Why do I have the feeling that I know you?

Tid Det er omkring 16:50
Sted Markedet i Gaia
Omgivelser Det er enkelte folk her og der, ellers ikke den helt store mængde folk
Vejr Det er faktisk virkelig godt vejr, solen skinner en smule og det er ikke alt for koldt
Påklædning
- Tøj + Sko Han har en mørk t-shirt på og løse jeans, som sidder løst omkring benene, men strams omkring toppen. Han har sorte sko på
- Andet Han har tatoveringer på sin overkrop Link + Link. Han har en mohawk og skæg Link

Emnet er tilegnet @Clarissa aka ma babe <3

Det var en virkelig smuk dag, og selvom det endnu var i vinterperioden, så var solen endelig fremme, og det syntes at have en effekt på folk. De fleste ville trods alt ikke gå ud, når det var koldt, så når vejret for engangs skyld var godt, så kunne folk ikke komme ud hurtigt nok. Dog var det overraskende, at markedet ikke var mere fyldt op, end hvad det rent faktisk var. Selvfølgelig var der en god mængde, men man behøvede ikke at stå i kø for længe, og man kunne generelt nemt bevæge sig rundt. Blandt dem som befandt sig på markedet, var Christopher. Hvorfor han lige netop havde valgt, at bruge sin eftermiddag her og ikke på akademiet, ville han næppe kunne besvarer. måske havde han blot brug for at komme udenfor, slappe lidt af og mærke vinden imod sit ansigt. Eller også kedet han sig bare helt vildt meget, og havde bare brug for at lave et eller andet, plus man kunne altid bruge nogle nye ting.
Som han vandrede rundt i gaderne, fangede han en fært som gav ham en deja vu fornemmelse, som havde han duftet den parfume og fært før. Nysgerrigt lod han sit blik kigge rundt i befolkningen, hvor han fik øje på hende, og alt ved hende skreg, at han havde set hende før, dog kunne han ikke huske hvor. Som regel kunne han huske sine seksuelle partnere, og hun lignede ikke en han havde haft sex med, og dog var der så meget ved hende, der gav ham følelsen af at han kendte hende. Sammen med hendes fært og hendes ellers så smukke udseende, var der mange faktorer som spillede ind. Før han opdagede det selv, var han allerede på vej imod hende. Det var som om det var helt naturligt, det at gå imod hende og endda snakke til hende. Allerede før hun havde vendt sig imod ham, vidste han præcis hvilken øjenfarve hun havde, han kendte hver enkel træk i hendes ansigt, og alle disse ting forvirrede ham så meget "Hey" lød det fra ham, som han forsøgte at få hendes opmærksomhed "This is going to sound crazy, but I have this crazy feeling I know you from somewhere" han skar en grimasse, som han betragtede hende

Han havde lidt frygtet, at hun ville se på ham, som var han en eller anden idiot, som rendte rundt og troede han kendte alle omkring sig. Dog hverken reagerede hun negativt, eller for den sags skyld begyndte at gå videre, hvilket måtte være et godt tegn. Da hun endda selv sagde, at det ikke var mærkeligt og at han selv lignede en, som hun kendte, gjorde faktisk det hele en smule nemmere at arbejde med "oh thank god for that, I really thought I was going crazy, or maybe I am" han skar en grimasse, han vidste virkelig ikke hvad pokker der skete. Hvor ofte var det lige, at man mødte en person man aldrig havde mødt, som der på samme tid, mindede en om et liv man aldrig nogensinde havde levet? Dette var på ingen måde normalt, og dog havde han underligt nok intet imod det. På trods af at intet af hvad der skete, faktisk gav den mindste smule mening, så var det en forbindelse, som han fandt spændende og på samme tid fuldkommen sindssyg og mærkelig.
Da hun sagde hvad hun hed, var der et øjeblik, hvor han blev taget tilbage til et liv, hvor de to levede sammen. Han så hvert øjeblik de to havde, hver gang han vågnede op i sengen, hvor hun lå ved hans side, hvordan han ville stryge hende hen over kinden, kysse hendes pande og trykke hende tættere imod sig. Han så så mange øjeblikke, og da han endelig kom til sig selv, var der et udtrykke af at han genkendte hende "I know who you are, but I don't know you. I have all of these memories of a life I never lived, in a time I'm not from. Your name is so familiar, and I have all of these feelings as if I know you, and even care deeply for you" han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår "This is really confusing, I'm so sorry" han så undskyldende på hende "I'm Christopher, But I have this feeling I was called something else when I knew you" han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige til hende, det hele var så nyt og forvirrende for ham, og dog havde han det meste af sit liv, haft alle mulige drømme om liv han havde haft, folk han havde elsket og brutaliteten ved at blive myrdet om og om igen.

Da hun godkendte hans tanke, at han havde haft et andet navn, i den periode hvor de to havde kendt hinanden, syntes der at strømme en mængde af ro over ham. Han var ikke sindssyg, og det var ikke noget, som han havde forestillet sig. Da hun gav navnet, det navn han havde haft i sit liv med hende, syntes han at genkende så meget mere. Det var dog mere da hun lagde sin hånd imod hans bryst, at han for sit indre så det hele. Han så sit liv med hende, følte hvordan han havde elsket hende, og han kunne med et huske glæden, men også sorgen han havde oplevet. Han gav dig et gisp fra sig, som han huskede sin død, han huskede smerten, som han følte sværdet bryde gennem huden på ham, men også den svage mængde glæde, at han nåede at se hende en sidste gang. Han syntes dog at komme til sig selv, da hun fjernede sin hånd, og her trak sig væk "I know, I have all of these memories, all of this pain from dying over and over again, I remember people I haven't meet, felt love towards people who aren't with me" det var ikke nemt, i sidste ende havde det aldrig rigtig været nemt for ham.
Han havde mærkelige minder, som blev stærkere, når han var tæt på dem, han i sine tidligere liv havde mødt. Det var specielt slemt, da han var intet andet end et barn, netop her vidste han ikke hvad der skete. Han kunne huske hvordan hans forældre, havde sendt ham til alle psykologer, som de kunne finde i nærheden. Der havde været ganske få, som faktisk gad tage ham seriøs, og enkelte som troede på hvad han sagde, resten mente han var sindssyg eller at han havde læst eller set nogle mærkelige ting. Blidt lagde han sin hånd imod hendes kind, præcis som han ville havde gjort dengang, det var som om en anden kort tog over ham, og han så på hende, som var hun den mest vigtige person i hans liv, som var hun den eneste der virkelig betød noget for ham "My beloved, you're just as beautiful as I remember" hviskede han næsten åndeløst. Han vidste ikke hvad der skete, men med et var det som om, alt hans liv som Christopher blot var et gammelt minde, og at hun var den eneste som virkelig var det vigtigste. Han rynkede dog brynet, da han opdagede dette kunne gøre det hele værre for hende "I'm sorry" han så væk.