I have no words for You - Marcel

Et suk forlod hendes læber, som hun lænede sig op af et træ bag sig.  Zitora var klædt i et par sorte jeans med nyslåede huller på knæene, og en mørkeblå striktrøje som var alt hun havde nået at få på.  Det korte mørke hår hang i bløde bølger.
De var på farten. De var bagved hende og hun kunne hører dem hviske efter hende. Zitora sank en klump og bed sig i underlæben, hjertet sprang en takt over. Det havde blæst lidt, men vinden var stillet hen efter hun havde brugt sin evne. Hun vidste ikke hvor hun skulle løbe hen, hun var blevet væk fra dem hun var rejst med. Zitora havde allerede fortrudt at bevæge sig ud men hun havde intet valg, medmindre hun ønskede at dø af sult.
“ Come with us.. hviskede de levende døde mellem træerne. we can smell your fear

Hjertet bankede hurtigere og hurtigere, og pludselig mærkede hun nogle gribe dag i hendes håndled. Zitora gav et skrig fra sig og satte i løb endnu engang, de var ikke langt fra hende, og evnen til at løbe syntes at blive forvrænget for hver meter. Hun fik øje på en Tom bil og løb hen til den for springe derind. Smækkede døren i og låste. Hurtigt låste hun de andre døre i bilen og så nu på disse væsner som prøvede at nå ind til deres bytte.

// @Marcel

Hjertet bankede så hårdt, at hun var sikker på at hjertet snart ville springe ud af hendes brystkasse. Zombie føde. Hun ville ende som zombie føde. Fanget i en bil, omringet af disse væsner. Der var ingen nøgle i bilen og der ville ikke gå længe før at de ville få slået ruderne ind. Zitora klemte sine øjne hårdt sammen, smagte blodet på sin tunge fra læben der blev bidt sammen af tænderne. Den metalliske smag dansede henover smagsløgne, og fik hjertet til blot at springe hurtigere henover markerne. Et skud lød, og fik hende til at gispe af chokket. Endnu et skud og efterfulgt af en række flere. Blod sprang op af de allerede klamme ruder - gjorde det endnu svære for hende at se ud. Så blev der stille. En dræbende stilhed fik det til at løbe koldt henover ryggen på hende, og få de små hår til at rejse sig henover hendes arme.

Hun lænede sig imod ruden, for at få et bedre udsyn af hvad der var sket derude. Så på alle de levende døde på jorden, og en skikkelse - en mand - høj. Han havde hænderne løftet over hovedet, hvilket fik hende til at knibe øjnene lidt sammen. Han kunne lyve. Han kunne være ligeså meget udød eller smittet som de andre? Men hvorfor ville han dræbe en af sine egne? Zitora vidste hun ikke kunne klare det herinde alene, og en kamp imod en ville hun måske kunne slippe fra. Oddsne var bedre derude end herinde i bilen. Så hun sank en klump, og låste døren op. Stille åbnede hun den med en anelse besvær fik hun endelig åbnet døren. Hun havde haft ret i sine anelser, manden var højere end hende - selvom hun havde en anelse hæl på sine støvler. Zitora tog ikke øjnene fra ham, som hun trådte ud af bildøren. Selvom hun tydeligvis ønskede at se sig omkring, være sikker på ingen af disse væsner var i live.
".. Thank you," fik hun så sagt og sank nervøst en klump. "So.. wanna get outta here?" Spurgte hun så før hun tillod sig at se sig lidt rundt, imens armene blev svunget omkring hende selv.

Et sekund efter, så nåede hendes ansigt at ændre sig fra en anelse lettet til undrende. Zitora stirrede på manden med det ene bryn hævet en anelse, og man kunne tydeligt se hun var forvirret over hans opførsel først. Først da han nævnte hendes læbe, blev hun egentlig opmærksom på at hun havde fået bidt hul. Zitora rettede ryggen automatisk som han gik forsigtigt imod hende. Hun så op på ham og sank en klump. Hun mærkede sig selv holde verjet imens hans to fingre inspirerede hendes sår. Kort rullede hun øjne af hans kommentar, som om hun ligefrem havde nået at skulle have sagt. Hun mærkede dog pludselig hvordan muren imellem dem blev ledt at bryde, ment på den måde, at hun kunne mærke, at hvis hun ønskede - kunne hun bare tale til ham igennem tankerne. Hvilket gjorde hun flyttede sine øjne mere intens imod hans - ikke fordi hun ønskede at bruge evnen. Men hun fandt den prikkende følelse i hendes system fascinerende når hun endelig mødte den. Det var ikke ligefrem tit at hun kom til at bemærke evnen, nærmere når hun ikke tænkte over det, ligesom i en given situation som denne her.

