Everything hurts - Amery

Hun tænkte ikke lige nu. Efter at have set Elenas far Wade drukne hendes mor, Kaiyas mor Tatia. Det gav ingen mening, i den tid hun havde været fanget med Elena havde de delt deres historier - Og ifølge Elena havde Wade ikke elsket noget højere end Tatia.. så hvorfor? Hvorfor var hans øjne så kolde som han tvang hendes hoved under vandet, hvordan han var ligeglad med hendes forsøg på at komme til overfladen og få luft igen. Han druknede hendes mor. Den person som havde vist Kaiya den forælderlig kærlighed hun havde manglet alle disse år. Wade havde gået over til dem som intet var sket og tjekket Elena. Han havde skåret dem fri og så var han gået som var han en robot.
Hun kunne ikke huske meget derefter. Ilden, de store flammer, hun var ikke blevet der længe. Hun havde givet Elena sit nummer og adresse, før hun egentlig bare var flygtet. Hun var så træt, så knust, så fuld af dyster sorg. Hun vidste det ville være dumt at tage hjem, Zitora var på arbejde så hun ville være helt alene. Hun vidste hun ikke burde være alene lige nu. Så hun var taget hjem til ham. Rander under øjnene markerede den manglende søvn, og nogle sår viste tegn på at hun havde sloges mod nogen. Tårene løb ned af hendes kinder, samt at hendes arme og ben og kinder havde skrammer hist og her fra at være trukket henover et gulv, alt i alt lignede hun ikke just sit bedste jeg. Hun klikkede på dørklokken igen og snøftede en anelse. “Please be home...”

Det var så koldt. Hendes arme var bare og hun kunne endelig mærke kulden mod hendes hud nu hvor hun var stoppet med at gå. Kulden havde dog aldrig før gjort hende noget, faktisk kunne hun godt lide den, men det her var anderledes, kulden var lige så kold som hendes indre. Da døren gik op, mærkede hun varmen strømme mod sig, og synet af ham blandet sammen skreg tryghed. Hun lod ham kramme hende og lagde sine arme om hans læn som hun ukontrolleret begyndte at hulke. Som han inviterede hende ind, spredte gåsehuden sig over alt på hendes krop, nu havde hun været så kold så længe, og så var der pludselig den trygge varme.
Hun satte sig en anelse nervøst ved siden af ham og trak tæppet tættere om sig som hun lænede sig mod ham. Så meget tryghed, som hun havde brug for lige nu. Hun stirrede bare ind i brændeovnen, kiggede på flammerne der susede farligt rundt. Hun kiggede væk og lukkede øjnene i for at holde flere tårer tilbage. "I was kidnapped... It all happened so fast.. I was kidnapped with my half sister who I didnt even know exsisted.. until I met her.." hun vidste godt at hun rodede rundt i ordene men det var langt værre inde i hendes hoved. Hun kiggede atter på flammerne, og blev pludselig mindet hendes mor Tatia, der lå der i flammerne, og synet var så skrækkeligt at hun trak sig ud af Amerys arme og prøvede at bakke helt tilbage i sofaen. "The flames.... I... I cant right now, I'm so scared" sagde hun så og begyndte at hulke igen.

Som han sagde at hun burde få noget søvn, mærkede hun egentlig hvor træt hun var. Hun havde ikke fået en god nats søvn i et par dage nu, så det lød egentlig som en god idé, indtil hun kom i tanke om hvad hendes drømme nok ville handle om. Hun rystede på hovedet og kiggede på Amery med et trist udtryk i øjnene. “I cant sleep, not right now. I’d just dream about it, and be forced to live it through over and over again. I.. I’ve tried that before, it’s soul crushing,” indrømmede hun så og trak tæppet mere om sig. Hun lyttede til hans ord om at han godt nok ikke var der til at hjælpe men var der nu. Og pludselig indså hun noget, som fik hende til at ryste på hovedet og bringe et opgivende smil frem på hendes læber. Hun lænede sig tilbage i sofaen og kiggede op i loftet. “I dont deserve you. You’d be better off with someone that doesnt live in constant misery,” hun kiggede på ham før hun forsigtigt lagde en hånd mod hans kind og nussede den med sin tommelfinger. Havde hun gjort det her før? Hun var ikke sikker, men hans hud var så blød der hvor skægget stoppede og kindbenene sprang frem. Hun sank en klump og trak forsigtigt sin hånd til sig igen. “I dont want you to though...” indrømmede hun så og følte sig pludselig selvisk.
Men hun vidste at hun selektivt havde skiftet emne, hvilket ikke var specielt fair. Hun tog en dyb indånding, og lagde en hånd over hans. “I was adopted into a family, that I resent like nothing else. I think they hated me as well, but the hating wasnt the worst of it. And then a couple of months ago I finally met my real mother. She seemed like she would truly love me, if I gave her the chance...” sagde hun så og åndede så tungt ud. Når man havde grædt så længe som hun havde, betød gråden pludselig ikke noget mere, så det var derfor hun virkede mere rolig men også mere... tom. Hun kiggede på brændeovnen og bemærkede at flammerne var væk. “But I tend to try to forget things that scare me. And meeting real family that offer love? Seems like some mean prank to me,” sagde hun så og fik tørret sine våde kinder med sine hænder. “But she was persistent, so life suddenly felt like worth the hardship. All the abuse from my now not real parents were just a bad dream and I finally woke up to something good,” hun smilte næsten ved tanken. “But happiness doesnt last long for people in my family, I was kidnapped and she came to my rescue... but I wasnt captive alone and my half sister’s father came to her rescue.” Hun sank en klump og gned så sine tindinger kort. At skulle gennemleve disse minder der både var glade men fuld af sorg. Hendes trætte hoved gad ikke til at sammenligne oplevelserne med matchende følelser. “Something went wrong, like a different outcome was planned. Wade, my sister’s father suddenly got so cold, he drowned my mother while all Elena and I could do was watch. I’ve felt pain before, heartwrenching pain... but this was a different kind, almost like something in me died as well.” Og så var det sagt. Hun gav et suk fra sig og begyndte så stille at slippe hans hånd for at rette sig op, selvom alt i hende tiggende om nærvær.

