Do not call me that! (Leviticus) - (fortidsemne)

Påklædning + udseende


De havde ikke gået den længste tur den eftermiddag, men alligevel havde Leviticus klædt sig godt på. Sneen var kold og blæsten susede dem om ørerne, så han havde været taknemmelig for hans fremadtænkende adfærd. Hans kammerat derimod havde nu gået i stilhed, men Leviticus kendte ham godt nok til at han nok gik og bandede af sig selv i tankerne. Da de var nået juice baren havde han høfligt holdt døren åben for Tidus og fulgt efter ham ind. Nok var det en juce bar, men han kunne stadig bestille en kaffe, hvilket han gjorde. De havde nemt fundet et bord, da de færreste mennesker var ude i det vejr, men de var nok nærmere hjemme i deres huse for at lave mad. De to kammerater havde dog alligevel trodset vind og vejr for at sidde på denne famøse Juice Stop. Leviticus havde dog mærket behovet for et toilet og havde let undskyldt sig inden han rejste sig.

Hans grønne øjne fangede sig selv i spejlet som han vaskede hænder. *I don’t know about that Tidus guy, he seems awkward* indskød Elliot med han sædvanlige negativitet. *He just seems like a guy who has something weird going on.* Leviticus rystede på hovedet let for at få Elliots stemme til at holde op. *Oh I don’t know, he seems cute! Ooh! Ooh! It’s been a while since we kissed us a real guy!* sagde Freddie begejstret, og det var tydeligt han fandt Tidus langt mere interessant. ”Guys, would you stop it, please?” stønnede Leviticus opgivende, og i samme sekund kom en mand ud fra en af båsene og skyndte sig væk. Leviticus sukkede, for han vidste hvor underligt det måtte være at se en fuldvoksen mand stå og snakke med sig selv. ”Listen, he’s a real nice guy, and he’s been nothing more than accepting of us,” sagde Leviticus og tørrede sine hænder i noget papir. *I’m just saying, if you wanna fuck, then do it already!* sagde Elliot, og Leviticus sukkede opgivende. Han havde ikke lyst til at forsætte denne samtale, og gik ud til Tidus.

Leviticus så som Tidus smækkede sit hoved i bordet og han kunne ikke lade være med at grine. Hans latter var en af de varme og smitsomme der gik lige i hjertet af en – det var måske derfor så mange i første omgang synes han var så charmerende. Men så snart de mødte Elliot eller Freddie var det klart om det var en rigtig ven eller ej. Tidus havde taget imod begge fragmenter med åbne arme, og Leviticus kunne knap nok sætte ord på hans taknemmelighed for det. Han svingede sig let i sædet og tog en tår af sin kaffe der stadig var varm.

”Next time, if you don’t want juice, we can just go somewhere else?” sagde Leviticus med en drillende latter.


Elliot
Freddie
Leviticus

Leviticus førte sine grønne øjne rundt i lokalet og betragtede de få mennesker der sad herinde. Det var ikke fordi der var utrolig travlt, ofte var der dage hvor de knap nok kunne få et sted at sidde ned. Men dagen i dag var kold og fuld af sne, så menneskemængden var mindre. Det gjorde også at han slappede mere af. Mange folks stemmer samtidig med de to fragmenter han havde var ikke just en god blanding – specielt ikke når man ville føre en samtale. Han lo let ved hans kommentar omkring hans udseende og vidste knap nok hvad han skulle svare, så i stedet kørte han en hånd gennem det let våde hår. Det var som om når hans hår blev vådt så man tydeligere hans fine krøller i hans mørke hår. Han tog en tår mere af den varme kaffe og foldede hænderne omkring kruset. Hver bevægelse han lavede virkede let for ham, men ikke på en koreograferet måde – han var meget naturlig i hans fremtoning.

Hans næsten spørgsmål kom en smule bag på Leviticus, men han smilede bare. Den unge mand foran ham var meget ung, så ung at Leviticus havde svært ved at huske dengang han selv var så ung og naiv. Og det var nu egentlig ret så sødt hvordan Tidus havde så nem til frustration og nervøsitet, så han kunne knap nok lade være med at smile. Han lænede sig let tilbage i stolen.

