Ooh... Who's this? - Magistar

Nå, det havde da været en... Okay dag indtil videre. Ikke en af de bedste, men heller ikke en af de værste. Folk gik rundt med deres venner eller lagde sig ude i græsset for at dase i sensommer solen. Fuglene kvidrede, brisen strøg igennem trækronerne, og ja, alt var vel i virkeligheden som man kunne forvente under en hedebølge i England. Arí selv havde haft sin sidste time for idag, for lidt siden, og havde gået tilbage til sit værelse for at smide skole tingene og istedet tage sin tegneblok, skriveblok og penalhus med sig ud, sammen med hans telefon og høretelefoner så han kunne høre sin yndlings rock mens han havde gået ud i den store have, og så sig om efter et godt sted at sætte sig ned, hvor han kunne være i nogenlunde fred.

What about that shade right there? "No, Brunhild... It's too close to the preppy girls over there..." Arí's blik hang en smule ved pop dullerne, der så nærmest fornærmet over på ham over hans udtalelse, før han fortsatte med at se sig omkring, som han stod der midt i det hele og let knugede sin taske ind til sig. Then maybe the spot over there?? There's a lot of sun, and the fountain! I love looking at it!

"Ooh... You might have a point there, Reynir!" Arí grinede, hvad der for andre så ud til at være for ham selv, mens han begyndte at gå hen mod den solplet der var tæt på fontænen, hvor der ikke sad særlig mange andre. But what if we get water splashes on the drawing....? Arí standsede brat op og rynkede let på brynene. "Oh... Right... That wouldn't be good. No, nope, not at all!" han lagde ikke engang mærke til de øjne der lå på ham af og til som det for andre lod til at han talte til sig selv, men det gjorde han jo ikke! Han talte til alle sine venner! Just pick a damn spot already, I hate your indecision! "Eleifur, be nice..." mumlede Arí så lavt, og sukkede, før han satte sig ned - tæt på fontænen, men stadig langt nok væk til at der ikke burde komme vand på hans tegninger. Han tog derefter tegne blokken frem, og en blyant, og begyndte at tegne mens han nynnede let for sig selv.

P: Link

Solen skinnede ind igennem vinduet til klasseværelset hvor den unge mand Evan sad med sine papirer. Alle de lektier der skulle rettes. Han lukkede øjnene kort. Og forestillede sig komplet mørke. Et smil gled over hans læber i takt med at han mærkede sin egen energi flyde. Før en eller anden møgunge bankede på døren og forstyrrede ham. Han sukkede kort. ”Come in.” En elev kom ind. Lettere forvirret det var tydeligt han var den sidste der ville blive sendt derind. Men alligevel stod han nu der. Foran bordet. Og så lettere nervøs ud. ”Yes?” Sagde Evan kort og løftede blikket fra sine papirer. ”Umm.. Hmm… I mean...” Evan løftede sin hånd kort. ”You can’t say i mean if you haven’t said anything yet. Come on. I don’t have all day.” Evan sænkede hånden kort. Og hurtigt som lynet sprudlede det ud af eleven. ”A guy down at the fountain is talkin to him self and it’s freakin out the popular kids. And some of the jogs want to beat him up.” Evan sukkede kort. ”Alright. Show me to him.” Evan tog et par meget mørke solbriller på efterfulgt af sin læderjakke. Og fulgte med eleven ud af klassen og ned imod fontænen.

Der gik ikke længe før han så nogle større fyre rejse sig op. De fleste af dem kunne han genkende fra sin kampsportsklasse. Og derefter faldt hans blik på en ung mand med rødt hår. Han var ude for en omgang tæv. Evan smilede kort. Før eleven prikkede til ham. ”Shouldn’t you do something about it.” Evans smil forsvandt samtidig med et suk. Han havde jo ret. Han var lære. Så han var vel nød til at gøre noget. Evan gik roligt hen over græsset og efterhånden steg i tempo indtil han nåede sin ønskede fart. Og 2 skridt senere havde han rykket sig 10 meter frem på et blink med øjnene. Og stod nu foran de større elever. ”Hey… What’s going on here fellas. Wanna fight me?” Spurgte han let. Eleverne så lidt på Evan før de vendte rundt og gik tilbage igen. Han havde lagt dem alle sammen ned under kampsports træning. Så det overraskede ham ikke at de ikke ville slås.

