I guess this is a surprise

Det var ikke altid det nemmeste, at kunne kontrollere sine egne lyster, selv efter 3.000 år med dem, men det var vel ofte det, hvor enten så kørte det imod lysten til blod, eller også var det lysten til sex. Så da Lonán faktisk rejste sig fra sengen, opdagede han præcis hvor meget denne impuls havde taget over ham, noget han virkelig hadet utrolig meget. Han rynkede brynet, og blev en smule overrasket af sig selv, og han rejste sig fra sengen, og rettede hurtigt på sit tøj, såvel som tog jakken på igen, og fik lukket vesten "I do apologize, I suppose even after over 3.000 years, the hunger is not easy to control" Lonán ville nok næppe forstå hvordan det var, man skulle trods alt selv være en vampyr, for at forstå hvordan hungeren i virkeligheden var, den konstante lyst til at gøre alle de ondeste ting, dræbe alle omkring sig og mindske sin sult. Men også den konstante hunger for at være tæt på folk, føle blodet pulsere under huden, og dufte blodet strømme gennem hver enkel årer.
"And you're not a toy by the way, I did-" mere nåede han ikke at sige, før en vagt trådte indenfor. Han havde hørt stemmer fra rummet, og ville sikre sig, at der ikke var nogen der stjal nogle genstande. Dog blev vagten overrasket over, at se prinsen inde i rummet "Your maesty, I did not know you were in here" fik vagten sagt, før han undskyldende lukkede døren igen. Med dette var dog sandheden om hans identitet også fremme. Han trådte nogle skridt væk, da Lonán's ord nok kunne tyde som, at han ikke gad være tæt på ham.

”I don’t mind your touch, I just … I mean I …” mumlede han og tog sig til hovedet. Det hele var så forvirrende, og hans puls var oppe og køre. Hans brune øjne fulgte Alexanders bevægelser som han tog sin jakke på igen og knappede vesten foran sig. Han så op på Alexanders øjne som han snakkede igen, men blev en smule forskrækket over denne fremmede der pludselig kom ind i rummet. Lonán trådte et skridt væk fra vagten og en smule tættere på Alexander, dog med ryggen mod vampyren. Ordet majestæt rungede i hans hoved og han kunne ikke helt forstå hvad der skete. Var det hans hoved der spillede ham et pus, eller havde vagten lige kaldt Alexander for royal? Han bakkede væk fra vagten og mærkede Alexanders bryst mod sin ryg. Et lille gisp undslap hans læber som vagten lukkede døren igen og Lonán vendte sig om og så på vampyren.

”Majesty?” mumlede Lonán og havde stadig svært ved at få hans hoved på geled. Det hele kørte rundt og han tog sig til sine tindinger som for at grunde sig selv en smule. Majestæt. Royal. Var Alexander i familie med Abigal? Han forsøgte at ryste tanken af sig som hans brune øjne fandt vej til de blå. Hans blik var spørgende og søgende efter svar, og han kunne mærke sin læbe dirre en smule. Han følte sig dum og det sved i hans øjne som han så på den smukke vampyr. Lonán så ned og vidste ikke hvad han skulle sige, for der var få ting der gav mening for ham nu om dage. Han satte sig med et suk på sengen og tog sig til hovedet og lo lidt.

”Your words make a lot more sense now, but still …” mumlede Lonán og gned sin pande en smule før hans øjne så op på vampyren igen. Ville Alexander have fortalt ham det, eller havde han forsøgt at snyde ham til noget? ”Nevermind – What did you want to say before?” spurgte han og forsøgte ikke at tænke på det. I og for sig var det vel ligegyldigt hvad stand Alexander var når det bare var dem to, var det ikke? Eller ville den charmerende mand nu forlange at han forsvandt og aldrig talte til ham igen? Lonáns tanker kørte rundt som han sank en klump.

Han kom med et suk, og masserede sin næseryg, da Lonán gentog ordet majestæt, dog nærmere som et spørgsmål end et ord "Yes, my full name is Alexander Mikaelson, however, when you did not recognize me, I took it as an opportunity to actually talk to someone, who didn't see me as the prince, but rather just a person" forklarede han med et skuldertræk. Alle blev altid så akavet, når det kom frem hvem han i virkeligheden var, mange venner var i virkeligheden falske, fordi de bare gerne ville tættere på kronen, tættere på de royale for at få noget af magten. Men Lonán havde ikke genkendt ham, og for et øjeblik blev han ikke set på som den fremtidige konge af Gaia, men bare en fyr ved navn Alexander. Det havde været dejligt, at han for et øjeblik bare var Alexander, og ikke en med en højere stand.
Han betragtede Lonán sætte sig på sengen, han kunne sagtns forestille sig, det også måtte være mærkeligt for den anden mand, at havde siddet og snakket med en person, endda kysset med vedkomne også senere finde ud af vedkomne var en royal. Dog da det hele sådan var faldet på plads, syntes Lonán alligevel ikke direkte i problemer over nyheden, og nysgerrigheden var vagt i ham over dette "I suppose that doesn't matter now, and yes I did want to have sex with you, but I did care, that's what I wanted to say. I always care and that's my curse" Han gav et suk fra sig, kørte hånden igennem sit hår. Det var ofte problemet med ham, at han så ofte faktisk bekymrede sig om andre, også selv de som han kun havde kendt i så kort tid. Det var vel i teorien også hvad han var oplært til, at skulle bekymre sig om velfærdet af andre.

