I guess this is a surprise

Tid: 20. Februar om aftenen
Sted: Kongehuset, Alexander’s fødselsdagsfest
Vejr: Køligt udenfor, men ret så lunt indenfor
Påklædning: Udseende og påklædning

Dedikeret til @Alexander


Hvad lavede han her? Abigal havde snakket så meget om hans fars fødselsdag og nu sad han i baren alene. Han bed sig i læben inden han satte glasset med whisky op til hans læber og tog en slurk indenbords. Kort rynkede han brynene, for det var så tydeligt at denne krop endnu ikke havde vænnet sig til smagen af alkohol. Lidt forsigtig satte han glasset fra sig på baren igen og trommede let med sine fingre på barens overflade. Den gik i rytmen til den musik der var i baggrunden, og var egentlig mest for at hans fingre ikke gik amok. Over de seneste par dage var der sket en del; Han var kommet tilbage til livet på jorden, men kroppen havde han knap nok vænnet sig til. Hele følelsen af den var underlig, men han havde efterhånden lært at kontrollere den nogenlunde. Dog var hans fingre ikke særlig medgørlige, for hver gang han hørte musik var det som om de spillede de noder der hørte til basrytmen. Førhen havde han ikke været typen for at klæde sig pænt på og gå i byen på denne måde, men et nyt liv betød vel også mulighed for nye oplevelser. Nye vaner. Han havde sågar holdt sig fra cigaretter siden han var kommet hertil, selvom lysten efter at mærke nikotinen i blodet var der.

Han tog sin drink og vendte sig om på sædet så han kunne se ud over pøblen af folk der dansede, havde det sjovt og nød deres liv. Alligevel blev han siddende ved denne bar og tog en mundfuld mere af sit glas. I og for sig var han vel bange for at springe ud i det hele. Tanken om at skulle danne sit nye liv skræmte ham, og hvis han nu bare ventede lidt mere, kunne det ske at denne frygt ville forsvinde. Han tvivlede dog på det faktum. Hans tunge stak kort ud og slikkede en dråbe af alkoholen fra sin overlæbe væk. At han endnu ikke havde spildt på sig selv var et vidunder. Første gang han havde forsøgt at spise måtte han have lignet et treårigt barn der fik lov til at gå amok. Alligevel havde han brugt meget af sin tid på blot at lære det hele at kende igen. Derpå vendte han sig om mod baren igen og bestilte en genopfyldning.

Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført et sort jakkesæt Link.Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Han har mørkebrunt kort hår. Han har skægstubbe
- Accent Britisk (På kanten til Posh)
- Andet Han er 2,03 meter høj. Han har en dagslysring på. Han besidder evnen Absolute Charisma, hvilket gør ham meget charmerende

Så var dagen faktisk kommet, hvor den helt store fest blev afholdt, alt var forberedt og det hele var gjort klar, til at dørene blev lukket op og folk lukket ind. Undervejs på vej imod åbningen, var der en mindre rød løber, hvor pressen var fremme og fik taget billeder af folk, de fleste gjorde alt for bare at bevise, de faktisk var med til kronprinsens fødselsdag. Så der var selvfølgelig også en del, der forsøgte charmere sig ind på den fremtidige konge, og dog var der så mange forsøg, som ikke just lykkedes eller også var de alt for aggressive. Det betød dog ikke, at de ikke fik et charmerende smil, og de som ønskede et billede med ham, fik selvfølgelig da også et af den slags. Nok forstod han ikke direkte folks besættelse med ham, jo ganske vist var han royal, og han lavede da store fester, og forsøgte hjælpe så meget med velgørenhed som muligt, men foruden dette så gjorde han egentlig ikke så meget, der blev anset for stort.
Han kastede det dog ud af sine tanker, som han fik mast sig gennem den store mængde af folk, og hen imod den kære bar. Han havde brug for noget alkohol, måske en fin blanding af blod også alkohol, det var nok i virkeligheden det han havde allermest brug e nu, specielt med så stor en folkemængde blandt sammen, også på så "småt" et område, som egentlig var den kongelige balsal, en sal der om få dage ville blive forvandlet til noget helt andet, som den mere private fødselsdag ville blive holdt, for hele hans familie, hvilket i sig selv også var en ganske stor en. Som han bevægede sig imod baren, fandt han en ung mand der syntes helt alene, og dog virkede det også til at manden, ikke just ønskede at være en del af omgivelserne. Nysgerrigt bevægede han sig nærmere "Vodka and some blood, please and thank you" sagde han til bartenderen, der hurtigt begyndte at mikse det sammen "Why is such a handsome man such as yourself sitting here all by himself?" spurgte han med et legende smil på læberne, spørgsmålet var selvfølgelig nu om denne mand, faktisk vidste hvem han var "Or rather would you like som company?" hans blå øjned gled hurtigt hen over ansigtstrækene af englen, og han måtte indrømme det var da et kønt ansigt, og specielt de brune øjne.

Lonán havde lige fået en genopfyldning som han hørte en stemme der fik ham til at hoppe en smule forskrækket på barstolen. Han vendte sig nysgerrigt mod lyden af stemmen og så en høj mand stille sig ved hans side. Han ville lyve hvis han sagde at han vidste hvem denne smukke herre var og han så lidt væk for ikke at stirre. Hurtigt blinkede han et par gange og rystede på hovedet af sig selv, for hans øjne havde svært ved at fokusere til tider – måske han skulle overveje briller? Som den høje mand snakkede til ham vendte han sig en smule overrasket om og så lidt rundt, men fandt at han nok var den som han snakkede til. Han rømmede sig en smule og forsøgte at få hans stemme til at arbejde, men det var vel lidt svært når man ikke havde forberedt sig på den form for socialisering. Hans mund åbnede og lukkede et par gange som han forsøgte at finde sine ord samt sin stemme.

”I … Uhm … I was just invited, but I don’t know anybody here, so I guess this was the perfect place?” sagde han en smule forvirret og kørte en hånd gennem sit hår som han kløede sig let i hovedbunden. Han så ned i sin drink og bed sig i læben, for han følte ikke han hørte til her. Han tidligere liv havde været rock’n’roll, hurtige barer, alkohol og cigaretter – men hvad var hans liv nu? Forsigtigt tømte han sit glas og skar en svar grimasse før han vendte sit blik tilbage mod manden ved hans side. ”I’d love some company, but I’m afraid I’m not the best small talker,” sagde han med et undskyldende smil. Han havde det vel efterhånden med bare at være i sit eget hoved som han forsøgte at finde op og ned på denne tilværelse. Han så lidt på det tomme glas i sin hånd før han satte den fra sig på baren igen med et mindre suk. For at være ærlig havde han brug for noget luft, men han kunne ikke se nogen ind og udgang hvor man kunne snige sig hen.