En blid vending og nu stod han og kiggede ned på den unge mand med det røde hår. Afventende på om han ville overhovedet bemærke han var der.

Arí havde mest af alt bare siddet i sin egen lille verden, som han så ofte gjorde. Han havde ikke så mange venner - ifølge andre end ham selv, kun de ti han nu engang havde inde i sit hoved. Eller, okay, Razor var sgu også en rimelig flink fyr! Men udover ham, så havde han ikke rigtigt andre fysiske venner. Ikke at det rørte ham det mindste, men det lod altid til at det tiltrak opmærksomhed når han talte med dem. Han forstod dog ikke helt hvorfor... De var da personer som alle andre? Hvorfor var han så mærkelig bare fordi hans venner ikke havde fysisk form? Det var ligeså underligt for ham at andre kun talte 'fysiske' venner, og ikke venner som hans, som det var for alle andre at han gik rundt og talte højlydt med sine egne 'usynlige' venner.

Det var først da manden - som han kunne genkende som en af lærerne, selvom det ikke var en han selv blev undervist af - pludselig stod foran ham, mellem ham og sports idioterne, at han rigtigt opdagede hvad der næsten var sket. Han så derfor rimelig forskrækket ud da han endelig så op fra sin tegneblok, og hans blik flakkede mellem læreren og drengene, som han højlydt tyssede på de mange stemmer i hans hoved, der råbte hvert deres 'gode råd' til hvad han skulle gøre i denne situation. Selvfølgelig, hvis ting kom til slagsmål havd ehan tit før 'bare' skreget af folk, med sin banshee stemme... Det gav ham som regel tid nok til at folde vingerne ud og flyve væk. At det så også gav ham svedere for at have brugt sine evner på andre elever, det var en mindre detalje.

Han så undrende og nærmest undersøgende på manden der nu stod foran ham, efter han havde fået sports idioterne til at skride igen. I don't quite know how to feel about this one... knurrede Eleifur lavt i Arí's sind, og han tyssede let på ham. But he did help us, right?? "... He did, Elvar, he did..." mumlede Arí, som han fortsat lod sine øjne køre over manden, granskede nærmest hver centimeter før han langsomt rejste sig op. And what do we say to him, dearie? Brunhild's stemme fik Arí til at smågrine før han så op på manden igen. "... Thank you," sagde han så endelig, omend hans øjne ikke holdt fokus på manden i mere end nogle sekunder. De rykkede sig lidt fra side til side hve rgang han hørte en stemme tale til sig, som så han rent faktisk på fysiske personer, som om lydene kom fra forskellige retninger.

Han smilede kort og så undersøgende på den unge mand der stod foran ham i forbindelse med dette sammenstød så at sige. Og hørte let hvordan han talte til sig selv. Han kunne nu godt forstå hvorfor de ville slå ham. Men han var trods alt lære. Så at se vold ville nok ikke være det bedste. Ligemeget hvor underholdende det ville være. Dog var det intet personligt. Det ville bare være underholdende at se hans elever i en rigtig slåskamp. ”You’re welcome. Why where they after you? And why do you talk to yourself?” Spurgte han let i for at få mere information om dette sammenstød så han måske kunne færdiggøre sit arbejde fornuftigt. Mere så lærerne ikke undersøgte hans andre ’beskæftigelser’ og fik ham fyret. Dette job var lidt for… Velsmagende for at lade det ske.

