She's dead - Amery

Da hun endelig var kommet op af trappen, på trods af den pludselige smerte der havde skudt gennem hendes krop på så kort tid, kom hun ind i lejligheden. Hun så først Marcel, stå med hans hoved i sine rystende hænder med Zitora i sine arme og Peyton der sad ved Zitoras lig. Hun haltede derhen og tabte den stok hun havde støttet sig på inden hun faldt på knæ ved siden af Peyton. Hun så ned på Zitora og lagde forsigtigt en hånd mod hendes mave. Så varm, men det ville ikke vare længe. Hun så på Peyton med et udtryktsløs ansigt og kom med et skælvende suk. Hun lagde armene forsigtigt om sin søster og det tog alt i hende at holde sine følelser tilbage. Det hjalp dog at holde sit fokus på Peyton, den typiske Kaiya ting, sætte andres følelser før hun lod sig selv føle.
Hun begyndte at skævle som det ikke virkede til at virke specielt meget. Hun slap Peyton og rejste sig som hun bakkede bagud. Og pludselig var den der igen. "You lose everyone, everyone you love. Nothing can stop that, not even you. She needed you and you couldn't even save her," hviskede den som Kaiya tog en hånd op til munden. Tårene begyndte at glide ned af hendes kinder og hun rystede på hovedet. "I... I can't deal with this right now," mumlede hun højt nok til at de andre ville kunne høre det. Hun begyndte at gå ud, "Kaiya. Don't go," sagde Marcel men Kaiya kiggede bare tilbage på ham før hun kiggede på Zitora. "I have to... I cant... look at her right now," sagde hun i en følseskold stemme. Hun kiggede på Peyton og sank en klump. "Just... I will see you later," sagde hun og begyndte at vakle så stille ud. Turen ned af trappen var den værste, men hun nægtede at føle noget.
Hun kom ud på gaden og nåede at spotte sin far der allerede var på vej. Hvis han nærmede sig hende ville hun sakke bagud og sætte en hånd op, hendes typiske tegn for at hun skulle bruge alenetid, han var den der forstod hende bedst udover Zitora. Hun vendte sig og begyndte at vakle afsted, et par gader ned før hun stoppede op af en mur der ledte til en gade. Hendes ben rystede for meget til at lade hende fortsætte længere og hun løftede sine skælvende hænder op som skulle hun dække sit ansigt, men frustrationen og sorgen var for overvældende. Hænderne stoppede ud fra hendes hoved og med knyttede rystende næver, skreg hun pludseligt. Hendes tvilling var død, hendes anden halvdel var væk og kunne aldrig bringes tilbage. Hendes hjerte føltes som om det kunne briste og bløde udover hendes indre. Hun skreg til hendes lunger var tomme for luft og lænede sig op af murens kolde ydre. Tårene væltede ned af hendes kinder og det eneste hun kunne tænke på at var at fylde hullet ud, fylde det hul ud som der pludselig virkede som et alt-opslugende sort hul.
"You had no fucking right... No fucking right to just leave me. You hear me?! You had no fucking right!" skreg hun med sine lungers fulde kraft og begyndte at slå sine næver til blods mod muren. "I wanted to protect you keep you safe and you do this to me?! After all I've done to protect you? I didnt even get a chance to stop it. I ruined this. I ruined us!" skreg hun til hendes stemme blev skinger og hun var nød til at tage sig til brystet for at få vejret igen. Hele hendes krop skælvede.

Alt imens havde Marcel ringet til Amery. "Amery, it's Marcel. Zitora was killed, and now Kaiya left. I should have made her stay, but... I must admit, I'm just as out of it as she is. I don't know where she went, but I'm worried. Please find her. We can't lose her as well," var hvad han sagde før han var nød til at lægge på og finde ud af hvad de skulle gøre.

