Jamen hvad har vi dog her... (Fortidsemne) - Todd

Tid: Sen eftermiddag, en septemberdag i 1940
Sted: Polen, Auschwitz-lejren
Omgivelser: Et større medicinsk laboratorie, ment til at udføre menneskelige eksperimenter i, med alt hvad der sig dertil hører.
Vejr: Udenfor er der godt med regn og blæst, der klasker mod tagruden, der er den eneste rude i hele lokalet.
Outfit: Link her, minus 'kæden'

@Todd
_________________________________________________________________

Aah. Idag var tid til at få sig endnu et stykke legetøj. Det var en af de tre dage på ugen, hvor toget ankom til Auschwitz med flere jøder og andet menneskeligt skrald, hvilket også betød at der ville være flere, der blev udvalgt til medicinske forsøg og tortur på baggrund af mulig viden de kunne besidde, og også bare Menkel's generelle nysgerrighed omkring den menneskelige krop og psyke. Hvor meget kunne folk tage inden de knak helt? Det var nogle af de eksperimenter Rainier nød mest.

Han var en af de højest agtede officerer her i lejren, ikke mindst på grund af hans evne til at få folk til at knække sammen og skrige af smerte, blot han tog fat i dem. Det var denne evne han oftest brugte når folk skulle tortureres, og ellers læste han deres tanker, der tit afslørede hvad de virkelig håbed ehan ikke ville gøre - hvilket så, selvfølgelig, var præcis hvad han gjorde, så snart de havde tænkt tanken færdig. Det her var virkelig det perfekte sted at udnytte hans evner, og få hans hævn over alle folk af den race, der havde taget hans elskede fra ham for flere årtier siden. På dette tidspunkt nød han også bare synet af folk der vred sig i smerte, elskede deres skrig.

Som han stod der og gjorde klar, kom Mengele ind af døren, og forklarede ham på tysk hvem det var, deres næste 'session' skulle udføres på. Den mand, der havde knoklet dag ud og dag ind, uden nogensinde at virke ligeså træt som de andre. Menkel var interesseret i ham, og nu skulle de så finde ud af præcis hvor meget denne mand kunne tage. Han kaldte sig vistnok for 'Todd', hvis man skulel tro på hvad de jødiske afskum kaldte ham for. De havde også først taget ham til fange fra en kamp med briterne, og derfor ville der måske være vigtige informationer, man kunne få ud af ham. Uf, det her skulle nok blive en god en! Rainier smilede stille for sig selv idet han stillede sig med ryggen til døren, og begyndte at lægge alle instrumenterne op, klar til brug, mens Mengele gik ud, og han kunne høre 'forsøgsdyret' blive bragt ind, fixeret på et større bræt på hjul, der kunne låses og vippes som man nu engang havde lyst.

Han var endelig sluppet væk fra militær basen, hvor han havde tilbragt nærmest hele sit liv, i fangeskab og kun omgivet af eksperter og læger, det havde ikke været lut og lagkager. Det havde været mange år med daglig træning hver dag, undersøgelser og ikke at glemme samtaler med psykologer, han havde ikke rigtig haft noget med omverden at gøre, andet end at se fjernsyn en gang i mellem når de lod ham gøre det. Det havde klart været hårdt, han bar ikke samme følelser som andre, de havde fundet ud af han ikke var menneske og at han levede af blod, derudover havde de jo præget ham til at blive soldat, lært ham at dræbe allerede som helt ung.

Så kom krigen, og de valgte at regnede med han var klar, selvom de slet ikke havde forberedt ham på verden udenfor basen, og han stole slet ikke på de andre soldater, han havde jo selv kun kendt til dem der havde arbejdet med ham hele livet! så det var det rene helvede da han skulle forlade alt han kendte for at drage i krig og dræbe, han havde fået af vide hvordan fjende så ud og fået besked på at skyde først.
Hans gruppe var blevet sendt afsted imod Polen, hvor de havde fået besked på at dræbe så mange som muligt, og finde frem til den lejer hvor der skulle være mange jøder fanget.

