Hvad skal jeg her? - Liam

Tid – kl 22
Sted - skoven udenfor Gaia og moonlight falls
Omgivelser – Kune jozephine – Liam kommer ind
Vejr – mørkt, et par skyer ikke stjerne klart
Tag - @liam

Med jointen i munden var Jozephine på vej væk fra skolen for at komme et sted hen, hun var blevet bedt om at møde op, hun vidste ikke hvem det var der havde skrevet til hendes mobil, nummeret kendte hun ikke samt at hun ikke kunne finde det på nettet. Det var noget der irriterede hende virkelig voldsomt, for hun hadede ikke at vide hvem hun skulle mødes med. Jozephine vidste hvordan hun ville komme hen til stedet hurtigst muligt, da hun ikke gad bruge længere tid en højst nødvendigt på at kommer der hen, det havde godt stået at hun skulle være der præcis kl 22. Men et par minutter til eller fra gjorde vel ikke noget. Det var sådan hun altid tænkte også om sin gæld til stoffer og andre ting det nu kunne være. Lidt her og lidt der, gjorde ikke noget.

Hun nåede at stige på en af de busser der kørte hen til skoven, hun havde dog slukket jointen inden hun var hoppede ind i bussen, ligeglad med at alle ville kunne lugte det. Så længe panserne ikke var der så tog hun det ikke så tungt og skulle de være der ja så tog hun den der fra. Det var ikke første gang hun havde talt sig ud af problemer, hvilket var noget hun var ret god til. Knappen der stod ”stop” på, blev trykket hårdt i bund som hun skulle til at af bussen. Træt og dovent steg hun af bussen, for at tænde jointen igen med det samme, så skulel hun bare gå det sidste stykke vej, der var beskrevet hvilken sti hun skulle gå ned af og hvor hun skulle hen. Heldigvis kendte hun skovområdet sådan okay, hun kendte det ikke 100% og ville helt sikker fare vild en helveds masse gange. Dovent blev der kigget på mobilen mens hun tog et par sug af jointen. Det var lækkert at ryge en joint på denne tid, særligt fordi det var svært at gøre det på skolen. Da det på ingen måde var tilladt, selvom det ikke var noget hun normalt gik op. Men hendes forældre betalte penge til skolen som et håb om at hun ville stoppe, det håb skulle de have lov til at have, men Jozephine havde ingen intentioner om at stoppe.

Da hun endelig noget frem til en lille lysning hvor hun skulle mødes med den person der havde sendt en sms, satte hun sig på en knækket stamme og kiggede på uret 22.20 – 20 minuter for sent, det kunne havde været værre. Hun smilte stort for sig selv ” Som om nogen skal bestemme hvornår jeg skal være nogen steder henne” Sagde hun og tog de sidste par hiv af jointen inden hun smed den og trådte på den. Det var lidt lige som til timerne på skolen, det var sjældent hun kom til tidne præcist og aldrig at hun kom før tid.

Det her var virkelig på tide. Den lille tøs havde ventet alt for længe, prøvet at undgå det her på alt for mange måder... I alt fald ifølge hvad hans folk fortalte ham. Og de plejede ellers at være gode til at opkræve pengene igen, med godt med renter på... Det var jo derfor de stadig var 'ansat' af ham til 'diplomatisk' at få pengene igen. Men når de fejlede, tja... Hvis man ville have gjort noget rigtigt, måtte man jo så selv gøre det, ikke? Og den gæld der var, tvivlede han trods alt på hun bare kunne betale tilbage siden hun undveg sådan... Så det var jo godt der var mange andre måder hun kunne afbetale på. Den ene mere ubehagelig end den anden.

Han stod i skyggerne i skoven omtrent fem minutter før han havde skrevet at hun skulle være der, fra den telefon der havde hemmeligt nummer, af dem han havde derhjemme. Og han havde brugt noget svag stemme forvrængning så der også var sikring den vej rundt. Man måtte jo være påpasselig når man vidste hvor gode Gaia's politi var til at opfange alt muligt... men det her skulle de ikke få færten af, ikke så godt som han havde inddækket sig.

Så her stod han i skyggerne, for en gangs skyld ikke i et jakkesæt, men i en sort læderjakke, og med solbriller selvom der i forvejen var buldermørkt. Men det havde hjulpet med at skjule ham da han gik herhen, og nu vented ehan jo så bare. Og ventede, og ventede - troede ikke hun ville dukke op om han skulle til at finde hende på andre måder, men der kom hun jo så pludselig gående - den kære lille engel der nu skulle til at vide præcis hvis penge hun havde leget rundt med til hva dhun nu end skulle bruge dem til. Men at dømme ud fra lugten de rkom fr ahende, var det vist til stoffer. Typisk.

"Åh, jamen vidste du ikke man skal lytte efter dem der er over en selv, Jozephine?" sagde han roligt til hendes ord, som han trådte frem hvor hun lidt bedre kunne se ham. "Og at man skal huske at give det tilbage, som man låner... Eller læse tingene der står med småt i de kontrakter, man underskriver fra en fremmed..."

// Outfit

At skulle sidde på denne træstamme og vente, vente og vente… Det var virkelig ikke noget hun gad. Hun vidste ikke engang hvem hun skulle mødes med, og tænkte over hvem det kunne være, var virkelig ikke noget hun gad bruge tid på. For så var det jo ikke en overraskelse, måske det var en af fyrrerne hun havde mødt til en fest, som havde fået hendes nummer og…… Nej hun stoppede sin tankegang med det samme, for hun ville ikke lade sig blive skuffet. Endnu en joint blev hevet frem og hun tændte den.

Duften af det var noget hun elskede og aldrig ville undvære, dog ville det gøre det endnu bedre med en stærk øl eller to. Hun havde lukket øjne for at forstille sig at hun sad der på træstammen med sin joint og en stor øl. Dog blev hun revet ud af hendes tanker, der var en der talte. Mon det var til hende? Hun kunne ikke helt finde ud af det. Men der var jo heller ikke andre end hende? Var der, nope det var der ikke. ”Over mig? Der er sku ikke nogen der er over mig? Hvem er du? Og hvor fanden kender du mit navn fra?” Sagde hun og rejste sig, med sin joint i mellem fingrene et stort hiv blev taget og hun pustede langsomt ud mens hun nyd det. Da hun hørte en komme mod hende. Hun sukkede tungt som han trådte frem, orderne irriterede hende noget så grænseløst ” Jeg har sku ikke lånt noget af dig eller underskrevet nogen kontrakter med dig, men var det bare det? For så tror jeg, jeg smutter igen skal have mig en fest i aften” Sagde hun og så koldt og ligeglad på ham, inden hun vendte rundt og gik den vej hun var kommet fra. Hvorfor skulle hun bruge tid på dette? Hun kendte ham ikke, havde aldrig set ham før.
Dette måtte helt sikkert var en eller anden syg joke, som nogen lavede mod hende. Faktisk var den så kedelig og dårlig lavet at hun ikke engang gad bruge tid på at grine af det. Jointen røg endnu engang op imellem hendes læber og der blev suget godt ind, holdt det lidt inden hun pustede ud igen, men hun var på vej væk.

