Wrong place at the wrong time, kiddo - Odette

Sted: En forladt gyde i Gaia
Omgivelser: Containere og skraldespande. Ingen andre end pigen og John indtil videre.
Tid: Sen aften.
Påklædning her
Fortidsemne
Emne til: @Odette

Det havde været en simpel mission. Finde en af Liliths mindre konkurrenter og eliminér dem. Men hvorfor starte ud med at gå efter dem, når de havde en langt større svaghed, familie? Det var Johns plan, at ramme konkurrenten hvor det virkelig ville gøre ondt. Dog så ville det være bedst at undgå vidner. Hvis konkurrenten var sikker på at det havde været Liliths håndlanger, ville han sikkert bekrige hende. Og det var bare vigtigt at få ham til at være svag i en længere periode, så ville John tage sig af ham. Besøge ham og fortælle ham hvor hans plads lå i den kriminelle verden.
Så han havde brugt flere uger på at undersøge mandens familie. Finde ud af hvem han havde kærest - Som så var hans ældste teenage datter. Noget i John prøvede at stoppe ham, tanken om at det kunne være hans egen søster Jocelyn, bed ham i hjertet. Men han ville udføre sin mission alligevel. Datteren havde et underligt præcist og strengt skema, at finde hende ville være en snild sag.
Han havde fundet hende på gaden i Gaia. Så ung og naiv, havde hun begivet sig ud i natten efter en lang dag på akademiet. John kom til at tænke på at Jocelyn skulle holdes sikker når hun engang startede på Athena. Han rystede tanken ud af hovedet før han trådte over gaden, rettet direkte mod pigen. Hun opdagede ham ikke før han stod over hende, værende en ung teenage pige på 1.50 meter, var John et tårn der stirrede ned på hende. Hun nåede end ikke at skrige før hans store hånd fandt vej til hendes mund, den anden greb hende om nakken og løftede hende op. Han vadede hurtigt ind i gyden hvor han slap hendes nakke og brugte sin hånd på hendes mund til at presse hende op mod muren.
Hun måtte være et menneske eller noget andet skrøbeligt, før hun begyndte at vride sig manisk som presset fra Johns stærke hånd fik hendes knogler til at te sig underligt. "It's nothing personal. Just business," forklarede han hende roligt som han fandt en kniv frem. Nu skulle det bare overståes, så han kunne forlade hende i gyden til at bløde ud. Hans dæmoniske sanser samlede en duft op, et magisk væsen han ikke havde duftet i lang tid. Han vendte hovedet mod åbningen af gyden med et undersøgende blik. "Show yourself!" råbte han før han med let som intet knækkede nakken på mennesket og vendte sin opmærksomhed mod den ubudne gæst.

Han ville ærligt indrømme at han ikke havde regnet med at endnu en kvinde ville dukke op. Da han så hende, lagde han hovedet let på skrå, før han så bare begyndte at gå imod hende. "What did you see?" spurgte han en anelse truende, bare for at hun enten kunne få chancen for at lade som om intet var hændt, eller for at se om hun var typen der stædigt ville bekæmpe ham med sit vidnesbyrd. Han var egentlig lidt ligeglad, men det var bedre at være på den sikre side end ikke risikere at missionen ville slå fejl. Han stoppede foran hende, en bette sirene der var lidt højere end menneskebarnet.
"You don't seem like someone who knows how the world on land works," sagde han så med en mere rolig stemme som han rettede sig op. Han havde hurtigt bidt mærke i hvor underligt hun opførte sig da hun endelig havde trådt frem. Alle andre i hendes sted, havde noget på dette tidspunkt enten stukket halen mellem benene eller prøvet at overvinde ham i et overraskende angreb. Men der var noget ved denne sirene, der gjorde at John ikke bare gjorde det af med hende på stedet. Hendes uvidenhed, havde vækket en interesse i ham.
"I can't however let you leave. Not when you've seen me kill that young girl," sagde han så som han kiggede tilbage mod liget der bare lå op af muren. Han vendte sit blik mod sirenen igen før han fnyste let. "And if you don't want to end up like her, it would be wise to not fight me, and just follow me," foreslog han så, uden den mindste form for spas eller sjov i stemmen. Han var faktisk ret seriøs om sit foreslag. Det var et enten eller. Følg ham og havde en potentiel chance for at overleve. Eller tage den hårde vej og tvinge ham til at bruge styrke. "Your choice," afsluttede han så før han afventede svar.