Alexanders fulde navn fik Lonán til at smile skævt, og han rejste sig på lidt usikre ben. Han bed sig i læben og rakte ud og placerede en kærlig hånd mod mandens kind. ”You are still a person in my eyes – all the titles in the world couldn’t change that,” sagde han forsigtigt og var lidt bange for at vampyren ville fjerne hans hånd. Hæve sin stemme og kalde ham for løgner, men Lonáns blik var roligt og fuld af ærlighed. Han så kort på vampyren før han forsigtigt fjernede hans hånd men ikke uden at fingrene stadig ønskede at røre ved vampyren foran ham. Alexander åbnede sig op endnu en gang og Lonán rødmede en smule om tanken hvad det kunne have ført til hvis han havde givet efter for den flotte mand. Han sukkede svagt, men stod stadig tæt på Alexander.

”Caring is not a curse, it’s a blessing,” sagde han stille. Hvor tit havde han ikke mødt folk der var ligeglad med deres omgivelser? Kastet folk fra sig fordi de ikke længere var brugbare, blot for at finde deres næste projekt at gå i gang med. Lonán så kort ned for at føre sine brune øjne tilbage på den høje mands ansigt. Hvad kunne han sige der kunne forsikre ham at han ikke havde gjort noget forkert? Lonán stak svagt sin tunge ud som han overvejede sine muligheder. Det ville være for nemt at kysse den fremmede, for efter at han nu kendte hans titel, ville han så anse det som værende upassende? Han smilede i stedet varmt til Alexander og tog hans hånd i sin. ”I like you, Alex – not just because I found out that you are royal, but because you genuinly made me feel something I haven’t felt in a long time,” sagde han blidt og så en smule genert ned som han smilede for sig selv.

Hans øne fulgte opmærksomt den unge mand, og holdte øje med hvad han ville gøre, og dog blev han lettere overrasket, da Lonán lagde sin hånd imod hans kind, og endda i så nærmest en kærlig bevægelse. Han vidste ærlig talt ikke, hvad han havde forventet at Lonán, specielt ikke efter alt der lige nu var sket. Han havde ikke rigtig været en person i andres øjne, faktisk siden han havde været helt lille, hvis han ikke holdte sandheden tilbage, så folk ham mere som et objekt, og ikke en rigtig person. Så at Lonán direkte sagde, at han så ham som i en person, på trods af titlen, var der en del der ikke rigtig troede på det, men hans erfaringer sagde trods alt ofte det modsatte. Det føltes dog som om, at noget varme forsvandt fra hans ansigt, da Lonán igen fjernede sin hånd fra hans kind.
Han vidste ikke om han bare skulle gå, tage tilbage til festen, også drikke sig fuld, også selvom det nok kom til at tage noget tid. Han havde en stort talent, for at kunne indtage gigantiske mængder af alkohol, også stadigvæk være klar i hovedet. Dog i stedet for at gøre noget, stod han blot helt stille, mens han betragtede manden foran sig. Og i sit hovedet sagde han næsten, at det at bekymre sig så meget om andre, til sidst faktisk gjorde så ondt på ham, at han ikke kunn gøre så meget andet. Han blev dog lettere overrasket, endnu engang, som Lonán tog hans hånd i sin egen, og han kunne føle varmen fra den unge engel, imod sine egne kolde hænder. Han rakte sin hånd frem, og lagde få fingre imod Lonán's hage, specielt efter at han havde kigget ned, blot for at fører hans ansigt op igen. Et form for blidt smil beklædte hans læber, og med sin tommelfinger, lod han den glide hen over den anden mands bløde læber "thank you" fik han sagt, før han lod sin hånd falde ned langs siden igen.

Lonán lo lidt som Alexander tog hans hage og den tommeltot der kærtegnede hans læber placerede han et let kys mod. Hans ord var oprigtige og han sukkede svagt som vampyren sagde tak. Der var vel ikke noget at sige tak for, var der? Han havde vel bare fortalt sandheden. Lonán stod stadig med mandens hånd i sin og han smilede skævt til ham, som han fik en idé. ”Do you think we could go grab my coat? I would like to go for a walk, and if you’d join me it would be nice,” sagde han en smule håbefuldt. Han forstod godt hvis den smukke vampyr ikke ville have noget med ham at gøre igen, men Lonáns adfærd havde ikke ændret sig siden han havde hørt om den titel. Hans fingre legede lidt med den kolde hånd som den holdte om, men han kunne ikke lade være.

”I’d like to see more of that garden – and who better than someone who knows it?” sagde Lonán en smule håbefuldt. Selvfølgelig ville han ikke lyde som om han udnyttede det faktum at manden foran sig kendte til området, men siden han havde set haven havde han ønsket at være tættere på den. Se på de forskellige bede og en jakke ville vel gøre kulden udenfor mere udholdelig. ”I don’t think I’m ready to let go of you just yet – I grew up an only child and didn’t learn to share all that much,” sagde han en smule drilsk og forsøgte at løfte stemningen i det varme rum. Lonán kunne stadig mærke den måde som Alexander havde rørt ved ham på, og selvom det havde gået hurtigt, havde han langt fra sagt nej til det. Faktisk havde han nydt det mere end han nogensinde ville indrømme.