Det var også gået godt de første par dage, men den sidste dag endte de i et baghold, og alle hans kollegaer blev slagte på stedet, men havde forsøgt at beskytte Todd som de havde fået besked på.
Derfor blev han bragt til Auschwitz hvor han blev sat igang med at arbejde i marken.
Her konklede han, dag ud og dag ind med at slæbe sten, men når de andre var trætte var havde han ikke engang sved på panden, med tiden blev de ansatte opmærksomme på han og han blev til sidst ført bort.

Todd blev bragt ind i et mystisk rum, hans egnen militær uniform var godt ødelagt efter kampen og tiden i marken, men man kunne stadig se det britiske flag ved hans bryst. Han var en mand på 2 meter og bred som en dør, selvom han var ung kunne muskler tydeligt fornemmes under uniformen og hans øjne var stærke men sorte. Han kæmpede imod så meget som muligt, men det lykkes de 4 mænd om at få ham bundet fast, før det forlod lokalet.
Todd så sig omkring, før hans blik hvilede mod mandens ryg, noget sagde ham at dette ikke ville blive sjovt, og han var klar over at han var i store problemer....

Ah. Og dér var han, hans nye forsøgsdyr. Rainier smilede stille for sig selv, og gik hen til en af de andre vægge, uden at skænke Todd så meget som et blik. Han trak stille en kittel ned fra en knage, og trak den langsomt på, bevidst om at han nok blev betragtet af fangen han skulle til at 'lege' med. Han så altid frem til at tortere dem han vidste kunne klare mere af det, og han ville nyde dette endnu mere da det endda var en der havde tilhørt de allierede svin der kæmpede mod Riget.

"Also, Herr ... Todd, oder? Verstehst du Deutsch oder bist du ein ungeborenes Schwein wie die Juden in diesem Land?" spurgte han først på tysk for at se om Todd forstod bare den mindste smule af hans glorværdige modersmål, som han selv mente var det eneste rigtige sprog i denne verden. Han havde også fået lært sig noget polsk efterhånden, men det var nu mest for at han kunen forstå de polske jøders bønner og skrig om hjælp. han havde ikke bekymret sig med at lære engelsk endnu, da det jo var de allieredes sprog og derfor dybt ubrugeligt.

Han vendte sig endelig om mod Todd, og så på ham med et koldt smil og et lettere sindssygt blik i øjnene. I sin ene hånd holdt han en skalpel, mens han gik helt tæt på for langsomt at skære resterne af Todd's bluse af ham. Øjensynligt var Rainier ikke det mindste intimideret af Todd's større, imponerende fysik. Så snart resterne af blusen var væk og smidt i skraldespanden, trådte han et skridt tilbage for at observere Todd's reaktion. Det var med vilje at Rainier stadig havde sine handsker på; han tog dem først af når den rigtige tortur skulle til at starte.

//Oversættelse: 'Nu, hr... Todd, var det? Forstår du tysk eller er du et ukulturelt svin ligesom jøderne i dette land?'

Todd brød sig ikke om dette, lo han havde været i lignede rum før, men der havde han altid vidst at de ikke ville dræbe ham, men kun styrke ham og de stoppe altid når han bad om det. Men dette var jo noget andet, han var fange og havde gået sammen med alle de stakkels jøder der nærmest havde bønfaldt ham om nåde da han kom til, men det stoppe hurtigt da hver gang de nærmede sig blev pisket af vagterne efter ordre fra lederen.
Han havde sovet i en ækel køje, omgivet af unge drenge der mest af alt savnede deres forældre, og han havde været deres eneste trøst, selvom han intet kunne gøre andet end at lade dem komme tæt på ham når lyset blev slukket.

Nu lå han så her spændt fast, og var godt klar over at det ikke ville blive rart, han forstod intet af hvad alle folk omkring ham sagde for de havde ikke lært ham Tysk, han kunne kun snakke engelsk og intet andet. ¨
Han stirrede mod ham, som manden iførte sig en kittel, og var ved at gøre klar til et eller andet, Todd rynke på brynene da han sagde et eller andet, som bare lød som vullapyk og han anede ikke hvad det betød, men sikkert ikke noget godt, det eneste han forstod var hans navn? hvor havde de det fra? " Todd er rigtig, men jeg forstår dig ikke" svarede han på engelsk.
Han anede ikke om manden forstod ham eller ej, men noget sagde ham at de heller ikke ville komme til at snakke meget, men forhåbenligt var der igen der forstod ham og hans tanker!