"Well I wouldnt have any other choice, would I? You'd run off and tell the authorities. That wouldnt be very convinient for me," sagde han så mens han lagde hovedet lidt på skrå. Alligevel var der noget i ham der sagde at denne pige ikke ville dø i nat. Ikke så længe hun havde hans interesse. Han brød sig dog ikke om at hun indrømmede at hun så ham myrde mennesket, det var meningen at hun skulle frygte ham nok til at sige at hun ikke havde set det. Men det måtte være hendes manglende viden om denne verden. Så spurgte sirenen ind til den døde menneskepige. John fnyste kort, som var det det mest absurde spørgsmål der kunne være stillet i aften. "Business. She was in the way of it. The weak tends to be crushed in this harsh world. You'd better quickly find your place in this world. Or end up like her," sagde han så, en svag antydning til sirenen om at være stærk? Han var ikke selv sikker.
Da hun gik med til at følge ham, kom et skævt men tilfreds smil over hans læber. Hvorfor smilte han? Fordi han ikke behøvede at slå endnu en ihjel? Faktisk var han meget lettet over det. Hvis der var noget han hadede mere end at skade andre, så var det unødvendige drab. Men det her job handlede jo ikke om hans følelser, det handlede om at udføre de opgaver han blev stillet. Hvis det så indebar drab, var det hvad det var.
Hans stærke hånd fandt vej om pigens arm før han begyndte at gå afsted, ud af gyden. Han regnede ikke med megen modstand, ikke nu hvor hun var gået med til at følge ham. Han gik med hurtige skridt ned af gaden og med hans lange ben kunne det vel godt gå hen og blive træls for pigen. Hvis hun bad ham sætte farten ned, ville han først stoppe op og stirre kort på hende, før han så fortsatte, men langsommere denne gang. Som de gik, holdte han øje med hvor mange mennesker der så dem gå forbi. "So, tell me something about yourself, siren. You seem like a stubborn little girl," sagde han roligt som han vendte blikket ned mod pigen.

Hendes spydighed fik ham til at smile en anelse. Modstand var skam intet problem. Det var bedre at snakke med en der kunne sige fra sig, end en der var alt for bange til overhovedet at sige noget. Han kneb dog øjnene sammen da hun sagde at hun ikke ville ende som pigen. "We'll see," sagde han så. Da hun spurgte om han havde fundet sin egen plads, trak han lidt på mundvigen, et ømt punkt. Men hun var ikke under huden på ham, så han kunne let bare ignorere spørgsmålet for nu. Det var vigtigere at komme ud af gaden for folk så dem.
"70 is still pretty young. Practically a newborn. How much of it have you spent on ground?" spurgte han så, uden at virke til at have ændret mening om hendes størrelse eller alder. For hun var jo både lille i forhold til ham men nu vidste han også at hun var yngre. Han gik roligt frem som han lyttede til hvad hun havde at sige og bemærkede kort de små sten der løftede sig, der kom ikke rigtig nogen reaktion udover et fnys. Han kiggede kort på hende da hun spurgte ind til ham og kneb øjnene let sammen. Var det et seriøst spørgsmål. "You've just watched me kill someone. I'm still contemplating if I should let you live. Are you sure you want to hear about me? Wont exactly help in turning my decision to both of our's favor," sagde han så. Men så tænkte han nærmere over det og vidste at det nok alligevel ikke ville gøre så meget.
"I am a trained killer. I am sent out to end lives, no questions asked," sagde han så brat før han kiggede hende i øjnene. "But something tells me that doesnt scare you. That's why you're stubborn... And somewhat naïve," sagde han så før han kiggede fremad igen. Han rystede så bare let på hovedet med et skævt smil. "It's funny. But also tragic. If I were to attack you right now, try to kill you? What would you do?" spurgte han så som han trak i hendes arm og vendte hende mod sig så de var ansigt til ansigt. Han kiggede ned på hende med et seriøst blik. "What would you do? Lift some heavy rocks with your mindmending. Try to lift me off my feet? The thing is, that your telephatic skills take concentration, but I'm way faster and way stronger for that to work," sagde han så, mens hans dybe brune øjne skiftedes mellem hendes tyrkis-blå øjne.