Han hævede øjenbrynet, som Lonán forslog at de kunne gå en tur udenfor, eller at han nok snarer selv ville gå en tur udenfor, og at han sikkert gerne ville have ham med "Sure, I suppose I bit of air could do some good" dog ville chancen for, at der var nogle fulde folk, som rendte rundt i haven være stor, med det kom også chancen for, at folk ville tage billeder og den slags. Han klukkede lidt, som han så hvordan Lonán legede med hans hånd, det var nu ganske sødt, hvilket nok også forklarede hvorfor, at han lod ham blive ved med det "Well I have known that Garden since I was a child" indrømmede han med et smil på læberne. Han havde både gode og dårlige minder ved den have, specielt også i sammenhænge med sin mor, og alt hvad der var sket med hende, og det faktum han ikke havde set hende de sidste 3174 år.
"If you do freeze, you can always borrow my jacket, my body is pretty much dead, so I can't feel the cold" forklarede han med et skuldertræk. Han begyndte at grine, som Lonán forklarede hvordan han ikke var klar til at give slip på ham, og at han som ene barn ikke kunne dele "well I grew up as an only child too" forklarede han med det skæve smil. Endnu med sin hånd i Lonán's viste han ham nedenunder, og dog var der enkelte kvinder, som begyndte at råbe efter ham, som de begyndte at komme ned til festen, og et par enkelte i en fuld tilstand, begyndte at flashe deres bryster. Han rystede på hovedet af dem, men fortsatte dog endnu "If you go get your jacket, I'm gonna get something to drink, and then we meet at the garden" forslog han, som han gav slip på Lonán.
Han kunne fornemme, at han virkelighen havde meget brug for noget blod, for lysten til at flå Lonán's hals op, var ved at røre på sig. Så han skyndte sig hen til bartenderen, hvor han bestilte et stort bærger med blod i. Han fik det helt nyvarmet, og med det med sig, begav han sig ud til haven. Han kom ud før Lonán gjorde, og måtte derfor stå og vente på den anden mand. Derude så han dog et par enkelte fulde som kom forbi, folk han dog vinkede til. Mens han ventede, tog han dog også tiden, til at få drukket af sin blod.

Lonán smilede glad som vampyren på en lidt snøret måde fik sagt ja til at gå med ham, og så lidt ned som han nævnte at han havde kendt haven siden han var barn. Han fjernede dog ikke sin hånd og kørte blot sine fingre ind og ud fra at flette sig med hans. Da han tilbød sin jakke lo han lidt, for en vampyr kunne vel ikke fryse. Det var sjovt, for normalt ville Lonán hade kulden, men Alexanders kolde hånd var mere behagelig end noget andet han havde oplevet før. Som en kold klud mod sin pande når man har feber. Da vampyren nævnte at han selv var vokset op som ene barn trak han lidt at smile da han hørte den søde latter komme fra Alexander. Den kunne vel bedst sammenlignes med en brummen, men han fandt den ret kær. Det var her Alexander hev ham med sig, stadig med deres hænder fastlåst til hinanden. Lonán nikkede roligt som vampyren nævnte han havde behov for noget at drikke, men nu var det så en udfordring i sig selv at finde ud af hvor garderoben var. Lidt desorienteret fandt han sin vej og fik sin jakke, som han nemt hev over sig. Nu kom udfordringen om at snige sig gennem den fulde mængde af folk. Lonán tumlede en smule ud til hvor Alexander stod og rettede sig lidt op.

”I do know how to make a proper entrance, I swear,” sagde Lonán en smule undskyldende og knappede sin jakke foran sig. Haven var så stor her nede fra jorden og han smilede som han så rundt. Han gik forsigtigt over mod Alexander, men holdt en smule afstand – han ville nødig sætte ham i forlegenhed over hans nærhed. Desuden var lugten af blod ret så stærk fra den drink som vampyren stod med. I dag var det vel ret så normalt at have donere, så han fandt det ikke underligt. Det lå vel i den races natur at ville have blod. Han overvejede kort om hans blod mon var til gene for den høje fyr. ”Is my scent annoying to you?” spurgte han og rynkede brynene. Han vidste jo ikke om han ville dufte godt eller dårligt til en vampyrs sanser. Nok vidste han at engleblod skulle være sødt, men der var noget i ham der ikke rigtig troede på det.

Som de gik stoppede Lonán ved nogle forskellige bed og læste de forskellige skifte der var sat op omkring de forskellige planter. Selvom det var mørkt var månen god til at lyse det hele op. Lonán rakte fingeren ud og rørte ved et blad med et skævt smil. Det var for tidligt til at blomsterne ville blomstre, men det gjorde ham ikke noget. Selv blade havde vel noget interessant over sig. Han rettede sig op og vendte sig mod Alexander. ”Oh! I forgot! I know your full name, you should know mine; Lonán Mícheál Ó Súilleabháin,” sagde han og rakte sin hånd mod ham som det var første gang han introducerede sig selv. Han smilede varmt og forsøgte at holde øjenkontakten med de blå i mørket.

Hans øjne blev straks drage imod indgangen, som Lonán om udenfor, nu endelig iført sin kære jakke. Som vampyr glemte han til tider, at andre racer jo kunne føle forskellen i temperaturen, og at det faktisk var et problem til tider. For ham var alle temperaturer egentlig den samme "Why so shy?" spurgte han drillende "before you seemed not to let go of my hand, and now it's almost as if you can't get away from me" han hævede øjenbrynet, som han tog bærget op til munden, og drak fra stråget. Det var nu egentlig ganske sjovt at se, så stor en mand og endda iklædt så fint tøj, stå der med et platisk bærger, som han drak fra "No, it's intoxicating. I shift between wanting to rip your clothes of, and never let you leave my bed, and wanting to drink your blood" forklarede han med et skuldertræk. Det var trods alt sandt, og det var et ganske stærkt skift, netop lysten til at have sex med ham, eller drikke af hans blod, hvis begge parter kunne komme ind under samme ting, ville han skam ikke brokke sig.
Han begyndte at vise Lonán rundt i den store have, der selvfølgelig så meget smukkere ud, i løbet af sommeren, specielt når solen stod helt rigtigt, eller under en fuldmåne, hvor man kunne se månen fra havens græs. Han stoppede op, de gange hvor Lonán syntes at ville tjekke op på blomsterne, og i løbet af ingenting, havde han drukket blodet helt færdigt, og som en tjener kom forbi, gav han bærget til ham. Med blodet drukket, var det meget nemmere, at kontrollere sig selv, og selvom han da stadigvæk havde lyst, til at flå tøjet af den unge mand, også lænke ham til sin seng, så de kunne havde sex efter sex, så var det ikke nær så svært at styre det. Han rynkede brynet, som Lonán med et ville præsentere sig under sit fuldenavn, og endda gik så vidt som at række ham hånden, ikke desto mindre kom der et legende smil på hans læber, og han tog hånden, og dog førte han den snarer op til sine læber, hvor han gav håndryggen et kys "why it's pleasure "meeting" you mr. Súilleabháin" præcis som da han havde udtalte hans navn første gang, syntes udtalen helt perfekt.

