Stop what you're doing or fight me (XXX)-Magistar

Tid: 23:45
Sted i gyde nær hendes butik
Vejr: det regner
Omgivelser: Vivienne, Magistar og hans offer

Påklædning: Påklædning og hår minus blodet i hendes ansigt

emne tilregnet @Magistar

Vivienne havde haft en af sin lange dage med at være alene undtagen når nogen kom ind i butikken eller når Cooco hendes hund søgte selskab. Lige nu var hun alene og begyndt på maleri det var ikke en opgave, men fordi hun havde skulle have tiden til at gå med noget. Hun var nu færdig og klar til at lukke butikken. Hun var sulten og det var tide at skulle på jagt solen var for længst gået ned og det eneste man kunne høre var regnen som silede ned. Hun  svang sin sorte trench coat omkring sig. Ikke fordi hun behøvede, men fordi hun havde lyst. Som hun trådte ud af døren og låste den mærkede hun at hun ikke var alene, følelsen af frygt kom snigende og det ihvertfald ikke hendes. Hun frygtede ikke andet end hendes mand de var teknisk set stadig gift, men stukket af og det havde aldrig stoppet hende. Dog følte hun sig draget imod følelsen af kvælende frygt og fandt sig bevægede hen imod den og til sidst stod betragtede en fremmede som prøvede på noget med en kvinde som ikke havde løst. Hun blev rasende ingen tvinges til noget de ikke havde lyst til. Kvinden hvis frygt det var hun kunne mærke fik øje på hende " help me please help" sagde den unge kvinde grædende. Hun havde stadig ikke fået en ordenlig kig på den fremmede mand som åbenbart hygge sig. Viviennes øjne lynede som de stod i en gyde. Hvad var det med den mandlige race, hun var ikke længe om at gribe ham om  skuldren " I don't think the young woman enjoy it as much you do" sagde hun og stemme var kold truende. som klemte hårdt på fyrens skuldre for at få ham til at stoppe.
Hun havde været gift med en af hans slags og brød sig slet ikke om det han gjorde og derfor følte hun det nødvendigt at stoppe ham. Det var hendes svaghed at se kvinder i nød. Hun lært at det ikke var iorden. Hun mærkede hvordan vreden boblede frem og hun glemte tænke på konsikvenserne ved blande sig, men da hun var i det ville hun ønske at havde blandet sig, men det skete aldrig. Den unge kvindes frygt var til at føle på og den smeltede en smule sammen med hendes vrede, men prøvede så godt hun kunne at ignorede det.

P: Link

Hendes råben om hjælp fik Evan til at stoppe op med han var i gang med. Han holdte kvinden ind imod en væg med sin hånd om hendes nakke. Mens hans frie hånd tvang hendes arm om bag hendes ryg. Det var forståeligt at i denne stilling kunne det se ud til han var i gang med at voldtage kvinden. Men Evan var ikke typen der voldtog kvinder på åben gade. Det gjorde han der hjemme i sit eget private rum. Hans blik vendte sig imod hånden der lå på hans skulder. Et svagt grin gled ud af læberne på ham. Da han roligt fandt et par håndjern frem og satte på kvinden. Ja kvinden var primær uden tøj. Og mandens bukser var nede. Så det lignede virkelig han var ved at voldtage hende. Men i den situation hun havde råbt om hjælp var han stoppet. For dette var ikke voldtægt. Ikke ifølge hans egen moralekompleks. Dette var betaling for en gerning udført i fuld forståelse. Som kvinden så troede hun kunne smutte ud af. Evan tog et par håndjern mere frem og satte fast til kæden imellem de håndjern hun allerede havde. Derefter satte fast til et jernrør. Først der slap han kvinden. ”Let go of my shoulder. Unless you wanna pay her debt?” Spurgte han let. Og løftede hånden op for at tage fat i hendes hånd og fjerne den fra hans skulder så han kunne vende sig rundt. Så han så hende direkte i øjnene. Hans lem hang stadig let ud fra under hans trøje. Og rundt om munden på hans offer var der savl for hun tydeligt havde haft noget i munden. Dog kunne man se det ikke havde udviklet sig til mere end det. Før hun nåede at sige noget mere tog han roligt fat i sine bukser og førte dem op så hans bukser var ordentligt påført ham igen.
”What do we have here? A woman thinking she can do a different.” Hans blik begyndte at ændre sig. Hans pupiller udvidede sig og omfavnede hans øjne så han fremgav beviset for at han var en dæmon. Hvis hun var menneske ville hun nok blive bange. Selvom det troede han ikke på hun var. Så havde hun gået videre uden at se 2 gange. Men hende her var ikke kun sprunget til. Men lagt en hånd på ham. Allerede var hans raseri højt. Og han håbede virkelig hun ville prøve på noget. Hans halvskjulte hånd lå allerede på pistolen der sad under hans venstre arm på en holder. Han stod med venstre skulder imod hende så hun ikke rigtig kunne se hans højre hånd holde om den. Men han var klar til at forsvare sig.