Han rystede let på hovedet før Ari nåede at svare. ”Sorry my manners. I’m Evan Knight. Teacher in Martial Art and Psychology. And you are...” Han så undersøgende på ham. Han havde læst informationspapirende på alle sine elever men ikke denne mand. Så han var faktisk lidt på bar bund om hvem han var. Dog ville det nok blive informeret til ham om et øjeblik. Og derfra ville han nok kunne huske det fremover. Men det var dog nødvendigt at få de informationer. Han vendte langsomt siden til og så imod sportsidioterne. De så ud til at hviske imellem sig. Nok om hvordan de skulle få dem begge ned. Og Evan var svagere herude. Hvis de alle sammen gik på ham var han ikke sikker på at kunne få dem ned. Hans blik vendte sig mod solen kort. Hans tænder bed let sammen over smerten i at være udenfor under sol. Han vendte igen ryggen til solen og fronten imod Ari.

Arí rettede en smule på blokken og penalhuset han hurtigt havde samlet op, fik sat dem lidt mere 'til rette' under sin ene arm så det bar evar lidt nemmere at holde på, som han også roligt så på manden foran sig, omend hans blik stadig flakkede lidt til tider, også kort over på de lømler der havde prøvet at omringe ham før. Ikke at han havde haft et problem med at slippe fra dem hvis læreren her ikke var kommet, men nu var han kommet, så han da heldigvis ikke behøvede at komme igennem en sveder for at have sprunget deres trommehinder eller noget derhenaf. Når folk stod så tæt på ham, plejede dét trods alt at være resultatet af det skrig han kunne få frem, værende det han var nu. Det havde taget en del år at blive vandt til de evne rhan havd ei den her krop i forhold til sin originale, men han havde da okay styr på dem nu.

"Wha- but I'm not talking to myself?" sagde han så, uforstående. Igen anså han jo alle stemmerne for at være ægte, rigtige personer, så forskellige personligheder som de hver især havde, så kunne de da heller ikke være andet! Der var nok i sidste ende en god grund til at han havde været låst inde på den lukkede afdeling af det psykiatriske hospital... Altså, indtil han fik overtalt Lector til at få ham ud derfra, før Lector også selv havde stukket af derfra.

"... I'm Arí. Rafnkelsson, if you want the surname, too..." det var nok også tydeligt på måden han udtalte sit navn på, at han netop originalt var fra Island. Eller, hans sjæl var. Han anede sku ikke hvor den krop her, som han var kommet ind i for kun... Hvad, hundrede år siden, eller noget? Var fra. Han vidste bare han var blevet slået ud i sin egen krop, og vågnet op i denne, dybt inde i et eller andet laboratorium af en art. Ikke lige noget han havde lyst til at tænke alt for meget på, heller.

Et svagt grin flød ud af læberne på Evan før han nåede at stoppe det. Og hans blik vendte tilbage til den unge mand. ”If you’re not speaking with yourself then what are you doing? I can’t see anyone you could talk to.” Sagde han og så sig kort rundt for at se om der var nogle. Men alle holdte sig en sikker afstand fra ham. Hvorfor vidste Evan ikke helt. Han var ny lære på dette akademi. Så at vide han havde med en sirene at gøre der nok kunne springe hans trommehinder var han uviden om. Men det var ham også uinteressant. Folk kiggede på ham. Han kunne mærke opmærksomheden for en lære beskytte en af de ’unormale’ og efter at dømme på deres ansigter var de glade for en lære stå op for dem. Måske kunne dette her udnyttes til hans fordel? Det måtte han tænke over senere. Hans blik landede på den unge mand igen. Han snakkede til Evan så Evan måtte hellere lytte.

Han smilede kort da han hørte accenten og smilede kort. ”An Icelander. I’ve spend some time in iceland.” Sagde han let med et roligt smil. Før han vendte blikket imod jogsene igen. De så ud til at være nær en beslutning. Han vendte blikket imod Ari igen. ”Would you mind if we left inside where the sun isn’t shining?” Spurgte han let og så imod solen igen. Han kunne virkelig ikke holde denne sol ud. Det føltes som om hele hans hud brændte. Han ville bare gerne indenfor igen. Snart.

Arí rynkede kort på brynene - han glemte ofte at andre ikke kunne høre alle hans venner, og det her var helt klart et af de øjeblikke. "I'm speaking to my friends? They're all here, after all!" han slog ud med hånden som om de alle fysisk stod der, men når han hørte dem tale, hørte han dem også fra forskellige vinkler, så det var måske alligevel meget naturligt at han gjorde sådan? For ham selv var det, i alt fald. "I mean... No, they don't have a physical form, but that doesn't make them any less real. You shouldn't need a body to be real... Spirits are very real, after all..." det var nok også en ting ikke alle vidste.