Da han endelig var færdig med at se på hendes læbe og vendte sig til tasken, åndede hun ud kort. Først der. Zitora fangede sig selv i at fugte læberne med sin tunge, og den metalagtige smag vendte tilbage. Han gav et navn til sig, hvilket gjorde ham en anelse mindre underlig. Måske var han bare en fyr med gode intentioner om at hjælpe, og den tanke valgte hun at holde sig til.
"The name is Zitora," fortalte hun så. Et mere sjældent navn, et hendes mor havde valgt inden hendes far havde været tvunget til at tage Zitora fra sin mor. Måske det var derfor navnet var så unikt. Hun havde aldrig mødt nogle gange under det navn. Han vendte tilbage og smurte noget henover hendes sår.
"Thank you," sagde hun så taknemmeligt.
Han nævnte at han havde et sted, det var måske mere sikkert at tage med ham - end at finde tilbage til hendes hus i Gaia. Desuden vidste hun ikke om hun overhovedet kunne komme til sit hus, eller nogle af de gade bøller havde overtaget hendes hjem - bare tanken gav hende kvalme. Den sidste kommentar fik hende til at fnyse ganske kort, efterfulgt af et skævt smil.
"Our odds are better if we stick together. The lone wolf dies, but the pack survives," svarede hun ham og trak let på den ene skulder. "You show the day doc," tilføjede hun som en lille opmuntrende kommentar til situationen.

Hun rystede lidt på hovedet over hans måde at overforklare hendes sætninger, men sagde indtilvidere intet til det. Zitora fik set sig omkring, alt det kaos der var - det vendte sig i hende af synet, og hun brød sig ærligtalt ikke specielt meget om det. Et lille fnøs kom henover hendes læber over hans sarkastiske kommentar.
"Depending on.. do you mean the zombies, the humans or the demons. Or maybe the vampires. Who would win in the game of the dead, the blood suckers or the brainies?" svarede hun bare ud i luften. Marcel greb roligt fat om hendes arm, hvilket fik hende til at flytte de grønne øjne kort ned på hans hånd, hvorefter hendes blik søgte imod hans øjne. Dog som hans ord erkendte at der var flere af disse skabninger fremme, kunne hun mærke sit hjerte springe en takt over. Alle instinkter i hendes system skreg at hun skulle vende sig om og løbe. Hun var ikke trænet til det her, hun kunne vinde en debat med ord - men det her, det var ikke ligefrem hendes stærke side.

De grønne øjne flakkede hen på tasken da han tog pistolen med det mærkelige rør op, og tog sigte. Zitora sank en klump og pillede lidt ved et vedhæng hun havde i sit bælte. Hun havde været den, som havde undgået det beskidte arbejde på marken - ikke ligefrem fordi hun ønskede. Folk antog bare at hun ikke kunne klare presset. De havde taget alle kampene for hende, og nu var hun den sidste stående. Sådan burde det ikke have været. Tankene fløj tilbage på den givende situation, i det sekund at Marcel rakte hende våbnet. Hun stirrede på det og sank en klump. Selvfølgelig var hun skeptisk, og måske skulle hun stole på egne evner også - men hun tog en dyb indånding. Zitora nikkede til at hun havde forstået, hvad han sagde. Hun havde da set film og serier - men virkeligheden var mere skræmmende. Derefter gik hun blot med ham igennem den usikre gade. Alt Zitora ønskede lige nu var at en storm ville opstå, virkelig. Nok også fordi, det var en katastrofe som hun kunne håndtere. Zitora så orienterede sig med et nervøst blik rundt omkring diverse kroge, med et anelse stramt greb omkring pistolen som Marcel havde givet hende.

