Till death do us apart - Stephen

S: Parken i Moonlight Falls
T: Aften
V: Støvregn, stille
O: Ingen mennesker, stille omgivelser
P: Et par sorte bukser og en rød tank top med en jakke over.
Emne til: @Stephen <3 I'm crying.. xD

---

"Clarke, put the dagger down," prøvede Rebekah at berolige kvinden der havde fundet hendes daggert. Dog var der ikke meget Rebekah kunne gøre uden den, for personen med den i sin magt kunne kontrollere hende - og hvordan hendes rouge datter havde lykkedes at få fingrene i den var hende et mysterium.
"No. You don't get do decide that. I want that power. I'm not powerless!" Udbrød Clarke og gik nærmere Rebekah. Rebekah sank en klump, for første gang i mange år var det faktisk ude af hendes kontrol. Regnen fald dramatisk henover dem, sandheden var dog, at Rebekah havde vidst det snart ville ske. Måske var det i virkeligheden derfor, at hun var gået så meget op i at få familien samlet. Ikke mindst at afslutte sine dage af så godt så muligt, og nok også derfor hun havde slettet Stephens minder. At miste ham havde været det hårdeste hun nogensinde havde været igennem, og han ville ikke være tvunget til at skulle føle tabet af at miste hende. Han kunne leve videre uden hende i sine tanker og det ville være som havde hun aldrig været virkelig. En skræmmende tanke.
Dog som han ramte hendes tanker, så hun ham i parken. Hendes mørke øjne lyste kort op i håb og i sorg. For hun vidste det var sidste gang at hun så ham.
"Then do it," sagde Rebekah så, "what are you waiting for," tilføjede hun en anelse spydigt og Clarke gik tættere på sin mor.
"I wanted this for a long long time," sagde Clarke som hun lavede bevægelsen, og lyden skar igennem gaden i ekko som daggerten skar igennem Rebekahs krop. Det gav et gisp fra hende, som daggerten blev trukket tilbage. Mærkede hvordan alt i verden pludselig føltes så tungt imod hende og alligevel så let.

Rebekah faldt til jorden, gispende som magien forsvandt fra hende og over til sin nye mester. Blikket lå dog ikke på Clarke, men imod Stephens retning. Denne gang var det alvor, der var ingen smutveje - ingen vi ses om lidt. Rebekah kunne mærke forskellen, hvordan hver eneste celle i hendes system brændte op.
"Oh its you. Make your time, she has about.. what 4 minuts left, if you are that lucky," sagde Clarke så og forsvandt i en røgsky. Rebekah lagde hovedet tilbage og gispede efter vejret. Det havde aldrig været så svært at trække vejret.
"Hey, its okay. Just leave me here. I'm okay. It doesn't hurt," løj hun stort. Smerten skreg ud af hendes øjne og frygten prøvede at banke mere liv i hendes hjerte - men uden held. Hun kunne mærke, hvordan hun snart ville holde op med at være tilstede - mærke hvordan hendes nerver forvandlede sig til støv. Svedperlerne dansede henover hendes pande.
"Go. You don't have to see this," panikkede hun som tårerne kæmpede vej, men hun gjorde sit for at være stærk.

Too overwhelming, too everlasting, it hurts too bad, I'll have to, just, get rid of it - I'll have to go see her!
Føleserne havde buret sig op et sted dybt inde i ham, nægtede at give slip, nægtede af forsvinde! Det var som om de krævede noget så inderligt af ham! Men hvad - I've forgotten the most important part, how can this be!
Alt var kaos!! But she can fix it, she can help me - I know that.. Where is she?

"Please, let me find you, I need you.." Gispede han ynkeligt ud i natten, som han anstrengte sig for at bruge magien, alkohollen i hans blod gjorde det næsten umuligt. But if I don't drink.. It would just explode inside me, I can't do it, I just can't
Det flimrede kort rødt i luften foran ham, som det bare forsvandt igen. "NO! Come on, please, please! I have to, I need to, work! Please help me, help me!!" Han talte hurtigt og desperat, som han tvang sig selv, alt hvad han overhovedet kunne - om at fokusere på opgave, at finde hende.

