About yesterday - Tidus

S: Kongehuset i anledningen af Alexanders fødselsdag
T: Først på aftenen
O: Der er mad og alkohol som gæsterne kan tage af.
V: Dejlig klart vejr udenfor
P: Påklædning + hår
Emne til: @Tidus <3

---

Hendes fars fødselsdag var altid et event for sig selv, og så mange folk kom blot for at fejre sammen med ham på denne dag. Abigal havde været her siden formiddag. Dagen før havde været interessant på mange måder, hende og Tidus havde haft tømt de to køletasker hun havde haft med som havde indholdt alkohol. De fleste af tingene lå fjernt, men hun vidste at hvis hun nu gjorde sig umage ville hun sikkert kunne ligge brikkerne på de rigtige pladser. Abigal stod og snakkede med nogle gamle venner da hun spottede Tidus ud af sin øjenkrog. Han var den anden mandlige banshee hun havde mødt i hele sit liv - det var ikke just ofte at det faktisk forkom - så vidt hun havde læst sig frem til. Abigal undskyldte sig og gik mod Tidus.
"Bold of you to come back, I knew yesterdays adventure would have you longing for more," drillede hun og gav ham et smil. Sidst han havde set hende, havde hun været pakket ind i jakke og alt det andet vinter udstyr. "You do like you have the baddest hangover ever.. I warned you, never play drinking games with a Mikaelson," forsatte hun emd at drille ham.

Påklædning + udseende (the blonde one... obviously XD!)

Han havde stadig tømmermænd fra i går. Kraftige tømmermænd. Men hey, hvad var den bedste kur?? Mere alkohol selvfølgelig! Han havde derfor taget af sted til dette store event. Alexanders fødselsdag. De var en spøjs familie... eller, hans datter var en spøjs en, men kun på den gode måde! Hun kunne drikke! Det havde været så underholdende alle de ting de havde gjort sammen! Mange af hans minder var svage, men han kunne stadig også huske mange af dem, hvilket tømmermændene straffede ham for ved at hamre sig ind i hans hjerne.
Selvom han ikke ligefrem havde det videre fantastisk, var han stadig taget af sted for at i det mindste sige tillykke til Alexander og måske sige tak for i går til Abigal.
Derfor gik han nu igennem menneskemængden, hænderne i lommen og så rundt efter nogle velkendte ansigter. Så snart han så Abi, gjorde han et nik til hende og gik ellers over imod hende. Som de mødtes på midten kiggede han op og ned af hende. "Wow, you... look like a million!" komplimenteret han med et smil. Han grinte over hendes kommentarer på gårsdagens hændelser. "yeah... Im bold, hangover and searching for more adventure." kom det en smule sarkastisk fra ham. "Haha, actually, I came to say thanks for yesterday and maybe, If I could find him, say Happy birthday to the prince." her gjorde han et træk på sine skuldre. "How about you princess? Any hangovers behind that pretty face of yours?"

Han startede ud med at sende en kompliment hendes vej, hvilket fik et strålende smil frem på hendes læber.
"Well thank you," svarede hun og var tydeligvis altid glad for komplimenter - men kunne tage imod dem. Hun løftede en grimasse let som han takkede hende for dagen igår, hun måtte indrømme det havde været sjovt. Faktisk havde hun ikke haft et eventyr i Gaia siden hun kom som ikke havde endt i enten halv død eller kidnapninger - så hendes tur med Tidus havde været fornøjelig.
"Likewise," svarede hun med et skævt smil, "I normally don't have that much fun in Gaia," tilføjede hun til meningen af hendes ord. Abigal så sig lidt omkring. Tænkte kort over sine næste ord, hvor havde hun sidst set sin far hende?
"I reckon I saw him at the bar.. but It was a little while ago," indrømmede hun. Han spurgte til hendes hoved.
"I'm a Mikaelson, we don't do hangovers," blinkede hun drillende til ham. "Try being a banshee for a few hundred years more.. the alcohol helps the voices at distrance," tilføjede hun. Eller det var i hvert fald tilfældet ved Abigal, men nu kunne hun også tale og se de døde - det krævede et par ekstra glas engang imellem. Det havde ikke rigtig været fair overfor Kyle at hun var stukket halvt af igår, men hun havde haft brug for at tænke alting igennem og få styr på sig selv - overraskende nok havde Tidus hjulpet hende på vej, også uden han faktisk vidste det.

