The stubborn and the stubborn. (Leviticus)

Hvad havde sat ham i gang? Det var som om en tornado havde grebet Leviticus og ført ham så langt bag i hans hoved at han knap nåede at trække vejret. Elliot havde derpå gået i gang med at rasere lejligheden der på nuværende tidspunkt lignede et bombekrater. Vaser var flækkede på jorden og billeder var revet ned af væggen og smadret mod møblerne. Elliot sad nu inde i soveværelset på gulvet og op af væggen med blod på hænderne. Hans krop rystede af vrede, for det var første gang i snart ti år at han endelig havde fået kontrollen. Som blodet løb fra hans hænder hørte han Leviticus og Freddie i hovedet prøve at få ham til at slappe af, men hvad nyttede det? Det her var Leviticus’ skyld! Det var ham der havde holdt ham gemt væk som var han et monster! Freddie havde fået mulighed for at komme ud, men Elliot? Nej! Der var altid en forfordeling, og nu tog Elliot kontrollen. Med et par rystende ben rejste han sig op og forsøgte at gå. Det havde været så lang tid siden han havde haft kontrollen, og kunne han stadig huske hvordan man gik? Han kunne i hvert fald huske hvordan det var at ødelægge. Alle de materialistiske ting som Leviticus havde samlet betød ingenting. Det var alt sammen samlinger af latterlige samleobjekter i Elliots øjne. Billeder af Alison, billeder af Tidus og billeder af dem han kaldte familie. Men hvad med ham?

Elliot rystede af vrede og det var nu han hørte døren blive åbnet. Forsigtigt kørte han sin blodfyldte hånd igennem sig hår og forsøgte derpå at fjerne sine tårer. Dog efterlod det bare blod hvor tårerne havde været. Da han hørte Tidus’ stemme og hvordan han kaldte ham split røg det ud af ham. Med et par hurtige bevægelser var han ude i køkkenet ved Tidus og stirrede på ham med et mørkt blik. Han greb om Tidus’ strube og holdt ham ud i en arm. Leviticus’ krop var overraskende stærk, men han var jo også en blanding af dæmon og engel. De grønne øjne stirrede med had på den blonde fyr og hans blod i ansigtet fik ham til at ligne et vildt dyr. Med et par vrede øjne studerede han Tidus inden han slap ham igen. Leviticus ville aldrig lade ham ud igen hvis han slog den blonde nar ihjel.

”Don’t call me split, you fucking blonde slut,” sagde Elliot med et par vrede øjne på Tidus.


Leviticus
Elliot
Freddie

Som Elliot hørte Leviticus navn føltes det som om han brændte op indeni. Hvorfor var han forbandet til at være i denne krop med sådan et latterligt navn? Han havde valgt sit eget! Elliot, nemt, simpelt og ikke et navn der stod ud fra mængden. Men nej, Leviticus’ latterlige forældre havde dømt denne krop med sådan et åndssvagt navn. Som han slap grebet om Tidus’ strube mærkede han hvordan det blod der var på hans hænder var begyndt at størkne. Sårene var for længst helet, men han havde konstant åbnet op for sårene, i håb om at kunne stoppe den smerte han følte. Han trådte et skridt tilbage fra den blonde fyr og så sig for første gang rundt omkring sig. Kaos var hvad der bedst kunne beskrive lejligheden nu, men hvad nyttede det at rydde det op? Hvorfor var Leviticus så bestemt om at holde orden i det hele? De var en skabning som gud aldrig havde planlagt – et misfoster der aldrig skulle være blevet til. Som Tidus sagde hans navn rettede han sig let op, men hans grønne øjne var stadig fuld af vrede, og hans kommentar hjalp ikke ligefrem.

”I’ll call you whatever I please,” sagde Elliot vredt og åbnede køleskabet. Det hvide håndtag blev smurt ind i blod og hans beskidte fingre greb om en flaske sprut. Noget til at dulme den indre smerte var altid et godt valg. Med tænderne skruede han låget af og tog en stor mundfuld af den hårde alkohol. Det var som om han var et hul i jorden, for snart var halvdelen af den fulde sprutflaske tom. Som Tidus panisk ledte efter førstehjælpskassen gik Elliot blot ind i stuen og satte sig i sofaen der var fuld af glasskår. Selvom glasset pressede sig ind i hans hud, kunne han knap nok mærke det. Der var andre ting der gjorde mere ondt. Da Tidus kom tilbage med en våd klud skubbede Elliot ham fra sig.

