Can the twin thing save you now? - Zitora, Leah, Rayna og Dexter

Gæst

Sted: Umbrellas hovedkvarter i Gaia, et ukendt kæmpe laboratorie, der ikke er blevet udsmykket endnu, så det står bare tomt.
Omgivelser: Store metalvægge der er 3 meter høje. Egentlig er hele rummet lavet af metal.
Outfit: En sort trøje, og et par mørke bukser. Hendes pistol sidder i bæltet. Hun har en øresnegl i øret.
@Emne til: @Zitora <3
Nb: Emnet er et sted i fremtiden hvor der er krig mellem Legends of Gaia og Umbrella. | Also I'm sorry <33

Rækkefølge:
Zitora <3
Leah/Nikki <3
Rayna/Ekaterina <3
Dexter <3
Kaiya <3

Det hele havde gået så hurtigt at Marcel ikke havde opfattet hvad der var sket. De var gået ind, Zitora, ham og Kaiya med nogle andre der var på deres side. Rummet havde været helt mørkt, næsten for mørkt men Marcels varulvesyn havde set at der ikke var nogen. Han kunne ikke lide det her, ikke på nogen måde. Han greb forsigtigt om Zitoras hånd, det ville være en af de første gange han havde været så bange som han var nu. Ikke at han ville flygte og gemme sig, nej han ville bide det i sig og tage det som det kom. Kaiya ledte vejen, og mærkeligt nok bemærkede han hvordan hun systematisk havde ledt dem gennem bygningen, hvilket fik ham til at tænke hvor meget hun egentlig havde set under sit fangeskab - For det kunne umuligt være så meget som hun så ud til at vise dem.
Da de kom ind i midten af rummet, tænkte lysene og hele rummet blev lyst op af et frygteligt dødt hvidt lys, og nærmest som det tændte, vendte Kaiya sig og skød alle dem der havde været omkring dem, for en grund Marcel ikke kendte til. Hun åndede tungt, nærmest lettet ud da de andre alle enten lå døde eller døende. Dem udenfor måtte se alle de vitaler fra folkene der bare gik ud, for øresneglen begyndte at bede om en rapport. Kaiya trykkede på radioen og talte, "We're under attack. This is not looking good," sagde hun næsten uskyldigt som hun løftede pistolen mod Zitora. Hun slap knappen og rev sin øresnegl ud af øret som hun smed på gulvet og trådte i stykker, "Don't move," advarede hun hende ganske hårdt. Han kiggede hende i øjnene. Noget var helt galt, den møde hendes øjne lyste på i det skarpe lys, det var ikke Kaiya. Eller var det?

Det var noget galt. Det sagde hele situationen hende, men hun kunne ikke placere sin finger på hvad præcist det var længere. De gik alle sammen i krig og Kaiya havde virket ude af karakter i en periode nu, hvor det slyngede meget - men Zitora havde valgt at tro på at det bare var noget de skulle igennem. Sammen. Marcel tog hendes hånd og gav den et klem, hvilket blot fik hende til at indse alvoren i det her. Det værste var, at hun følte hun vidste det ville ende galt. Det var den her fornemmelse af mørke der hang over hende som tung regn, og Marcels udtryk fik hende til at overveje om de ikke bare skulle have flygtet ud af landet mens de havde haft chancen. Pludselig tændte alt lyset omkring dem, og Zitora skærmede kort sine øjne før skud lød omkring dem. Folk faldt sammen, og hun stillede sig ind foran Marcel. Kaiya holdt pistolen mod hende og Zitora rystede let på hovedet.
"Kai," sagde hun rystet og mærkede sit hjerte begyndte at springe hurtigere afsted end nogensinde før. "How about we talk about this?" Forslog Zitora og sank en klump.
Peyton kom løbende indtil dem, og stoppede op ved synet af Kaiya der sigtede mod Zitora.
"What are you doing?" Spurgte Peyton og stod åndeløst. "Stop Kaiya," tilføjede hun hurtigt og rystede på hovedet.

Gæst

Da Zitora stillede sig i vejen for Marcel lavede han en undrende grimasse. Han vidste dog at det var for hans eget bedste, da Kaiya nok havde skudt ham også hvis hun havde fået chancen, var hans værste tanke i hvert fald. Kaiya lagde hovedet på skrå og kiggede Zitora i øjnene, der var noget mørkt og tåget i hendes øjne. Det skarpe lys fik dem næsten til at lyse blåt som hun kort rettede hovedet opad uden at fjerne sit blik fra Zitora, "We cant... It's too late," sagde hun en anelse opgivende og rystede så let på hovedet. Hun opfangede Peyton i sin øjenkrog, men det hjalp ikke. Marcel kunne se det, der var intet der kunne rokke hende... Medmindre... Han tog en dyb indånding og greb Zitoras skulder som han trådte frem mod Kaiya, "Kaiya. Listen to me. This isnt you.... You're not the monster they made you into..." sagde han, før han kiggede tilbage mod Zitora - Der var måske noget han havde glemt at fortælle, men han havde ærlig talt ikke troet at det ville påvirke det hele, før de var nået her til.
Kaiya kneb øjnene sammen og mærkede sin kæbe skælve som hun så på Marcel. Han løftede hænderne op og gik tættere mod hende, "This isn.... *BANG*" lyden af pistolen rungede højt gennem hele rummet som Kaiya trykkede på aftrækkeren og ramte Marcel lige i hjertet. Han løftede hånden op for at mærke hvor hullet var, han kiggede ned på det og så op på Kaiya. En tåre løb ned af Kaiyas kind men hun sænkede ikke pistolen. Marcel faldte bagover og så var han væk, i et splitsekund. Kaiya slap pistolen og sparkede den over til Zitora som al følelse forsvandt fra hendes ansigt, og hun bare stod der og kiggede på sin tvillingesøster.

Hun ønskede ikke Marcel skulle prøve at overtale Kaiya til noget, hun vidste det ikke ville hjælpe. Det ville ikke hjælpe. Skuddet fik tiden til at stoppe og Zitora hoppede et skridt tilbage af chokket. Han faldt til jorden og hun mærkede hvordan hendes vejrtrækning blev ustabil. Hun mærkede sit hjerte falde fra hinanden stille og smertefuldt. Tiden til han fald til jorden virkede som uendeligheder, hun hev vejret ind og fald til jorden på knæ foran ham i et skrig. Et skrig som sendte en vindstød kraftigt afsted til alle sidder omkring hende. Hun rev ham tæt indtil sig og kiggede slet ikke på skuddet. Peyton var blevet slynget afsted gennem lokalet som alle andre da Zitora faldt på knæ og kom stille på benene igen. Hendes rystende hænder lagde sig omkring hans ansigt.
"Hey baby.. it's okay.. its okay.. you are going to be fine.. you hear me?" sagde hun rystende. Hun var tydeligvis i benægtelse over det der lige var sket. "Look at me please.. this is not the end.. this is not how things are supposed to be.. come on, Marcel.. come on," gentog hun og ruskede lidt i ham.
"What? You want me to put you out of your miserable life?" spurgte hun så Kaiya og så koldt op på hende. Hun tog pistolen og så på den.
"I came back for you.. I gave up a life with my son.. for you.. and for him.. and it was never worth it was it.. I'm just an excuse for your bad behavior," hun mærkede tårerne triller henover hendes læber.
"If you think I'm gonna show you mercy by killing you. You are mistaken me for someone else," pointerede hun og overvejede hvorvidt hun bare skulle skyde sig selv og forene sig med Marcel. "I hate you," sagde hun så til Kaiya og rystede på hovedet.
"I hate you so much," brød hun sammen og lagde sit ansigt ned mod Marcels brystkasse.