Todd kigge på ham som han kom helt hen til ham, manden så sindsyg ud, de øjne bar intet godt, dog vendte han blikket mod skarpelen som manden begyndte at fjerne hans uniform, og hans muskuløse men arrede overkrop kom til syne.
Han forholde sig dog rolig, han havde lært at man aldrig måtte vise fjenden sin frygt eller tænke på den, så det var hans plan.
Han stirrede på ham med sorte øjne og sagde ikke en lyd, vente bare hvad der ville ske efter denne gang.

Mere af de allieredes forbandede sprog. Så han var virkelig bar eendnu et ukulturelt svin. Nuvel, det gjorde det bare nemmere for ham at udføre hans arbejde. Der var jo også en vis nydelse i at vide at hans offer aldrig ville vide hvad der kom fra det ene øjeblik til det andet, når han ikke kunne forstå ham. Det svage smil blev en smule bredere, den type smil, der fik det til at løbe koldt nede af ryggen på de fleste. Den type smil der lovede at der intet godt ville være i den nærmeste fremtid, for den, det var rettet imod. Rainier vendte sig væk fra Todd, og gik hen til et af de andre borde, hvorpå der stod en lille LP afspiller. Han tændte for den, og snart startede der noget af det nyere tyske swing musik, lige det der skulle til for at sætte hans humør rigtig godt i sving.

Han tog derpå fat i skalpellen igen, og gik tilbage til Todd. Han så op på ham, og prøvede at fange hans øjne mens han yderst langsomt lavede et meget dybt y-snit over hans brystkasse, i samme stil som man ville lave på et lig under en obduktion. Hans smil blev til et let grin da han mærkede noget af blodet sprøjte på hans hage og læber, og mens han holdt øjenkontakten med Todd, slikkede han sig langsomt om munden. Nådada. Nu drak han ikke blod til hverdag, som han vidste der var racer der gjorde, men det var stadig nemt at smage at det der, det var ikke menneske blod. Så Mengele havde haft ret i at ham her var noget helt specielt... Og han glædede sig til at finde ud af præcis hvad.

"Aah... Kein Mensch. Ich sehe..." mumlede han smilende for sig selv, og lod hans finger, stadig under handsken, løbe stille og roligt langt de nye snit, før han tvang fingeren ind under så han kunne begynde at skære noget af huden løs fra muskel lagene under, mens han nynnede med på melodien der spillede fra pladespilleren.

// Sangen: https://www.youtube.com/watch?v=GXu4P6KpoLU

Todd kunne ikke gøre meget andet ende at kigge, han var spændt godt fast, og han havde på fornemmelsen, at han ville befinde sig her de næste mange timer, hvilket ikke var en god tanke.
Han betragtede manden, som han smilede et smil der langt fra lovede godt, han vidste at dette ville blive en svær omgang, og at dette møde kunne koste ham livet.
Han kigge efter ham som han gik, imens han var fokuseret mod noget andet, lod Todd øjne lukke kort, før han ihærdigt lukke alle tanker ude, og lod en tomhed styre hans sind, for han havde igen planer om at vise smerte! Det var han opdraget til ikke at gøre, så det agtede han at overholde, lige meget hvad! måtte han kæmpe til det sidste!
Hvorfor var hans gruppe også så dumme at hoppe lige ind i en fælle ? de var alle døde, det var deres skyld han var i live nu, men også deres skyld at han var fanget, de havde tydeligt vist at Todd var anderledes ved at beskytte ham så meget som de havde gjort. Det var jo derfor soldaterne valgte at tage ham med, og at der havde været en vagt sat til at holde øje med ham ved marken hver dag.