Selvfølgelig skulle hun brokke sig. Det skulle de altid. Dem der ikke kunne indse hvor deres plads i samfundet var... Altså, under andre. Som Liam. Han var over de fleste... Den eneste han villigt underlagde sig, var kvinden i hans liv. Lilith. Men der skete som regel også slemme ting med dem der ikke villigt underlagde sig hendes vilje... Så udover at han godt kunne lide kvinden, så var det også bare en klog ting at holde sig på hendes gode side. Ligesom det for de fleste ville være en god ting at holde sig på Liam's gode side. Han var meget opfindsom hvis man gjorde noget han virkelig ikke kunne lide.

"Åh jo du har. Du har bare ikke set mig, det er rigtigt nok. Men Josh? Han er en af mine. Der agerer på vegne af mig. De penge du lånte af ham? Dem skal jeg have tilbage. Og det er nu." ud af det blå dukkede der pludselig et kraftfelt op foran Jozephine - et der gjorde at hun ikke kunne gå længere, da hun ikke ville kunne komme igennem det. Så snart hun vendte sig om ville hun også se det ikke kun var foran hende... Nej, det var en hel kuppel af et kraftfeldt, som Liam lige havde lavet omkring hende, hans ene hånd løftet en smule for at hjælpe på hans fokus til det.

"Så den eneste fest du får, er at du får lov til at gå så snart jeg har fået mine penge igen. Hvis du ikke har råd til at betale mig tilbage lige nu, så..." sagde han roligt som han trådte tættere på, og et desideret djævelsk smil fandt frem til hans læber, "... Kan jeg nok godt finde ud af andre metoder hvorpå du kan betale det du skylder."

Hun anede intet om denne mand, hun havde aldrig set ham før, ej heller hørt om ham. Hun kunne godt mærke at hun blev mere og mere vred. Hvad fanden bildte han sig ind? Han kunne ikke bare komme og sige at hun skyldte ham penge igennem hendes ven Josh!! Det her måtte være en syg joke. ” Fuck af med dig!” Sagde hun og ville forsætte med at gå, men kunne ikke komme videre, der var en form for mur foran hende, altså ikke sådan en rigtig mur, men noget lignende, hun kunne ikke forklare hvad det var. ” Josh er min bedste ven, han arbejder sku ikke for en svans som dig. Mig og Josh har en aftale og du er ikke en del af den. Så drop dit pis og lad mig gå” Sagde hun mens hun vendte sig rundt for at gå mod ham, men der var igen et felt altså den der mur hun mente det var, så hun kunne ikke komme hen til ham.
Man kunne godt fornemme på hende at hun blev nervøs, hvad var det her? Det kunne bare ikke være rigtigt. Hun skulle havde blevet væk, seriøst hun magtede ikke det her. ” Er det, det bedste du kan?” Sagde hun og prøvede at finde sin iskolde og brutale side frem, men han gjorde hende altså ret usikker og nervøs. Hvordan kunne man lave sådan et felt? Hun vidste godt at der fandtes væsner der havde diverse evne, men hun havde aldrig set sådan noget som dette før, det skræmte hende.
For fanden han var uhyggelig! Selvom hun ikke ville indrømme det, hvis nogen spurgte hende. Ordrerne han kom med, var ikke lige frem særlig behagelige. Han mente altså det med pengene, men hvordan? Josh havde aldrig fortalt at han arbejdede for en anden og den vej fik sine penge? Han havde fyldt hende med løgn? Hvordan kunne han! Som han trådte tættere på hende med det der syge smil på læberne trådte hun langsomt bagud, indtil hun ramte feltet og ikke kunne gå længere. ” jeg har ikke nogen penge” Sagde hun og så på ham usikkert. Hun vidste godt at hun på ingen måde kunne skaffe pengene, for det var ikke bare et lille beløb hun skyldte Josh eller rettere denne mand, men ret mange, efter reeeeet lang tid. Uden at tænke over højt beløbet blev fra gang til gang. Hun havde ikke engang styr på hvor meget det være, men hun var ret sikker på det var over et 5 cifrerede beløb. Hun havde aldrig holdt overblik eller noget, det betød aldrig noget for hende. ”Du får pengene i morgen” forsøgte hun, med håbet om at han ville sige ja til det og derefter lade hende gå. For så kunne hun forsætte sit liv og bare bevidst sørge for at undgå den mand der stod her.

Liam smilede blot let da pigebarnet selvfølgelig bare bandede af ham og prøvede at gå videre, men ikke kunne grundet det kraftfeldt han havde lavet omkring hende. "Svans, siger du? Var din tunge, hvis du har lyst til at beholde den, altså." sagde han så roligt, som han gik tættere på, til han kun var en meter væk fra hende, lige præcis udenfor kraftfeltet som han opretholdt uden de store problemer. Sådan var det trods alt når man havde haft evnen i omtrent et årtusinde, så fik ham noget så fin en kontrol over den.

"Det bedste? Åh nej, nej, så absolut ikke. Jeg er ikke engang begyndt nu, min kære. Men præcis hvordan det her går, afhænger af hvor godt du lytter efter, og hvor meget jeg må tvinge dig." sagde han så med et sukkersødt smil der ikke lovede andet end dårlige ting hvis hun blev ved med at svare igen. "Og tro mig, jeg vil nyde at tvinge en lille engel som dig. Har aldrig kunnet fordrage jer, trods alt..." hvilket jo var en meget naturlig ting for dæmoner, altså det med at hade engle. De var jo diametrale modsætninger, så selvfølgelig var det ikke lige sådan at få en forståelse for hinanden, og så var hadet bare det der vandt.

"Åh, jeg ved skam godt du ikke har nogen penge. Det er derfor jeg vil tilbyde dig en anden måde at give mig pengene på." sagde han, og lo - lavt og nok en kende sadistisk i det. "Og tror du virkelig, at jeg tror på du kan og vil give mig pengene i morgen? Kære ven, jeg blev ikke født igår." sagde han så med et hårdere udtryk i hans øjne, en let snerren i hans stemme. "Nej, du kan få lov til at arbejde din gæld af for mig istedet. Og det bliver ikke nemt, så meget som du har fået lånt dig frem til, uden tanke på hvilke konsekvenser det ville få for dig i sidste ende. Er du virkelig så tom i hovedet at du ikke kunne regne ud at det ville komme tilbage og bide dig i røven før eller senere? Har du virkelig bare troet det hele ville gå hvis du bare ignorerede det? Måske med andre ting, men ikke med dette, englebasse. Ikke når du har med mig og mine folk at gøre."

At han bad hende vare sin tunge hvis hun ikke ville miste den, var ikke noget hun var glad for at få af vide, for han skulle sku ikke bestemme over hende, altså om hun skulle tale som hun gjorde eller ej. Han havde ikke en skid at skulle have sagt faktisk var hun pisse ligeglad med ham, egentligt ville hun bare gerne videre for at kunne ryge en masse og få noget alkohol. At han havde evnen til at kunne lave dette kraftfelt, burde nok gøre hende bekymret eller nervøs, det sorry det gjorde det bare ikke. Han havde endnu ikke vist hende at han kunne mere end at holde hende i kraftfeltet. Hun valgte dog ikke at svare på han sætning om at vare sin mund, for det skulle hun sku nok selv bestemme.

