Hvad skal jeg her? - Liam

Det havde endelig været tid til at sætte det hele i aktion. Til at vise hende, hvorfor man ikke bare uden videre trodsede ham... I alt fald ikke uden at blive straffet noget så grusomt for det. Især når man troede at man kunne snøre ham. Han havde for fanden eksisteret i snart 200 årtusinder, han vidstelidt af hvert... Og meget mere end hvad folk forventede. Han havde lært utroligt mange ting i de utallige år. Og han havde set hvert evigt eneste beskidte trick, folk overhovedet kunne finde på. Mange var slet ikke opfindsomme længere men troede at alt bare var så nemt som ingenting!

Han stod blot der i døren, og så på hende da hun vendte sig om... Et lille venligt smil på hans læber. Selvfølgelig et falskt et, men når man havde trænet de falske smil og gestusser i så mange år? Ja, så var der ingen der kunne kende hans falske smil fra de rigtige. Ikke medmindre du havde kendt man i flere årtusinder... Lilith, der havde kendt ham i ti, kunne nok godt tyde det.

"Hvordan? Åh, jamen det er da så simpelt. Kan du virkelig ikke selv regne det ud? Er du både en gemen tyv og en komplet fantasi forladt tøs? Kom nu. Det er da logisk nok hvad der er sket, er det ikke?" sagde han stille, og gik lidt ind i værelset - for at låse døren bag sig, før han begyndte at gå hen mod hende igen, som hun prøvede at åbne vinduerne, der selvfølgelig nu var låste.

"Det der kan du godt glemme. De låste i samme øjeblik som alarmen lød, kære..." sagde han, og var nu standset op lige bag hende. Han greb hurtigt fat i tasken, og smed den langt om bag sig, før han så hende direkte ind i øjnene. "Og åh jo. Jeg har dig. Du slipper ikke ud herfra før jeg har fået dig til at betale for det du har gjort."

Joze var i panik det var helt sikkert! Hun havde stået for længe på badeværelset i sine egen tanker og derved ikke hørt ham komme hjem! Det måtte være det eneste svar der fandtes! At kæmpe mod vinduet for at få det til at komme op, samtidig skulle holde øje med Aiden for at sikre sig at han ikke ville komme for tæt på hende! ” du bliver der over” Sagde hun truende og så over på ham. Det var sku da irriterende at hun ikke kunne få det skide vindue op! Hun forsøgte endda at slå til vinduet for at smadre ruden, det skete der bare intet ved andet end hendes hånd gjorde ondt.

Der var ingen tvivl om at det her ville give hende store problemer, og hun helt sikkert nok aldrig nogensinde ville glemme denne indbrudstur. Lyden at døren blev låst, fik Joze til at stivne i hele kroppen, hun følte det som om nogen havde pause for tiden, og alt var gået stå. Lige ind til hun endnu engang hørte hans ord, ” Du vidst det? At jeg ville komme, gjorde du ikke?” spurgte hun i håbet om at trække tiden så meget ud som muligt. Hun sank en klump da han var rimelig tæt på hende og sikker på at han ville gøre noget ved hende, hun trådte et lille skridt bagud og lod ham bare tage taske og smide den hen bag sig. ” der ødelagde du lige dine egne ting” Sagde hun og forsøgte at grine over det, selvom det var et tydeligt falsk grin.

Hendes blev ved med at gå baglæns til der ikke længere var mere plads til at gå baglæns og hun nu stod klistret helt op ad væggen. Hendes blik ramte hans, hun så hans øjne, frygten lyste ud af hende ” Du må ikke, jeg ville jo bare” sagde hun og valgte at tage chancen, hun skubbede sig væk fra væggen og satte i spurt for at komme forbi ham og hen til døren, det var den eneste vej ud derfra, selvom han havde låst den, hun havde ikke fokus på om nøglen til døren sad i.

"Virkelig? Og det tror du vil standse mig på nogen som helst måde, fordi...?" spurgte han roligt, med et løftet øjenbryn, som han blot gik tættere på hende, totalt ligeglad med hendes 'trussel'. Hun havde trods alt blot det hele i munden, det havde hun allerede bevidst mere end en gang.

"Selvfølgelig gjorde jeg det. Man lever ikke ligeså længe som mig, uden at have set hvert evig eneste trick der er i bogen. Du troede vel ikke virkelig at jeg tog din løgn for gode varer? At jeg virkelig troede du var smuttet ud hvor jeg bad dig om? Nej, nej selvfølgelig troed ejeg ikke på dig... Jeg kender en ballademager når jeg ser en," sagde han derpå, som han fik taget tasken og smidt den væk, totalt ligeglad med hans ting der var deri, det var langt vigtigere for ham at få lært hende den lektie hun så tydeligt trængte til at få indplantet.