Vivienne kiggede på som han bekræftet hans fært, hun kiggede derefter ned den unge kvinde og lettere modvilligt lod hun sit tag i ham forsvinde som han nævnte det med at hun kunne tage hendes plads. Det tog lidt, men lavede hun bevægelse imod kvinden " If you let her go I will take her place,  but if you chose not to I will fight you and trust me it won't end well for either of us" som hans øjne ændrede sig blottede hun svagt sin tænder og de sylespidse hjørnetænder blev synlige hvilket indikerer at hun langt fra var et menneske og bestemt ikke bange for ham. Vivienne satte derefter ned for at se på kvinden. Hun ignorerede dæmonen og lod sit blik undersøge kvinden. Dog så det ikke ud til at han var nået længere " Honey it's gonna be okay, when he lets you go run as fast as you can, don't think about me just run okay" sagde hun og kiggede op på dæmonen som hun rejste " I'm much more than just a woman" sagde hun sammenbidt og lettere irriteret over at han kunne havde ladet denne kvinde gå også kunne hun ellers have kommet videre med sin jagt. 
Hun betragtede ham mærkede hvordan hans vrede, hendes vrede og kvindens frygt blandede sig sammen i en stor pærevælling af stærke følelser som alle sammen ville prøve at påvirke hende i en retning og det endte med at hun i vrede sprang frem imod ham. Vivienne var så vred at hun ikke kunne styre det længere og det var selvom at hun  vidste at han skjulte noget for hende, men hun vidste ikke hvad blottede sin tænder som prøvede at gå efter hans hals " what is it with your kind thinking you take whatever from us when you like" sagde hun og der lagde sikkert mere i den. Hvorfor det som om alle mænd hun ihvertfald kendte og havde kendt var alle sådan. Vivienne stoppede midt angreb og slag blev til halvfesne slag som ingen gang gjorde da det gik op for hende at hun havde angrebet ham. 

Vivienne var lidt tid om at opdage det, men havde forsvaret sig ved skyde hende, heldigvis var det ikke noget som dræbte hende, men det øgede hendes sult og hendes øjne ændrede farve. Hun anede ikke hvad hun gik ind til, men hun skulle nok tage pladsen hvis han så snart ville lade hende. Kvinden var blevet en smule forskrækket over det pludselige  angreb fra Vivienne. Kvinden kiggede op Magistar og derefter hen Vivienne Som sad på jorden imens hun prøvede på samle sine tanker og følelser.