Gæst

Kaiya blev slunget tilbage mod en af metalvæggene af Zitoras stormene skrig, hun bed hårdt sammen og mærkede hvordan metallet groft set gav efter for trykket og formede sig efter hende. Havde hun været et menneske, havde det nok slået hende ihjel, men dæmonen var trådt ind. Hun røg ned på jorden og tog et par dybe indåndinger som hun fandt fatningen igen og kiggede på sin søster. Hun trådte mod Zitora og et smerteligt udtryk var at finde i hendes øjne, men det var som om at resten af ansigtet ikke kunne følge med. Hun sank en klump og tog sig til hovedet, "You have to... I need to die..." begyndte hun så og trådte mod Zitora. "This has to end. This is how it ends," hun lukkede øjnene i og tog sig til hovedet. Minderne flød tilbage i hende og hun havde svært ved at kæmpe imod.
"I... If you dont kill me, I'll have to kill you too... I'll kill everyone. Every single one of the people we love and care for," sagde hun så og åndede tungt ud, som trusslen fik noget til af hende til at føle en tristhed brede sig i sig. I et øjeblik faldt hendes blik ned mod pistolen og hun vidste at hun var tro mod sine ord. Uden at tænke mere, forsvandt alt følelse fra hende atter engang, og hun hoppede frem mod pistolen, hvis Zitora altså ikke tog den først, eller stoppede hende.

Hun forstod ærligtalt ikke hvad der skete omkring hende lige nu, men hun sank en klump og valgte at fokusere på nuet. Så måtte hun sørge videre bagefter. Hun fnøs let og observerede at Kaiya bevægede sig ud efter pistolen. Dog med et vindstød skubbede hun atter Kaiya tilbage. Hun tog pistolen op med den anden hånd, stadigvæk med den anden for at holde Kaiya op.
"If you kill me. Then I'm just back where I started the year, but honestly - I would rather die than living with you like this," mumlede hun lidt og rystede på hovedet.
"What does it take for you to snap out of this. Perhaps I should kill Amery in front of you? How would you like that, huh? What would you prefer, me sucking every inch of air from his body.. or a simple gunshot right in front of you?" Spurgte Zitora og var tydelig vred på Kaiya.
"I guess you'll have to kill me. Kill the only person who still believes even after this, there most be hope for you. The only person who loved you for everything.. even all the times you have torn my heart into pieces.. I still loved you. I loved you through everything and you don't even care," tårerne kom tilbage i hendes øjne og hun rystede på hovedet af sig selv men holdt blæsten mod Kaiya til hun slap den og rettede pistolen mod Kaiya.
"I should really hate.. I should just kill you for him.."

Gæst

Dexter trådte ind i lokalet med huller i sit tøj, og et ret så beskidt ansigt. Hans normalt tilbageslikkede hår hang omkring hans ansigt, og på hans læber var et forskruet smil. Han klappede langsomt sine hænder sammen som han gik over til de to søskende. Kort gled hans øjne ned på den døende varulv, og han skubbede let til ham med foden. Sikke en skam. Varulve var ellers normalt så hårdføre. Derpå vendte han sine mørke øjne mod Kaiya, og hans smil var forsat på hans læber.

”Now now, that’s no way for one of my most priced subjects to talk,” sagde han og gik nærmere hybriden. Hans hånd klappede hende lidt på kinden som han så ind i hendes øjne. ”It’s no fun if you just give up, is it? I thought you and I had so much in common, but have you lied to me?” spurgte han let og vendte ryggen mod Kaiya for nu at se på den anden halvdel af tvillingerne. Han lo lidt og kørte en hånd gennem det rodede hår. Det var tydeligt at han ikke bare havde siddet på et kontor under kampene, men havde været ude og slå fra sig. Det var ikke ofte han havde chancen for det, men alt for at beskytte Umbrella.

”And you must be the little troublemaker I’ve heard about – died and came back to life?” sagde han og lo lidt, tydeligvis var han interesseret i denne anden kvinde, men det ville blot være for at undersøge hende. Derpå vendte han sit blik tilbage mod Kaiya. ”You are loyal to us, my dear creation, and you know that – don’t lie to yourself,” sagde han med et skævt smil.

Gæst

Hun blev slynget væk fra pistolen og op i luften hvor Zitora samlede pistolen op. Hun kæmpede mod stormen men der var intet der kunne stoppe det. Hun så mod Zitora og lyttede til hendes ord, jo mere Zitora snakkede jo mere følte hun at hendes hjerte var ved at flå sig fra hinanden. Hun lukkede sine øjne i og ville græde, især da hun nævnte at hun ville slå Amery ihjel. Hun åbnede sine øjne igen, hun blev trukket tilbage til da hun sad i den forbandede stol og en der havde påtaget sig skikkelsen af Zitora torturerede hende. Hun kom tilbage til virkeligheden som Zitora sagde at hun var ligeglad, hun havde hørt de andre ord men de var vage. Hun blev sat ned på jorden som Zitora rettede pistolen mod hende og hun så ingen anden end den illusion af Zitora der var blevet indplantet i hendes hoved. Hun kom med et noget så makarbert smil som hun skulle til at træde frem, da en velkendt stemme lød.
Hun vendte blikket mod Dexter som han klappede hende på kinden og hans ord fik hende til at se en anelse væk i skam. Ja de havde meget tilfælles, men Kaiya var bundet af sine følelser til dem hun elskede, eller det troede hun. Hun var ikke længere så sikker. Efter han havde snakket med Zitora og vendte sig mod Kaiya igen, kiggede hun ham i øjnene med et fortvivlet udtryk. Men han havde ret. Hun hørte til dem nu, de havde gjort hende til den hun var. Hun kiggede mod Zitora og hendes blik blev en anelse mørkere og mere fjernt. "Pull the trigger, if you can truly bring your heart to it, Zee. I'll be gone in a moment... You'll never have to worry again," sagde hun så som smilet kom tilbage og hun trådte tæt nok på Zitora til at pistolens ende blev presset mod Kaiyas pande.

Der kom en falden engel ind hun kunne mærke tilstedeværelsen af ham så snart han trådte ind og blev opmærksom. Måden han gik hen til Kaiya på gjorde hun kneb øjenbrynet kort. Zitora tog en dyb indånding og rettede pistolen mod ham, som han snakkede til hende.
"I am. You most be the lunetic who tortured my sister, whilst your little friend Daisy went on to kill me," pointerede hun og tog en dyb indånding. Hun så tilbage mod Zitora og rystede på hovedet.
"Enough," kom det fra Peyton som kom på benene igen og gik mod dem. Hun greb om Zitoras hånd og frøs den til ved et uheld, og da pistolen faldt til jorden frøs hun den til. "No one else is going to die," tilføjede Peyton og så på Kaiya og derefter på Dexter. Hun havde et stykke metal gennem siden, som hun tog sig til med den anden hånd - holdt det køligt.
"Stop this Dexter, please," sagde hun så og så mod ham. "Please," tilføjede hun og tog en dyb indånding. Zitora greb om Peyton og tog et blik henover skaden.
"Kai, she is losing a lot of blood, Kaiya!" Råbte Zitora til Kaiya. "I'm fine," vrissede Peyton blot og sank en klump. Zitora følte skyld over at have såret Peyton med sin storm.

Gæst

Leah
Nikki

Leah var ved at være godt træt af den krig der var i gang. Hun kunne ikke længere sidde bag ved en computer, hvilket generede hende. Hun var ikke umiddelbart den bedste person til at springe ud i det og redde folk. Men her var hun alligevel: Klar til at springe. Hendes blonde hår var for længst sprunget ud af den hestehale hun havde lavet om morgen. Hun så rundt på etagen. Hun reagerede hurtigt da hun hørte et skud og satte mod den anden ende af etagen. Da hun kom frem, stod der fire mennesker i rummet og lå en mand på jorden. Han var tydeligvis blevet skudt og ved at forbløde, hvis ikke han allerede var død. Leah var ikke vant til at skulle se døde mennesker og endda slå ihjel, men hun havde gjort det for deres sag. Nu var hendes eneste formål at få Peyton i sikkerhed. Hvad end det måtte tage. Selvom hun tvivlede på Peyton ville forlade rummet uden at redde dem hun var kommet efter. Hun så rundt på dem. ”Hello. Don’t mind me I’m just here to uh… To go do something over there,” hun pegede mod Peyton og gik over til hende. ”We should get out of here,” foreslog hun lavmælt til Peyton.