Burde hun være bange for ham? Måske, men det var ikke lige frem noget hun var endnu, han skulle komme med noget bedre, hvis det skulle lade sig gøre at gøre hende bange, eller hun var faktisk lidt nervøs og usikker, men ikke noget hun viste så det ville være for tydeligt. Hun rullede bevidst og tydeligt med øjnene. ”Min kære? Jeg er sku ikke din kære, så pak dit pis sammen og smut videre ” Sagde hun og trådte et halvt skridt tættere på ham, så der under 1 meter imellem dem. ” Nyde at tvinge mig? Jamen så kom? Kom nu svans, hvad vil du tvinge mig til ? Vil du prøve at voldtage mig? Åhhh nej, jeg bliver sååååå bange, NOT” Sagde hun og så på ham, hun knyttede den ene hånd og kort efter den anden, hun overvejede hvilken af at hænderne hun skulle bruge til at smaske ind i fjæset på ham.

Engle og Dæmoner havde aldrig kunne lide hinanden og ville aldrig komme til det, så hvorfor forsøge at klare det som venner? For det var ikke noget nogen af dem ville blive. ” Jeg lover du får dine penge i morgen” Sagde hun og så på ham. Hun havde ikke i sinde at skulle give ham nogen penge ej heller arbejde for ham. Dog da han valgte at forsætte med at snakke, virkede det til at han ikke var så opmærksom hun slog ud efter ham, men da hendes slag ramte kræftfeltet og ikke ramte ham. Fik hende til at have noget sværere ved ikke at skjule nervøsiteten. ”Jeg har ikke tænkt mig at arbejde for dig, fatter du det ikke?” Sagde hun og forsøgte at beholde den hårde tone, selvom der var begyndt at vise tegn på at hendes tone ikke var så hård længere, hvis de forsatte med at tale.

Et smil voksede frem på Liam's læber som hun igen talte. Det var dog ikke på nogen måde venligt, nej, det var koldt og lovede alt andet end gode ting, netop fordi hun blev ved med at modsige ham hele tiden. Roligt trådt ehan helt hen til hvor hans kraftfelt gik til, så feltet netop kun var en centimeter eller to fra hans næsespids. "Voldtage dig? Nej, det er lidt for kedeligt. Lidt for sstandard af hvad folk forventer af mig. Der er så mange andre ting jeg kan gøre. Ting der er så meget sjovere." sagde han blot, som smilet blev mere ondskabsfuldt i det, og han roligt lod sine øjne, hele øjet, bløde ud i den farve der afslørede præcis hvilken type dæmon han var... Nemlig de helt gyldne, som succubi og incubi besad - blot for at hun kunne se hva dhun helt præcist havde med at gøre her. For jo, han var da en sex dæmon.

"Seriøst, lad være med at stikke mig den løgn der. Jeg kender godt din type. Du vil aldrig frivilligt give mig de penge tilbage, og ej heller vil du nogensinde komme i besiddelse af dem så impulsivt som du alligevel brænder alle de penge af du får mellem hænderne." sagde han så roligt, lige før hun slog ud efte rham... Og som han vidste, ramte kraftfeltet. Han havde derfor ikke så meget som blinket, og grinede blot af hendes patetiske forsøg på at skade ham. Engle... De troede altid de var så ufejlbarlige, at de kunne gøre hvad de ville. Indså slet ikke hvor mange der var deres overmænd.

"Åh jo det fatter jeg skam godt. At du ikke har tænkt dig at gøre det frivilligt. Så jeg må jo bare tvinge dig." sagd ehan så roligt, og i næste øjeblik faldt rakftfeltet for at han tog et hurtigt skridt tættere på hende, og fik lagt en hånd på hver side af hendes ansigt så han kunne se hende direkte ind i øjnene som han brugte sin anden evne, med en autoritet i hans stemme der ikke havde kunnet høres før. "Så nu kommer du med mig. Du siger ikke noget medmindre jeg beder dig om det. Du prøver ikke at tiltrække andres opmærksomhed." han gav igen slip på hende, og smilede som han blot ventede på at se sin evne fungere, som den selvfølgelig gjorde. Tvangstanker i hendes hoved der ikke lod hende slippe, ikke lod hende tænke på noget som helst andet end at gøre hvad han netop havde bedt hende om. "Kom så." sagde han så blot, og vendte sig om for at begynde at gå.

Det var ikke lige frem fordi hun blev ved med at være så hård som hun nu gerne ville bevise at hun, for faktisk gjorde han hende fucker nervøs og bange for hvad der ville ske med hende, det var jo ikke lige frem fordi hun havde lysten til at skulle dø eller sådan noget. Men hvorfor skulle han slå hende ihjel? Så ville han i hver fald ikke på nogen måde få sine penge tilbage. Det var en af de tanker der gjorde det lidt nemmere for hende at besidde den smule hårdhed der var tilbage i hende. ” Nej din standart kan næppe være højre end din mor! Eller vent du er så ussel at selv din mor ikke vil røre dig med en ildtang” Sagde hun i et sølle forsøg for at være hård, at han ligefrem trådte så tæt på hende at der blot var få centimeter imellem dem, kunne mærkes på hende. Det der skete med hans øjne, den måde de ændrede farve fik hende til at synke en stor klump. Det her var bestemt ikke godt, hun vidste udmærket hvad han var og det kunne se’s på hendes, hendes frygt var nået til øjnene.

Forfanden altså det her var ikke spor sjovt eller rart. Selvfølgelig ville hun ikke kunne skaffe ham pengene til den næste dag eller på nogen måde frivilligt ville betale ham tilbage. Man skulle næsten tro at han havde prøvet dette før? Ikke tro, hun vidste at han havde prøvet det før, det her var alt for professionelt til at kunne være første gang han prøvede dette. Hvor mange flere skyldte ham penge? Det var ikke det hun havde lysten til at tænke over. Hendes ynkelige forsøg på at slå ham fejlede noget så groft. Hun havde med vilje valgt ikke at besvare det han havde sagt, for hvad skulle hun sige? Hun havde i hver fald ikke i sinde at bukke under og give ham rart.

’så må jeg bare tvinge dig’ ordene blev gentaget inde i hendes hovedet og derfor nåede hun ikke at reagere før kraftfeltet var væk og han havde begge sine hænder på siden af hendes hoved, deres øjnene fangede hinanden, hun var ikke sikker på hvad det var der skete og hvad han gjorde, ordene som han sagde indtog hendes hjerne, som om alle hendes tanker blev skubbede væk. Tankerne om at følge ham uden at sige noget medmindre han bed hende om det og ikke at tiltrække sig andres opmærksom, et svagt nik kom fra hende som han gav slip på hende. Hun kunne ikke andet end at følge efter ham, hun prøvede at tænke, men hun var dårligt kommet i gang med en tanke før den blev skubbet væk af de andre. Hun sagde intet og valgte blot at følge efter ham, hun kunne ikke rigtigt andet.