Han hørte musikken starte, og åbnede øjne igen de var stadig sorte, men deres blik var nu tomme for følelse, musikken var langt fra god men på en eller anden måde kunne den måske hjælpe ham, med at fokusere på noget andet end den smerte der ville komme. Hans øjne var kun sorte lige nu, fordi det var et par dage siden han sidste havde indtaget blod, de andre vagter havde godt opfanget at han ikke rørte noget af det mad der blev serveret, så måske manden her viste det? han håbe det ikke spor.
Manden nåde hen til ham, og han så igen den lille skarpe kniv, men tvang sig selv til at møde mandens øjne, for at fokusere på dem, og ikke hvad han lavede på hans krop.
Han mærkede hvordan kniven skar gennem ham og kom dybt ind, det gjorde ondt uden tvivl, men til en start var det til at holde ud og han fortrak ikke en mine.
Da blodet sprøjte, blev an opmærksom på hvor sulten han enlig var, og uden han kunne holde det til bage knurre hans mave sulten, og hans øjne blev endnu mere sorte.

Todd så ham slikke blodet væk, hans eget blod hvilket var sært på så mange måder, det plejede at være ham der drak andres blod og ikke omvendt, sangen i baggrunden holde hans sind i gang og væk fra tankerne, imens han forsat så ham i øjne uden tøven, det ville blive hårdt, men han var klar!

Mandens ord gav ingen mening, men han behøvede heller ikke vide hvad han sagde, for det var sikkert ikke gode ting, hans blik blev kort rette ned som han mærkede fingeren bore sig ind under huden, og han mærke smerten strømme gennem ham og hans krop der bare lå og tog mod. Hans folk havde dog udsat ham for smerte mange gange, for at øge hans tolerance så der skulle dog en del til før han ikke ville kunne skjule det mere.
Kniven gik dybere, og han kunne tydeligt mærke hvordan noget af hans eget kød blev løsnet fra kroppen imens lugten af hans egen blod igen fik hans mave til at knurre brokkende efter mad, men han sagde ikke andet selv, han prøvede at gøre som han havde lært, skubbe smerten så langt væk som muligt imens han igen vendte blikket mod mandens ansigt.

Todd kunne ikke gøre meget andet ende at kigge, han var spændt godt fast, og han havde på fornemmelsen, at han ville befinde sig her de næste mange timer, hvilket ikke var en god tanke.
Han betragtede manden, som han smilede et smil der langt fra lovede godt, han vidste at dette ville blive en svær omgang, og at dette møde kunne koste ham livet.
Han kigge efter ham som han gik, imens han var fokuseret mod noget andet, lod Todd øjne lukke kort, før han ihærdigt lukke alle tanker ude, og lod en tomhed styre hans sind, for han havde igen planer om at vise smerte! Det var han opdraget til ikke at gøre, så det agtede han at overholde, lige meget hvad! måtte han kæmpe til det sidste!
Hvorfor var hans gruppe også så dumme at hoppe lige ind i en fælle ? de var alle døde, det var deres skyld han var i live nu, men også deres skyld at han var fanget, de havde tydeligt vist at Todd var anderledes ved at beskytte ham så meget som de havde gjort. Det var jo derfor soldaterne valgte at tage ham med, og at der havde været en vagt sat til at holde øje med ham ved marken hver dag.

Han hørte musikken starte, og åbnede øjne igen de var stadig sorte, men deres blik var nu tomme for følelse, musikken var langt fra god men på en eller anden måde kunne den måske hjælpe ham, med at fokusere på noget andet end den smerte der ville komme. Hans øjne var kun sorte lige nu, fordi det var et par dage siden han sidste havde indtaget blod, de andre vagter havde godt opfanget at han ikke rørte noget af det mad der blev serveret, så måske manden her viste det? han håbe det ikke spor.
Manden nåde hen til ham, og han så igen den lille skarpe kniv, men tvang sig selv til at møde mandens øjne, for at fokusere på dem, og ikke hvad han lavede på hans krop.
Han mærkede hvordan kniven skar gennem ham og kom dybt ind, det gjorde ondt uden tvivl, men til en start var det til at holde ud og han fortrak ikke en mine.
Da blodet sprøjte, blev an opmærksom på hvor sulten han enlig var, og uden han kunne holde det til bage knurre hans mave sulten, og hans øjne blev endnu mere sorte.

Todd så ham slikke blodet væk, hans eget blod hvilket var sært på så mange måder, det plejede at være ham der drak andres blod og ikke omvendt, sangen i baggrunden holde hans sind i gang og væk fra tankerne, imens han forsat så ham i øjne uden tøven, det ville blive hårdt, men han var klar!