Nikki var kommet ind med Dexter, men de var gået hver til sit for at finde Kaiya. Hun var på etagen nedenunder dem, da hun hørte lyden af et skud længere oppe. Hun skyndte sig til trapperne og kom hurtigt op til etagen ovenover. Hun fandt frem til rummet hvor det hele foregik. Hun gik hen og stillede sig ved siden af Dexter. ”Hope you didn’t start without me,” sagde hun og så rundt på dem. Hendes evne gjorde at hun forudsagde de mange udfald der kunne ske. Hun så hen på manden der i en pool af blod. ”What a shame,” kommenterede hun, selvom hendes udtryk ikke ligefrem udviste bekymring for ham. ”I hope you don’t plan on leaving us Kaiya.”

Gæst

Der var knap nok en reaktion fra den faldne engel som pistolen blev rettet mod ham. Faktisk glimtede hans mørke øjne et sted bag hans iris og han lo dybt. Som hun nævnte Daisy kunne han dog ikke lade være med at række tungen en smule ud som han lo lidt hånligt. ”Lunatic … Isn’t that just another word for genius?” sagde han og gik tættere på pistolen. Faktisk tæt nok på at den let ramte hans bryst. Der var ingen frygt i denne mands øjne, frygt var for folk der ikke forstod hvordan verdenen hang sammen. ”Shoot me too if you want to, but I really don’t care for it,” sagde han og vendte nu blikket mod Peyton der rejste sig som hun snakkede. Han lænede let hovedet på skrå, men stod forsat foran Zitoras pistol som den frøs og faldt mod jorden. Hans blik så kort på det metal der hang ud fra hendes side.

”Peyton, you know I hate to see you in pain – But this is not personal,” sagde han med et glimt i øjet. Nok havde han anset Peyton som en ven, men fik han valget blev han nød til at vælge Umbrella frem for alt. ”Besides, this plan wasn’t my own, now was it Kaiya?” sagde han og trådte nu roligt væk fra Zitora og gik over til Kaiyas side. Han stod lidt foran hende, ikke at det ville hjælpe noget hvis der blev kastet noget imod dem. Tingene ville flyve igennem ham og ramme Kaiya, hvis hun ikke selv flyttede sig.

”Why not retreat, while you still have some of your allies alive?” sagde Dexter og slog let ud med armene. Det var her Leah kom ind og ville have fat i Peyton. Det ville vel bare gøre det nemmere, hvis det kom til at de skulle slå dem ihjel. Nikki kom ind kort tid efter og hendes kommentar om at hun håbede de ikke var startet uden hende fik ham til at sukke opgivende og tage sig til hovedet. ”Kaiya isn’t leaving, I’ve very clear orders, and I tend to follow them,” sagde Dexter og så nu på Kaiya. De havde været fælles om at aftale denne plan, men hun virkede pludselig til at få kolde fødder. Derpå lagde han en hånd på Kaiyas skulder og en på Nikkis. Hans to bedste skabninger til dato, og alt han skulle gøre var vel at sige ordene om at de skulle slå deres modstandere ihjel.

”We need to figure out what we do, ladies,” sagde han og smilede skævt for sig selv.

Gæst

Kaiya kiggede mod Zitora som hun tiggede hende om hjælp, eller bare om at få hende til at komme til fornuft. Kaiyas hænder begyndte at ryste men hun blev blot stående og kiggede på sine to søstre. Noget i hende ville gerne løbe hen og redde Peyton, men hun vidste også at hun havde øjne i nakken der holdte øje med hvad end hun gjorde. Der var mere på spil, og Kaiya havde taget sit valg. En tåre løb ned af hendes kind som Dexter lagde en hånd mod hendes skulder og hun kiggede sin søster i øjnene. "Leave this place, don't come back..." sagde hun lavmælt og kiggede så væk.
Adrean havde sluttet sig til Legends of Gaia, kun med formålet at beskytte Peyton. Så da hendes vitaler så ud til at være under fare, havde han stormet ud og løbet ind i bygningen. Han var kommet ind til dem, hvor han så Marcel der lå og var død, Peyton der var kommet slemt tilskade. Kaiya der stod med de forkerte. Han mærkede hans blod komme i kog som han satte i løb mod dem, samlede energien indeni sig før han skød en bølge afsted mod Kaiya der slyngede hende tilbage mod den væg Zitora også havde sendt hende mod. De to andre ville også blive ramt hvis de ikke nåede at flytte sig eller havde en evne der kunne redde dem. Han stirrede på Kaiya med et flammende blik, men kiggede så mod Peyton som han satte sig ved hendes side og kiggede på Leah, "Get her out... I'll protect Zitora till the backup arrives," sagde han lavmælt og aede Peytons kind forsigtigt. Han rejste sig mod de andre, "You want a fight? Well, bring it!" udfordrede han dem, som Kaiya kom på fødderne igen efter at have spyttet blod ud på gulvet.

Peyton kneb øjnene sammen og brummede en anelse. Hun så bedende mod Dexter men det var håbløst lige nu. Dog kom Adrean hende til undsætning og skød Kaiya tilbage i rummet og Leah tog Peyton med sig op så de kunne se på hendes skade. Amaya løb efter Adrean, da hun havde set Peyton var kommet til skade. Hun stormede derned men stoppede op ved synet af Marcel ligge død på jorden. Zitora så tilbage på Amaya og sank en klump. Amaya løftede en hånd op mod sin mund og fald på knæ ved Marcel. Hun så op på Zitora og kunne regne ud uden at tøve hvem af de tre der havde dræbt hendes bror. En knurren forlod varulvens læber og hendes hud startede at gløde orange agtigt op.
"I'll rip you to bloody pieces," vrissede hun arrigt og ville gå mod Kaiya men Zitora stoppede hende men blev egentlig bare svitset ved at rører ved Amaya.

Ramiel havde mødt Peyton og Leah på vejen, hurtigt grebet dem og lynhurtigt havde de været tilbage på basen. Der gik mindre end sekunder før han stod sammen med Zitora, Amaya og Adrean.
"You know what they say about orders..." han ventede på nogle tilføjede hans sætning men droppede den bare. "Oh well, so this is how things are gonna go guys. Just let Kaiya come with us, and this will get a lot easier," fortalte han så og stillede sig op ved siden af Amaya. Nu var det bare at håbe at de sidste par brikker i spillet snart ville dukke op.

"Aren't you guys tired of getting beaten up?" Kom et suk fra sidelinjen som Skye trådte frem og klappede lidt i sine hænder. "Ten points for costumes, 5 for entrance. I most say it most suck having your own sister kill the man you love.. ouch that hurt huh?" Et fnøs forlod Skyes læber som hun så mod Zitora.
"Oh well, looks like you can join your boytoy again soon," fnøs hun og vippede hovedet på skrå.

Gæst

Leah så mod de tre der stod modsat dem. Det var så snorrelige hvem der var på hvilken side. Ifølge Leah var der også kun en rigtig side. Men sådan havde man det vel altid. Hun troede på det hun kæmpede for. Ellers var der vel ingen pointe i at kæmpe for det. Hun gik ud fra de andre havde det ligedan. Hun så nærmere på Peytons skade og forsøgte ikke at blive for påvirket af blodet. Da de andre fløj tilbage, gjorde hun som Adrean sagde og fik hende ud derfra. Hun var muligvis en af lederne, men når de var herude, blandt blod, vold og død, måtte hun erkende sig ude af hendes komfortzone. Det var også derfor hun fungerede så godt sammen med Ramiel, han kunne tage sig af beslutningerne ude i felten, og hun kunne sidde ved computeren og tage beslutninger derfra. I hendes komfortzone. Hun støttede Peyton som hun tog hende ud af rummet. Ramiel kom løbende. Han gjorde an til at få dem væk derfra. ”No wai…” Hun nåede ikke at sige mere, før de var tilbage i deres base. Hun nåede igen ikke at protestere før han var smuttet. Det gav mening at han reagerede hurtigt, men hun ville gerne hjælpe. [color=lightblue]”Let’s see if we can fix you,”[/size] sagde hun til Peyton.