”Well I am not the most amazing looking guy, so I guess I don’t want to embarrass you,” sagde Lonán med et svagt smil. Det var stadig svært at se sig selv som værende tiltrækkende, selvom både Abigal og Alexander havde nævnt det var det vel svært at tro på det. Dog ventede han med at røre ved vampyren til han var færdig med sit drikke før han gik nærmere. En sulten vampyr var vel altid en smule farligere, og det havde hans kommentar om hans blod vel også afsløret. Dog kunne han ikke lade være med at grine lidt over det faktum at det var sådan et stort skift og han rystede lidt på hovedet af det. Det var vel ikke noget han kunne sætte sig ind i, men uanset hvad fandt han det interessant. Som de gik lagde Lonán knap nok mærke til tjeneren som Alexander afleverede sin kop til. Da han havde genintroduceret sig selv kunne han ikke lade være med at smile lidt over den måde som den charmerende vampyr hilse på ham på. Kysset mod hans håndryg gav ham små kuldegys, men det var behageligt. ”I think we are past formalities, wouldn’t you say so?” spurgte Lonán og vendte hovedet let på skrå som han så på manden der tårnede sig over ham. De havde trods alt for kort tid siden været ret så intime, selvom det ikke var gået meget langt, havde de alligevel haft deres læber presset mod hinanden.

Som de forsatte med at gå fik Lonán øje på en plante han genkendte og løb en smule i forvejen for at sætte sig på hug foran en rosenbusk. Han huskede et svagt minde om en have med roser. ”My mother kept roses in her garden, but sometimes she used her magic to turn some of them black,” sagde han og rørte forsigtig ved et af de trætte torne på grenen. Han smilede lidt for sig selv. Han vidste ikke om Alexander kendte til det faktum at Irland ofte var blevet omtalt som den sorte rose, men det var vel i og for sig lige meget. ”The Little Black Rose shall be red at last,” mumlede han stille og så op på Alexander med et varmt smil. Derpå rejste han sig og gik nær den høje vampyr. Han lænede hovedet en smule tilbage som han så på de blå øjne i mørket.

Han rynkede brynet "Lonán you're an attractive man, and you don't embarrass me" skyndte han sig at sige, det var trist at han ikke følte sig attraktiv, eller rettere så præcis hvor smuk han faktisk var, men sådan var det vel bare nogle gange, og det kunne man ikke rigtig ændre, eller i hvert fald ikke med det samme. Det var vel også ligesom ham, og hans manglende forståelse, for hvorfor nogle folk syntes besat af ham. For han var det så mærkeligt, og han forstod det virkelig ikke, men måske det var af samme boldtgade, som at Lonán ikke forstod hvorfor folk fandt ham tiltrækende, fordi han bare ikke selv så det. Han vrikkede drillende med øjenbrynene, som Lonán kommenterede på, at de vist var forbi mange af formaliteterne "You forget, I am a prince after all, so my whole life has been about formalities" pointerede han med et drillende glimt i de blå øjne.
Det var ganske sødt, hvordan Lonán syntes at elske hver enkel blomst i haven, og specielt som han løb hen til roserne, og her behandlede dem som var det de kongelige kronjuveler "I used to love this garden, as a child I would run and my father would chase me through the grass, and my mother would always laugh at us" han smilede kort ved mindet, og dog forsvandt smilet igen, som han blev mindet om, at hun egentlig forlod dem, og mere specifikt forlod ham, mens han stadigvæk havde brug for hende. Dog rettede han sin opmærksomhed imod Lonán som han kom imod ham. Han lagde sine hænder imod hans kinder, mens hans øjne mødtes med englens "So what do you have in mind?" spurgte han, i forhold til hvad de skulle lave.

Alexanders ord var svære at tage til sig, for rent objektivt var han vel en flot fyr, men Lonán kunne ikke se sig selv som noget, når han knap nok kunne genkende sig selv i spejlet. Da vampyren nævnte sin titel rullede englen blot med øjnene og gav ham et blidt puf. ”Yeah, well I’m just a pedestrian, so maybe tone down the fomalities,” sagde han med et drilsk smil og så det drillende glimt i de blå øjne. Hans brune øjne så blot på rosen som den høje vampyr talte bag ham og han smilede lidt ved det minde og som han rejste sig vendte han sig mod fyren. ”I grew up pretty poor, so my parents usually never had time to play with me,” sagde han med et trist smil. Han vidste at han havde været elsket, for han havde været et produkt at to magers kærlighed til hinanden. Han sukkede let, men fjernede ikke blikket fra de blå. Det var her han mærkede hånden mod sin kind og det lille spørgsmål der undslap vampyrens læber. Lonán lukkede øjnene som han mærkede de kolde hænder mod hans varme kinder, og nød lidt bare at stå her.