Han havde været god til at lytte, som egentlig føltes meget rart, for det var ikke særlig tit at hun havde åbnet sig op for nogen på den måde. Og samtidig var det også som om han sagde alle de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. Han nævnte at han også havde mistet sin mor, som ikke føltes som om at det gjorde noget meget bedre, udover at han vidste hvordan hun havde det. Men som hun endelig var begyndt at slappe af, bemærkede hun at hans udtryk ændrede sig, og pludselig var hun tilbage til sit nulpunkt, hvor hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var ikke sikker på om hun skulle sige noget, om det ville være smart at rode rundt i noget der fik ham til at reagere på den måde. Hun valgte ikke at sige noget, og kiggede på hans hånd som den bevægede sig op ved siden af hendes hoved.
Hun huskede ikke at hun var faldet i søvn, og underligt nok havde hun sovet ret godt. Hun satte sig forsigtigt op og kiggede på ham som lå ved siden af hende. Hun følte et større overskud end hun havde om morgenen, og hun var ikke sikker på hvorfor. Han var så pæn, som han lå der og sov så roligt. Hun følte sig en anelse skyldig som hun lagde sig ned med hovedet mod hans bryst og lukkede sine øjne i. Hun duftede en anelse til ham og slappede ellers af. Det var først efter lidt tid som hun lod sine mure falde ned og føle at det var okay, at den velkendte stemme der dirigerede hendes værste mareridt kom frem i hendes hoved. “You look so good Kaiya... oh shhhh, dont cry like that, I’m sorry I woke you up. You’re almost a grown woman now you know? Now just lie still... Claudius said you’re good at secrets...” og som hun var ved at falde i søvn var hun pludselig lysvågen. Følelsen af ham i nærheden af hende var pludselig noget farligt og fremmed end trygt og hun skubbede sig væk fra ham, på bedste vis for at undgå at vække ham. Hun åndede tungt ud. It’s been 10 years now... It never bothered you before Kaiya. Is it the stress? Tænkte hun for sig selv og sukkede dybt.

Hun sad bare med armene om sig selv som han vågnede pg da hun bemærkede det, prøvede hun ikke at se alt for traumatiseret ud. Hun ville gerne fortælle ham det hele, bare ligge det ud på bordet og åbne sit hjerte helt, hvor skræmmende det så end var. Men det virkede til at der var andre ting der var vigtigere nu. Og Kaiya var på en måde glad for det.
Hun blev så forvirret over hvad han sagde, mest fordi hun stadig var fanget i sine barndomstraumer. Da han sagde han elskede hende, blev hendes blik også en anelse mere fjernt. Det var mere fordi tanken om at nogen elskede hende, nogen der ikke var familie. Havde hun oplevet det? Ikke rigtig. Ikke at den var gengældt, men det vidste hun ikke. Han nåede ikke at tale færdig før døren blev blæst ind og en kvinde kom ind. Hun lignede Amery så meget, det måtte være familie. Dog var hun ikke så sikker da han blev blæst ud af vinduet. Hun kom til sig selv og tørrede en tåre af sin kind som hun ikke vidste var der før hun rakte ned bag sin ryg og trak en pistol frem som havde været gemt der hele tiden. Det var Wade’s. Han havde glemt den da han forlod Elena og hende, og Kaiya havde samlet den op i smug. Hun pegede den mod kvinden der hed Daisy, med en rolig hånd, som havde hun gjort det før. “You can act all tough if you want, but I’m not scared of you.” Advarede Kaiya hende med et næsten flammende blik i øjnene. Varmen i hendes krop føltes næsten rar, noget genkendeligt fra før hun blev født. Var det Tatias flammende gener hun kunne mærke? Hun rejste sig fra sengen uden at fjerne pistolen. “You dont know me or what I’ve done or been through. You may take him away from me now. But hear this. I never forget a face, especially someone who hurts those I care for,” hun kunne ikke fatte at hun truede hende her og nu, men sådan var det, den flammende vrede gjorde det kun værre. “If you hurt him. I will hurt you for this. One way or another. A day will come when you think yourself safe and happy, and suddenly your joy will turn to ashes in your mouth, and you'll know the debt is paid.” Sagde hun så før hun sænkede pistolen. “Remember that,” sagde hun bittert.