Ordene der røg ud af hende...Først løftede Liam det ene øjenbryn, for derefter at bryde ud i latter. "Og det skulle være en fornærmelse? Det kvindemenneske er død for længe siden. Hun var i vejen for mig, så... Jeg sørgede for at hun ikke nogensinde ville være det igen." sagde han blot, med et sukkersødt smil på læberne. For ja, han havde da dræbt sin mor for længe siden. Hun skulle bare have ladet være med at prøve at stoppe ham i de ting han allerhelst ville.

Frygten der havde nået hendes øjne var også helt guddommelig at se på, det gav næsten et stærkere glimt af fryd i hans nu helt gyldne øjne som han så på hende, fortsat med det smil, og grinet vendte da også blot tilbage da hun havde prøvet at slå ud efter ham, før han altså tog kraft feltet væk og brugte sin anden evne på hende.

Han vendte om som han lod sine øjne vende tilbare til deres normale blå farve, og begyndte stille og roligt at gå. Som forventet kunne han snart høre hendes fodtrin efter sig, hvordan hun helt stille og lydigt fulgte med, præcis som hendes tanker tvang hende til at gøre. Nu havde han også brugt godt med energi på dette... Det betød i alt fald at han måtte på 'jagt' i morgen, hvis han stadig skulle være på toppen.

Inden længe nåede de hen til udkanten af parken, hvor han havde parkeret sin røde Tesla. Han åbnede passagerdøren og skubbede hende uden videre ind på passagersædet, før han selv gik over i førersiden, satte sig ind, og begyndte at køre. Det tog ikke mere end et kvarter før de var nået frem og han parkerede oppe foran sit hus - der nok var langt større og imponerende end hvad man måske lige forventede af ham.

Det var ikke lige frem fordi han gjorde hende mindre angst og nervøs ved at fortælle at han slog sin egen mor ihjel hvor længe siden, fordi hun var gået i vejen for ham. Det fik hende lidt til at blive enig med sig selvom ikke at gå alt for meget i vejen for ham, han havde jo ikke lige frem lysten til at skulle miste livet, hun var alt for ung til at dø.
Han evne til at invadere hendes hjerne og styrer hendes tanker var ret fucked, hver gang hun forsøgte at tænke en selvstændig tanke nåede hun dårligt i gang før de andre tanker igen to over. Hun valgte blot til sidst bare at give op og følge med, der var jo heller ikke en skid andet hun kunne gøre.
Turen hen til bilen, var meget stille fra Joze’s side af, hvilket jo nok var klart han havde fucked hendes hjerne op, som han åbnede passagerdøren og bare skubbede hende ind i bilen var ikke lige frem rart. Turen afsted til hvor de end skulle hende var stadigvæk helt stille. Da de endelig nåede frem til der hvor de skulle være, stirrede hun nåede på huset. Inden hun fik lov til at stige ud af bilen og komme ind i huset.
Efter at være kommet ind i huset og ind stuen, forsvandt tankerne fra hendes hoved, det var som om hun nu fik lov til selv at kunne styre sin tanker og ikke mindst selv bestemme om hun ville sige eller gøre noget. Det var dog ikke det første hun gjorde, altså at sige noget. Men tankerne kørte rundt som hun kiggede sig omkring. For fanden det var et lækkert hus! Ham her havde i hver fald penge, det var der ingen tvivl om. Joze havde aldrig selv så luksus om han så ud til at gøre. Hun var tydeligt imponerede over det, ” fuck det vildt det her” Sagde hun, uden at tænke over om han kunne høre det.

Liam blev nok aldrig træt af at bruge den evne. Den var noget så praktisk og gjorde alt og alle meget nemmere at have med at gøre... Selv hans søn der ellers elskede at være lidt af en møgunge til tider, kunne den holde styr på. Det havde så også været perfekt da han havde været et barn... Nu dæmonbørn var lidt godt brygtede for at være uregerlige, og Jaxton havde så absolut ikke været en undtagelse til den regel.

Men nu kunne den jo også bruges til at holde styr på en lille engel som Jozephine her, så det var perfekt, at der ingen modstand var hele vejen hjem til ham og indenfor. Først da de begge var kommet indendørs og han havde låst døren, gav han slip på evnen, og lod hende derved gøre hvad hun havde lyst til, igen. Han havde egentligt været forberedt på at hun var gået amok på ham, men det lod til at hun alligevel var klog nok til ikke at gøre præcis det. Det var da altid noget.

Et skævt smil dukked eop på hans læber da han hørte ordene der kom ud a fhende smund - ja, langt de fleste blev da også imponerede når de kom herind, eller bare så det udefra. Det var trods alt ikke særlig mange der havde råd til sådan et sted som han havde her, eller blot den indretning han havde gang i, og det her var jo kun en lille brøkdel hun fik set af det. Han gik roligt hen til barskabet der var halvt indbygget i væggen nær køleskabet halvvejs inde i rummet, og fik trukket en god, dyr whisky ud, som han hældte et enkelt glas op af, til sig selv, som han tog en tår af før han lænede sig op af køkkenøen og roligt fulgte Jozephine med sine øjne. "Nå... Lad os komme tilbage til det vigtige. Netop præcis hvordan du skal indtjene de penge til mig, som du skylder. Der er i alt fald 3 måder du kan hjælpe der. Enten vælger du selv frivilligt en af tingene, eller også vælger jeg for dig. Er det forstået?"

Joze var noget mere end bare overrasket, hvordan fanden kunne han have nok penge til at bo sådan? Seriøst han kunne ikke have et helt almindeligt job, der måtte være noget han lavede som gav godt, hun tvivlede på at det var noget der kunne være lovligt. Man skulle jo nærmest var top politiker eller sådan noget for at have så mange penge, skulle man ikke? Hun havde faktisk ikke en skid styr på det, hun gik heller ikke op i det. Da han begyndte at bevæge sig over mod køkkenet fulgte hun ham nøje med øjnene. Som han åbnede sit bar skab og tog et glas whisky, kunne hun godt mærke trangen til også at drikke et glas, men hun ville ikke spørge eller give det til kende.
Dog valgte hun at smide sig ned i en designer stol som helt sikkert havde været skide dyr, men Joze var ligeglad hun fiksede en pakke smøger op af lommen, pakken var forholdsvis ødelagt dog ikke noget hun gik op i. Hvis man kendte til smøg mærker og sådan ville man også kunne se at det var et af de billigste mærker hun røg. Hun tog en smøg satte den mod læberne og tændte den. Uden at tage hensyn eller noget som helst, det var ham der havde taget hende her til, og så måtte han bare forvente at hun ville ryge en smøg, kom han ikke selv med et askebæger, ja så ville hun nok bare aske på gulvet.
At han begyndte at tale igen, fik hende til at sukke tungt og bevidst og så tydeligt som muligt rullede med øjnene. Hun hørte egentligt ikke helt efter, men valgte bare at grine af det som var det en bagatel. ” Du bor luksus, du har en luksus bil og ligner ikke en der lige frem mangler penge, så hvorfor skulle det være så vigtigt for dig at få dine penge tilbage?” Spurgte hun som var det åbenlyst at hun prøvede at komme uden om at skulle tale om hvordan hun skulle skaffe pengene. Smøgen blev taget op til læberne og hun tog en dyb hvæs af den inden hun fjernede den og pustede langsomt røgen ud.