Tidus kunne ikke lade være med at bare føle sig en smule beæret som hun nævnte at hun normalt ikke havde så meget sjov i Gaia. Skulle han være ærlig med ham selv, var det også langtid at han havde haft så meget sjov i Gaia. Specielt efter alt den smørre der var sket. Men heldigvis var tingene ved at se lysere ud.
Hendes kønne ansigt strålede efter hans kompliment. Skønhed lå tydeligvis i den kongelige familie. Kort så han op imod baren, som hun nævnte at prinsen kunne være der, men at det var ved at være længe siden. Her løftede han på sine skuldre og vendte opmærksomheden imod Abi igen. Det måtte vente til senere.
Kort gjorde han plads, som folk gik forbi ham, eller snarer snoede sig igennem mængden af festende gæster. Han smilte over Abis drillende blink. De fik ikke tømmermænd i hendes familie. ”Okay... now I´m a oficially jelaous at you.” Her pegede han på hende, kun for at lade den hånd snuppe et glas med alkohol, en tjener så klassisk gik forbi med på en bakke. Hurtigt fik han også snuppet et glas til Abi, hvilket han hurtigt rakte til hende med et charmerende smil. ”Here ya go princess.”
Snakken kom nu over på banshees og med et par år på bagen. ”I believe that... I only lived for 21 one of those years and can´t deny which effect alcohol has...” han tog en tår og så spørgende på hende. ”So... You usually don´t have fun in Gaia... where do you come from?? If you normally not live here...”
Her tog han en tår igen. En tanke kom dog forbi ham. ”Oh... I remember from yesterday... you said something about Australia?? Or was it because we went to Australia for a second??” her så han spørgende ud i luften. Hvad pokker var der nu lige sket igen?

Hun tog imod glasset da det blev overrakt til hende og tog en tår.
"I'm born and raised in this castle," fortalte hun og så kort rundt, "I moved around a lot. This castle has very good memories and some so sad they are hard to live with.. So no, now I live in Italy. Been.. almost your entire life," tilføjede hun en anelse drilsk. Det var sommetider fornøjeligt at være ældre end andre og på samme tid mærkeligt.
"We went to the national museum in London, perks of having a private jet," kommenterede hun og tog endnu en tur. "They have this Australia zone, and you said you had never been," pointerede hun og løftede på et øjenbryn.
"If we had 22 hours, I could dropped you off in Darwin," løftede hun stille skævt på smilebåndet. "But I have a hard time convincing my security detail that it was okay to run away with you yesterday. Some are harder to convince than others," tilføjede hun og trak let på skulderen. Hun havde undskyldt til Kyle for det, men det var som om deres relation havde ændret sig meget de sidste to dage - og hun kunne ikke finde ud af, hvor hun skulle placere ham. Abigal tog endnu en tår fra glasset og derefter var der intet tilbage.
"Have you had a chance to talk to Lonan?" Spurgte hun så ud af det blå. For hun huskede at hun havde haft inviteret ham, om han ville dukke op var en anden sag.