”Sometimes I believe I’ve seen it all, yet something new always amazes me. The world has always been off, in one way or another – well that’s what my father always tells me anyways,” sagde Leviticus med et let og charmerende smil. ”Oh, by the way, I know this is random, but my dad wanted to ask if you wanted to spend Christmas this year with us? I mean you don’t have to, it’s just tradition in my family to celebrate it, and we’ve always invited friends over?” Hans sidste indskydelse var ret så overvejet, da han længe gerne ville have haft en undskyldning for at Tidus og hans far Haniel kunne mødes – og da hans far havde foreslået jul var Leviticus blevet ret så glad. Hans far var engel, og havde en af de flotteste titler som ærkeengel på grund af hans gerninger og evner. Leviticus var ret så stolt af hans far, men hans mor havde han ikke set til i noget tid.

Leviticus kunne høre et par kvinder der sad et par borde væk, og han fangede let at de hviskede om de to fyre.
*Hey, why don’t they mind their own bodies, huh?* indskød Elliot og Leviticus mærkede hans krop blive en smule anspændt, men han forsøgte at få kontrollen tilbage. *I think the girls are cute – they seem to really like the looks of us,* kom det fra Freddie der fik kroppen til at boble af glæde. Udadtil var der intet at se på Leviticus og hans stemmer, men indvendig føltes det som om han var ved at blive revet midt over. Det skete ofte når Elliot og Freddie var meget fremtrædende på samme tid, og han blev nød til kort at tage sig til sin tinding for at få en smule jordfornemmelse tilbage. ”I’m sorry, Tidus, the guys are kinda both trying to get out, and it’s hurting quite a lot,” sagde Leviticus med et undskyldende smil. Han følte sig skuffet over sig selv. Knap 200.000 år og denne forbandede evne gav ham stadig besvær med at leve et normalt liv. ”Can we maybe go outside and walk for a bit?” Leviticus havde en varm tone i sin stemme, men indeni føltes det som om han var i tusinde stykker. Elliot og Freddie sloges verbalt i baggrunden af hans sind, og han følte sig ret så splittet.

”You don’t call me Split for nothing, right?” sagde Leviticus og rejste sig fra sin stol. Han tog sin beanie på igen, men smed sit halstørklæde over til Tidus. ”Next time, remember better clothing, I don’t want you to go and get sick on me now.” Selvom han var i smerter fandt han altid plads til at give dem omkring ham et smil på læben. Det var som om deres glæde smittede af på ham – eller det var i hvert fald det han håbede.

”Christmas Eve is the 24th, and then we’ll have a great feast with music and games. If you’d like it you could sleep over, like the others, and open gifts the day after?” sagde han med sine grønne øjne på Tidus. Leviticus følte sig helt lettet da Tidus havde sagt ja til at tilbringe jul med ham og deres nære venner. Det gjorde at han havde en ting mindre at bekymre sig om, for han havde allerede fundet den perfekte gave til ham. Ikke at det var noget han ville fortælle Tidus om, da han ikke ville ligge et pres på ham om at de skulle give gaver til hinanden.

Da de rejste sig fra deres borde kunne han dog ikke lade være med at le da Tidus prikkede på hans pande – det var nu ikke fordi det hjalp, for Elliot gik straks i gang med at bande og svovle, hvilket kun fik Freddie til at grine. Dog var skænderiet faldet ned, og Leviticus kunne nemmere overskue da kulden ramte dem. Det var ikke den koldeste dag han havde oplevet i hans lange liv. Leviticus havde dog ikke så meget imod kulden som han havde vinden der ruskede op i hans hår. Da Tidus fik en snebold i ansigtet brød han næsten sammen af grin, som han bukkede sig forover. Hans latter var smitsom, og de børn der havde kastet bolden begyndte ligeledes at grine. Det var svært at forklare hvordan Leviticus nogle gange påvirkede dem omkring ham, men han havde en latter folk sjældent kunne modstå. Som sneboldene fløj bevægede Leviticus sig nemt omkring dem – måske snød han lidt, i og med han kunne manipulere med elementerne, men det var ikke noget der var til at se.