"3 weeks... So practically a newborn toddler finding their way around. Am I wrong?" spurgte han så mens han vendte blikket mod hende. "You need someone to show you how this world works. Do you know anyone who lives here?" spurgte han så istedet for at køre rundt i hvor ung han syntes hun var. Han var dog ikke sikker på hvorfor han tog sig af at hun havde nogen til at vise hende denne verden, var det ikke ham der stadig var ved at beslutte om han ville lade hende leve? Hvad havde han gang i? Han var ikke selv sikker i dette øjeblik.
Han lod hende vride sig fri. Han havde et lille smil på læben, mens hans øjne var fyldt med en uforklarelig nysgerrighed. "We'll see about that," sagde han så. "When that time comes. That isn't now though," og så vendte han siden til hende igen som var intet sket og begyndte at gå. Det irriterede ham at hun troede han var mere end en morder. I bund og grund var alle vel mere end det, men hvad han var udover det, stod meget uklart for ham.
Pludseligt ringede hans telefon midt i det hele, og han var nødsaget til at tage den, "Speak," var hans eneste hilsen til personen i den anden ende af røret. Han vendte ryggen til hende som han lyttede til personen der talte, før han så vendte sit blik tilbage mod sirenen. "She's no one. Just a random girl," sagde han så, før hans øjne vendte sig væk og spejdede rundt i gaden. "Why are you spying on me anyway?" spurgte han så, mens han prøvede at finde personen han snakkede med. Hans udtryk ændrede sig fra ellers følelsesløst til noget mere bekymret og vredt. "I told you she is...." han blev afbrudt af en mørk men feminin stemme "But I saw you two. She saw you murder the target," afbrød en stemme så, som en person trådte frem fra en af de åbne gyder. John vendte sig mod personen og knugede sin ene hånd som han lagde sin telefon ned i baglommen. "Which means that you have to kill her John. We cant have witnesses," sagde kvinden så mens hun rettede sit blik mod sirenen. "Such a shame. A pretty girl, she was." sagde hun så.
"We don't have to kill her," sagde John så med en bestemt stemme, som han trådte frem mod kvinden. "The target is dead. That is what matters," sagde han så med samme bestemte stemme som før. Kvinden fnyste let og lod en hånd glide ned over sit sæt af knive som sad fast i hendes bælte. "The mission said no witnesses,
yet there is a witness next to you" sagde hun så og lagde hovedet på skrå mens hun kiggede på sirenen. "Tell me what you saw, girl." forlangte hun så. John vendte sit blik mod Odette. Nu var det op til Odette med hvad der skulle ske.

"You wouldnt want me as a guide," svarede han så roligt, der var sikkert en eller anden mere stabil og glad person hun kunne finde som med glæde ville vise hende vejen rundt. Sådan en person var John i hvert fald ikke. Ikke endnu. Så kom kvinden med sine beskyldninger, og John vidste hurtigt at alting bare blev mere kludret i ham af dette.
Hans øjne faldt hurtigt på den sten der begyndte at hæve sig bag kvinden. John skævede kort mod sirenen, før han greb hendes arm som et tegn på at han havde styr på situationen. Kvinden så ikke ud til at købe løgnen, og hendes hånd greb let fat om en af sine knive som blev trukket op af bæltet. "John, either you do it or I do it for you. Or would you like me to inform the boss?" spurgte hun så. John åndede tungt ud før han så roligt slap sit greb i sirenens arm og begyndte at gå mod kvinden. Kvinden burde have været klar, men hun fattede intet før det var forsent. Johns hånd fandt vej til hendes hals før den strammede sit greb og løftede hende op. Kniven i hendes hånd slap hun som begge hendes hænder begyndte at forsøge sig med en frigørelse fra Johns stærke hånd om hendes hals. "I don't give a fuck what you say to our boss. It's my fucking mother anyway," sagde han så en anelse arrigt mens han mærkede vreden brede sig indeni ham.
Han kiggede kort tilbage mod sirenen, med et helt anderledes blik end han havde haft før. Det var mere fjernt, mere vredt men før der kunne aflæses flere følelser, kiggede han tilbage på kvinden. "If I say this girl lives, then she fucking does. Is that understood?" spurgte han så med en hård men bestemt stemme. Kvinden kiggede ned på John og med en besværet og forpustet stemme svarede hun så:" You don't make the rules here John. I am above you," hvilket bare gjorde John vredere. Hans greb om hendes hals blev strammere, før han så bare kastede hende ned i jorden. Han trak et mørk hylster frem, og pludseligt kom tre energiske blade ud fra tre forskellige sider. Kvinden stirrede op på John med et forrådt udtryk som hun begyndte at kravle tilbage. "There'll be counsequences for betraying her like this. You can't kill me," begyndte hun. John fulgte hende stille med hans soulsaber i hans hånd. "Does it look like I give a shit? I'm not the one on the ground, about to die," sagde han så. Skulle han virkelig til at slå endnu en ihjel, og så en af sine kollegaer? Han kunne mærke tvivlen og konflikten i hans hjerte gro, men hans soulsaber var tændt og det betød at alt i hans hoved og hjerte var tåget. Der var kun målet som så nu var endt op som hans kollega. Kvinden vendte sit blik mod sirenen, som søgte hun en eller anden hjælp. Ikke at hun regnede med meget hjælp efter at have truet hende. Men John var helt væk.

