Når man skal bevise at brormand taber!

Når nu man skulle mødes med sin familie i kirken, som en hver anden søndag, optrådte Zadkiel, som sædvanligt, i pænt tøj. Han var optrådt i en fin skjorte og et brunt jakkesæt. Man kunne jo aldrig vide, om der var nogen der havde et særligt event i kirken, for så ville det jo være respektløs at troppe op i kirken iført sin pyjamas eller lignende. Efter besøget i kirken, var Zadkiel hurtig om at smutte ud i bilen, for at køre hjem til sine forældres hus. Han havde lagt en plan, og der var ikke tid at spille, hvis den skulle lykkedes.

Så snart han parkerede ude foran huset, greb han to fyldte træningstasker og skyndte sig op og låse sig selv ind. Han smed jakkesættesjakken og troppede direkte op ad trappen, smed den ene træningstaske ved siden af Kemuels dør og gik ind på sin lillebrors værelse. Computeren stod tændt og brummede, brugte derudaf med strøm. Tænkende begav han sig hen til skrivebordet og bevægede musen, så han kunne tjekke hvad der var åbent på computeren, således han ikke bare afsluttede noget vigtigt. Han kunne se der var et spil, som var blevet færdig med at downloade. Zadkiel smilede derfor lettere drilskt, før han lukkede det ned og slukkede for computeren. Så snart den var slukket, kravlede han under skrivebordet og hev hvert et eneste stik ud af computeren og stikdåsen, for til sidst at tage stikdåsen og gemme den i sin egen træningstaske.
Det var også præcist tid nok, for han kunne høre at nogen var på vej op af trapperne, forhåbentlig var det ikke Kemuel endnu, men uanset hvad, skulle Zadkiel ud af værelset. Han nåede dog ikke så langt, da han næsten kolliderede med sin lillebror. Han smilede et bredt tandsmil til sin lillebror, som han spurgte hvad han lavede på hans værelse. Zadkiel var overbevist om at Kemuel kendte til svaret i forvejen, men alligevel passerede lillebroren ham for at tjekke efter og det varede da kun et split sekund før den førstefødtes navn blev skrålet. Zadkiel vendte sig rundt, og lod sin venstre arm hvile op ad dørkarmen, men hans smilede bredt og drilsk til sin lillebror. ”We got some trainging to do,” smålo han. ”Your game is done downloading. You can play after our workout. Let’s go!” lød det entusiastisk fra det store militære muskelbundt.

Zadkiel holdt et grin tilbage, men lod et kækt smil spille op på læberne, som lillebroren prøvede at lyve sig ud af en træning. Drengen havde lige stormet ind på værelset, fint gående, og brokkede sig nu pludselig. Det strålede ud af Kemuel at det var en løgn, og den måde han ’ømmede sig på’ gjorde det  kun mere komisk.

Zadkiels smil blev ikke mindre af Kemuel kom med flere undskyldninger. Ubetydelige undskyldninger. Heldigt for Zadkiel, nævnte Kemuel selv det med træningstøj, hvilket fik Zadkiel til at give et lille indeklemt grin fra sig. Han lænede sig ud ved døren, og samlede Kemuels nye træningstaske op. ”Clothing is fixed for you. Let’s go,” lød det fra ham med et smil på læben, som han rakte tasken frem til Kemuel. Tog Kemuel tasken ville Zadkiel gå ind ved siden af ham, placere en bestemt hånd på hans skulder og begynde at skubbe ham ud af hans værelse, så de kunne sætte sig ned i bilen.

Zadkiel smilede tilfreds som Kemuel tog imod tasken. Han begav sig ind for at fører Kemuel ud, ved at lede ham vejen med en hånd på hans skulder. Det var lidt ynkeligt at han skulle prøve at stå imod det skub Zadkiel gav ham, også selvom det ikke var et pludseligt skub, men et konstant langvarigt skub. Det var jo lige før Kemuels fødder lavede bremsespor i gulvet. Han lettede trykket lidt som en undskyldning blev luftet. Zadkiel skulle til at spørge hvilket fag det var, men Kemuel var utrolig hurtig til at komme med både fag og hvilken slags lektie det var. Zadkiel fik et stort smil på læberne som han spottede den tydelige løgn. Han øgede så igen trykket på skulderen og fik ham helt ud af værelset og lukkede døren efter dem. ”You don’t have geography,” lød det klukkende fra ham, inden han samlede sin egen træningstaske op, svang den hen over skulderen og begyndte at dirigere Kemuel ned mod Zadkiels bil. ”Let’s go,” gentog han som fra tidligere.