Som Jozephine rigtig nok tænkte, ja, så kom Liam's penge skam ikke fra noget som helst ærligt job. Tjo, han fik en del fra at være bestyrer af stripklubben, og lidt ekstra ved siden af som værende litteratur lærer på akademiet. Men de rigtige penge kom fra lejemord og spionage, som de altid havde. I flere århundreder. man fik hurtigt samlet en masse penge sammen gennem den tid. Især når man modsat mennesker for eksempel ikke behøvede at bruge penge på mad men bare kunne leve udelukkende af sjæle og sex.

Han holdt roligt øje med hende som hun fandt smøgerne frem, og lagde let armene over kors som han fortsatte sin mindre tale. Han sukkede og rullede let med øjnene da hun selvfølgelig skulle komme med sine små indvendinger. Han sukkede, og gik roligt hen til hende, som han fik tømt sit glas og i sidste øjeblik fik sat det ind under hånden hun havde sin smøg i, så asken blev fanget af glasset og ikke af gulvet.

"Åh, jamen ser du... Det her er skam ikke for pengenes skyld." sagd ehan så helt roligt, som han lænede sig ind mod hende, ikke mere end tyve centimeter fra hende nu. "Det her er en ren princip sag. Du har fået nogle af mine penge, og brugt dem på gak og løjer. Nu skal du tjene dem tilbage for mig, og det kan du gøre på tre måder. Enten som stripper i min natklub, som luder, eller som smugler. Det er helt op til dig... Men det er de valg du har at vælge imellem. Så vælg med omhu, eller også vælger jeg for dig, og det tror jeg ikke du har lyst til at jeg gør."

Det var lidt irriterende at han nåede at sætte sit glas indunder hendes smøg, for hun havde håbet at komme til at aske på gulvet, særligt for at vise ham at hun egentligt et eller andet sted var ligeglad med ham. Men han vidste det nok godt, selvom hun i skoven havde været nærmest pisse bange for ham, var det som om det langsomt forsvandt igen. Han virkede så rolig og som han ikke kunne finde på at gøre hende noget. Dog kunne hun godt tænke sig til at han nok bare gjorde det vis han nu ville gøre hende noget, det var jo heller ikke lige frem fordi at hun kunne gøre så meget, han var langt stærkere end hende.

Hun fattede det virkelig ikke, han gjorde ikke det her på grund af pengene men at det var en principsag, hvordan kunne det være det? Hun fattede det virkelig ikke, dog valgte hun at lade det ligge. ” har ikke tænkt mig at tjene dem tilbage til dig ” Sagde hun og så på ham, hun tog et par hiv mere af sin smøg og nyd at mærke røgen i hendes lunger. Okay hun havde nu fået 3 muligheder af hvordan hun kunne tjene pengene tilbage til ham, men de første to var 100% udelukket det var en ting der var helt sikkert! Hun skulle hverken være stripper eller luder. Hvad regnede han med at hun var? Billig? Ikke en skid hun var billig. Hun så lidt vredt på ham og sagde ” Jeg vil arbejde som smugler” Sagde hun og kunne ikke lade være med at tænke hvor mange stoffer hun ville få i hænderne og som hun kunne nyde uden nogen ville opdage det.

Liam lod nu bare glasset stå der, under hendes smøg, så hun netop ikke fik skoddet på gulvet. Ikke at det ikke nemt kunne komme væk igen med gulvbelægningen lige her, men han gad virkelig ikke at skulle til at få rengøringen til at tage sig af det også. For ja, med de peng ehan havde så gjorde han da aldrig selv rent, det havde han folk til at gøre for sig.

"Åh, jo du har. For tro mig, du vil ikke vid ehvad jeg gør ved dig hvis du fortsat nægter," afbrød han hende bare før han videre forklarede hvilke mulighede rhun havde for at tjene de tabte penge tilbage til ham. Det undred eham heller ikke hva dhun valgte, d ahun jo sikekrt troede det var stoffer han ville sætte hende til at smugle, eller måske våben, da det var langt det mest normale. Men nu smuglede han altså også mennesker, og det var det hun ville blive sat på, da der ikke umiddelbart var nogen måd ehun rigtig kunne udnytte de tpå, som hun kunne med det andet. Så ville hun også være med i et team af vampyrer og dæmoner, og som falden engel iblandt dem? Ja, så havde man nok ikke lys ttil at begå de store fejl.

"Godt så. Du bliver briefet af teamet i morgen aften, så... Ude ved lufthavnen. Enten tropper du selv derop, eller også skal jeg nok tvinge dig til det. Du ved trods alt godt nu, at jeg sagtens kan tvinge dig til det hvis jeg virkelig vil... Ikke sandt?" sagd ehan så med et skævt smil, hentydende til de tanker han kunne plante i hendes sind uden problemer.

Hvorfor var hun havnet i det her? Hvorfor skulle hun betale de skide penge tilbage? Til en mand som hun intet ved om. Joze var stadigvæk pænt overbevist om at hun ikke skyldte penge til Liam, og alligevel var hun i tvivl. Som han bare lod glasset stå under hendes smøg, irriterede hende derfor valgte hun at slå hårdt til glasset sådan at det ville lande på gulvet og i stykker. Hun rejste sig fra stolen, smed sin smøg på gulvet og trådte på den. ” Prøv at hør her smartass, det kan godt være du tænker og mener nogen ting, men jeg er ikke enig med dig på nogen måde” Sagde hun, det var som om den sidste modighed kom op i hende, den sidste lille smule der var tilbage. Selvom frygten for hvad han kunne finde på at gøre ved hende, stadigvæk var i hendes hjerne. Hans evne til at styrere hendes tænker, havde hun ikke spor meget lyst til at prøve igen.

Ordene om at hun ikke ville vide hvad han ville gøre ved hende, hvis hun forsat nægtede, fik nu alligevel hende til at gyse ved tanken og en vis usikkerhed var at spore i hendes øjne, selvom hendes blik var flakkende. Hvorfor var han sådan! Hun kunne virkelig ikke finde ud af hvad der var han gjorde, som hele tiden gjorde hende så skide nervøs og usikker. Joze prøvede ihærdigt at beholde den sidste modighed hun havde tilbage, selvom det var minimalt med hvad der var tilbage. ” du lægger dig ud med den forkert, du ved ikke hvem jeg er” forsøgte hun, selvom stemmen var mere digerende end den var hård. Valget om at arbejde som smugler, var det der var mest til lokkende, særligt fordi at det jo var stoffer hun skulle smugle, så det kunne ikke være bedre! Eller hun troede det var stoffer. Nu når hun skulle smugle disse stoffer ind i landet og sådan, ville det jo være en oplagt mulighed at snuppe noget af det til sig selv.

Joze stod og overvejede sin ord med omhu, det var tydeligt at se på hende. Hun anede ikke hvor hun stod og hvad hun skulle sige eller gøre. Det var virkelig svært for hende. For et sted ville hun ikke gøre noget som helst af det han sagde hun skulle, og et andet sted turde hun sku ikke rigtigt gøre andet. Tanken om at han vil indtage hende hjerne og hendes tanker, havde hun ikke lyst til at opleve igen. ” Glem det” Kom det stille, næsten uhørligt fra hende, blikket blev slået ned i gulvet, han havde efter hånden vundet dette.