Nikki så over mod Dexter da han mente de skulle følge ordre. Det var ikke altid muligt at gøre som man havde fået besked på. Hun så igen rundt i rummet. Hun så slørret udgaver af alle i rummet. De gjorde alle noget forskelligt der førte til noget andet, der førte til noget og sådan forsatte det. Der var millioner af måder det kunne ende på, og Nikki så dem alle udspille sig for sig. ”Want to know the probabilities?” Spurgte hun, da Dexter nævnte de skulle finde på en plan. For hende, var det letteste bare at gøre det af med dem alle og få det overstået. Nikki havde ikke altid været en voldelig person, men efter hun begyndte at se alting på den måde hun gjorde, var det bare lettere at skille sig af med nogle af faktorerne. Det skabte mere ro i hendes hoved.
Nikki blev skubbet mod væggen som hun ramte med en kraft der slog luften ud af hende. Hun kom på benene igen og så på ham da han udfordrede dem til kamp. ”Isn’t that a little dramatic. We just came here for her. Why don’t you just let us go, then you can go save your friend. The probability of her surviving is 40% at the moment. If she doesn’t get the help she needs, that falls to 25%. Then she could be infected which would mean 15%. That is if she gets help within the next hour. The chance of her survival will just fall for every hour.”
Nikki så over mod døren. ”Cue the sister,” sagde hun, da hun havde set hende i bygningen på vej herop. Ganske rigtigt, trådte hun ind i rummet og så på Kaiya med en vrede hun var glad for ikke var rattet mod hende. Nikki rynkede brynene da Ramiel stoppede midt i en sætning. De fleste scenarier endte med at han ikke fik et svar, så det kom ikke bag på hende det var det der skete. Nikki så mod døren da Skye kom. Hun havde håbet det var hvad der ville ske. En blandingen af et fnys og grin forlod hendes læber da hun gav dem point. Hun så over på Dexter. "There is a 66% chance Rayna is coming. 22% chance she has Ekaterina with her." Hun talte så lavt, det forhåbentligt kun var Dexter der kunne høre det. Man vidste aldrig med overnaturlige væsner.

**Antal indlæg** : 29

Alias - Ekaterina Rayna van Alen
Påklædning - Begge
- Tøj + Sko Hun har en sort kjole på Link. Hun har et par sorte sko på (De gør hende 7 cm højere, fra 1,71 til 1,78) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det går hende til omkring midten af ryggen Link. Hun har minimal make-up på Link. Hun har et smykke omkring sine fe ører Link
- Accent Russisk/Slavisk
- Andet Hun har Fe ører Link. Hun har helt gyldne øjne Link

Rayna havde holdt øje med det hele ske, via alle de video kamera som var installeret over det hele, så den lille sammenkomst var begyndt at samle sig, havde hun måske nydt det hele ske. Dog vidste hun også, at det kun var et spørgsmål om tid, før hun selv måtte træde ind, for nu kunne der efterhånden ikke ske mere skade end hvad der allerede var. Det var trods alt også et forskningscenter, så der var en del dyrerting og ikke mindst skabninger, som faktisk skulle holdes i orden. Nok forventede alle, at hun kun rendte rundt og nød at ødelægge andre folks liv, og selvom de da også til dels var rigtigt, så havde hun også et arbejde der skulle laves. Så med Ekaterina og John følgende bag sig, gav hun sig fra sit kontor, og ned imod den bygning, hvor det hele syntes at gå til. Dog imens de vandrede derhen af, valgte kat at skifte form fra sin mere velkendte, til en tro kopi af Rayna, og de to skiftede plads fra at Rayna gik foran, tiil at nu stod de ved hinandens side.
"I suppose those 66 may need to put up just a tiny bit sweetheart" lød det fra den så velkendte kolde stemme, tilhørende damen, der nok har haft stået bag ødelæggelsen af alle personernes i rummets liv. Som Rayna trådte ind, uagtet hvor lille hun end måtte være, så ejede hun rummet fuldkommen, nok også fordi hun faktisk ejede hele bygningen. De gyldne øjne vandrede rundt og hun fik øjnene på alle "So you must be the magical sister, I did enjoy spending time as you" lød det fra Ekaterina, som trådte frem, dog også med den kolde stemme af Rayna's. Kat havde trods alt tilbragt en god mængde tid, hvor hun torturerede Kaiya i formen af hendes søster og kæreste, eller hvad end man skulle kalde hendes forhold til Amery. Rayna vendte sit blik til John, som stod ved hendes side "you know what to do" hvis det nu gik galt, og der kom en farer på hendes liv "Okay, I'll make this as simple as possible, you all have the possiblity of leaving now, granted you leave Kaiya behind, but I will give you passage to leave safely" hun samlede sine hænder foran sig, som hun hævede øjenbrynet, og betragtede dem alle sammen "However, it shall be done now"

Gæst

”Probabilities are always nice, but I’m counting on the fact that the probabilities are endless at this point,” sagde Dexter roligt. Som selve bølgen blev sendt mod ham lod han den blot passere gennem sin krop og stod fast på jorden. Han rullede let med den ene skulder og sukkede irriteret over Nikkis kommentarer. Hun var for ivrig til at udgive information til andre – en information der var bedst at beholde for sig selv, eller i det mindste indenfor deres egen gruppe. Han hørte Skye og smilede skævt, for det var en af de personer han fandt sig selv stole mest på. ”Glad you could join us today, miss,” sagde han høflig som altid og sendte hende et lettere charmerende smil. Dog holdt han en hånd op for at signalere til Skye at hun ikke skulle angribe endnu. De vidste begge deres ordre; vente på et signal fra Rayna selv. Bygningen som den var nu var allerede meget beskadiget, og Dexter følte han var den eneste der tænkte over de konsekvenser der ville komme fra at kæmpe herinde.

Han nåede knap nok at se efter Peyton og Leah som de forlod lokalet, og han kunne svagt høre et sus. De måtte vel være i sikkerhed – for nu altså. Derpå kørte han sine øjne rundt som hans tanker gik i gang. Mulige angrebsvinkler, de forskellige udkom. Tankerne gik så hurtige, men han kunne fint følge med. Derpå trådte en ny karakter ind i lokalet, en ung varulv, hvis Dexters sanser ikke narrede ham. ”We don’t want our little Kaiya in pieces, little one, we want her unscathed – that means not harmed,” sagde han nedladende til den unge varulv. Det var her Nikki lænede sig ind mod ham og fortalte ham sandsynlighederne. Han nikkede blot og signalerede kort til hans gruppe om at holde sig til. Selvfølgelig var der to af hans mor der trådte ind i lokalet og han smilede skævt. Ekaterinas evner var altid så fantastiske og brugbare i disse situationer, dog skævede han lidt til John. Han stolede ikke på den bloddæmon, og havde det stået til ham var han død for længst. Dog var det vel følelser der var involveret her, så han skød den irrationelle tanke til side og fokuserede i stedet på de to kvinder der talte og bevægede sig ens.