Hun boede i Italien. Det var ikke engang tæt på Australien! Hvor pokker fik han så Australien fra?
Hurtigt fik han dog det spørgsmål svarede ved at hun nævnte den Australske afdeling på Londons museum! ”Ahhh, now it makes so much more sense why I remember something with the land down under.” selv tog han ordentlig mundfulde af sin drink. Han håbede på at det ville hjælpe en smule på hans tømmermænd. ”And Yeah, I remember the private jet... that thing was amazing!” Her var det dog hans tur til at hæve et øjenbryn, som hun sagde at det ikke havde været det nemmeste at løbe væk sammen med ham. ”Oh dearie,” sagde han drillende og hentydede til dengang hun kaldte ham det. ”Was that us? Running away? Well, it explains why it seemed so magical!” Ligesom hende tømte han glasset. Nu kunne det så bare hænge og pynte i hans hånd. ”I got to see London in a whole different light... It was quit interesting.”
Så snart de kom over på snakken om Lonan, mærkede han sit hjerte banke nervøst, hvilket man kunne se på hans skæve smil. ”No... unfortunatly not... But... I hope I will talk to him soon.” I det en anden tjener gik forbi, stillede han det tomme glas på bakken og tog to nye. Igen rakte han det til Abi. ”But, I will give him some time before I start tracking him down.”

"My private yet is amazing," nikkede hun og var enig med ham i den påstand. "Do you recall us being wrapped in scarfs and wearing sunglasses so no one would know who we were?" Spurgte hun og huskede tydeligt deres måde at skjule Abigal fra pressen.
"I'm just thrilled no one from my detail saw it, they would never look at me the same again," lo hun blidt. "We should do it again sometime, apparently your pressens lure my back luck away for a while," tilføjede hun med et skævt smil. Hun tog imod det nye glas champagne og så mod Tidus.
"You'll, and it will be fine," pointerede hun med et skævt smil. "Just go easy on him when you see him, all right?" Hun tog en mundfuld af væsken, men måtte nok holde igen, hvis hun ikke skulle blive pløre fuld resten af aftenen.
"Do you want me to show you around, or have you been here before?" SPurgte hun så.

Ved mindet om ham og Abigail, der ivrigt havde forsøgt at gemme hende væk bag både solbriller, tørklæder og på et tidspunkt en kasket, fik Tidus til at grine. Det var som at se det hele ske for sig en gang til. ”yeah, I remember... you were basically clinning for air when we finally came aboard the jet!” imens han snakkede, voksede smilet sig bare større og større på hans læber.
Han kunne ikke undgå at sætte hovedet en smule på skrå over hendes ord: detail. Fristet til at spørge ind til det, adskilte han sine læber, men blev stoppede som hun nævnte at de burde gøre det igen en gang. For ikke at sige hun sagde hans tilstedeværelse sendte hendes uheld væk en smule... det var nok noget af det sødeste nogle nogensinde havde sagt til ham. Også var det bare efter en helveds god tur i byen! Han smilte kærligt til hende, imens han lo blidt og gjorde et enkelt nik. ”I would love to do it again and lure away your bad luck.” han tillod sig at lade deres glas clinge sammen. ”After all, you made my day too.” Her smilte han skævt til hende og tog selv en tår af champagnen.
Deres lille snak om Lonan gjorde ham trist. Der lagde sig en tung følelse i maven på ham. Lonan måtte have så meget at se til og tænke over at det måtte gøre så ondt. Her sendte Tidus dog et blik der skreg, at han nok skulle love at tage den med ro, når Lonan en gang valgte at opsøge ham. ”All right, I promise.”
spørgsmålet om han ville se slottet, fik ham til at sprede armene ud, som når man antydede at personen endelig bare skulle vise vej. ”Nope, never been here before, so please show me around dear princess!” Han smilte her charmerende til hende.