Hendes høje skrig måtte have ført ham til hende. Hun havde ikke registreret at han var der før hans arme pludselig var om hende. Hun sank en klump og pludselig følte hun at hendes hoved klarede op som om han trak hende tilbage til virkeligheden. Hendes næver var fyldte med blod, og som han vendte hende stirrede hun bare på sine knor. Det var som om at hun var i en trance, måske som en dårlig drøm hun ikke kunne vågne op til, men nej, han havde trukket hende tilbage til virkeligheden og måske var det det værste der kunne ske for Kaiya. Hun lyttede til hans ord og kiggede op fra sine hænder ind i hans øjne. Tårerne løb stadig ned af hendes kinder og pludselig følte hun sig så vred. Hun trak sig væk fra ham og åndede tungt ud.
Den indre dæmon var blevet vækket, den nye side af hende som hun endnu ikke forstod. Den nærede sig på hendes vrede, forstærkede den og gjorde den nærmest ulidelig at have. Hun spændte i kæben og lukkede øjnene som hun prøvede at kontrollere sig. Men hun kunne bare ikke, vreden var for stor, den var sulten og den var ligeglad med hvem det skulle gå ud over. "You... You want me to sit down and have tea and a nice chat? Forget that it's my goddamn sister who's lying up there in my apartment, getting colder by every second, and you think about calming down?! No we're not gonna fucking calm down, we're gonna fucking do the opposite, we're going to get really worked up!" udbrød hun pludselig. Hun rejste sig og trådte endnu et skridt tilbage. "This wouldn't even have happened if I wasn't trying to save you... Trying to save you! This is the fucking problem, we stuck out our neck to try and get you back!" hun var rasende men hun mente ikke et ord af det hun sagde, det var dæmonen der talte for hende.
"I was fucking kidnapped and changed, they stuck needles and tested me like some cosmetic testing animal, forcing her to think about going to get me out, all this because of you!" hun skreg det nærmest i en vild vrede, for hun var så blændet. Sorg, vrede, hendes traume, det hele åd hende op og der var intet hun kunne gøre for at stoppe det. Hun ville aldrig have råbt af ham, møntet alt der var sket på ham, hvis hun havde været sig selv. Stemmen i hendes hoved så muligheden for at tirre den indre dæmon yderligere, "He did this to you, dont you just want to hit him? Come on you know you do," hviskede den lokkende. Kaiya gjorde dog ikke noget, men hvis han så meget som nærmede sig hende ville hun straks skubbe ham væk og med hendes nye halv-dæmon blod ville det ikke just være et venligt skub.

At han blev ved med at nærme sig provokerede hende, gjorde hende endnu mere vred end hun nu allerede var, og med stemmen i hovedet der hviskede ting som gjorde dæmonen mere blodtørstig, var det nok det sidste han burde have gjort. Med den manglende kontrol over sig selv var det intet problem da han gav hende grønt lys til at få sine aggressioner ud, og give dæmonen hvad den ville have. Hun lod ham komme tættere på, men det var blot for at kunne ramme ham med sin blodige næve i en god kæberasler, så hårdt som hun nu kunne med alle hendes kræfter. Hun vaklede tilbage og fandt sit fodfæste igen før hun bare kiggede på ham med flammende øjne. Dette ville aldrig have været sket, den rigtige Kaiya havde aldrig ageret sådan her, men den rigtige Kaiya var gemt væk under den sultne dæmon.
Da han spurgte hvem hun var mest vred på, trak hun sig tilbage endnu engang og stod bare i et sekund og stirrede på ham. Han havde jo ret. Hvem var hun allermest vred på? Konflikten indeni hende blev ikke bedre af den grund, men det stoppede hende fra at rette sit fokus mod ham. Istedet stod hun bare, som var hun fanget i sine tanker og stirrede ud i ingenting. "You're a no good Kaiya. You're a vile being who gets to live forever while you ruin those around you who truly care for you. You will end up alone, bitter and alone," sagde stemmen og Kaiya tog sig til hovedet. "Shut up... shut up shut up shut up," vrissede hun og pressede sine blodige hænder mod siderne af sit hoved. "Both of you, just shut the hell up!" skreg hun og faldt ned på knæ. Hun havde lukket sine øjne så hårdt i at da hun åbnede den så hun små stjerner der fløj rundt til alle sider. Ved siden af Amery stod barnet og kiggede på hende. Hun spærrede øjnene op og rejste sig igen som vreden havde fået en nu gnist at hive fat i. "Don't you get it Amery. I am like poison. A deadly one. People that care for me are dying like flies, and I get to fucking stay and sit watch," sagde hun bittert før hun vendte sig mod muren igen og pressede sin pande mod den for at kontrollere sin vrede, det var så hårdt, hendes hoved snurrede mens monsteret bare bad om mere blod.