”Don’t touch me with those hands!” sagde Elliot vredt og tog en tår mere af sprutflasken. Han kunne ikke længere holde sine tårer tilbage, men som vandet gled fra hans øjne så han blot ud i luften. Han havde glemt hvor meget han hadede at være i kroppen. Glemt hvor meget smerte det var at være i den virkelige verden. Der var en gang hvor han havde levet livet i denne krop, men nu var han blot en tilskuer. Leviticus havde planer om at smide sit liv væk på undervisning og en kæreste. Jo, Alison var da sød, men Elliot hadede at være bundet på den måde. Leviticus, derimod, havde ikke holdt sig tilbage fra at blive bundet på hænder og fødder. Elliot fik kvalme af det. Endnu en tår af sprut røg ned i hans system og han følte smerten dulme en smule.

”Don’t you got anything better to do than walking around Leviticus like a puppy?” sagde Elliot spydigt mens han så ud i luften. Han ville ikke engang have øjenkontakt med Tidus. ”He’s not gonna fuck you, kiss you, hold you tight, like in your stupid wet dreams,” sagde Elliot og tømte nu flasken.

Elliot hørte knap nok efter hvad Tidus sagde og som glassene gravede sig mere ind i hans kød kunne han ikke engang skære en grimasse. Følelsen af opgivelse var tydelig i hans krop, men han kunne ikke stoppe denne smerte. Hvor ofte havde han ikke forsøgt at dræbe denne krop? For mange gange til at tælle. Nok gange til at vide at den evne de havde var en forbandelse – en latterlig ond joke fra universet. Evig smerte i denne krop var det værste Elliot nogensinde kunne forestille sig. Han så endelig på Tidus som han tog flasken fra ham. Han havde aldrig brudt sig om den måde Tidus havde set på Leviticus på – Freddie derimod havde holdt af den blonde fyr fra det øjeblik de først mødtes. Leviticus – ja, det var aldrig nemt at vide hvad han tænkte på.

”My problem is that you keep coming back to this bastard! Why not go and live your life and forget about this stupid creature,” sagde Elliot vredt og så med sine grønne øjne på Tidus. De grønne øjne der normalt var så forstående og fulde af kærlighed var kolde og stenhårde. Elliot rejste sig fra sofaen og tog flasken fra bordet  som han tømte i en mundfuld. Nu stod han ansigt til ansigt med Leviticus’ bedste ven. ”You know what really fucking sad?” sagde Elliot og så ham op og ned. Han skiftede let balancen fra den ene til den anden fod som han så på den unge blonde fyr.

”The sad part is that Leviticus always has had feelings for you,” sagde Elliot med et ondt smil på læberne. Hans smil var nærmest sadistisk, for han vidste hvad han skulle sige for at såre Tidus. *Elliot, don’t,* bad Leviticus omtåget inde i hans hoved. Når Elliot var i kontrol var det som om Leviticus havde sværere ved at se hvad der skete, men han kunne presse få beskeder igennem. ”Oh, what, Levi? You don’t want me to spill your secrets, well too fucking bad,” sagde Elliot vredt og vendte nu sin opmærksomhed mod Tidus igen. Hans vrede var ude af stand til at blive kontrolleret på nuværende tidspunkt, og det blik som Tidus sendte ham pissede ham mere af.

Elliot lo men latteren der kom ud lød som Leviticus’ og var smittende samtidig med den var ondsindet. Hvor han dog håbede på at Tidus ville slå ham, for så havde han en grund til at slå tilbage. Dog skuffede den blonde fyr ham, som han bare stod der og så på ham. De blå øjne var så barnlige, latterlige ville Elliot kalde dem, hvor Leviticus eller Freddie havde kaldt dem drømmeagtige. Elliot spyttede på gulvet og en klump størknet blod landede på trægulvet. Han smilede en smule tilfreds med sig selv og så på Tidus som han reagerede på Elliots afsløring. Selvfølgelig troede han ikke på ham! Stakkels lille Tidus og hans stakkels lille hjerne – Elliot fandt det utroligt at han ikke havde lagt to og to sammen endnu. Elliot fandt Leviticus som en elendig skuespiller, og han havde ventet længe på at afsløre den satan. Som han svarede hørte han ordet løgn – og det var en ting som Elliot ikke kunne fordrage var det løgne. Hvor længe havde han brugt i denne krop, det vidste han ikke, men han havde aldrig løjet for nogen!