Der var en del af hende der vidste at uheld ville komme op senere på aftenen. Måske var det fordi hun havde Felicity at se til. Dog var det som om Tidus var en afleder til det uheld Felicity kastede rundt med. Hun smilede som han sagde, at hun også havde gjort hans dag bedre. Og lovede at passe på med at presse Lonan for meget. Hun var nysgerrig på om Lonan overhovedet ville dukke op i aften, om hun overhovedet ville se ham igen. Abigal greb hans arm, som en ekstremt passioneret tour-guide. De gik væk fra selskabet, nok var slottet åben - men dele af det var også lukket fordi der også skulle være noget privat tilbage af deres liv. De fleste mistænkte allerede de to blonde for et eller andet, men Abigal var ligeglad. Hun viste ham rundt i de brede gange med gamle malerier og generelt var det store slot ekstremt smukt.
"Well I can't show you all the rooms, I'm just gonna invite you in to my fathers bedroom - even through you already know each other," smilede hun drillende og gik hen til en dør. "but I can show you mine, don't worry. I know you are not into me," tilføjede hun og trak på skulderne. Abigal havde altid været meget åben omkring sin egen seksualitet, fordi hun var blevet bekræftet i den af dem hun havde været sammen med og så var hun ikke typen som gik op i hvad andre sagde om hende - ellers ville hun ikke kunne holde sine tanker i ro. Hun åbnede døren til sit soveværelse. "It's quite old, I'm gonna have it redecorated - but then again, I'm not really living here for long.. I'm planning on going back to Italy soon," fortalte hun så og trak på skulderen. Hun gik hen til sit vindue og kiggede udenfor. Man kunne se og hører selskabet deroppe fra. Hun åbnede dørene til den lille balkon og gik udenfor.
"How long have you known that you are a banshee?" Spurgte hun så nysgerrigt.

Abigal der passioneret greb hans arm for at vise ham rundt var ret så kært. Selv nu, muntert og opstemt, fulgte han med hende med et stort smil. Han lå godt mærke til at folk så efter dem. De dannede sig tydeligvis et billede på folks perverse tanker. Dog rørte det ikke Tidus. De måtte tro hvad de ville.
Slottet var vidunderlig smukt. Taget ud fra et eventyr, stod det i alt sin pragt og fik Tidus til at føle som han var i en anden verden. Hans øjne kunne ikke rigtig finde ud af hvad de skulle hvile på. Alting var så smukt.
Abis lille kommentar om ham og Alexander, fik den blonde til at se hen på hende med et drillende smil, hvor han derefter rystede på hovedet. ”I have no comments on that.”
Dog havde han en kommentar på hendes lille: don´t worry. ”Don´t worry either. I did not think that was what you wanted… at all.” sagde han med et skævt smil og trak selv på skuldrene. Det var sandt. Det var slet ikke hans tanker overhovedet.
Som hun tog ham ind på sit værelse, kunne han have spyttet sit hjerte ud ved dets udseende og elegance! Det var så smukt et værelse! Aldrig havde han set noget lignende. Alting var som lavet ud af guld. ”No no, don´t redecorate it… I have always wanted a room kinda like this… this old style… It´s charming!”
Balkonen ud var det næste til at fange hans opmærksomhed. Som hun nævnte Italien, så han om på hende med et stort smil. ”I´ve only been in Italy shortly… but wow, it´s an amazing land… I understand why you would go back there… How long will you stay this time?”
Hendes spørgsmål fik ham til at klikke med tungen. Her puttede han hænderne i lommen og vippede lidt frem og tilbage. ”Only since december 2018… so… A few months now…” han lo flovt. ”How about you?? Out of curiousity… how old are you?”

"Okay, I'll keep it. But only because you said I should," smilede hun med et drilsk glimt i øjet. Abigal tog en dyb indånding. "I want to stay there, I love my family. It's.. here is just not home for me. I have a friend Stellan, we used to for sometime just travelling around the world. I kinda miss that, but people always assume I don't want to just settle down.. have something stabe, it's really all I want. Just to be me, I don't know if that makes sense," hun trak let på skulderen. Det var ikke just ofte hun indrømmede det. Yderst sjældent faktisk. Hun kunne ikke forstille sig ikke at kende til at vide hvem eller hvad hun var - og alligevel kunne hun.
"I'ts quite scary.. figuring out there are things that makes you different from everyone else. Its nothing to be embarrassed about.. its only now people started to realize banshees are a thing," indrømmede hun og så ud mod horisonten. Spørgsmålet fik hende til at sukke kort.
"Well, I never really understood my abilities. My mother left when I was quite young, back then people didn't understand the voices - hell, we still don't understand them," hun fnøs let og rystede på hovedet. "I was born in 904, the only banshee of me and my two older siblings," hun sank en klump ved den sætning.
"It most have been so confusing for you - it's not really often I find male banshees.. or what I have found two others - but still," fortalte hun så og rystede let på hovedet.
"Can you feel it tonight.. like death is roaming around us.. I can just not let go of the feeling, that something terrible is going to happen tonight."

