I miss you so much, everyday without you is pain

Tid Klokken er langt ud på natten, omkring de 3 om natten
Sted Starter ud i John's soveværelse, men ender ud i en celle i Umbrella Corporations bygning
Omgivelser Cellen er kold, og man kan finde John siddende i cellen. I cellen ved siden af ham, kan man finde Christian. Derudover kan man finde Aspen inde i John's celle
Vejr Udenfor er det koldt, det blæser og regner
Påklædning
- Tøj + Sko Han har en stor sort sweater på, og et par shorts. Han har ingen sko på, men store hyggesokker
- Hår + Make-up + Smykker Hans hår er kort og blondt Link. Han har intet make-up på. Han har ingen smykker på

Emnet er tilegnet @John <3

Det var stille begyndt, at gå bedre for ham. De mange slag, som han havde fået fra sit overfald, var nu efterhånden forsvundet. Han havde været så heldig, at Jocelyn kom så ofte på besøg, også havde han Jay der også var en støttende hånd for ham. Jocelyn havde endda klippet hans ellers så lange hår, så han nu faktisk følte mere behagelig og tilpas med sig selv. Egentlig havde han altid hadet sit lange hår, men da han levede på gaden, havde det aldrig rigtig været en mulighed, det at få det klippet ordentligt, og da han så flyttede ind hos John, gemte han lidt tankerne væk. Dog havde Jocelyn været en skat, og faktisk hjulpet ham med hans mindre problem. Generelt var det eneste problem nu, at John endnu ikke var fundet, og at han savnede han mere end noget andet. Han havde brug for denne fantastiske mand i sit liv, brug ham ved sin side. Den mand gav ham en smagsprøve at det bedre liv, for så blot at forsvinde, hvorefter det vidste sig at han havde været bortført af en kælling, der åbenbart havde vise problemer. Han sukkede og forsøgte kaste tankerne ud, som han puttede sig ind i den varme dyne, og langsomt faldt i søvn. Det at sove var dog endnu ikke det nemmeste, for han havde prøvet at det at sove ved siden af John, hvilket nok måtte være det bedste i hele verden, så al andet form for søvn, var koldt og tomt, nu hvor John ikke var der ved ham.
Efter noget tid faldt han dog endelig i søvn, og varmen der havde omfanget ham, forsvandt dog med et og pludselig vågnede han op et underligt sted. Han rejste sig og så sig forvirret omkring, det var et sted han aldrig havde været, og han var ret sikker på, at han var faldet i søvn i en seng, og at der ikke havde været folk, som havde bortført ham. Han kunne mørke kulden imod sin hud, og dog som han rakte frem for at røre ved muren, røg hans hånd direkte igennem. Dette måtte betyde at han var her, men på samme tid var han her ikke, hvilket var meget meget mærkeligt. Af ukendte grunde, var han draget imod en gang længere fremme, og mere specifikt, et lukket og meget låst rum. Dog siden han ikke rigtig var der, og de vagter som rendte rundt på gangene, syntes ikke at kunne se ham, vandrede han gennem døren, og ind i rummet, hvor han fandt en søvende John. Hans hjerte sad med et op i hans hals, som han betragtede manden han elskede foran sig. Han vandrede hen til ham, hvor han satte sig på knæ foran ham. Han var helt betaget, og vidste hverken hvad han skulle sige eller gøre. Som han rakte frem imod ham, forventede han halvt om halvt, at hans hånd ville ryge gennem Johns hovedet, dog var John fast, så han strøg ham blidt over kinden. Han fjernede endda også et par enkelte lok af Johns hår, hvor han førte dem om bags hans øre "I missed you so much" han forventede ikke John kunne høre ham.