”I don’t know, to be honest – I just heard that the flowers of the garden were beautiful, so I was planning on sneaking out here anyways,” sagde han roligt og åbnede sine øjne for at se på Alexander. Han førte sin hånd op til den hånd som hvilede på hans kind og placerede den ovenpå den kolde hud. ”You need to stop doing this, cause a hopeless romantic like me can’t handle it,” sagde han drilsk, men fjernede ikke hans hænder. Langt fra faktisk. Han nød den kærlige berøring mere end han var villig til at indrømme. I baggrunden kunne man stadig høre lyden af musik, og mellem de mange rækker af blomster gik folk rundt og sang eller drak sig endnu fuldere.

”If I was crazy enough to ask you, what would you say if I asked you out?” mumlede han og så drømmende på Alexander.

Han smilede, som så hvordan Lonán lukkede sine øjne, efter at han havde lagt sine hænder imod hans kinder. Det var interessant, hvordan kulden stod i kontrast med varmen, specifikt i forhold til Lonán's varme hud, og hans egen kolde. Det var ofte også en af de ting, som gjorde det pænt tydeligt, at han ikke var blandt de levende, specielt når han havde sex med en der var varmhudet "It is quite beautiful yes, My father always wants the best for his wife and that means having the most beautiful garden" forklarede han, mens hans tommelfinger blidt strøg ham hen over huden. Det var faktisk ganske intimt, og mere intimt end hvad han oprindeligt havde regnet med, specielt som Lonán selv lagde sine hånd ovenpå hans egne.
Han klukkede som Lonán bad ham stoppe det, dog fjernede han jo ikke hænderne, eller for den sags skyld trådte væk, så det også den drillende stemme, tydede at der ikke var alvor bag ordende. Han hævede overrasket øjenbrynet, som Lonán gik så vidt, som direkte at spørge om han ville på en date, eller nok snarer hvad han ville sige til det "I would be surprised, and I don't actually think I've ever been on a date before" hans smil blev bredt, som han betragtede Lonán "However, I suppos you have to try things at least once in your life" han trak på skulderne "but are you asking me if I want to go on a date with you?" spurgte han drillende, som han bøjede ned i nakken, så han kunne læne sig ned imod ham.

Lonáns smil forblev på hans læber som Alexander fortalte om hans forældre. Dog lød det ikke til at de var sammen længere, men folk kunne vel vokse fra hinanden. Som han åbnede øjnene så han de smukke blå kigge på ham og han var glad for at vampyren ikke tog det hele så alvorligt. Lonán lo lidt selv som den høje fyr klukkede, for det var en fantastisk lyd at høre sådan en række af lyde fra den ellers ret så seriøse og charmerende mand. Det hævede øjenbryn og måden vampyren lænede sig ned mod ham tog kort pusten fra ham, men han nikkede blot. ”Oh, so a charming man like you have never been on a date before?” spurgte Lonán og så mistroisk på ham, men med et drilsk smil på sine læber. Det var vel en underlig tanke, for selv royale havde vel lov til at vælge at tage i byen med andre. Da Alexander var kort fra hans ansigt placerede Lonán et hurtigt kys på hans næse og lo lidt. ”I think I am asking you out, yeah,” sagde han med et drilsk smil og havde stadig latteren i sit bryst.

De kolde hænder mod hans varme kinder var stadig lige så behagelige som da han først havde placeret dem på ham. Let sukkede han, for det var rart at stå her, men hans spørgsmål om en date havde vækket nogle hukommelser han ikke kunne tyde for godt. Det var for sløret jo tættere man kom på hans død, og det var vel for at skåne kroppen fra chok. Kort lukkede han øjnene som vinden greb hans lokker der begyndte at danse i retningen som det blæste. Lonán åbnede øjnene og så på Alexander igen med et indbydende blik. ”I would have a few conditions to us going out on a date together,” sagde han drilsk og kørte i cirkler med sin finger mod Alexanders håndryg.

Han rystede på hovedet "I have not been on a date before" det var faktisk ganske overraskende, specielt når man tænkte på bladende, som så ofte fik et billede af ham også en ung kvinde "Or I haven't been on a traditional date before" han prøvede sjældent den ganske normale form for date, hvis overhovedet nogeninsde. De slags dates han havde været på, var når han tog Roze med til et event, og hun så var hans plus 1, ellers var der ikke rigtig noget. Han rynkede på næsen, som Lonán med et gav ham et kys på næsen "Why I do feel honored" lød det drillende fra ham, gad vide hvad pressen eller medierne for den sags skyld, ville skrive, hvis de fik fanget et billede af de to sammen, det ville nok være en ganske fin historie, som så mange gerne ville læse, og dog var han efterhånden så vant det til.
Han hævede øjenbrynet legende, som Lonán beskrev han havde nogle betingelser for deres date "aha, and what are these conditions of yours?" spurgte han med et legende smil på læberne. Han var ganske nysgerrig for at høre, præcis hvad han havde i tankerne "what, I'm not allowed to kiss on the first date" lød det drillende fra ham. De havde trods alt allerede kysset i forvejen, så den slags ting ville være lidt for sent til at sige nej til.

Lonán lo lidt som prinsen rystede på hovedet, for det var vel i og for sig lidt sødt at han ikke havde været på en date før. Den hånd Lonán havde oven på hans greb roligt om den og førte den ned, men i stedet for at give slip på den holdt han den lidt i sin. Det lille kys på hans næse havde en bedre reaktion end han havde håbet på, og som Alexander sagde at han følte sig beæret sendte han ham et flirtende blink med det ene øje. Englen havde knap nok skænket en tanke om at manden foran ham var royal siden han havde hørt det, men med hensyn til en date ville det måske være bedst at gøre det mere privat. Det sidste han ønskede var at sætte den charmerende mand i forlegenhed, og Lonán vidste ikke selv hvordan han ville have det med paparazzi. Hans gamle liv havde da indeholdt at folk tog billeder af ham hvor end han gik, specielt mens han spillede musik og turnerede verden, men det var med hans gamle krop. Han vidste ikke helt hvordan han ville reagere ved at se sig selv i bladende med denne nye krop. Alexander spurgte nysgerrigt ind til hans betingelser og han trak på smilebåndet som han nævnte kys.