”If you know your way around, could you maybe consider showing me somewhere to get some fresh air?” spurgte han med et lidt forlegent smil. Han rejste sig roligt fra baren og forsøgte ikke at ligne en der ikke havde kontrol over sin krop. Det gik måske ikke alt for godt, men han blev da stående og så lidt afventende på den fremmede mand. Som han stod her foran ham tårnede han sig over ham, og han var svagt nød til at bukke nakken bagover for at kigge ind i de øjne.

Deres blikke mødtes og der var ingen form for genkendelse i hans øjne, hvilket måtte betyde hvem end denne herre var, så havde han ingen ide om hvem han snakkede med. Men det var da også et plus, for så betød det jo at han for den mystiske og dog ganske attraktive mand, så var han ingen anden end blot en fremmede, noget han så sjældent trods alt fik lov til at være "Interesting, who invited you? If I may ask" han var gansk nysgerrig, for at vide præcis hvem der inviterede denne unge mand, for han var ret sikker på at han ikke selv havde gjort det, og i starten havde han blot troet manden var en plus 1, og ikke andet end det. Dog var der måske en helt anden historie bag det, og straks blev hans nysgerrighed og interesse vagt. Den sidste del var nok også grundet, at manden foran ham var ganske attraktiv, og med de brune øjne, var han helt klart hans type, men det var der trods alt så mange der var igen.
Han tog imod glasset, som bartenderen gav det til ham "Don't worry, I've been known to be quite chatty" som smilet kom på den anden mands læber, undskyldende eller ej, fandt han sig selv betragte dem uden den mindste smule skam. Hvis der var noget, som man kunne kalde ham, så var det ganske direkte, kunne han lide noget, så var vedkomne oftest hurtigt opmærksom på det. Han hævede let øjenbrynet, og et legende skævt smil krydsede hans læber "Of course, I know this place quite well, so I do believe I know the perfect place" han tømte sit glas for indholdet, og ledte den fremmede med sig ud af balsalen, gennem nogle gange og op af nogle træpper, hvor han til sidst ledte ham ind i et andet rum, et ganske simpelt rum der sikkert har været brugt til små te selskaber. Ikke desto mindre havde rummet en smuk balkon, med udsigten ud over den smukke royale have. Dog var det langt nok væk, til at man på trods af at kunne høre musikken en smule, dog havde så meget ro at man kunne føre en normal samtale "here you go" hans blik var rettet imod den unge mands, som han betragtede hans næste bevægelse, specifikt som han kom ud på balkonen "So tell me what is your name? Unless I am to call you handsome, or maybe Adonis?" han kunne være ekstremt flirtende, hvis han havde lysten til det.

”A nice lady called Abigal, I think she’s the granddaugther of the king, but my mind has a way of playing tricks on me,” sagde han og ville ønske han kunne være mere præcis. Egentlig havde hun vel bare foreslået at han kunne komme med, og han var da dukket op. Dog havde han endnu ikke set Abigal, men der var også langt flere til denne fest end han havde forventet. Nok huskede han lidt om den royale familie fra hans tidligere liv, men det var aldrig noget han havde fulgt meget med i. Han havde haft travl med musik og magi. Men nu var magien væk, og musikken var et fjernt minde. Et smil sneg sig på Lonáns læber som den fremmede sagde at han var ret så snaksaglig, og det gav ham en betryggende følelse. Det var vel svært at holde fokus når man konstant skulle holde styr på sin krop. Som den fremmede sagde at han kendte stedet godt lyste hans ansigt op en smule. Det ville være rart med noget frisk luft og ikke mindst at komme væk fra den larm.

”Show the way then, please,” sagde han og fulgte efter den fremmede mand som han ledte dem gennem slottet. Han så sig undrende omkring på den udsmykning hver lokale de gik igennem havde. Da de nåede et mindre rum og musikken blot var en baggrundsmelodi åndede han en smule lettet op og så over mod altandøren. Lidt forsigtigt fulgte han med og huskede at træde over den lille dørtærskel der var. Nok havde han fået lidt at drikke, men han nægtede at fremstå fuld bare fordi han endnu ikke helt kunne finde ud af sin krop. Lonán trak vejret dybt ned i hans nye lunger og sukkede tilfreds. Vinden udenfor var mild og selvom det var koldt var det ikke ubehageligt. Han lænede sig kort over siden på balkonen og så ned med et lille smil på sine læber. De var højt oppe og det havde han bestemt ikke noget imod. Det var her den fremmede snakkede til ham igen og han vendte sig lidt forvirret mod ham. Hans brune øjne søgte de blå og charmerende øjne. Han lo lidt som den fremmede lød flirtende og så ud over balkonens udsigt.

”Lonán,” sagde han og nikkede svagt som han så ud over den smukke have. Månen lyste de forskellige bed op og han ville ønske at han kunne stå der resten af aftenen bare og stirre. Kort lukkede han øjnene som en vind blæste mod ham og han lo lidt før han åbnede øjnene igen. ”And what may I call you?” spurgte han venligt og vendte sig nu mod den høje fremmede. Det var tydeligt at se at den tilsyneladende unge mand var veltrænet og med hans højde kunne der nemt være noget intimiderende over ham. Dog fandt han ikke den fremmede specielt skræmmende, ikke i forhold til de mareridt han kunne have om hans tidligere død.

For et øjeblik så han væk fra den anden mand, og betragtede blot synet foran sig, det var noget ganske betagende ved den royale have. Han kunne huske hvordan han som barn, ville løbe rundt i grasset, og hvordan hans far ville forsøge fange ham, og hans mor bare grinte i baggrunden. Ligeså havde han gjort det samme med sine egne børn, også senere kun sin datter, da de to andre brutalt blev myrdet. Han vendte dog sit ansigt imod den fremmede, da han præsenterede sig som Lonán "Lonán? It sounds irish" han havde besøgt mange lande, og selvfølgelig andre steder blandt The UK, herunder det af Irland, og den unge mands navn og specifikt måden det blev sagt på, lød ufattelig irsk "It's a good name though, I like it"
Han trådte nærmere imod ham, specielt som han syntes at få Lonáns fulde opmærksomhed "My name's Alexander, so you may call me Alex or Alexander, or whatever pleases you" hans øjne syntes næsten at beundre den anden mand, som han betragtede ham, måske var det også fordi han havde en stor svaghed for de brune øjne "I know this may be quite bold, but I've always been known to be very forward, but you are very attactive, and those dreamy eyes of yours" han havde aldrig lagt skjul på det faktum, at han på ingen måde var heteroseksuel, og hvorfor skulle han da også det? Det var jo ikke fordi der var noget galt med, at være anderledes i forhold til mængden.