”Tidus, they’re just kids, come on, let’s go,” sagde han da Tidus begyndte at samle snebolde sammen for at skyde dem efter børnene. Han vidste at hans kammerats temperament ofte kunne være kort, men hans hjerte var på det rette sted. Da Tidus skulle til at kaste en snebold mere tog Leviticus hans hånd i sin og så ham i øjnene. ”Please, atleast just let us get home dry,” sagde Leviticus med sit skæve smil og sine grønne øjne låst fast med de blå. *Kiss him! Kiss him!* nærmest skreg Freddie i hans hoved, mens Elliot surmulede i baggrunden. Leviticus lænede sig let tættere på hans kammerats ansigt og med hans anden frie hånd kørte han en rolig finger ned af hans kind for at fjerne sneen. Han smilede skævt men slap derpå sin kammerat og begyndte at gå i retningen af hans lejlighed.

Leviticus overvejede lidt Tidus’ spørgsmål om han skulle have med. Normalt når man blev inviteret, så skulle man vel ikke tage noget med? Leviticus måtte være ærlig og sige at han ikke var sikker men trak lidt på skuldrene, som et ’hvis-du-vil’ svar. Hans far ville i hvert fald sørge for det hele – det plejede han at gøre. Leviticus kunne huske for nogle år tilbage hvor han havde tilbudt at tage sig af drikkevarer, og hans far havde fået et forvirret blik, der var nok til at lade Leviticus opgive at hjælpe. Hans far brændte meget for Julen, men han kunne ikke bebrejde ham. Leviticus var gammel, men hans far var næsten 100.000 år ældre, og havde været i himlen før alt i denne verden var skabt. Han havde ofte siddet og hørt historier fra den tid af Raguel, en af hans fars venner, og han havde følt sig i en hel anden dimension.

Mens de gik følte Leviticus sig svag i hovedet, og han mærkede Freddie der langsomt gravede sig fremad i hans sind. Normalt ville han have sat sig ned, men i stedet gik han og kæmpede den indre kamp for at holde sig selv i kontrol af kroppen. Det var ikke ofte nogle af hans to fragmenter tog kontrollen, og han havde ikke haft den her følelse i lang tid. Leviticus følte sig hevet tilbage i sit eget sind, og det føltes som om han så sin egen krop fra en anden vinkel. Følelsen gjorde ham svimmel, men kroppen forsatte i normal gang. Leviticus så sig omkring i mørket i hans sind, og så Elliot sidde på jorden, lænet op af en usynlig væg.

*Long time no … Whatever it is we do,* sagde Elliot med et roligt ansigtsudtryk. Det føltes underligt at se på Elliot, for han lignede Leviticus på en prik, det var bare at han opførte sig anderledes der skilte de to fra hinanden. *It’s been some time since Freddie wanted to go out and have some fun, but I guess Tidus has him all fired up,* sagde Elliot og lavede et sving med håndledet for at vise hans indifference til hvad der foregik. *Don’t tell me he’s got the hots that bad for Tidus?* sagde Leviticus opgivende og tog sig til hovedet. Den måde han var blevet hevet tilbage i sindet på var gået så hurtig, og svimmelheden var stadig stærk for ham. *He’s one of my best friends, please don’t say Freddie’s gonna make it weird!* Med de ord så han over på Elliot igen, der blot trak på skuldrene. Det var tydeligt at han var ligeglad med hvad Freddie kunne finde på at foretage sig og Leviticus stønnede opgivende.

Udenpå kroppen var der intet at spore, udover et skævt smil da Freddie fik kontrol over kroppen. De grønne øjne så over på den blonde unge fyr ved hans side, og han følte en varm følelse igennem sin krop. Det var nærmest som når man steg i et varmt bad, og lod følelsen af varme omhylle en fuldstændig. Han gik en smule tættere på Tidus og kunne ikke lade være med at se en smule genert ned. Det var lang tid siden Freddie havde haft kontrol over kroppen, men den var stadig lige så nem at styre som for 150.000 år siden. Tidus’ spørgsmål fik ham dog til at se op, og de grønne øjne møde de blå. Hvad han kunne tænke sig i julegave? Det var vel nemt – han ville have Tidus – men det var ikke noget Leviticus ville sige. I hvert fald ikke på den måde.

