Land of the Lost - Marcel

Når han ikke arbejdede hjemme eller var sammen med Zitora, havde Marcel givet sig selv den nye vane at gå i parken. Ikke at han lavede meget her, men han kunne huske da Zitora var død, var det her han havde været mest for at blive mindet om de gode ting i livet, sidde på en bænk og observere børn med deres forældre der løb og legede og grinede højt. Så meget som det varmede hans hjerte, havde det også givet ham en bitter smag i munden om at han aldrig ville nyde sådan en fremtid - I hvert fald ikke til dets fulde. Han kunne elske de børn han ville få, men han ville aldrig kunne elske moren, ikke som han havde elsket Zitora. Den følelse af tomhed han ellers havde følt, blev lettet ved synet af disse glade børn. Marcel vidste aldrig hvad han havde syntes om børn, men han vidste så snart han satte sig på den bænk, var de det bedste i verdenen, nu hvor hans allerbedste var væk forevigt.
Men hun var jo ikke væk forevigt og alligevel sad han her på bænken og dagdrømte. Ville de ligne hende mest med hans hudfarve? Han kunne tænke længe, men en ting var sikkert, de ville være ligeså smukke som hende. Han havde købt en kaffe og fået lænet sig tilbage, da hans telefon bippede og han læste beskeden fra Kaiya. En anelse kryptisk, men det fik ham til at gøre sin kaffe færdig og smide den i affaldsspanden som han rejste sig fra bænken. Han gik med hurtige skridt og øjnene plantet på telefonen, så længe at han ikke opdagede kvinden foran sig som bankede ind i ham. Han stod fast, og kiggede op fra sin telefon for at spærre øjnene op i ren overraskelse. “Aya?” Spurgte han forvirret som hun lagde armene om ham og han lagde en arm om hende med sin hånd mod hendes baghoved. Han blinkede kort et par gange som prøvede han at registrere om det her var indbildsk eller den faktiske virkelighed. “But you... It’s been so long, you should have died of old age... How?” Spurgte han og slap hende lidt forsigtigt som han så på hende med rynkede bryn. Det sidste han havde regnet med var at møde sin egentlige familie. Deres forældre døde for 200 år siden og siden da havde han indset at hans søster nok aldrig kom tilbage.
Han rømmede sig kort og kløede sig i nakken. “Father never gave up on finding you. I just wanted you to know that,” forsikrede han hende som han lagde en hånd mod hendes skulder. “And mum, she replaced your bedlinnen weekly in case you came back to us,” sagde han så og sank en klump.