Der var kort håb. Det så ud til at de kunne nå til enden af vejen uden hun behøvede at bekymre sig om at være nød til at skyde nogle. Men så, som hun nåede til den tanke måtte hun hurtig sluge den til sig igen. En masse bank lød fra en låge, og ganske rigtig - træet var snart ikke stærk nok til at holde alle de hænder og den vægt der smadrede igennem det. En flok af disse galninge kom stormende imod dem, og kort frøs hun fast. Chok nærmere. Zitora hørte intet i få sekunder andet endeløse ekko gentage sig i hendes hoved. Det var først da det var påkrævet for hende at trække vejret igen, at hun registeret disse væsner kom med enorm fart imod dem. En anelse rystende hænder holdt om pistolen og hun løftede den op i sit sigte - og skød imod hovedet af en af disse væsner. Det gav et spjæt i hende som hun affyrede. Ikke en følelse hun brød sig om.
"Screw this," mumlede hun for sig selv og så hen på Marcel. "Run. Now, there is a storm coming sagde som hun sendte samtalen igennem sine tanker og hen til Marcels. Hun tog vedhænget af sit bælte. En sød lille vase, som lignede noget hun havde købt i en billig kiosk om hjørnet. Hjertet bankede hurtigere og hurtigere, som hun kastede flasken et godt stykke væk fra dem. Der lød et brag, som et andet tordenskral da vasen gik itu. Braget fik zombiernes opmærksomhed, men på Zitoras kropssprog kunne man se noget voldsommere ville ske om lidt. Det blæste op, voldsomt op omkring dem.
"RUN!" Råbte hun efter Marcel, for at være sikker på at han løb. Derefter vendte hun opmærksomheden imod stormen. For ærligtalt så var det ikke zombierne der var stedets fjende lige nu. Hun fiskede efter et andet vedhæng, og holdt det i hendes hånd. Når dette var ovre, ville det blive nødvendigt. Så ironisk som det kunne se ud, begyndte hun at udføre nogle bevægelser - en form for dans. Men dansen så ud til at kontrollere stormen, fik stormen til at opslugte alle de levende døde. Samlede dem alle op på sin vej, og første dem ud imod skovområdet, hvor de fleste endte på træerne eller bare blev kastet til søs indenfor barrieren. Så greb hun endelig fast i sit vedhæng og kaldte stormen tilbage. Gik direkte imøde med stormen, dansens bevægelser syntes at blive mere intense, mere voldsomme. En af de få talenter som Zitora kunne mestre var storm dansen, ikke ligefrem en evne mange besad. Snart havde stormen lagt sig, og der var helt stille.
"I did it," hviskede hun stolt for sig selv før hun mærkede de sorte prikker danse henover hendes øjne. Balancen forsvandt og snart ramte hun jorden af udmattelse.

Alt hun mærkede var musklernes udmattelse, hun mærkede hver eneste nerve i systemet skrige efter ro. Det tog en bølge af energi fra hende at holde en storm tilbage, bare at tage energien fra den og gøre den ukampdygtig. Men at bruge den som et forsvar også, det kostede - og lige nu mærkede hun hovedpinen det bragte med sig. Der gik lidt tid før hendes egne instinkter for overlevelse skreg hun var i bevægelse, og selvom hun lige var blevet lagt på en sofa, så slog hun øjnene en anelse dramatisk op. Dog blev hun mødt af Marcels ansigt, igen. Der lige i det sekund tillod hun sig at ånde ud, efterfulgt af en masse spørgsmål der fløj lige i hovedet på hende. Zitora gav et suk fra sig, men lyttede blot til hans ord. Dog ventede hun med at svare, i hvert fald for nu. Hun havde brug for at få noget af sin energi tilbage.
"Trust me. This feels more like I have been beaten up for days," fnøs hun let og løftede sig op og sidde med sin ene albue og tog imod glasset med den anden hånd. Stille fik hun med en anelse besvær sat sig op.
"Dont be so hard on yourself," pointerede hun så hurtigt, og kom i tanke om hun skulle holde barrieren oppe mellem dem. Hun ønskede ikke at høre hans tanker medmindre hun havde behov for det, men det krævede overskud altid at holde alt ude - specielt med den afstand de havde.

"And it's called mind connection. When people or animals and I touch.. we open a door, I can talk to people and hear them through that door," fortalte hun så og tog en slurk af vandet. Lige hvad hun havde brug for. "The other thing, is a bit more - hard to explain," pointerede hun og vippede hovedet på skrå.
"My father said its called stormdancing, he doesn't have abilities so he doesn't understand them - I only know what I have learned myself," sagde hun så og trak let på skuldrene. "I harvest the energy from the storm, mostly I take it and put it in these glass objects," tilføjede hun og viste ham vedhænget.
"but if it breaks.. we are dead." - "Nice place by the way," tilføjede hun hurtigt og så sig omkring.

// Kort svar sorry <3333

Det var ikke ligefrem tit folk spurgte ind til hendes evner, men hun ville nok have gjort det samme hvis hun havde været i Marcels sko. Hun havde jo ligefrem lige brugt sin evne på ham før - så det var jo klart at der blev stillet spørgsmål.
"Well. The connection doesn't break, but it takes a lot of effort for it to work over long distance. I mean if I wanted to I could talk to my sister who is in Texas at the moment," pointerede hun og trak lidt på skulderen. Måske nød hun at nogle stillede sig nysgerrigt på de ikke menneskelige egenskaber hun ejede - det var ikke ligefrem noget der forkom tit.
"Well I wouldn't say its safe, but you will just have to trust me," pointerede hun og trak lidt skævt på smilebåndet.
"I can see what you mean, its not very personal. I mean you could use some few paintings and maybe some fresh flowers - other than that, its good," smilede hun lidt for sig selv. Hun nåede ikke rigtig at sige mere før han gjorde an til måltid. Zitora trak vejret ind i en dyb overvejelse.
"Well then make me your best salad and your best steak ever," svarede hun og vippede hovedet let på skrå. Hun placerede sin arm på ryg lænet og vendte fonten imod køkkenet. Derfra lagde hun stille sit hoved ovenpå sin albue og kunne bare side og betragte ham i smug. Som en anden kone der ventede på at hendes mand lavede maden. "I don't trust people who doesn't love a good steak," pointerede hun som meget vigtig information. Hun sendte ham et stort tandsmil imens hun egentlig blot havde sine grønne øjne plantet imod ham. Ganske bedårende formåede hun at se ud, som hun bare sad der og kom til kræfter igen.