Det her var slet ikke hvad hun ville have skulle ske. I sin vildeste fantasi havde hun aldrig set dette ske. At hun stod her og tog sin vrede ud på Amery i en gyde, alt fordi hun ikke kunne beskytte Zitora. Hans ord havde næsten nået ind til hende, men næsten var ikke nok. Stemmen var så høj og den skreg efter blod. Hans sidste ord fik dog tårene til at løbe ned af hendes kinder igen. Hun var stadig så vred, men hun havde kontrolleret vreden nok til at kunne få et par ord ud som hun faktisk mente, triste men sande ord. Hun måtte ikke skubbe ham væk? "I have to.. It's the only way," var det eneste hun fik sagt før den bølgende vrede vendte tilbage og hun var nød til at slå på noget. Hun greb en kasse med flasker der stod ved siden af en skraldespand og hyrede den afsted mod den anden mur. Flaskerne splintrede og regnede ned fra muren som en glasregn.
Men det var ikke nok. Og hun ville ikke lade mere gå udover Amery. Hun knugede hænderne sammen og lænede sig tilbage mod muren som Amery også stod op af. En forbigående havde hørt hvad der var sket og havde trådt ind i gyden. "What's happening here?" spurgte hun en anelse forsigtigt da hun så Amerys røde plamage på ansigtet og Kaiyas blødende hænder. Hun skyndte sig hen til Kaiya som ville være hendes livs værste beslutning, og hvis Amery prøvede at advare eller stoppe hende, nyttede det intet, hun nåede over til Kaiya. Kaiya kiggede op og så på hende mens hun tilså hendes blodige hænder. "Blood, blood, blood!" krævede stemmen. Kaiya greb fat i kvinden og fik dem vendt så kvinden stod mod væggen. "What are... Let me go!" begyndte kvinden som Kaiya trak hende frem og skubbede hende med al sin kraft tilbage mod muren. Kvinden skreg som blod begyndte at løbe ned af hendes nakke.

Kaiya skulle til at banke kvinden endnu engang ind i muren, da hun pludselig følte sig så søvnig. Hun nåede at kigge mod Amery som hun faldt til jorden i en dyb søvn. Kvinden stod bare og hulkede hysterisk med hovedet i hænderne som Amery bar Kaiya ud af gyden. Hendes drømme var tomme, det føltes næsten ikke engang som om hun drømte, men mere bare flød rundt i ingentingen selv.
Da hun vågnede følte hun sig en anelse mere rolig, vreden havde dæmpet sig til en arrighed. Hun havde sat sig op med et spjæt og udbrudt, "No Zitora!" kun for at huske hvad der var sket. Følelserne væltede ind igen og hendes hænder begyndte at ryste. Hun så sig om før hun rettede sit blik mod Amery som sad i lænestolen. Hun knugede sine hænder sammen og åndede tungt ud.
"Why did you bring me here?" spurgte hun stille og lukkede sine øjne hårdt i, men det eneste hun så bag sine øjenlåg var Zitora der lå død i Marcels arme. Da hun åbnede dem rejste hun sig og gik over til døren for at komme ud, for at opdage at hun ikke kunne åbne den. Hun blev arrig og rev i håndtaget. "Amery." sagde hun en anelse vredt. "You need to let me go," sagde hun bestemt og kiggede mod ham uden at slippe håndtaget.

"Slow down? You want me to slow down? I don't think I have to remind you that it's my sister lying in our apartment getting colder and colder," sagde hun arrigt og tog en dyb indånding, som om hun prøvede at slappe af, men det var intet der kunne få hende til at slappe af. Hun så hendes lig for sig når hun blinkede, det brændte i hendes hoved som om hun stadig stod i lejligheden. Hun greb atter engang i døren og blev kun vredere af at den stadig ikke ville åbne sig. Pludselig slap hun håndtaget og gik over til ham hvor hun greb hans krave. "I don't think you understand. I don't need help, there is nothing to help here. She's fucking dead and I feel so cold, my arms and legs are so god damn stiff, my head is ringing and there's nothing to do about that," sagde hun vredt før hun slap hans krave og trådte tilbage. Hun vidste at så snart hun kom til sig selv ville hun få det så dårligt med hvor fjendtlig hun havde været overfor ham, den eneste mand hun havde følt sig komfortabel med, men intet af det betød noget i dette øjeblik. Lige nu var han ikke den hun elskede og ville have, han var det der stod mellem hende og udgangen fra dette hus der pludselig føltes som et fængsel. "All I need to do, is rip the throat out on the woman that orchestrated this shit. Even if it kills me. At least I'll be with Zitora again. I don't fucking care anymore," sagde hun så bare bestemt og kiggede rundt.
"And if I need to make you hate me to get out of here, I'll fucking do it," og selvom at alt i hende der ikke var påvirket af dæmonsiden skreg at hun skulle lade være, var hun ligeglad. "Why do you want to remain calm? Doesnt it make you angry to see me like this? Come on, show me your fucking anger. Get fucking angry," sagde hun frustreret og puffede til ham, hvis han ikke reagerede puffede hun til ham igen men hårdere. Hun ville have han blev vred, hun ville have modstand. "What did you expect bringing me here? Making me calm down and cry so I could lie in your arms and cry all my sorrows away? You want to be the pillar that holds up my whole being?" spurgte hun så med en vred tone. "Keep me here and you'll never see me again when I leave. Test me Amery, just fucking try," tonen var en advarsel, en seriøs advarsel.