”No, I like your lips, so why would I try to stop something that will happen again?” spurgte englen med et drilsk smil på sine læber. Hans hånd legede stadig med vampyrens, for det hjalp vel med at holde hans fingre i ro fra musikken de kunne høre lidt tydeligere ude i haven. ”No, my conditions are simpel; I want to get to know you, but it seems like I can only do that if we are in private – So if you have somewhere private in mind you’d like to go with me, please tell me,” sagde Lonán som hans brune øjne vandrede fra vampyrens hage, forsigtigt hang ved hans læber og derpå gled op til hans øjne.

Et legende smil faldt på hans læber, som Lonán kommenterede hvordan han kunne lide hans læber "so you do?" spurgte han drillende, selvfølgelig havde han gættet, at den anden mand nok til et vis punkt kunne lide dem, og de kys de havde delt, udfra det faktum at han intitieret det første kys og gengældte det andet. Hans blik gled kort ned på deres hænder, hvor Lonán endnu engang syntes at lege med hans kolde hånd, hvorfor forstod han ikke rigtigt, men det betød dog ikke, at han ville trække sin hånd til sig igen. Som betingelserne endelig kom frem, hvilket nu engang var ganske simple, hævede han blot sit øjenbryn "Well the palace is the most private place, but there are minor places around the country, which were made for people who wanted to get away from everyone. However, to get to those we will have to drive for a bit" forklarede han med et skuldertræk.
Det gode ved at være venner med en masse hekse, var at de lavede disse private steder, hvor vejret altid var som man ønskede, og der var sjældent nogle at se i nærheden, derfor det perfekte sted, hvis man gerne ville være alene. Han bemærkede hurtigt som Lonán's øjne syntesat hænge ved et specifikt punkt i noget tid, før de igen fik øjenkontakt. Så drillende lænede han sig ned imod ham, og lod deres læber nærmest svæve over hinanden, og dog lod han dem aldrig røre hinanden, som hans ansigt skiftede potision fra at være lidt på skrå, til at være lige udenfor Lonán's.

”I’m guessing you like mine two, seeing as you keep looking at them,” sagde Lonán med et drenget og ret så charmerende smil. Ikke at det var med vilje at det blev charmerende, for han vidste knap nok hvordan han skulle styre sin ansigtsmimik. Som Alexanders øjne vandrede ned til deres hænder lo han lidt, for det var vel underligt at han stod her og legede med en anden mands hånd. Men det gjorde ham mere rolig, og det var nemmere at fokusere på hvad manden foran ham sagde når han ikke skulle fokusere på sig selv. Det var underligt hvordan en så lille ting gjorde det nemmere, men det havde været det samme da Abigal havde taget hans hånd som han forsøgte at fokusere. Måske var han bare tryghedssøgende, eller måske var det et svagt ønske om at den han var sammen med faktisk lyttede til hvad han sagde. Som en form for påmindelse om at han faktisk var der og i live foran dem. Det var underligt hvordan hans hoved kunne fungere til tider, men det gav mening for ham. Som han havde sagt sine betingelser så han med et skævt smil på prinsen som han snakkede. Han rynkede dog brynene som Alexander nævnte at det andet sted var langt væk.

”I don’t have a car, or anything really, so I guess that would be a problem,” sagde han og så ned. Han havde ikke tænkt så langt som at prinsen foran ham havde bil, for det var et fjernt koncept for ham. At have penge til at købe hvad man ville når man ville. Selv da Lonán levede af at spille musik i hans tidligere liv, tjente han mere eller mindre kun til at leve for. En lille opsparing var tilbage, men han vidste ikke engang om han ville have adgang til hans gamle konto eller noget andet der havde været hans. Faktisk havde han ikke engang turde tage tilbage til sin gamle lejlighed. Et suk undslap hans læber, men det var her Alexanders ansigt nærmede sig hans. Den måde han så roligt lokkede med hans læber fik ham til at åbne munden svagt og forsøge at følge med i bevægelserne. ”You are teasing me again,” hviskede han mod Alexanders læber. Lonáns ånde var varm, ligesom resten af hans krop var. Pulsende med blod og et hjerte der bankede hurtigt nu hvor Alexander havde nærmet sig yderligere.

”Why do you do it?” hviskede han blidt og søgte de blå øjne for svar.

"I can drive us the way" forslog ham med et skuldertræk, han havde sin egen bil, men så havde han så også det af en chauffør, men han brugte ham så sjældent, at det ikke rigtig var nødvendigt. Det var kun når han skulle til events, eller andet lig dette, at han direkte lod andre køre ham rundt. Han kunne lide det, ikke at være så afhængig af andre, ved selv at have sin egen bil. Det gjorde tingene nemmere, og givet han med sin stilling som kronprins, havde en god mængde penge, hvor mange af dem selvfølgelig gik til velgørenhed, så havde han mere end nok, til at kunne købe sig selv en bil.
Han kunne fornemme Lonán's varme ånde imod sine læber, som han åbnede sin mund op, næsten for at forvente det kys, der ikke just syntes at komme. Han kunne samtidig også dufte, hvordan den unge engels blod, syntes at pumpe hurtigere og hurtigere rundt i hans krop, som hjertet begyndte at banke hårdere "It appears so" lød det drillende fra ham, som han lod sin frie hånd, blidt tage et tag om Lonán's hage. Han trak på skulderne, endnu med sit ansigt få mm fra den anden mands, dog før han faktisk svarede, lod han igen spidsen af sin tunge, glide hen over hans læber "I have absolutly no idea" måske var det for at pirre den unge mand, eller se hvor langt han kunne trække det. Ikke desto mindre, lod han til sidst deres læber ramme hinandn, i den slags kys man nærmest kunne kalde elektriske, og en af de slags man ville kunne føle i hele kroppen. Man kunne vel sige efter over 3.000 års øvelse, så var han blevet ganske god til at kysse.

