What a surprise

outfit

Asmodeus var endelig tilbage på jorden, hans plan skulle lykkes denne gang! Han skulle finde sin ring og sin amulet før englene, da han vidste de ledte efter begge dele. Heldigvis var han endnu ikke blevet spottet! Eller han havde dog gjort opmærksom på sig selv efter et lille besøg på politistationen, hvor Cael uheldigvis ikke var der, så han personligt kunne aflevere sit lille hyggelige brev til ham bare lige for at træde lidt mere på ham og for at vise at han var tilbage, samt at han ikke var bange.

Dog havde han valgt at bruge denne aften på at tage en lille gå tur fra sit skjulested, det var mørkt og derfor var han ikke så nem at spotte, særligt fordi hans duft ikke var anderledes end andre dæmoners, medmindre Cael og Michael ville dufte ham anderledes når de var tæt på ham. Han bevægede sig rundt i Parken i The King Quarter et sted han nød at bruge tiden om aftenen og natten, der var altid så dejligt fredeligt og ofte mennesker. Asmodeus tog gerne for sig af menneskerne når han var der, at der røg en eller to i svinget gjorde ingen forskel, mennesker formerede sig jo lige som fluer og det gjorde ham bestemt ikke noget der kom nye til, som ville ende med at blive slaver for ham når hans plan om at overtage magten blev fuldt til ende.

Som han bedst gik der i sine egne tanker, blev han forstyrret af den afskyelige ulækre stank fra en engel. Hvilket fik ham til at stoppe op og søge ind i skyggerne så han ikke var så nem at genkende og se, man vidste aldrig om det var den ækle irriterende ærkeengel Michael. Forsigtigt forsatte Asmodeus sig videre igennem parken for at komme så langt væk fra stanken, da han hørte en udbryde hans navn. Han stivnede som om han kort var blevet forvandlet til is! Det var en kvinde stemme, en stemme han synes at have hørt før. Halvt skjult bag et træ kiggede han sig omkring, før han fik øje på en genkendelig skikkelse på en bænk, ikke så langt fra ham fik et smil frem på hans læber før han bevæg sig over mod skikkelsen.

Jo tættere han kom på hende, var han ikke i tvivl det var en dæmon og jo vist om det var en han kendte. Han gik hen mod hende som var det en naturlig vej på hans rute, før han lod sig sætte på bænken ”Sikke en nydelig aften det er i dag” Sagde han og kiggede lige frem for sig, stadigvæk med hænderne i lommerne på sin lange jakke mens det højre ben blev lagt over det venstre. Ordet ”nydelig” fik det næsten til at væmmes i hans mave, hvorfor brugte han sådan nogle pæne ord?

Jo mere hun bare sad og håbede på at stanken af engel ville forsvinde, desto mere var hun fristet til at rive hovedet af den engel. Hvem end det så måtte være, for kvalmen forsvandt ikke ligefrem med det samme. Men hun burde nok ikke starte et stort morderisk krydstogt her i parken, der var også alt for mange mennesker. De ville sikkert bare prøve på at dræbe hende, og hun var ikke ligefrem den mest fysiske stærke dæmon, jovist havde hun meget styrke. Men hun var ikke en bloddæmon, eller en af de andre stærke dæmoner. Nej hun var blot en succubus, selvom hun enlig ikke rigtig følte sig så forførende og sensuel på denne mørke og snefyldte aften. Hvem havde også sagt at hun skulle kaste sig over enhver mand - okay det kunne hun i teorien godt gøre, men altså det behøvede hun da ikke gøre nu. Hovedet var lagt på skrå, som hun håbede at englen ville dukke op indenfor hendes rækkevidde, så hun måske kunne se hvem det var. Dog kendte hun ingen engle, slet ingen for hun hadede og afskyede dem allesammen.

Som hun hørte en bekendt stemme, vendte hun hovedet hen imod den dæmon, som nærmest var kommet som hun kaldte. Eller hun havde bare kommet i tanke om ham, og måske råbt hans navn ud i den blå luft, uden en anelse om han faktisk ville dukke op"So you were actually here in the park, what a surprise Sagde hun med et bredt smil på ansigtet, som hun lod sit blik hvile sig på ham. Havde slet ikke regnet med at han ville dukke op, men der kunne man bare se. Et snevejr, og en park kunne bringe dæmoner frem, medmindre den kvælende stank af engel, var den primære grund til at han var dukket op.

Azelia stirrede undrende og en anelse overrasket på ham da ordet nydelig havde forladt hans mund. Det var ikke ligefrem sådan et ord hun havde regnet med at høre fra ham, for han lignede langt fra den høflige og elegante type. På den anden side, som hun betragtede ham lidt nærmere, og lod blikket glide ned over ham kunne hun godt se, at han faktisk var ligeså flot som første gang hun havde set ham. Et tilfreds smil voksede sig på hendes ansigt, og hun lænede sig lidt hen imod ham, med armene fortsat over kors"I did not know you were the type who used that word...So what brings you here to the snowy park" Spurgte hun med blikket låst på hans ansigt, for nydelig var bestemt ikke et ord hun havde regnet med skulle komme fra ham. Efter få minutter trak hun sig lidt tilbage som duften af engel syntes at være kommet tættere på. Der var gået nogle år siden de faktisk havde mødt hinanden, og hun vidste godt at han var på flugt fra englene, og nærmest inden i var glad for at det ikke var hende. Eller måske havde hun nogle fjender i form af engle, men dem var hun ligeglad med.

Den forfærdelig klamme stank af engel blev bare hængende, han var seriøst lige ved at brække sig af det og lysten til at forsvinde fra området var virkelig stor, større end normalt! Dog blev han afbrudt af hendes ord, da han kiggede ud omkring sig da stanken kom tættere på dem. ”I like to make surprises, did you remember that?” Sagde han og sendte hende et skævt smil før han kiggede lige frem igen. ”Can you smell this horrible stench” spurgte han og så mere indgående på hende.

Asmodeus begyndte svagt at sidde uroligt, han var nødt til at være opmærksom for hvis det var den lorte engel som han havde en lille mistanke om det kunne være skulle han bare væk med det samme og gerne før det. Igen blev han afbrudt af hans forsøg på at tænke og holde øje samtidig, han vendte blikket mod hende igen og trak på skulderne. ”I hate this park, that’s why I’m here, I hate snow too. So why not be here?” Sagde han og så på hende, han ville se om hun opfangede hvad han mente, han havde ikke i sinde at bruge ordet ”elsker” det var det værste ord der fandtes! Så ren og så kærligt og lige til at brække sig over. ”Why are you here? On the same bench as we meet first time?” Spurgte han og så på hende med hævet øjenbryn. Ville det være forkert af ham at tænke det faktisk var lidt rart at møde hende igen? Ja det ville det, det var alt for positivt.