I don't know... I really don't know.. ~ Aviana

T: omkring 3 om natten
S: Skoven, udenfor Gaia og Moonlight Falls
V: skyfrit, køligt, stjerneklart
P: mørkegrå jeans, en hvid skjorte uden noget under, conversestøvler, hendes halskæde i sølv

Blodet stivnede, da hun mærkede hånden mod hendes hofte. En anden hånd - større end den på hoften - gled op af hendes hals, og greb fat i hendes hår. Hun klynkede svagt - smerte var hun ikke vant til endnu.
She doesn't bite anymore! havde den ene klukket, mens hendes bukser blev løsnet fra hofterne. Skjorten blev knappet op, og afslørede hendes blege hud - og de hundredevis af ar der prydede den. Stemmen var velkendt - det var en af de vampyrer hun havde forvist for så længe siden, tilbage i Underworld. Det undrede hende ikke, at de bar nag - men hun var ikke stærk nok endnu til at kæmpe imod og overleve. Hendes bukser blev lirket af hende, mens hun blev holdt oprejst af grebet i hendes hår.
So, the big bad boss' girlfriend won't even try to fight back now?! How pathetic! klukkede ham der holdte hendes hår i et stramt greb. Nephthys gjorde intet, ikke endnu. Hun var skræmt - for hvad skulle hun gøre? De var stærkere end hende, hurtigere end hende og uden tvivl også klar til at slås, selvom hun ikke var.
''I was never his girlfried, jackass..'' mumlede hun, men hun mærkede hurtigt hvordan en flad hånd ramte hendes kind i et slag.
Shut up! I don't care if you were his whore or not! snerrede den mindre af dem, inden han begyndte at åbne sine egne bukser. Hun kunne ikke lade dem besudle hende - det ville hun ikke! Men hvordan skulle hun slippe væk? Hun kunne se at der ganske få meter fra dem lå hendes taske, men hun kunne næppe nå til den.
''Hey, tweedledee...'' sagde hun, med så flabet en tone som muligt. Den lille af dem stirrede på hende med glødende røde øjne, inden hun blottede tænder i et smil - et smil der afslørede at hun til tider ikke var helt normal.
''Why is a raven like a writers desk?'' spurgte hun, med det samme smil tværet ud i ansigtet. Først så vampyren forvirret ud, indtil Nephthys blinkede til ham, og hendes negle blev til lange klør - skarpe og buede som en jaguars. Hun greb fat i den store af vampyrerne, som havde grebet om hendes hår, og borede klørene ned i hans arm. Han trak armen til sig, og slap hende. Hun satte i løb, ud af den lille hytte de havde anbragt hende i - og videre ud i skoven. Hun skulle så langt ind i skoven som muligt - her kunne hun skifte form uden at andre så det. Hun anede ikke om formskiftere var normalt eller ej, så at skifte form for tæt på byen kunne være problematisk.
Hun var nået så langt ind i skoven, at hun ville fare vild hvis hun forsatte. Derfor stoppede hun op, og så tilbage i retningen hvor hun var kommet fra. Hun gjorde an til at skifte form - men hun havde ikke gjort det i 14 år, og havde nærmest glemt hvordan man gjorde... Før hun nåede at påbegynde sit skift, havde den store af de to vampyrer indhentet hende og grebet hende i skulderen. Han slyngede hende ind i et træ, og tårnede sig over hende, mens hun prøvede at komme på benene igen. Han nåede at få et par gode spark ind, inden den anden af vampyrerne ankom, med et bredt smil.
Great, here noone will hear you scream, Neph. sagde den mindre af de to vampyrer - og lyden af hendes navn fik hende til at bide sammen. Dæmonen hun havde elsket - og på et punkt stadig gjorde - var den eneste der kaldte hende det... Det gjorde ondt. Den store af de to vampyrer lod sine hugtænder glide frem, mens han smilede hungrende, og lænede sig ind over Nephthys. Hun kunne ikke flygte, ikke længere...