“You’ll see more than fire if I dont get him back,” sagde hun koldt uden at sænke pistolen. Hun lyttede til Daisy’s modsvar på trusslen som fik hende til at smile kort. “You think this would be my first kill? I’m a doctor. Death surrounds me most of the time I’m on the job,” svarede hun igen men som hun rejste sig fik Daisy hende til at sætte sig igen med sin evne. Kaiya skar en vred grimasse og hævede ikke pistolen igen. “Just get out. Get out!” Vrissede hun som Daisy forlod hende til nu at være alene i Amerys hjem. Hun sukkede dybt og hev en telefon frem hvor hun ledte efter Clarissas nummer. Hun ringede og ventede på at den blev taget. Så snart telefonen gav lyd som i den var taget, “Hey it’s Kaiya. I’m just gonna say it as it is.. Amery was... taken just now... by someone called Daisy... I dont really know what to do...” indrømmede hun efterfulgt af et suk.

Som hun ventede på Clarissa havde hun kigget ud af vinduet. Synet fik hende til at gispe højt og bakke bagud som hun følte hendes hjerte var faldet til jorden og blevet stampet på til der ikke var mere. Hun ramte sengen og nærmest faldt ned over den, men hun greb ud med en arm så hun blot sad der. En rystende hånd fandt vej til hendes mund som hun gispede efter vejret og kiggede ned på pistolen. Havde hun mistet alt? Hvor længe ville der gå før Zitora fandt ud af hvad der var sket og fik et af hendes flips over at Kaiya ikke havde kommet til hende med det samme? Ville hun miste Zitora? “Everybody leaves you Kaiya. They do. Taken away, killed, or downright despising you?” Sagde den hæse stemme og den ramte plet. Amery, hendes mor og Zitora. Alle dem hun havde brug for lige nu men ikke kunne snakke med. Hun stirrede længe på pistolen. “But I am always here. But you know the true purpose for your suffering? It’s not them. It was never them. You could live on running all your life. But not from her. Not our daughter. The little life I planted in you in those tormenting nights. You didnt think twice about getting rid of her, rid of me. You didnt expect us to stay. But we did,” sagde den hæse stemme og pludselig stod et lille barn foran hendd, så småt og uskyldigt. “Murderer,” hvæste den i hendes øre. “A mother who didnt want her child,” sagde stemmen. Kaiya var helt ude af den nu. “I.... I was only 14... I couldnt...” - “So you decided to end her life, just because of how she was concieved. You didnt even think about adoption,” - “Adoption...” - “Is hell, I get that, but what if? The small what ifs,” og så hørte hun Clarissas stemme. Hun tørrede sine nu våde kinder og prøvede ikke at se helt hylet ud af den. Men så snart Clarissa trådte ind, vældede følelserne ind. Det havde føltes som en time men det var sket så hurtigt, for det var i hendes hoved.
“Tea is good...” sagde hun som hun slap krammet og rykkede sig væk. Hun kiggede mod vinduet og så pigen stå i det, “Mom I’m scared!”. Pludselig sakkede hun bagud og Kaiya rejste sig instinktivt og forsøgte at nå hende men det var et sølle forsøg. Hun kiggede ud af vinduet og så intet. “I... I cant hold this secret in me any longer..” mumlede hun panisk og lænede sig op af væggen ved siden af vinduet. Hun tabte pistolen og satte sig med hovedet i sine hænder. “No one else can know. Only you, only Cain. No one else, not Amery, not Zitora.” Begyndte hun så som hun kiggede på Clarissa.

