It doesn’t have to be like this, but I need it - Leviticus

Leviticus kunne ikke lade være med at le en smule ved hendes kommentarer, dog nægtede han at tro på at hans far ville holde en søster hemmelig for ham. Han rystede let på hovedet for at signalerede at han bestemt ikke troede at de var i familie sammen. Dog lagde han hurtigt mærke til det skift hun gjorde. Hun lukkede sig mere af – måske fortrød hun at have fortalt ham det hele. Han ville ikke bebrejde hende for at åbne op, tværtimod var der en del trøst i det faktum at hun havde gjort det. På en underlig måde havde det gjort ham bedre tilpas, og givet ham en lidt bedre forståelse for hvem hun var. Han sendte hende et smil som hun kaldte ham sir og han lænede sig let tilbage i stolen.

”Well, I do prefer to be called ’my liege’ or ’my lord’, but ’sir’ will be acceptable, for you that is,” sagde Leviticus med et drillende smil på læben. Han håbede lidt at hun ville finde den kommentar sjov og ikke latterlig. Han var lidt usikker på sin humor, men når man for det meste snakkede med sig selv, var det ikke fordi man fik det bedste feed-back. Som hun rejste sig for at hente et par kopper mere smilede han dog lidt for sig selv. Han havde en fornemmelse af at der var noget hun ikke fortalte ham om, men alle havde vel ret til deres hemmeligheder. Da hun vendte tilbage til bordet tog han gladelig imod den nye kop kaffe. Han skulle måske til at stoppe med koffeinen, men det var ikke fordi han ville få meget søvn den nat alligevel. Han varmede sine fingre på det varme porcelæn og smilede lidt frem for sig. Stormen udenfor var ved at stilne af, og ruderne bankede ikke længere så højt som da de kom herind. Han vidste ikke hvor længe de havde siddet og snakke nu, men det var vel ikke fordi det betød så meget.

”Well, Cass, can I be honest with you?” spurgte Leviticus og så ned i den mørke bryg. Hans fingre legede med koppens sider og han bed sig lidt i læben som han overvejede hans ord. Derpå tog han en mundfuld af den glohede kaffe og smilede lidt over sin egen utålmodighed. ”I think things have a way of sorting themselves out in this world. So maybe you should focus less on what has happened and more on what is going to happen,” sagde Leviticus. Han lød næsten filosofisk, men han fik det til at lyde så tilbagelænet og afslappet. Som om han blot gav sine besyv med og derefter ikke ville kommentere yderligere, hvis hun ikke ville snakke om det. Han ville aldrig kunne sætte sig i hendes sted, men han ville kunne relatere til det hun gik igennem nu her. Havde han selv haft chancen var det et råd han ville give sit yngre jeg.

Leviticus så så meget af sig selv i Cassandra at han fandt det en smule utroligt. Var det virkelig muligt at alt dette de havde til fælles var sandt? Han var ikke sikker, men som hun fortalte om sin frygt for fremtiden nikkede han genkendende. Fremtiden var skræmmende, det kunne han kun være enig med hende i, men den var også fuld af så mange muligheder. Han var dog bange for at hun var så fanget af hendes egne idéer og minder at hun glemte at se sig omkring. Som hun sagde at fortiden var alt hun havde og at hun ikke ønskede fremtiden rakte han en smule instinktivt ud og lagde en hånd ovenpå hendes. ”The past is written, but the future is all up to you to write,” sagde Leviticus med sin hånd oven på hendes. Hans grønne øjne studerede hende som hun fortalte om hendes liv og hendes manglende kontrol. Kontrol. Det ord kendte han for godt. Han ville selv have kontrol over sit indre. Kontrol over sin fremtid. Men sådan var denne verden ikke. Denne verden var hård og kold, og bestemt ikke en man altid kunne forme til noget man ønskede. Dog fandt Leviticus også at den var så fuld af muligheder, at det ville være dumt at afskrive fremtiden før man havde overvejet det hele nøje.

”I know I must sound like an old father, but all I can say is try and see what happens – faith is a strange thing, and maybe that’s the reason why we met tonight,” sagde han med et varmt smil. Hans grønne øjne hvilede så roligt på hende og han tog sin hånd til sig. Han ville ikke give de forkerte signaler. Han vidste han måtte lyde gammel, men han kunne ikke gøre for det – for han var gammel. Tallene siden hans fødsel var kommet op i hundredetusinde, så han ville klassificere sig selv som gammel, selvom han så ung ud. Som hun bad om noget om ham der kunne få hende til at grine sendte han hende et smil og tænkte sig kort om.

”Once upon a time,” sagde han for at signalere at historien var sket for mange år siden. ”I accidentally hit Alexander the Great, and he fainted,” sagde Leviticus og skar grimasse. Det var ikke en historie der var skrevet i historiebøgerne, men den var sand. Han kunne huske den dag, hvor den store krigsherre var kommet forbi den by han var bosat i. Alexander havde sagt noget om guderne, og dengang kunne han ikke kontrollere Elliot så godt som i dag. Elliot var blusset frem og givet en knytnæve lige i ansigtet af den store kejser. Han grinte lidt for sig selv som han tænkte over det – måske skulle man have været der.

Leviticus så at hun ville lade samtalen om det filosofiske ligge, og han bebrejdede hende ikke. Det var noget hun selv måtte kæmpe sig igennem med, ligesom han selv havde. Han smilede lidt da hun fandt hans historie sjov. Som hun kaldte Alexander en form for idiot kunne han ikke selv holde grinet tilbage og Leviticus følte Elliots tilstedeværelse tydelig i sit sind. *He asked for it, that big nosed idiot* rungede Elliots stemme inde i hans hoved og Leviticus fandt kun dette endnu sjovere. Han var da glad for at hun fandt det sjovt – selv foretrak han ikke at falde til vold, men det var også en nødvendighed i denne verden. Dog var den tid så fjern for ham, og det var trods alt Elliot der havde slået ham ned.

”Imagine the run of my life I woke up to after Elliot punched him – I don’t think I’ve ever run that fast before or since,” lo han og holdt sig til maven som han grinede. Det var sjovt at noget der dengang havde været så alvorligt i dag var så sjovt at se tilbage på. Som hun sagde hun havde en del historier selv der var pinlige smilede han. Han håbede han ville komme til at høre mere om det, og hendes ’sir’ til sidst i sætningen fik ham til at grine igen. ”Please, don’t tell the other students,” sagde han. Han ville nok ikke høre det sidste af det hvis det kom ud på skolen. Han mærkede sin mobil vibrere i lommen og for første gang den aften tog han den op. En besked fra Alison fik ham altid til at smile og han sukkede lidt. Han ville gerne blive og tale videre med den unge kvinde foran sig, men han vidste også at klokken var ved at være meget.

”I’m sorry, I gotta go now, but I do look forward to seeing you again,” sagde Leviticus som han rejste sig fra bordet. Hans jakke fjernede han fra stolen og hev den over sin overkrop. Han så lidt på hende inden han besluttede sig for at gå mod døren. ”Well, I’ll see you around, miss Cass,” sagde han drillende og lod som om han løftede for en usynlig hat. Derpå forsvandt han ud på gaden og tog hjemad. Det havde været en underlig aften, men ikke noget han fortrød. Derimod så han frem til at følge Cassandra i hendes udvikling på akademiet, og han håbede de kunne få et vel afbalanceret forhold mellem dem.

//Emne slut//