Dagene i cellen var ikke ligefrem behagelige. Der var stadig meget tilvænning for ham, sværdet var nok den største faktor indenfor det punkt. At skulle bruge det igen, og tilmed at han blev tvunget til at skulle træne med sin far, for at blive bedre til at bruge det? Han var allerede inde i mørket, og med sværdets hårde nedslag af en påvirkning, gang på gang, var det hårdere for John at modstå mørket. For det meste var nætter søvnløse, hvis han altså ikke var ved det fysiske punkt hvor han ikke kunne andet end at sove selvfølgelig. Denne nat var en hvor han modvilligt var faldet i søvn, af ren fysisk og ikke mindst psykisk træthed.
Det eneste der holdte ham tilbage fra at give ind til det han mente var det værste i verdenen, mørket, var tanken om at kunne være sammen med Aspen igen. At holde ham i sine arme, dufte til ham, lytte til ham og ikke mindst bare mærke hans komplette nærvær. I hans drømme, når han drømte, var det om de minder han havde med Aspen. Det var også om deres fremtid sammen, men der var også mareridt, mareridt om dagen hvor Aspens liv hang i en tynd tråd. Han drømte også om hvordan han havde lyst til at kvæle livet ud af Rayna med sine egne hænder. Hans had til den kvinde kunne ikke forklares.
Han havde også kunne tale nærmere med manden i den anden celle. De brugte mange dage på at holde hinanden ved selskab og på en måde gav det John håb for situationen. Han følte sig mindre alene. Det var på en måde rart, men John vidste at hvad end han selv blev trukket igennem i dette gudsforladte helvede, havde manden i den anden celle det langt hårdere end John nogensinde kunne. Noget sagde ham at manden ikke havde en heldig aftale om selv at være her. Hvis man kunne kalde Johns aftale heldig, i realiteten var den nok alt andet end heldig, men stadig bedre end hvad manden Christian ikke havde af aftaler.
Hans drømme denne gang var heldigvis om Aspen, så han sov noget så roligt. Han følte sig dog underligt tilpas lige pludseligt, som var Aspen ikke kun med ham i hans drøm. Det var uforklareligt men ikke desto mindre gjorde det drømmen bedre. Den skulle dog ikke vare længe, da han mærkede et blidt strøg over kinden. Hans øjne åbnede sig som døre der blev flået op, og han satte sig hurtigt op, som han kiggede forvirret på.. Aspen? Hans visuelle forvirring blev blot større, og kort rakte han frem, ud efter Aspen. Hans hånd rørte blidt ved hans kind, før et sørgmodigt og bekymret udtryk var over hans ansigt. Dog var han ikke panisk. "You're here... But you're not here.. I can feel it," sagde han roligt som lettelsen bredte sig i ham. I et kort øjeblik troede han faktisk at Rayna havde hentet Aspen hele vejen herover blot for at pine John mere end hun allerede havde gjort. Men han vidste også at hun på en måde var en kvinde der holdte ved sine ord.
Han var på mange måder glad for at se Aspen igen, men alligevel føltes det også som en dyb smerte i hans hjerte. Han åndede tungt ud og kiggede væk fra Aspen som skam og sorg var over hans ansigt. "I've missed you too, kid. Believe me, I have. But I'm also ashamed, because of this place and what it's making me into," sagde han så bare ligeud, som han vendte blikket mod Aspen. Der var ingen grund til at lægge skjul på noget, han kunne alligevel aldrig i sine vildeste drømme lyve for Aspen. Ikke engang hvis han virkelig bare ville, som han ville nu. Fortælle ham at alt var fint, alt skulle nok gå. Men han vidste ikke om det skulle gå. Om tingene kunne blive bedre. Han kiggede så lidt på Aspens hår, og rørte lidt forsigtigt ved de korte totter. "How much did you get? For the hair?" spurgte han så, før hans gamle og lettere ikoniske fjogede smil bredte sig på hans læber.
"You look amazing... And super handsome," sagde han så, bare for at komplimenten ikke skulle gå tabt. Det tog ham alt i kroppen, ikke bare at kaste sine arme om Aspen og holde ham tæt mod sig. Men han turde heller ikke, for hvad hvis dette bare var en drøm? Hvad hvis en pludselig bevægelse eller berøring, ville fjerne Aspen fra cellen og efterlade John til mørket igen?

Han havde næsten foret sammen, da John's øjne åbnede sig hurtigt op, specielt fordi han et sted endnu troede, at dette var en hyperrealistisk drøm, dog forblev han overraskende rolig, og som John's hånd lagde sig imod hans kind, lukkede han kort øjnene. Det føltes virkeligt, han kunne føle varmen fra hans hånd, han gned sig imod varmen, det velkendte og trygge, som forekom når John rørte ved ham. Han skar en grimasse, da John udtalte hvordan han var her og dog alligevel ikke "I know it's really weird, but I don't really care, I can see you and touch you, that is all that matters" han rykkede sig tættere imod ham, han var mindst ligeså bekymret som John, men der var også en minimal lykke, i det faktum at han faktisk kunne se ham igen. Da John blik fjernede sig fra hans, formede der sig en tomhed i ham, en tomhed som altid blev fyldt ud når John så på ham, med de fantastiske brune øjne. Han vidste fra Jocelyn, at der havde været et mørke i John, et som nok altid ville være der, et han altid ville kæmpe med.
Blidt vendte han John's blik imod sit eget "You are so strong, and you have suffered so much pain, but I am here for you, just as you're always in my heart" blidt lagde han sin frie hånd imod John's bryst "Just remember me, and that I love you, and that I will love you no matter what" der var et trist blik i hans øjne, men der var også den kærlighed, som han følte for ham "We are trying to find a way, maybe find someone who want's the bitch dead just as much as we do" han satte sig ovenpå hans skød, og på trods af vreden og sorgen han følte, så var der kun en kærlighed, som han betragtede manden foran sig "Nothing will ever change how I feel about you" han bed sig let i læben, og et mindre smil formede sig på hans læner. Smilet blev dog større da John rørte hans hår, det han havde fået takket være Jocelyn, og som joken fra første gang de mødtes, blev bragt op, kunne han ikke holde latteren tilbage "It was a good trait, about a million" han kunne mørke lykken og sommerfuglene sprede sig i ham, som det så velkendte fjogede smil, fandt sin vej frem på John's læber.
Han så kort væk, før han endnu engang vendte sig blik imod John "Thank you, Jocelyn is a surprisingly good at cutting hair" han trak på skulderne. Efter at lysten til at kramme John blev for stor, forsøgte han så prøvende med, at putte sig ind imod hans varme krop. Han trykkede sig ind imod ham "I don't want to wake up, I'm so scared and it hurts everytime I don't see you by my side, please come back to me" han bed sig i læben, og en enkel tårer gled ned af hans kind. Han prøvede at være så stærk, og ikke falde i, men det var svært uden John der. Han var blevet så afhængig af John, hvilket både kunne være godt, men også problematisk, specielt i situationer som disse, hvor John var langt væk, og ikke så ud til at komme tilbage, før om lang tid "I dream of you every night, dream of you being at home and it bed" han trak sig en smule væk, hvor hans blik mødtes med John's. Han skulle netop til at sige noget, da en svag og hæs stemme inde i rummet ved siden af blev tydelig "Who are you talking to, have you lost your mind or is it me who hears things" han mumlede for sig selv, svag af alt hvad de havdede gjort ved ham.