"Du ville stjæle fra mig, var hvad du ville. Efter først at have skyldet mig så mange penge at du selv på flere livstider ikke kan betale mig det tilbage. Er der virkelig noget jeg misforstår her? Der er rigeligt at straffe dig for med det du har gjort indtil videre." Han sukkede blot opgivende som hun løb forbi ham, og idet han vendte sig om, stirrede han olmt på hende. "Glem det. Du kommer ikke ud herfra." han løftede den ene hånd, for at vise hende nøglen. "Og tro mig, du har ikke lyst til at gøre mig endnu mere irritabel end jeg allerede er."

Det at Aiden var så gammel som han gav udtryk for, vidste hun ikke noget om, hun vidste ikke engang hvor gammel han reelt var, måske han havde sagt det før, men hun kunne ikke huske det. Faktisk var hun også lidt ligeglad og alligevel ikke helt! For han havde jo ret, at når man var gammel altså sådan like flere hundrede år gammel, kendte man til alt der var af tricks og andre ting man kunne gøre for at prøve at narere andre. ” Jeg lyver aldrig” var blot hendes kommentar, mest fordi hun ikke på nogen måde anede hvad fanden hun skulle svare ham. Det her var ikke sjovt! Man skulle virkelig tro at han hele tiden var 3 skridt foran hende, uanset hvad hun havde gjort eller tænkte på at gøre. ” Du mærkelig” sagde hun og kunne ikke lade være med at kigge over på tasken kort, som tingene var gået i stykker i den, hvert fald nogen af dem. Det havde bare virket underligt at han havde været så ligeglad med tingene, hvorfor han så ikke havde ladet hende gennemføre indbrudet.

Hendes hvad hun selv ville sige ynkeligt forsøg på at komme forbi ham og ud ad døren, fik hende til at slå hårdt på døren og ret lavmeldt ømmede sig. ” jeg ville bare skaffe dine penge lidt hurtigere” Forsøgte hun at forsvare sig overfor ham, at det jo blot havde været hans egne ting der var blevet ”betalt” med var en anden side af sagen. ” Du ved lige så godt som jeg, at jeg aldrig får de penge” Sagde hun og prøvede at få sig selv til at lyde som et ofre, han skulle have ondt af. ” Hvorfor tror du jeg gjorde det her? Netop for at betale dig tilbage på den eneste måde jeg kan” Sagde hun velvidende at hun var blevet tvunget til at skulle arbejde pengene af for Aiden. For at få chancen for at begynde at betale tilbage. ” Vil du godt lade mig gå” Sagde hun en anelse mere bestemt.

Et fnys kom fra hende og hun rullede med øjnene, hun kunne lige så godt lade være med at gøre for meget modstand lige nu, hun kunne godt høre på hans toneleje at forsætte med at være smart eller forsøge på andre ting, nok ikke lige frem ville være den bedste ide på jorden. ” Okay, jeg giver op, jeg gider ikke gøre noget modstand…” Sagde hun og slog ud med armene. Det var delvidst sandt og alligevel ikke helt.

"Virkelig? Det der..." han trådte lidt tættere på hende,og kneb øjnene en smule sammen. "Var nok en af de værste løgne jeg har hørt i omtrent 50 000 år." sagde han så, irritationen tydelig i hans stemme. "Lad være med at lyve, medmindre du vil have at tingene skal blive værre for dig. Og tro mig - de kan blive meget, meget værre end hvad de i forvejen bliver nu du har gjort dette, i stedet for bare at følge min ordre. Måske skulle jeg bare sælge dig til højest bydende istedet,hmm? Der FINDES lande i verdenen hvor slaveri ikke er forbudt endnu, trods alt..." sagde han så med en overvejende tone til sin stemme, og et svagt smil på læberne, som hans tanker kørte omkring præcis hvilke muligheder han havde med hende, og dette var en af dem. Ikke den han helstville gå efter - han sagde den blot for at se hendes reaktion, sådan set.

"Og nej, jeg lader dig ikke gå før jeg har fået hvad jeg vil have. Og siden du aldrig nogensinde ville kunne betale mig tilbage i penge... Så må jeg jo hellere finde på noget andet, ikke?" sagde han så, og trådte endnu tættere på hende, nu helt sikker på at hun i alt fald var inden for hans aura - det var altid så sjovt at se hvor forskelligt folk egentligt lod sig påvirke af den. "Men fint... Og for at være sikker på du ikke løber om hjørner med mig..." han tog et fast tag i hendes kæbe, og fangede hendes øjne med sine, før han udnyttede sin ene evne. "Du følger med mig, og ingen løjer, ingen forsinkelser." tvangs tanker var så dejlig en ting at kunne indplante i folks sind... En tanke man kun kunne modstå med en virkelig stærk psyke... Især såstærk som hans evne var blevet over de mange tusind år. Så en så ung som Jozephine? Ja, hun havde ingen jordisk chance for at modstå det,som Liam låste døren op og gik ud af rummet og ne di stue etagen, velvidende om at hun nu uden problemer ville følge efter ham.