”Tidus, don’t be so stupid,” sagde Elliot opgivende og begyndte at hive glasskår ud af hans ben. Hver glasskår smed han fra sig på sofabordet med en god mængde blod på. ”Why don’t I pull Leviticus out here now, so he can fucking confess his stupid lies?” sagde Elliot mens han skar grimasse for hver gang et nyt glasskår blev hevet ud. Det friske blod gled fra hans lår og ned langs hans hånd. Det var varmt, nærmest en betryggende følelse for Elliot. Han kunne dog mærke hvordan han snart ville miste kontrollen over kroppen. Han havde virkelig gjort Leviticus vred, og det frydede ham. Et smil var på hans læber som Tidus kom over og stod ansigt til ansigt med ham igen. Hans grønne øjne var nærmest matte som han så på den unge fyr og han kunne ikke lade være med at grine lidt som han forsatte med at hive glasskår ud fra låret. Det var her han mistede kontrollen og følte sig omtåget. Kroppen faldt bagover og lå nu fladt på trægulvet med blod ud fra benene. Leviticus følte sig selv kæmpe mod Elliot om kontrollen, og et kort øjeblik lignede det er kroppen var død. Der var ingen i kontrol, men i sindet var der en kæmpe storm. Leviticus følte som om han kravlede hen af gulvet i hans sind før han endelig fik kontrol og spærrede øjnene op. Han tog et par hurtige åndedræt, og det var der smerten begyndte. Han skreg som han greb sig til sine ben der var fulde af blod og glasskår, og han følte hvordan hans krop var omtåget af alkohol. Hans grønne øjne fandt vej til Tidus der så forpint på ham mens han rystede af smerte.

”Please, help,” kunne Leviticus nå at mumle før han skreg af smerte igen.

Selvom Leviticus var udødelig kunne han stadig mærke hver eneste glasskår der blev hevet ud af ham. Mange af glassets stykker havde sat sig dybt og Leviticus kunne ikke holde sine smertefulde skrig tilbage. Den måde Tidus så på ham på fik ham kun til at føle det blev værre. Hvordan havde Elliot overhovedet fået kontrol? Det hele var så sløret og smerten fra hans ben gjorde det ikke nemt at beholde bevidstheden. Han ville ønske han bare kunne besvime og vågne op når det hele var færdigt, men adrenalinen kørte rundt i hans krop. Han kunne knap nok huske hvad Elliot havde sagt før Leviticus havde fået kontrollen igen. Da Tidus var færdig med at fjerne glasskårene mærkede han de kølige klude mod sin hud, og han slappede af med kinden mod gulvet. Hans øjne blev tunge som hans krop begyndte at hele, men inden hans øjne lukkede så han Tidus’ blå øjne. Han kunne lige påtvinge sig et smil før han døsede hen. Han vidste ikke hvor længe han havde været væk men som han åbnede øjnene mærkede han hvordan smerterne i hans ben var væk. Forsigtigt satte han sig op og undgik de eventuelle glasskår der skulle være i nærheden. Hans hånd kørte op til hans hoved som han forsøgte at få styr på sine omgivelser. De grønne øjne søgte de blå og han fandt dem.

”Tidus,” sagde Leviticus med en hæs stemme og følte sit hoved dunke. Hvor meget havde Elliot drukket? Uanset hvad bankede hans hoved som var der en kæmpe tromme der kontant fik ham til at blinke. Han lukkede kort øjnene og forsøgte at får styr på sig selv, mens han genspillede de små glimt han havde set fra Elliot. Dog var det så omtåget at han knap kunne huske hvad der var sket. Som han igen åbnede sine øjne forsøgte han at finde ord, men kunne intet finde at sige. Han håbede lidt at Tidus ville give ham hele historien. Med et par svage ben rejste han sig op og følte sig øm i kroppen. Den var stadig i gang med at hele, men han mærkede også alle de huller der var i hans bukser. Forsigtigt tog han sin hættetrøje af der afslørede en sort t-shirt indenunder. Som det ordensmenneske han var hang han roligt hættetrøjen op på knagerækken. Da han havde stået lidt i stilhed vendte han sig mod sin bedste ven. Han havde en dårlig smag i munden og følte sig skyldig.