Men som banshee havde han før talt med sjælene fra afdøde. Det var lidt den gimmick der var med banshees... De var som et talerør for de afdøde, og han selv var det så også for alle hans ti venner i hans hoved. Arí lagd eikek selv mærke til hvordan andre holdt afstand. Han var vandt til at folk gjorde det, så det var derfor ikke lige noget derlå ham så tungt på sinde. De havde vel bare hørt om sidste gang nogen fik tvunget ham ud i at et skrig havde været sidste udvej. "You have?" sagde han så, synligt meget mere interesseret. "When? It's been centuries since I visited, sadly..." sagde han så stille. Han burde virkelig tage tilbage og se hans hjemland igen på et eller andet tidspunkt. Han rystede derefter på hovedet, og, mens han knugede sin tegne blok lidt mere ind til sig, begyndte han at gå hen mod den nærmeste bygning så de kunne komme indendørs.

Hans blik forblev på hende med en let undren. Troede han virkelig der var nogle? Han rystede let på hovedet og følte lidt han burde undgå denne situation han var ved at træde ind i. Ved at blive ved med at sætte spørgsmålstegn. Og besluttede sig for at lade det emne ligge. Det vigtige var at han fik dem indenfor. Derefter kunne han få nærmere at vide om tingene. Men lige nu var de jogs ved at finde til en beslutning. Hvilket betød at han ikke længere havde tid til dette her. Hans næste sætning fik Evan til at vende blikket imod ham igen. Ja sjæle var ægte. Han levede af dem. Men ånder? Virkelig? Han sukkede let. Før han tog den endelige beslutning. Han havde nok mødt en som var mindst lige så skør som ham selv. Et let grin forlod hans læber. Før han vendte blikket imod jogsene. ”They are about 30 seconds from a decision.” Hviskede han let til sig selv uvidende at han faktisk havde talt højt. ”The sun is too sharp for me to fight. I need the shadows again.” Igen vidste han ikke at han talte højt.

”About 30 years ago. A short trip to collect a bounty who had fled there. Ended spending a couple of nights with som Icelander womans.” Han vendte blikket imod Ari med et svagt smil. ”Besides i couldn’t really understand why it’s called Iceland when theres no snow or ice as such.” Han fulgte roligt Ari imod bygningen i takt med han stadig kiggede bagud. Så snart de kom indenfor stoppede Evan op. Han mærkede mørket fra skyggerne og hvordan smerterne let begyndte at aftage. Før han så mod Ari igen. ”So. Where do you wanna go? I’m gonna stick to you for a couple of hours just to be sure they doesn’t attack you.”

I don't quite think he believes we're real, honey... 'sukkede' Brunhild stille i Arí's øre. What? But we are! How could you ever be in doubt?! nærmest klynkede Reynir, før Elvar tilføjede Yeah! We're yours friends, after all! Of course we're real! I don't get why he can't see that! Maybe because he's another one of those fuckin' small-minded people who can't get it through his thick skull, 'knurrede' Eleifur til sidst, og Arí rystede let på hovedet. "Shh, guys, not right now.." mumlede han som svar til dem alle, før han så på dæmonen foran sig igen.

Well at least he's laughing now! That's a good sign, isn't it? Not necessarily... denne gang var det Kristín der var lidt mere på vagt. "Oh. Well, you didn't see the really harsh winters we used to have back in the days, then... I think that's why it got it's name..." sagde han så stille som svar til mandens undren over hvorfor det lige præcis hed Island.