Det var slet ikke på nogen måde, overraskende at hun lignede en som var ved at skide grønne grise, som han fortalte at det var den værste løgn han nogensinde havde mødt i 50.000 år og efterfølgende lige ville true med at sælge hende til højst bydende slavehandler agtig ting, fordi det ikke var alle steder i verden slaveriet var gjort forbudt. Hun rystede panisk på hovedet, ” Nej, det må du ikke, jeg vil ikke!” Sagde han og prøvede og virkelig at være hård men det var sku ikke nemt når han ligefrem ville true med at sælge hende. ” jeg vil gøre alt andet” mumlede hun stille og kiggede ike på ham.
Han skulle han bruge hende til? Han stolede jo helt sikkert ikke på hende, så hvad ville han få ud af at bruge hende til noget? Og ikke bare i stedet slette hendes gæld og så lade som om gælden aldrig havde været der men at hun derimod ikke igen ville kunne få noget af ham, den ene eller anden slags.. Se det var den bedste løsning, men hun kunne lige så godt lade være med at forslå den, for det ville ikke blive sådan. Som han kom tættere på hende, begyndte hendes krop langsomt at blive underlig. Hun blev virkelig usikker på hvad der skete, det kildede i maven og andre steder, hun vidste hvad det betyd hun kendte signalerne. Hun blev ”trængende” hvordan kunne hun blive nu og så lige her foran en tåbe som ham?. Joze så sig omkring, hendes ville have hende til at gå helt tæt på Liam og ville mærke på hans krop… Hun prøvede inderligt at skjule det, men hun kunne nu alligevel ikke lade være med at tjekke ham ud på en måde, man normalt ikke ville gøre hvis man var sur på en, eller rent faktisk foragtede personen.

Det var en usikkert og lidt for pirrende ”støn” der kom fra hende som han greb fat i hendes kæbe, først prøvede hun at dreje hovedet væk men hun kunne ikke, hun valgte at kigge ud til siden med øjne, men hendes fangede hans og hun kunne ikke flytte blikket væk fra hans. Hans ord gik direkte igennem hendes krop og et stille ” Javel” kom fra hende, som Liam gik mod døren og låste op og gik ud, fulgte hun blot efter, hun sagde ingen ting hele vejen ned i stue etagen.

Of course, her pathetic, panicked begging only made him smile - gosh, he loved to hear that tone of voice in people. It told him, after all, that it had been just the right thing to say to get someone to want to follow along with his instructions more easily than before. Because now she had something to really fear - and he would do it, no doubt, if she kept on disobeying him.

"Good, then. Now it doesn't sound so bad working for me, does it? And don't even think about trying to escape or doing something this out of the line again. Believe me, I will find out, sooner or later - and then I will sell you. Mark my words." he told her, the smile gone from his face again for a moment so she knew he was serious. The smile returned again when he saw his aura having its usual effect on her - good, that'd make her drop her guard a little, be a little more pliable... It always did, when people got distracted by it.

Then came the order, and he led her back downstairs. "Now... It's too late for you to be a part of the trafficking deal I wanted you to be in, since they are leaving the country by now... But you can be a part of the other smuggling team. And I'm coming along this time to make sure you won't do anything this stupid again. So come on, we're going for a drive." he then said, and led her out the door - locking it again behind him - and walking over to his red Tesla model S, opening the door for her and waiting for her to get into the car.

Joze vidste godt at hun havde ramt muren, der var ikke andre veje at komme på ingen måde! Hun havde fuckede det her alt for meget op for sig selv, hun vidste at uanset hvad der skete nu, ville hun komme til at gøre alt og det var virkelig alt hun blev bedt om. Ordene som kom fra ham, måden de blev sagt på og hans ansigts udtryk fik til virkelig at løbe koldt ned af ryggen på hende, hun sank en klump og nikkede blot. Hun kunne lige så godt lade være med at svare på det, for hvad skulle hun svare? Hun anede det ikke, og hele denne situation var ikke til at man skulle prøve at lave sjov med det han sagde.

