Something is wrong - Marcel

Som han allerede skyndte sig op af trappen, hørte han hendes skrig fra lejligheden som triggerede den indre varulv. Han havde ikke formen men han mærkede sine muskler stramme sig sammen til at han nærmest sprang over trapperne i en hurtig fart. Da han nåede lejligheden nåede musklerne at slappe af og han nærmest vaklede ind til at se hende ligge på gulvet. “ Jesus christ, Zitora!” Udbrød han overrasket og løb hen hvor han samlede hendes overkrop ind i sin favn som han faldt på knæ. Han kyssede hendes pande og holdte hende så tæt som han kunne mens han lyttede til hende. Han åndede tungt ud og børstede noget hår væk fra hendes våde kind med tommelfingeren, som han prøvede på bedste vis at få hende til at føle sig tryg. Han holdte sig rolig selvom alt i ham virkede til at være i uorden. Han vidste slet ikke at de havde blandet sig med Umbrella nok til at blive snuppet.
“She’s at Umbrella.. In a room that cuts off all connection to the real world,” forklarede han så som han spændte kort i kæben. Hvordan kunne det her være sket? “When you called me about my work and Amery... I had no idea you two would actually go against them. I would have told you not to,” sagde han og trykkede hende tættere. Han vidste ikke hvad han kunne sige som kunne få hende til at slappe af, så han fortalte sandheden. Han rejste sig med hende i armene og lagde hende i sofaen hvor han satte sig på hug ved hendes hoved og kiggede på hendes skrammer.  “You mess with Umbrella, you wake their eyes for you. They start following you everywhere till they either decide to leave you or take you. And you two.... I didnt want the eyes to look at you,” sagde han så og gnubbede sin pande kort som han mærkede frustrationen, dog ville han ikke lade den gå ud over hende. “You’re children of Cain, the child of Adam and Eve. Once they knew that, they just had to have you,” afsluttede han så og sukkede kort. Han havde godt læst om børnene af Cain, dog anede han ikke at det var Zitora og Kaiya, ikke før han fik færten af Kaiyas blod på sit kontor, og egentlig burde han ikke fortælle noget, det havde lærestregen på Rayna kontor forsikret ham. Men der var ikke flere løgne, ikke for Zitora. “My god Zitora, you guys have no idea what they want to do to either of you. They want that gene and they will take it. By all means necessary.”

"Make a deal? You sound like they would actually consider you for more than a test subject for them to obtain.." han sukkede kort og kørte en hånd gennem håret. "They would just look for an opportunity to bring you in and use you just like they're using her now.. I wont let that happen," sagde han bestemt og lagde armene let over kors som han kiggede på hende. Så sukkede han kort da han havde holdt noget information tilbage. "They're not going to kill her Zitora. Only change her. And then release her, just like they do to the other subjects. If she was to be killed, we would have known by now. The news would have brought it up with some manufactured story that something odd happened but her body would be long gone. Since that hasnt happened, she's gonna be fine," sagde han roligt og lagde så en hånd mod hendes kind.
"So don't go do anything stupid. She wouldn't want you to, I wouldn't want you to." mindede han hende om, selvom han ikke var sikker på at han skulle nævne sig selv, det havde måske været nok bare at nævne Kaiya. Han rejste sig og nussede Zitoras skulder kort, før han gav den et blidt klem. "You're not thinking clearly right now. Give it a rest, you're overworking yourself on something you have no control of," sagde han lidt forsigtigt før han gik ud i køkkenet og hentede et koldt glas vand til hende som han rakte hende da han kom tilbage. "Control your thoughts, get a clear mind before you start planning your grand expedition to free Kaiya," sagde han og satte sig forsigtigt på sofaen.

