Its so cold. I just miss you - Zitora

Hun havde siddet op af træet og var ved at falde hen da hun pludselig følte at hun ikke var alene. Hun åbnede øjnene svagt og så sin mor stå ved et af træerne og kigge på hende. Hun spærrede øjnene op og pressede sig op af træet mens hun mærkede at hun ikke længere kunne mærke sine arme eller ben, de ville ikke bevæge sig mere. Hun mærkede tårene presse sig på og her var der intet hun kunne gøre. Moren begyndte at gå mod hende og sætte sig ved hendes side som hun aede Lynelles kind med et blidt smil over læberne. "I've been waiting for you, munchkin. Soon we'll be together forever," lovede hun Lynelle som fik Lynelle til at mærke mere af den ukendte varme hun ellers manglede. "Mom..." hviskede hun stille og lukkede sine øjne i.
Da Zitora fandt hende, var hun helt kold. Hendes øjne var lukkede men hun trak vejret - Bare meget svagt. Hjertet prøvede sit bedste på at holde sig kørende, men kulden var for overvældende. Hun mærkede en varm hånd på sin som fik hende til at åbne øjnene svagt men alt var for sløret til at hun kunne se hende og hjernen var for sløv til at registrere hvem der talte til hende.
Marcel var på vej ud da han hørte Zitoras kald. Han kiggede rundt før han vendte bilen og åndede tungt ud. "Give me your location.." tænkte han hastigt som han trådte speederen i bund. Så snart han havde fået den, fræsede han forbi alle biler og kørte af og til i den modsatte kørebane for at overhale de andre. Han kom hurtigt frem til skoven, eller så langt som han kunne komme, før han greb et tæppe fra bagsædet og hoppede ud af bilen. Han løb mod dem og mærkede varulven vågne. Hans ben begyndte at bevæge sig hurtigere som musklerne strakte sig ud og lod ham nærmest hoppe fra sted til sted. Han kaldte. "Zitora!" mens han prøvede at finde dem. Hvis han hørte hendes svar, løb han mod dem og hurtigt kom han frem. Han stoppede kort og sank sammen som musklerne slappede af og ømmede sig kort. "Oh bloody hell," mumlede han for sig selv som han greb Lynelle og svang tæppet om hende. Han kiggede på Zitora og havde et bekymret udtryk. "She is dying. She needs warmth. Crawl under the carpet and give her some of yours. If her heart stops, then we'll have to make it start again," begyndte han og lagde sine varme hænder mod Lynelles kinder som han løftede hendes tunge hoved og kiggede hende i de halvlukkede øjne. "Hey, now.. You have to keep your eyes open. Stay awake," sagde han til hende og rejste sig mens han kørte en hånd gennem håret. "How did this happen? Why is she out in the woods?" spurgte han og sukkede let. "I was going home.." tænkte Lynelle som hun kæmpede for at holde sig vågen. "It's... so peaceful out here..." tænkte hun så.

Hun åbnede øjnene helt som hun hørte Zitora i sine tanker, men det var tydeligt at hun ikke så noget som helst. Hun smilte stort og grinede så en anelse svagt. "I can hear you... Am I dead?" tænkte hun og mærkede så endelig Zitoras varme mod sig. Kroppen begyndte at skælve som den varmede sig op lidt af gangen og Lynelles smilende læber skælvede. Marcel sank en klump og gik lidt rundt som han tænkte på hvad de kunne gøre. at han ikke registrede at Zitora takkede ham for at komme, ikke sådan helt. "She can't stay out here. The warmth isnt enough. But if we put her in a hot car, it'll shock her body and put her in a way more dangerous condition. If I carry her to your car, can you put the heat on a slight cold setting? It will be warm enough for her body to adjust." spurgte han og kiggede igen på Lynelle. Han tog en lygte frem og lyste ind i hendes øjne. "This isnt good," sagde han da øjnene ikke reagerede på lyset.
"We have to go now. I'll carry her. Get to the car," sagde han og begyndte at pakke Lynelle ind i tæppet før han løftede hende i sine arme. "And of course I'd come. I'd always come when you call," sagde han til hende med et lille smil på læberne. Han kiggede så på Lynelle og ruskede let i hende. "Come back to us, don't give in to it," begyndte han før han begyndte at løbe mod bilen. "Is it day already? It's so light... Tory, have you seen a sky so beautiful?" spurgte Lynelle i sine tanker og fortsatte med at smile skælvende mod den mørke himmel.
Da han fik sat Lynelle ind i bilen lukkede han døren og lagde sine hænder mod bilens tag som han bed frustreret sammen. Han åndede tungt ud og rettede sig op før han gik over til Zitora og lagde armene om hende og gav hende et blidt kys på munden. "I'm glad you called for me. She might get out of this alive," forsikrede han hende og aede