Mandens ord gav ingen mening, men han behøvede heller ikke vide hvad han sagde, for det var sikkert ikke gode ting, hans blik blev kort rette ned som han mærkede fingeren bore sig ind under huden, og han mærke smerten strømme gennem ham og hans krop der bare lå og tog mod. Hans folk havde dog udsat ham for smerte mange gange, for at øge hans tolerance så der skulle dog en del til før han ikke ville kunne skjule det mere.
Kniven gik dybere, og han kunne tydeligt mærke hvordan noget af hans eget kød blev løsnet fra kroppen imens lugten af hans egen blod igen fik hans mave til at knurre brokkende efter mad, men han sagde ikke andet selv, han prøvede at gøre som han havde lært, skubbe smerten så langt væk som muligt imens han igen vendte blikket mod mandens ansigt.

Stadigt smilende tvang Rainier sine fingre længere ind, lod kniven skære mere og mere kød væk. Han kiggede kort op, og bemærkede de helt sorte øjne. Han havde på fornemmelsen hvad han havde med at gøre, nu. Lilith, hende der havde bragt denne side frem i ham, gjort ham så meget stærkere, var selv den første dæmon der nogensinde havde været, og hun havde overfladisk fortalt ham om andre typer dæmoner. "Oooh. Ein Blut-Dämon... Sehr interessant..." mumlede han for sig selv, før han fortsat nynnede videre på den glade melodi der kørte fra grammofonen.

Han hørte godt nogle få af Todd's tanker, men som han forventede, så foregik de også på engelsk, og derfor forstod han ikke noget af dem, men han fangede godt den generelle tone. Han prøvede at holde hovedet køligt så længe som muligt. Rainier smilte stille for sig selv. Det var imponerende at manden endnu ikke havde sagt en eneste lyd, men han skulel nok få rådet bod på det, også selvom det skulle tage hele dagen. Han skulle nok få ham til at skrige før de var færdige for idag. Det at Todd's mave knurrede ved synet og lugten af blodet, forstærkede blot hans teori om at, ja, det her var i sandhed en blods dæmon.

Efter at have løsnet det meste af huden på Todd's brystkasse fra musklerne under, strøg hans fingre undersøgende over de nu blotlagte muskelfibre. Han smilede da han så kroppen lave sine små, naturlige bevægelser, der viste at Todd uden tvivl mærkede smerten, selvom han prøvede at skjule det. Man kunne ikke skjule de små ryk der skete i musklerne under huden når der var noget der gjorde ondt, uanset hvor meget man prøvede. Alle der havde studeret bare en smule anatomi vidste dette, og det kunne godt være at Rainier ikke havde noget uddannelse i anatomi, men han havde allerede obduceret og tortureret så mange jøder, at han hurtigt havde lært alle de små indvendige tegn at kende, og også mange af de udvendige.

Endelig trak Rainier hænderne ud af Todd igen, for at gå tilbage hen til bordet og lægge skalpellen, blot for at tage et nyt, specielt instrument frem, et der havde et sjovt hul på størrelse med en femkrone, i midten af det. Hurtigt skulle det vise sig hvad det var til, da han atter vandrede over til Todd, og bukkede sig indover det nederste af hans ben. Han bevægede sig ned mod Todd's fødder, og fjernede hurtigt hans sko, for at stikke hans ene tå igennem hullet i instrumentet - hvorefte rhan trykkede til, og med et højt 'knæk' og endnu et lille blodbad fra alle de små årer der blev kappet, blev Todd's tå klippet af for at lande på gulvet.