”Worse than shit,” mumlede Leviticus og tog sig til hovedet. Et suk undslap hans læber som han fik sig selv slæbt ud i køkkenet hvor han åbnede for skabet og tog et glas. Derpå fyldte han glasset med vand fra hanen og tømte vandet direkte ned i sin hals. Han havde dog stadig svært ved at kontrollere den krop han var vågnet op i, så en del af vandet gled ned langs hans hage og ned på hans bluse. Dog var han ligeglad med vandet, da det blot kølede hans krop. Det føltes som om han lige havde løbet en maraton og først nu var blevet tilladt at stå stille. Han gik derpå ud til Tidus igen og så rundt i lejligheden. Alle de billeder der var blevet revet ned fra væggen gjorde hans lejlighed så upersonlig og de få ting som ellers var blevet smadret lå stadig i krogene. Dog værdsatte Leviticus at Tidus havde taget det værste af glasskårene væk fra gulvet og sofaen – og ikke mindst fra hans ben. Det havde været så længe siden Elliot havde haft kontrol, og lige nu var han glad for at det havde været så lang tid siden. Der var vel en grund til at der var nogle år af hans liv han ikke kunne huske. Selvom Tidus sagde at han ikke skulle bebrejde sig selv kunne han ikke lade være. Det her var næsten værre end da Freddie havde været ude.

”Yeah … He’s a fun one, huh?” sagde Leviticus med et skævt og undskyldende smil. Hvorfor måtte han ikke føle sig skyldig? Elliot var vel lige så meget en del af ham som han selv var. Det samme gjaldt Freddie, for den sags skyld. Dog kunne han ikke lade være med at undre sig over hvad Elliot mon havde sagt. Selvom Leviticus havde været i sindet havde det hele været så tåget, så han havde kun forsøgt at få kontrollen af kroppen tilbage igen. Han var bange for at der var blevet sagt mere end der burde, men sådan var det vel. Og hans bekymring blev bekræftet da Tidus sagde at Elliot havde sagt underlige ting. Han sukkede let, men nikkede tak til at han godt måtte hjælpe med at rydde det her op. Selvom han var svag i kroppen ville han stadig have evnen til at hjælpe til.

”I don’t need a nap, I think I would love to get this cleaned up,” sagde Leviticus med et taknemmeligt smil. Dog kunne han ikke lade være med at udbryde et lille grin hvortil han begyndte at hoste. Som han fik styr på sin stemme igen så han på sin bedste ven. ”I’ll order anything you’d like when we are done cleaning, deal?”

Som Tidus tilbød at gøre rent sukkede han let men smilede til sin ven. Som han satte sig i stolen begyndte han at sortere i de papirer der var blevet spredt ud over det hele. Det var det mindste han kunne gøre mens hans krop stadig var ved at finde sig selv. Som han sorterede i papirerne lyttede han på Tidus. Egentlig havde han ikke lyst til at vide hvad Elliot havde sagt, og det ville uden tvivl kun såre han mere at vide det. Han tog sig til hovedet og lænede sig let tilbage i stolen. De grønne øjne så ned at ham selv, og hvis han synes hans lejlighed var et rod, så var han selv endnu værre. Den bluse han havde på var smurt ind i størknet blod, og de bukser han havde på hang kun sammen i trådene efterhånden. Han smilede da Tidus takkede ja til hans tilbud om at bestille mad – så havde Elliot måske ikke ødelagt deres venskab alligevel. Dog faldt alt dette til jorden da Tidus spurgte sit næste spørgsmål. Selvfølgelig havde den djævel sagt det, og Leviticus sukkede for sig selv. Hvad skulle han sige? Han bed sig kort i læben mens han overvejede hans ord nøje.