Da Lynelle lå i bilen, lyttede hun til det som Zitora havde sagt, som var der et echo af det samme der gik om og om igen om at hun skulle blive. Hun lod sine tunge øjne glide i og mærke den kølige varme trænge sig på. "You know, I called you so many times, hoping that you'd call back and tell me it was all just a bad dream. I waited by the phone while I drew, I waited while I listened to the radio. You're the only one who has ever been there for me," tænkte hun og mærkede de skælvende bølger gå gennem hendes krop som livet så ud til at brede sig i hende igen. Hun knugede sine hænder forsigtigt sammen og trak sig sammen i tæppet. "But it's alright now. She's here with me. My mom. She's keeping me safe..." tænkte hun og åbnede sine øjne en smule for at se at hendes mor sad ved siden af hende og aede hendes arm. "She's here..." hun smilte en anelse.
Marcel nussede Zitoras baghoved og kiggede mod bilen, da han bemærkede at Lynelle smilede på en eller anden underlig måde. Han prøvede ikke at se for undrende ud, men det var svært. "Isn't she... smiling differently now?" spurgte han og slap forsigtigt Zitora for at gå hen og kigge ind i bilen. Han spærrede øjnene op da Lynelle pludselig kiggede ham i øjnene og han så en skikkelse sidde ved siden af hende. "Oh no," sagde han hurtigt og åbnede døren før han trak Lynelle ud af bilen idet sikkelsen rakte frem mod hende. "What the bloody hell is that?" spurgte Marcel og kiggede så på Zitora. "He looked into my eyes. Only he can see it," tænkte Lynelle og vendte blikket mod Zitora da hun var begyndt at kunne styre sin krop igen. Hun kiggede ikke Zitora i øjnene, kun på hendes næse. Marcel trådte tilbage og fik et lettere skræmt udtryk i øjnene.

Marcel trådte tilbage som Zitora havde fået fat i Lynelle og vendte blikket mod et træ til sin højre, med et skræmt blik i øjnene. Det var som om at Zitoras ord ikke kunne nå indtil ham, han var fanget i en trance. En døende kvinde sad pludselig oppe af træet og Marcel styrtede hen til hende. "Mother?" spurgte han forvirret uden at vide at det blot var Lynelles evne der havde manifesteret sig i noget han kendte. Kvinden løftede hånden op og aede Marcels kind hvor benede tynde fingre kørte henover Marcels kind. "You know how you caused people so much pain, my dear?" spurgte hun som en anelse blod gled ned af hendes hage. Marcel blinkede forvirret og kunne mærke hans øjne blive våde. "Mum. I never meant to hurt anyone... No one was meant to die..." begyndte han en anelse stille og knugede sine hænder sammen.
Lynelle kiggede på Marcel og kunne se hvad han så, en fordel ved hendes evne. Hun sank en klump og greb bedre fat om Zitoras skulder. "We can't help him. It's his innermost fears and shame coming to live before his eyes... I.... I'm sorry..." sagde hun en anelse hæst og tørt hvorefter hun hostede da hendes mund føltes som en ørken. Hun så ned i jorden og tog en dyb indånding.
"You thought you were going to play god, my boy. And all these people suffered..." sagde hans mor og kiggede på ham med et dømmende blik, men Marcel behøvede ikke se det for at mærke det. Han sank en klump og kiggede op på sin mor som han rystede på hovedet. "Please don't say anymore.. I already know that I messed up," bad han og greb hendes hænder, men hun borede sine negle ned i hans som hun trak sig selv tættere på ham. "And it doesn't even end there, does it? You're also working for the people that hurt those you love, you still cling onto the idea that you can make it right," hvæsede hun. Marcel trak sig væk og bed sig i læben. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han kiggede mod Zitora og Lynelle. "Get her out of here. She should be someplace warm," sagde han før han vendte blikket mod sin mor der havde rejst sig og gik ind mod skoven. "I should go look for you sister... Haven't seen her in a while, that pretty lass," sagde hun i en tone Marcel havde kendt for godt. "Mum, don't do this... Don't remind me of what happened.. I beg you," bad han skikkelsen der bare fortsatte ind i skoven.