”Well… I don’t really know,” sagde Freddie med et skævt smil der lignede det som Leviticus altid trak på læberne når han var usikker. ”I mean, I think I know, but I don’t know if I can get it.” Han bed sig selv kort i læben og følte sig draget til Tidus mere end før. Måske var det bedst at vente til de var i privaten – Freddie vidste at der ville gå kort tid fra at han gjorde noget til at Leviticus kunne tage kontrollen tilbage. Men så igen – ville han få chancen igen? Han lænede sig kort ind mod Tidus og ramte hans læber mod den unge fyr. Smagen af hans læber fik Freddie til kort at stønne af overraskelse og han trak sig kort væk fra ham. Han så en smule håbefuldt og lidt genert på Tidus.

Freddie nød den kontakt der var mellem deres læber og kom selv til at rødme en smule. Hvor længe havde han ikke ønsket at Leviticus havde taget sig sammen og gjort dette? Han havde ikke tid på det, men nok siden de havde mødt hinanden for første gang. Freddie tog sig selv kort til læberne nærmest overrasket over sit eget mod, og han kunne ikke lade være med at grine en smule af glæde. Da Tidus endelig sagde noget fulgte hans grønne øjne ham, før han mærkede den varme hånd på sin kind. Endnu engang mødtes deres læber og Freddie kunne knap nok tro det. Let pressede han deres kroppe mod hinanden, og det føltes som om der var elektricitet imellem dem. Da deres læber atter skiltes havde han sine øjne lukket kort før han åbnede dem igen. Freddie var ligeglad med hvem så dem – verden var meget anderledes end da han sidst havde været ude i længere tid. Dengang havde Gud været den der lavede reglerne, men i denne tid var de gamle regler lagt bag dem, og en verden fuld af muligheder var foran dem.

”To be honest, I’ve been wanting to do that for a long time,” sagde Freddie og kørte en rolig hånd gennem hans krøllede hår. Sneen havde lagt sig i det, men var begyndt at smelte ind mellem de mørke lokker. Han bed sig kort i læben og mærkede hvordan Leviticus forsøgte at få kontrol over kroppen igen, men Freddie var ikke klar til at slippe den her verden endnu. Han tog Tidus’ hånd i sin og så ham alvorligt i hans øjne. Freddie havde lyst til at sige noget til ham men han kunne knap nok finde sine ord. I stedet hev han Tidus med ind i opgangen til hans lejlighedskompleks, og hev ham tæt ind til sig. Som de stod der var de i det private, og der ville ikke være nogen grund til at Tidus ville holde sig tilbage. Freddie hev ham helt ind til sig og placerede sine arme omkring livet på den unge fyr. Derpå pressede han sine læber mod Tidus’ og nød endnu engang den bløde fornemmelse af hans læber. Freddie ønskede ikke at dette øjeblik skulle ende nogensinde, men han kunne også mærke hvordan Leviticus kæmpede for at få kontrollen.

*He’s my friend, not your play toy!* skreg Leviticus inde i sindet mens han kæmpede sig fremad. Hans svimmelhed var ikke forsvundet, men han ville ikke have det skulle udvikle sig til andet mellem Freddie og Tidus. Desuden følte Leviticus sig dum at have droppet sit forsvar i så kort tid det tog Freddie at overtage kroppen. Og nu ville deres venskab være på jorden, og Leviticus skulle være den der stod til ansvar for at forklare og undskylde. Han var vred fordi Freddie altid fandt en måde at lege med andre folks følelser på, og Leviticus havde ikke været god nok til at beskytte hans ven.

”Let me just play for a bit,” hviskede Freddie som han kort slap Tidus og kyssede ham igen. Det var tydeligvis ikke meningen at han skulle sige noget der kunne hentyde til hvem der var i kontrol. Leviticus skreg i sindet og forsøgte nu hårdere at komme til kontrollen. I mellem tiden stod Elliot bare i baggrunden med et opgivende blik på Leviticus.