Han blinkede hårdt et par gange, blinkede tårerne væk, før hans snøftede kort. Igennem et tåget ufokuseret blik, kiggede han ned på fotografiet i hans hånd, "Help me! Please! Take me to you!" tiggede han den unge kvinde på billedet. Det lange røde hår talte for sig selv, kvinden på billedet kunne umuligt være andre end hans smukke udødelige søster: Rebekah.
Hendes unge og ubekymret ansigt var vendt mod en mand, hun smilte til ham, han smilte til hende. They look so happy..

Manden på billedet var ham selv, men kvinden han smilte til - I don't remember her, not even a little, and still... She makes me feel, feel soooo... Emotionel.. I need to find her, it can't wait another second!
Hans fingre bevægede sig kort hen over kvinden på billedet, The look in my eyes.. You can't fake that.. I love her.. I know I do.. I love her so much! I need her so much! "Help med please, please help me!"

Et gylden skær blindede ham, og før han vidste af det stod han i parken. Han kunne høre stemmer i det fjerne, og uden overhovedet at overveje det, satte han i et højt tempo i løb imod dem. "NOOOOO!!!!" udbrød hans i et højt skrig, som hans øjne fandt kvinden fra fotografiet - netop som hendes krop blev piercet med daggerten.
Kort flimmerede det sort for hans øjne, som skulle han til at besvime, men han satte bare tempoet endnu mere op, løb som gjalt det hans liv - hvilket det gjorde. Don't die, don't die, don't die, don't!!!

Han nåede hende kun lige, som Clarke forsvandt i en røgsky. Han kastede sig ned til jorden, foran sin søsters døds seng. "NO!" råbte han nærmest bare af hende, som hun bad ham efterlade hende, who the fuck do you think I am! Not that heartless I assure you!! No one would be!
"No please, please don't die, please don't go, I need you, I need you so much, I love you.. I love you so much!! Don't leave me, don't leave me, don't leave!!" - I don't even know who you are, but please, please, I just know I love you, I just know you're important, the most important of them all, I can't live without you! You are my everything!! How can I not remember!!
"I can't live without you, I can't, I can't, Please, Pleasepleasepleasepleaseplease!!" hulkede han, som han rakte frem og tog hendes kolde hænder i sine, knugede dem tæt ind til sig hjerte, som han bøjede sig helt ned over hende, helt ind over hende, så hende ind i de smukke mørkebrune øjne, så sig selv i dem - "You're my everything.. I love you.."

Reaktionen gjorde det svære for hende at holde sig stærk, at holde sig selv fra at bryde sammen i tårer som smerten truede hende med at flå hende i tu. Rebekah prøvede at sige noget, men tårerne kom først og løb stille henover hendes kinder der syntes at blive blegere og blegere. Hun lyttede til ham, men kræfterne var der ikke til at svare på hans sætning eller komme med en eller anden kæk kommentar. Normalt klarede de den. Normalt var dette ingen ting, og det burde snart være okay igen. Rebekah gispede stille efter luft udover de tørre læber.
"It's okay.. You are here," fik hun endelig hvisket ud med sine sidste kræfter. Stædighed lå i hendes natur, og hvis hun skulle smutte - så ville hun i det mindste have det sidste ord sagt først," I love you. I have always loved you. The first person I ever loved.. the person I will always love, I.. I'm so sorry," tilføjede hun og forsøgte at gribe om hans hånd, men hun havde ingen kræfter tilbage. Også kom smerten. Den brutale smerte som hun mærkede, at hendes krop begyndte at forsvinde. Blive til støv. Hun ønskede at skrige, og hun brød fuldstændig sammen af den ekstreme smerte.
"I'm not ready Stephen.. I'm scared," hviskede hun så som tårerne strømmede udover øjnene på hende. Revner i huden brød frem, og nerverne forvandlede sig stille til intet andet end støv. Som var hun intet værd, som havde hun aldrig nogensinde været der. Rebekah gispede mere og mere efter luft - ønskede smerten ville stoppe. Bare stoppe nu og ikke torturere hende - men det var i sidste ende vel hvad hun fortjente. Hudens ellers altid fejlfrie blege hud, blev mere og mere ødelagt. Og den blege farve forvandlet til noget så gråligt. Hun mærkede alt forsvinde, alt brænde op. "I don't wanna go.. I don't.. I.." stoppede hun i sin sidste sætning. Som hjertet endelig stoppede med at slå, blev til støv. Derefter forsvandt benene stille.. armene, kroppen.. og til sidst forsvandt hovedet. Og intet var tilbage end det halv glødende græs samt støvet på jorden foran ham.