Skudet kom hurtigere end lyden og plantede sig i hovedet på manden der havde holdt pistolen mod Zitoras hoved. Efterfølgende kom der flere skud ud i samme hastighed som den første for at ramme dem som stadig blev stående. Roligt rejste han sig og klappede riflen sammen som han smed på sin ryg og trådte ud mellem træerne. "Sorry to intrude," undskyldte han før han kiggede mod Elena. "I promised your mother to keep you safe by all means possible," sagde Simon før han så kiggede på Zitora, Lynelle og Marcel som han aldrig havde set før i sit liv. Lynelle kiggede på den lille pil der sad i hendes underarm og trak den ud med en mindre klynken. Hun havde lige nået at kigge op, før en fod i ryggen fik hende ned på jorden. Hun smagte den kolde jord i munden og gemte sit ansigt i sine hænder som frygten kravlede overalt i hende. Hun havde ikke hørt skuddene før folk begyndte at falde på jorden og hun skreg, hun havde jo aldrig oplevet noget som dette og det skræmte hende fra vid og sans.
Marcel havde mærket pilen der havde ramt hans skulderblad, men hans øjne var plantet mod skikkelsen der lokkede ham med sig. Det var først da han hørte Zitora falde at han vendte blikket og mærkede skikkelsen miste sit tag om ham. Han kiggede tilbage og så at den var væk, men da han vendte sig om havde en fyr sin pistol peget mod hans hoved. Han løftede hænderne da skudet havde ramt manden der havde truet Zitora, og ham foran Marcel havde for travlt med at kigge tilbage efter sin kammerat. Marcel greb ham og slog sit hoved mod hans, et hårdt slag der fik Marcel til at bakke tilbage og tage sig til hovedet.
Simon tog en dyb indånding og trak sin pistol da en af mændene på jorden rykkede på sig. "Who do you work for?" spurgte han advarende og satte sig på huk ved manden og pressede sin pistol mod hans øje. Simon var normalt ikke typen der var voldelig, men det her havde virket familiært, som noget han havde oplevet før. Han så afventende på manden.