"Uhm... Anywhere that's a little quiet, I guess? I really just wanted to write down some new lyrics... Or maybe draw a little more..." sagde han så som han så ned på sin tegneblok, som der netop var fyldt både med små skitser og en masse mulige sangtekster til fremtiden. "Like... There's usually not too many people in the music room at this time, no classes taking place... Or band practices that I know of..."[/i]

Hans ord om at vinterne var hårde fik ham til at grine. ”Well i’m only 220 years old so to be fair. I’m not that old to know that.” Sagde han let og så undersøgende på Ari. ”But you don’t look like someone that’s from Iceland.” Dog besluttede han sig for at lade objektet ligge. Som han selv godt vidste. Det er ikke altid at folk så ud til at være det de var. Det kendte han selv. Når man tænkte på at han var en dæmon i menneskelig skikkelse.

Han nikkede kort da Ari snakkede om musik lokalet. Det var faktisk ikke en dårlig idé. Akustik gjorde at der var få vinduer. Hvilket betød at der var meget lidt sol. Specielt på dette tidspunkt. Så det var ikke en dårlig idé. ”Allright. Musik Room it is.” Sagde han let og førte dem begge igennem skolen. Hans vej var lettere kompliceret men han prøvede at holde sig fra de gange med store vinduer hvor lyset skinnede igennem.

Kort efter stod de i musiklokalet. Og Evan gik roligt ned til klaveret. Han lagde en hånd kort på toppen af den. Og smilede kort. Han havde spillet klaver engang. Men ikke så meget mere. Desværre.

//Beklager det korte svar :/

Arí lo lidt for sig selv. Tja, det kunne han da godt høre, at manden her så absolut ikke var gammel nok til at have oplevet de samme vintre Arí havde. Han var jo næsten fire gange ældre end læreren der stod foran ham! Alder var nu en meget sjov ting til tider. Men i alt fald fik de stille og roligt gået hen til musiklokalet, i ro og mag, selvom han nu syntes det var lidt sjove omveje at den anden mand gik... Men det var fint nok, det var okay, han havde ikke noget imod at gå lidt længere end normalt.

Og ganske rigtigt, i musik lokalet var de rkun ét vindue, et lille et, øverst oppe nær loftet, hvor sollyset ikke rigtig kunne komme ind af, så han fik tændt lyset som de kom derind, for at han bare kunne se lidt derinde, før han fik sat sig ned på en af de mange taburetter man kunne sætte sig på derinde, og så åbnede han ellers sin tegneblok og begyndte at skrive løs. "Well... Age is a rather funny thing, isn't it?" sagde han så, efter lidt ekstra overvejelse. "Most people wouldn't be able to guess how much younge ryou are, than me..." grinede han.

Han vendte blikket imod Ari da han snakkede om at alder var en sjov ting. Han vendte derefter blikket mod klaveret mens han lod sin hånd glide hen af det. Mens han bevægede sig ned imod tangenterne. Han stoppede kort ved låget af tangenterne. Og mærkede fristelserne fra det. Men han kunne ikke stoppe med at tænke på sin fortid når han spillede klaver. Og han ville undgå den situation igen. Han løftede låget på klaveret og trykkede på et par tangenter. Eller ville han? Ville han gerne føle noget igen? Hans tanker gled kort på kvinden. Kvinden som havde påført ham den endelige smerte til han mistede sin empati. Hans hånd tog fat i hans højre skulder. Han løftede blikket imod Ari der stod og grinte. Og så undersøgende på ham. ”I’m sorry what? I fell in my own mind there for a sec.” Han lukkede roligt låget på tangenterne. Og fjernede hånden fra sin egen skulder før han gik væk fra klaveret igen. Han stoppede kort op ved en af stolene i salens publikum og satte sig hurtigt. Hans smil kom let tilbage mens han lænede sig helt tilbage i stolen. Og så mod den store sal. ”It was not my purpose to ignore you. For that i apologise.” Sagde han med et lev smilt der tydeligt ikke var helt raskt. Men som var det samme udseende han havde påført sig det meste af dagen. Et smil spækket med følelser der virkelig ikke burde være der. Men alligevel var. Og skjult bag vægge og vægge af facader.