"I probably wont, but it will feel damn good, and I'll know the debt is paid." bed hun nærmest af ham med en enorm arrighed. Om det så betød at hun aldrig kunne se Zitora igen, ville det være ligemeget, så ville det bare være som det var nu. Hun var væk og Kaiya var alene. Ikke at Kaiya faktisk var alene, men hendes hjerte var ved at briste om tanken af aldrig at se sin søster igen. De ville aldrig dele en kop kaffe om morgenen eller et glas vin om aftenen og snakke om deres hverdage, der ville aldrig være nogen sjove historier fra arbejde som Kaiya kunne fortælle hende om og det var smertefuldt. Det var nærende til den vrede hun bar på.
Da han snakkede om hendes indre dæmon, gjorde hun noget der selv overraskede hende selv. Hånden fløj gennem luften og plantede en solid lussing på siden af hans kind. Hun gispede kort og trådte lidt tilbage. Men overraskelsen svandt hurtigt som hun huskede hvorfor hendes krop havde ageret som den havde og hendes ansigt forblev uændret på trods af at hun gispede. "Dont you dare speak to me of that side of me. You weren't there, you didnt see what happened to me or how much pain I was in. Feeling this anger? It makes me god damn happy, it soothes all the fucking pain I had to endure," vrissede hun og knugede sin hånd.
"You know, when we're going on a revenge spree anyway, why stop at Daisy? Why not tear the whole damn firm apart, stomp it to the ground and demolish all that it once stood for. End all the madness, end all the suffering of innocent people. You want to make this personal, I want to fucking end it for the sake of the future," hendes stemme var fuld af had, men ikke rettet mod ham, mod det hun sagde.
Da han spurgte om hun virkelig ville skubbe alle væk, begyndte hun at grine, men ikke et glad grin, et frustreret og uforstående grin var det mere. Han fattede hende virkelig ikke lige nu, og det gjorde det hele mere frustrerende. "It would make it a lot more easy to not have people worry about me. I would be able to do what I wanted and have a chance at stopping this," hun var stadig frustreret, men nu ville hun få ham til at forstå, om det så ville pisse ham godt og grundigt af. "If we kill Daisy then what? They'll replace her with someone just like her, they don't give a fuck. She's just a pawn, easily replacable. But imagine this Amery," hun trådte tættere på ham og lagde en hånd mod hans bryst som hun kiggede op på ham med vrede. "We kill Daisy, think all this is over, we're suddenly free from all trouble. We get to fall in love, finally feel like we live a normal life... Oh how happy that would be..." hendes stemme var rolig, næsten glad hvilket gjorde det mere seriøst. "We get to have normal mornings, wake up next to eachother, everything is so damn good," glæden begyndte at svinde hen. "We get a kid, a beautiful little baby that melts hearts and spreads joy.." - "Only to have it snatched away and used for whatever purpose they seem fit.. Hmmm? Could you imagine that sweet little child that you would never get to see again? And no matter how much you want to get it back, it'll be gone forever?" hun vidste at hun havde trådt over linjen med denne snak, men som sagt var hun stort set ligeglad med alt.

