligevel valgt at tage udfordringen op, eftersom han var blevet tilbudt arbejde på akademiet.

Han kunne ikke holde sit grin tilbage som hun gentog deres racer for ham – det var vel en start på en dårlig joke, og han var taknemmelig for at hun ikke så på ham som et misfoster. Let bed han sig i læben, noget han gjorde når han overvejede sine ord en ekstra gang. Han var altid velovervejet, og det kunne han vel takke sine to fragmenter for. Hver repræsenterede en del af hans genetik, den ene en engel og den anden en dæmon. Det havde givet ham muligheden for at se tingene fra begge sider, hvilket ofte gjorde ham ret så empatisk og demokratisk. Hans grønne øjne så ned i kaffen som hun spurgte ham om dem i hans sind. Det var vel et fint spørgsmål, men ikke et som han følte sig sikker i at svare ja og nej på. Han havde ikke kontrol over dem, hvad de gjorde når de havde kontrol af kroppen eller for dens sags skyld hvad de sagde. Hans bedste ven Tidus havde mødt begge fragmenter, men de plejede at holde sig for sig selv, medmindre de blev tvunget ud. Fra kaffen gled hans blik op på Cassandra overfor ham. Han smilede varmt som for at signalere han ikke var fornærmet eller vred.

”Well, you don’t need to worry about them, per say,” sagde Leviticus en smule tøvende. Freddie havde en tendens til at være meget flamboyant i kroppen, men aldrig noget der ville skade andre. Elliot derimod havde tendens til vold, dog agerede han ofte på kroppen og ikke andre. Let sad han og overvejede sine næste ord som han så på kvinden foran sig. ”I just hope you don’t get to meet them,” sagde han med et lille smil. Smilet var dog en smule trist, da han ikke kunne skjule hvad de to fragmenter havde voldt af ballade for ham. For intet mindre end en uge siden var Leviticus vågnet op i sin krop med glasskår i sine ben og alt for meget alkohol i blodet. Dog havde han været taknemmelig for at Tidus havde været der for at hjælpe ham.

Det var ikke fordi Leviticus følte sig ubehageligt tilpas, langt fra faktisk. Men han kunne i denne periode ikke snakke om hans fragmenter uden at han følte sig helt omtåget. Han vidste det var Elliots skyld, men den diskussion kunne de have senere i privaten. Det var ikke noget han følte for at bringe op, specielt ikke for en potentielt fremmed. Hans læber hvilede lidt mod koppen som hun spurgte ham og hans sendte hende et skævt smil inden han tog en mundfuld kaffe. Bryggen varmede ham godt indefra og ud og han begyndte at hoppe lidt med sin fod. Ikke fordi han var utålmodig, men gennem sit lange liv fangede man vel et par vaner der gjorde ham til ham. Roligt satte han koppen fra sig og et lille klink lød som den ramte bordet.

”My story is quite long, I’m afraid I would bore you too much,” lo Leviticus som han bed sig selv i læben. Det var de færreste der kendte hele hans historie, og selv ham selv havde svært ved at få adgang til en stor del af hans fortid. Hvor skulle han begynde? Det var ikke altid det nemmeste at være så gammel som han var, da yngre ofte havde nemmere ved at summere deres livshistorie. Som han overvejede legede hans finger med overfladen på kaffen. Væsken rørte rundt af sig selv og lavede små bølger. ”Well, I already told you a bit of my parents, but I came to be around 199.650 years ago… Or 199.651 later this year that is,” sagde han med sit charmerende smil på læberne. Hans grønne øjne så frem for sig som var han i en anden verden, en anden tid. Den tid havde været simplere men mere forvirrende. Hvordan skulle han opsummere hans liv så han ikke mistede hendes opmærksomhed? Han var ikke sikker, men i disse situationer fandt han det nemmest bare at tale frit og hvad end der kom til ham fortalte han.

”I grew up and I lived through most of this world’s history,” sagde han med et grin på læben. Det lød så latterligt at sige det på den måde, og det var måske ikke den bedste formulering at komme med. Dog var det ikke ofte han blev spurgt ind til hvad angik hans fortid. Han plejede at leve sit liv og hvad end var i fortiden var ikke noget han kunne gøre noget ved. ”You know what, that was so boring – give me another try,” lo Leviticus og rystede sine hænder foran sig som var han ved at varme op. Hans grønne øjne lyste en smule op som han valgte sin næste start. Han rakte sin hånd frem mod hende som hilsen, og når hun tog den ville han introducere sig med sit navn. Derpå ville han placere et høfligt kys på hendes hånd og derpå rette sig lidt mere selvsikkert op i stolen.

”I have a long and boring past, but what is coming in the future is much more interesting – for example I start teaching at the Athena Academy after the winter break,” sagde han med en rank ryg og i et forsøg på at ligne mere selvsikker. Dog kunne han ikke lade være med at smile en smule. Han havde ikke svaret direkte på hendes spørgsmål, men han håbede at hun forstod at det var noget han holdt mest for sig selv. Som hendes mobil gik amok lænede han sig let fremover og fik et kort glimt af skærmen – ikke nok til at læse beskederne, men det lød lidt voldsomt. Som hun sagde hun havde problemer med en ekskæreste nikkede han. Gennem hans liv havde han haft en del partnere, dog havde det været før denne teknologi de havde i dag. Han smilede dog fortrøstningsfuldt til hende, og håbede at hun kunne se han kunne forstå hende på et punkt. Selv havde han ikke kigget på sin mobil, men Alison havde haft travlt, og Tidus ligeså – så der var ingen grund til at tjekke en tom skærm.