Hans hånd gik roligt ind i en inderlomme på læderjakken hvor han fandt en lommelærke frem. Han åbnede den kort og tog en tår af det. Før han så på flasken og Ari lidt. ”If you don’t tell i’ll give you an A in psychology.” Sagde han let med et svagt grin. Selvom Evan faktisk godt vidste at Ari ikke gik i hans klasse. Men hvad end der kunne få hans tanker væk blev brugt lige nu. Selv dårlige jokes. Meget dårlige jokes.

Arí satte sig ned midt ude på gulvet - det gjorde han som oftest, og var også vandt til de mærkelige blikke han fik for sådan noget. Men han var bare ikke glad for at være helt oppe og nede af en væg. Han vidste ikke hvorfor, sådan var det bare - hvilket også var grunden til at i det rum han havde for sig selv indtil videre, havde han flyttet sin seng ud i midten af rummet. Han følte sig mindr eindelukket af det... Det var måske en effekt af at have haft så lille et rum som sit eget på sindssyge hospitalet? Det var det jo nok.

Men han satte sig i alt fald der og smed sin blokned på gulvet - slog op på en tom side, og begyndte at skrive ned, på sit modersmål - altså oldnordisk. Det var endnu en ting han havde fået blikke for, men heromkring troede folk da idet mindst epå ham når han fortalte hvor gammel han var og hvor han var fra, i modsætning til hospitalet der bare havde sat hans medicin op hvis han begyndte at tale om sit liv! Her vidste folk da idet mindste at man sagtens kunne være så gammel og stadig se så ung ud som han gjorde!

"Oh don't worry!" grinede han så op til dæmonen. "All of us do! Some more than others, but yeah!" Han kiggede derefter ned på papiret igen som Oláfur 'talte' til ham, og fik skrevet tingene ned. Han var altid den bedste til sangtekster - det var Oláfur der havde funde tpå de fleste tekster til de sange der var blevet populære, dengang han havde haft sit band, trods alt. At de så fik interne stridigheder i bandet var noget helt, helt andet, jo!

Han lagde dog hovedet på skrå næste gang han så på dæmonen. "I don't even have psychology?" Og det var med en rigtig god grund. Han gad simpelthen ikke høre mere om det, han havde hørt nok fra lægerne der prøvede at finde ud af hvad der åbenbart var 'galt' med ham. Der var jo intet galt! Han havde det helt fint!

Evan så ikke ud til at blive irriteret eller ændrede adfærd på hvordan Ari satte sig i midten af lokalet. Egentlig så han dårligt nok ud til at bemærke det. Han lukkede øjnene roligt og tænkte kort på en melodi han stadig kunne huske. Han rejste sig op og gik langsomt hen til klaveret. Han løftede låget til tangenterne og lod et par enkle lyde komme fra det. Før han satte sig ned ved det. Og lod fingrene glide hen af tangenterne. Okay måske en enkel tone?

Han vendte blikket imod Ari som han gentagende gange havde gjort i den korte tid de havde brugt sammen og lyttede til hvad han sagde. Denne gang fokuserede på at lytte. Han trak let på skulderen.”I’m a teacher i shouldn’t daze off like that when a student is talking.” Sagde han let og smilede roligt. Før han vendte sig imod tangenterne. Tog en tår af sin lommelærke før han lod fingrene igen glide hen af tangenterne.

Evan vidste godt han ikke havde psykologi. Hvorfor sagde han det på den måde? Måske burde Evan fokusere lidt mere på sine omkredser. ”I’m just trying to be funny. I’m sorry.” Han lod sine fingre glide hen af et par enkle tangenter. For at kombinere de mange lyde et klaver kunne komme med og fremsætte en sang. I dette tilfælde ’All Good Things Come to an end’ med Nelly Furtado.



//Sorry det korte svar ligger syg i øjeblikket ^^''

Arí hyggede sig nu meget godt derude på midten af gulvet. Nynnede stille melodierne for sig selv som ham eller en af stemmerne fandt på dem, og som han skrev mulige sangtekster dertil, ned, prøvede at se om han ikke stadig kunne få stykket noget godt sammen. Han sad derfor også indimellem og tygged een smule på enden af blyanten han skrev med, en vane han havde tillagt sig efter at være stoppet med at stikke tungen ud i siden af munden. Én vane byttet ud med en anden, sammen med at han tit legede med lidt af sit ildrøde hår mens han tænkte sig om. Udover at han også sad og vippede let frem og tilbage som han sad i sin skrædderstilling, hvilket vel bare var bevis på hvor mange ting der sket ei hans hoved, at han skulle have afløb for det på en eller anden måde, og det blev så tit gennem alle de her små mærkelige vaner.