”I fancied you from the moment those blue eyes met mine,” hviskede Leviticus en smule hæs som hans hoved dunkede. Han kunne tydelig huske den dag hvor ham og Tidus havde mødt hinanden første gang. Aldrig i hans liv var han blevet sådan væk under benene – i hvert fald ikke indtil han mødte Alison det senere. Der var noget over den blonde fyr der havde draget Leviticus til at sætte sig ned foran ham og introducere sig selv på den lille kaffe bar. Men da hans navn var blevet nævnt følte han sig skuffet – Tidus var aldrig ment for ham, men en anden. Havde han ikke mødt Lonán de år i forvejen havde han nok sprunget ud i et forhold med ham, men Leviticus ville ikke udsætte Tidus eller Lonán for dette. Det var derfor han havde valgt i stedet at blive hans ven. Men hver gang Tidus gjorde noget sødt eller var betænksom faldt Leviticus mere for ham, og det gjorde ondt. Det havde været en lettelse da han mødte Alison, for her var en person ment for ham – et vidunderligt væsen så lys og glad at han til tider tvivlede på om han fortjente hende. Dog var følelserne vel aldrig helt gået væk, bare ændret sig til en broderlig kærlighed. Denne kærlighed var anderledes, men gjorde det muligt for ham at elske Alison med hele sit væsen og stadig have Tidus ved sin side.

”I… I just couldn’t bring myself to make a move, because I had seen that name before,” sagde Leviticus som han langsomt fik stemmen igen. Nok havde det hele ikke været skrevet i sten, men i de år som Leviticus havde levet var Tidus’ navn så specielt at han ikke kunne gøre det mod Lonán. Han bed sig i læben som han huskede tilbage til den tid før Alison var i hans liv og hans følelser for Tidus var svære at kontrollere. Det havde været en evig kamp, og da Freddie havde brudt ud og gjort hvad Leviticus kun kunne have drømt om var han nød til at lyve, ikke kun for Tidus, men også for sig selv. ”Lonán has your name on his collarbone, and I knew you were mean for him, not me,” sagde Leviticus og kunne føle en lille vrede i sig selv. Han havde holdt dette hemmeligt så længe, selv efter de havde lovet hinanden aldrig at lyve for hinanden igen.

”And I do still love you, don’t get me wrong. You just made me love you in a different way,” sagde Leviticus. Endelig havde han fået noget mere styrke i sin stemme og han forsøgte derpå at rejse sig op. Han gik over til Tidus og lagde en hånd på hver side af hans arme og så ham lige i øjnene. ”You are my brother, Tidus, not by blood, but by choice – And that is how I can love you.”

Leviticus følte sig opgivende. Det var ikke meningen at han ville lyde for hans ven, og specielt ikke når det gjorde så ondt nu. Faktisk havde han håbet at han kunne have holdt denne hemmelighed inde til Jorden ikke længere eksisterede, men nu var de her. Han så på Tidus der vendte sit hoved væk og Leviticus kunne ikke lade være med at knytte sin næve. Var det ikke muligt at elske flere end en person? Selv havde han holdt så meget af Tidus at det havde gjort ondt i hans mave hver gang han så på ham. De blå øjne der kunne skære igennem alting og få ham til at sige sandheden var så kraftige. Som Tidus snakkede om hvad hans hjerte følte var Leviticus nød til at tage et skridt tilbage. Måske var han for meget af en regelrytter, men det havde ført noget godt med sig gennem tiden. Dog gjorde det ondt at høre Tidus sige de ord. Det var værre end den smerte han havde følt da han vågnede op i denne krop efter Elliots terror. Hvad skulle han sige? Så snart han ville åbne munden ville tårerne køre ned langs hans kinder, for det her var ikke længere en han så som en kæreste, men en han så som sin bror. En bror han havde forrådt og løjet for. Holdt sig væk fra for at gøre et underligt univers plan muligt.

”And how do you think it feels to fall in love with someone that you know is meant for someone else, huh?” sagde Leviticus som tårerne faldt fra hans grønne øjne og ned langs hans kinder. Det var sjældent han græd, men det her var hans bror. Den han altid havde kunne regne med når tiderne var hårde og som kunne komme med et par jokes her og der. Han følte sig så overvældet af disse følelser at han knap nok vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Dog blev han stående et skridt fra Tidus, stadig nær, men en klar afstand. Den samme afstand han havde forsøgt at holde i så lang tid. ”What we could or couldn’t have been is not a question – I know how I felt, and how you felt - but sometimes life isn’t easy. Sometimes you gotta let go of what you want in this world to realize what you really need,” sagde Leviticus og forsøgte at få tårerne til at stoppe, men han kunne ikke. Han havde svigtet ham. Hvis hans krop nogensinde kunne dø vidste han at han ville ende i helvede og få brændt sin sjæl op i uendelighed. Dog ville han ikke dø, men skulle leve med den realitet han havde skabt for sig selv og Tidus. Som Tidus kom med bemærkningen om at Alison var hans livs kærlighed kunne han ikke lade være med at grine. Derpå tog han om sin bedste ven og pressede hans ansigt ind mod hans bryst.