Marcel fattede ikke hvad der var igang med at ske før det var sket. Og Skye havde tvunget ham ned at sidde så alt han kunne gøre var at se til mens helvedet slog løs. Det første knæk fik hans indre varulv vækket, hvor han dog bare vil rejse sig og flå Skye fra hinanden. Hans øjne blev våde og han skar tænder som et bæst. "Just let her go, don't take this out on her! Please, Daisy please!" udbrød han med en tiggende stemme og prøvede at bevæge sig men det var for ingen verdens nytte. Zitora fløj mod trappen og det sidste knæk gjorde hende til en kludedukke. Marcel knyttede sine næver og stirrede på Skye med flammende øjne. "You shouldn't have made an enemy of me," lovede han hende og kiggede så på Zitora med et hjerteknust blik. Som Skye gik rejste han sig forsigtigt og skyndte sig over til hende. Han løftede hende op i sine arme og bed hårdt sammen. "I'm so sorry," mumlede han lydløst mod hendes hår og aede hendes stadig varme kind.

Da hun endelig var kommet op af trappen, på trods af den pludselige smerte der havde skudt gennem hendes krop på så kort tid, kom hun ind i lejligheden. Hun så først Marcel, stå med hans hoved i sine rystende hænder med Zitora i sine arme og Peyton der sad ved Zitoras lig. Hun haltede derhen og tabte den stok hun havde støttet sig på inden hun faldt på knæ ved siden af Peyton. Hun så ned på Zitora og lagde forsigtigt en hånd mod hendes mave. Så varm, men det ville ikke vare længe. Hun så på Peyton med et udtryktsløs ansigt og kom med et skælvende suk. Hun lagde armene forsigtigt om sin søster og det tog alt i hende at holde sine følelser tilbage. Det hjalp dog at holde sit fokus på Peyton, den typiske Kaiya ting, sætte andres følelser før hun lod sig selv føle.
Hun begyndte at skævle som det ikke virkede til at virke specielt meget. Hun slap Peyton og rejste sig som hun bakkede bagud. Og pludselig var den der igen. "You lose everyone, everyone you love. Nothing can stop that, not even you. She needed you and you couldn't even save her," hviskede den som Kaiya tog en hånd op til munden. Tårene begyndte at glide ned af hendes kinder og hun rystede på hovedet. "I... I can't deal with this right now," mumlede hun højt nok til at de andre ville kunne høre det. Hun begyndte at gå ud, "Kaiya. Don't go," sagde Marcel men Kaiya kiggede bare tilbage på ham før hun kiggede på Zitora. "I have to... I cant... look at her right now," sagde hun i en følseskold stemme. Hun kiggede på Peyton og sank en klump. "Just... I will see you later," sagde hun og begyndte at vakle så stille ud. Turen ned af trappen var den værste, men hun nægtede at føle noget.
Hun kom ud på gaden og nåede at spotte sin far der allerede var på vej. Hvis han nærmede sig hende ville hun sakke bagud og sætte en hånd op, hendes typiske tegn for at hun skulle bruge alenetid, han var den der forstod hende bedst udover Zitora. Hun vendte sig og begyndte at vakle afsted, et par gader ned før hun stoppede op af en mur der ledte til en gade. Hendes ben rystede for meget til at lade hende fortsætte længere og hun løftede sine skælvende hænder op som skulle hun dække sit ansigt, men frustrationen og sorgen var for overvældende. Hænderne stoppede ud fra hendes hoved og med knyttede rystende næver, skreg hun pludseligt. Hendes tvilling var død, hendes anden halvdel var væk og kunne aldrig bringes tilbage. Hendes hjerte føltes som om det kunne briste og bløde udover hendes indre. Hun skreg til hendes lunger var tomme for luft og lænede sig op af murens kolde ydre. Tårene væltede ned af hendes kinder og det eneste hun kunne tænke på at var at fylde hullet ud, fylde det hul ud som der pludselig virkede som et alt-opslugende sort hul.
"You had no fucking right... No fucking right to just leave me. You hear me?! You had no fucking right!" skreg hun med sine lungers fulde kraft og begyndte at slå sine næver til blods mod muren. "I wanted to protect you keep you safe and you do this to me?! After all I've done to protect you? I didnt even get a chance to stop it. I ruined this. I ruined us!" skreg hun til hendes stemme blev skinger og hun var nød til at tage sig til brystet for at få vejret igen. Hele hendes krop skælvede.