Den måde som Tidus lænede sig op af ham på gjorde ham glad, og han nød at være ham så nær. Freddie kunne knap nok forklare den lyst han havde haft for Tidus, men som de stod nu var det som om alt i verden intet betød. Han vidste dog også at han skulle passe på hvad han gjorde og sagde, men som Freddie var ville det være svært at holde tilbage. Han var vel en smule mere flamboyant end Leviticus, og det var han også stolt over. Da han mærkede Tidus’ kind mod sine læber åbnede han dog øjnene, og mødte de blå med en smule nervøsitet i sig. Hvad skulle han svare? Hvad ville Leviticus svare? Sikkert noget latterligt med at Elliot og ham lavede lyde, men han kunne ikke få sig selv til at sige ordene.

”He’s always ruining it for me,” sagde Freddie og slap Tidus og gik over og satte sig på trappen. Her tog han sig til hovedet som han følte sig svimmel – Leviticus var tæt på at få kontrollen igen, men Freddie gjorde alt hvad han kunne for at kæmpe imod. ”He never wants to do what I wanna do! He never understands the needs that I have!” Freddie mærkede tårerne presse sig på og et par tårer løb nu ned af hans kind som han så op på Tidus. De grønne øjne så ud som om de flød i vand, så mange tårer havde der hobet sig op. Få havde taget deres vandring ned af kinderne allerede, men det var som om tårerne ikke ville stoppe. Freddie var vred og følte en del uretfærdighed over denne situation. Hvorfor måtte han aldrig det som han ville? Hvorfor skulle de leve Leviticus’ liv og ikke hans eller Elliots? Vreden blev blandet med sørgmodighed og han begravede sit ansigt i sine knæ som han sad på trappen.

”I never get to do what I want, it’s always ’Levi this, or Levi that’, why never ’Freddie’?” nåede Freddie at sige før Leviticus endelig fik kontrollen tilbage i kroppen. Han tog sig til ansigtet og kørte tårerne væk og turde knap nok se på Tidus. Hans hænder bevægede sig over hans læber og han følte som om det havde været en anden der havde kysset den unge mand foran ham. Leviticus bed sig i læben som han ledte efter ord – ord der kunne beskrive hvor ked af det han var at Tidus var blevet udsat for en af hans fragmenter.

”I’m sorry,” var alt Leviticus kunne klemme ud mellem sine fingre, som han så ned i jorden.

Leviticus vidste ikke hvad han skulle sige, for det var vel i bund og grund hans skyld. Tidus havde blot fulgt hvad han troede var rigtigt, og det kunne han ikke bebrejde ham for. Leviticus holdt sig til hovedet og kæmpede mod svimmelheden. Det havde krævet meget af ham at få kontrollen tilbage, og han følte sig svag. Han mærkede stadig sin vrede i kroppen, men den var bestemt ikke rettet på Tidus – nærmere mod sig selv. Hvis han bare havde haft større fokus havde det ikke været sket. Han sukkede let og lod sine fingre røre ved sine læber, som havde været mod Tidus få minutter inden. Det var en underlig fornemmelse han havde i kroppen, for han mærkede stadig hans hjerte banken som fra en forelskelse, men det var alt sammen Freddie. Freddie havde givet hans krop den reaktion, og det var Freddie der nu havde forvirret hans følelser. Da Tidus begyndte at undskylde så Leviticus dog straks op og så på den unge fyr.

