I ingen mands land - Caroline

Lucian var stoppet ved en lille bæk dybt inde i skoven. Han havde begivet sig langt væk fra skolen, væk fra verden omkring ham. Her kunne man kun hører rådyrene der løb over skovbunden, haren som gnaskede løs i det høje græs, og fuglene hvis vingre fik vinden til at lave en lille lyd som de bevægede sig elegant igennem luften.
Lucian sad på hug ved siden af den lille bæk og fyldte sin flaske han havde med sig. En lille fisk hoppede op og lavede et spjæt i vandovefladen, Lucian smilede lidt og satte sig helt ned før han tog en tår af sit vand. De fleste ville havde brug for en trøje i det vejr, men det var stadig ikke så koldt at Lucian havde brug for det. Han tørrede et par dråber vand der løb ned af hagen på ham. Han trak sit ene ben lidt op og hvilede den arm, som holdt flasken, på knæet. Han nød disse ture ud i naturen alene, nogle gange skulle man bare have lidt ro.
Han stillede flasken i græsset ved siden af sig og fiskede en bog op af den taske han havde med. Han tog den over i den hånd som var støttet ved knæet. Han fandt sit bogmærke og holdt det imod bagsiden af bogen med samme hånd, før han langsomt begyndt og læse og bladre i sin bog. Han havde ikke kunne finde meget ro på skolen til at læse den sidste tid, måske det var bedre ude i ingenting.

Caroline var ude og løbe. Mest af alt for at befrie tankerne, hun havde alt for mange tanker - og dette var tydeligvis det eneste der hjalp på det. I dag var det årsdag for hvornår hendes familie døde. Hun kunne tydeligt huske den dag, at hun kom hjem til blod over det hele. Hvordan hun havde prøvet at redde dem, men var blevet dækket i deres blod - og politiet havde givet hende skylden. Flere år i fængsel for en andens handling. Hendes lillebror, hendes forældre. Det stak i hjertet. Godt nok havde hun fundet Tatia nu, men det var stadigvæk ikke det samme. Caroline havde et par shorts på og en sports bh samt sine løbe sko. Håret var sat op i en hestehale. Normalt stødte hun ikke på folk når hun løb, men det var heller ikke fordi - at hun havde et problem med hvis nogle så hende. Folk skulle bare ikke pisse hende af, så skulle det nok gå godt. Selvom hun var ude af fængslet og væk fra byen hvor det dårlgie var sket. Så var Caroline stadigvæk knust et sted i sig selv, hvor hun ikke kunne fikses af nogle. Hun var sommetider brutal og ikke engang Katherine kunne få hende til at ånde ud på de tidspunker.  En fremmed varulv fangede Carolines skarpe sanser og fik hende til at løbe mod vandløbet. Det var trods alt på kanten til Carmens område og en fremmed varulv skulle ikke krydse. Ikke når Caroline var så tæt på. Så Caroline satte så så snart hun nåede til bækken for at lande få meter fra herren der havde taget en bog op.
"You should really know better than sitting this close to another pack.. just saying," pointerede Caroline og lagde armene over kors. Hendes blik var fast imod varulven, mest af alt fordi man aldrig helt vidste med varulve. Hendes kropssprog skrev heller ikke ligefrem at hun var venlig, faktisk virkede det som om at Caroline kunne finde på at gå til angreb indenfor få sekunder. Den tonede figur viste hun var i god form, og det ikke ligefrem ville være en god ide at starte en kamp med hende. Desuden kunne hun et par tricks eller to, som han nok ikke ønskede at opdage.

Lucian nåede og opfange duften af en anden ulv, inden hun nåede hen til ham, han var derfor heller ikke overrasket over at se hende stå der. Han var godt klar over han var tæt på en anden packs område, men havde bevidst holdt sige udenfor det. Han kendte ikke packen og vidste ikke hvordan de havde det med det. Der var områder der var mere neutrale i området, men en packs område skulle man holde sig ude af, hvis man da ikke havde et venskab med dem.
Han løftede kort blikket da hun snakkede til ham. Hun var i god form, og hun virkede bestemt ikke skræmt af ham, hun var nok en af dem der kunne skabe problemer. Han sendte hende et lille smil "Don't worry, I know excatcly where I am, and I dont plan to get closer, or cross your borders." På trods af den måde hun stod på, og hendes udstråling så var han stadig rolig og det kunne også høres i hans stemme. Han valgte dog alligevel og lægge bogmærket i sin bog og lukke den, man kunne aldrig vide om hun pludselig angreb. Han lagde den i græsset ved siden af flasken og kiggede roligt på hende. "Feeling better now?" han hentydede til at hun lige var kommet af med den trussel der lå gemt i hendes ord. Han havde hurtig regnet ud hun ikke bare var en laver stående ulv i packen, hvis det var tilfældet havde hun ikke konfronteret ham på den måde, det var jo ikke ligefrem fordi han ikke lignede den Alfa han var. Men på trods af hendes kropssprog, virkede det ikke til at påvirke ham det mindste, han gjorde ikke engang tiltag til at forsvarer sig selv.