De skarpe lys fra den fartruende fuldmåne, tårnede over hele området, som vampyren gjorde over Nephthys. Dog så havde månelyset en smule svært ved at sive igennem de tæt groede trækroner, hvilket kastede lange skygger. Den mindre vampyr som stod og smilede triumferende over de nu havde selveste tøsen af bossen. Bossen var langt, langt væk, faktisk en helt anden dimension, ude afstand til at vide, eller gøre noget ved denne event. Ha, not so tough now, huh slut? hoverede han med et hånligt grin.
Hurry up mate, I want to taste he~... startede han, men nåede aldrig at færdiggøre  sætningen. Hvad fik dog den største vampyr til at stoppe i, hvad han gjorde, var det hylende skrig af noget.. nej nogen der blev flænsede levende.
What the fuck?! Jackie?! Råbte han og havde nu et skræmt blik, blandede med forvirring, som han så tilbage mod Nephthys. You said you were alone bitch! snagrede han og snorrede rundt, som lyden af skrigende nærmede sig dem nu. Vampyren, ved navn Lars, havde stadig et hårdt greb om Nephthys' hals, som han kiggede med rædsel. Både Lars og Nephthys kunne se, var en halvt løbende og kravlende ud af nogle mørke buske. Det var Jackie, Lars' sammensvor og han manglede en arm, indvolde halvt holdt inde af jackies frie hånd. fra topp4en af panden og skrådt ned af ansigtet, var der nogle dybe blodige snit. Ud af skyggerne gik en gigantisk kul sort varulv oprejse og tårnede sig langt over vampyrerne. Med blod tværede ud over hele snuden og munden, stod den med en dybt fartruende knuren.
Lars, som havde holdt fast på Nephthys, svang hende foran sig, som et levende skjold imod den meget store og frygtiggydende varulv. You gotta be fucking kidding me! You got a damn werewolf to help you, you slut! hvæsede han nærmest og bakkede bagud og væk fra varulven.
Jackie kom endelig op og begyndte bare at løbe halvtende væk fra monstret bag sig og forbi Nyphthys og Lars.
Den kulsorte varulv satte i springt med et øredøvende brøl og satte i fuld sprint på alle fire, efter jackie. Blikkede rettede mod Jackie, fucusere den ikke på Lars eller Nephthys og i stedet væltede den dem bare omkuld, grunden dens størrelse.
Lars kiggede med rædsel, som Jackie blev overfaldet igen og flænsede endnu engang, nu fra rykken.

Der gik ikke mere end 30 sekunder, før at Jackie lignede noget fra en kødhakker. Med blod ud over det hele, både i den dybe pøl om Jackie, men også på varulvens pels. I et kulegysende hyl mod månen, vendte den knurrende sig mod de to sidste om den.
På alle fire, gik den, som en ulv på jagt, mod Nephthys og Lars. Fuldmånens klare lys, gjorde at varulvens ansigt var tydeligt og en blanding af tygt mørkt blod dryppede ned fra dens mund. Lars var dog hurtig til at gribe fat i Nephthys' hals og tvang hende foran sig, You fucking lapdog killed jackie, if you don't stop him right now, I'll rip out your fucking heart cunt! truede han rasende, som dog stadig var rædselslagende for dette gigantiske bæl foran ham.