Som sirenen kastede kvinden væk, vendte John blikket tilbage mod hende som kunne han ikke forstå hvad hun havde gang i, så begyndte hun at synge sin sirenesang, som ville have virket hvis John var tiltrukket af hende. Men på dette tidspunkt af Johns liv havde han ikke nogen lyst til noget andet end at udføre sine missioner, hans sind og hjerte var for splittede. Sværdets klamme greb om hans ustabile hjerte gjorde det også lettere at modstå en sirenesang. Den stoppede alle følelser, alle lyster. Istedet flåede den ham i stykker indenfra. Så istedet var han bare grundforvirret over hvorfor hun ville hjælpe hende der ville slå hende ihjel?
Kvinden landede hårdt på jorden, til at det tog pusten ud af hende. Hun fik sig dog op på albuerne, mens hun hev efter vejret. De var trods alt trænet til at kunne klare dette, dette var ingenting. Hun trak en kniv op og kylede den efter John som han ikke længere var opmærksom på hende. Han mærkede smerten først, før han mærkede blodet løbe ham ned af siden. Hun havde ramt ham i skulderen. Hans greb blev strammere om hans sværd som han kiggede tilbage mod kvinden. Endnu en kniv ramte han denne gang i brystet, som fik ham til at trække sig en anelse sammen, der bare fik kniven til at kravle længere ind i brystet på ham. "I'm sorry John, but I have to do this. She knows too much at this point, about us, about the kill," sagde kvinden så som hun rejste sig. Hun trak en sidste kniv og havde næsten et trist udtryk i ansigtet som hun kiggede på Odette. Nu havde hun ellers lige reddet hende, men det ændrede ikke situationens omfang.
"No fucking way!" råbte John så som han rettede sig op og trak kniven ud af brystet. Efterfulgt af den i skulderen. Smerte kunne ikke stoppe John, det gjorde ham blot stærkere. Han kiggede tilbage mod sirenen, hvorfor ville han gå så langt for at beskytte hende? Dræbe en af sine egne for hende? Han rystede let på hovedet af sig selv, før han begyndte at træde frem mod Odette, med sit sværd tændt. Hans blik var fjernt på dette tidspunkt, men han vidste at han for en gangs skyld tænkte klart.
Han greb Odette om halsen, dog uden at ligge noget pres i det, faktisk var hans greb alt for let, hun skulle slippe fri hvis hun ville. Ikke at han ville lade hende, så hvad hun kunne gøre var bare at følge hans greb. Han kiggede sirenen i øjnene med en vis klarhed i sig. Kvinden kom roligt tættere på som hendes blik stadig var fuld af ærgelse. "I'm sorry it had to come to this, you left me no choice," begyndte John så som han hævede sværdet over sit hoved, klar til at bruge det. Men i det han svang det mod Odette, tog hånden om hendes hals fast i hendes skulder og hurtigt flåede hende væk derfra, faktisk ind i Johns arme hvor det var mest sikkert. Sværdet skar en solid brændende flænge i muren, men John trak sirenen med i sin svingom, som sværdet drejede en hel omgang og skar direkte forbi og gennem kvindens mave.
Hun stod med et udtryk ligeså overrasket som Johns, som hun faldt fra hinanden og død på jorden. Johns arm var om Odettes skuldre, og han slukkede sit sværd igen før han lige så stille gav slip på hende.