//Det var helt fint, mit er skrevet i lufthavnen - så længden er heller ikke at prale med fra min side <3 <3

Bare ordet vin, fik hendes øjne til at lyse bare en anelse mere op.
"You are a lifesaver," sukkede hun med et smil på læben. "Just whatever you are having, I'm up for everything, the stronger the better," tilføjede hun og trak lidt på den ene skulder.
"You might as well have another bottle ready," sagde hun lidt kækt for sig selv.  Det var et paradis der føltes som uendelige muligheder, men hun orkede ikke rigtig at beslutte noget lige nu - så det blev herren af husets valg, hvilket hun også var fint tilfreds med. Zitora tog imod glasset, og smilte som et tak.
"Yeah, I'm happy you did that too," pointerede hun og løftede glasset op i en skål - for at lade væsken sive ind i sit system. Hun lagde hovedet afslappet tilbage, og lukkede kort øjnene. Det næste spørgsmål fik hende dog til at vende sin fulde opmærksomhed mod ham igen. Spørgsmålet var dybt, og ikke ligefrem et hun havde regnet med at få. Men hvis der var noget man kunne med Zitora var det at diskutere alle verdens forskellige aspekter - næsten.  Hun rettede sig lidt op, tænkende.
"Well, depends on the facts. I mean we have no idea, you know about the personality traits of this person.. i mean is the person a sociopath, was it a prove myself to the world thing.. I don't believe it was done single handed through. I mean they said its a balance between dark arts and science. As far as I know, its not that easy to balance that. No wonder why it burned up," snakkede hun bare løs. Zitora snakkede aldrig om en sag, medmindre hun i hvert fald havde nogle af sine faktums på plads.
"But you are a doctor, you know that, it most be weird for you. Having all these different creatures to help. But also really interesting..." hun kløede sig kort i nakken, før hun forsatte på den gamle samtale, "but to answer what you asked, I would horrible. Watching all these people suffer everywhere I turn. Knowing for the moment there is nothing that can save them. All the people who lost their friends.. family members, there home.. and we are stuck here. Trapped, there is no where out," tilføjede hun og blinkede lidt.
"That was deep, that requires another glass, pointerede hun med et lille fnøs. "But what about yourself? How would you feel? You know if you had done it?"

Hun lyttede til ham, som han snakkede videre. Fortalte hvad han tænkte. Der var noget over hans reaktion som hun ikke kunne sætte en finger på, og hun vidste hun kunne få informationerne hvis hun ville, men hun ønskede ikke at gå ud hvor hun ikke kunne bunde.
"I would tell the person not to kill themselves. I mean call me naive, but I think everyone deserves a chance to be heard before being blamed for everything. It's a special case though, but that is just me. Doesn't mean I don't think it's wrong," fortalte hun. I det sekund han så hende i øjnene var der noget i hende der vidste, at han vidste mere end han gav udtryk for. Det var ikke bare en samle, men der var en skjult mening bag ordene. Ord hun ikke orkede at sætte sammen og han var ikke hendes klient så det var ikke hendes job at gøre det.
"I wouldn't say anything, I would ask them; What did it cost?" Var hendes endelige svar. Zitora tog endnu en tår af det genopfyldte glas. Så meget kaos i byerne, så mange døde.
"What?" Udbrød hun halvsmadret og chokeret. Hun rystede kort på hovedet og fik rettet sig let op. Zitora sank en klump og så ham an. Dog havde hun analyseret hvert et ord af hans sætning før hun sagde mere.
"Okay first. Don't ever say that to anyone else, when this at some point is all over. Most people would want to kill you or see you locked up. So the odds are in your favor today, I'm a criminal defense lawyer. Also with specialty in supernatural cases, and yes I know i'm only human. And I also don't say that I'm a bit angry, but I also want to take the other people down. Do you have anything? Names? Anything?" Spurgte hun derefter. Sagen blev pludselig mere farvet hendes fag end han måske havde regnet med. Men han kendte hende jo heller ikke - endnu.
"I'm sorry, you didn't ask for my help. I just.. don't kill yourself.. from what I have seen. You are not a bad person," tilføjede hun med et svagt træk på smilebåndet.