Det var tydeligt, at det væsen der indtil videre havde aflivet én af de to forfølgere ikke var fra Underworld. Stadig, det lignede umiskendeligt en varulv - en stærk en endda. Nephthys var blevet svunget rundt, og var nu endnu engang et levende skjold for den vampyr der indtil videre ikke var blevet til hakkekød.
Varulven var stor, mørk og så smuk at se på. Nephthys havde igennem et længere forløb boet med varulve, men hun havde aldrig selv set dem forvandlet.
''Come on, you should know that a threat like that just seems like a waste of time right now!'' sukkede hun af lars, som ellers lød som om han var ved at trænge til et par nye underbukser.
Alligevel, fastholdt af vampyren, stod hun og stirrede direkte hen på varulven. Varulven var så fantastisk, så majestætisk at se på. Hun havde altid elsket ulve, i alle former. Måske var det fordi hun selv var en?
Hun så varulven i øjnene, mens hendes egne isblå øjne ganske kort skiftede fra at være hendes menneskelige øjne, til en ulvs, til en jaguars, til en falks, og tilbage til hendes egne menneskelige øjne igen. Hun var ikke en vampyr, ikke længere. Hun havde ingen grund til at frygte en varulv, medmindre den var så tabt i forvandlingen at den ikke længere genkendte artsfæller. Hun vidste ikke om det ville give varulven en mulighed for at forstå at hun ikke var en trussel - eller et bytte. Vampyrens greb om Nephthys strammedes, mens hun bed sammen i smerte. Hun klynkede svagt, mens hun krøb sammen. Hendes klynk kunne meget vel have mindet om en forskræmt hundehvalp. Hun ville ikke stå i vejen for varulven - specielt ikke hvis den havde haft intentionen om at skåne hende alligevel.

//beklager det lidt korte svar

Shut it slut, I need to think! hvæsede han og kvalte en smule hårdt om Nephthys hals endnu en gang. Vampyrens lange negle skar og efterlod tre små snit hen af hendes hals.
Det var der at Lars fik en idé, hvis han nu kastede kællingen han brugte som skjold mod varulven, ville den helt sikkert angribe tøsen og han kunne slippe væk! Lars snorrede Nephthys rundt så de stod ansigt til ansigt. Et håndligt smil formede sig, som han løftede hende op i luften, stadig med sin hånd om hendes hals. I would say, see you later slut, but we both know that wouldn't happen sagde Lars selvsikkert, samtidig med at han bakkede bagud. I det at Lars lavede bevægelsen og kaste Nephthys over mod varulven, brølede den og satte i sprint mod dem.
Varulven slog voldigt Nephthys ud af Lars' greb og sendte hende flyvende ind i en af træerne. Med et sving, flænsede den skrådt op af Lars' krop og greb fat om hans hals. Lars kæmpede hæftigt imod varulvens jærnhårde greb og greb dens ene side af ansigtet.
Den sortpelsede varulv brølede og bed ned i nakken og hev til. Halvdelen af skulderen blev revet op med hud, kød og sener. Lars skreg op i hylende smerte, før han var stille og blev slap i kroppen.
Kroppen af Lars faldt til jorden ved lyden af et højt bum da den ramte jorden. Varulven hylede mod månen endnu engang og vendte sig mod Nephthys.
De skarpe orange øjne gav intet tegn på at varulven havde empati mod nogen som helst. Tårnende gik den mod Nephthys, blod godt tværede ud på den og stadig blod tørstig. I det at den satte af fra jorden og sprang mod shapeshifteren foran sig, kom der et højlydt piv fra den.
Varulven tog sig til siden, midt luft og landede tungt foran Nephthys. Den lå og vred sig smertefuldt blandede med ulve klynk og halvgråde brøl.
Som den vendt og drejede sig, svang den sine kræftige poter panisk omkring sig. Den kiggede pludselig direkte i øjne på Nephthys, som varulvens øjne skiftede mellem de vilde lysende orange øjne og Grønlig blå menneske øjne. Varulven prøvede at kravle væk og kom endelig op og stå, som den kiggede op mod fuldmånen. Et tredje gyseligt hyl lød fra den, men nu blev skiftede ud med en kvindes skrig, som lød fra en som blev torturerede.
Knogler begyndte at knække og ændre form. Varulven faldt sammen igen og klynkede igen, mens den skrømpede i størrelse, samtidig med at den direkte flænsede pels og hud af sig. Som den sorte pel og hud blev aggressivt revet af, begyndte man at kunne se et menneske.
Hvor før havde været en gigantisk sort varulv, lå nu en nøgen kvinde med en tykt sort hårmanke. Kvinden træk vejret panisk og lå i en fosterstilling.