”You have nothing to say sorry for, it was me who couldn’t control Freddie today. I’m…” sagde han og forsøgte at finde de rigtige ord. Han havde aldrig troet at Tidus havde disse tanker omkring ham, men det gjorde ham ikke noget. De år han havde levet havde han haft mange der ville have et romantisk forhold med ham, men det havde aldrig været gengældt. Selvom han ikke altid forstod hvordan han påvirkede andre, vidste han også at folk ofte var draget til ham. Han kunne ikke forklare eller forstå det, men han gættede på det var den underlige blanding af hans forældres gener der gjorde det. ”Listen, I don’t mind if you like me like that, I really don’t. But I would have wished if we could be more honest with eachother.” Hans ord gjorde ondt indeni ham selv. Han havde haft så mange falske venner gennem tiden, der kun ville være i nærheden af ham på grund af den måde han påvirkede dem. Dog forsøgte han ikke at sammenligne Tidus med den type ven. Leviticus havde følt en rigtig forbindelse mellem dem, hvor han havde følt sig åben nok til at forklare Tidus om hans sind. Hans grønne øjne søgte de blå for at se hans reaktion.

”I really do love you, but not in that way,” sagde Levitcus med et trist smil. Han kunne ikke lyve for sig selv, for han holdt virkelig af Tidus, men den kærlighed han følte var mere som en bror. Et tæt knyttet bånd der overgik blodrelation, og det var også derfor han havde inviteret ham til jul. Det ville være underligt ikke at have den man anså som bror til jul, specielt ikke når hans far så ofte plagede om at møde Tidus. ”Freddie… He’s driven by lust, more than love, so even if he wanted a relationship with you like that, it wouldn’t be genuin. And I would never let my friend go through that.”

Da Tidus udtrykte hans holdning til mødet med Freddie kunne Levitcus ikke lade være med at le. Freddie havde altid været meget flamboyant og typen der greb verden med begge hænder – Ingenting holdte ham tilbage fra at få hvad han ville. Men Leviticus måtte give Tidus ret og nikkede let på hovedet som han lo. Det var rart at have følelsen af latter i kroppen, det var som om det vaskede den rystende svimmelhed af ham. *What are you laughing about, you ruined the moment!* råbte Freddie i hans sind, men det var som om Elliot greb ham for munden og fik ham til at være stille. *I think it would be best if you shut up now, Freddie, you’ve caused enough havoc as it is,* sagde Elliot, og det var som om de to fragmenter trak sig tilbage i Leviticus’ sind. Leviticus rejste sig derpå fra trappen og lagde sine arme venskabeligt om Tidus, og gav ham et varm kram.

”He’s a handfull, and I’m sorry,” sagde han og slap derpå hans ven. ”So don’t say you’re sorry for my and his mess, I could forgive you for killing me, so don’t beat yourself up about it.” Hans grønne øjne var seriøse, for Leviticus ville med glæde lade Tidus slå ham ihjel hvis det betød at Tidus ville leve et godt liv. Ikke fordi han ville ofre sig, men fordi han vidste hvad Tidus kunne formå, havde han tiden til det. Desuden, ville der ikke gå lang tid før Leviticus ville rejse sig fra de døde alligevel, takket været hans evne. Det var vel mere en forbandelse på nuværende punkt, men han betragtede det som en evne uanset hvad.

”And forget that we kissed – never!” sagde Leviticus og lo hans kendte latter. ”I will be telling that story to your future spouse all day every day!” sagde han med et drilsk blik og begyndte nu at gå op at trapperne til lejligheden. Han signalerede til at Tidus skulle følge med, og det var egentlig først nu hvor Leviticus lagde mærke til at det var koldt i opgangen. Trapperne var stejle, men det var som om han kunne hvert trappetrin udenad som han gik. De nåede hurtigt op på anden sal hvor Leviticus låste dem ind i hans lejlighed. Hans stue var dekoreret i jord og træ farver, hvilket gav det en hjemlig fornemmelse.

Lejlighedens stil

Leviticus tog nemt sin jakke af og hang den på knagerækken ved siden af døren. Halstørklædet greb han nemt, selvom han stod med ryggen til Tidus. Det var ikke meningen at han skulle vise hans overnaturlige hastighed, men nogle gange kunne han ikke stoppe sine reflekser. Han håbede dog kort at Tidus ikke havde set det – ikke fordi han gemte sine evner fra ham, men selv i den overnaturlige verden var hybrider set ned på. De var skabninger der aldrig var ment til at være skabt, og alligevel så stod han her. Og han var trods alt den første hybrid nogensinde til at blive skabt, så han vidste alt om forvirringen og uvidenheden omkring hans race. Alle de år han havde brugt på bare at forstå hvem og hvad han var havde han ikke styr på. For at være ærlig var der en stor del af hans fortid han ikke havde minder om.

