what am Idoing out in the forest I dont´t rembenber-Aviana

tid: 05:00

sted:  skoven

omgivelser: hende og en gruppe 2 kvinder og tre mænd alle sammen døde

påklædning: påklædning og et par slidte sorte coverses

Helia havde ladet mørket taget over og hun syede af vrede som hendes fars havde nærmet sig, men hun havde igen været nød til at lade ham gå fordi han ikke var alene og hun havde begyndt at få det dårligt som hun løb ænsede hun ikke hvor hun gik inden hun videste af det havde hun nået skoven dog var hun sluppet af med hendes forfølger eller det troede hun og hun skar svagt grimasse som hun vendte sig rundt og med et fik øje på dem som havde været sammen med hendes far, men hendes far var ikke at se, et vredt fnøs ramte hendes læber som hun lod mørket omringe dem. Hun trak en kniv og det mørke hun lavet omkring dem var nærmest usynlig, dræbte dem allesammen i sin vrede og da de var døde og mørket var forsvundet. Hun var besvimet og først da kom hendes far til syne et veltilfreds smil bredte sig på hans læber. Hun var blevet en del stærkere siden han sidst havde set hende. Dog forlod han ganske kort efter stedet og forsatte væk derfra så nu var endelig alene.

// undskyld det blev så kort, men var lidt træt//

Den fremmede pige i skoven havde haft nogle øjne som fulgte hende for et godt stykke tid, men uden at vise sig selv. Med et spyd i hånden, trodte en ung smuk, men vild-ligende pige frem på ikke mere end omkring 23 år. Hun havde opfangede omgivelserne, sikrede sig at der ikke var andre, før hun gik nærmere på den fremmede.
Med bunden af sit spyd, prikkede hun forsigtigt til den fremmedes side og da der ikke skete noget, satte hun sig på hug med spydet lændende op af skulderen. I wonder what that was about spurgte hun ud i luften og valgte at tjekke hendes lommer for mere information omkring hvem denne person var. Hun var trodsalt inde på The Red Warriors territorie.
Aviana rejste sig op igen da hun ikke fandt noget værd at undersøge og sparkede halvhårdt til personens fod, for at vække hende. Aviana forlod dog ikke stedet, da hun var alt for nysgerrig omkring hvem denne person var og hvem fanden det var der var efter hende. Desuden, så var hun også nød til at vide om det var en trussel hun skulle tage seriøs eller om det ville skade hendes flok.

//det helt okay <3

Helia mærkede at nogen sparkede hende og satte sig op, men hun åbnede ikke sine øjne fordi hun var bange for hvad folk ville tænke når de så hendes unaturlige og en smule skræmmende øjne, hun bed sig svagt i læben tydeligvis nervøs. Da hun ikke havde åbnet sine øjne anede hun heller ikke hvor hun var fordi hun havde glemt det skete inden hun endte med at ligge her, dog mærkede hun den friske luft og lugten af skov, hun bed sig svagt læben igen og lod sin håndflade tørre blodet væk fra hendes næse. Hun vendte så hovedet imod der hun regnede med at fremmede var. Hun var øm i hele hendes og det kunne kun betyde at hun havde overbrugt sin evne. Hun trak vejret i korte og nervøse drag, når mørket havde fat i hende skulle man ikke ønske sig at være i nærheden af hende, men det var ikke tilfældet nu. Hendes sind var tilbage for en stund ved den hun gerne ville være, men grundet sin evne ikke kunne være. Hun valgte til sidst at åbne hendes øjne de var sorte som natten og tegn på at hendes evne altid ville lurer under overfladen, men lige nu var der heldigvis fare i at sammen med hende. Hun betraget spydet og det samme trak hun sig smule sammen imens hun kiggede rundt og fik øje på ligene og lidt den blodige kniv ved hendes side og så vidste hun hvad der sket og denne fremmede ville sikkert ikke tro på at hun ikke ønskede at gøre hende noget eller nogen andre. Hun vendte derefter sit frem så hun kiggede ned " what did I do, no no the stupid darkness took hold in me again" sagde hun til sig selv og glemte ganske kort den fremmede, men vendte sig om imod den fremmede igen " I know it dosen´t look like it but I promise you I am not threat to you" sagde hun og tog kniven og smed den længere væk fra hende selv.