Han så mindst lige så forvirret ud som hun gjorde. På trods af at hans sværd ellers stoppede alle følelser, alt logik og sans, var der stadig noget i ham der ikke kunne slå denne sirene ihjel? Han trådte lidt tilbage for at få en afstand til hende, mens hans bryn var rynket sammen i en blanding af forvirring og måske lidt anger. Han kiggede hen på sin kollega og tog en dyb indånding som han prøvede at tænke på hvad der kunne blive gjort. "You! It's your fault." vrissede han let som hans blik drejede sig mod sirenens ansigt. Hvad var der med hende? Hvorfor havde han lige dræbt for at holde hende i live, dræbt en af sine egne?
Hans hjerte føltes lettere, men hans hjerne var splittet i kaos. "Just get the hell out of here," sagde han så som han vendte ryggen til sirenen og kiggede ned på liget. Det var ikke meningen dette skulle ske. Hvad skulle han sige til Lilith? Tingene var faldet helt ud af kontrol? Hvad havde forårsaget den splid? Hvad kunne han sige uden at direkte lyve men ikke fortælle noget om sirenen? Han knugede sine hænder sammen som han kiggede irriteret ned på liget foran ham. Havde hun nu også bare ladet sirenen være, skulle John ikke have haft slået hende ihjel.
Han kiggede tilbage på sirenen. "You dont get it, do you? There's no we in this. I killed one of my own, for your sake. Just because I couldnt kill you, and for what reason is yet unkown to me. But don't mistake my weakness for kindness. We are not a team. You're just some lost seagirl in this world, who was at the wrong place at the wrong time," begyndte han så med en vred stemme. Han var så irriteret over det. "You should go while I'm this weak. I may not be the next time we meet," sagde han så pludselig med en mere seriøs stemme.

You are just as lost as I am! Ordene ramte ham hårdt og i et kort øjeblik stirrede han forvirret og såret på hende, dog ville han ikke lade hende vide det, vide at hun havde nået ind hvor han ikke selv havde nogen kontrol. Han vidste dog ikke hvad han skulle sige og det kom til udtryk som han tydeligt skar tænder og blikket veg fra hendes med hænderne knuget helt sammen. "I am not lost!" svarede han så arrigt tilbage, men var det til hende? Var det ikke mere en påmindelse til ham selv, men hvis han skulle påminde sig selv om at han ikke var fortabt, var han det så ikke i sidste ende?
Det var blandt andet det at hun havde ramt et ømt punkt der ikke fik ham til at skubbe hende væk eller skabe en afstand til hende da hun kom tættere på ham. Han lod hende kigge hans sår men før hun kunne nå at gøre meget ved det, sagde han mens hans øjne stadig kiggede væk fra hende, "I can heal myself. You shouldnt worry about that." i en rolig, yderst underlig rolig tone. Så kiggede han hende i øjnene og rynkede brynene let. "Your worries are way more serious. You should really get away from me, far away from this street. Staying with me is just going to cause you trouble, especially after I killed my colleague. It wont be left unoticed," sagde han så, stadig i tvivl om hvorfor han overhovedet gad hjælpe hende. Men han var stoppet med at tænke over hvad der burde være rigtigt og forkert, nu gjorde han som han havde lyst til, bare for en stund.