Simon smilede let til Elena som han så kiggede på Zitora. Han kneb øjnene let sammen da han så endnu en der lignede Tatia, var det endnu en datter? Han så Tatia gå hen til hende og åndede tungt ud. Han var glad for at de havde været i området da det skete, for ellers vidste han ikke hvad der kunne have sket med dem. Han holdte stadig pistolen presset mod mandens hoved som ikke så ud til at give ham de svar han ville have. Han åndede tungt ud.
Lynelle kiggede op på Elena, ikke højere end næsen for at undgå at endnu en skulle rammes af hendes evne. Hun vendte så blikket mod jorden og kravlede ind i Elenas favn som hun begyndte at græde. "What was happening, I don't understand" hulkede hun hysterisk og begyndte at ryste på hovedet. Det her var kun noget man ville se på film, aldrig i virkeligheden, i hvert fald for Lynelle. Hun holdt fast om Elenas arm og lukkede sine øjne i som hun prøvede at kontrollere sin vejrtrækning. "Thank you, truly" mumlede hun en anelse grødet og hulkede fortsat en anelse.
Marcel var først kommet en anelse tilbage fra slaget da Zitora vaklede ind i hans arme. Han lagde dem om hende og trykkede hende indtil sig som han lukkede sine øjne i og kyssede hendes hår flere gange. "You're safe now, dove, it's alright," forsikrede han hende og kiggede en anelse op som han gav hende flere kys i håret.
Simon nåede ikke at gøre meget før Tatia stak sit sværd igennem manden. Han slap hans krave og lod ham falde til jorden og rejste sig roligt som han lagde sin pistol tilbage i hylsteret det var kommet fra. Han så på Tatia og nikkede så kort. "Yeah, go home. We'll deal with this me..." mere nåede han ikke at sige da en bil kom farende og en vred kvinde trådte ud af den før hun slog armene i vejret. "What the fuck?" råbte hun arrigt og Simon åbnede øjnene overrasket som han havde lagt en hånd over sin pistol. "First I feel all drowsy and worried," begyndte hun som hun trådte frem og kiggede på Zitora. "I call you over and over with no response at all, I had to and god be my witness, search on the 'I lost my phone option' to find whereever the hell you are," sagde Kaiya bearbejdende før hun kiggede på de andre og på dem som var døde. Hun lod sine arme falde ned og fik et forvirret udtryk i øjnene. Så kiggede hun på Elena og Lynelle. "Lyn?" spurgte hun så forvirret og Lynelle kiggede en anelse op før hun kiggede ned igen. "Hey Kai," mumlede hun stille.

Da Elena fortalte hende at alting nok skulle gå og de onde mænd var væk, følte Lynelle sig atter sikker. Hun tog en dyb indånding og tørrede nogle af de mange tårer væk der havde gjort hendes kinder våde og snøftede et par gange. Hun nikkede en anelse og greb fat om Elenas arm. "Okay... They're gone.. We're safe," gentog hun og kiggede en anelse op på Elena dog ikke længere end næsen. Hun følte sig stadig så kold og mærkelig, så da Tatia lagde en hånd på hende og gav hendes indre noget varme, åndede hun lettet ud og så taknemmeligt mod Tatia. "Thank you.. I really needed that," med et svagt smil over sine læber.
Marcel kiggede mod Kaiya og holdte stadig Zitora mod sig, han var stadig rystet over alle de ting som var sket, og mest det der skete med ham. Han kiggede en anelse tilbage mod skoven og tog en dyb indånding, fortalte sig selv at det måtte være Lynelles evne og at det ikke var rigtigt. Det kunne ikke være rigtigt. Han kiggede tilbage mod Kaiya og trak let på skuldrene. "It's just the usual good old drama for us, I guess," mumlede han en anelse fraværende før han kørte sin hånd op og ned af Zitoras ryg. Han kiggede ned på hende og kyssede hendes pande. "I'm glad you're okay.." hviskede han stille mod huden på hendes pande og trykkede hende kort helt tæt indtil sig før han slap hende lidt igen dog uden at bryde konktakten med hende, hun skulle vide at han havde hende og hun var sikker.
Simon kiggede kort mod de andre før han kiggede på Tatia igen. Han kløede sin nakke let og gik over ved siden af hende som han skævede mod hende. "Are these all your daughters?" spurgte han stille i håb om at det kun var dem der kunne høre dem. Kaiya vendte sit blik mod ham og kneb øjnene sammen, da hun ikke helt vidste hvem han var. Hun så så dog da han blidt greb Tatias albue og nussede den, var der noget der slog klik og det gav mening. Hun sagde ikke noget og kiggede så mod Zitora som hun snakkede. "Then it's good that we're a family that looks out for eachother," sagde hun så bare og åndede ud. Hun kiggede mod Lynelle som Zitora sagde at hun næsten døde og sank en klump. Der var ikke flere i denne familie som skulle dø.
Lynelle så op på Elena som hun tog sin pen op og brændte noget på hendes hud, som gav hende et forundret udtryk. Da Elena så lagde sine fingre under Lynelles hage og tvang hende til at se på hende, lukkede Lynelle øjnene en anelse instinktivt med et skræmt udtryk, dog da Elena sagde at der ikke ville ske noget, åbnede Lynelle forsigtigt øjnene og kiggede ind i hendes. Hun kom med et overrasket smil og en dyb udånding før hun greb fat om den hånd der havde været under hendes hage og gav den et blidt klem. Hun mærkede en varme i kinderne og kiggede en anelse væk. "You have beautiful eyes.. Very beautiful," mumlede hun med et lille smil på læben. Hun kiggede op da Zitora foreslog mad udefra og vin, som fik hende til at smile let. "Sounds good," sagde hun rejste sig forsigtigt med hjælp fra Elena, dog slap hun ikke hendes hånd. Hun kiggede ned på deres hænder, før hun kiggede op på Elena med et smil.
Kaiya gik over til Zitora og lagde sine arme om hende og Marcel for at give Zitora et kort klem. "Yeah let's do that," sagde hun så før hun kiggede mod Tatia. "I'll call you later, mom. I'm glad you and your boyfriend saved them," sagde hun så med et lille smil før hun kiggede på Simon der kiggede lidt ned i jorden og kløede sin nakke, for at rømme sig en anelse. Lynelle gik over til bilen med Elena og satte sig ind, hvor hun kiggede på Elena, det føltes så mærkeligt at kunne kigge nogen i øjnene. Ikke desto mindre gjorde det hende meget glad. "How is it not affecting you? I.. dont understand," sagde hun noget forundret men glad.
Kaiya satte sig ind i den samme bil og rullede vinduet ned mens hun kiggede på Zitora og Marcel. "You hopping in or are you afraid to leave your cars here?" spurgte hun så og lagde hovedet på skrå. Marcel så på Zitora og så på Kaiya. "We'll meet you there," lovede han Kaiya før han tog Zitoras nøgle og gik over til bilen og åbnede døren for Zitora. "I'll drive. My car will be fine," forsikrede han med et lille smil.

