And why did you try to stop me?

Påklædning

Det var en mørk, stjerneklar aften. For nylig havde sneen dalet ned, og så man bort fra enkelte par fodspor, lå den stort set uberørt på de brostensbelagte gader. Gaia var usædvanligt stille, idet den kølige vind lod til at holde de fleste indendørs.
En ung kvinde havde dog begivet sig udenfor. Hendes støvler satte friske fodspor i det tynde snelag, da hun bevægede sig ned ad den øde gågade. Som hun gik, skuede hun op mod den stjerneklædte himmel, optaget af at beundre de små, lysende prikker. Hendes gang var rolig, og hun lod ikke til at være synderlig på vagt overfor de potentielle farer, der lurede i mørket. For skønt hun havde en sart og spinkel skikkelse, var hun langt fra hjælpeløs. Rosanna var nemlig vampyr og vant til at færdes alene i de sene aften- og nattetimer. Oftest tog hun sine aftenture i skoven, der omgav Athen Akademiet, men lige denne aften havde hun følt for at aflægge byen et besøg i stedet. For hun havde forudset, at den ville ligge stille hen på en kølig aften som denne.
Stilheden var hende kærkommen, for den fyldte hende med en ro, hun sjældent fandt i de travle dagtimer. I disse blev hun grundet sine skærpede sanser konstant bombarderet med overvældende sanseindtryk, hun som nyskabt vampyr ikke havde vænnet sig til eller lært at lukke af for. Derfor var det hende tiltrængt til en afveksling ikke at føle, hendes hoved ville eksplodere.
Den kølige aftenluft føltes frisk og opkvikkende, den gjorde hende klar i hovedet, og hun sugede den til sig i dybe drag. Musikken fra de nærmeste natklubber og barer lød fjernere, jo længere hun bevægede sig ned ad gaden. Til gengæld blev den pludselig afløst af nogle foruroligende rallende lyde, som ikke hørte hjemme på en fredfyldt aften som denne.
Med ét stoppede hun op og spidsede ører. Lydene kom ikke langt derfra, og hun skyndte sig i retningen af dem. Det bragte hende ind i en mørk gyde, hvor hun blev mødt af et forfærdende syn. En alt andet end menneskelig udseende mand havde udset sig to uheldige som sine ofre, og han stod nu og holdt manden over jorden i et kvælertag.
Rosannas bratte ankomst lod til at overraske dem alle, for i det samme styrtede kvinden hovedkulds ind i hende og faldt pladask på jorden. Ved synet af den nyankomne fyldtes kvindens øjne med rædsel, som om hun frygtede, at dette var hendes angribers medsammensvorne. Til hendes lettelse blev det dog hurtigt klart, at Rosanna havde venlige intentioner. “Run. Get out of here!” lød det indtrængende fra Rosanna. Det lod kvinden sig ikke sige to gange. Fortumlet kom hun på benene og strøg forbi hende.
Straks herefter fór Rosanna med vampyrfart frem mod manden, hvis opmærksomhed hun nu også havde fået. Hun havde ikke den fjerneste anelse om, hvad han var for en skabning, eller hvad han var i stand til. Hans fært var så mangeartet, at hun ikke kunne sætte en finger på, hvad hun opfangede. Desuden forvirrede hans fysiske fremtoning hende, idet hun kunne identificere vampyriske træk, som dog så ud til at være blandet med andre. Men der var ikke plads til tøven, hvis hun ville redde menneskets liv. Uden tanke på, hvad der ville ske hende selv, lagde hun an til at angribe hans ubeskyttede side i håb om, at han ville slippe sit tag i mennesket for at afværge angrebet.
“Let go of him!” snerrede hun og blottede hugtænderne, som var gledet frem fra deres skjul.

// Det er så fint. <3 //