Som den fremmede kommenterede på hans navn lo Lonán en smule og så ned. Han var vel originalt irsk, og det var også hvad han fandt sin accent komme ud som, men denne krop havde vel ikke nogen nationalitet. ”Is Éireannach mé” sagde han med sin accent rullende over hans tunge. Det var en af de ting denne krop godt kunne finde ud af – at vride på tungen så det irske kom ud korrekt. Underligt nok var det noget han satte stor pris på, for det havde førhen været hans modersmål. Den høje mand sagde han kunne lide navnet og Lonán fandt sig selv trække på smilebåndet en smule. Det var de færreste der nogensinde havde komplementeret hans navn og endnu færre der kunne finde ud af at udtale det i første omgang. Dog virkede den unge mand til at kunne svinge det navn ud som var det ingenting. Lonáns brune øjne så over på den fremmede som han officielt præsenterede sig selv. Alexander eller Alex. Det var vel altid rart med valgmuligheder.

”Your name is nice – makes me think of the roman emperor,” sagde han med et skævt smil og så på Alexander som han trådte nærmere. Lonán rynkede sine bryn og forstod ikke helt hvad der skete før den høje mand snakkede igen. Han kunne ikke holde et grin tilbage som han kaldte ham for attraktiv, for han havde vel knap nok fundet ud af sig selv endnu. Han placerede en let hånd på den høje fyrs bryst og gjorde så der var lidt afstand mellem dem før han fjernede sin hånd igen. ”I’m flattered, because I would lie if I said you weren’t handsome as well,” sagde han med et varmt smil og placerede derpå sine hænder på kanten af balkonen. Hans blik så søgende ud over haven mens hans hjerte bankede en smule hurtigere end før. Det var dumt at indrømme sådan noget over for en fremmed. Kan du ikke huske hvad der skete sidst du kaldte en for attraktiv, lød det i hans hoved og han rystede let tanken ud af sit hoved. Han bed sig i læben og sukkede måske en smule højlydt. Det var jo ikke fordi der var nød til at blive blandet følelser ind i dette, men var han klar til bare at springe på den første der gav ham en kompliment?

”You come off as very confident and charming, but I don’t know what it would take to win me over – My mind has a way of cutting me off sometimes, so I don’t think you would like someone like me,” sagde han med et skævt og lettere trist smil. En ting var vel fysisk tiltrækning, og den var der tydelig mellem dem, men han vidste knap nok hvordan han skulle gå uden at vælte halvdelen af tiden. Bare lyden af det champagne glas han havde ødelagt første aften han havde mødt Abigal havde skrevet under på hans manglende kontrol.

Som den iriske accent mere eller mindre strøg frem, i formen af de gæliske ord, kunne han ikke andet end hæve øjnbrynet anerkendende "suimiúil" (fascinating) var det eneste han svarede, selv snakkede han ikke ufattelig meget gælisk, og da slet ikke irsk gælisk, og dog var han god med accenter og han kunne snakke det en smule, om ikke andet så gebrokken "Why thank you, I suppose that's why my father named me that" han klukkede lidt ved tanken, hans far var trods alt denne konge, som Lonán tidligere havde nævnt, dog snarer som bedstefar eller farfar til Abigal, hvilket i den grad også var rigtigt. Men nu var det heller ikke hvem som helst, hans far havde navngivet, men snarer den fremtidige konge af Gaia, den som skulle tage over når Sebastian selv trådte af.
Hans smil blev en god blanding af det legende og det charmerende, som Lonán lagde en hånd imod hans bryst, og for et kort øjeblik, var hans øjne kun rettet imod de fine læber, før han dog fik øjenkontakt med ham. Dog som der ligefrem kom en kompliment ud fra den anden mand, hævede han igen øjenbrynet, hvilket syntes at passe godt med det halvskæve smil, der nu lå på hans læber "Well flattered isn't such a bad thing, I supoose I've always been quite forwarrd when I see something interesting or something I may like. I mean why hide ones true meaning?" der skulle virkelig ikke så meget til, før man blev noget han fandt interessant, specielt når det kom til det mere seksuelle, eller det kunne hans lange liste af one night stands og elskere nok sige noget om. Selvfølgelig kunne det være noget helt andet, når det faktisk kom til det romantiske aspekt, hvor han var meget anderledes anlagt.
"I've been told that yes" og dog fornemmede han noget bag de næste ord, og han begyndte langsomt at ligge detaljerne sammen, duften af ny engel, hans ord omkring hans hjerne og forklumsethederne "I don't judge those who are different, and what I may like is something you do not know" han lagde hovedet på skrå, og et legende blik syntes at danne i hans øjne, før han dog blev en smule mere seriøs "however, I do believe you're an angel and one who has almost just risen from the dead? Or am I wrong?" spurgte han med hovedet på skrå "I'm not judging you, must be quite scary waking up, and not knowing what has happened"

Han kunne ikke holde sig fra at smile som Alexander sagde et enkelt ord på irsk gælisk, for det var de færreste der kunne sproget efterhånden. Det var rart at høre andre tale det for en gangs skyld, for det var vel en længsel man ikke kunne slippe af med. Lyden af et hjem fuld af gæliske ord der fløj gennem lokalerne. Han nikkede dog blot som Alexander kommenterede om hans navn. Kejser Alexander var kendt som karismatisk og en fortidens verdensmand, og det passede vel også på den unge mand som Lonán lige nu var i selvskab med. Lonán mærkede det blik på hans læber og lo lidt af ren og skær nervøsitet, for det var underligt at tænke at den fyr ville have noget at gøre med en som ham. Men så igen var det vel heller ikke helt gået op for ham hvad han var for en person. Hvordan han så ud for andre var han ret så blind for, så muligheden for at andre fandt ham attraktiv var fjernt.