Han hørte hvad hun sagde. Det overraskede ham at hun bare ville lade sig tage over for en kvinde hun ikke kendte. Og fuldstændig uden at vide hvad aftalen gik ud på. Det var ikke en enkel overnatning og så var det overstået. Hun havde bedt ham slå hendes eks ihjel og fjerne beviserne. Og selvom eksen smagte godt til en lille dessert. Så betød et mord en stor pris. En pris den menneskelige kvinde kun lige kunne betale med resten af sit liv. Dog… En vampyr var mere værdifuld. Evan så på vampyren kort. ”Do you even know how long she was due to pay for the favor she wanted?” Spurgte han let og så undersøgende på vampyren som hun valgte at undersøge kvinden. Dog nåede han ikke meget længere før han så hvordan hun direkte gik efter hans hals. Hans Transportational Flash fik hans hånd til at bevæge sig så hurtigt den så ud til at teleportere sig. Og 2 skud blev skudt af. Den ene strejfede hendes side så der kom et dybt sår. Mens den anden strejfede hendes lår så der kom et lige så dybt sår der. Før kuglen fortsatte og ramte lige forbi kvinden bag hende. For at fremvise at Evan sagtens kunne dræbe både vampyren og kvinden inden hun nåede at gøre noget ved det. Han greb fat i hendes hånd i forbindelse med slaget da hendes slag blev fesent og han nemt kunne stoppe det. ”What is it with your kind to go out of a deal and think just because you’re beautiful men will do anything.” Modsvarede han hende i forbindelse med hendes ord. Før han langsomt skubbede hendes hånd væk fra ham så hun ville falde bagover.

Han vendte blikket imod kvinden kort. ”Why don’t you tell her how long you were supposed to serve me as payment for that little favor you asked. And maybe even tell what the favor was.” Spurgte han kvinden let. Før han trådte et par skridt tilbage stadig med pistolen rettet imod dem. Og satte sig på en skraldespand der var i gyden. Mens han så afventende på dem begge to.

Vivienne var ligeglad hun behøvede ikke at vide det for at hjælpe. Hendes øjne var kolde som hun falde bagover og ned ijorden. Så længe han ikke gjorde kvinden noget så var hun ligeglad. Vivienne satte sig imellem ham og den unge kvinde som efter skudene var mere bange end hun hid til havde været. Kvinden følte mere rolig som Vivienne igen var nær hende. Hun kiggede op på dæmonen med skræmte og våde øjne. Vivienne var ikke længe om at tænke og det ændrede ikke noget “ I don't Care you just leave her aloen or ”sagde hun, men nåede ikke blive færdig før han henvendte sig til den unge kvinde som trak sig en smule sammen som han talte til hende. Vivienne var ligeglad hun behøvede ikke at vide hvad der lagde under, det var stadigt forkert og hendes læber blev smalle. Den unge kvinde kiggede igen op på dæmonen og sank svagt en klump I hired him to killed my ” sagde og nåede ikke sige mere “ As I Said I don't care” hvæssede hun. Vivienne hadede ham og det var selvom hun anedehvem han luften imellem dem var dræbende og hvis ikke snart han lod kvinden gå ville hun blive endnu mere vred.

Han grinte let. Og så på dem begge to med de sorte øjne. Før det sorte i hans øjne skrumpede og blev en normal pupil med en let himmelblå farve rundt om. ”Alright. You’re free to go.” Sagde han let og fandt nøglen til håndjernene frem. Og kastede hen til kvinden før han rejste sig op. Pistolen blev sat på plads i holderen. Og så så skiftevis på dem begge. Han fandt et lille visitkort frem fra sin inderlomme. Og rakte så til vampyren roligt. ”This is my adress. Be there in halv a hour. And try to look better suitable for the situation. And then your hundred years will start.” Han så kort mod kvinden igen. Og bukkede sig let. For at lade dem begge fokusere på at få hende sikkert hjem. Evan var ikke dum. Han stolede ikke på vampyren ville komme. Derfor havde han allerede sat sikkerhedsnet i vejen. Hvis hun ikke ankom indenfor en halv time ville han finde kvinden igen. Han havde hendes adresse. Han havde sin ekspertise. Hendes fulde navn. Al information han behøvede for at finde hende. Så han kunne sagtens finde hende. Men vampyren. Ja hvis hun blev væk så måtte han jo nøjes med kvinden. Det gjorde Evan ikke noget.

