A little haunting at midnight - Marcel

Det havde ikke været det samme, intet af det. Som han stod til begravelsen og lyttede til de taler der blev holdt, havde han ikke selv holdt en. Han vidste ikke hvad han skulle sige og på en måde følte han at de ord han ville sige ikke ville være til mængden. Det var derfor han havde gået op til hende før ceremonien, lagt en hånd mod hendes kind og sagt de ord som skulle siges. At han elskede hende og altid ville. At han var så dybt såret over at have mistet hende, at han fortrød alle de gange han ikke tog chancen for at være sammen med hende, at han ikke beskyttede hende bedre. Han afsluttede med et kys på hendes pande og trådte væk. Så pinefuldt det hele var.
Det tog ham længe at få sig selv til at kunne sove nogenlunde ordentligt. Mange nætter lå han bare og rullede rundt, tænkte på hende og at hun var væk. Han havde fået sovepiller af Kaiya men når han endelig var blevet tvunget i søvn, drømte han om hende. Han vågnede op med våde øjne og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han havde ikke taget på arbejde, det arbejde han skulle lave havde han fået sendt hjem, så han ikke skulle være der, hos dem der havde slået hende ihjel. Han begyndte at stille spørgsmål til hvor vidt han ville blive ved med at arbejde der, de ville have at han kom tilbage når han var loyal, men hvordan kunne man være loyal efter dette? Han var så vred, og fuld af had mod dem. Han kiggede på papirene og smed dem på bordet før han lagde sine hænder i sit hoved.
Han rejste sig og greb en flaske fra skabet som han satte sig med i sofaen. Da flasken var halvt tom og han begyndte at mærke alkoholen lænede han sig tilbage og stirrede op i loftet. "I know you want me to live on.. It's just so.. damn hard," hviskede han stille for sig selv og sukkede kort. Han måtte have døset hen for pludselig vågnede han ved en velkendt stemme, liggende på sofaen med flasken som krammebamse. Han gned sine øjne kort og så op på hende hvorefter han rejste sig så hurtigt at han mistede fodfæstet og faldt bagover sofaen. Han ømmede sig højlydt men skyndte sig at sidde op så han kunne titte over sofaens ryg. "Am... Am I dreaming? I must be..." sagde han til sig selv og kiggede på flasken i hans hånd. Hans ansigt var fuld af forvirring.

Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han havde lyst til at slå armene om hende og holde hende tæt, bare en sidste gang, for hvad hvis han aldrig så hende igen efter det her? Han tog en dyb udånding og greb flasken fra gulvet før han satte sig i sofaen igen og klappede ved siden af sig. "Hauting me, I sure hope so. If this is all my imagination, then my brain is playing the cruelest trick on me yet," sagde han en anelse sørgmodigt og skruede låget af som han tog en tår. Han skulle til at tilbyde Zitora en tår da han indså at hun nok ikke kunne tage den. Han lagde bunden mod sit lår og betragtede hende, tog billeder i sit hoved. Selvom hun havde sagt at det ikke var hans skyld, hjalp det ikke meget på hans samvittighed. Han åndede tungt ud.
"It is though. Hadn't I been so careless and left my work in the way I did, you might still have been here with us. It might be unlucky, but I know what caused it... I did," sagde han så med en sørgelig tone og kløede sin nakke som han tog endnu en tår af flasken. Han kørte en hånd gennem håret og mærkede alkoholen bringe alle sine dulmende effekter over ham, hvor rart det føltes. Han skævede mod Zitora og sank en klump. "I've been looking out for Kai as much as I could. I think Peyton does better than me though. It's hard but they're strong, your sisters," sagde han og kiggede så ud i luften. Han kunne ikke sige han selv var stærk, så havde han ikke siddet her og drukket sine sorger væk. Han rejste sig og gik hen til en skuffe hvor han trak en sprøjte ud som han kiggede på, før han lagde den på bordet. "I could join you, and in a natural way too," han kiggede på sprøjten og så på hende. "If I don't take this dose, my natural aging will kick in," forklarede han så og bed kort sammen.