Stephen forstod det ikke, han forstod det bare ikke! Stop this, stop the madness! STOP IT!"No! It's not okay, don't do this, stop it.. Please just stop it!" klynkede han desperat, som han holdte og knugede hendes hånd hårdere og hårdere, ligeglad med om det gjorde ondt, han kunne ikke slippe hende, kunne bare ikke! "I love you.. I love you so much.. I'll love you forever.. I think you're.. I know you're.. You are my everything.. You can't go, you just can't.. Please don't do this.. I can't live without you, I just can't.." hviskede han med hæs og knækket stemme, det var så svært at få ordene ud.. Men de var så sande, mere sande end han egentlig vidste af.

Hendes smerte var hans smerte, hver bølge der gled igennem hendes krop og efterlod hendes ansigt helt ødelagt af denne smerte, gentog sig i ham, og han udbrød endnu et hulk, et hyl, en jammeren - han følte det, følte det hele. Bare at se hende lide, det gjorde noget ved ham, og han led med hende. Godt nok var det to komplet forskellige smerter, men det var ikke desto mindre smerte. Smerte som han aldrig havde oplevet det før - det vækkede et kaos i ham, så stærkt som intet i hans liv før havde kunne - og han havde ellers været i gennem sin del. Men det her var dog den værste til dato.
"Then.. Don't go.. Stay.. Stay with me.. Please..." hviskede han ud mellem sammenbidte tænder, som hendes krop begyndte at forsvinde under ham, han kunne slet ikke holde det ud! Han kneb øjnene hårdt i, ønskede det ville stoppe, alt den lidelse - bare stop, stopstopstopstop!
Men da han åbnede øjnene, slog virkeligheden ham hårdt igen - hun var næsten væk.. "Why are you leaving me.. don't do it.. don't leave me.. stay.. PLEASE!" gispede han, før hendes sidste ord lød fra hendes læber - og så var hun væk.

Den følelse han var efterladt med, var endnu ikke til at beskrive - det var alt og ingen ting på samme tid - i virkeligheden ægte kærlighed, der nu resulterede i en så voldsom eksplosion inden i ham, at han troede han skulle blive sindssyg!
Hvordan forklare man egentlig hvordan det helt præcist følelse at miste sit livs kærlighed? Eller mere faktisk! For hun var mere end det - hun var alting, hun var hans mor og hans søster - hun var hans første kærlighed, hans første mage og hans første kys - hun var moderen til deres børn! Hun havde været der for ham, gennem tykt og tyndt - nok havde de haft deres skænderier over årene - men det kom altid tilbage til det her - kærligheden. Ægte og ubetinget kærlighed.
And I have just.. Lost all that.. I have lost everything..

