never was the cold, so cold - Naómí

Det havde været en lang dag på arbejdet, det havde også været en god dag på arbejdet, med en masse mennesker, men med det fulgte hovedpinen, så Morath sad nu på en bænk med en kop varm kakao, mens de betragtede stjernerne over de sidste børn som stadig legede på pladsen, de havde en masse glæde, og det var bogstaveligt talt smittende, hvilket betød at Morath sad med et smil på læberne af barndoms glæde, lige indtil at smerten kom igen.

Normalt blev hovedpinen bedre af at drikke lidt varmt, og bare kigge på naturen, der var ikke nogle følelser indblandet i det, og det gjorde godt på øjnenen, specielt med den kolde luft fra vintervejret som havde lagt sig ned over parken. Morath havde aldrig før set sne, og det var en ting der virkelig var i tankerne i denne nat, det var så smukt at det var uforglemmeligt, næsten som at være i himmelriget endnu engang, der hvor de kom fra, hvor deres venner var, og mentorer, hvor alt var godt og fredeligt, men missionen var nu engang at lære af menneskene, og blive klogere på verdenen.

efter at det sidste barn var gået hjem, og parken var utrolig stille, men samtidig kunne man høre meget i den utrolig kolde luft, som altid virkede til at bære lyden længere end andre, Morath tog sin Kakao og begyndte at drikke den, med lovning for sig selv om at de ville tage hjem efter at de havde drukket ud.
*jeg glæder mig virkelig til det nye år, endelig kan jeg komme ud og opleve andre folk, opleve verdenen.* Moraths tanker var langt væk og derfor var fokus også helt hen i vejret, det var ikke unormalt at det skete, men specielt nu på jorden var det en større belastning, der var jo ansvar at have hernede, frem for i himlen hvor der altid var andre mere kompetente engle.