Hvad havde hun forventet? At han ville lade hende have den mindste chance for at overleve? Nej. Vampyren havde kastet hende direkte hen mod varulven - og hun nåede knap at forberede sig mentalt på sit endeligt, før hun mærkede hvordan hun hamrede hele siden af kroppen ind mod et træ.
Der gik ganske få sekunder, før hun atter måtte acceptere, at hun ikke ville overleve; varulven var færdig med vampyren - som havde mødt sit endeligt på en ganske grusom vis - og det var velsagtens hendes tur nu.
Derfor rettede hun sig op, støttede sig mod træet og afventede varulvens angreb. Men intet skete.
Varulven faldt sammen, i et hjerteskærende hyl. Om det var ulveinstinkerne i hende, eller en generel empati, vidste hun ikke, men hun vidste at varulven var i smerter. Endnu et hyl flænsede natten, og øjenkontakten var endnu engang tilstede. De orange øjne der før havde kigget bæstialsk på hende, var nu en smuk grønlig blå. Endnu et hyl, og forvandlingen begyndte for alvor. Hun genkendte den - uden tvivl. Det var sådan en tvungen forvandling så ud - enten mentalt tvungen eller fysisk tvunget af fuldmånen.
Hud blev kradset af, sammen med pelsen, og inden længe lå der en kvinde foran hende - tydeligvis medtaget.
Nephthys - der havde oplevet dette personligt engang - tøvede ikke med at tage vampyrens iturevne skjorte af, og lagde den om kvinden som et overdække. På trods af at Nephthys ikke kendte hende, så var det kun fair at kvinden fik mulighed for at dække sig selv lidt til.
Det var først efter nogle sekunders ro, at Nephthys opdagede noget hun ikke havde oplevet i fjorten år; hun blødte. Vampyren havde boret sine negle så hårdt ind i hendes hals, at blod løb langsomt fra den. Heldigvis var det tilnærmelses overfladisk, og kunne vente til hun på et tidspunkt havde tid til at se på hvad der var sket af skade.
Nephthys skulle til at snakke til kvinden - men hun vidste ikke engang om andre herfra talte samme sprog som hun. Havde hendes sprog et navn? Det var hvad hun altid havde talt...
''Rolig... Hey... Der sker dig ikke mere, det værste er overstået..'' sagde Nephthys blidt, varmt. Det var tydeligt, at hun havde beroliget større og farligere væsner, end en panisk kvinde. Hendes stemme var mild og kærlig - nærmest moderlig. Efter så mange år, havde hun stadig ikke sluppet moder-instinktet.

Da Aviana fik noget over sin krop, åbnede hun øjne i shock og for op. Dog nåede hun ikke særlig langt for hun var stadig utrolig øm over hele kroppen fra den tvungede transformation og væltede om igen. Aviana var tydeligvis stadig en smerter og skar tænder. wha.. where am I?! Spurgte hun og kiggede panisk rundt, før hendes øjne faldt på Nephthys ved siden af sig.
Who the fuck ar~ argh startede hun, men stoppede og holdte om sin krop i smerte. *shit.. I think I turned.. no I must have turned, the full moon is here, shit everything hurts tænkte Aviana for sig selv og kiggede tilbage på den fremmede kønne kvinde ved siden af sig. Det alt sammen var utrolig slørede med sin tid under fuldmånens effekt, hvilket altid var spændende at se, hvor hun endte når hun forvandlede sig tilbage til menneske.
Ikke desto mindre fik hun kæmpede sig op og sad i krum bøjede sidde position med ulede tykt sort hår. Hun kæmpede for at få sit åndedræt tilbage i normalt tempo, faktisk var alt en mindre kamp for hende og ligenu brugte hun utrolig mange krafter på at sidde op.
Aviana gav op og lod sig bare falde tilbage så hun lå ned på ryggen og kiggede op i luften. Fucking hell.. even after nearly 9000 years, this is still the thing I hate must.. kommenterede hun ud i luften og havde lidt glemt Nephthys, da den konstante hovedpine holdte fokuset et andet sted.