Simon nikkede til Tatia som hun forklarede hvem der var hvem, det virkede til at give mening. Han kunne se hende i alle tre. Han tog fat om de andre døde og begyndte at trække dem mod skoven. Han havde et bekymret udtryk da Tatia havde sagt at der stadig var nogen i live fra arenaen. "We'll look into it on the 'morrow. For now, let's investigate and make sure no others saw them out here," sagde han så og kiggede tilbage mod bilerne. Han håbede at de var sikre nu.

// Simon out <3

Kaiya kiggede bare på Zitora og Marcel og nikkede som hun kørte afsted. Hun kiggede lidt i bakspejlet på dem og så hvordan de stod og snakkede. Hun sank en klump og kiggede så på Elena og Lynelle som et lille smil bredte sig på hendes læber. Hun var ikke sikker på at hun havde set Lynelle være så glad før. Så at se denne triste pige der knapt nok smilte, pludselig være fuld af liv og smile livet løs, det smittede af.
Lynelle lyttede interesseret og kørte forsigtigt en finger henover runen hun havde lavet. Hun mimede et wow og kiggede så op på Elena. "That's cool! I've never seen it before, so this must make you some kind of super hero," sagde hun så før hun grinte let. Så frøs hendes ansigt og hun rømmede sig kort med et lille smil. "Which I wasnt saying to make fun of you," rettede hun så sig selv. Da Elena sagde hun havde smukke øjne, kunne hun mærke at hun rødmede en anelse og kørte noget hår bag sit øre. "Thanks.. A lot of people see them, but I usually never see theirs," forklarede hun så og kiggede forsigtigt på Elena igen med et smil.