Langsomt gik han imod udgangen af gyden. For at komme hjem og være klar til at hun ville ankomme. Hans hjem var et usselt bolig i en høj beton bygning. Det var tydeligt et form for ghetto område. Hvilket var perfekt. For det var et godt sted at holde lav profil. Specielt efter sådan en high profile case som at slå en ihjel. Evan bevægede sig op af trapperne og videre op til lejligheden helt op i toppen. Hvor han gik indenfor og lukkede døren efter sig. Lejligheden til gengæld var pæn. Marmor bordplader i køkkenet med egetræ gulv. Køkken med køkken ø og en stor stue med en hvid læder sofa. Det var tydeligt at dette sted ikke passede sammen i boligblokken.

Vivienne kiggede over på dæmonen som smed nøglerne hen til kvinden og derefter rakte hende et kort med adresse på nikkede bare vendte sig for at få løsnet kvindens lænker. Hun hjalp kvinden op og derefter sikkerede hun sig at han var gået. Hun havde sin egen plan og det varede ikke længe før ringede til en ansat som også skulle passe hendes hund imens hun var væk. De mødtes uden foran hendes butik og som forklarede hvad skete var den ansatte ikke meget i tvivl og tog hende med hjem. Derefter pakkede hun hurtigt en taske begyndte begive sig afsted. Vivienne bankede på da hun kom ventede på at han inviterede hende indenfor. Hun vidste ikke hvor lang tid der var gået, men hun var her. Vivienne havde nået finde bytte på vejen og var mæt. sårene var begyndt hele efter hun havde fået blod og hun nu klar til alt hvad han havde. Vivienne var vant smerten og den var hendes ven. Hun skulle kun holde ham ud i hundrede år. Hendes havde hun skulle holde i længere tid.

Evan smilede let da han hørte konsollen nede ved indgangen til hans lejlighedskompleks blive brugt. Efterfulgt af den velkendte ringen fra klokken over døren. Let tog Evan sin telefon frem og så på klokken. Den var lige lovlig tæt på. Lidt over faktisk. Men hun var her. Så han lod hende slippe for denne gang. Han rejste sig op og gik roligt hen til døren og buzzede hende ind. Efterfulgt af at han låste sin hoveddør op og åbnede den. På papiret med hans adresse stod der også hvilken etage det var hun skulle til. Og om det var den højre eller venstre dør. Evan gik roligt ud i køkkenet. Hans lejlighed var helt oppe på toppen af et 5 etagers ghetto kompleks hvilket var et perfekt skjul. Alle i bygningen havde våben. Alle i bygningen var klar til at dræbe. Og ingen vidste at han boede der. Ofte når han skulle hente kriminelle skulle han dårligt forlade sin opgang. Og alligevel vidste de ikke han boede der. Det var perfekt. Og nemt. Lidt for nemt.

Evan stod let i køkkenet og tog et par tåre af sit glas med whisky som han fyldte op efter behov mens han ventede på hun kom op. Og forventede hun havde lyttet til ham med hun havde klædt sig bedre passende til denne situation. For dette var ikke en normal ordning. De næste 100 år eller hvor meget de endte med at aftale når hun kom op var hun hans slave. Intet andet for ham. Hvilket betød hver eneste mangel var en afstraffelse.

