One with the forest - Odessa

Det havde været alt for længe siden at Tait havde været ude i skoven alene. Han havde også kunnet mærke hvordan det havde påvirket ham - han var langt mere irritabel og ængstelig, jo længere tid han var væk fra skoven. Ja, sollys og frisk luft gjorde et vidunder i sig selv, men han følte sig først rigtig tilpas når han som nu var ude i midten af skoven. Mange andre farede nemt vild i skoven, men det gjorde han ikke - ikke så ofte som han havde gået rund ti den, og med den forbindelse han havde til både planter og dyr, så var det nemt for ham at finde vej.

Så her var han, hvor han havde fundet et åbent stykke med en lille eng midt i skoven. Så snart han var trådt ind i skoven havd ehan taget skoene af,og gik nu derfor også barfodet rundt i det dugfriske græs, et smil på læberne som han så sig omkring. Hvor dyrene normalt flygtede fra folk der kom ind i skoven, så skete der næsten altid det modsatte med ham selv. Dyr havde en fantastisk sjette sans omkring disse ting, og lod til altid at vide at han var der for at beskytte dem og naturen, og ikke i sin vildeste fantasi kunne drømme om at skadedem, som så mange mennesker gjorde. Så som han stille og roligt satte sig ned i skrædderstilling i midten af engen, var et par dådyr stille og roligt vandret hen til ham, en spurv landte i hans pjuskede hår, og en hare havde sat sig til rette i hans skød, som han roligt rakte en hånd ud for at klappe det ene dådyr ned langs siden.

Det var tidspunkter som disse han elskede og værdsatte højere end noget som helst andet i verden - at atter føle at han virkelig var ét med naturen, lige så meget en del af den som dyrene og planterne der omringede ham. Selv ubehaget ved at have hans hale stoppet ned i det ene bukseben for at skjule det, blev glemt når han sad sådan her. Dådyret han ikke var igang med at ae, lagde sig ned bag ham, hvilket gjorde at han også selv rolgit lænede sig bagover, så han hvilede med hovedet på dyrets ryg, smilet stadig tydeligt på hans læber som han lukkede øjnene, og blotnød livet, og hvor stille og roligt der var her.

Outfit
Odessa havde brug for at komme ud af sin lejlighed i Gaia. Hun havde siddet indenfor i et par dage, og ikke rigtig fået noget frisk luft. Den nye kollektion havde holdt hende fanget, og lejligheden var fyldt med papir, både krøllet og kastet med. Alt i lejligheden skreg bare hun havde haft travlt med at tegne. Derfor var hun taget ud i skoven, uden for Gaia og Moonlight falls. Hun måtte væk fra byen og larmen – og få noget af den friske luft og dyrelyde.

Hun havde besluttet sig for at skulle finde et sted hvor der var forholdsvis bart, så hun kunne sidde ned, og indtil videre havde hun gået ret længe, uden at finde et ordenligt sted, hvor der ikke var rødder eller andet generende. Om armen havde hun en flettet kurv, med låg, deri lå tegneblok, flere blyanter, viskelæder, en beholder med vand, agurk og mynte blandet sammen, og en sandwich. Så var hun helgarderet til efterfrokost i hvert fald. Hun endte ude ved en lille eng, hvor hun stoppede, og undersøgte omgivelserne Hun ville helst gerne kunne finde hjem igen. Hun huskede på nogle træer, så hun kunne gå den rigtige retning hjem. Ud over det lagde hun mærke til hun ikke var alene, og hvad hun så virkede ikke normalt. Der lå en dreng med hovedet på et dådyr, klappede et andet dådyr, og nussede en hare… Og med en spurv i håret… Med sine hundred-nogen-af-halvtreds års ’erfaring’ regnede hun i hvert fald ikke med han var menneske – eller i hvert fald ikke et normalt et af slagsen. Hun holdt øje med ham et øjeblik – hun havde mødt mange spøjse og farlige personer gennem sit liv, og var ikke sikker på om hun turde gå længere frem, eller om hun skulle smutte mens hun kunne. Han så til gengæld så fredelig ud sammen med dem.

Hun valgte at være så ”naturlig” som mulig og imiterede det nogen vil kalde lyden af et egern, for ikke at forskrække dyrene som ikke havde opdaget hende endnu. Hun håbede på dyrene ikke stak af, men måske bare blev opmærksomme på hendes tilstedeværelse.

Tait havde ligget der i en rum tid, stadig med lukkede øjne som han helt uden at tænke over det bare fortsat nussede dyrene, helt stille og rolig og bare fordybet i øjeblikket, i den dybe forbindelse han mærkede både med dyrene og med planterne omkring ham. Han var så fordybet i den følelse, at han ikke lagde mærke til at nogen var ankommet, førend spurven der sad oppe på hans hoved, rørte lidt på sig, efterfulgt af dådyret han var lænet op af. Roligt satte han sig helt op igen, som han nu også selv kunne høre vedkommende, der var kommet tæt på. Han drejede roligt hovedet, og så på hende der var ankommet - første anskydelse var menneske, hvorfor hans øjne kneb sig en smule sammen - men han ville ikke dømme helt endnu inden han var tæt nok på til at lugte præcis hva dhun var. Hvis hun var menneske, så ville hun højst sandsynligt ikke slippe levende herfra... Det var lidt tid siden han sidst havde spist.

Men i alt fald, så løftede han roligt haren væk fra sit skød, og rejste sig op. "Kyrt enn um sik," fortalte han roligt dyrene på sit modersmål, oldnordisk, og som forstod de hvad han sagde, så blev de hvor de var, uden at sige en lyd.

Han fik rejst sig op, og vendte sig derpå helt mod hende, med hovedet let på skrå, som solens stråler nærmest dansede i hans pjuskede, lysblonde hår. Han vidste godt selv at han var skabt til at være smuk, og han prøvede som regel også på at gøre sit bedste for at udnytte det, hvorfor han lod det blide, varme smil vende tilbage til hans ansigt som han gik tættere på hende. "It's very rare for me to meet others out here... So... Who are you?" spurgte han roligt, hans stemme blid og melodisk, som hans øjne let gled over hende. Alternativ i hendes stil va rhun i alt fald - og nu han stod så tæt på her, slappede han også en smule mere af end før - den lugt kendt ehan alt for godt, efter Adam.... En heks. Og nu de normalt værnede om naturen og selv havde en forbindelse til dem, så var han ikke helt lige så meget på vagt som han havde været for et øjeblik siden.

Efter Odessas tilstedeværelse var blevet offentlig gjort kunne hun se at dyrene blev opmærksomme på hende. Det tog ikke lang tid, før den unge dreng blev opmærksom på hende, flyttede haren, rejste sig op og talte til dyrene, på et meget underligt sprog. Hun drejede hovedet lidt mod sin skulder og kiggede undrende på ham.

Drengen var skøn at se på. Meget himmelsk. Hans tøj var dog meget afslappet, og brød den skønne kontrast lidt. Hun kunne ikke lade være med at tænke over, at hvis han var hendes model til et show, ville hun klart ”udnytte” hans skønne udstråling. Han talte blidt til hende, og spurgte hvem hun var. Han studerede hende, tjekkede om hun var okay eller ej.
”I’m Odessa,” præsenterede hun sig, ”I’m searching for some inspiration for my clothingline,” forklarede hun, mens hun holdt øje med ham, som han bevægede sig tættere på hende. Hun kunne ikke sætte fingere på hvad han var. Formskifter måske? Hun havde ingen anelse.