”I like the way you think, I used to tell my friends that they shouldn’t be afraid of trying something new, because even if it seemed crazy, they might regret never doing it when the opportunity passed,” sagde han og lo lidt for sig selv. Det var tydeligt at se at Alexander ofte fik hvad han ville, men det var vel ikke så underligt når han var charmerende og så godt ud. Lonán tog sig en smule til hovedet som han sagde at han ikke dømte dem der var anderledes og at han jo ikke vidste hvad han kunne lide. Den mørkhårede fyr smilte let som han fjernede sin hånd som han så over på Alexander igen. Der var noget over ham som han ikke kunne sætte en finger på, men så igen var hans hoved så rodet, så alle havde et form for skær over dem. Som den praktisk talt fremmede mand slog hovedet på sømmet sukkede han let. Var det virkelig så tydeligt at han ikke kunne finde ud af sig selv. Han satte sig på en af bænkene ude på den lille balkon og forsøgte at trække vejret normalt. Hans krøllede lokker faldt let ned på hans pande som han så ned på sine fødder.

”It was and is scary – I’m still trying to figure out most of my past, however I do know some stuff,” sagde han og så med sine brune øjne gennem de krøllede lokker og op på den høje mand. Et svagt smil kom på hans læber som han betragtede de venlige blå øjne, og den måde manden lænede hovedet på skrå var noget han kunne lide. ”I’m not terrified or anything – not anymore, because Abigal helped me a lot with that,” sagde han og trak let på skuldrene som han vendte sit blik ned på sine hænder der en smule nervøst var begyndt at flette sig sammen. Han tog en dyb vejrtrækning og lænede sig derpå tilbage på bænken og så op på himlen. Det var som om det var det eneste i hans liv lige nu der gav mening. Konstellationerne der fløj over deres hoved og den store måne der oplyste med koldt lys fik det hele til at virke som en drøm.

”Love killed me,” sagde han og lo lidt som han så på stjernerne over dem. Det var ikke noget han ville være villig til at indrømme normalt, men noget omkring Alexander gjorde at han følte sig tryg. Han ville ikke dele hele sin forhistorie – der var for meget smerte involveret i dette, og han rettede sit hoved op som han igen mødtes med de blå øjne. I månens skær kunne de næsten have lyst op, så blå som de var og han smilede skævt. Hans brune øjne vandrede ned til hans næse, dernæst hans læber hvor blikket blev holdt kort og derpå videre ned over den fremmedes krop. Han havde ærligt talt lyst til at række ud og røre ved den fremmede, men en del af ham følte det var upassende. Nok havde den høje mand sagt han var interesseret, men Lonán var en smule usikker på hans valg.

Som Lonán satte sig ned, lod han sig selv sidde ved siden af den unge mand, mens hans øjne betragtede hver enkel af hans bevægelser, hvilket også betød de små hår der så fint rørte hans pande, i takt med at hans ansigt vendte ned "I could imagine dying not being the most fun thing" han lagde blidt sin hånd ovenpå Lonán's. Egentlig havde han aldrig selv prøvet at dø, men nu var han i teorien faktisk død i forvejen, med magien som skabte de første vampyrer, der holdte ham i live og gav ham hans styrke "I'm not going to say you have to forget it happened, because it did happen, but at the same time you're alive" hans tommelfinger strøg blidt hen over hans håndryg, mens hans blik var rettet imod ham, og da hans blik endelig rettede sig imod ham, var der et smil på hans læber "you're allowed to be scared or terrified though" pointerede han dog, manden havde trods alt oplevet det at dø, så det var kun forventet at det kunne efterlade nogle varrige mén.
"Hasn't loved kill us all?" spurgte han retorisk, og dog regnede han med at det var bogstaveligt i tilfældet med Lonán. Han kunne dog selv huske sin første store kærlighed, og hvordan hun nærmest rev hjertet ud af brystet på ham, som hun slog op med ham, som havde de sidste 23 år ikke fundet sted. Dog som de kiggede på hinanden, fangede han også Lonán's blik der fint vandrede fra hans øjne også et godt stykke ned, ned til punktet under hans næse, og hans eget blik fandt sin vej til Lonán's så fine læber. Ubevidst stak han spidsen af sine tunge frem, som fugtede hans læber, og lysten til at kysse dem havde skam krydset hans tanker. Havde han haft velfungerende læber, ville de nok skrige efter luft, og han ville være ganske åndeløs. Uden at han havde opdaget det, havde han bevæget sit ansigt tættere imod Lonáns, og han stoppede dog først, da det gik op for ham, netop som deres næser ramte imod hinanden.

Alexanders ord fik bare Lonán til at nikke som han kort kiggede på manden der nu satte sig ved hans side. Han havde lyst til at søge tryghed i den fremmede, læne sig op af ham og mærke noget ro, men i stedet nød han hvordan den store hånd blev placeret ovenpå hans. Kort så han ned på deres hænder, bare for at være sikker på det virkelig skete, og så derpå op på vampyren igen som han talte. Lonán sendte ham et trist smil over hans ord; han havde lov til at være rædselsslagen. Det havde han vel også været de første par timer før Abigal havde fundet ham vandre rundt. Han vidste han havde lov til at være bange, men han havde vel selv bedt om denne mulighed. En mulighed for selv at kunne vælge i dette liv. En mulighed for at vælge hvem han kunne elske og hvornår det skulle være – ikke som hans tidligere hvor han havde været forelsket fra han så sin mage. Alexanders retoriske spørgsmål fik ham til at le, for den fyr kunne vel få alting til at lyde dramatisk.

”I guess I’m just scared of repeating the past, in some way,” sagde Lonán forsigtigt og så nu op som det smukke ansigt kom nærmere. Han havde ingen intention om at stoppe ham, og specielt ikke som han kort kiggede på tungen der rakte ud. Da deres næser ramte hinanden kunne han ikke lade være med at gøre et lille hop af forskrækkelse, for derpå at trække sit ansigt en smule væk. Det var intimt og hans hjerte bankede hurtigere som han forsøgte ikke at kigge på Alexander. ”Besides, I’m such a hopeless romantic, I would probably get a crush on you faster than anything,” mumlede han, men lod stadig sin hånd ligge som Alexander nussede den. Følelsen var rar og han lænede hovedet tilbage for at se op på stjernerne igen. Han kunne mærke sit hjerte slappe af igen før han vendte blikket tilbage til den mand ved hans side. Lettere forsigtigt lænede han sig ind mod Alexander og pressede sine læber mod hans, og han følte en lettelse glide gennem hans krop. Efter kysset trak han sig lidt væk igen og sendte ham et skævt og drenget smil.