Påklædning + håret
-----

---

Det var ikke specielt længe siden hun var kommet tilbage til England, efter en del år i Spanien - havde hun haft den mest underlige følelse af at hun var behøvet her. Måske var det den store mængde af magi der dragede hende til Moonlight Falls denne stille regnfyldte aften. Luna vidste hun burde have kontaktet hendes var om at hun var tilbage, men hun havde ikke rigtig meget at forklare lige nu - eller lyst til at forklare. Så længe hun ikke var det samme sted længe, ville folk glemme hun havde været der. Luna fik øje på en ung herre der sad og græd i en krog, men en scene længere fremme syntes at være vigtigere så hun forsatte frem ad. Som var hun bestemt til at opsøge denne tragiske episode. Hun stod lidt væk, som hun så Rebekah forsvinde. Alle vidste hvem Rebekah var, Luna nok mere end andre - ikke fordi hun havde en relation eller noget til hende - men det havde hendes far. De lektioner hun havde fået i, at man altid skulle stå ved sine ord og ved folk - fordi han havde svigtet Rebekah. Luna så stille på Stephen. Ødelagt, ville være det ord hun ville bruge for at beskrive ham lige nu. Han så noget så knust ud, og hvorfor var der ingen grund til at spørge om. Kendte alle næsten ikke deres historie? Rebekah og Stephen, de to første og stærkeste hekse. Bundet sammen for altid, uden at lyde alt for dramatisk omkring det. Luna sank en klump, og satte sig ned på hug ved siden af Stephen, med en hånd imod hans skulder. Hun sagde intet, for ord var ubetydelige i sådan en sorg. Ingen ord ville få det til at føles bedre. Regnen stod over dem og græd nærmest over denne handling der var sket. Luna lagde sine arme omkring Stephen, og holdt ham ind imod sig. Lod sin hånd glide stille henover hans ryg som hun placerede sin hage på toppen af hans hoved. Hun ønskede bare at være der for ham igen nu. Og om hun ønskede det eller ej, gik hendes healende evner imod ham. Prøvede at rense det mørke væk, som det altid gjorde når man fik kontakt med hende - en evne hun både hadede og elskede.

Selvfølgelig havde han været for opslugt i sin egen sorg til overhovedet at bemærke hende? Hvem kunne også bebrejde ham det? Han hørte hende ikke, ænsede hende faktisk ikke, ikke før hun rørte ham og han bed mærke i han ikke længere var alene.
Men havde han overhovedet kræfterne til at bekymre sig om det? Hvem hun var, hvad hun ville ham? Kunne hun ikke se den var helt gal? Hvorfor havde hun opsøgt ham, hvorfor nu? Leave me alone Var hans første tanke omkring hende, uden overhovedet at se på hende.

Alligevel var der et eller andet ved hendes berøring, da den skete, som føltes underligt behageligt - som om det var lige hvad han sad og manglede - But it's not.. Just some kind of shitty illusion.. The only thing I'm missing is.. Her..
Han knugede sine næver hårdere sammen, som endnu en bølge af sorg og smerte væltede nådesløst igennem ham - og flere hulk og tåre kom til. Han vendte sig forgrædte ansigt lidt imod hende, endelig for at se hende - men uden rigtig genkendelse, "Who are you?! What do you want!" Sagde han i et lidt spydig tonefald, men igen - hvem kunne bebrejde ham, efter hvad der lige var sket? Han kunne vel opføre sig som han ville, og hvis det ikke var godt nok - så kunne hun bare skride!

Luna sank en klump og trak sig en anelse tilbage som han så på hende. Hun kunne trods alt se, at han ikke kunne kende hende. Øjnene sagde alting, men det betød ikke ligefrem at det var ovre endnu. Luna tog en dyb indånding og sank derefter en klump.
"I'm here to help you. I'm an old friend. Luna," svarede hun i et beroligende tonefald. Hun havde trods alt lært at holde sit temperament nede, så konflikten ikke blev blusset mere op end den burde. "Let me help you Stephen," tilføjede hun i samme toneleje. Hun hadede at se ham så knust. Luna holdt sit blik imod hans, uden direkte at stirre, men i håb om at han ville kunne se hendes oprigtighed i sidste ende - at hun bare ønskede at hjælpe ham. Hun greb stille udover hans hånd, og foldede sine hænder omkring den.
"Just let me help you," gentog hun med en mere hviskende stemme. Hun forstod smerte, hun forstod at miste nogle - hun forstod følelsen af at føle sig tom indeni.