”Miss Van Alen,” sagde han hilsende og nikkede til begge versioner af kvinden. I disse situationer omtalte han aldrig hende som sin mor. Han fandt det upassende og højt uopdragent. ”Nikki, can you take Kaiya with you, please?” sagde han og sendte hende et charmerende smil. Han var vel først og fremmest kun høflig og så charmerende omkring hans patienter, fordi en lille del af ham holdte af dem. Han slap roligt begge patienters skuldre så de kunne forlade lokalet og vendte derpå sin opmærksomhed mod de personer der i dette tilfælde var hans fjender. Han lyttede til Raynas ord, der var utrolig skånende. Hans mor kunne nogle gange overraske ham, men han vidste også at hun så potentialet i disse væsner foran dem. Ikke potentiale som noget godt, men som i at de kunne bruges til forsøg.

”Guys, where are you? I’m kinda getting killed out here,” lød Leviticus i hans gruppes øresnegle. Mens de var løbet mod Umbrella havde han selv sørget for at holde de fleste vagter væk, men han kunne mærke sin krop snart give efter. ”Just grab whomever and go already!” råbte han som han mærkede noget skære dybt i hans mave og man kunne høre ham give en lyd af smerte gennem øresneglen.

Gæst

John trådte ind med Rayna og lagde roligt armene over kors. Han kiggede lidt rundt på dem der var, alle mennesker som han ikke havde set før. Han åndede tungt ud og skævede mod Kaiya og Dexter, før han vendte blikket mod den døde varulv på gulvet. Noget i ham sagde at der ville være flere som skulle ende på den måde. Han kiggede op og lagde hånden mod sin soulsaber som han blot afventede ordren fra Rayna, hvis tingene nu skulle gå sydpå.
Kaiya rejste sig forsigtigt og tørrede noget af blodet af med sin håndryg som hun vendte blikket mod de andre. Hun smilte sit dæmoniske smil som Amaya lovede hende at hun ville rive hende i stykker. Hun ville træde frem men så kom Rayna og hun kiggede op på hende som hun talte. Hun vendte blikket mod Zitora og fik pludselig et snert af sorg i hendes øjne. Hun havde lyst til at råbe til hende at hun bare skulle stikke af, komme væk herfra og aldrig se sig tilbage. Men hun holdte sit smil.
Adrean kiggede på Kaiya som var hun en fremmed. "What the fuck is wrong with you! You killed Marcel, in cold blood!" råbte han rasende som hans blik vendte ned mod Marcel. Kaiya rynkede kort på brynene og lagde hovedet på skrå. "He was in my way..." sagde hun så og vendte blikket mod Zitora. "Get the hell out of here. I dont want to hurt you," sagde hun så endelig til sin søster i deres tanker. "They expect me to kill you, and I really dont want to," hun rynkede på brynene og åndede tungt ud, "I... Can you just get the fuck out?" hun skar en vred grimasse mod Zitora. Kaiya rystede dog på hovedet til det Dexter sagde, "I'm not running. I've chosen my side," hendes blik mødtes med Zitora, "Run" - "And I intend to fight with all my might," - "Run!". Adrean åndede rasende ud og gjorde klar til at sende en ny bølge mod hende, "I've had enough of this bullshit," sagde han vredt.

Peyton gispede lidt de behøvede at være tilbage og hjælpe de andre.
"You should go, I can stitch myself up," fortalte Peyton og nikkede til Leah. En skikkelse kom ned til dem.
"Or you can simply just let me heal you," kom det fra Elizabeth som havde det med at deltage i de mest mærkelige situationer. Hun gik hen og lagde sin hånd mod Peytons sår og trak metal stangen ud - ret brutalt. Derefter som Peyton kunne, kunne Elizabeth heale skaden og overføre den til sig selv. Peyton stirrede på Elizabeth, men der var virkelig ikke tid.
"They can't see me jet, but it looks like they need to cool down," sagde Elizabeth så og satte sig ned. "Go lads," tilføjede Elizabeth så. Peyton greb fat om Leah igen. Peyton hørte i sin øresnegl at Levi havde brug for hjælp. "Rami!" Råbte hun i den.
"Help is on it's way babe," lød det fra Alison til Levi igennem øresneglen, som hun sad ved hovedkvarteret.

Zitora fnøs let, og tog en dyb indånding da de sagde at Rayna med sandsynlighed ville møde op, som om synet af Daisy ikke var nok. Hun så på Ekaterina og rystede let på hovedet.
"Perhaps you should find something that you actually enjoy looking like you know? Must be exhausting trying to be other people all the time," kom det fra Zitora. Amaya lyttede til Raynas ord om at lade dem være, bare lade dem gå. Siden hvornår lod nogen skurk et helt team af folk smed specielle evner gå, det var urealistisk på så mange måder. Adrean kastede dem tilbage i lokalet, og Ramiel tog øjeblikket til at give respons til de andres kald, for det forgik kunne han løbe op til Levi og slå benene om de fleste omkring ham for at komme tilbage nedenunder uden det lignede han havde været væk overhovedet.
Zitora sank en klump som Adrean havde sendt Kaiya tilbage gennem væggen og klemte sine hænder hårdt sammen som hendes stemme begyndte at runge i hendes hoved, og ligeså gav Adreans ord og skudet stadigvæk ekko i hendes år.
Oh you don't want to hurt me? You already killed me Kaiya, you killed him, svarede Zitora tilbage og sank en klump. Dog som Adrean gjorde an til at angribe igen greb hun stille hans arm, overvejede om de skulle trække sig tilbage og faktisk vente til de havde en plan andet end bare at kaste forskellige rundt. Hvis der var noget Zitora ønskede lige nu var det at give dem helvede, men det var som om at de bare spillede lige præcis det spil der var tænkt de skulle spille. I'm not leaving him, pointerede hun så. Amaya ville om andre omstændigheder have været udmærket at have med og hun kunne holde hovedet forholdsvis koldt, men Marcel død på jorden slog hende ud af kurs, og energien i hendes celler syntes blot at minde om en bombe der snart kunne eksplodere.
Ramial stod praktisktalt i situationen hvor han skulle vælge hvad de skulle gøre. Han var lederen, og de havde allerede mistet Marcel på grund af de havde fulgt Kaiya.
"You know the, I'm the master of all words thing - are simply starting to get a bit old don't you reckon?" sagde han. Ramial var en spontan person, men han gjorde aldrig noget ekstremt uden en ydeliger plan.
"And you never really planned on letting us leave?" kom det fra Zitora med et fnøs. Rayna kunne måske ikke læses som en åbenbog, men efterhånden var det den eneste realistiske afslutning på alt det her.
"She is truly all you wanted, you would have taken it - and not put us on for a surprise show," påpegede Zitora så og sank en klump.
I suggest you make it a good kill, or fake it till you make it, sagde hun i tankerne til Kaiya. Amaya

Peyton havde fået lavet en bane af is og bedt Leah holde fast så de kunne transportere sig forholdsvis hurtigt tilbage til de andre. Så snart de kom derhen valgte hun at fokusere på at hjælpe Levi. Hun kastede is imod en der løb om bag Levis ryg.
"I can't leave you alone for one second now can i?" Sagde Peyton til Levi som de landede. "Wanna make an blizzard with me?" Hun nikkede til Leah om de havde styr på den herfra. Hun skubbede et hold væk med en række spyd af is. Adrean var nedenunder og hun brød sig ikke om at han var i den kampzone. Hun håbede på de pokkers Sinclairs snart ville lave deres dramatiske entre.

Gæst

Leah
Nikki
Amara
Lucifer
Kian
Dove

Leah sukkede da Peyton ikke ville med. Det var virkelig ikke let at hjælpe folk. Hvis det var hvad teamet skulle håndtere hver dag, var hun glad for hun kunne sidde ved hendes computer for det meste. Men det var noget andet i dag. Folk var i fare, og hun ville ikke kunne få sig selv til at sidde tilbage og ikke gøre noget. Hun var måske mest kompetent bag en skærm, men det var ikke fordi hun ikke havde nogle evner der kunne bruges udenfor også. Leah fulgte Peyton gennem isbanen. Det var ikke en anderledes oplevelse for at sige det mindste, og Leah havde muligvis ladet et par skrig forlade hendes læber, selvom hun forsøgte at holde dem inde. Hun kom frem, og Peyton hentydede til de havde det fint. Så kunne hun tage tilbage til basen og hjælpe derfra. Men hun valgte at gå hastigt, fremfor at tage isbanen igen. Hun satte sig godt til rette i sin stol og sørgede for hun havde kontakt med teamet.