Påklædning
- Tøj + Sko Han er iført en sort t-shirt, og han har løse bukser op. Han har sorte sko på
- Hår + Skæg Han har sort krøllet kort hår. Han har skægstubbe, som langsomt er ved at blive et skæg
- Accent Britisk

Han havde haft ringet til hende tidligere, dog ikke uden den store held til at komme igennem, mest af alt for at spørge om hun vidste hvor Kaiya var, men også om hun ville komme forbi og sige hej til sine yngre søstre. Dog efter han ikke havde hørt fra hende hele dagen, begyndte bekymringen for alvor at komme op, så han valgte at tage ned for at se til hende. Hun levede heldigvis ikke så langt fra hvor han selv boede, så det var ikke noget problem, at tage forbi hende. Han havde dog en virkelig dårlig fornemmelse, hele vejen derhen, næsten som om at noget var forkert, og selvom han forsøgte at trykke det ned, kunne han ikke slippe følelsen af, at han havde mistet noget. Så det var først da han kom ind i opgangen, og så hendes livsløse krop i en anden mands arme, at han for alvor opdagede alvoren ved det hele.
Hans hjerte stoppede det ene sekund, og hele hans liv passerede næsten forbi hans øjne, hvert eneste øjeblik med hende, fra det sekund hun var født, og alle de øjeblikke han havde været der med hende, frem til dette sekund. Han vidste at som en udødelig person, så var han tvunget til at se sine børn vokse op, også en dag dø, men hun skulle da ikke dø i en alder af 24, hun var kun lige begyndt på at leve livet. Han skyndte sig hen til de to skikkelser, mens tårerne slørede alting omkring ham "no no...this can't be" en del af ham ønskede virkelig, at det hele bare var en ond drøm, og at han om lidt ville vågne op, og se hende igen, men det var ikke en drøm, og hun var virkelig død. Hans hænder rystede som han rakte frem imod hende "my beautiful little girl"
Han kunne ikke styrer tårerne som gled ned af hans kinder, han fik aldrig chancen for at se hende smile, han ville ikke høre hendes latter, eller lede hende ned af alteret når hun en dag skulle giftes, eller se sine børnebørn vokse op. Der var så mange ting, som hun ikke ville kunne opleve, og værst af alt, han kom aldrig nogensinde til at se hende igen, han kom aldrig til at kramme hende igen. Straks fortrød han alle deres tidligere møder, hvordan han ikke havde sagt oftere, hvor stolt af hende han var, eller hvor meget han i virkeligheden elskede hende "No no no no no" hans hjerne forsøgte at finde ud af hvad der skete, og det hele var så urealistisk "my babygirl, how could this have happen?" spurgte han den fremmede mand "Who killed my daughter?" vreden kom straks frem i ham.

//Fik lov til at lade Cain se sin døde datter

Da den anden mand forsvandt, trak han liget af sin datter op i sine arme, tænk for blot en dag siden, havde han snakket med hende, hørt hende grine, som de snakkede om fremtiden. Det var som om at han med et, blev overfaldet med minder om deres tid, de kom igen og igen, mindede ham om alt han havde tabt. Nok var han vant til som udødelig, det at mise så mange folk omkring sig, og dog havde han aldrig i sit liv, følt denne slags smerte før, ikke engang de gange hvor han havde mistet Julian, havde han følt den slags smerte. Han strøg blidt hendes hår væk fra hendes ansigt, men hans hænder rystede så forfærdelig meget, at han ikke kunne få kontrollen over dem. Blidt blev der lagt et kys på hendes kind og derefter hendes pande, han rokkede hende næsten i sine arme, som han havde gjort de få gange, dengang hun havde været lille. Hvordan kunne han leve videre? Med sorgen over at havde tabt sit barn?
Hans blik hævede sig, som han hørte den fremmede mand komme tilbage igen, han hørte på som den anden forklarede hvad der var sket, eller mere dem der stod bag drabet af hans datter "It's not your fault" han vidste at den anden havde mistet noget selv, at han ikke selv var uden tab, og at Zitora havde været højtelsket af denne unge mand. Han blev dog næsten åndeløs, da han hørte grundlaget bag hendes død, at det faktum hun var hans afkom, var skyld i at hun nu lå død i hans arme. Han havde det som om han ikke kunne få luft ned i lungerne, så den anden mands ord, om hvordan de var i farer, var næsten som ord sagt i det fjerne "She's gone, and it's because of me" igen strøg han hende over kinden "My sweet little girl, please just open your eyes" han trykkede hende blidt ind imod sig "She's too young, she wasn't suppose to die this young, she was suppose to grow old, get married and have kids" han fik dog kontrollen over sig selv, og rejste sig om, med hende i sine arme. Ingen far skulle nogensinde begrave deres eget barn.