”I guess I am just a hopeless cause by now,” mumlede han kort fra hans læber, tæt nok på at Alexander ville kunne mærke hans varme ånde mod hans skægstubbe. Lonáns brune øjne søgte de blå i mørket og han lagde sin frie hånd op på Alexanders kind. Lidt legede hans pegefinger med et af hans lokker, før han lod hånden falde tilbage i sit skød. ”But I guess I’m aloud to be hopeless too,” sagde han og så ned på deres hænder igen.

"But two things will never happen the exact same way twice" pointerede han, en teori han vist havde lært fra en film, at to ting aldrig ville ske på samme måde, så selvom der måse kunne være ens træk i de forskellige episoder, så ville det aldrig være helt identisk. Han betragtede hvordan Lonán med et trak sig en smule væk, som deres næser ramte imod hinanden, og let hævede han øjenbrynet spørgende, som var han nysgerrig for hvad der fik den anden mand til at fjerne sig. Dog gav det mening som ordende om, at han var en håbløs romantikker kom frem "The world needs hopeless romantics, after all isn't it those people who make art or write poetry" håbløse romantikker var trods alt også digterne, og kunstnerne, uden dem ville verden være et lidt koldere sted.
Han vidste ikke helt, hvad han skulle forvente af denne unge mand, specielt som hans blik syntes at drage op imod stjerner, og han skulle netop til at rykke sig væk, da Lonán igen vendte sig imod ham, og her igen lænede sig imod ham. Før han vidste af det, ramte deres læber imod hinanden, og han fandt sig selv gengælde det blide kys. Han lænede sig overraskende ind for mere, da Lonán med et brød kysset og dog stoppede han op, som deres ansigt nu syntes mm fra hinanden, og han kunne føle Lonáns ånde imod sine læber. Der kom en brummen dybt fra hans hals, en der kunne minde om behag, da han følte en hånd imod sin kind, og fingre der legede med hans hår. Dog som hånden forsvandt, og han kunne fornemme Lonán's blik glide ned, lagde han blidt et par fingre imod hans hage, som han løftede hans ansigt op "yes you are" og som den anden mand selv havde gjort, trykkede han sine læber imod hans, i et ganske passioneret kys.

Lonán nikkede lidt ved Alexanders ord om at man ikke kunne gentage nogle ting identiske to gange. Det var vel sandt, men han følte sig stadig så usikker på det hele. Som den charmerende vampyr fortalte om at verden havde brug for håbløse romantikere trak han lidt på smilebåndet. Endnu en der kaldte ham en form for kunstner, og han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke det. Udgav han bare den vibe? I og for sig følte Lonán sig ikke klar til at kaste sig ud i noget nyt. Det var derfor han forsøgte at holde sin afstand en smule til den flotte mand ved hans side, hvilket gik galt som han pressede sine læber mod ham. Han havde vel lyst til at være tæt på nogen, men frygten omkring hvad der var sket sidst nogen var blevet lukket tæt på gjorde ham utilpas. Han forsøgte at se væk, men Alexander havde grebet hans hage og tvunget den op til sig. Et let nydende suk undslap brunettens læber som deres læber mødtes, og han gengældte gladelig. Dog holdt han sig selv tilbage. En del af hans krop skreg efter at sætte sig op på Alexander og lade sig selv give efter for de kys, men en anden del af ham holdt ham fra det. I stedet pressede han sig en smule ind mod den høje mand, til han var nød til at bryde kysset. Luft kunne han ikke leve uden og han forsøgte at trække det så roligt som muligt mens hans hjerte var ved at stikke af. Lonán bed sig i læben og så på Alexanders blå øjne.

”You are not making it easy for me,” sagde han med et skævt smil som han så på det smukke ansigt. Lonán havde aldrig været bleg for at erkende hans seksualitet, så det var langt fra en bekymring for ham, men de kendte vel knap nok hinanden. Englen lukkede øjnene og forsøgte at få styr på sine tanke. Han lænede sin pande mod Alexanders bryst og sad der lidt uden at sige noget. ”I don’t want to be someone’s play toy,” mumlede han. Den charmerende fyr virkede ikke som typen der bandt sig til nogen, men derimod kunne Lonán forestille sig at han havde mange elskere omkring sig. Han tog sit hoved til sig og rettede sig lidt op som han forsøgte at holde øjenkontakten med den flotte vampyr.

”Because this life is not me being someones puppet, to do with as they please and then throw me away – that was my past life,” sagde han og så en smule alvorligt på fyren, dog med blidhed bag de brune øjne.

Han forstod nu godt Lonán's ord, om hvordan han måske gerne ville holde sig selv tilbage, også det af deres nu to kys, ikke just gjorde det særlig nemt, at vedligeholde denne lyst "Why always pick the easy way though" var hans eneste kommentar, på de fine ord. Man opdagede nogle gange, at det at vælge den nemme vej, ikke altid gav så meget godt med sig, som man oprindeligt havde ønset. I tilfældet med det, kunne man trods alt gå klip af så mange ting, som man måske i virkeligheden gerne ville have prøvet. Dog som den anden mand, lagde sin pande imod hans bryst, lod han sine fingre glide gennem det krøllede mørke hår, hvor han nærmest begyndte at massere den unge mands hovedbund. Så i øjeblikket, hvor der ikke rigtig var behov for ord, og alt de i virkeligheden gjorde, var at sidde i stilheden af natten, med den svage musik i baggrunden, og Alex der masserede hans hovedbund.
Dog som Lonán faktisk endelig brød stilheden, med ord om ikke at ville være nogle legetøj, rynkede han let brynet. Nok var han kendt for at have en del elskere, men han anså da aldrig dem han tilbragte en nat eller to med, som et direkte legetøj, de var trods alt personer, med følelser og behov. Så da Lonán rettede sig op, fjernede han sine fingre fra den anden mands hår, og lod sine hænder falde til sit skød, mens hans blå øjne kun syntes rettet imod de brune øjne "You're a person, not a toy that needs to be thrown away" han lagde sin ene hånd imod englens bløde kind, hvor hans tommelfinger blidt strøg hen over den bløde hud "I'm not going to force you to do anything you do not want to do, so if you want me to stop, just say the magical word" han var trods alt ikke en der pressede sig på folk, også selvom han var meget direkte med sine ord, og til tider også handlinger, men i sidste ende respekterede han andres behov.