Nikki havde ikke været med teamet i lang tid, og havde derfor stadig svært ved at finde ud af hvor hun passede ind. Selvom det gik imod hendes rebelske side, fulgte hun ordre for nu. Hun nikkede blot ved Dexters ord. Hun kunne begynde at forudsige nogle enkelte ting, men hun vidste også at hvis hun først begyndte med evnen, ville hun ikke stoppe før hun havde været igennem alting, og det ville hun aldrig blive. Hun havde i sin tid skabt en særlig relation til nogle enkelte i UC. Deriblandt Dexter. Hun så ham som en autoritetsfigur. Hun stolede på ham. Derfor var det også oftest ham hun så efter, hvis hun var i tvivl om hvad hun skulle gøre.
Nikki havde følt respekt for Rayna i al den tid hun havde kendt hende. Hun var også noget nær det eneste, der kunne vække en frygt i hende. Hun anså ikke sig selv som en frygtfuld person, men der var enkelte ting der kunne bringe det frem i hende. Hun så mod Kaiya da hun blev bedt om at tage hende med sig. Hendes arme faldt fladt ned langs hendes side og et småirriteret udtryk faldt over hendes ansigt. Det var ikke let at udføre opgaver, hvis folk ikke ville gjorde som hun fik besked på. Hun faldt tilbage i rummet og stillede sig hen ved siden af dæmonen hun havde set rundt omkring. Hun stillede sig op ad væggen og lagde armene over kors men hun vendte på der skete noget mere.

Amara havde været i gang med at stoppe nogle mænd længere henne. Hun hørte Leviticus kalde på dem i hendes øresnegl og hun gik hen imod ham. Flere fra teamet var kommet til dem. En del mennesker lå enten døde eller bevidstløse på jorden. ”How come I never get to be part of the fun?” Hun sukkede irriteret og gik hen til Peyton og Levi. ”You good?” Spurgte hun, med omkring så meget bekymring man kunne få ud af hende. Hendes grund til at være en del af Legends var anderledes end de fleste. Hun gjorde det ikke for at hjælpe folk, hun gjorde det fordi hun havde brug for det sus det gav at bekæmpe folk, at dræbe dem. Men det var ikke noget hun havde fortalt de andre. Hun følte ikke de ville forstå hende. Hun så ind igennem bygningens hoveddøre. Gad vide om det var sjovere derinde?

Lucifer var ikke i den form han havde været i det sidste stykke tid. I stedet var han i en midlertidig form Men hans energi fortalte tydeligt hvem han var. Han var ikke kendt for hans sentimentalitet, men der var enkle der havde formået at komme ind på livet af ham. De fleste af hans børn havde en særlig plads i hans hjerte, men der var få andre han så anderledes på. Zitora Cowan var en af dem. Måske var det fordi hans far havde taget særlig interesse i hende, måske var det fordi hun havde hjulpet ham på trods af hvad han havde gjort, hvem han var. Han ville aldrig indrømme det for nogen. Han indrømmede det knap nok for sig selv. Han ville give den grund at han skyldte Zitora en tjeneste, og at den var betalt tilbage når de kom ud derfra. Han så hen mod bygningen og de skadede og døde der lå foran den. Han trådte elegant over deres kroppe og registrerede slet ikke dem der stod foran bygningen. Hvorfor skulle han? I stedet gik han ind i bygningen og lokaliserede hvor festen var. Han stillede sig i døråbningen og så rundt på dem. ”Did my invitation get lost in the mail?” Spurgte han henkastet før han gik ind i rummet. Han fik et øjeblik øjenkontakt med Zitora før han så hen på den ene af de to Rayna’er der var i rummet. Om det var den rigtige, vidste han ikke. ”The famous Rayna. What a honor,” sagde han. ”I must say, I have no understanding on what is happening here. Anyone care to fill me in?” Han så skiftevis på dem og ventede på hans opsummering. '

Kian havde været et andet sted i bygningen, før han gik op til de andre. Han vidste ikke helt hvorfor, men noget fik ham til at sætte sig på knæ. Det var ikke kun den døde varulv. Der var noget mere. En tilstedeværelse han ikke kunne forklare. Han lagde en hånd på varulven og overvejede hvad der næste skridt skulle være. Han rejste sig og så mod den af de to ens kvinder der stod tættest på ham. ”Will you let us take him with us?” Han ønskede bare at give ham den afsked han fortjente. Han vidste han havde været vigtig for nogle fra teamet. Han vidste at situationen de stod i, var værre end noget de før havde været ude for.

Dove havde nærmest ikke gjort andet end at hjælpe folk den seneste tid. Men så igen, det var jo mere eller mindre det hun gjorde. Hun havde altid brugt meget tid på at fikse andres problemer, så det var ikke overraskende at hun var blevet bedt om at hjælpe med endnu et problem. Denne gang handlede det om Umbrella Corporation. Hun vidste ikke alt om stedet, men hun vidste det ikke var hvad det gav sig ud for. Det var for stor en fisk for hende. Hun kunne forsøge at stoppe det, men alene ville det ikke lykkedes hende, så hun var kastet sit fokus andetsteds. Da hun trådte ind i bygningen, mærkede hun hurtigt den kraftige energi. Hun kunne genkende den energi hvor end hun gik hen. Lucifer. Hvorfor var det så umuligt at slippe for ham? Hun besluttede sig for at hvis han var der, måtte han være på side med Rayna. Det virkede bare naturligt. Og hvis djævlen og den første mørke fe var på samme side, tvivlede hun på de kunne klare sig mod dem. Ikke uden hjælp i hvert fald. Hun anse ikke sig selv som uovervindelig, men hun vidste at hendes magi var stærk. Hun var ikke kun i familie med den første heks, men også den første heks førstefødte datter. Det betød noget i forhold til hendes magi. Hun rystede på hovedet over Lucifers tale. Han snakkede for meget. ”Do you ever shut up?” Spurgte hun udfordrende. Hun var ikke bange for ham. Det havde hun aldrig været. Hans form var ny. ”New haircut?” Lød hendes spørgsmål. Hun havde ikke ret meget fokus på andre end Lucifer og de to gange Rayna der var i rummet. De forstod virkelig at gøre det sværere.

**Antal indlæg** : 29

Som hun kom ind, og Dexter sagde hej til hende, eller nok snarer på sin egen måde, lagde hun sin hånd imod hans kind. Sammen med Skye, var han nok hendes yndlingsbarn, det var selvfølgelig også fordi, at hun havde haft tiden til at forme ham, præcis som hun havde ønsket. Hun vidste at de alle ville blive overrasket, når hun så fint som ingenting bare lod dem gå, men selvfølgelig var der også andre grunde til, at hun lod dem gå med deres liv i behold. Ikke nok med at hun havde dem alle på kamera, så hun havde deres ansigt, men de var nu kommet på hendes rada, hvilket betød at hun så let som ingenting kunne begynde at ødelægge hver og en af dems liv. Ekaterina grinede kort, som Zitora snakkede til hende "Ohh but I'm everyone and yet no one at the same time" lød det fra hende, og næsten som af ren modbydelighed, forvandlede hun sig til Marcel, og dog ikke den levende version, men versionen af ham, som havde et skud hul i sig.
Rayna gav et suk fra sig og rystede på hovedet "I am allowing you to leave, but only if you all leave now and yes you can take the dead werewolf with you" hun hævede øjenbrynet, og betragtede dem med et koldt blik "Because if you don't, I will mark you as my new subjects, of course voluntarily" hvis de ikke forsvandt, ville hun låse dem ind i rummet, og efterlade dem med en gas der ville slå dem alle sammen ud, og derefter ville de så vågne op i en celle, klar til at blive eksperimenteret på. Dog syntes der at komme endnu flere til, og det gav hende en migræne, dog hævede hun øjenbrynet, som en af dem direkte snakkede til hende "And you must be Lucifer, I've heard so much about you, what I wouldn't do to get those genes of yours" hun havde hørt meget om djævlen selv, så hans gener måtte jo være ganske interessante, specielt set ud fra hvordan hans børn var endt op. I baggrunden kom en ny kvinde dog også ind, slank og med et dødt udtrykke i sine øjne "Dahlia you're late" lød det fra Ekaterina, som hun betragtede den krigeriske kvinde, klar til at gå i kamp, hvis det var hvad der var nødvendigt.