Liam's smil forsvandt, og hans øjneblev smalle som han så på hende, efter hun slog til glasset så det gik i stykke rog der nu var glasskår og aske nede på gulvet. Ikke at det gjorde så meget nu han havde en stuepige til at gøre rent for sig, men det var mere princippet i at hun modsagde sig hvad han sagde, der gik ham på. Værende den kontrolfreak han var, var det her virkelig en farlig leg hun legede. Der var en svag altydning af gylden farve midt i de ellers blå øjne, som han holdt fokus på hende mens hun rejste sig og fik smidt smøgen på gulvet. "Åh, jamen du behøver ikke være enig. Du behøver bare at se at der ikke er nogen måde du kan komme udenom det her på, og indse at jo mere du stritter imod, desto værre bliver det for dig. Tro mig - du ved slet ikke hvem du er oppe imod," sagde han med en let knurren, som han gik tættere på hende, stod nu ikke engang en meter fra hende som han direkte nedstirrede hende.

"Jeg er absolut ikke bange for dig, selvom du tydeligtvis prøve rpå at få mig til at være det. Lille ven, du har ikke engang levet brøkdelen af hvor længe jeg har. Tror du ikke jeg har mødt utallige personer ligesom dig, utallige små møgunger der skulle sættes på plads? Jeg er skam villig nok til at gøre det endnu en gang. Så hvis du ved hvad der er bedst for dig selv, så gør du som jeg siger, og får arbejdet din gæld til mig væk. Og tro mig, jeg vil vide det med det samme hvis du prøver at skulke fra det. Jeg har kontakter overalt i verdenen. Det får man med tiden... Når man har været i 'spillet' så længe som jeg har."

Han sukkede let da han hørte hendes sidste lille trodsige 'glem det'... Og et sekund senere, fik hun en syngende lussing med kraft nok bag til at hun ville falde om på gulvet. Grundet hans specielle ophav havde Liam nemlig styrken af en bloddæmon, og ikke kun en incubus... Altså, styrken de stærkeste dæmoner havde. Næsten med det samme var det også et ildrødt aftryk efterladt af hans hånd på hendes hud, og han kneb øjnene en smule sammen. "Du har bare af at være derude, ellers skal jeg nok tvinge dig. Er det forstået?"

Som han stillede sig op ad hende under en meter fra hende, hans øjne de skiftede farve, hvordan kunne de det? Hun prøvede at oprette holde en facade, men hun havde virkelig svært ved at fokusere på andet end hans øjne, hun hørte godt ordene der kom fra ham. Hun havde på ingen måde i sinde at være enig med ham, hvorfor fattede han det ikke? Hun kunne sagens komme udenom, det havde hun gjort så længe og i så mange år så hvorfor skulle hun ikke kunne forsætte det? Hvor svært var det for ham at forstå. At hun ikke vidste hvem hun var oppe i mod? Hun kunne ikke lade være med at fnyse og komme med et lille grin. ” En svans er det jeg er oppe imod” Sagde hun blot, hun fjernede blikket fra hans øjne, de skræmte hende.
Hvorfor fanden kunne han ikke bare være bange for hende? Seriøst man hun var ikke en man fuckede med, hvorfor forstod han det ikke bare! Hun løftede øjenbrynet som hun blot hørte hvordan han talte hun rystede bare på hovedet, hun var ikke helt sikker på hvad hun skulle sige. Dog nået hun ikke at gøre noget efter hendes ’glem det’. En syngende lussing ramte hendes kind, hun blev så overrasket og der havde været så meget kræft i den at hun væltede ned på gulvet i et smerteskrig. Klasket var tydeligt at høre og den brændende fornemmelse hun havde på sin kind, var voldsom, hun tog sig til kinden og kiggede ned i gulvet. Hun prøvede at holde smerterne væk og skjule hvor fandens ondt det gjorde på hende, dog var det vist ret tydeligt. Hun forblev stille og holde en hånd på hendes kind, hun kiggede nervøst op til Liam. Man kunne tydeligt se smerten i hendes blik, det var som om det brændte der hvor han havde ramt hende. Hun forblev stille og vendte blikket væk fra ham og ned i gulvet, hun vendte sig lidt rundt for at gøre antræk til at rejse sig op. ” glem det” mumlede hun så stille hun kunne, men forfanden det gjorde ondt at bevæge sin underkæbe.

Han så skam udmærket godthvordan hendes fokus pludselig næsten kun var på hans øjne - og hvem kunne virkelig bebrejde hende for det, når det ikke lige var hver dag at folk fik set en dæmons rigtige øjne? Det var jo noget der som regel skulle holdes skjult, men fandme ikke lige nu når han skulle få hende til at makke ret. Jo mere bange han kunne få hende til at blive for ham, jo bedre... Især da hun virkelig ikke lod til at vide hvordan hun skulle reagere på det her. Men intet problem, han skulle nok få sat skik på hende før eller senere.

En svag knurren var kommet fra ham da hun så dumdristigt kaldte ham en svans - det var blot en ting der gjorde han lagde endnu mere kraft i den syngende lussing hun snart fik, og for et sekund, var der et yderst selvtilfredst, bredt smil på hans læber som han hørte skriget idet hun faldt omkuld, før hans ansigt var tilbage i de seriøse, alvorlige folder igen.

Det var tydleigt præcis hvor ondt det havde gjort på hende, selvom hun også prøvede at skjule det. Men hun var virkelig ikke særlig god til det. Han sukkede d ahun så ud til at ville rejse sig op efter endnu et stille 'glem det', som hun åbenbart troede at han ikke kunne høre. Men uheldigvis for hende, så havde han usandsynligt skarpe sanser, så han uden problemer hørte det... Og sukkede, før han satte en fod i hendes ryg og trådte til så hun ikke kunne komme op igen - før han lagde mere vægt på det ben, så det ville gøre mer eog mere ondt jo længere han stod sådan der. "Hmm? Er du nu helt sikker på at du har lyst til at sige det igen? Jeg kunne sagtens brække din ryg nu og her. Få nogen til at hele den igen. Og så brække den igen og igen. Lige indtil du makker ret. Jeg er en meget tålmodig mand på det punkt... Er det til at forstå?"

Lussingen havde ramt, ret godt ingen tvivl der, det måtte selv Joze give ham. Han kunne sku godt slå en propper næve, ingen tvivl der. Joze forsøgte at få den brændende fornemmelse væk fra hendes kind ved at røre ved hendes kind med sin egen hånd, det summede underligt i kinden. Som hun lå der på gulvet, fortryd hun virkelig det her, hvordan hun havde stillet sig op mod en mand der kunne langt mere end hende var langt stærkere end hende. Svansen måtte være hende, hvem skulle det ellers være? Det var jo ikke ham, for stod op og hun lå på gulvet over vundet af den glubske ulv. Hun lukkede øjnene som hun forsøgte at komme op og stå uden held.