”Well, I’m sad to hear that, but how about you tell me more about yourself – Like; what is your favorite color? How many toes do you have? Do you ever wish to just fly away?” spurgte han med et smil.

Leviticus lagde nemt mærke til hendes reaktion da han fortalte han skulle være underviser. Ville dette være et problem? Han bed sig lidt i tungen som hun svarede på hans forskellige skøre spørgsmål, og fik et lille smil tilbage på læben som hun fortalte om antallet af hendes fingre og tær. Dog før han kunne nå at tænke mere over det, bragte hun selv hans underviser stilling tilbage. Han havde ikke regnet med at nogen kunne reagere på den måde som Cassandra gjorde, men han havde jo heller ikke mødt alle personer på denne planet. Han kunne ikke lade være med at grine over hendes kommentar om hans udseende, men han kunne ikke sætte sig ind i det. Han var bare Leviticus – ikke rigtigt noget specielt over ham der. Men andre virkede draget til ham, og det var nok også det der havde draget ham til at ville undervise. Efter alle disse år måtte han vel have et eller andet at bidrage med.

”I will be in charge of the hybrids at the academy, as well as teach in philosophy, Greek and Latin,” sagde Leviticus med et skævt smil. Det var nogle ret nørdede emner han skulle undervise i, men hvem bedre end en der faktisk havde levet som filosofi, græsk og latin blev opfundet. Han håbede hun ville have en positiv reaktion på dette, men måske ville det vise sig at han skulle til at undervise hende. Den tanke havde han ikke overvejet, men her sad han nu med de tanker. Der var vel ikke noget galt i et venskab, bare det ikke gik ud over undervisningen. Han rystede let på hovedet af sig selv, der var vel ikke noget galt i at spekulere, men at overveje dette var vel i og for sig ligegyldigt på nuværende tidspunkt. Han var ikke engang underviser endnu. ”So I guess your reaction means you are a student at Athena?” spurgte Leviticus med et varmt smil. Selvom hun ville være elev ville han på nuværende tidspunkt ikke behandle hende anderledes end han havde gjort indtil nu. Han tog en mundfuld af den sorte kaffe der var ved at have en lunken temperatur, men kaffe var vel kaffe. Han legede lidt med kanten på glasset som han overvejede hvad han skulle sige. Han var nysgerrig om at høre om hendes fortid også, men han havde jo ikke selv været så ligefrem med hans fortidshistorie. Måske han skulle lade det ligge, og måske høre noget mere om hvad hun gik op i.

”Well, what do you do when you don’t study – besides a troubling ex-boyfriend trying to get into contact with you,” spurgte Leviticus med et skævt smil. Hans holdning havde ikke ændret sig meget, og han var stadig lige så afslappet udadtil som han var inden han fortalte om sine fremtidsplaner.

Leviticus smilede skævt ved hendes kommentar, dog vidste han ikke helt hvad han skulle føle om at have hende som elev. Dog ville han se meget frem til at se hvordan hun var i sådan en situation. Det var ikke fordi der ville komme nogle følelser mellem dem, men der kunne nemt opstå gnidninger mellem to personer der potentielt kunne komme til at se hinanden som venner. Specielt hvis den ene person bliver sat i en situation hvor den er over den anden i rang. Med det sagt var der jo langt fra noget fjendskab mellem dem, så det kunne komme til at være en positiv ting for dem. Han lo lidt over hendes kommentar med hensyn til filosofi – det var vel i og for sig også et ret så bredt emne, men han håbede da at hun ville overveje at prøve en time ved ham, eller to.

”Oh, I’m sad to hear you haven’t been attending regularly,” sagde han med et smil. Da hun åbnede sig op om hendes mor sad han og lyttede. Ikke intenst eller som om han var ligeglad. Han lyttede til hvert ord hun sagde og vendte dem i hans kranie. Hendes far var altså en underviser på akademiet også, og med den historie hun lige havde fortalt gav det god mening hvorfor hun undgik ham. Dog havde han selv kendskab til en familie i opbrud, og selvom han var ret så gammel da hans mor forlod dem, gjorde det ikke smerten mindre. Han havde dog haft sin far, dog var han stadig for ung til at forstå noget af hvad han sagde. Han lod hende fortælle det hele før han kort så ned i sin kaffe. For intet i verdenen ville han risikere at lyde bedrevidende, men han fandt det lidt ironisk at de havde så meget til fælles. ”Well, we have a lot in common, I guess,” sagde han og forsøgte at smile til hende. Han ville ikke lyde som en der kom alt fokus over på ham selv, men han håbede det ville give hende en smule trøst.

”My mother left my father and I when I was relatively young too, I’ve only had a good relationship with my father for the past five years – Oh and he’s a teacher at the academy as well,” sagde Leviticus og forsøgte at klemme et lille grin ud. Det var lidt af en absurd situation at de faktisk mindede så meget om hinanden, men det gav ham også en smule tryghed.