"Yeah... A blessing when you compare it to the curse I'm carrying around," sagde han så mens han skævede ned mod sit sværds hylster. Han begyndte at spænde i kæben som hun undersøgte hans sår i brystet, men han kiggede ikke på hende, ikke før hun nævnte hvordan han før ikke ville lade hende gå. Han kiggede hende ind i øjnene med et forvirret udtryk. "Because I was considering whether to kill you or not. That isn't exactly a good thing," sagde han så med en alvorlig stemme. Han var ikke sikker på hvorfor hun var i det her drillende og smilende humør. Måske var hun bare generelt en omvandrende humørbombe?
You shouldn't worry about stuff like that... if I wanna stick around, then that's my problem and not yours. fik ham til at ændre udtryk til noget mere vredt og frustreret. "You don't get it. You are my problem now after all this shit. First off, if it's found out that I've let you live after what you saw for starters, I'm gonna have to explain why the fuck I've let you live," begyndte han så lettere arrigt, før han trådte et skridt væk fra hende så hun ikke kunne kigge på hans sår. Han knugede sin ene hånd en anelse før han så rystede på hovedet af sig selv. Det her var så fucked, det hele var bare fucked. "Even worse is that I couldnt kill you, so I killed my colleague. That could ultimately get me exiled from this place or even killed if I'm unlucky enough," fortsatte han før han tog en dyb frustreret indånding. "You being here is more of a problem to me than anything else I've ever experienced," han vendte sig om og pressede sine håndflader mod sit ansigt før han gnubbede sine øjne i frustration.
"But you wont leave either, until you think my wounds are healed," sagde han så med en forvirret tone mens han kiggede på hende. Han vidste ikke hvad han skulle sige til det, for det gav ikke mening i hans hoved. "So let's say that I let you stay with me till I'm healed," sagde han så i en halvopgivende tone. Hvor brød han sig ikke om hendes stædighed, for han var selv meget stædig og intet virkede til at gå efter hans hoved. "Would you then, get as far away from me and this place afterwards?" spurgte han så, og fik det næsten til at lyde som om at han bedte hende om den største tjeneste i verdenen.
Uanset hvad havde hun ret i at de skulle væk herfra. Han kiggede sig kort om før han så sukkede kort. "I live close by," sagde han så lavt før han begyndte at gå fremad. Hvad skulle han dog stille op med hende her? Først ville han slå hende ihjel, men istedet slog han ihjel for hende. Nu ville hun ikke lade ham være før hans skader var helet? Han kiggede kort på hende som de gik. "Did anyone ever tell you that you're obnoxiously chipper?"

Det ene øjenbryn blev hævet da der blev spurgt om han havde en mage. "Well... I actually have several mates. But I just call them friends," sagde han så roligt som han tog et kig rundt i sin egen gang. Han åbnede hættetrøjen og trak den af før han bare smed den over gelænderet på trappen. "Calling someone you love a 'mate' seems too primitive. We're not savages. Well I'm not. I don't know about you," sagde han så roligt før en buldren hørtes ovenpå. Kort efter kom en yderst vred kvinde ned af trappen og smækkede John en over ansigtet. "You've brought home another girl? You fucking pig, John!" udbrød hun vredt før hun trak sine sko på og tog et kig på Odette. I et kort øjeblik stod John på vagt som kvinden bare gloede på Odette, for han var ikke sikker på om hun ville hoppe i kødet på hende eller bare forblive vred på kun John. Hun åndede dog tungt ud efter lidt tid og rystede arrigt på hovedet. "I don't get what you see in him. He doesn't fucking care about anyone," sagde hun en anelse vredt før hun så bare stormede ud af døren.
John stod en anelse forvirret tilbage med et let rødt mærke der formede sig over hans kind. Han kiggede kort mod hoveddøren før han så lukkede den i og tog en kort indånding. "Uhm.... Kinda thought she had gone home already..." mumlede han irritabelt til sig selv. Så kiggede han på Odette og indså at han faktisk ikke havde lyst til at tale nærmere om hvad der lige skete, især fordi det betød at han skulle indrømme at hun ikke var den første af de mange vrede kvinder han havde skuffet gennem sit lange liv. Han kørte en hånd igennem det kulsorte hår og gik så bare ud i køkkenet hvor han åbnede køleskabet. "What does sirens eat? Human meat? Other fish?" spurgte han så før han fandt en pose med noget kød frem som han ellers bare hældte ud på en tallerken, "You can just have a look yourself. All sorts of meat in there. Even blood if you drink that," Han kiggede lidt på kødet før han så kiggede på sirenen.
"I am gonna eat before you do any sort of recovery-shit on my wounds," sagde han så mens han pegede på tallerkenen med det rå kød. Han tog tallerkenen og satte en frisk en på bordet til Odette før han gik ind i stuen til spisebordet. Han satte sig og begyndte roligt at spise. Han vendte sig så mod køkkenet og sirenen før han indså at hun ikke en eneste gang havde nævnt sit navn. Men han var heller ikke sikker på at det ville være en god idé for nogen af dem hvis han vidste hvad hun hed. Så istedet for at spørge eller overhovedet sige noget, sad han bare med overkroppen drejet, armen over stoleryggen og bare stirrede på hende, som ville han gerne sige noget men ikke kunne.