Evan så kort imod døren. Og løftede sit glas for at tage sig en blid tår af det. Og stillede så glasset for at bevæge sig ud mod balkonen. Hans lejlighed var ekstrem flot i forhold til boligområdet. Det var et flot og vedligeholdt trægulv uden knirken. Et køkken med en køkken ø på. En stue med en lækker sort lædersofa. Og udover den var det hele skiftevis hvidt eller rødt. Dette var hellere ikke hvor magien foregik. På vej ud på den slidte beton altan så han imod den sorte dør. Den eneste sorte dør i hans 2 værelseslejlighed. Selvom der var 3 andre døre. Fordøren. Badeværelset og gang til køkken døren. Den sorte dør. Det var hans soveværelse. Og det var et ekstremt i forhold til det han havde i resten af stedet. Soveværelset var et blodrødt rum. Med en seng hvor hvert hjørne var store stål pæle sat fast i gulvet og i loftet. Og på hvert hjørne var der kæder siddende. 3 på hver af de forreste pæle og 1 på hver af de inderste. De inderste og 1 på hver af de forreste var for at spænde folk i sengen. Og de resterende 2 på hver af de forreste pæle var for at spænde folk fast stående. Derudover var der også 2 skabe. Det eneste var rødt og havde en hængelås på. Det andet var sort og indeholdte hans tøj. Men det røde… Indeholdte primært alt hvad en herre kunne finde på at bruge mod sin slave såvel som primært alt en slave kunne finde på at bruge for at gøre sig bedre for sin herre.

Vivienne kiggede sig omkring som hun kom ind hun smed tasken foran sig stirrede ganske kort på dæmonen foran sig inden hun trådte længere ind i rummet. Hun meget bevidst om hvor han var. Hun brød som ikke om det, men det bedre det hende. Hun lært hvordan skulle håndtere dette og hun havde del erfaring med mænd som ville bestemme. Hun havde skiftet tøj, men det sikkert ikke noget som falde i hans smag. Det var tøj som brugte når hun var på arbejde og det hun ejede mest af. Det sort jakke og par sorte bukser. på fødderne havde sorte hæle. Hun fortsatte ind i hans lejlighed. Indretningen var meget anderledes og mindede slet ikke som bygningen så ud udenpå, men det var vel også lige meget. Vivienne havde sagt noget endnu, men blev nød til det " how are we doing this, I mean. I have my own antique store and a dog and I can't abandon either, I have to go to work" sagde hun og ville ikke komme ind på andet hun lavede for hun havde lovet at holde det hemmeligt. Hun sukkede svagt som satte sig ved hans køkkenø med hendes hvilende på hans ryg. Vivienne satte sine ben over kors og lod en fingre fange en flyvsk tot som havde bevæget sig ned i hendes ansigt " and I have to get blood on way or another so means I need be able to go hunting" sagde hun og var vreden fra havde ændret sig en smule, men det betød ikke at hun ikke vred. Hun bare lært sig selv skjule den så godt sommetider var hun selv i tvivl om havde hendes følelser var. Hendes ene evne hjalp heller ikke. Den gjorde hende i stand til at mærke og ændre andres følelser hvilket kunne få hendes egne til at blande sig med de andres.

Hendes nye påklædning

Han grinte let over det første hun snakkede om var hvordan dette ville fungere. Han havde sådanset forventet hun ville være mere bange for hvad han kunne finde på. Han vendte blikket imod døren som stadig stod åben. Han løftede sin hånd let og et lille vift fik døren til at lukke sammen. Hans evne til at manipulere med alt materiale gjorde også han kunne få alt til at flyve som hvis han havde telepati. Hvilket var nyttigt når folk var født i et S-tog. Han vendte blikket imod hende igen. ”How we’re gonna do this? If i was you i would be more scared of the fact that you have been here for not even 2 minuts. And you have already done 4 things that normally would give a punishment each. You left the door open. You didn’t even try to put something on that you thought your new lord would enjoy. You didn’t ask for permission to speak. And you didn’t adress me as your lord or master og anything else that would be expected in your situation.” Han vendte blikket imod altanen kort som var ligeud for ham. Før han roligt løftede sit glas og drak let af den. ”I will not allow you to be outside of this apartment before you’ve learned the rules of engagement. You are nothing to me but a payment for a job. Which means the better you do. The less time it will be. The worse… Well let’s just say that my patience is not permanent. And there’s other way i can earn my money from you.” Han vendte blikket imod hende svagt og et let smil kom fra ham. Det var tydeligt han var fornøjet over denne situation. ”And your food is taken care of. If you’re gonna be a good girl.” Han stillede glasset tomt foran hende. Som tegn på hun måtte komme i gang med at opføre sig på den måde han mente hun burde gøre. Og fylde hans glas som den slave hun var. Han var tydeligt ligeglad med hendes situation. Han var kun interesseret i en ting. Og det var at hun gjorde som han gerne ville have. Og hvad han forlangte af hende.