Hun kiggede på Clarissa som hun satte sig ordentligt op og trak sine ben indtil kroppen. Hun åndede tungt ud og lænede sig tilbage før hun kiggede op i loftet og hendes øjne fór rundt i loftet, som kiggede hun sine minder igennem for at overveje hvor hun skulle starte først, men det var så svært at få sagt. En klump i halsen og et tungt hjerte fik hende til at begynde at skævle med knæene. "I was 14... When it first happened. People usually say, it happened so fast, but it didnt. It was slow and painful and I felt every moment of it," hendes tale blev grødet og hun rømmede sig kort. "My parents, not my real parents, had made a business deal. He helped them keep their firm from falling, and in return, he got to visit me when he liked.." det skar i hendes hjerte bare at tænke på det, så at sige det rev hende itu. En enkelt tåre faldt ned af hendes kind, og resten forsøgte hun at holde igen. Hun lukkede øjnene og tog en skælvende indånding.
"I was raped, over and over, and it felt like a living hell. It's such a long time ago, but I still feel his touch, his... disgusting breath on my neck.." hun klynkede kort og lagde en hånd mod siden af hendes hoved som hun lukkede sine øjne hårdt i. "This one time he told me how Zitora and I looked so alike that he almost went to hear instead. Said that I was getting boring, he was tired of the crying and the struggle, I stopped fighting then. Let him do what he wanted, so he wouldnt go to her, keep her safe, without her even knowing," hendes mave vendte sig og hun følte sig syg, for det var så frygteligt. "One day he never came back. But it was too late then, I was marked for life... And pregnant," endnu et klynk og tårerne væltede ud, det var ude af hendes kontrol nu. "I..." hun tog en pause og prøvede at kontrollere sig, stoppe den skævlen og tårer der forstærkede hendes følelser. Pludselig åndede hun let ud og alting stoppede med at føles som noget. Hun var pludselig så rolig, selvom hendes underlæbe skævlede en anelse. "I couldn't let a child concieved in such a cruel way get into this world. I wouldn't have loved it as I should have.. And adoption just wasnt an option for me. Zitora would have wondered how I could have gotten the child, probably tear my mind apart to find out.. And it would break her heart," sagde hun så og løftede opgivende hånden som hun kiggede i jorden. "It would break her heart..." gentagelsen markede hvor længe hun havde båret på den sætning indeni sig.
Hun kiggede så op på Clarissa og snøftede let. "Cain helped me find a doctor who would do the procedure. I thought, getting rid of this innocent child would rid me of all the nightmares, take the grip on my soul that he held so tight and finally be free.. Be able to breathe and feel again like any other normal child," - "But nothing was ever normal after that, it couldnt ever be. I was forced to become an adult at such a young age, I never truly would know what it would be like to live a normal life, getting that sweethearted innocent love that every girl dreamed about. Just having a guy at my age, would make my insides churn and I felt like running," hun sukkede.
Det var en frygtelig tid for hende. Og det var den største grund til at hun var nød til at komme væk fra den familie. Skære sig løs og komme væk fra huset der jagede hendes mareridt, væk fra sengen der bar så meget synd og lidelse, hans synd og hendes lidelse. "And he never once left my mind. He had left my body, as the child died and never got to live, but he is still up here, whispering those disgusting words from the nights, giving me a full resume on the horror he put me through" hun prikkede sin tinding som hun sagde stemmen stadig var i hendes hoved og hendes blik faldt ned mod gulvet og en opgivende grimasse viste hvor lidt hun havde lyst til at kæmpe imod stemmen der jagede hende. Hun havde kæmpet så længe. Og hun havde været så tæt på bare at tage pistolen og stoppe det hele, uden så meget som at tænke på følgerne. Indtil Clarissa var kommet, havde hun bare været et par minutter forsinket, vidste Kaiya ikke hvad der havde været sket. "And then Amery came into my life, making me feel those butterflies that I never got to as a young girl, and I felt so silly for never getting so feel that before. I lowered my walls just enough to peak at him, but then the voice came and took it away. Suddenly it felt like I was back to square one. But he persisted, kept me grounded when I needed, reminded me even without knowing that it was just a voice, just a memory," hun sukkede lydløst og gned sine øjne. "But it will never leave. And my biggest fear is that Amery will notice that some day and leave me. Chasing someone who is incapable of turning all that love, all that caring... It must be hard.." indrømmede hun og følte sig pludselig skyldig for at pinne hendes fortid på hendes forhold med ham. Men det var svært når bare en mands åndedrag ville minde hende om manden der havde rørt hende. "And telling him would also break his heart. Make him feel like, he couldnt protect me from the horror of the world, or help me cope with it. But this is what trauma does to a person. It breaks them down, lets them relive all the nightmares in a split-second, and no one can stop it," sagde hun så og åndede så endelig tungt ud igen. Det føltes rart at endelig få sagt ordentligt til nogen, men det var nok forsent at mene at det kunne ændre noget som helst. "I carried it all alone in me for so long. I don't think I could ever let it go. It has become a part of the person I am now, and changing that would change me completely."