John var stadig lidt forbavset over at kvinden var blevet i hans hus, så da Odette spurgte om han tit havde kvinder med hjem, vendte han blikket mod hende og kneb øjnene kort sammen som han overvejede sit svar. "Yes, I do." svarede han så bare brat og roligt før han begav sig ud i køkkenet som var intet hændt. Det var trods alt stadig ikke noget han havde lyst til at snakke nærmere om, ikke hvis han kunne slippe for det. Hans kind var stadig en anelse rød som han fandt kødet frem til sig selv og sirenen.
Det var heller ikke meningen at Da hun spurgte ham om hvad han ville sige, rømmede han sig kort før han vendte blikket tilbage mod sin tallerken. Det var ret tydeligt at hvad end det var han tænkte på at ville sige, ville ikke blive det han egentligt endte med at sige. "No your face is fine," svarede han blot som han fik spist kødet der lå på tallerkenen. Han fik spist sit eget stykke kød og lænede sig tilbage i hans stol som sirenen satte sig ved køkkenbordet. Det gav dog stadig ikke mening for ham, hvorfor ville hun dog i alverden hjælpe ham? Udover at han slog en anden ihjel istedet for hende, havde han stadig været ganske fjendtlig, noget der ville skræmme de fleste væk. Men ikke sirenen. Han kunne ikke finde ud af hvad der var med hende.
Pludseligt rejste han sig dog bare fra sin stol før han gik over til Odette og drejede på hendes stol, en simpel men alligevel tung træstol med armlæn der ikke gjorde andet end lavede små knirk som John med lethed drejede den. Hans hænder var placeret på armlænene, men han var nød til at bukke sig, hvilket bare betød at han var det tættere på sirenen nu. Hans ansigt ikke langt fra hendes, hans bukkede krop næsten ligeså tæt. "Also, I just want to clarify. I don't deserve kindness. I need you to understand that. I don't deserve this, you wanting to help me," han begyndte at ryste på hovedet. "I am a coldblooded killer. I kill people, and I like it," sagde han så men den sidste del blev sagt gennem sammenbidte tænder som han følte at han også løj for sig selv lige nu. "Kindness are for the goodhearted. You're wasting your kindness on a murderer, a criminal," sagde han så. Alt blev sagt i en egentlig ganske rolig tone, men undertonerne var fuld af noget intenst men mystisk. Han slap roligt armlænene og fik rettet sig op mens han kiggede ned på hende. Han kneb øjnene let sammen som han afventede hendes reaktion på hans ord.

Han bemærkede godt at hun tabte kødet over hans fødder, men han var for opslugt i at fortælle om hvor lidt han fortjente hendes hjælp end at fjerne det. Han skiftede mellem hendes øjne som han rettede sig op, og hendes ord kom bag på ham. Han lyttede til hende mens et lettere overrasket blik var over hans ansigt, som hun samlede kødet op og snakkede videre om hvordan hun selv bestemte hvem der fik hendes venlighed. Han rystede så bare på hovedet og gik over til et vindue som han kiggede ud i den mørke have som han ejede. Han følte ikke rigtigt for at diskutere det nærmere, da hun virkede til at være for stædig til at give ham ret.
Han drejede hovedet halvvejs mod hende som hun begyndte at opremse hvad hun manglede, og han fnøs let som han kiggede ud i stuen. "Those are not usual items in my household. To get those, we'd have to go to the beach or some shop. Cant you use regular stuff like disinfectant and bandaids?" spurgte han så som han vendte sig mod sirenen. Men hvis hun insisterede måtte han vel lige skifte trøje så de kunne komme ud og skaffe det hun skulle bruge. Han kneb let øjnene sammen, som noget føltes helt forkert pludseligt, men uden at lytte til den fornemmesle gik han over til en kurv med tøj og fandt en trøje frem. Dog viste det sig hurtigt at følelsen var et varsel, for som han skulle til at hive t-shirten af, mærkede han en pludselig smerte brede sig i de forskellige sår han havde fået. Han sukkede overrasket, efterfulgt af en skarp indånding som han satte sig på sin sofa med hånden på såret der sad på hans bryst.
"Fucking... it's poisoned..." mumlede han gennem sammenbidte tænder og lagde hovedet tilbage mod sofaens ryg og kiggede op i loftet. Hans hjerte hamrede i brystet som han følte en svag panik brede sig. "I hope you're a poison expert... Or I might die tonight," sagde han så som han lagde hovedet ned igen og kiggede på sirenen. Så lænede han sig ellers bare tilbage i sofaen igen og lod sit hoved falde lidt ned som han begyndte at tage skarpe indåndinger der understregede den pludselige smerte han var ved at gå igennem.