Lonán løftede øjenbrynet en smule som Alexander foreslog at han kunne køre dem. Han vidste ikke hvorfor, men han havde jo knap nok overvejet de mængder af penge en fremtidig konge kunne sidde på. Dog nikkede han som at han synes det lød som en god idé. Det var ikke fordi han ikke kunne lide slottet med dets mange rum og indviklede trapper, men de ville vel i og for sig stadig være under overvågning. Desuden ville det være rart at komme lidt væk fra den by der stadig var så anderledes i forhold til hans minder. Den måde som Alexander lød drillende på fik Lonán til at smile svagt som hans mund stadig var svagt åben. Det var på grænsen til provokerende, og den tunge der gled over hans læber fik ham til at gyse svagt ved berøringen. Efter Alexander sagde at han ikke havde nogen idé om hvorfor ville Lonán gerne have svaret, men i stedet mærkede han vampyrens læber mod hans. Kort stod han overrasket med øjnene åbne, men de lukkede sig langsomt som han mærkede den form for elektricitet der fløj gennem kroppen. Den følelse var skræmmende og Lonán trak sig væk. Han trak vejret dybt og tog sig til hovedet. Elektriciteten havde han mærket før, i hans tidligere liv sammen med Elvar og senere stærkere som han havde kysset sin mage. Han tog sig til munden og bakkede en smule væk.

”I … I uuh …” fik han mumlet som han holdt sin hånd op til hans læber og så ned i jorden. Hans hjerte gallopperede af sted og var ved at springe ud af hans bryst. En blanding af frygt og nydelse var han ikke vant til, og den havde skræmt ham nok til at slippe Alexanders hånd. Lonán lagde armene om sig selv som forsøgte han at holde sammen på sig selv. Som var han ved at falde fra hinanden. Hans brune øjne så forpint på Alexander, og han var bange. Det kys var ikke bare et kys. Hans underlæbe dirrede en smule som han forsøgte at finde sig selv igen, samt sine ord. Tankerne om hvad et sådan kys førte med sig turde han ikke tænke til ende som han rystede på hovedet og tog sig til sin pande. ”Don’t make me feel like that,” sagde han frustreret og kunne mærke sin hals stramme sig. Han hev efter vejret og bukkede sig forover for at få luft. Hans krop var nærmest i chok som han forsøgte at få vejret. Hans muskler spændte sig ubehageligt og han havde det som om han kunne føle hver nerve i hans krop om at flygte. Dog kunne han ikke flytte på sin krop. Han stod bare forover bukket og forsøgte at få vejret.

”I don’t deserve that,” hviskede han nærmest åndeløst.

Han blev overrasket, som Lonán med et trak sig væk fra ham, som havde han gjort noget forkert, og tanken blev kun værre, som Lonán direkte tog sig til munden, og syntes at bakke længere væk. Det hele var så forvirrende, specielt fordi tingene ellers syntes at havde været gået så godt, og nu var Lonán på renden til at få et panikanfald. Han holdte sine hænder oppe, som et tegn på at han ikke ville ham noget ondt. Han var ikke just vant til at skulle håndtere panikanfald, og da slet ikke når det kom til en anden person, så det hele var meget fremmed for ham. Specielt da Lonán faktisk endelig så op på ham, og hans blik ikke viste andet en frygt, hvilket vil i sig selv også gjorde ondt. Hvem ville have nogen så på dem, udelukkende kun med frygt? Det gjorde da ondt, og gav ham ikke just den bedste følelse i hele verden.
"You need to breath" forsøgte han, og blidt førte han ham hen til den nærmeste bænk, så han kunne sidde ned, for hvis han blev ved i den vej han gik nu, så ville han nok besvime, og der var langt ned i en stående tilstand. Han satte sig på hug foran ham, men sørgede dog for ikke at røre ved ham, for hvis han reagere så kraftigt på et kys, så ville han næppe reagere godt på at blive rørt "Lay you hands on your stomach, and try to push them away with you belly, everytime you breath in with your nose and out through your mouth, you try to push your hands more and more away" han forsøgte at huske de ting, han havde lært om at håndtere angstanfald, hvilket nok havde været mange mange år siden, at han sidst havde læst op på det "Of course you deserve to feel loved, everyone deserve that" han forsøgte at smile blidt til ham, men skrev dog også en mental note om ikke at forsøge at kysse ham igen, nok overhoved slet ikke.