Han smilte til hende over at hun valgte at beholde værelset som det var. Dejligt. Det ville være en skam at lave et så klassisk værelse om til det ny moderne.
Til det næste hun sagde, lyttede han interesseret med og tillod sig at sætte sig i sofaen der var placeret foran hendes seng. De blå øjne så op på hende, betragtede hende imens hun snakkede og her satte han hovedet på skrå. ”It doesn´t have to make sense.” her smilte han beroligende til hende. Herpå så han ud af det store vindue. ”You could say that you just want more than one thing… travel the world, but settle down at the same time… It´s not easy.” Han så hen på hende igen med et ømt smil.
Snakken gik nu videre til banshees og faktumet af at man var anderledes end andre. For Tidus var det spændende at lytte til hvad hun havde at sige. Trods alt var hun en meget ældre banshee. Hun var meget mere erfaren og havde garanteret gået igennem en masse. I det hun fortalte, at ingen kendte til stemmerne dengang, så han en smule trist på hende. Ligesom ham, havde der ikke været nogle til at råde hende igennem stemmerne eller forklare dem. De havde begge stået alene med det.
”No… It wasn´t easy… but, just like you… I had no one to tell me about the voices…” her rejste han sig fra sofaen og gik hen for at stille sig hos hendes side. ”And my mother left me too when I was young… I guess we have more in common then we think, huh?” forsigtigt lod han skulderen bumpe ind i hendes på kærlig vis.
Det næste hun spurgte om fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Her så han igen ud af vinduet. ”yeah… I feel it… There is a lot of shadows around… they are not easy to ignore…” kom det en smule uroligt for ham.

Hun sank bedrøvet på en klump, men formåede alligevel at se bare en smule glad ud. Han nævnte hans mor havde efterladt ham også, og smilede som han puffede let til hende.
"The worse thing is.. my mother is alive and well. She is in this town, and I always sent her invitations.. to everything, even through she is never showing up. But she is here, she just doesn't want me," Abigal sukkede ved den indrømmelse. Hun havde ikke rigtig fortalt andre end Micah omkring hendes mor, og det var mange år siden. "I shouldn't blame her, I mean she is the first banshee and all.. most not have been easy to not know your children was going to get slaughtered and just have that feeling of death creeping down your throat," hun rystede på hovedet. Hun forstod sin mor på mange punkter, men hun ønskede vel i bund og grund at hun havde valgt Abigal.
Som de snakkede om mørket der lå over selskabet i nat, sank hun endnu engang en klump.
"Try combing hearing voices and seeing dead people," fnøs hun og rystede på hovedet. Hvis der var nogen som kunne forstå bare lidt af den sammenhæng ville det være en banshee - også selvom han nok ikke kunne sætte sig helt ind i det - så var død bare en ting alle banshees kunne snakke om. "But something bad is gonna happen tonight, and I hate I don't know what it is," indrømmede hun og knyttede hænderne lidt.