Vivienne bed tænderne hårdt sammen som han talte til hende, hun måtte virkelig holde sig selen for ikke at komme til at sige noget hun ville komme til at fortryde og hun mindede sig selvom det var bedre det var hende. End kvinden. Hun trak vejret dybt og rejste som og gjorde som han ville have hende til, men hendes tøj kunne hun ikke ændre på nu. Vivienne tog glasset og gik hen fylde det op. Hun gik derefter hen til ham med det og rakte ham det. Hun sørgede for at virke underdanig og rettede derefter blikket ned i jorden mens hun ventede på sin næste ordre fra ham. Hun havde et helt liv følt af erfaring med hvordan man virkede sådan. Hendes mand mindede voldsomt meget om hendes mand. Bortset fra at han ikke var en vampyr. Hun havde dog aldrig i sit live troet at hun skulle være i fangenskab igen, men her var hun, men bange det var hun ikke. Dog var hun en rigtig god skuespiller og man skulle være forsigtig når man havde med hende at for kunne aldrig rigtigt vide hvor man havde hende henne. Hun lært at den eneste vej frem var ikke vise sine kort og aldrig rigtigt lade nogen komme for tæt på. Hvis det skete blev meget hurtigt såret og det gjorde en svag " I'm sorry my clothes isn't to your taste but I liked it  sir, master or what I shall call you" sagde hun håbede at det gjorde ham bedre humør. Hun havde set hvordan han var når han blev sur. Hun gik derefter hen i sin taske og samlede den op for at åbne den hun var måske en smule gammeldags og hun var ikke sikker på at noget af hendes tøj ville falde i god jord os dæmonen. Det dækkede for meget af hendes krop.
Hun smed frustreret sin ting ned tasken og lagde den på gulvet, hun havde glemt at han var der og måske ikke brød sig om at hun gjorde det. Hun vendte sig om imod ham stirrede ganske kort på ham inden hun lod sit blik falde til jorden.

Han vendte blikket imod hende da hun snakkede til ham. Tog imod glasset og stillede foran sig. Før han smilede svagt. Det behagede ham tydeligt. Men han måtte indrømme at det let irriterede ham hun ikke selv kunne finde ud af hvad han ville kaldes. ”It should be easy. Call me Sir when you adress me. And Master when you answer me. It’s not science. What ever you can call me that is a compliment to my superior being over you is a good idea. That involves things like master or sir. Or other things lik My Lord. Aswell as my king and other things that shows you as the minority. And calling yourself things that makes you seem dirty when you talk about your self is also a good idea.” Han tog en rolig tår før han vendte blikket imod altanen igen. Og smilede kort. ”Like in your sentence. It should have been something like ’I’m sorry Sir.’ And ’Isn’t in my masters taste.
’ And at the end ’But your useless slave liked it.’ Du you understand? And here is the answer Yes master.” Han tog en tår af sit glas før han lagde det på bordet og rejste sig op. Han så hvordan hun blev frustreret og smilede let. Før han tog en tår af sit glas. ”Luckily for you. You’re not the first to be unready for this. In the bedroom there is a cabin with different sexual clothes.” Han pegede imod soveværelset med et let grin og tog en tår af sit glas igen. Før han gik imod altanen. ”Oh and another thing. A good idea is to ask if you need an assignment. But you need to go on your knees and beg for the assignment. If you don’t have something to do too long. I will be needed to punish you.” Han stod let ude på altanen og kiggede rundt med et svagt smil. Han kunne mærke på hende hun havde prøvet det før. Men dette her var ikke en normal dag med hvem end der havde brugt hende før. Dette her var hendes træning. Og jo før hun lærte det hele jo før slap hun fri.