"I'm not your student, so it doesn't really count, does it?" var bare Arí's svar - i hans hoved gav det i alt fald ikke mening at se på dem sådan rigtigt som lærer og elev når de ikke havde nogen som helst timer hvor det var sådan. Udenfor klasseværelset var man vel bare to mænd der talte sammen, var man ikke? Så anderledes var det vel ikke... "Oh. It's alright, I like jokes. It just didn't sound like one. But you can say all the jokes you like, I'm sure I'll love them!" sagde han så derefter med et bredt grin på læberne.

Hans fingre kørte rundt på klaveret som om han havde gjort det i årevis. Hvilket han sådan set også havde gjort. Han var trænet til det for at forbedre hans fingres fleksibilitet. For at kunne komme ud af håndjern eller lignende. En tone efter en anden gled ud fra klaveret efter han trykkede. Og formede den blide men sørgmodige tone der kom fra hans hjerte. Selvom det i virkeligheden ikke var noget Evan lagde mærke til. Han kunne nemlig ikke mærke hvad han selv følte. Han stoppede kort midtvejs i sangen og lænede sig tilbage. Egentlig begyndte han at føle som om han kedede sig. Som om han ikke helt vidste hvad han skulle lave. Han vendte blikket imod Ari igen.

Han trak let på skulderen. ”I think it does. But i’m not sure. I know that as long as you are on school ground i am bound to be the teacher also called the prison guard.” Da Evan valgte at blive lære var det egentlig ikke for at blive fængsels vagt. Men egentlig for at bruge indflydelsen som lære til at afpresse elever og udføre ting på de kvindelige elever. Hvilket også var det han havde gjort. Der var ikke engang gået et halvt år siden han blev ansat. Og det havde allerede anskaffet ham mere end rigeligt.

Evan rejste sig op fra klaveret og begyndte roligt at gå imod Ari. Undersøgte det papir han skrev i. ”You do know that bitting the end of your pencil is unhealthy for your teeth right?” Ikke fordi Evan ikke gjorde det selv. Men han var rimelig sikker på der var forskel på disse to personer. Evan var trods alt dæmon. Og lugten på Ari tydede på noget andet. Noget… Mere menneskeligt så at sige.

Tankerne kørte fortsat rundt i hovedet på Arí... Og ligeså stemmerne, der snakkede en hel del indbyrdes, nogle tyssede på andre, mens andre igen kom med flere forslag til teksterne han ivrigt sad og skriblede ned. Indimellem sagde han noget, som om der var en anden i lokalet end ham og dæmonen... Men om han forstod det var der nok alligevel ikke nogen chance for, da det foregik på Arí's modersmål, altså oldnordisk. Små smil og grin dukkede også op indimellem, før han var gået igang med roligt at bide i enden af blyanten som han ventede på at stemmerne kom til enighed om den næste linje af teksterne. Han valgte at ignorere det første dæmonen sagde, da det i hans hoved alligevel ikke gav den store mening, så han gad ikke bekymre sig om det.

"Maybe. But I used to chew on my quills, too, and nothing ever happened. So why should this be any different?" sagde han som svar til dæmonens bemærkning om at tygge på blyanten, som han kort så op på ham med hovedet lagt let på skrå, som han så nærmest vurderende på ham, som ville han finde ud af hvorfor manden troede det ville skade ham når det andet ikke havde. At han umuligt kunne have vist det Arí lige havde sagt, faldt slet ikke banshee'en ind... Det gjorde den slags så sjældent. Hans hoved var altid så fyldt at der ikke var plads til at tænke over sådan nogle små, ubetydelige ting som om andre rent faktisk havde en mulighed for at vide noget som helst af det han talte om.