Lonán sukkede som han lænede panden mod Alexanders bryst. Det var næsten underligt ikke at høre et hjerte banke, men de fingre der gled gennem hans hår fik ham til at glemme alt om det. At give efter ville være hvad hans krop ville elske, men han kunne knap nok finde ud af sig selv, så hvordan  hele lagengymnastikken skulle foregå. Han var jo stadig overrasket over hvordan hans lunger hævede og sænkede sig som han trak vejret. Forsigtigt fjernede han sit hoved og så på vampyren som han snakkede. Hvordan forklarede man en så rar fyr at man ville alt og alligevel ingenting på samme tid? Lonán havde lyst til at glemme alt og give efter for fyrens berøring, men kunne han se sig selv i øjnene efter det – det var vel det han tumlede med.

”I like what you are doing, because my body is screaming for more,” mumlede Lonán og vendte sine læber mod den tommeltot der kærtegnede hans kind. Kort lukkede han øjnene og nød bare den lille berøring som denne næsten fremmede gav ham. Men Alexander var stadig en fremmed. En han ikke kendte. En han var usikker på om han kunne stole på. ”But that little voice in my head won’t let me give in to you, even though I want to,” sagde han og åbnede øjnene og så på de blå i mørket. Han gøs en smule ved vinden der nu blæste mod dem, men blev siddende.

”I think I want to get to know you more, because I could maybe use a guy like you in my life,” sagde han med et forlegent smil. Det var vel en svaghed at indrømme at man følte behov for at have nogen i sit liv. Men som det var nu havde han ikke taget kontakt til nogen fra hans fortid, og han overvejede stadig at lade være. Forsøge at ligge det hele bag sig og starte et nyt liv. Men han havde også bygget nogle bånd til nogen der havde behov for at vide han var i live. ”I’m cold,” mumlede han og løftede sine skuldre en smule. Lonán rejste sig en smule kluntet og kold i kroppen som han gik mod den lille balkon dør for at gå ind i varmen. Dog overvejede han ikke den lille liste i gulvet og han faldt så langt han var på gulvet. Han tog sig til hovedet og mumlede et par bandeord på gælisk.
[/color]

Som Lonán vendte sit ansigt en smule, således hans tommelfinger nu ikke ramte imod kinden, mens snarer det af den anden mands læbe, lod han den blidt glide over de bløde læber, de læber han for et øjeblik siden, havde følt imod sin egne. I det mindste havde Lonán ikke sagt nej eller stop, det som han trods alt havde givet ham muligheden for at gøre, for havde han sagt stop, ville han blot havde ledt ham ned til festen igen, eller måske ladet ham helt være, hvis det var hvad han ønskede. Dog var hans ord om, hvordan hans krop skreg om mere, mens hans hoved fortalte ham at han ikke måtte "It must be hard, to be at war with ones own mind and body" han kendte selv til følelsen, hans indre krig var dog en helt anden slags, det var imod hvad han var designet til at være, kontra den mand han gerne ville være. Hans krop var lavet til, at være det perfekte rovdyr, hvor han selv ønskede bare at være en god mand, selvom lysten til at flå halsen op på alle, konstant hang ved ham.
"I suppose that's a good thing" at få af vide, han direkte var noget af en person, som en anden gerne ville have i sit liv, var da helt sikkert en god ting. Nok vidste Lonán endnu ikke hvem han i virkeligheden var, så hans ide om hvem han måske var, var ikke styret af en titel eller den magt han besad. Lonán så med andre ord bare en person, og det var i virkeligheden ikke andet end det. Som Lonán med et indrømmede at fryse, rejste han sig op med ham, og fulgte ham med blikket som han forsøgte gå indenfor, hvilket dog også resulterede i at han faldt. Hurtigt løb han hen til hans side, hvor han hjalp ham op og stå "Are you okay?" spurgte han, mens han forsøgte at stabilisere ham, med sin egen styrke.

”Believe me, it is,” sagde Lonán med et halvtrist smil. Som Alexanders tommeltot passede hans læber åbnede han let munden og åndede blidt ud. De fingre var behagelige, og gav en følelse af tryghed – men alligevel var han usikker. Måske han skulle følge sit eget råd og bare springe på fyren, for han var jo tydeligvis interesseret. I stedet kunne han mærke kulden og det var den der drog ham indenfor. Han nåede knap nok at blinke før han lå på jorden og tog sig til hovedet. Det ville efterlade en bule, måske et blåt mærke? Alexander var ovre ved ham før han nåede at forstå hvad der var sket og tog imod hans hjælp. Ikke at han havde meget valg, for den mand kunne let løfte ham op og svinge ham rund. Lonán faldt lidt forover og plantede sit hoved mod Alexanders bryst som han forsøgte at finde op og ned på hele situationen.

”I’m not okay, but that’s not something that anyone could help me with,” mumlede han, men fjernede ikke sin ansigt fra hans bryst. Han kunne mærke tårerne presse på, men det var ikke fordi det gjorde ondt eller noget. Han var frustreret, og det eneste han ønskede var bare at kunne kontrollere sine krop. Hvis han ikke engang kunne kontrollere den, hvad skulle han så bruge et nyt liv på? ”I’ll never get used to this,” sagde han opgivende og tog sig til hovedet som han lænede sig svagt væk fra Alexander.