Aviana studerede den forfjamskede pige foran sig som lignede en der lige havde været igennem helvede og tilbage igen. Pfft.. doubt you could even hurt me for real, even if you tried svarede hun tilbage med et fnøs. Varulven rejste sig op og gik rundt om den siddende pige og knælede ved kniven.
Since you're awake... and the others aren't alive anymore, then maybe you could explain to me what you're doing in The Red Warriors pack's territory Spurgte hun og med en fri hånd, tog kniven op og at nærstudere den.
I suspect you're not the average confused girl to run into a deep dark forest, so who are you blackeyed girl? Spurgte den sorthårede varulv, som hun studerede kniven i sin hånd. Det var hvert fald ikke en kniv hun havde set før og Aviana kendte til en del knivdesigns.
Aviana lod kniven falde ud af sin hånd, så den landede med et dyb bump, som den ramte jorden. Hun rejste sig op og kiggede ned på den siddende pige, The exit is that way blackeyed girl sagde hun og pegede i retningen hun var kommede af. Aviana havde ingen grund til at gøre noget ved denne pige, hun virkede harmløs lige nu og Aviana var ikke pigens mor, så hun havde ikke nogen grund til at tage sig af hende.
Som varulven med sit spyd i sin hånd, gik væk fra hvor Helia sad og dybere ind i skoven, stoppede hun op. Noget havde fangede hendes opmærksomhed og kiggede omkring sig for bevægelse. Det hele skete så hurtigt, en pil havde borrede sig ind i skulderen på Aviana så hun væltede bagud og tabte sit spyd. Argh!.. Motherfucker! Kom det fra hende, som hun rejste sig op og hev pilen ud. Take them both! Råbte en mand som gik ud bag et træ, mens en gruppe mænd på 7 stormede begge piger.

Helia huskede ikke hvorfor hun var i skoven og huskede intet fra dagen for inden og det eneste hun huskede var det evige mørke som havde taget over, men lige nu var hun klar i hovedet og hvad hun beskrev som sig selv. eller den person som var gemt bag det evige mørke. Helia havde aldrig ønsket at blive falden og hun nåede ikke at tænke over det før hun den fremmede gik og hun kunne høre noget forfærdeligt i hendes hun samlede kniven op i en fart som rejste sig. Hende unaturlige øjne blev mere kolde, men hun ville ikke med dem. Hun anede ikke hvem de var, men med dem ville hun ikke, men kæmpede ikke ret længe før de overmandede hende. Hun tænkte ikke så meget over det og med et indhylde hun sine angriber i mørke så den fremmede måske kunne slippe væk. Hvad der skete med hende ville hun ikke kunne vide sig sikker på, men kunne ikke holde den ret længe og var dët ikke fordi hun blev holdt var hun  atter  faldet til jorden. rundt omkring i hende ansigt var hendes blodåre synelige, men det lignede langt fra almindelige blodåre. De var mørke og meget brede. Det vatr tegn på at hun havde overbrugt sin evne, hvad man kunne se var ikke blod, men mørket som var hendes evne.
Mændene som holdte hende kiggede overrasket på hinanden, men smilede så da deres job var blevet en hel del nemmere. Helia hang slapt fra deres arme, men hun var ikke helt og som de løsnede deres greb borede hun kniven ind i den ene og begyndte at løbe efter den fremmede. Helia anede ikke om de arbejde for hendes far eller omj det var en anden trussel. Hun ville bare sikker sig at den fremmede var, men hun var svag og det eneste som fik hende til at forsætte var frygten for at den fremmede var såret.

Helia fandt spydet som tilhørte den fremmede og fik øje på  og skyndte sig hen imod hende hun kunne tydeligt se at den fremmede var såret og spydet lagde på jorden var sikkert ikke godt tegn. Helia vendte sig om imod de fremmede og samlede spydet op. Helia havde ingen anelse om hvordan man brugte sådan et, men hun ville ikke lade dem trække den fremmede med ned " STOP RIGHT THIS INSTANS!" råbte hun og håbede at det ville få dem til at stoppe I WILL KILL ALLMOST ALL AND LET ONE LIFE JUST TOTURE HIM SO I CAN GET SOME AWNSERS TO WHO YOU THINK YOU ARE!" råbte hun tydeligvis vred og får at vise hendes pointe dræbte hun den første som nærmede sig der hvor de stod. Kampen med spydet var for hende noget nyt og det var sikkert ikke et pænt syn, men det lykkedes hende at dræbe den første med det. Hun skævede svagt over til den fremmede, men nåede ikke at tænke over det før de andre kastede sig over hende.
Hun ignorere at hendes krop var træt og kæmpede videre, hun håbede snart at den fremmede ville gøre noget enten løbe eller hjælpe.

//Out