Hans fod blev placerede på hendes ryg, vægten han lagde i gjorde hans ben tungere end hun havde regnet med. Dog gjorde det skide ondt i hendes ryg. Hendes ’ glem det’ fortryd hun ret hurtigt, at han alligevel havde hørt hende, havde hun ikke regnet med men hun måtte jo give ham at han havde en fucker god hørelse. Som han lagde mere og mere vægt på benet fik hende til at ligge stille og bare pive lidt, i håbet om at han ville få lidt medlidenhed for hende og derfor fjerne sit ben. Det skete bare ikke, dog gjorde hans ord hende nærmest panisk. Hun ville ikke have brækket sin krop eller få den hele hver gang og så gøre det igen, det kunne jo slet ikke lade sig gøre kunne det? Hun turde sku ikke sige noget eller svare ham igen. ” Nej, please jeg skal nok gøre det, bare du lader mig gå. ” Sagde hun bedende og så ikke op på ham, men ned i gulvet, hun kæmpede lige nu med at holde tårerne tilbage, men hendes krop hulkede stille under hans fod, selvom hun prøvede at holde det tilbage var det umuligt. Tårerne begyndte langsomt at danne sig i øjenkrogen på hende. Hun mærkede dem godt selv, vendte derfor ansigtet væk fra ham. Det var rigeligt med at han ville kunne mærke hulkene fra hendes krop og måske høre dem, selvom hun forsøgte at være så stille som mulig.

Liam lagde blot hovedet let på skrå som han så ned på hende og hvordan hun ømmede sig, selvom hun da ihærdigt prøvede på at skjule det fra ham. Det var bare ikke lige så nemt når han havde sanser på højde med en vampyrs, ja, nogle af dem endda stærkere end deres sanser. Sådan var det at være den første af sin slags dæmon.

Han havde sukket let som han satte foden i hendes ryg - hvorfor i alverden troede hun at hun bare sådan ville få lov til at komme op at stå eller bare sidde igen? Nej... Han fik lagt det ekstre tryk på og snerret truslen ud til hende... En trussel han fuld tud havde i sinde at gøre til virkelighed hvis hun strittede alt for meget imod hvad han ville have hun skulle gøre for at tilbagebetale hvad hun skyldte ham igennem de mange år her, gennem hans mellemmand.

"Ah... Lade dig gå og lade dig gå. Dét gør jeg nu ikke. Ikke gør du har tjent hver evig eneste krone tilbage du skylder mig. Så det vil tage noget tid... Men du skal nok nå dertil... Om en del år." sagde han så med et skævt smil som han løftede foden fra hendes ryg igen,og gik hen til barskabet for at hælde et glas whisky op til sig selv. "Nede ved mole 9, ved daggry. Der skal du møde Smithy - han vil vente på dig der, og har fået at vide hvordan du ser ud. Hvis du ikke er der på klokkeslet, informerer han mig om det. Og jeg vil på det kraftigste fraråde dig at prøve at snørre mig."

At have en store vægt fra hans fod på hendes ryg, var ikke rart det gjorde ondt mere end hun nok ville være ærlig om det var også grunden til at hun havde drejet hovedet væk sådan at han ikke kunne se tårerne, der kom små hulk fra hende som hun forsøgte at få styr på sig selv og ikke være at læse som en åben bog om hvordan hun havde det.

Hun håbede bare at han snart ville lade hende gå, men det virkede ikke som om han havde i sinde at skulle lade hende gå sådan lige med det samme. Ordene som han kom med at han ikke ville lade hende gå før, hun havde betalt hver eneste lille krone tilbage til ham og først vil være færdig om en del år. Var jo ikke lige frem det hun mente med at han skulle lade hende gå. Han skulle fjerne sin ulækre sko fra hendes ryg, sådan at hun kunne komme op og stå og komme væk. Hun havde jo fattet at hun skulle betale tilbage, hun var jo ikke dum eller havde den laveste IQ der fandtes. Hun lå blot helt stille på gulvet, var holdt op med at gøre modstand og afventede blot at han fjernede sin fod. Da det endelige skete, kom hun på benene hendes ryg var øm, men hvem ville ikke have en øm ryg efter det der var sket?
Blikket var vendt mod ham efter at have tørrede tårerne væk og fået styr på sig selv igen, ordene om hvor hun skulle møde op og hvornår nikkede hun blot til. Hun gad virkelig ikke bruge et eneste ord mere på ham, alligevel kom der et stille ” forstået” fra hende, hun valgte at vende sig væk fra Aiden og komme afsted ud af hans hus og væk fra ham.

//TIME SPRING – DAGGRY Samme dag \\

Tiden var ved at hun skulle til at ud ad døren for at komme afsted, afsted mod mole 9 var det hun burde gøre, hun vidste at det var der hun skulle møde op og tjene pengene tilbage, hvis man spurgte Aiden. Spurgte du Joze havde hun helt andre planer! Pengene skulle skaffes hurtigt, så hun kunne betale den glæd af og til det havde en genial plan. Hun havde ikke i sinde at møde op, hun vidste at Aiden selv ville være der, det var sådan hun havde forstået det i hver fald. Derfor var hun nu i gang med at klæde sig i sort tøj som også gjorde det muligt for hende at kunne bevæge sig ordentligt samt ordentlige sko til det. En stor rygsæk til at putte tingene ned i. Nemlig en rygsæk, for hun havde i sinde at lave indbrud hos Aiden, sælge hans ting for at skaffe pengene kun for at ydmyge ham, vise at hun heller ikke var en man fuckede med.
Joze havde tidligere på dagen stjålet en bil, fra en som havde været så dum at ligge bilnøglerne på taget, hun havde stjålet den på vej hjem fra Aiden. Den holdte nede på p pladsen og ventede på at hun var klar til at tage af sted. Hun kom ud af lejligheden og ned til bilen satte sig ind i den og kørte afsted, kørekort ejede hun ikke, men det betød ikke at hun ikke kunne køre bil. Det handlede blot om at give det tid, tid til at Aiden ikke ville være hjemme eller lige i nærheden af hans hus.
Bilen blev startet og hun kørte afsted, hun havde set hans adresse på postkassen da hun var gået der fra tidligere. Så hun kunne huske adressen og huset ret godt. Hun kørte så det tog lidt længere tid end hun normalt ville bruge på at komme et sted hen, hun kørte forbi Aiden’s hus og lod som hun bare skulle videre. Der var intet lys tændt og der holdte ingen bil så han kunne ikke være hjemme, hun vendte bilen og lod den holde i vejkanten sådan at hun ikke skulle til at bakke ud og sådan når hun skulle væk derfra, men blot hoppe ind og starte bilen.

Joze ventede lidt, bare for at sikre sig at der ikke var noget, der var heldigvis stadigvæk mørkt så hun var ikke særlig nem at spotte som hun steg ud af bilen og skyndte sig hen til huset, hun kom over til døren som hun opdagede at hun umuligt ville kunne få døren op, det var ikke en almindelige nøgle lås. ” pis” Sagde hun irriteret og skyndte at kigge sig omkring, der var ikke et øje at se nogen steder. Hun havde kiggede på vinduerne for at se hvilke hun skulle brække op, men det virkede som om vinduerne ikke bare var til at brække op, derfor stoppede hun ved garageporten, kort kiggede hun som omkring inden hun lagde tasken på jorden for at trække et stykke værktøj op som hun kunne bruge til at bryde ind med.