Marcel kiggede på Zitora som hun sagde at hun sagtens kunne køre, men han rystede bare på hovedet og nussede hendes skulder. "It's no biggie. I got this," sagde han så og var ved at slippe døren for at lade hende træde ind da hun så spurgte indtil hvad der var sket. Han rømmede sig let og kiggede ud mod skoven, som han ikke helt vidste hvad han skulle sige. "Um... I'm not gonna hold this a secret, but I do have a troubling past, that I've never mentioned," forklarede han så mens han kløede sin nakke lidt og bed sammen. Han kiggede mod træerne som skikkelsen var gået mod og sank en klump.
"My mother died, when she went out looking for my sister. Some people found her in the woods, and said that her last words were calling out for my sister. I should have stopped her, but I didnt think she would die from it." han tog en kort pause mens han rømmede sig inden hans stemme kunne nå at blive grødet, "She was very old and the woods are a danger to anyone who's fragile enough. I never got to see her, they burned her before that. So all I can think of whenever I think of her, is how she walked around a whole night, just calling and calling, hoping for my sister to show," ordene sveg i hans hjerte og han åndede tungt ud.
Han satte sig ind i bilen og lænede sig tilbage med et tomt udtryk i øjnene. "She died with strangers who didn't know who she was," sagde han så endeligt og lagde panden mod toppen af rattet. Det var ikke rart at fortælle, for han havde gået så mange år og tænkt på det, dog var det længe siden at han rigtigt havde fået tænkt det igennem.

Da Elena sagde at hun kunne lave pandekager, lavede Lynelle et overrasket blik med et kæmpe smil over sine læber som hun greb Elenas hænder. "I love pancakes!" udbrød hun glad, før hun spærrede øjnene kort op og kiggede væk. Hun bed sig lidt i læben før hun begyndte at grine en anelse. "It has been a while... Since I've been this happy. It usually happens with Kai or Tory... I really enjoy it though... It's new," sagde hun så og kiggede på Elena med glæde i øjnene. Hun slap dog ikke hendes hænder, det nægtede hun. Den varme der lå i de hænder, det var en varme hun begyndte at føle at hun havde manglet. Hun ville ikke slippe den nu hvor hun havde den. Kaiya slukkede bilen da de var fremme og vendte blikket mod de to der sad bag i. "If you go up and get things ready, I'll be there in a sec, just need to make a call first," sagde hun med et smil før hun trådte ud af bilen og trak sin telefon op, som hun rakte Elena og Lynelle nøglen til lejligheden. Hun ringede til ham, blot for at høre hans stemme. "Hey Amery." - "Thanks for the heads up, she is fine now. Yeah my mother and her boyfriend was there to help them," forklarede hun, "...but I have to run again, we're gonna have some takeout and wine now. Just wanted to tell you everything was alright. I hope you're good too," sagde hun så før hun lagde på og smilte lidt for sig selv som hun klemte kort om sin telefon. Så gik hun op til de andre.

Marcel skævede mod Zitora som hun sagde at han skulle lytte, og han sank en klump over det næste hun sagde. Han rettede sig op og lænede sig tilbage i sædet som hans blik vandrede ud mod vejen foran dem. Han bed kort sammen og rystede så på hovedet. "They knew she was long gone. An autopsy was made on a burned body, not that medical science was pretty good back then. It most probably wasnt her, but the mayor wouldnt let the public worry about the disappearance of a young girl. It would cause chaos to not do anything. But my parents never believed it, I didnt either," forklarede han så og åndede tungt ud. "It was probably a poor lass who died of the plague, that had to take the fall for the unexplainable thing that happened to my sister. I know she's out there somewhere, or maybe I hope." sagde han så før han sank en klump og rystede på hovedet. "Either that or I've carried my mother's insanity to the point where I carry on her memory by keeping her dead hope up," han slog panden let mod rattet igen og satte sig så ordentligt op. Da Zitora sagde at hun ikke vidste han havde en søster, smilede han skævt og trak let på skuldrene. "I don't, not anymore," rettede han hende før han stirrede på speedometeret. "We can talk about that some other time though. I'll pour my whole heart out and it'll make you cringe," han prøvede at smile men han var stadig meget påvirket af de ord han havde sagt. Han åndede tungt ud . "Let's go before Kai gets another one of her angry fits," sagde han idet han tændte bilen og begyndte at køre afsted. Han håbede at Zitora ikke ville være stødt over at han ikke rigtig ville snakke mere om det. Han følte bare at hans hjerte kunne eksplodere hvis han skulle tænke mere over det i aften.