//My turn, sorry blev lidt kort <3

Nephthys rykkede sig hurtigt væk fra hende, da hun så kvinden rykke på sig.
Hun så på kvinden - fra en lidt mere sikker afstand, på knap to meter. Hun sad op af det træ hun tidligere var blevet slynget op af.
''Well, that answer might be too much for you right now.'' sagde hun stille, med et lille smil.
''I guess the transformation for the werewolves here is much more... demanding, than the ones I've seen.'' sagde hun, som svar på hendes kommentar om at hun forsat hadede transformationen.
Nephthys kunne desværre ikke hjælpe kvinden - ikke med hendes hovedpine, eller foragt for forvandlingen. Hun kunne kun erkende den, og derigennem holde mund. I stedet besluttede hun sig for at tage sig af sårene på hendes hals - ved at slikke på to af hendes fingre, for at fjerne det blod der løb ned af hendes hals, ned langs hendes kraveben og ned i kavalergangen.
''My name is Neph, by the way.'' sagde hun stille, uden at se på kvinden. Der var ingen grund til at give hende hele hendes navn - specielt ikke lige nu, hvor hun ikke anede om kvinden faktisk var venlig eller en fremmed der var på en såkaldt killingspree.

//går nok, mit er heller ikke for langt, indtil vi får lidt mere kød på relationen mellem dem

Aviana lå og prøvede på at holde vejrtrækningen i ro, samtidig med at hendes hovedpine dunkede derud af. Den nye dags morgenlys lyste himlen op i et blodrødt smukt syn og ændrede sig meget langsomt til det mere normale gullige løbet af morgen. Aviana vendte hovedet mod Neph, som personen havde kaldt sig, Aviana, but you can call me Avi... shit this hurt! introducerede den sorthårede varulv sig tilbage til Nephthys. Aviana kiggede kort tilbage mod den klare himmel over sig, men så så tilbage mod Nephthys, What do you mean with here? Spurgte Aviana nu en smule nysgerrigt. Så vidt hun vidste, så var der vel kun en slags varulv i verden? Det burde hun hvert fald vide, hun har været overalt i verden gennem næsten 9000 år, så hun havde set lidt af alt der var af se.

Dog før at Nephthys nåede at svare kunne man høre en masse ulvehyl. Dette fik Avianas opmærksomhed og vidste at det nok, ikke var det bedste sted at befinde sig, på denne tid i skoven. Listen.. not that I don't wanna lay here, buttnaked, covered in vampire blood, beside a you... But my guess is that, if we don't get away from here, those howls will be the last of us.. or of you at least konstaterede hun og med en smule besvær, fik sig op og sidde. Den flænsede skjorte faldt af hendes overkrop og lå i skødet på den sorthårede varulv.
Rigtig nok, anden gang lød hylene, men nu en smule tættere på. Aviana havde ingen krafter, andet end lige at sidde op rejst og bevæge hovedet med besvær. I'm just shooting a wild guess here, but I don't think you're from around here... well here in this forest konsteterede hun endnu engang og gav et lille venligt smil. Den kvindelige side af Aviana var kommede frem i hende, hendes dyriske kriger side var forsvundet for nu og hun havde en helt anden personlighed.
Aviana vidste ikke, hvorfor hun skiftede mellem de to personligheder, den ene dyrisk og vildt. Kold, vild og tildels morderisk. Kvinden i hende, er komplet modsat, hun er rar, venlig, imødekommende og all in all et godt menneske der altid er der for andre.
Skiftningen af disse to personaer, kan ske pludselig, uden advarelse, hvilket ofte er noget folk ikke er forberet på.

//Sorry vente tiden :3