Hun blev glad for at han ville hjælpe hende, men hun var sikker på at det ikke ville være en god idé hvis hun ville få Rayna til at se hende som en ligemand. Hun sagde ikke noget til det men prøvede at smile bag de smertefulde tårer. Som han rettede hende nikkede hun kort og så på ham. "Okay. We will solve this," sagde hun forsigtigt, som hun var begyndt at lukke ham ind igen. Men at vreden bare var erstattet med sorg havde ikke ændret andet end at istedet for at føle at hun ville smadre alt, nu ville hun bare gemme sig væk og tude hvis muligheden bad sig. Hun kørte en hånd igennem håret og lukkede sine øjne i. "It's freezing in here," sagde hun og lagde armene om sig selv selvom at det egentlig overhovedet ikke var koldt.
Hun begyndte at føle en svag panik som hendes legemer føltes som om de var istapper. "It's so cold... I don't know... Why is it so cold?" spurgte hun som hun åndede kold ånde ud. Var det sådan en tvilling havde det når den anden døde? Hun gned sine hænder og skælvede. Forsigtigt kravlede hun over under hans arm og lagde sit hoved mod hans skulder, "You too," hviskede hun stille til at han sagde han elskede hende. Hun kunne ikke sige ordene, men hun mente det hun sagde. Varmen var så rar, men ikke nok. Varmen havde altid været beroligende, et minde om hendes mor, men denne kulde? Den var frygtelig, den var kold og følsesløs. Hun sukkede kort og tog sig til hovedet. "I didnt even get to tell her that I loved her. And now I don't feel anything," sagde hun og sank en klump. "I really... I actually don't feel anything," begyndte hun en anelse panisk og kiggede på sine hænder. Sårene burde have gjort ondt, men det føltes som ingenting. Kulden tog det hele fra hende. Hun så op på ham, "Make me feel something... Anything..." bad hun ham.

Da hun mærkede hans læber mod hendes, var det pludselig som om hun endelig kunne føle igen og hendes hjerte galloperede i hendes bryst. Under andre omstændigheder havde hun nok veget væk og været skræmt over det, mest i frygt for at stemmen ville minde hende om de ubarmhjertige minder et kys kunne få hende til at gennemleve. Men stemmen var frosset ned sammen med alt andet hvad hun kunne føle. Så hun var taknemmelig for dette første kys, så fuld af følelser men også af en dyb sorg, den sorg over at de kunne have mistet hinanden. Hun sank en klump som han lagde sin pande mod hendes og hun åndede skælvende ud. Forsigtigt trak hun sig lidt tilbage og kiggede på ham, før hun selv lænede sig ind for at gengælde kysset, så ømt og kærligt. Det fik hende til at føle en svag varme brede sig i hende, men hun vidste at det var et dårligt tidspunkt at udnytte hende, hun var på sit svageste. Hun lod kysset trække ud før hun forsigtigt lænede sig væk igen og greb om hans hænder. De var så varme, så bløde.
Alt hvad hendes krop skreg efter var hans berøring, hans nærvær. Og kysset var ikke nok. Hun skulle tættere på, fylde hullet ud. Det var helt klart og tydeligt at hendes hoved tænkte alt andet end klart. Hun satte sig over hans ben og lagde hænderne om ham som hun så ham i øjnene. "I need more... than that," sagde hun så og lænede sig ind mod ham for at få deres læber til at mødes igen. Og stemmen var der ikke engang til at stoppe hende.  

Den lille stemme i hovedet burde fortælle hende at hun skulle stoppe, at det her var forkert, men hvorfor føltes det så rigtigt i dette øjeblik? Hans kys var så søde, og hun begyndte at undre sig over at hun ikke havde smagt på dem lidt før. Han trak hende tættere på og hun mærkede rigtigt hvor varm han var, det føltes næsten som om at han kunne smelte hendes frosne legemer og fylde dem atter engang med det liv de var blevet berøvet. Hun lagde hænderne mod siderne af hans hoved og var grådig med de kys de uddelte, og lysten til mere voksede og voksede. Det var næsten ulideligt, og hun følte hun kunne eksplodere.
Altså indtil hun hørte en velkendt rømmen der satte hendes fokus i konkurs. Hun slap ham hurtigt og vendte sig mod lyden, hvor hun blev mødt af de blå-grønne øjne som hun havde savnet så længe. "M-mom?" spurgte hun forsigtigt før hun hurtigt rejste sig på sine ben og rettede på sit tøj, netop som hun skyndte sig over til Tatia og slog armene om hende. Hun begravede sit ansigt i hendes skulder og begyndte at hulke svagt, men istedet for at være en sørgende hulken, var den glad. Hun havde mistet Zitora men fået Tatia tilbage. Og ligemeget hvor ondt det gjorde, var lykken over at kunne være tæt på sin rigtige mor igen, en følelse der kunne skubbe sorgen langt nok væk til en anden dag. Hun trak sig væk og greb Tatias arme som hun studerede hendes ansigt. "But... how? I... I saw you drown and Elena... We burned your body... I am so confused... Mom?" spurgte hun så, og åndede tungt ud. Drømte hun? Hun vendte blikket mod Amery for at finde ud af om det var noget hun bildte sig ind, eller om det var virkelighed. Alt virkede som om der var en tynd streng mellem de to og det havde slået Kaiya helt ud af hendes virkelighedssans.