”Hey, you will get the person of your dreams, I am willing to bet my apartment on that!” sagde Leviticus der automatisk var gået ud i køkkenet og hentet et par øl til dem. Han rakte nemt den ene øl til Tidus og åbnede derpå sin og tog en slurk. Smagen af humle fyldte hans mund, og han kunne ikke beskrive nogen bedre ting end at få et par øl med en nær ven. Han satte sig i en af lænestolene og lænede sig let tilbage deri. Endnu en mundfuld tog han af øllen før han så over på Tidus. ”I think it’s because my mind can get so messy, I like to keep the physical things in my life organized.”

Han rettede sig let op i lænestolen og så en smule rundt i lokalet. Tidus havde nu ret til tider når han kaldte det for en lejlighed ud af et indretnings blad. Men når Leviticus var sig selv i lejligheden kunne det ofte føre til at Freddie og Elliot var mere fremtrædende. Det var som om så snart der var stilhed, var der mere larm i hans sind – eller måske var der hele tiden larm i hans sind, men han fokuserede mindre på det når der var andre omkring ham. Det vidste han nu ikke.

”So… Are you gay?” sagde Leviticus med et skævt smil, intet dømmende at se på ham. Han havde selv haft mandlige partnere gennem tiden, men han var ikke sikker på han nogensinde havde fortalt det til Tidus. Tidus virkede ikke til at vide noget om den overnaturlige verden, men Leviticus kunne fornemme at Tidus i hvert fald ikke var menneske. Nok havde Leviticus mødt mange forskellige racer gennem sit liv, men han havde aldrig rigtig fundet en sammenhæng mellem dem.

Leviticus vidste godt hvad det ville sige at have en krævende forældre. Hans mor var trods alt en af dem som flere gange havde opsøgt ham for at hun kunne benytte sig af hans evner. Dog var han ikke typen der faldt for charme og lokkende løfter, og han havde været nød til at afvise hendes forslag. Det havde bragt ham tilbage til den dag for så mange hundrede tusinde år siden hvor hun havde forladt deres familie. Men hans far derimod havde altid været støttende og forstående. Der var ingen tvivl om at Leviticus værdsatte hans fars åbenhed, men han havde også en forståelse for hans mors side af historien. Måske var det bare sådan at leve med en mor der var dæmon og en far der var engel. Da Tidus endelig sagde at han var homoseksuel følte Leviticus sig bedre tilpas. Det var som om der var åbnet et nyt kapitel op for dem.

”Hey, you are not the worst kisser I’ve ever felt, that was probably this guy I met a long time ago,” sagde Leviticus og kunne ikke lade være med at grine. ”He got his tongue and started licking the back of my teeth!” Han lo højt og tog en mundfuld mere af hans øl der var ved at være tom. *You knew he was a weeewolf before you kissed him,* sagde Elliot opgivende. *Oh, I remember him! He was a hottie!* sagde Freddie glad. Han rejste sig fra lænestolen han sad i og gik over til Tidus og satte sig ved siden af ham i sofaen. Han kunne fornemme at hans ven havde behov for en ved hans side, og Leviticus tænkte at det bedste sted at starte var vel fysisk ved hans side.

”It doesn’t matter who or what you love, as long as you can accept it yourself,” sagde Leviticus og lagde en hånd på Tidus’ knæ. ”I’ve been with a lot of different people, and the most important part is being sure in who and what you are.”

Leviticus sad ret så afslappet ved siden af Tidus. Man skulle tro, på trods af hvad der næsten lige var sket, at han ville holde sin afstand. Men han vidste også at det ikke var Tidus’ skyld, så hvad grund var der til at være anderledes end før? Han tømte sin øl og satte den tomme flaske fra sig på sofabordet og lænede sig tilbage i sofaen. Han lyttede opmærksomt til hvad hans ven sagde og kunne ikke lade være med at grine ved hans kommentar til kysset.