Han havde holdt armene om Peyton i et kram da Tatia kom. Han vendte blikket mod hende og kunne ikke helt finde ud af hvem det var. Men udfra hvor meget Zitora lignede hende, måtte det være familie. Han stod bare og så til som sorgen i dette rum bare blev større og større og hvis han følte sig magtesløs inden hun døde, var han ikke sikker på hvad han følte nu efter hun var død. Nok bare mere en tomhed end noget andet. Han så ned på Peyton og holdte en hånd mod hendes baghoved for at få hende til at vide at hun var sikker. Og da hun ville gå over til Tatia, lod han hende gå derover. Han spærrede dog øjnene op som Tatia greb hendes hals og skulle til at gøre noget ved det da Tatia slap hende igen. Han lagde en hånd mod Peytons skulder og trak hende lidt væk så Tatia kunne få den plads hun havde brug for. Samtidig tjekkede han lige kort hendes hals for at sikre sig at der ikke var sket hende noget.
Som Tatia snakkede til ham, kiggede han over på hende og rettede sig op. Han vidste ikke hvad han havde mere at sige, mest af alt følte han sig så knust at det der kunne blive sagt ikke ville give nogen mening alligevel. Et bedrøvet smil var alt han kunne give Tatia til hendes ord om hvad Zitora havde sagt om ham. Noget der ville have varmet hans hjerte hvis det ikke havde været sådan at det føltes så koldt nu hvor Zitora var væk. Han kløede sig i nakken og satte sig på sofaen med hovedet i sine hænder. "There isn't much to do," stemmen var opgivende, da han følte han allerede havde mistet alt. "I don't want anyone else in her family to suffer," sagde han så og rejste sig.
"All there is is for me to do something. All I have to give is my life, to keep those she loved safe. I don't have anything else to lose," sagde han så. Så kiggede han på Peyton, Cain og Tatia, skiftesvis mellem de tre, "You guys still have someone, you have eachother and you have Kaiya. Zitora was all the family I had, that actually meant something to me," hans stemme var følsesløs, men kunne den andet når han følte sig så tom som han gjorde nu? "Just go some place you're all safe. Find Kaiya, keep her safe," han knugede hænderne sammen og rejste sig. Var dette en slags afskedstale? Han var ikke sikker. Han havde kun en ting i hovedet nu, og det var hævn.

Hans blik gled op, som han så Tatia komme nærmere, det havde været længe siden, at de to sidst havde set hinanden, og havde situationen ikke været som den var, havde det måske bragt en lykke i ham, at se hende igen. Dog var sorgen over tabet, blandet med hævnlysten for stor, til at han kunne tænke i den slags tanker. Dog var der nærmest en forståelse mellem ham og Tatia, en forståelse om det tab de to nu havde, det at havde mistet deres datter, og om hvordan det nu handlede om at holde Kaiya sikker. Hun skulle ikke også dø, for så vidste han for alvor ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han gav et nik fra sig, som hun udtrykte at ville hjælpe, såvel som da hun kom med de ord, hun altid gav når en person døde. Hans blik gled mod den anden mand "There is something to do, and that one thing is justice, I want her dead" sagde han, og han kunne føle hvordan hadet rejste sig i ham. Lysten til at dræbe alle dem, som havde stået bag døden af hans elskede datter, men den var også blandet ind i hadet, mod em som havde gjort Kaiya ondt "I'm going to do everything in my power to keep my daughter safe" medgjorde han, som han kort så ned på Zitora.