”I love Alison just as much as I love you,” hviskede Leviticus som han holdt om Tidus. Det var svært for ham at indrømme, men de to var noget af det han holdt allermest af i denne verden. Selvom kærligheden for dem var forskellig, så vidste han at det var det rigtige valg han havde taget. Han elskede Alison som sin partner og Tidus som sin bror. Det var der ikke nogen der kunne lave noget om på. ”Please, you don’t have to be with Lonán if you don’t want to, all I’m saying is that fate and this stupid universe has a way of fucking us over – so please take this oppotunity to give him a try,” hviskede han og slap derpå sin ven. Som han sagde at de skulle få ordnet lejligheden nikkede Leviticus. Det tog dem ikke længe at få samlet alt det ødelagte sammen og nu kunne de læne sig tilbage. Leviticus fandt sin mobil frem og sad lidt med den mens han overvejede sine muligheder.

Leviticus fornemmede nemt Tidus’ forvirring, men han håbede at han viste at han selv havde været meget forvirret. Men det hele virkede til at ville lysne for dem nu. Måske kunne de ligge disse ting bag sig og i stedet nyde at de hver havde fundet den bedste ven de nogensinde kunne have ønsket sig. Brødre ville ikke lyve for hinanden, og Leviticus havde intet tilbage han følte han gemte for Tidus. Han håbede dog at de ville kunne opbygge deres venskab igen og forsætte på ny. Dog kunne han ikke lade være med at føle sig en smule lettet også. Denne hemmelighed havde presset hans sind længe, så på en måde var han vel taknemmelig for Elliots frembrusende personlighed – selvom han langt fra ville tilgive ham for at udsætte Tidus for hvad der var sket. Han var dog glad da Tidus gengældte krammet og de stod der lidt før de slap hinanden. Hans grønne øjne fandt de blå og han smilede da han sagde at han ville give Lonán et forsøg.

Da de gik i gang med at gøre rent følte Leviticus sig bedre til mode. Måske var det fordi rengøringen havde en form for terapeutisk påvirkning på ham, men han følte at tingene var ved at være på plads igen. Da de var færdige lænede han sig hårdt tilbage i sofaen og mærkede sin krop dunke af smerte. Nok var den helet udadtil, men indeni var en anden sag. Alkoholen var svær at brænde af så hurtigt, og han følte sig egentlig stadig ret så fuld. Det var også derfor at da Tidus satte sig på knæ for ham og snakkede at han kunne mærke latteren boble fra sit bryst. En latter han havde ventet på længe nu, og han var så glad at det var svært at forklare. Selvom det havde været et følelsesmæssigt øjeblik, var han nu glad for at de kun var blevet stærkere af det. Idet Tidus skulle til at falde bagover gav Levticus ham et skub med på vejen og placerede sine fødder ovenpå hans mave som han lå på gulvet.

"You know, I’ve always wanted a banshee rug,” sagde Leviticus drillende men overvejede mulighederne for mad. Egentlig havde han behov for søvn, men han følte sig ikke klar til at lade Tidus gå hjem. ”Chinese sound really good right about now,” sagde Leviticus og lo. Det var først her det gik op for ham hvor sulten han var og ringede hurtigt til deres lokale leverandør af kinesiske godter. Han bestilte det sædvanlige, bare dobbelt op så de begge kunne få rigeligt. Da han havde fået at vide at maden ville blive leveret om en times tid lagde han på og rejste sig fra sofaen. På vej op puffede han drillende til Tidus der lå på gulvet og gik over til køleskabet. Ud hev han en øl til Tidus og en flaske vand til sig selv – alkohol skulle han bestemt ikke have mere af. Han satte øllen fra sig på sofabordet, så Tidus kunne nå den, og satte sig derpå igen i sofaen.

”How about we just hang here for a few hours – at least until I’m sober or I fall a sleep,” sagde Leviticus og lænede sig tilbage i det bløde møbel.

//Emne slut//