Tydeligvis havde Abi også nogle problemer med sin mor. På samme måde var det også tydeligt at hun normalt ikke fortalte folk dette. Det fik Tidus til at smile ømt. Trøstende, lagde han en hånd imod hendes skuldre og hvis hun så på ham, ville hun bare blive mødt af et opmuntrende smil. Et opmuntrende smil der også havde sin forståelse. ”I´m sure she has her reasons… but… you are allowed to blame her. She was your mom and she wasn´t there for you…” han fjernede sin hånd og sukkede.
Igen så han ud af vinduet. Mørket havde for længst sænket sig over den smukke udsigt. ”Wait…” først nu gik hendes ord om de andre børn var blevet slagtet op for ham. ”Your… siblings… were slaughtered?!” af en grund mærkede han sit hjerte banke. Det var en forfærdelig tanke. Også selvom det var længe siden!
Han nikkede til det hun sagde med den ubehagelig følelse. En følelse han rent faktisk havde haft så snart han ankom til festen. Til at starte med bildte han bare ind at det var tømmermændene… men nu, som de stod og så ud over mørket, kunne han godt mærke at det ikke var så ligetil.
”Maybe we should go find out what it is then… it won´t help just stand here…” kom det lavt fra ham. Pludselig blev han en smule mere anspændt. ”I know it is not that simple… but still..”

Hun trak let på smilebåndet da han lagde en hånd mod hendes skulder. Derefter tog hun en dyb indånding.
"Someone came to our home when I was 7, it was my older brother Jordans 16 year old birthday - or it had just been. We went to bed happy even though my mum felt so sick, I remember her almost not being able to leave the bed.. at night I heard a scream and it woke me up.. Jordan came running into my room and lifted me up. He said I had to hide, so we went into the sitting room and ge hid me. Told me to be quite, and then he walked back into the darkness," hun tog en dyb indånding, "the screams there awful and it felt like hours till my father called for me.. and they were just.. dead.. there was blood everywhere," hun sank en klump. Det havde taget flere uger for at få huset frit igen.
"My mum left few years after.. so you see, this is why I like to protect my fathers heart.. from getting hurt again," hun så udenfor og rystede derefter på hovedet da Tidus forslog de kunne finde ud af hvad problemet var.
"I don't want to leave the party. If anything bad happens it will have to be dealt with tomorrow. This party means to much to my father," pointerede hun med et skævt smil. "But if you want to, you can go.. you can keep me on speed dial."

Fortællingen om Abi´s familie var forfærdelig. Grusom. Tidus tog ikke øjnene fra hende. Han kunne næsten se billederne for sig. En lille pige, alene i mørket, der bare kunne høre skrigene fra hendes søskende der blev slagtet. Tidus tog en dyb indånding. Hverken hende eller Alexander fortjente mere smerte. Og nu forklarede det også situationen bedre… Hvorfor Abigal havde taget fat i Tidus til at starte med og hvorfor hun ville sikre sig at han intet ondt ville. Han sank en klump og så ud ad vinduet.
”I´m so sorry Abigal… I know a lot op people say that just be kind… but I mean it…” han så her hen på hende. Øjnene fyldt med den sorg hun måtte føle. ”I´m sorry for your lose and for what you experienced.” svagt smilte han til hende.
Hun ønskede ikke at forlade festen. Det forstod Tidus godt. Festen betød meget for hendes far og hun ville derfor være der for ham. ”I understand… I will leave then…” Han smilte skævt og ømt til hende. ”But… as you said… I will keep you on speed dial.” et sidste høfligt nik med hovedet, før han vendte ryggen til hende og begyndte at gå ud af værelset. Kort stoppede han dog op og så om på hende. ”Thanks for being so easy to talk to.”

Hun tog en dyb indånding da hemmeligheden var ude. Det var ikke en hemmelighed, men det var en byrde der lå over familien.
"Its okay. I'm fine," smilede hun overbevisende og så ham i øjnene. Man lærte at leve med de ting man gik igennem - specielt efter så langtid, men så igen nogle ting kom man aldrig sig over. Hun nikkede en enkelt gang til ham, som han sagde han ville smutte. Det var ikke fordi hun ønskede han skulle gå han gav noget ' normalt ' ind i hendes twistede og mørke hverdag. Noget som mindede hende om hverdagen tilbage i Italien.
"You better. Otherwise I'll kick your ass," pointerede hun og trak på smilebåndet som han gik mod døren. Hun vendte sig om og så mod ham som han stoppede op.
"You can always talk to me," pointerede hun så og gav ham et bekræftende nik efterfulgt af et smil.

//Out <3