Stephen stirrede i et kort sekund bare på hende, som var hun fuldstændig sindsyg, før et faktisk sindssygt grin forlod hans læber, det ændrede sig dog hurtigt til det ynkelige og mere arrogante, alt sammen på en gang. Han rystede kraftigt på hovedet, som han nærmest vendte øjne af hende, og så var hans så berømte douchebag-attitude tilbage! Dog med et hint at håbløshed, som hans øjne stadig var røde af tåre, og hans blik mørkt af vrede. "You must be kiddin'!" Udbrød hans så, som han betragtede hende rykke væk, var det frygt? Et ledt smil voksede om hans læber, better be, and now fuck of!
Han vendte sig væk fra hende igen, håbede det ville blive det sidste han skulle se til hende. Desværre ikke, for så talte hun igen, lige så tåbeligt som før! Og ikke om hun så tog hans hånd igen! Hvem var hun, og hvad bildte hun sig egentlig ind?! "Oh god, this is so funny! Stupid little fairy, thinks she can help me.. ME?! HAHAHA!" Udbrød han så, med en tone af sindssyg, men hvis der var et tidspunkt at miste forstanden på, så passede det måske alligevel ret godt ind lige nu.
Han vendte sig mod hende, trak sin hånd til sig og greb fast om hendes kæbe, som han lænede sig helt frem. "Bitch just killed my sister, the only person left in this world I truly love, now I got nothing and no-one, but please yes, do help - you can bring her back yes? Of cause you can, or else your offer to help would be completely worthless, and you would be a moron.. Oh really, no you can't? Great, now FUCK OF!" Råbte han af hende, før han vredt skubbede hende fra sig, og rejste sig op.

Han var vred, såret, forvirret og helt ude af den. Selvfølgelig var den store Stephen Sinclair ligeså sindssyg som man talte om, hvem dømte ham ærligtalt. Hvis det ikke var fordi hun selv havde været levende i længere tid, ville hun sikkert ikke forstå det. Livet, tid, ting gjorde en ødelagt. Han greb fast om hendes kæbe, og kort overvejede hun at slå fra sig - men hun lod ham råbe, lod ham skrige - gøre hvad han ville. Det var ikke noget nogen ikke havde gjort af hende før, og det var ærligtalt bedre end at blive brugt til at 'frelse' gud og hver mand. Han skubbede hende i sidste ende væk, og Luna sank en klump kort. Luna rejste sig op.
"As far as I see it, I'm the only person who shows up and cares. I can't break people back to life. I'm useless at this point, but hey, I just wanted to offer you someone who actually would care about your feelings," sagde hun så og sank en klump. Luna tog en dyb indånding og kørte hånden igennem sit hår. "You are hurt, why not just except that I'm here. You don't have to say anything, just let me be here," hun tog stille et par skridt nærmere ham uden at tage blikket væk fra ham.

Stephen kørte frustreret en hånd gennem den tykke manke, hvorfor gav hun ikke bare op?! Hvorfor lod hun ham ikke bare være! "I don't need that.." sagde han så bare totalt opgivende, hvorfor forstod hun det ikke - hvem var hun overhovedet?! "It doesn't matter if you care or not, it won't bring her back.. just go already.." sagde han så lige så fjentlig som før, før han vendte sig væk fra hende, skulle til at gå selv - som hun talte igen, han drejede sig let mod hende og sendte hende et trist smil. "No thanks!" sagde han så bare igen, nu kunne han da snart ikke gøre det mere tydligt vel..
Han vendte sig væk fra hende igen, og begyndte at gå - som hans magi nok på ingen måde ville virke lige nu, og han derfor ikke bare kunne forsvinde i en røgsky af magi - selv om det havde været at fortrække. I stedet gik han, med retning mod den nærmeste bar - hvor skulle han ellers tage hen? Han kunne ikke tage hjem, ikke til den tomme lejlighed, kunne ikke overskue at være alene med intet andet end sit eget selskab og sine egne tanker - og han kunne ligeledes ikke taget hjem til Gabriel, han ville aldrig forstå det alligevel - baren var helt sikkert hans bedste mulighed.