Han lagde sine arme omkring den unge mand, som han endnu engang placerede sin pande og ansigt imod hans bryst, og blidt lod han sine fingre glide gennem hans hår, som de bare stod der. Dog var det de ord, om at han ikke var okay, og at det generelt ikke var noget som nogen kunne hjælpe ham med, som til dels skar hårdt ind. Hvad Lonán ikke vidste var, alt alle unge pureblood vampyrer, gik gennem samme form for transformation, når de gik fr at være børn, til at hungre efter blod, men det var der trods alt heller ikke mange der vidste. Der var en forståelse i de blå øjne, som Lonán endnu engang fjernede sit ansigt fra hans bryst, for at se ham i øjnene, hvor han så her opdagede de tårer der var faldet ned af hans kinder. Blidt fjernede han med knoen fra sin pegefinger, og han tænkte igennem hvad han helt præcis kunne gøre i denne situation.
Da han endelig kom på en ide, støttede han Lonán imod sig, som han bevægede sig hen til et af de mange soveværelser, hvor der her var en hel del varmere. Blidt placerede han englen på den blode seng, som han satte sig ved siden af ham, dog ikke før han tog sin jakke af, og lagde ved sin side. Begge hans hænder blev lagt imod Lonán's kinder, som han kiggede blidt på ham "You've just been reborn, and it's a very difficult experience, but it will pass" forsikrede han den unge mand om "I was born as a vampire, and as children we're quite like any other normalt child, expect for the fact we grow a bit faster. However, at a certain age, we begin crawing blood, and our bodies begin to go through a change. Some vampires suddenly grow taller, and as we begin to age, certain things start to happen" det var ikke ofte at han fortalte den slags "and it's quite scary because suddenly you can do all these things, and just like you yourself do, most vampires do tend to fall a lot, but it passes and you will feel normal again" han havde kendt engle, som var blevet genfødt, og den slags ting gik over, som man vænnede sig til sit nye liv. Han fjernede sin ene hånd, og lod den anden blidt ligge imod hans hage "you may not think it right now, but it will pass" han sendte den unge mand et blidt smil.

Lonán nød hvordan de rolige hænder igen legede med hans lokker og som han trak sig lidt væk blev han ført ind i et soveværelse. Sengen han blev placeret på var blød og det var en rar følelse mod hans kolde krop at mærke varmen fra lokalet. Som Alexander placerede en hånd på hver side af hans kinder var han nærmest tvunget til at se på de blå øjne. Han skævede ned til læberne som vampyren talte, men det var som om det ikke stoppede ham fra at ryste svagt fra hvor kold hans krop var blevet. Han lyttede dog opmærksomt efter som manden foran sig talte og smilede lidt ved tanken om at se den selvsikre og stabile Alexander engang ikke havde været så nem på sine egne fødder. Lonán mærkede hvordan hans hånd rakte ud efter vampyren ved han side og med et trist smil kørte han sin finger fra hans øreflip og ned langs hans hals, til dets naturlige stop ved skjortens krave.

”I like that you try to keep me going, but some things are hard when you are not patient enough,” sagde Lonán som hans finger gled ned over Alexanders bryst. Et charmerende og drenget smil kom på hans læber som han igen mødtes med de blå øjne. Derpå lagde han sig tilbage på sengen og så op i loftet som han forsøgte at få styr på sin puls. ”I wish I could see things from your perspektive – It would make it a lot more bearable,” sagde han stille og tog sin finger op til sin mund og bed let i den som han tænkte. Dårlige vaner var der nok af, men det her var en ny som han ikke helt vidste hvor kom fra. Hans brune øjne så over på Alexander, og det triste bag dem var ikke forsvundet, men var blevet dulmet en smule af hans ord.

”You sound like a hopeless romantic too,” sagde han med et lettere drilsk smil.

Idet Lonán lagde sine fingre imod hans øre, og lod dem glide ned langs hans hals, kunne man se hvordan de små hår rejste sig, næsten som var hans hud følsom for de mindste berøringer "I've lived a very long life, so I suppose it may give a certain amount of experience" pointerede han, mens hans blik kort gled ned til englens hånd, der nu lå imod hans bryst. Som Lonán lagde sig ned, kunne han dufte hvordan blodet pulserede hurtigt gennem hans årer, og havde det ikke været for mange års træning i selvkontrol, ville hans vampyriske træk nok havde trådt frem nu, specielt fordi engleblod var noget af det sødeste man kunne komme i nærheden af.
Han fandt sig selv, ligge sig ved siden af Lonán, således deres arm ramte imod hinanden, og på trods af stoffet mellem dem, så kunne han føle varmen fra den anden mand "Well once I was quite the romantic, I used to believe I would spend the rest of my life, with the first love I had, and then she broke my heart" hans hånd fandt sin vej til Lonán's, hvor han løftede den op, og nærmest betragtede den, mens han lod sine fingre glide rundt omkring hver enkel finger "But being a romantic, born into the life I have, is not always easy, and I have responsibilities that I can't run away from" han gav et suk fra sig, det var nok første gang, han indrømmede præcis hvor meget af en plage det at have den titel han havde kunne have "I've never been able to just be myself with others, I always have to be this perfect version of myself" han rynkede brynet, og fandt sig selv sætte sig op igen, nu med ryggen til den endnu liggende engel.

Lonán så hvordan Alexander lagde sig ned ved siden af ham og den lille berøring mellem deres arme fik ham til at smile svagt. Det var behageligt bare at ligge her, desuden var senge blød og det føltes næsten som om den omfavnede ham som han lå der. Han lyttede til vampyrens ord som han snakkede og som han nævnte sin første kærlighed sank Lonán en klump. Selv havde han haft en elsker som han mistede al kontakt med, men det var mange år siden, og han vidste ikke om han kunne snakke om det som de lå her. Som Alexander sagde at han var født ind i et liv med folk der så op til ham rynkede han lettere på brynet som han så på hvordan vampyren legede med hans fingre. Da han satte sig op kørte Lonáns hånd op og rørte blidt ved hans ryg.

”Well you don’t have to be perfect around me, if you don’t want to – I mean I just fell on my own face a couple of seconds ago,” sagde han, men blev liggende på sengen. Han løftede sine arme op som et barn der strakte efter himlen og han så på sine fingre. De var stadig en smule kolde, men varmen i lokalet hjalp en del og han smilede skævt som han strakte sig svagt. Han lukkede øjnene og sukkede svagt. ”But does a heartbreak take away the hopeless romantic, or does it just make us long more for love?” spurgte han, mest til sig selv. Abigal havde sagt at man ikke vidste hvornår kærligheden ville snige sig ind på en, og en dag ville den stå og ånde en ned i nakken igen. Nogle ord han havde brugt de sidste par dage på at tænke meget over. Selvom han måske ikke var klar til at elske og blive elsket endnu, kunne han vel ikke stoppe hvad fremtiden havde i sinde til ham. Der måtte vel være en grund til at han havde fået en anden chance, så måske var det en god idé at overveje de forskellige veje han kunne tage.

”I once had a love, a beautiful soul and with hair as red as fire, but one day he was gone – when I found him again he didn’t recognize me and went by another name,” sagde han stadig med sine øjne lukkede som han huskede hans forvirring mellem Elvar og Arí. En del af ham havde vel holdt fast i håbet om en dag at møde Elvar igen, men den mulighed var ikke blevet en realitet. ”But even though it still hurts from time to time, I still wanted to find love again, and even though it scares me to think about love right now, I hope I can find it again,” sagde han og åbnede øjnene og så på Alexander.

