Not-so-wonder-land - Rebekah

Hvad helvede? Det sidste han huskede var ham på vej ud for at finde et offer og nu var han her. I et land fyldt med sne. Fantastisk. Han så ned af sig selv. Han havde aldrig set sådan noget tøj før. Hvad foregik der? Han så sig omkring og fik øje på et slot. Hvad fanden? Han kunne lige så godt overtage hvad end verden han var kommet til. Det var aldrig lykkedes ham før. En gang skulle være den første. Han gik igennem sneen i retningen af slottet. Nogle underlige væsner med et hult hoved dukkede op. Naturligt var han klar til at bruge hans evner på dem. Intet skete. Var hans evner ubrugelige? Han forsøgte sig i stedet med gammeldags vold. Det føltes næsten som et skjold dannede sig om væsnerne der forhindrede ham i at komme nærmere. "No harm, no pain. He cannot hurt," sang de om og om igen. Kol forsatte forbi dem. Han prøvede stadig at forstå hvad der foregik og han havde ikke tid til sanglege.
Han endte i en lille by tæt på slottet. Han måtte kunne gøre noget der kunne tilfredstille ham, nu hvor han ikke kunne skade folk. Han gik hen til et hus og gik ind uden en invitation. "Don't mind me," sagde han til det ældre ægtepar. Han gik rundt i huset og så på de forskellige ting de havde. "Where exactly am I?" Han lænede sin ryg mod en væg. "You might want to answer. I tend to kill when I get bored. Get the mouth moving." Manden rejste sig og stillede sig foran sin kone. "Wonderland. Take whatever you want. Just please don't hurt us." Kol lagde hovedet på skrå og så nærmere på dem. "Thanks old chap." Han gennemsøgte huset for alt han kunne bruge. Han åbnede et klædeskab. Hatte. Massevis af hatte. Han greb fat i en af dem og satte den på hovedet. "Huh," lød det fra ham da han så sig selv i spejlet. "Mad hatter." Han samlede noget mad og drikke og forsatte sin færd. Han stoppede da han så noget der skillede sig ud. Hendes røde hår var i stor kontrast til det hvide sne. Han trådte frem til hende. "You entrigue me," fortalte han og løftede hatten fra hans hoved. "Mad hatter, at you service. If you are in need of a hat or a mad man, i'm the guy for it." Han fandt hende interessant, på trods af hun ikke engang havde sagt et ord. Der var bare noget over hende der tiltrak ham.

Påklædning

---

Hun havde efterhånden forstået sine omgivelser mere til mere lys var kommet over denne verden. Det var efter Mary og Francis havde taget over for den onde dronning og hendes far kongen Zane. Det var hvad folk sagde her i den lille by. Folk her var ikke længere bange for mørket, men ar glemte aldrig hvad de var blevet gjort af. Det prikkede i Rebekah da hun mærkede frygt i nærheden. Hun elskede sneen, brød sig ikke om kulden, men elskede det humør det bragte hende. Alting omkring naturen gjorde hende så glad. Hun var ikke typen som fik folk på nakken, hvis man spurgte folk her ville de sige at hun ikke kunne gøre en flue fortræd og alligevel så de hende gå på jagt. Hun skulle jo have mad på bordet. De kaldte hende Katharina her, men navnet synes ikke at passe hende - dog var det ikke nu hun skulle prøve at ændre navn var det? Rebekah blev slået ud af sine tanker da en fremmede talte til hende, og hun snorede rundt på sine hæle for at se på ham. Hun kneb øjnene kort som hendes mørke øjne gled henover ham.
"You don't look so bad yourself," svarede hun og et skævt smil blev trukket op på smilebåndet. "I don't really need a hat, but you can always use some to hold. I could use the company," tilføjede hun og vippede hovedet på skrå. "Mad, sad or glad - I don't care, I don't believe anything is truly evil anyway," tilføjede hun og trak på skulderen.
"People here call me Katharina, you can call me whatever you want though," pointerede hun med et lille nik.