Kemuel endte med at give efter, og lade Zadkiel skubbe ham frem og ud af værelset, hvor han til sidst gav op på sine undskyldninger. ”Get your shoes on, I’ll be right there in a moment,” sagde han og gav Kemuel et blidt skub mod trapperne. Han gik så hen til sin egen dør, bankede på, låste op og gik ind. Som en af de ’fornuftige’ børn havde han nøgle til sit værelse, og ekstranøglen havde Tien i øjeblikket, efter hvad der var sket med hende dagen før. Han lukkede døren bag sig og begav sig hen mod hende, og sikrede sig for, at hun havde alt hvad hun skulle have brug for. Kiks, juice, spand, skål, oplader til telefonen… Listen var lang, men Zadkiel kunne den nærmest udenad, selvom det havde været under 24 timer siden han fandt hende. Han bad om hendes håndled, som hun gav ham frivilligt, så han kunne tage sig af de sår hun havde fået rundt om dem. Hun var generelt ikke meget for hverken at snakke eller blive berørt; så alt blev gjort opmærksomt, hverken for hurtigt eller for langsomt. Han lod hende så være, og begav sig ud at sit værelse igen og låste. Han begav sig så hurtigt ned af trapperne og fik hurtigt iført sig sin jakke igen, og gav sin far et stort smil, som han ønskede dem en god træning. Kemuel virkede ikke så optimistisk for træningen, eftersom han bedte om en bedemand, ”I’ll make sure you’ll survive,” lød det fra ham med et bredt smil, som han gav ham et kortvarigt side-kram med en arm.

De fik sat sig i bilen og Kemuel var ikke til at få til at sige et ord på hele vejen. Så snart Zadkiel havde fået tjekket sig ind, kunne de to brødre gå ind i fitnesscentret. Zadkiels fokus lå primært på omklædningsrummet, som han ville vise vej hen til, dog stoppede han så snart han hørte noget kollapse bag ham. Han vendte sig hurtigt rundt og så hvordan Kemuel begyndte at blive helt forlegen. Zadkiel smilede skævt til ham, før han begav sig hen, og lagde en arm om ham, ”Nope!” lød det fra ham, kort og bestemt, før han trak ham med ud i omklædningsrummet. ”Get changed!” lød det fra ham, inden han selv smed sin taske på en nærliggende bænk og fik fikset sit træningstøj frem og på.

//Nyt outfit

Zadkiel klukkede lidt, som hans lillebror nævnte han ville ligne en idiot. ”Well, you’ll look like a bigger idiot if you leave without training at all,” lød det fra ham med et lille kækt smil. Det ville være så meget værre at man ankom og ombestemte sig i omklædningsrummet, om hvor vidt man ville træne eller ej, og så gik uden overhoved at have fået noget som helst ud af besøget. Zadkiel vidste godt at de to brødre på ingen måde lignede hinanden på deres kroppe. Kemuel var bleg, spinkel og måske lettere krumbøjet af at have siddet så meget ved computeren. Zadkiel var i utrolig god form, med en flot rank holdning og muskler som de fleste ville misunde. Dertil ville det også være synd at sige at Zadkiel var bleg – han fik i det mindste set solen noget mere end Kemuel, hvis Kemuel overhoved så solen fra andre steder end når den lyste ind ad vinduet.

”Mom payed. I bought it.” svarede Zadkiel sin lillebror, som umiddelbart var lettere imponeret af tøjvalget. Zadkiel trak sin grå t-shirt det sidste på, som Kemuel pludselig spurgte om penge. ”Well, if you do well today, I’ll pay for it,” lød det fra Zadkiel som skævede konkurrende til sin lillebror. Ikke fordi han ville konkurrere imod ham, men fordi han håbede at det ville motivere Kemuel til at yde noget ekstra, så Kemuel kunne være sikker på han ville få den udvidelse til sit spil, som han ønskede at få.

”Are you ready?” spurgte han før han smed sin tidligere påklædning ned i træningstasken, og træningstasken ind i et skab. ”We can share the same locker,” tilbød han og strakte en arm ud for at tage i mod Kemuels taske, sådan at han kunne smide den ind og låse skabet.

Zadkiel frowned in confusion, looking up at Kemuel. “What?” he asked, before he let the question sink in and looked down at himself, seeing how his torso was completely fit. “Well… Determination, hobbies and priorities,” he tried to explain, before he looked up with a slight smile. He didn’t want to say that Kemuel would never get to the same level as Zadkiel himself – but he knew that training might not be a priority for Kemuel, “And someone to fight for,” he added, and tried to pull a smile. Right now, Zadkiel had to fight for the nation, and even more for Tien – so he could be sure that Judas would never set foot in the Nelson estate again. There was no time to waste when it came to be strong and fast and healthy in the military.

Zadkiel chuckled slightly as Kemuel tried to follow his own words about liking the training set he had just gotten. “Would you look at that,” he laughed slightly. The set looked good on his little brother. “I’ll make sure you survive today,” he chuckled and scratched the back of his head.

Zadkiel grabbed the bag and put it into the locker and locked it. He then turned to Kemuel, as he mentioned being tortured, and chuckled. “Let’s see what we can do,” he replied with a smile and patted him on the back, as the started to enter the actual gym, with different setups. Zadkiel let his eyes meet his little brothers’ eyes once again. “I’m glad to do this with you too,” he said. “So, you’ve got a choice; you can choose where we start, or I’m going to choose,” he said looking over the many machines he knew very well.