Todd forstod intet tysk, det var dum at de ikke havde lært ham det, for det kunne have hjulpet ham hen hel del, men han anede ikke et ord, selv børne han havde sovet med havde han ikke kunne forstå, på nær en lille ung dreng der snakkede engelsk, det havde også været det barn der havde sovet tættest på ham, tænk at så lille en knægt skulle ende sit liv her.
Men som Rainier snakke forstod han et enkel ord, han nævnte hans race hvilket han ikke brød sig om, men det var svært at skjule, når han havde gået sulten de sidste par dage her på lejeren, det ville have været dumt at angribe og drikke blod fra en fange, for så havde han bare afsløret sig selv fra start.
Han håbe bare ikke de vidste, at Todd var special trænet, og havde været et af briternes våben, for de havde virkelig troet på ham, men havde dummet sig ved ikke at lære ham verden udenfor basen at kende og havde sat han på et for svagt team.
Han mærkede hvordan hunden blev skilt ad, han mærkede smerten der bølgede ind over ham, men han sagde stadig intet, knytte hænderne imens han stirrede trosigt op på manden, med et tomt blik i de meget dybe sorte øjne, han havde ikke den ringeneste ide om, han ville slippe ud herfra igen, men han kunne ikke gøre andet end at kæmpe imod det bedste han havde lært.
Smerten var hård mod ham, hans knor blev kridhvide som han knytte hænderne endnu hårde, og sendte en spytklat op imod ham, selvom det var dum var det vel den eneste form for forsvar han kunne bruge lige nu.

Todd fulgte ham med blikket, som han slap ham og gik, han kunne i et kort sekund lukke øjne og bide sig hårdt i læben før han slog dem op og stirrede mod ham, som han nærmede sig hans for.
Både støvle og sok rød af, før han mærkede det kolde metal imod hans ene tå og lyden af kloglen der brække, var ubehagelig, endnu en bølge af smerte røg over ham og hans mave brumme ved duften af mere blod, han var så forbandet sulten efter 4 dages hård arbejde uden mad.
Han kunne ikke holde et gisp tilbage da smerten ramte ham, men det var stadig ikke meget lyd der kom fra ham, han kæmpede virkelig for at holde sig kold.
Dette ville blive en lang dag, han prøvede at fokusere på den enormt dårlige musik, imens han lod hænderne løsne sig igen og afslørede hvor hans negle havde borret sig ind i huden på ham for at efterlade mærker.

Aah, det her var nu engang så dejligt. Hans yndlings musik, kombineret med hans yndlings beskæftigelse. Og så endda på en de havde fanget sammen med en lille britisk deling... De havde efterhånden godt regnet ud at han måtte have været et specielt våben for dem af en slags, ellers ville de jo have sendt ham ud på front linjerne og ikke ud på små special missioner væk fra de aktive kamplinjer.

Rainier elskede det blik Todd sendte ham, velvidende om at det trodsige nok skulle forvind epå et tidspunkt, hvis ikke nu, så om nogle dage, og hvis ikke da, så om en måned eller to. Han skulle nok knække ham, det var det han var bedst til her i verden, efter Lilith havde hjulpet ham med at slippe sit fuld epotentiale fri havde han fundet sin plads i verden, fundet ud af den niche han var perfekt udstyret til at være en mester i.

De kridhvide knoer var mere end rigeligt bevis for ham, sammen med muskel trækningerne unde rhuden, at det her gjorde præcis ligeså ondt på Todd, som han ville have det skulle. Men en del af hans smil forsvandt da Todd spyttede ham i ansigtet, og raseriet vældede op i ham, tydeligt i hans øjne. "Du verdammtes britisches Schwein ... Du wirst es bereuen, das zu tun, bereue, jemals geboren zu sein, wenn ich mit dir fertig bin!" hvæsede han af Todd og borede fingrene dybt ind i hans brystkasse, før han trådte tilbage.

Rainier grinede højlydt af glæde da han hørte det svage gisp af smerte efter han havde fået klippet tåen af Todd - nå, så lidt kunne alligevel god tkomme igennem! Det var jo strålende gode nyheder! Han lod hans maniske, højlydte latter fri, og stod der i hvad der føltes som en evighed, fortabt i sit grin, indtil han endelig var færdig, og med et tilfredst suk strøg en hånd gennem sit hår. "Und jetzt wirst du für das Spucken in mein Gesicht bezahlen. Schrei für mich, Schwein!" det maniske, sindssyge udtryk var tydeligt i hans ansigt og hans store smil da han trak sin ene handske af, for at placere hånden mid ti det store sår han havde lavet i Todd's brystkasse, hvorefter han gav Todd den fulde styrke af sin evne, fik hver evig eneste nerve i hele Todd's krop til at skrige ud i intenst, ubærlig smerte til hans hjerne.


// You fucking british pig... You'll regret doing that, regret ever having been born, when I'm through with you!

And now, you're going to pay for spitting in my face. Scream for me, pig!