”I guess he was very into my taste, I don’t even know, it feels like a lifetime ago,” sagde Leviticus og lo. Det havde nok været flere tusinde år siden han havde kysset med den varulv, og han kunne ærlig talt kun huske hans navn og intet andet specifikt om ham. Da Tidus begyndte at snakke igen fulgte hans grønne øjne hans ven. Han nikkede blot bekræftende på alt han sagde og var meget støttende i hans måde at sidde på. Det var som om han ikke behøvede at sige et ord før Tidus forstod at han var bag ham hele vejen. Hans næste spørgsmål kom dog bag på ham – var Tidus nu lige pludselig interesseret i hans tidligere kærlighedsliv? Ikke at det gjorde Leviticus noget at tale om det, da den varulv for længst ville være død nu.

”He was an on and off fling, nothing serious,” sagde Leviticus med et smil. Den gang var det anderledes at være tiltrukket til en af sit eget køn – for ikke at nævne tabu at være sammen med en der ikke tilhørte ens egen race. Men hvilken race tilhørte Leviticus sig overhovedet? Han var hverken dæmon eller engel som hans forældre, men derimod en underlig blanding. ”I’ve had many boyfriends and girlfriends, as I see it, I don’t like to bind my self to a standard – If I fall in love, I fall in love with whoever it is, regardless of their gender.” Leviticus’ ord var overvejede grundigt, men han havde også haft hundredetusinde år at overveje det hele på. Det var måske også derfor han så gerne ville støtte Tidus, da han så så meget af sig selv i ham. Da han var Tidus’ alder var han også konstant forvirret og vred – det var bare noget man lærte at håndtere med alderen.

”And I hope I had let that question slip!” lo Leviticus og rejste sig for at fjerne de tomme flasker og gik ud i køkkenet. ”I wish for you to come for Christmas, meet my family and if you have something special you wanna share, then do – Christmas isn’t about gifts afterall!” Råbte han ude fra køkkenet.

Det gik pludselig op for Leviticus at han ikke lignede en der var en dag over 24 år, og han havde ikke ændret sit udseende siden han den gang for hundrede tusinde år siden ramte den alder. Det ville nok være svært at forklare det hele til Tidus nu, da den unge fyr ikke vidste noget om den overnaturlige del af verden. Egentlig ville Leviticus gerne fortælle ham det hele, men han ville ikke præge hans hoved med mere information end nødvendigt. Han lo lidt ved hans kommentar om at han havde været en der havde haft partnere på må og få, men det var vel sandt nok. Han havde bare haft mange år til at være med mange forskellige.

”Well, I don’t feel comfortable disclosing that information to you,” sagde Leviticus og kunne ikke lade være med at grine. Hans næste kommentar fik ham dog til at grine og han værdsatte hans vens kærlige ord. Han havde altid set sig selv som en ret så åben person i forhold til kærlighed, men den måde som Tidus sagde det på fik ham til at smile varmt. Det var nok den bedste kompliment han nogensinde havde fået. ”Well, if more were like me, everybody would spend hours talking to themselves!”

”I love surprises! But please, keep in mind that you’ll be around what I consider family, so maybe no sex toys, ok?” lo Leviticus ude fra køkkenet og kom tilbage igen med to nye øl. Han så hvordan Tidus havde grebet sig til sit hoved, og satte øllene fra sig på sofabordet. Han nærmede sig roligt hans ven som virkede til at have ondt, for det næste korte øjeblik at smide sig lettet tilbage i sofaen. ”Are you ok, Tidus?” spurgte Leviticus bekymret. Det var nu det gik op for ham hvad det var Tidus’ duft mindede ham om. Racen havde han ikke haft meget kontakt med, faktisk havde han nok kun mødt et par enkelte her og der gennem hans lange liv. Men der var ingen tvivl om det – en banshee. Levitcus satte sig på knæ foran hans ven og så en smule bekymret på ham.

”Voices?” spurgte han en smule tøvende, da han ikke ville gøre Tidus utilpas.