Efter et lille stykke tid, lykkes det hende er kunne køre porten op sådan at hun kunne komme indenfor. Hun smed værktøjet i tasken inden hun gik ind og lukkede porten efter sig. Hun kiggede sig ikke omkring, hun var ikke interesseret i at stjæle ting fra hans garage, men derimod fra hans hus. Hun kom hen til døren der måtte føre ind til huset, den var låst. Hun smed igen tasken og tog denne gang et koben der ikke var mega stort, men stadigvæk lige så godt som de store udgaver, døren blev brækket op den gik dog lidt i stykker, men hun var ligeglad.

Da det lykkes hende at komme ind, stod hun stille et kort øjeblik, for at sikre sig om der gik en alarm igen, det gjorde der ikke så nu handlede det om at komme i gang, rode tingene igennem og finde de ting der virkede til at være mest værd gerne ting der ikke var så store. Da det vil gøre at hun kunne have mere i sin taske. Hun kastede med sofapuder og væltede diverse ting og lade ting i tasken hun vidste ville være noget værd som hun kunne sælge for gode penge. Bøger og andre ting blev kastet på gulvet for at se om han gemte ting i dem eller bag dem. Kort efter løb hun oven på, der måtte hans smykker og andre værditing være, hun skulle snart være ude igen, for det skulle gå hurtigt. Sådan var det med indbrud hurtigt ind og hurtigt ud det måtte højst tage 2 minutter og så skulle man være ude. Dog var Joze overbevist om at hun havde ekstra god ting, Aiden måtte jo være ved molen og vente på hende sammen med hans mænd. Måske var hun heldig at de var i gang med ”arbejdet” selvom hun ikke var dukket op.

Joze smilede som hun forsatte med at gøre og væltede ting på gulvet, hun fandt en bærbar som hun bare smed i tasken med laden til, den kunne altid nulstilles og så sælges videre. Joze gik ud på et badeværelse, endte med at kigge sig selv i spejder tog hurtigt den sorte hue af og lod hende hård falde ned og blive løst. Der forsvandt hun lidt ind i sig selv som hun tjekkede sig selv ud i spejlet og glemte tiden.

Liam's øjne fulgte hende roligt som hun svarede ham og forlod hans hjem. Han havde allerede på fornemmelsen at hun ikke ville holde hvad hun lige havde lovet, ikke med den type som hun var... Men han havde også nogle es oppe i ærmet. Noget hun nok ikke ville forvente. Noget hun slet, slet ikke ville forvente. Med den tanke, og et smil på læberne, fortsatte han resten af sin aften på helt vanlig vis og gik rimelig tilfreds i seng, klar til hvad der nu nok skulle ske næste dag.

//////////////////////////////

Og som han havde forventet det aftenen inden, var hun ikke dukket op hvor hans mænd havde været klar til at tage imod hende. For modsat hvad hun troede, så var Liam næsten aldrig til stede ved sådanne operationer, men lod andre om at styre dem - de vidste godt hvilke konsekvenser det havde at skuffe ham, så de udførte skam altid et godt arbejde for ham. Det var også derfor han selv var blevet hjemme, men han havde taget bilen ud og parkeret den et andet sted i byen, så det så ud som om at den ene bil manglede fordi han ikke var hjemme. Helt perfekt.

Ikke længe efter vibrerede hans mobil, og han så at den lydløse alarm var gået igang, omtrent som han svagt kunne høre døren ind til selve huset blive brudt op. Nå. Han måtte hellere komme igang... Han havde blot ligget i sin seng og ventet, men nu stod han stille og roligt op, og trak i tøjet. Han gik hen foran spejlet og ordnede sit hår, også - lodhende tage sig god tid, få lullet sig selv ind i en følelse af at det her ville lykkes. Netop da han kunne høre hende være igang oppe ovenpå, i et af de andre værelser, trådte han roligt ud af sit soveværelse, og trådte ind i lokalet, hun var i. "Ser man det... Den lille forskræmte mus prøver at tage noget der tilhører katten. Og hvordan forventer musen så at det vil gå, hmm?" spurgte han, som han stod der i døren, den eneste rigtige udvej fra lokalet medmindre hun ville til at hoppe ud af vinduet.

Efter at have brugt lidt for lang tid på badeværelset, blev hun hurtigt revet ud af sine tanker om hvor godt hun så ud der i spejlet. Hun måtte videre, der var ikke tid til bare at stå der og glo, hun vidste ikke hvornår Aiden ville komme tilbage, og hun var nødt til at skulle være ude inden hans bil ville ramme indkørslen for så ville det være langt sværere for hende at komme væk fra stedet.

Derfor forlod hun badeværelset, for at trække ind i et af de andre rum. Hvor mange rum havde han lige? Han havde et mega hus, gid hun også havde det, eller generelt bare havde lige så mange penge som ham. Hun havde åbnet et skab og begyndte at hive alt ud af det. ” Her er ikke en skid ting jeg kan bruge” Sagde hun og havde ikke hørt at hun havde fået selskab, det var først da der blev sagt noget at hun med hovedet og kroppen halvt inde i skabet stivnede. Hele hendes krop frøs til is, hun kunne i et kort øjeblik slet ikke bevæge sig. ”fuck, fuck, fuck” mumlede hun stille, hun vidste hvem det var. Det var Aiden, hvordan fanden kunne han være kommet hjem uden at hun havde hørt hans bil. Stille flyttede hun sig fra skabet og vendte sig imod ham, jo det var rigtigt nok, det var Aiden. Hun rystede svagt på hovedet, hun fattede ingen ting, over hovedet ingen ting.

” Hvordan” Sagde hun spørgende, og valgte bevidste at undlade at være ham på hans spørgsmål, hun nægtede at svare ham. Som Aiden stod der i døren, ville det være hende umuligt at komme forbi ham, hvad fanden skulle hun gøre nu. Det galt om at komme væk, og gerne mega hurtigt, inden han fik fat i hende. Hun havde ikke lige frem glemt hvad han havde gjort ved hende tidligere, jeps det glemte hun nok aldrig. Hun kiggede sig omkring, overvejede kort at prøve at snyde ham, men droppede det lige så hurtigt igen, det ville ikke ende godt, hun ville ikke komme forbi ham. Den næste tanke var at hun måtte tage vinduet, og så måtte hun håbe på at hun ikke brækkede et eller andet når hun lande på jorden, for hun var tros alt på første sal af et hus. Mens hun gik baglæns for at komme hen til vinduet og hele tiden kunne holde blikket på Aiden, tog hun et fast greb i sin taske, han ville ikke få tingene tilbage! Det var hendes og hun skulle bruge dem til at få penge. ” Du får mig aldrig, ikke denne gang” Sagde hun og prøvede at virke hård, men frygten var tydelig at spotte i hendes stemme. Når man ikke har øjne i nakken ville det være svært at se hvornår man ramte væggen, det var også derfor at Joze bumblede baglæns ind i muren, inden hun vendte sig for at give sig i kast med at få åbnet vinduet. Enten var det hendes nervøsitet eller vinduet der drillede, der gjorde at hun ikke kunne få det op. ” så åben dog dit lorte vindue” mumlede hun mere og mere i panik.