Det var virkelig underligt! Hvordan kunne hun blive ”trængende” foran ham? Det var som om hele hendes krop slappede af og blev rolig på en underlig måde. Selvom panikken og nervøsiteten for hvad han kunne finde på at gøre overfor hende og ved hende stadigvæk var tydelig at se og mærke på hende. Grebet om hendes kæbe fik hende til at stivne et lille forsigtigt suk kom fra hende, hun nikkede blot til hvad han sagde hun skulle. Hun fulgte ham tæt hele vejen nedenunder uden at sige noget, hun fulgte ham blot og hoppede ind i bilen som han havde bedt hende om. ” where are we going?” spurgte hun stille uden egentligt at have lysten til at vide hvad det var de skulle og hvor de skulle hen. Et sted frygtede hun virkelig hvad der skulle ske! Skulle hun være prostituerede eller skulle hun. ” please tell me?” Sagde hun med en lidt skælvende stemme, samtidig med at hun havde svært at sidde stille. Hendes krop blev ved og ved med at fortælle hende at hun ville have noget.. Hendes blik lande kort på Aidens krop, hun prøvede at forstille sig hvordan han så ud uden tøj på.

His smile only grew bigger when she nodded, apparently too scared to really say anything. Good, good, then he got that good scare in her that he wanted to, all while his aura still worked to arouse her... This was just perfect! A perfect way to confuse her. And confused people were the ones it was the easiest to manipulate with, to get to do what he wanted withoout even using his ability to make them do it.

He calmly, quickly led her to the car, his Audi, and unlocked the car, motioning for her to get inside. once she was inside, he got in as well, and locked the doors, just in case she should still feel cocky enough to try anything, before he set the car in gear and off they went.

"You'll see when we get there." he told her, when she asked where they were going. Not too long after, he stopped the car, but only to rummage through the small compartment in the passenger side, to fish out a blindfold. "Put it on. I don't want you to know the way out there. And if you dare to take it off before I tell you, I'll tie up your hands, too. Got it?" he then sternly told her, waiting for her to put on the blindfold before he'd keep on driving, down small winding roads, through forests rarely traveled.

Joze var på ingen måde, helt enig om at hun burde være i den her bil og bare lade sig blive kørt et sted hen? Uden at vide hvor de skulle hen og hvad de skulle der! ” do fucking tell me!” sagde hun vredt og så på ham som han ikke ville fortælle hende det. Selvom stemmen havde været vred, var der stadigvæk frygt at spotte i hendes stemme. Men fanden ville ikke være bange? Når man vidste at manden ikke var en man bare fuckede med, som hun havde gjort… Måske det nu var hendes ende? Hvad nu hvis hun aldrig blev fri igen? Hvad nu hvis han slog hende ihjel? Tankerne kørte rundt i hovedet på hende, samtidig med at hendes krop ikke ville lade være med at fortælle for horny hun blev af at sidde i bilen ved siden af Aiden??

Som bilen stoppede troede Joze at de skulle stoppe her, selvom de ikke havde kørt særligt langt? Det gav ikke rigtigt nogen mening for hende.. Dog begyndte det hurtigt at give mening for hende som han rakte hende blindfoldet? Hun rystede på hovedet til at starte med, det her kunne ikke betyde nogen der var særlig godt! Hvorfor måtte hun ikke se hvor de skulle hen? Hun valgte alligevel at tage det på, men snyd med det, for at sætte det sådan at når hun lænede sig tilbage var det muligt for hende at se ud under kanten af det, heldigvis… Sådan at hun stadigvæk kunne følge med i hvor de kørte hen. Hun sagde intet, til en start. For hvad skulle hun sige? Svare ham på at det var forstået? Måske men hun gjorde det ikke. Han var ikke værd at bruge flere ord på, eller i hvert fald ikke lige nu.. Joze lænede sig godt tilbage og lagde hovedet tilbage… Jep det virkede hun kunne se ud under kanten, det her var sku for nemt.

"And why should I do that. First, you never repaid any of the money my loansharks lended you through me. Second, you break off the deal I offered you. Third, you break into my house. Why on earth should I show any kindness at all to you? let you know where we're going when you've proven time and time again that you can't be trusted? No. You're going to put this on, and it's going to be on there good, or you will regret it, mark my words." he snarled at her, and basically thrust the blindfold into her arms, watching her tie it, and then sighing when he could so clearly see that she was able to look out underneath it.

But at least she didn't have peripheral vision right now, so this would probably come as a surprise to her - when he reached over and tied it for her, properly, this time. And much tighter than it needed to be, just as an added punishment. "And if you try to remove it, I will drive this car straight into a tree. Got it? I have more than enough money to buy a new one, and I'm not going to get hurt in a cr crash. But you will. So... Behave." he almost hissed the last word, before setting the car into gear again, and driving onwards.