//Sorry for det shitty svar!

Gæst

Leviticus fandt noget mere energi og fik hevet den skarpe genstand ud af sin mave som han hørte hans smukke fe snakke til ham. ”As long as you stay put,” sagde Leciticus en smule beordrende, men Alison havde lovet at hun ikke ville komme ind i denne kamp. Der var for meget på spil, både hendes og deres ufødte barns liv. Han sank en klump ved tanken og sukkede let. ”Were you still up for looking at that house later? I never got an answer before we left,” sagde han og lo lidt. Han kunne ikke lide at fokusere på hvilke skadede eller døde de ville slæbe med sig hjem i dag, så hellere sprede en mere munter stemning.

Dexter smilede let til Rayna som hun lagde en hånd mod hans kind. Det var ikke ofte den kvinde viste omsorg, men han hver form for berøring var som et tegn på at han gjorde det godt. Det var alt han havde behov for i denne situation, og så knap nok på Nikki som hun bevægede sig til bagerst i lokalet. Dexter valgte dog forsat at være placeret ved Kaiyas side, for han havde givet hende et løfte om at være der gennem det hele for hende. I hvert fald til en anden ordre højere oppe kom og bad ham om andet. Han var vel kun eftergivende fordi det netop var en af hans skabninger, og kunne han vælge havde han allerede fået den anden gruppe til at forsvinde. Men både ham og Kaiya havde lavet en aftale, og den skulle følges til punkt og prikke. ”Nikki, probabilities for our guests survival if they stay, versus if they leave,” knurrede han let. Det var en klar ordre til ham, for han ønskede at alle hørte deres overlevelseschancer. Han fandt det kun retfærdigt at de kendte deres sandsynlighed, og han var overbevist om at de fleste af den anden gruppe enten ville dø, eller dø som forsøg. Han lænede hovedet let på skrå som han så på de nytilkomne, men for at være ærlig var hans fokus forsat på Rayna. Rayna var hans hovedopgave og han vidste han skulle stå klar hvis nogen forsøgte noget.

Leviticus lo lidt af Peytons kommentar og puffede blidt til hende, som han førte en væg af ild hen over en mængde vagter. ”Blizzard? I like your style girl!” sagde han og formede nemt en tornado for hende som hun kunne tilføje is. Han smilede som de samarbejdede med at fryse dem omkring dem. Her kom Amara over og han lænede let hovedet over mod hende. ”I’m good, just bleeding imensely, but I’ll get over it – please do join the fun, while you’re here,” sagde han roligt og førte derpå sit fokus tilbage på tornadoen. Han kunne føle sin krop være drænet, men han forsatte, og han ville forsætte til hvis han faldt om.

Gæst

Kaiya
Adrean
John
Jocelyn
Ramsay
Wade
Lynelle
Simon

Adrean så overrasket på Zitora som hun stoppede hans arm i at kaste bølgen mod Kaiya, men ikke desto mindre kunne han forstå hvorfor. Eller ikke helt, for Kaiya havde lige skudt hendes elskede, han lå der død på jorden?! Han lavede en bekymret rynke, som han prøvede at regne ud hvad Zitora tænkte.
Kaiya kunne mærke vreden boble indeni som Zitora nægtede at gå. Hun knugede sine hænder hårdt sammen og mærkede dæmonsiden kradse indeni hende som en vild hund der ville fri. Hun lukkede sine øjne kort, måske var det her for det bedste. Hun faldt en anelse tilbage mod væggen som hun gav ind til dæmonen, og da hun åbnede øjnene igen var hendes ene øje helt blodrødt, nærmest skinnende. Hun så ned mod gulvet og tog et par hæse indåndinger som hun kiggede mod Dexter. Planen måtte ikke fejle, det vidste hun, “I sure plan to,” svarede hun Zitora noget bittert i deres tanker som hun kiggede op og lod deres øjne låse sig sammen. Det måtte vel være sådan her det var.
John sukkede utålmodigt. “You got anymore cockroaches joining anytime soon? I’m getting tired of this shit,” udbrød han irriteret og trak sin soulsaber, dog uden at aktivere den. Han kiggede på Rayna og nikkede kort til hende. Der var ingen der skulle komme tæt på hende eller skade hende for den sags skyld, ikke mens han var der. “You’ve never really been good with words, have you John?” Sagde en velkendt stemme og John vendte blikket for at se på sin søster. Jocelyn. Han åndede vredt ud og bed sammen. “I’m just here to knock some sense into my big brother,” sagde hun til de andre som hun stillede sig op ved siden af Zitora og knækkede sine fingre. “He’s been an asshole for far too long,”
Pludselig trådte Ramsay og Wade ind fra en sidedør med en flok Umbrella mænd bag sig, som løb rundt og omringede alle der ikke var fra Umbrella. “Legends of Gaia. Your group looks smaller than I imagined,” sagde Ramsay med et stort smil på læben, som han klappede Wade på skulderen, “Would you look at that. Your ex’es twins are here. But it seems that we have one of them on our side,” sagde han så og kiggede mod Kaiya og Zitora.
Lynelle kunne ikke bare lade det hele ske. Og efter en nærdødsoplevelse med nogle Umbrella mænd, havde de andre nok bare hørt hendes fortivlede skrig. Hun var løbet væk og rundt indtil hun så Peyton, og skyndte hun sig over til dem. “Amery is coming soon enough. We just gotta hold out till then. Are the others alright?” Spurgte hun sin kusine og hev efter vejret. Det hele virkede så skræmmende, hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Simon havde lovet hende at hun ville være sikker, men da hun sad i bilen kom en masse mænd løbende og pegede deres pistoler mod hende. Havde hun ikke haft sin evne var hun sikker på at hun ville have være død. “This really sucks...” mumlede hun stille og undgik øjenkontakt med dem alle. Hun kiggede op som skud og tummult kunne høres oppe i bygningen. Hun hoppede nærmest af skræk og tog sig til øresneglen, "Simon! Status, status! Or whatever the code words are?! Are you alright?"
En svag brummen kunne høres fra Simon til alle der havde øresneglen efterfulgt af skud i baggrunden. Han trak let på smilebåndet som han havde fundet ly bag et skrivebord, "Situation is under control here, just a minor setback. We'll get to the others in a notch," forsikrede han Lynelle før han kiggede op og skød nogle med sit gevær, "But I was hit," indrømmede han så som han sank tilbage i sit ly fra stormen af skud og tog sig en anelse til maven, "I still got some fight in me though, so dont worry about that," sagde han. "These fuckers know how to put up a fight, I give them that," - "Please tell me Amery is hurrying his ass, or I will personally jam my foot up his ass after this is over with," - "It's gonna be a while... It was uncertain, just a minor setback," svarede Lynelle med et lille smil som hun referede til det han selv havde sagt før.