Efter at havde sat sig op, følte han hånden imod sin ryg, og han så på Lonán over sin skulder. Det var ikke just hvordan han havde forestillet sig tingene gå, at de direkte ville snakke så dybt med hinanden. Faktisk havde han bare regnet med, at de ville have sex, også lidt mere sex, også endnu mere sex. Så underligt hvordan tingene ikke altid endte op som man forventede. Mens han sad oppe, vendte han sig dog en smule, så han havde sidden imod Lonán, men så samtidig også nemmere kunne se på ham. Han lagde sin ene hånd imod den unge mands lår, mens han lyttede på hans ord "I suppose it depends on how broken the heart is" det kom trods alt an på, hvor mange gange hjertet havde oplevet smerte. Men det var måske også derfor, at Alex snarer gjorde sig i seksuelle forhold, fremfor de emotionelle, fordi han et sted var bange for, at få sit hjerte knust.
"I think it's beautiful, how you hold on to the idea of love" indrømmede ham, efter at havde hørt den lille historie, om den rødhåret mand, og hvordan han på trods af det endnu gjorde ondt, forsøgte at holde fast på ideen om, at han igen ville føle kærligheden. Dog som der langsomt blev stille i rummet, lod han sin hånd glide op langs Lonán's lår, dog evigt så langsomt og nærmest pirrende. Med sin frie hånd, åbnede han op i sin sorte vest, så nu var det kun slipset og den mørkeblå skjorte, der skjulte hans brede bryst. De blå øjne gled op langs Lonán's ansigt, hvor de dog holdte et godt stykke tid, ved de bløde læber.

Lonán rystede svagt på hovedet ved den sætning som vampyren havde sagt. Det kom ikke an på hvor mange gange man havde fået ødelagt sit hjerte. Som han åbnede sine øjne så han på de blå med et skævt smil, for vampyren havde vendt sig mod ham end smule. ”Even broken hearts can heal if you let it, but it takes a lot of courage to do that, so I would not blame anyone for not trying,” sagde han med et varmt smil på sine læber. Alexander talte igen og omtalte hvor smukt det var at holde fast i kærligheden og han lo lidt. Måske var der folk der fandt det dumt at han ville prøve igen, specielt efter hvordan døden var blevet pålagt ham af den mage der var ment til ham. Den hånd der gled op af hans lår fik ham til at rynke brynene og han satte sig op som Alexander begyndte at tage sit tøj af.

”You don’t like talking about love, so you just do this?” spurgte han og vendte hovedet på skrå. Lonán fjernede ikke vampyrens hånd der var vandret op af hans lår. Han placerede en hånd på hans og smilede varmt med det drengede blik han så tit havde. ”You drown yourself in lust to keep out love, is my guess – but then again, I don’t know you,” sagde Lonán og rykkede forsigtigt tættere på vampyren. Hans bevægelser var rolige, for det var nemmest for ham at fokusere på hvordan han kunne bevæge sig på den måde.

”I don’t want to offend you, so please stop me if I say something you don’t like,” sagde han roligt med ansigtet tæt på Alexanders. Lonáns brune øjne så nærmest spørgende på vampyren, for han forstod ikke helt hvorfor den høje mand pludselig valgte at røre ved ham på den måde. Var det for at stoppe samtalen om kærlighed? Var det fordi han ikke kunne styre sine lyster? Der var vel mange valgmuligheder, men Lonán så blot på Alexander som han sad tæt på ham.

Han fulgte hvordan Lonán satte sig op, og da han kommenterede på at i stedet for at snakke videre om kærligheden, så valgte han snarer at føle lidt rundt på den unge mand, hvilket kun fik ham til at trække på skulderne. Egentlig var det en ganske god beskrivelse af ham, hvordan han havde tendensen til at kaste kærligheden væk, fordi han var så bange for at blive såret igen, men et sted også bar en ensomhed, der gjorde han druknede sig selv i sex og andet form for begær. Dog var det selvfølgelig aldrig noget, som han faktisk indrømmede "Well lust is very nice" der kom et skævt smil frem på hans læber, som han samtidig bemærkede hvordan Lonán rykkede sig tættere på.
Nok havde de ikke gjort meget, men at være så tæt på det duften af det søde blod, og oftest med vampyrer, så var enten sulten for blodet der kom op, eller lysten til sex. Dette var dog noget, som ganske få faktisk kendte til. Hans øjne gik fra Lonán's øjne til hans læber, i takt med at han så den anden mands ansigt komme tættere og tættere på "I am not offended" indrømmede han som han selv bevægede sig tættere på Lonán, det var nærmest berusende at være så tæt på duften af det søde blod. Da deres næser endnu engang ramte imod hinanden, lod han spidsen af sin tunge glide op langs Lonán's læber.

”Lust is nice, I can’t deny that,” sagde Lonán med et skævt smil, og bemærkede hvordan Alexander virkede mere ivrig til at være nær ham. De brune øjne så kort ned som han mærkede vampyren rykke tættere på. Det var måske ikke helt gennemtænkt for en engel at være alene i et lokale med en vampyr, men han havde jo ikke gjort ham noget endnu. Han så op igen som deres næser ramte hinanden og han mærkede tungen mod sine læber. Lonán lo lidt, for det var stadig underligt at mærke sin krops ønske om at give efter for manden. De var trods alt i en seng, så det ville ikke være et langt spring, men alligevel vidste han ikke helt hvad han skulle sige til det hele. ”Lust is heat pulsing through your body, burning everything around it as it wants to take control – But love fill a void inside us,” sagde Lonán og placerede en blid hånd mod Alexanders hånd før han rejste sig op fra sengen og rettede lidt på sin skjorte og ikke mindst hans butterfly.

”As I told you, I don’t want to be a toy – and lust will not fill the void I have inside,” sagde han med et venligt smil. Det var ikke fordi han afviste muligheden for at de kunne føre dette videre, men den måde som Alexander bevægede sig frem gjorde ham usikker. Usikker fordi han kunne se en del af sig selv i Alexander – selv havde han førhen druknet sine sorger i alkohol, men det var igen en del af fortiden. ”Please don’t use me to drown out the pain,” sagde han og så ned. Han følte sig en smule forlegen, for manden havde ikke vist ham andet end venlighed, men det betød vel ikke at Lonán havde lovet ham noget.