Han vidste ikke om han fandt det irriterende eller godt at de to forældre ville gøre alt for at hævne Zitora. Nok mere det første, for ligemeget hvad så havde de trods alt stadig Kaiya som mere end nogen anden havde brug for dem nu hvor hun var blevet en helt anden. Ikke at han vidste det, men han vidste at hun havde brug for dem lige nu. Han håbede at Amery i det mindste havde fundet hende og sørget for at hun blev taget godt af. Han var på vej ud da døren pludselig frøs til og da han vendte sig lignede Peyton en helt anden person. Han trak lidt på øjenbrynet og kom mere tilbage til den virkelige verden, især da hun begyndte at snakke om Zitora.
Han sank en klump da hun snakkede om kirker og begravelse. Han kiggede på Zitora igen. "She shouldn't have died. I should have died," sagde han så og sank en klump. Han vidste at det var dumt, men hvis det kunne holde dem fra hævntogtet lidt længere, kunne han tage det. "She wasn't just killed because she was messing with umbrella. It was to teach me a lesson," sagde han så, og vendte sit blik mod jorden. Han kløede sin nakke og bed hårdt sammen. "Because I work for them. I was giving her information that was classified, and when they found out, they wanted to punish me for it. I didn't know... that they would kill her as the lesson," han åndede tungt ud og kiggede så på Cain. Usikker på om det var smart at sige foran en far der lige havde mistet sin datter.

Han fandt et sted, hvor han kunne ligge hende, og blidt strøg han hende over kinden, selvom hun dog ikke kunne føle det, hvor han så igen rejste sig på ny. Der var en generel ubehag i luften, blandet med det af sorgen over alt der var sket, men det var virkelig ikke nogen overraskelse, de havde trods alt alle sammen, mistet en person der var nær ved hver enkel af dem "no one should've died" pointerede han, som hans blik gled hen til den unge mand, det var tydeligt at denne unge mand elskede, og selvfølgelig stadigvæk gjorde, hans datter og følelserne havde nok også været gengældt. Han virkede som en ung mand, han nok ikke ville have noget imod, at havde været præsenteret for, havde de nu engang været et par. Han lagde en hånd foran Tatia, næsten som for at stoppe hende fra noget dumt "Fighting isn't going to solve anything right now, and wile I do want to seek justice, in this very moment it isn't the right time" Hans blik gled imod den anden mand, som han forklarede hvad der var sket, og stille gik han hen til ham, specielt efter at havde set usikkerheden i hans blik. Let lagde han en hånd på hans skulder "I know you're probably blaming yourself, but this isn't your fault and I don't blame you for anything that happened to her, you couldn't have know this would have happened, and even if you did, no one is ever prepared to facing this kind of thing" Han gav den anden mands skulder et blidt klem "I wish she would had told me about you sooner" der var næsten et antræk af et smil på hans læber, dog ikke noget man ville se nemt.

Som Cain nærmede sig ham, mærkede Marcel kort at det løb ham koldt ned af ryggen. Men han kunne stadig ikke undgå at føle at det var hans skyld, Daisy sagde trods alt at det var for at give ham en lærestreg. Han så på Cains hånd som greb hans skulder og åndede tungt ud mens Cain snakkede. "The feeling is mutual. I could believe we would've enjoyed a pint or two from time to time... I think we would have been good for eachother," sagde han og kiggede så på Zitora med et bedrøvet blik, mest fordi at den sidste sætning var mere rettet mod hende, og en bitter smag spredte sig i hans mund som han blev mindet om at det var slut nu.
Han blev trukket ud af sine dybe dystre tanker da Peyton snakkede til ham. Han trak let på skuldrene da hun sagde han ikke var alene, "But I am now that she's gone." sagde han en anelse stille før han lagde sit hoved i sine hænder. Det var ikke typisk Marcel at græde, selv da han følte at han havde oplevet sit værste engang for mange år siden, havde han ikke grædt. Men det havde ikke været det værste, det her var det værste. Han græd ganske lydløst i sine hænder før han tog hænderne ned og knyttede dem sammen. "She was my only true love. The things I'm feeling now. I feel that I dont really have much to push on for. I had my work before I met her, but it felt so empty. And now I'm gonna go back to being empty, probably forever." sagde han og kiggede på Zitora. Han gik over og aede hendes kind blidt. "I know that you'd want me to move on at some point. I don't think I ever can Zitora. My heart died with you," sagde han lavmælt og lænede sig ned for at kysse hendes pande. "I hope it didnt fall down to the depths of hell, that it's safe with you where ever you are," bad han næsten.