Lonán kunne mærke sine tanker køre og han kunne føle hvordan han knap nok kunne høre Alexanders ord. Dog kunne han tyde læbernes ord og som han blev ført til bænken fik han hevet luft ind. På bænken placered han sine albuer på sine knæ og hans hænder kørte op i hans hår. Tankerne var stadig for meget for ham, men han forsøgte at gøre som Alexander bad ham gøre. Det hele snorede rundt for ham og han kunne mærke sin krop ryste. Lonán lukkede øjnene som han langsomt fik sin krop ud af den chokerede tilstand og hans brune øjne turde ikke kigge på vampyren ved hans side som han sagde at han fortjente kærlighed. Englen bed sig i læben over det udsagn, for han følte ikke han fortjente det. Alle han havde forsøgt at holde af var ikke længere ved ham eller havde taget livet af ham, på enten den ene eller den anden måde. ”Why does my body give me a feeling of fear when I feel it then?” mumlede han som han slap sit hår og lod hænderne falde ned mellem hans ben. Han hang med hovedet som hans hjerte bankede hårdt i hans bryst, for han havde nydt det kys. Det var hvad der var skræmmende, for han følte ikke han måtte føle det.

”Everytime you touch me it’s like you are bringing hope back to my heart, and then my brain takes it away,” hviskede han og lænede sit hoved mod Alexanders side. Hans krop rystede stadig og han forsøgte at få sine tanker til at give ham svar. Det nyttede vel ikke noget, for hans hoved var et stort rod. Han sad lidt bare lænet op af vampyren som han var stille. Hvis han havde været normal havde han enten bare ladet prinsen gøre med ham som han ønskede, eller været flygtet derfra. Men han var vel ikke normal, og det måtte han vel acceptere. Han lukkede sine øjne og mærkede langsomt sin puls falde som han sad der.

”I’m sorry,” mumlede han med øjnene lukkede. Det gjorde ondt, utroligt ondt at indrømme alt det her, og det var en byrde han bare havde kastet på den vampyr der ikke havde vidst ham andet end venlighed. Han åbnede øjnene og så op på de blå øjne med et undskyldende blik. ”I’ve ruined your birthday,” sagde han og mærkede sine tårer brænde i hans øjne. Ikke nok med at han var prins, kærlig og betænksom, så havde Lonán nu også ødelagt hans fødselsdag. Måske han skulle gå, for han følte sig ikke længere velkommen, men hans krop kunne ikke reagere på noget.

Han gav et mindre suk fra sig "Because your body doesn't know what to do. Your mind is still somehow connected to everything that happened, so when you started to get afraid, with no real enemy at sight, your body started to panic, because it does not know what to run from or fight" forklarede han med et blidt smil, i et forsøg på at virke så beroligende som mulig. Han ville gerne række frem, og blidt stryge ham over kinden, men han ville helst ikke starte flere panikanfald, end hvad højst nødvendigt. Som han lagde sit hovedet imod hans side, forblev han helt stille, og bevægede sig ikke den mindste smule "your brain is trying to protect you the best way it knows, but it will get better, and maybe all you really need is help" noget hjælp han nok ikke kunne give, men han havde hørt om en fyr der måske kunne hjælpe "I may know someone who can help you"
Han rystede på hovedet, og så på Lonán med et blidt udtrykke "it's not something you can control, so you have nothing to be sorry about" med alt hvad der var sket i hans liv, var det ikke et under at han ville få et angstanfald, og givet den slags ikke just var selvbestemt, havde han intet at undskylde over "No you didn't, these parties are always more for the publicity than anything else" han prøvede sit bedste, ved at virke så beroligende som han kunne, men han vidste ikke om det faktisk virkede.

Lonán sukkede svagt af hans ord, for det var vel netop den følelse han havde følt. Han kunne mærke hvordan Alexander tog sin afstand og de kærlige berøringer var slut. Det var vel klart eftersom han kort forinden havde været så bange, hele hans krop havde stadig små efterskælv der gjorde det svært for ham at have øjnene åbne. Alexander foreslog hjælp men han rystede på hovedet. ”I just need to get over it,” mumlede han og knyttede sin næve. Frygten var blevet erstattet af frustration og hele hans krop var så uforklarlig for englen. Ikke nok med at han ikke havde kontrol over sine fysiske lemmer så havde han ikke kontrol over sine følelser. De løb løbsk som han sad med lukkede øjne, den ene næve knyttet og bidende i sin læbe. Som han sagde undskyld og Alexander igen snakkede med sin rolige stemme så han op på vampyren.

”Do it again,” sagde Lonán med et bestemt blik. Ikke fordi han ville mærke den frygtindgydende angst der havde rusket hele hans krop op, men hvis det ville hjælpe med at komme over frygten så han gerne gennem det. Englen lavede nu en ret så modig bevægelse og fik sig sat ovenpå vampyrens skød som englens ben hang på hver side af hans. Han så Alexander direkte i øjnene som han lænede sig tættere på. ”Make me face my fears and feel that feeling,” bad han. Hans hjerte var ved at gå amok med en blanding af frygt og spænding.

Han satte sig ved siden af ham, mest af alt fordi hans tøj, ikke just var skabt til at skulle sidde på hug i for lang tid af gangen, plus det kunne måske også være nemmere, at have en samtale hvis han så direkte på ham, og ikke op på ham. Han vidste dog ikke hvad han skulle sige, da Lonán med et kom med en ny form for fustration, og at han bare gerne ville have det hele overstået. Det var vel også forståeligt, og selvom han nok ikke kunne sætte sig i samme bod som Lonán selv, så kunne han nok godt forstå ideen om, at ville ønsket at tage kontrollen tilbage, og ikke lade sin egen krop eller hjerne styre showet.
Han rynkede brynet, som Lonán med et bad ham om at gøre det igen, og han nåede han ikke rigtig at komme med et svar, før han satte sig på hans skød. Nok var han dog stærk nok til, at hvis det endelig galt, så kunne han så nemt som ingenting bare fjerne den anden mand fra sig. Dog som Lonán syntes at læne sig imod ham, trak han sit ansigt i den anden retning, og rykkede sig tilbage "I don't want to make you afraid again" hans ansigt vendte sig væk fra Lonán.