Zitora
Amaya
Peyton
Bell
Alison
Ramiel
Elena
Tatia
Skye

Ramiel lavede et eftertænksomt træk med ansigtet som han overvejede dæmonens spørgsmål, "I'm quite sure there are a few others who didn't want to sit out," svarede Ramiel og trak på skulderen, "seeing you guys aren't quite done showing up either. Zitora så omkring sig som endnu en hær af Umbrellas folk trådte ind og omringede dem. Et par knive fløj igennem luften og ramte to af de mænd fra hæren.
"You always did want to create more drama than use for Ramsay," sukkede Tatia og trak sit sværd. "You want an honest fight, come at me," smilede hun skævt til Ramsay. Hvis nogle forsøgte at gå mod Tatia ville hun simpelt slå dem ihjel. Hun så mod Wade kort.
"Surprise." Tatia så ikke på Kaiya, hvis hun skulle have nogen chance for at kæmpe denne her krig så måtte hun skubbe sine egne behov lidt til side. "Oh why know our chances, are you that boring. Why take out the suspense of fate?" Spurgte Amaya og vrissede til Dexter. Lysten til at flå ham fra hinanden var næsten ligeså stor som lysten til at flå Kaiya i små stykker.
"You know, Amery would be ashamed of you," sagde Amaya så til Kaiya og snerrede af hende. Skye rystede på hovedet.
"There is so much shame to go around, can you just shut up," rullede Skye med øjnene og gav varulven et skub tilbage med sine lydbølger. "Good dog."

Alison rullede let af øjnene da Levi sagde det var fint så længe hun blev hvor hun var.
"I'm not leaving unless I have to come and drag our ass home," pointerede hun og smilte lidt for sig selv. Hun smilede let som han spurgte om hun stadigvæk var klar på at se på hus senere. "Of course I am, hey what are we having for dinner tonight?" Spurgte hun. Der var ikke meget Alison kunne gøre fra afstand af og hun hadede at føle sig unyttig.
Peyton tilføjede sin evne så de kunne skabe en isstorm, der slog i hvert fald over halvdelen ud. Peyton så mod Lynelle og nikkede en enkelt gang.
"I wish he would hurry the fuck up," indrømmede hun og som hun stod tæt på Levi kunne hun mærke han var såret og manglede energi. "No.. Marcel died," sagde hun så tørt og bedrøvet på Lynelle.
"Kaiya killed him." Hun tog en dyb indånding. Elena kom løbende bagfra og slog de mænd ud som sigtede på Lynelle.
"I thought Simon told you to stay put," fnøs hun lidt og rystede på hovedet af Lynelle. Elena hørte med via Lynelles øresnegl og gik derhen.
"You better not die on us Simon, or my mother is going to kill you," pointerede Elena og så på Lynelle. Hun havde altid sin evne aktiveret mod mentale angreb når hun var i kamp. Det gjorde folk var ude at hendes tanker, men holdt desværre også Zitora og Kaiya for at kunne kommunikere med hende. Elena så på Amara som kom og deltog i kampens hede. Derefter så hun på Lynelle igen, "stay behind me," det var ikke et spørgsmål eller til at diskutere - simpelt bare sådan tingene skulle være. Hun vidste hendes far og Ramsay var nedenunder - den fært kunne hun ikke løbe fra at genkende.

Gæst

Leah nåede tilbage til deres base og satte sig ved computeren og sørgede for hun igen havde kontakt til dem. ”I’m back. Rami, I’m finding you the best escape plan. I suggest you use it, before this goes bad. I will kill you if you die there.” Det gik op for hende hvor umuligt det var, men hun ignorerede det. På trods af Leah havde problemer med at stoppe sig fra at tale, så formåede hun at gøre det nu. Hun så over på Alison. ”They’re coming home. All of them. They have to.” Tanken om de ikke kom tilbage var ulidelig for hende. Selvfølgelig havde hun en relation til dem alle, men hun var særlig tæt med Peyton og Ramiel.

Nikki stod med hendes opmærksomhed rettet mod gulvet, mens hendes fingre pillede ved en løs tråd i hendes trøje. Hendes evne overvældede hende stadig, så hun blev nød til at trække sig indimellem. Hun så op da Dexter sagde hendes navn. Varulven mente ikke det var sjovt at kende deres chancer. Hun forstod det ikke, men det var måske også fordi Nikki aldrig kunne undgå at kende hendes chancer. Hun så rundt for at opfange alle mulighederne igen, før de blev omregnet til procent.”7% chance all of you walk out of here, 10% less than half of you do. 83% none of you do unless you take your chance and leave.” Der var altid mulighed for der kunne ske nogle komplet uventede ting, så der var ikke noget der hed 100% procent for Nikki. Hun vidste at der altid var noget der talte imod. Hun ønskede selv at træde udenfor, da en hovedpine var begyndt at prikke. Men hun blev, fordi personerne her havde givet hende en følelse af hjem. Hun var ikke klar til at give slip på det.

Amara lavede et kort fnys af Leviticus kommentar. Hun havde alle intentioner om at have det sjovt mens hun var her. "We should maybe get the wounded to safety," foreslog hun. Det gav ikke nogen mening at de bare stod der alle sammen og gloede. Hun lyttede med da Lynelle talte med Simon i øresneglen. "I'm going to help him." Hun gik ind i bygningen. "Simon, where are you?" Spurgte hun, mens hun begyndte at gå op ad trapperne, da hun en idé om han måske var længere oppe. Hun kunne lige så godt bruge tiden fornuftigt. Hun så ud over trapperne for at se hvor langt der var ned. Det kunne hun sikkert godt hoppe uden de store skader.

Lucifer stod bare og så til, og forventede lidt at nogen ville fylde ham ind, men i stedet forsatte de bare deres egne samtaler. Han var måske ikke bedst kendt for hans manner, men han var ret sikker på det var uforskammet, men han lod det ligge. Han var der ikke for at finde ud af hvad der skete. Han var der for Zitora, selvom han ikke var meget for at indrømme det. Hans blik faldt på Rayna da hun snakkede om hans gener. "Yes, well you will have to get in line. A lot of people want something from me," sagde han tørt og sukkede da Dove kom ind også. Hvor han da bare ikke orkede at døje med hende lige nu. Men hvis hun var her af samme grund som ham, så var hun måske meget nyttig. "I like to hear my own voice," sagde han kort og så over på den mørkhårede kvinde der fortalte om deres chancer. Hvis hun talte sandt, så det ikke ligefrem godt ud. "Thanks for letting me visit, next time I would love some coffee or a cup of tea, but I can see you are busy, so I will let it slide." Han gik hen til Zitora. "Perhaps getting out of here is the smart play," han så insisterende på hende. Han synes virkelig hun skulle komme væk derfra nu, før det hele nåede til et punkt hvor de ikke kunne komme væk.

Kian var fokuseret på Marcel. Han synes virkelig ikke de skulle blive længere. Det virkede bare som en risiko at blive der. Især nu hvor en hær af UC soldater trådte til og omringede dem. De var i undertal. "Guys, we're surrounded. Let's just get out of here." Han var nok mest nervøs for hvad der ville ske hvis de blev. Der var en grund til Legends havde holdt øje med UC i noget tid. Han vidste lidt om hvad der foregik derinde, og han havde ikke ligefrem planer om at blive noget andet end hvad han var eller blive eksperimenteret på.

Dove så på Lucifer med rullende øje og gik hen til manden der sad ved Marcel. Hun satte sig på knæ ved siden af ham. Hun hviskede en besværgelse, der ville fjerne blodet og skudhullet, og få ham til at se noget mere fredsfyldt ud. Hun kunne måske ikke gøre meget for at hjælpe ham nu, men hun kunne i hvert fald gøre det rarere at se på ham. Hun havde ikke den store præference i forhold til at blive eller gå. Hun ville følge de andre og gøre hvad hun kunne for at hjælpe. På trods af det ikke lød til de havde oddsene med sig hvis de blev. Hun fulgte samtalerne og så på hvem end der havde noget at sige, hvilket mere eller mindre var dem alle sammen.

» Are night frights a twin thing? - Zitora
» It's a twin thing - Kaiya
» When the Sun Goes Down - Rayna
» I'll save you from them, but who will save you from me? - Mike
» In an alternative timeline - Dexter